Skat og Erhverv

Skat og Erhverv
Et Indlæg i skattespørgsmålet
af Folke-Rasmussen 1911
Udgivet af Skandinavisk Boghandel 1911

I. Vore nuværende skatter.

Hvis man æsker en borgers mening om hans skatter, kan man være temmelig vis på at få et hastigt og bestemt svar: skat er noget skab, noget, man vel ikke kan slippe for, men hver især må vare sig for så vidt muligt. 

Spørger man en politiker, kommer svaret måske lidt mere tøvende. Partiets stilling må jo tages i betragtning. Men for det første vil det dog gå ud på, at skat er nødvendig. Uden skat ingen politik. Dernæst er skat noget – som modstanderne skal betale. Står den adspurgte til venstre, vil han almindeligvis mene, at skat bør være et middel til at tage fra de rige for at give til de fattige, medens hans kollega til højre vil holde for, at skatterne bør lægges således, at de ikke krænker den bestående ejendomsret dvs. dem, der nu har noget, og er han fra landet, vil han muligvis føle sig overbevist om, at skat er noget, som københavnerne kan have godt af. 

Skulle man ikke føle sig klogere af disse svar, forsøger man måske at spørge en af vore officielle nationaløkonomer om, hvad videnskaben mener om skattens oprindelse, formål og virkning. Hvis han ikke foretrækker at lade videnskaben tie, vil han sandsynligvis hurtig overbevise os om, at skat er noget meget fint, at den er grundlaget for det offentlige styre, midlet til at opretholde dets tilværelse og virksomhed. Uden skat er al regering umulig, og uden regering ville civilisationen gå til grunde, det sociale fremskridt forsvinde. Skatterne er vore adgangspenge til kulturens goder. Vil vi slippe for dem, må vi fly menneskenes samfund, lade os deportere derhen, hvor peberet gror og sumpfeberen lurer, eller hvor kulden knuger alt liv til jorden. Forøvrig er beskatningsspørgsmålet meget vanskeligt, dets stilling væsentlig bestemt af den historiske udvikling. 

Et sådant moderne orakelsvar tilfredsstiller næppe mange. Hvor findes da sammenhængen mellem den opfattelse, der vore skatter ser vore nødvendigste og nyttigste udgifter, og den almene umiddelbare betragtning, at de blot er et uundgåeligt onde? Sådan ser dog ingen på udgifterne i sin private virksomhed. Hvilke krav må man stille til en skat, for at den kan føles som rimelig og retfærdig? 

Adam smuk er vel den, der først har givet et bestemt svar herpå. Han har opstillet en grundlov for beskatning, der lyder således: borgerne i enhver stat bør yde bidrag til regeringens opretholdelse så vidt mulig i forhold til deres evne dvs. i forhold til den indtægt hver især nyder under statens beskyttelse. 

Denne regel har fået navn af lighedens lov. Den har som hele Adam Smiths værk øvet en mægtig indflydelse på de senere slægtleds tankegang, har været fanemærket for den liberale skattepolitik, der så sit mål i at få de indirekte skatter afløste af skat på indtægt og formue. Feltråbet om at’ lægge skatterne der, hvor skatteevnen er, var vel skikket til at give genlyd ikke blot hos de mange med de små indtægter, men også hos dem, der efterhånden indså, at økonomisk ulighed langt mindre beror på forskel i vore medfødte evner end på forskel i de vilkår, samfundet byder os. 

Og dog er af alle skatter indkomstskatten den mest ilde lidte selv af dem, der betaler forholdsvis lidt. Intetsteds har det vist sig muligt at bygge nogen statshusholdning på den. Befolkningen afviser, unddrager sig den, fordi den krænker dens retsbevidsthed. Den er et endda kun kummerligt forsøg på at fordele skatten efter den nytte, vi har af samfundsorganisationen. Men i vort daglige liv betaler vi ikke for den nytte vi har af en ting. Den beror på os selv. Tingens værdi er vi villige til at betale. Køber jeg mig en billet til et teater, venter jeg ikke at få pengene tilbage, selvom jeg kan bevise, at jeg sov under forestillingen, men endnu mindre er jeg villig til at betale noget i kassen, selvom jeg notorisk fandt mig en rig kone på nabopladsen. Hvorfor skal jeg betale til en jernbane eller en gadelygte efter min indtægt, men til et andels?tærskeværk efter dets værdi og den tid jeg lægger beslag på det? 

Nej – lighed kan ikke bygges på rov. Den lige ret, enhver kan kræve, er lige pligt til at yde lige vederlag for de goder, samfundet byder os. Det lå sikkert også i Adam Smiths tanker, dengang han formede sit krav om, at hver skulle betale til regeringens opretholdelse i forhold til den indtægt, han nyder under statens  beskyttelse dvs. i kraft af denne  beskyttelse.  

Spørgsmålet  er  blot,  om  det lader sig gøre.  

