Ret og Uret


Retskaffenhed

Moralen – af nogle kaldet etikken eller sædelæren – er læren om den redelige livsførelse. Det sindelag, den bygger på, og som den gør regning på at træffe, i det mindste i nogen grad, hos alle mennesker, er sansen for redelighed og retskaffenhed, der derfor må betragtes som det i egentlig forstand moralske sindelag.

De krav, der fremgår af retssansen, er jævne og klare; de rettes til alle og kan opfyldes af alle; det er ikke nødvendigt at være et undtagelsesmenneske for at forstå eller efterkomme dem. Men én ting fordrer moralen med bestemthed: er kravene end jævne og enkle – de må altid frem i første række! Intet, selv ikke de ædleste tilskyndelser, de varmeste, mest højhjertede følelser må fordunkle dem eller fortrænge dem fra denne førsteplads i et menneskes sind. Den moralske dom vil aldrig lade sig bestikke til at forsvare eller tilsløre uredelighed hos et menneske, selv om der kunne henvises til, at dette menneske besad de mest fuldkomne egenskaber i alle andre retninger. Når Jacobi*1 siger: “Det er, som om jeg får et slag i ansigtet, når jeg ser folk, som ikke engang lægger retskafne følelser for dagen, komme anstigende med ophøjede følelser,” da er dette just et rammende udtryk for det sindelag, disse blade går ud på at fremhæve og anbefale.

Vi ved meget vel, at der gives mange andre idealer for menneskelig adfærd, som det kan være fortjenstfuldt at fremdrage, mange slags nyttige og uegennyttige handlinger; eller kloge handlinger, der er rettede mod ens eget sande vel. Alle disse idealer har deres ret, og en betydning for menneskelivet, som ingenlunde må undervurderes. Men når vi med Jacobi siger: først og fremmest retskaffenhed! og når vi end ikke vil henregne de øvrige nævnte idealer til moralens rige, har dette sine gyldige grunde, som vi af det følgende vil se.

Når man hører en moralsk sætning udtalt, når det lyder: man bør gøre dette eller hint, hvad ligger så deri?

For det første et krav, der stilles til os udefra, fra vore medmennesker, vor omgang, vore forbindelser, eller hvem det nu kan være, vi har samkvem med. Hvis mennesket var et isoleret væsen, ikke et socialt, ville der ikke eksistere moralske krav; der kunne da kun være tale om at træffe sin afgørelse mellem ting, der var hensigtsmæssige eller ej for dette enkeltvæsen.

Men der ligger mere i dette bør end et krav, der faktisk stilles fra yderverdenen. Før man indrømmer dette krav karakteren af moralsk krav, må det møde op med en begrundelse. Det er ikke den ubønhørlighed, hvormed kravet stilles, der gør det til moralsk, det er ikke politikniplen, det er ikke loven; det er heller ikke, “fordi den og den har sagt det”, at det bliver et moralsk krav. Kravet må møde med indre myndighed, ikke med ydre. Hvis moral skal være videnskab, må den som al anden videnskab begrunde, hvad den udtaler. Der må gøres rede for, hvorfor man bør gøre dette eller hint, hvad mening der er i at stille kravet.

Et fornuftigt væsen kan ikke indlade sig på uden videre at følge et bud, hvis oprindelse han ikke forstår. Dog er det vist en kendsgerning, at de fleste mennesker lytter sløvt til de overleverede moralbud uden at skænke dem en selvstændig overvejelse. Det er dette, Nietzsche kalder mangel på intellektuel samvittighed. Han siger herom: “De allerfleste finder det ikke foragteligt at tro dette eller hint og leve derefter, uden i forvejen at blive sig de sidste og sikreste grunde for og imod bevidst og uden blot at gøre sig ulejlighed med slige grunde bagefter, – de mest begavede mænd og de ædleste kvinder hører endnu til disse “allerfleste”. Men hvad er mig godhjertethed, finhed og geni, når et menneske, der besidder disse dyder, tåler slappe følelser hos sig selv, i sin tro og sine domme, når trangen til vished ikke for ham betyder det inderligste begær og den dybeste nødvendighed – betyder det, der skiffer de højere mennesker fra de lavere! … “At stå midt i denne verden fuld af modsigelser, al denne tilværelsens underfuld uvished og tvetydighed og ikke spørge, … det er dette, jeg føler som foragteligt.”*2

Hvad skal vi da spørge om? Jo, hører vi en sætning som “man bør ikke stjæle”, eller “man bør betale sin gæld” eller andre lignende formaninger, der gør fordring på at gælde som moralske, skal vi spørge: hvilken beføjelse har morallæren til at stille disse krav, – hvorledes vil den begrunde dem?

Stiller vi f.eks. dette spørgsmål i anledning af de to nysnævnte sætninger, vil man fra moralens side svare: de krav, der her opstilles, er ubetinget nødvendige, hvis der skal kunne udvikle sig et trygt samliv mellem mennesker. Thi dette er det etiske formål. Det er et formål, som det ligger i alle og enhvers interesse at fremme, og det er tillige et formål af den beskaffenhed, at det nødvendigvis tvinger individet til at tage hensyn til andet og mere end sit eget kære jeg og lytte til krav udefra.

Før vi går denne begrundelse nærmere på klingen, vil vi nævne endnu et spørgsmål, som den, der prøver de moralske krav, har ret til at stille: er nu også det, man “bør” gøre, alle disse enkelte handlinger, moralen opregner for os (betale gæld, holde løfter, være sanddru osv.), er de nu også den sikre vej til at opnå det nævnte