Næst efter forlangendet om borgernes lighed overfor skattens krav kan man stille følgende fordringer til den måde, hvorpå en skat opkræves: –

  1. En skat bør tynge så lidt som muligt på produktionen, rigdomsfrembringelsen. Lægges der skat på det, vi frembringer, er den uundgåelige følge den, at der frembringes mindre. Det er frembringerens eneste udvej til at vælte skatten over på forbrugeren at formindske tilbuddet, så prisen stiger, og det er forbrugerens eneste udvej til at holde sig den fra livet, at formindske efterspørgselen, så prisen atter daler. Begge mødes de i et kapløb om at jage den ting, der er ramt af skatten, ud af tilværelsen, tvinge og vænne sig selv og andre til fattigdom. Derfor kan virkningen af blot en ringe skat blive skæbnesvanger. Vi ser det i disse dages dyrtidsrevolte som vi har et det før. De kornlove, der i begyndelsen af det 19. århundrede var ved at drive det engelske folk ud i hungersnød, indbragte ikke staten mere end 1/4 mio. I Frankrig, hvor man har skat på vinduer, er følgen bleven boliger uden vinduer. Hedeselskabets tidsskrift indeholdt sidste vinter en meddelelse om, hvorledes en skat på skov havde forvandlet den kinesiske provins Kashgar til en ørken, medens skattens ophævelse kaldte ikke blot skovene, men også regnen tilbage. 
  2. En skat bør være let at påligne, billig at opkræve. Det siger sig selv.
  3. Endelig må man forlange, at en skat er bestemt, at den ikke kan undgås ved udflugter, falske forklaringer eller bestikkelse. Jo mere en skatteansættelse hviler på skøn, jo sikrere er det, at uærlighed og tyranni følger i dens spor.

Holder vi os nu for overskuelighedens skyld til vore statsskatter og tænker os dem stillet ansigt til ansigt med disse krav om lighed, lethed, simpelhed og nøjagtighed, så finder vi måske forklaringen af, at befolkningen med så afgjort uvilje betaler de 93 mio. kr., som kræves til at opretholde det danske statssamfund. 

I hovedsagen kan vi sammenfatte disse skatter i følgende 6 grupper: 

Skat på
– forbrug: ca. 45 mio. kr.
– omsætning: ca. 10 mio. kr.
– retshandler etc.: ca. 4 mio. kr.
– indkomst: ca. 17 mio. kr.
– ejendom: ca. 6 mio. kr.
– vi har i vente: ca. 11 mio. kr.

Forbrugsskatterne, der altså udgør den ene halvdel af statens indtægter, står i den dybest mulige modstrid med lighedens lov. Jo længere vejen er fra toldstedet til forbrugeren, jo mindre og fattigere hans indkøb er, jo simplere og tungere hans forbrugsgenstande er, jo større hans børneflok er, jo mere må han svare i toldskat. Toldens ide er statstyveriet, dens resultat er demoralisation, dens følge privatbeskatning og kapitalens overmagt. Jo større de skatteforskud bliver, som producent eller købmand må udrede, jo større bliver nødvendigheden af kapitalbesiddelse, jo tungere kapitalens vilkår, jo højere lånerenten. Derfor er de stærkest toldbeskyttede lande trusternes og kartellernes hjem. Derfor er storbryggeriernes aktier gået i vejret sammen med ølskatten, der knuser deres mindre konkurrenter. 

Og toldskatterne er de dyrest mulige i påligning og opkrævning. For hver 10 kr., toldvæsenet lægger i statens kasse, beholder det selv 1 og i samme anledning må vi lægge måske 3 kr. i købmandens kasse, (for hans ulejlighed ved fortoldningen, rente og avance på hans udlæg) 6 kr. i den beskyttede industris pengeskab og 10 kr. i kuponklipperens box, hvor det hele vel havner til sidst. 20 kr. for opkrævning af 10 lyder groft, men stemmer godt med undersøgelser, der har vist, at Englands gamle sukkerafgift, der indbragte staten 5 mio., kostede forbrugerne 15 mio. 

Hvad endelig sikkerheden angår, behøver man blot at spørge en importør for at få at vide, at tolden fuldt ud bekræfter den sandhed, at sikkerhed og vilkårlighed er lige uforenelige i teori og praksis. 

Disse bemærkninger gælder i alt væsentligt også de 10 mio. skat, som vi bar samlet under gruppen skat på omsætning. De rummer ingen bestræbelse for at opfylde lighedens lov. De hæmmer omsætningen, øger varepriserne, gør livet fattigere. De er, som Jacob Scavenius nylig skrev, “sikkert lidet rationelle”. Karakteristisk nok tilføjede han straks “men nogen forhøjelse kan de vel nok tåle”. Monstro kammerherren kunne få sig selv til at skrive noget lignende om hesteavl?

Medens toldskatterne bygger på tyvens moral, praktiserer omsætningsskatterne røvermoralen: at tage, hvor der er noget, gribe til, mens pengene er på bordet. Sligt har intet at bestille med fornuft eller retfærdighed, men er dog ganske simpelt, billigt og mindre vilkårligt end toldbeskatningen. 

Vor 3. gruppe af indirekte skatter – 4 millioner i alt – udgøres væsentlig af retssportler. Selvom de til dels fremtræder som vederlag for modtagen tjeneste, må det ikke glemmes, at skat på retfærdighed avler ulighed for loven. Uret trives bedst i ly af en kostbar retspleje. 

Det fælles hovedtræk for de indirekte skatter er deres vilkårlighed og overvæltelighed. Deres eneste ledende motiver magthavernes bestræbelse for at vælte skatten over på andre. Overvælteligheden er deres princip. Den fører dem stadig fra de stærkere til de svagere skuldre, og jo længere vejen er, jo større bliver det spild af kraft og sundhed, de forvolder samfundet. 

Det demokratiske folkestyre bygger på vælgernes skattebevillingsret. Dets forudsætning er, at vælgeren ved, hvad han betaler. De indirekte skatters mål er netop at skjule dette, at tage skatten, uden at betaleren mærker det. Derfor kan intet demokratisk styre bygges på indirekte skatter. De er demokratiets fornægtelse – i deres oprindelse og udvikling knyttede til despotismen i alle de former, den har påtaget sig lige fra Nebukadnezar (der nok først opfandt dem) til Pierpont Morgan. 

Det var ikke tilfældigt, at indkomstskatten blev liberalismens løsen. Den syntes jo at gå direkte til den kilde, hvoraf enhver stat til sidst må øse sine indtægter: borgernes indkomster. Spørgsmålet er blot, hvor meget hver især skal af med. 

Fra første færd har liberale statsmænd indset, at skat i forhold til indtægt ikke løser dette problem. William Gladstone udtalte allerede i 1853 om indkomstskatten, som da kun havde virket i 9 år, efter at Robert Peel havde indført den ved kornlovenes ophævelse: “Den er ikke skikket til at udgøre nogen varig del af vort skattesystem, forinden man ved omdannelse af den har fjernet de urimeligheder, der klæber ved den”. 

Urimeligheden består i, at der svares samme skat af den indkomst, der er fortjent ved personligt arbejde, og den, der skyldes arbejdsfrie indtægter. For at bøde herpå har man forsøgt 2 veje: moderation og kildeartsbeskatning. Moderation kan ske ved fra hver indtægt at trække et vist beløb og kun beskatte resten, eller ved beskatning efter stigende skala. Begge dele er en anerkendelse af skatteprincippets ufornuft. Vil man bøde derpå, er fradragets vej den simpleste, mindst vilkårlige og mest virknmgsfulde. 

Med kildeartsbeskatningen er man inde på en helt anden tankegang, en deling i “fortjente” og “ufortjente” indtægter. Men er en indtægt “ufortjent” af den enkelte, må den være fortjent af samfundet. Konsekvensen må blive, at man lægger hele skatten på den indtægt, der skyldes samfundet, og lader den private beholde sit. Opgaven er da kun at afgøre, hvilke indtægter, der er ufortjente. 

Det spørgsmål lader sig dog ikke løse ved opstilling af en række erhvervsklasser. En bondes eller fabrikants indtægt kan være så vel fortjent som en husmands, en skrivers eller departementschefs. Jo mere indviklede regler man opstiller, jo længere kommer man fra målet. Sagen er, at den direkte indkomstskat trods sit navn er en indirekte skat. Den hviler på produktionens udbytte og dermed på produktionen selv. Den overvæltes ganske som de andre produktionsskatte. Man tænke blot på, hvem der vel fik lov at betale, hvis vi nu 10-doblede skatten på de så misundte lægeindtægter – naturligvis dem, der har læge behov, de syge og deres forsørgere, som så atter måtte søge at vælte skatten videre. Ingen aner, hvor stor en del han bærer af indkomstskatten. Den er som de andre indirekte skatter kostbar, vilkårlig og demoraliserende, en straf for flid, en præmie for uredelighed bygget på snæversynet misundelse langt snarere end på retfærdighedstrang. 

Direkte er kun den skat, der fremtræder som direkte vederlag for de goder, staten byder sine borgere. Disse goder er knyttede til statsområdet, er kun tilgængelige inden for dets grænser. Det økonomiske udtryk for de goder, der er knyttede til et sted, er stedets værdi. De, der ejer landet, ejer tilsammen ethvert gode, staten tilvejebringer. De direkte modtagende er de direkte skatskyldige. En direkte skat er skat på grundejendom. 

Ejendomsskatterne har da også fra de ældste tider været grundlaget for statshusholdningen, og det er ikke det mindst betænkelige tegn ved vore dages styre, at det har formindsket dem til kun at udgøre 1/15 af statens samtlige indkomster. Vi, der bor til leje med vort hjem eller vor virksomhed, må betale hvert eneste gode, samfundet byder os, til dem, der ejer landet. Når vi har ladet os alle de andre skatter prakke på, endda til trods for, at vi er de mange, er det kun et bevis på, at grundejerne har været de stærkeste og de, klogeste. Hvor dybt denne klogskab stikker, skal vi straks e, men vist er det, at der eksisterer intet andet rationelt skatteproblem end spørgsmålet om skattens fordeling mellem grundejerne. Resten er digt. 

Loven om ejendomsskyld bestemmer, at ejendommens handelsværdi skal lægges til grund for dens skyldsætning. Det er bekendt, at man i praksis i vid udstrækning er gået ud fra brugsværdien, den indtægt som ejendommen giver ved den udnyttelse, den er underkastet. Vi møder atter her modsætningen mellem nytte- og værdiprincippet. Men forskellen ligger dybere og klarere her. Den værdi, samfundet kan kræve betaling for, har intet at gøre med den del af ejendommens værdi, der skyldes ejerens arbejde eller kapitalanvendelse. Huse og hegn, diger og dræn er forbrugs- og produktionsgenstande ganske som føde, klæder og værktøj. De frembringes og forbruges, ældes og forgår. Skat på dem fordyrer produktionen af dem og følger de andre skatter i overvæltningens kæde. Den anden del, grundens værdi, er af en ganske anden natur. Den repræsenterer netop enhver fordel, der er knyttet til besiddelsen af et grundstykke. Hvad enten det er udnyttet eller ej, bebygget eller tomt, har dets ejer samme fordel af, at der lægges en station eller en skole osv. i dets nærhed, at vejen til det befæstes, belyses eller bevogtes bedre end hidtil. Det er disse fordele der skal betales med skatterne. Derfor bør disse fordeles mellem grundejerne i forhold til grundværdien af den ejendom, de besidder. 

II. Et rationelt skattesystem.

Med grundværdiskatten som eneste skat opfyldes lighedens lov, kravet om at borgerne skal bidrage til regeringens opretholdelse i forhold til den fordel, de nyder af statens foranstaltninger. Hvorledes svarer den til de andre fordringer, vi opstillede om lethed, billighed og sikkerhed? Hvorledes virker den på produktionen? 

Produktionen er udbyttet af at anvende arbejde og kapital på jorden. Arbejdets og kapitalens løn betinges af hvilke vilkår der er tilgængelige uden afgift dvs. på jord som kan fås uden betaling, jord uden værdi. Ringere løn vil arbejdet ikke tjene for, og bedre vilkår kan det ikke få uden at erlægge sit merudbytte til jordejeren. Kapitalværdien af dette merudbytte – jordrenten  – er jordens værdi. Skat på jordværdi tynger ikke produktionen,  fordi  der  ingen  jordværdi findes  under de vilkår, der betinger dens udbytte.  

Af samme grund kan en grundværdiskat ikke overvæltes på produktionen. Derom er der enighed. En afløsning af de nuværende skatter med en grundværdiskat ville betyde en frigørelse af de produktive kræfter, der nu knuges og knuses af et uretfærdigt skattesystem. 

Beskatning af jordværdi er den simpleste og billigste skatteform, der kendes. De gamle påstande, om at jordens værdi ikke lader sig fastsætte ved vurdering uden store vanskeligheder og megen usikkerhed, de er for længst gendrevne af kendsgerningerne. Stærkest måske af erfaringerne fra New York, hvor der siden 1904 hvert år foretages en delt vurdering af disse verdens kostbareste ejendomme. Denne deling i jordværdi og forbedringsværdi er indført netop for at simplificere vurderingen og sikre en rationel og retfærdig skyldsætning. l skattedepartementets årsberetninger har dets direktør Lawson Purdy med stigende styrke fremhævet, hvor sikkert og billigt denne vurdering virker. 

Vurderingsbeløbet udgjorde i 1909 ca. 25 milliarder $ og vurderingsudgiften i gennemsnit 72 $ pr. mio.

Lawson Purdy bemærker, at skønt jordværdien androg over 60 % af den samlede sum, forvoldte vurderingen af den kun en ringe del af udgifterne. 

Som vi senere skal se, vil en grundværdiskat på 2 % være rigelig til afløsning af alle vore bestående skatter. Herefter ville den til statsskatternes afløsning svarende vurderingsmasse andrage 4? milliard. Sætter vi vurderingsudgiften så højt som til 100 pr. mio., ville den andrage 450.000 kr. eller omtrent 1/10 af, hvad det koster at opkræve blot vore toldskatter. Opkrævningen er den simplest mulige. Indbetalingen kunne, om det skulle være, ske gennem postvæsenet. 

Ved indførelse af grundværdibeskatning vil man således opnå en meget betydelig besparelse, dvs. formindskelse af skatterne, fjerne al usikkerhed og vilkårlighed og den demoralisation, som dermed følger, og sidst men ikke mindst lette produktionen for de byrder, der synes at skulle gøre krisetilstanden permanent i vort samfund, slå portene op for et økonomisk fremskridt, hvis virkninger og muligheder næppe lader sig overskue. 

Den modstand, der rejses mod en sådan reform, må have meget vægtige argumenter at støtte sig til, hvis den skal fortjene hensyntagen. 

Modstanden og tvivlen samler sig i kravet om erstatning til grundejerne og spørgsmålet om, hvorvidt en grundværdiskat vil være i stand til at bære samfundshusholdningen. 

Erstatningskravet bygger på den opfattelse, at den ejer, der er gået ind på at betale eller forrente sin jords værdi til en tidligere ejer og ikke til staten, han har underskrevet sin købekontrakt i tillid til den gældende ret og med statens embedsmænd som vidner. Vil staten nu omstøde denne kontrakt, må den yde ham erstatning for hans tab. 

Overfor denne fremhævelse af ejerens historiske og juridiske ret må man dog for det første huske på, at skatterne tidligere har hvilet væsentlig på grundværdi, at de kun er blevet flyttet over på produktionen ved en række overgreb på bestående ret fra grundejernes side. Det sidste og ikke ubetydeligste har endnu ikke nået 9 års hævd. En nøjere historisk udvikling ville vise dette, men større betydning har det dog, at den grundværdi, man kræver erstatning for, den nyskabes og opretholdes hver eneste dag af det arbejdende samfund og tilhører derfor dette med arbejdets og livets ret. Ingen kontrakt indeholder nogen forpligtelse fra samfundets side, om at en del af udbyttet af dets virksomhed i al evighed skal være knyttet til besiddelsen af et bestemt grundstykke. Staten har aldrig givet og kan aldrig give slip på grundlaget for sin eksistens, sin beskatningsret, der kun begrænses af hensyn til borgernes lige ret. Og det opfyldes, som vi har set, af en grundværdiskat. 

Og endelig har det jo ikke skortet på advarsler. Folkets lige ret til jordens værdi er blevet hævdet så kraftigt for den offentlige menings domstol allerede i en lang række år, så den, der handlede i tillid til, at det krav såmænd aldrig blev gennemført, han må tage skade for hjemgæld, om det en dag skulle vise sig, at hans beregning slog fejl. 

Selvom enhver må anerkende denne bevisførelse ikke blot i teori men i daglig praksis ved at finde sig i stadig nye skattepålæg uden tanke om erstatning, så nytter det jo dog ikke at være blind for, at udsigterne for gennemførelse af en rationel beskatning var ringe trods dens åbenbare og uoverskuelige betydning, hvis det stod fast, at jordejerne alene skulle betale omkostningerne derved. 

Det lyder dog på forhånd lidet troligt, at en talrig klasse af befolkningen, en klasse, der omfatter landets hovederhverv, skulle have sine livsinteresser knyttede til opretholdelse af et uomstridelig uretfærdigt og fordærveligt skattesystem. Selvom dettes åbenbare hensigt er den at fri grundbesiddelsen for skattens byrde, er det jo ikke sagt, at det har været i stand dertil. Det er snarere en vildfarelse som den, molboerne gjorde sig skyldige i, dengang de løftede byhyrden på deres skuldre og bar ham ind over ageren, for at han – fællesskabets vogter, samfundets repræsentant – kunne jage storken bort uden at træde kornet ned. Det sved i deres skuldre, som det værker i vore, når vi må vælte skatten fra den ene til den anden, indtil vi får den fordelt mellem os. Vore dages trafikvæsen er en udvikling af kunsten i at trille byrder over jorden uden at tage dem på skuldrene. Den dag er måske ikke så langt borte, da det går op for dem, der ejer Danmarks jord, at de, der bærer skattens byrde, er nødt til at træde på ageren. 

Tænker vi os jordbesiddelsens og dyrkningens – produktionens – interesser repræsenterede ved forskellige personer, er forholdet som mellem ejer og forpagter. Erfaringen har lært forpagterne samarbejdets nytte. De har slået sig sammen i en stadig længere række fællesforetagender, det ene større end det andet og størst af alle statsorganisationen, der varetager de store fællesinteresser, som den enkelte eller de mindre sammenslutninger ikke kan magte. Driftsudgifterne i dette fællesforetagende er vore skatter. Udbyttet øger ejendommenes værdi, og den bestemmer forpagternes afgift. Men i denne afgift trækker de deres udlæg, deres skatter fra og kræver tilmed en gevinst. Hvad skulle vel bevæge dem til at opretholde dette fællesforetagende, om de ikke så deres fordel derved. Den fordel, grundejeren kan beholde for sig, er den, der bliver tilbage, når han har overladt producenten et udbytte, der er tilstrækkeligt til, at han vil fortsætte produktionen.

Tænker vi os nu, at skatterne blev ophævet over et helt kulturområde, altså også dem, der hviler på produktionen ved kulturgrænsen, så måtte udbyttet af arbejde og kapitalanvendelse stige med lettelsens beløb. Hvis skatterne derimod kun bliver opkrævet* indenfor et snævrere område, f.eks. blot i en by eller i et land som Danmark, så vil frihed for skatter på dette område være en særfordel, der vil kalde mennesker til fra egne, hvor den ikke findes. Vi vil få indvandring, af samme grund som vi nu har udvandring, idet befolkningstilvæksten fremkalder bevægelse mod de punkter, hvor erhvervsvilkårene er bedst, hvor det sociale tryk er lavest. Og indvandringen vil blive ved, indtil der er opnået balance mellem erhvervsvilkårene her og andetsteds i verden, indtil skattelettelsen har omsat sig i jordværdi.

*: Her skal vel stå ophævet?/PMA

Denne betragtning har i den seneste tid fået en ny og iøjnefaldende bekræftelse at erfaringerne fra den canadiske by Vancouver, hvor man i et par år har haft grundværdiskat som eneste skat, efter at man i de foregående år havde formindsket skatten på forbedringer (huse etc.) i et stadig hurtigere tempo. Byens borgmester I. D. Taylor fremhæver i en beretning, han har udsendt, om enesteskattens indførelse og virkninger, at den grundværdiskat, der nu svares, er ganske den samme som den, der svaredes for 15 år siden i ejendomsskyld, nemlig 2,2%, til trods for at byen i dette tidsrum er vokset fra 17.000 til 125.000 indb. Bygningernes fritagelse for skat har således allerede givet sig udslag i en tilsvarende forøgelse af grundværdien. Med enesteskattens indførelse er fulgt en fantastisk opblomstring af Vancouver, en tilstrømning af arbejde og kapital, der nu tvinger dens nabobyer til at følge dens eksempel, en efterspørgsel efter arbejdskraft, der har drevet lønnen i vejret, men også en efterspørgsel efter jord, der har gjort Vancouver til grundspekulationens eldorado.

Den betragtning, at al skat til sidst hviler på grundbesiddelsen, er vel ikke fremmed for navnlig storbesiddelsens indehavere. Den ligger bag deres krav om privilegeret indflydelse på statens styrelse. Men deres krav om erstatning for indførelse af en billigere, fornuftigere, mindre tyngende skat viser, at storbesiddelsens stilling i udviklingen er og bliver bagstræbets. Overfor storbesiddernes umiddelbare følelse af, at ingen arbejder mere, end han er nødt til, at arbejde kræver tvang, frugter historiens vidnesbyrd intet, om at arbejdets frihed er til alles, også jordejernes fordel. 

De lænker, der raslede efter markarbejderne på de romerske latifundier, den slavepisk, der knaldede over sydstaternes plantager, de stavnsbånd, der bandt Danmarks bønder til Danmarks jord, alt er det udtryk for den samme tankegang og vildfarelse. Kendsgerningerne har hidtil prædiket forgæves for dem, der nikker bifaldende til den tale, at en skat “vel ikke er rationel, – men nogen forhøjelse kan den nok tåle.” 

Så meget større betydning har det, om den anden part forstår at tage kendsgerningerne i agt. 

Med forståelsen af, at de skatter, der hviler på det arbejdende samfund og hæmmer dets arbejde, forfalsker dets retsorden, at de forringer værdien af at høre til dette samfund, at de hviler til syvende og sidst på dets grundværdi, med denne forståelse svinder erstatningskravet og tvivl om, at grundværdierne er i stand til at bære samfundshusholdningen. De forringer vor virksomheds udbytte med et beløb mange gange større end det, de indbringer. Ved afløsning af dem vil lettelsen af deres tyngde efterhånden give sig udtryk i nye grundværdier, som vil være i stand til at bære ikke blot enhver god regering, men verdens sletteste regering, og endda åbne vejen til et uanet fremskridt for det slægtled, der er lykkeligt nok til at gennemføre forandringen og forstandigt nok til at tage vare på dens frugter. 

Derfor er grundværdibeskatningens sejr så sikker som dampens og elektricitetens og den modstand, der nu rejses, så dødsdømt som kinesernes kamp mod jernbanerne. 

Men bag ved kampen for fremskridtet rejser der sig en anden og større, kampen for at bevare dets værdi for det arbejdende samfund, der skal gennemføre det, anerkendelsen af samfundets ret til det hele udbytte, den fulde jordrente af de nye værdier. Her findes ingen juridiske betænkeligheder, her er det, at brechen kan brydes i privilegiets mur. Det privilegium, der lægger sine gulnede ejendomsskøder i vægtskålen mod folkets adkomstbrev til fællesskabets, kulturens, jordens værdi, det står tomhændet her. 

Og dog drejer denne proces sig måske om de største beløb. Skønt vi endnu ikke kender resultatet af den i sommer foretagne prøvevurdering, tør vi vel nok anslå Danmarks samlede jordværdi til omkring 3 milliarder. Den må arbejdet nu forrente til besiddelsen for at opnå retten til at være her. 

Hvor meget de skatter tynger, som vi må udrede for at få lov til at virke her, er der næppe nogen, der kan overse. Men regner vi blot, at den tyngde, de volder, udgør det tre?dobbelte  beløb  af  de  140 millioner  de  offentlige  skatter andrager  i alt,  så  vil  vi  ved  at overføre dem direkte på grundværdi  opnå  en  gevinst på 2 x 140 = 280 millioner,  uden  at  grundejerne lider 1 øres tab. 280 millioner om året er så meget som renten af en grundværdi på 7 milliarder. De betyder en indtægt på 100 kr. for hver indbygger i landet eller 500 kr. årlig til enhver normal familie – og dertil udbyttet af det almindelige tekniske fremskridt, hvis fart vil blive øget, når alle de hindringer fjernes, som staten nu lægger på dets vej. 

Hvis vi indfører grundværdibeskatning uden at indkræve renten af værdistigningen, vil disse værdier til sidst havne i den private besiddelses lommer. Det er intet under, at det rundt omkring i verden er grundejerne, der har gennemført eneste?skatten – single tax – i Vancouver som i Australiens byer. De ser vel ikke så langt frem, men de føler umiddelbart, at reformen tjener deres interesser. Det føler også det arbejdende samfund. Sagen er, at grundbesiddelsen og produktionen har samme interesse i arbejdets frigørelse, men ikke samme ret til dets frugter. I begyndelsen vil disse utvivlsomt for størstedelen komme arbejdet til gode. Beskatningen af grundværdierne vil bryde grundspekulationens åg, tvinge dem, der nu holder jorden ude fra markedet i forventning om værdistigningens gevinst, til at give produktionen adgang. Efterspørgselen efter arbejdskraft vil stige og dermed lønnen. Reformen vil virke, som om et nyt stort og frugtbart land var åbnet for arbejdet. Kulturgrænsen vil blive løftet. Hvis efterspørgselen i den første tid ikke kan holde trit med udbuddet af arbejdsmuligheder, vil jordprisen falde. Men når det er blevet påstået, at denne udvikling vil blive forstærket ved arbejdslønnens stigning, må det bero på en vildfarelse. Denne stigning kan ikke på en gang være både virkning og årsag. Og denne stigning vil efterhånden forsvinde, ligesom jordens prisfald vil ophøre efterhånden som arbejdernes tilstrømning og befolkningens formerelse skaffer balance til veje. 

Vi har set, hvorledes det er gået efter åbningen af Amerikas umådelige kulturarealer. Det prisfald, som dermed fulgte, i de gamle landes jordværdi er nu for længst forvundet. Man er nu ved at få øjnene op for, at den lønstigning, de sidste slægtled har kendt, alene skyldtes denne udvidelse af arbejdets muligheder og ikke arbejdernes organisationer. De har gjort deres nytte, men de kan ikke bryde økonomiens love. Ikke med vold, men ved ret brydes arbejdets lænker. Magten har det arbejdende samfund, der opretholder alle økonomiske værdier, det gælder blot om at vinde forståelse af, hvorledes den skal anvendes retmæssigt. 

III. Et økonomisk frit samfund.

Hvorledes skal vi da få vor hjemlige udvikling, der kendetegnes af landets forgældelse, arbejdsløsheden og den sociale borgerkrig ledet ind på en vej, der fører til fornuftige tilstande? 

Vi skal begynde med begyndelsen med at omdanne de nuværende ejendomsskatter til grundværdiskat og samtidig indføre en værdistigningsskat til den gældende rentes fulde beløb. Ophævelsen af skat på bygninger og forbedringer kommer direkte de samme personer til gode, som skal bære den nye skat og i samme forhold som de har udnyttet deres ejendom, tjent produktionens, samfundets formål. Lettelsen bliver føleligst for de små brug, der bærer de tungeste byrder og mest har lettelsen behov, mindre for de større, værdifuldere og ringere udnyttede ejendomme. Men når de alle får lov til at beholde de nye værdier indtil der ved hver især viser sig en værdistigning, altså indtil det konstateres, at vedkommende ejer har haft fordel af forandringen, er der ingen, der lider tab. For hver skat, der forsvinder, øges stigningens fart, statskassens indtægter, landets økonomiske frigørelse, indtil vi når så vidt, at vi kan give vore skattekontorer navneforandring, forvandle dem fra indbetalings- til udbetalingskontorer, hvor hver myndig  borger  hæver  sin  andel  i samvirksomhedens udbytte.  

Det lyder fantastisk, næsten komisk, at borgerne, parthaverne i statens store andelsvirksomhed skulle nå til at få andelsudbytte. Det svimler næsten for os ved tanken om, at noget så naturligt skulle ske i denne bagvendte verden. Det er svimmelheden ved i tanken at se tilbage ned i vor nuværende samfundsordnings afgrund af ufornuft og bedrag. 

Når vi sunder os lidt på det, føler vi måske en lille tvivl om, at vi nogensinde kan nå op på disse fornuftens højder, skulle få de penge at se igen, om først havde fundet vej ind i statskassen. Det nytter kun lidt, at vi ved, at der rundt om i verden findes kommuner, hvor borgerne regner sligt som en selvfølgelig ting og hvert år henter deres kontante andel i fællesskabets udbytte. Vi her hjemme har en utydelig forestilling om, at der er en næsten uoverskuelig række af sager og opgaver, som alle venter deres løsning ved statens bistand, foruden en kreds af embedsmænd, der venter på lønforhøjelse, at de alle, både sagerne og mændene, har en vidunderlig formeringsevne og kun må vente, fordi der ingen penge er i kassen. Om vi nu leder en ny, en mægtig guldstrøm ind i den, vil den strøm så ikke forsvinde i sagernes og klagernes ørkensand? 

Disse betragtninger rejser spørgsmålet om statens retmæssige udgifter, hvilke formål der efter deres natur må varetages af staten og hvilke der bør overlades til borgernes omsorg. 

Vi har haft en sparekommission, – og sådan en har de snart sagt alle vegne, – der skal se at finde rede i disse spørgsmål. Vi har set det store bjerg føde en lille mus. 

Fornylig har læge Severin Christensen i sin bog om Retsstaten gjort et forsøg på at løse opgaven. 

Dr. Christensen fremhæver først med megen styrke, at med spørgsmålet om, hvor staten skal søge sine retmæssige indtægter, har kun den ene side af den offentlige økonomis problem fundet sin løsning. Han skriver: “Skal jordskyldens inddragelse få nogen som helst etisk betydning, må den kun kunne ske i det udtrykkelige formål, at den skal tilbage igen til sine rette ejere, altså tilbage til det almene, til opgaver, alle er lige interesserede i. – Uden denne tilføjelse er reformen kun halv, ja ikke engang halv, den er komplet værdiløs. – Pointet er, at vi alle har ret til at fordre, at de goder, der opnås ved de indsamlede værdier, er af en sådan art, at de nødvendigvis må komme alle i lige grad til nytte.” 

Ud fra denne betragtning søger dr. Christensen da at foretage en adskillelse mellem særinteresser og almeninteresser og kommer til det resultat, at de sidste omfatter 1) indre retsbeskyttelse, 2) forsvar af retsområdet udadtil, 3) forsorg for de umyndige, 4) sikring af samfærdselen og tilvejebringelse af samfærdselsbetingelser. Forfatteren kommer i denne undersøgelse ind på en meget interessant, ofte meget rammende kritik af det, man nu betegner som almennyttige formål. Han fordømmer den offentlige forsorg som vejen til hjælpsomhedens udryddelse, viser at statens understøttelse til kultur, videnskab og kunst må føre til monopolmagt for visse anskuelser, smagsretninger osv. 

Langt svagere er forfatteren i sin argumentation for almennytten af de af ham opstillede fællesformål. Dette beror formentlig på, at den opgave, han har stillet sig, er uløselig ud fra hans forudsætninger. Skønt kernen i alle hans bestræbelser er at hævde retsmoralen overfor velfærdsmoralen, er han dog faldet for den samme fristelse til at forveksle nytte med ret, som førte Adam Smith og hans elever på afveje ved bestemmelsen af skattegrundlaget. 

Der gives overhovedet næppe noget formål, hvis opnåelse direkte kommer alle til nytte i lige grad. Den mand, der har en stridig nabo, har faktisk større nytte af retsplejen end den, der lever i et godt naboforhold. Den bro, der bygges over Suså, har vendelboerne ikke mere nytte af end af den, der bygges over Elben. End ikke et så almennyttigt formål som anlægget af en eksporthavn ved Esbjerg er til nogen som helst glæde for sjællænderne, der ikke skal have deres smør og flæsk den vej· 

Det, der kan kræves af et fællesformål, er at alle skal have lige adgang, samme ret til dets goder; den nytte, der skal spørges om, er om samfundet i det hele har nytte af formålets gennemførelse, dvs. om det giver et overskud i jordrente. Når den inddrages i samfundets kasse, får alle samme udbytte, selvom de ikke direkte har samme nytte af en samfundsforanstaltning. Blot de, som direkte har nytten, får lov til at betale for den, så har vi andre ikke noget at beklage os over. 

På den måde opfyldes jo også til sidst kravet om, at en almenforanstaltning skal komme alle ligelig til gode. Det lader sig næppe gøre at bestemme statens opgaver på forhånd ud fra en retsbetragtning, afgørelsen heraf er i virkeligheden et rent forretningsspørgsmål, som styret til enhver tid må løse. Hvad man vil bebyrde staten med og hvad man vil lade borgerne selvom at besørge, det kommer til syvende og sidst kun an på, hvad der betaler sig bedst. Vinder den betragtning for alvor fodfæste, er der næppe nogen fare for at staten skal blive overbebyrdet med opgaver. 

Hermed er vi ved det stadig brændende spørgsmål om det offentlige styre, den retfærdige repræsentation, grænserne mellem flertallets og mindretallets ret osv. Dette spørgsmål har jo så at sige slugt al offentlig interesse i de sidste par menneskealdre. For enkelte demokratiske politikere synes der overhovedet ikke at være noget andet politisk spørgsmål til. Hertil er at bemærke, at når det spørgsmål stadig er og stadig har været brændende, så kan det kun skyldes, at vi stadig har haft og har et dårligt styre. Skulle vi være så heldige at få et, der var godt, ville interessen hurtigt tabe sig. Det bedste tegn på sundhed er, at man intet mærker til sine organer. Sin mave får man først interesse for, når man får ondt i den. Man kan dog også se folk tabe interessen for deres mave, når de anser den for uhelbredelig. Det er vist nærmest offentlighedens standpunkt overfor styrespørgsmålet i øjeblikket. Det et naturligvis forkert i alle tilfælde. Men derfor kan det måske alligevel være ganske heldigt, at patienten hælder alle demokratiske og konservative mavedråber i rendestenen og beflitter sig på at blive rask ved en fornuftig levevis. Det er den, vi kan skaffe samfundet ved at lade det søge sin næring i udbyttet af sin egen virksomhed. 

Så længe skatterne hviler på produktionen, og samfundsværdierne går i private lommer, så længe der savnes en målestok for enhver offentlig foranstaltnings værdi, så længe er faren for værdiløse foranstaltninger overhængende. 

Al denne tale om retfærdig repræsentation af de forskellige interesser bygges på den forudsætning, at samfundet er splittet i stridende lejre. Men da er overhovedet intet fornuftigt fællesstyre muligt. 

Hvis statens borgere får den samme kontante og ligelige interesse i, at statens drift giver det størst mulige andelsudbytte, så får de alle samme lige interesse i statens styre, og den skal nok vide at skaffe sig respekt, hvilken styreform vi så har. Det er lighedsprincippet, og det lægger bund under folkestyret. 

Under sådanne forhold kunne man tænke sig, at udviklingen ville gå i retning af det styre, vi har i vore store andelsforetagender. Der kender man værdien af at have en fast ansvarlig administration, som man ikke gør til kastebold for skiftende luner eller private ærgerrigheders komplotter. Der styres alt af en herskende vilje til at tjene noget. Det ville give en ny politik, om staten havde samme fornuftige formål. 

Der blev betydelige administrative opgaver at løse, ikke mindst fordi det offentlige styre, det vi hidtil har betegnet som regeringen, ikke kan og bør hvile i en centralledelses hånd. Det lokale selvstyres initiativ spiller endda sikkert en tørre rolle for værdifrembringelsen end den fjerne og stive centraladministration. Vanskeligheden er her at afgøre, hvorledes udbyttet af værdierne skal fordeles mellem de forskellige styreorganer. 

Dr. Christensen nøjes med at sige, at dette skal ske ved repræsentationens beslutninger. Men dette er jo ingen løsning, og dog drejer det sig her om et retsspørgsmål, nemlig hvad lokalstyrelsen har til gode. I England grunder den af Lloyd George nedsatte kgl. kommission om lokalbeskatning for tiden over dette spørgsmål. Efter hvad der forlyder, skal der være nogen stemning for at foreslå en fordeling efter behov, hvilket synes at være lidet rationelt og i grunden kun et nyt udslag af den gamle fristelse til at betragte staten som en forsørgelsesanstalt. 

Langt rigtigere ville det vistnok være atter her at gennemføre lighedsprincippet konsekvent, og foretage fordelingen efter styreområdets indbyggertal. Derved hævdes på ny alles lige andel i den samlede grundværdi.

– – – – –
Vort samfund er sygt. Det samfund, hvor samfølelsen er i opløsning, ligger på sottesengen. Troen på dets genrejsning er bristet for mange, – de venter på jerntæppets fald.

Deraf medlidenhedens rige udfoldelse, deraf modløsheden, desperationen, hysteriet i vore samfundsrørelser. Jeg tror, det er fødselsveerne for en ny stortid, langt mere uanet end vore dages tekniske triumf var for blot 60 år siden. 

Den slægt, der med erkendelsens fakkel har drevet fortidens onde ånder ud af fosserne og bjergenes gemmer og spændt dem for fremskridtets sejrsvogn, den slægt må snart rejse sig fra tilbedelsen af guldkalven, vore dages afgud, hvis tempel står højt på bjerget skærmet af dumhedens mur, værnet af bagstræbets magt. 

Mangen ridderlig lanse blev brudt mod disse mure og tilsyneladende forgæves. Thi fæstninger tager man ikke med lanseangreb, men ved belejring. 

Vi kan og vi må udsulte den internationale, den fædrelandsløse finansmagt, historiens største tyran, ved at høre op med at bringe den offergaver, at give den privilegiets forret til førstegrøden af vor virken. 

Når fæstningsportene springer op, og guldfyrsterne stiger ned til folket – kapitalen søger til arbejdet som arbejdet nu må jage efter kapitalen –, da løses det sociale spørgsmål.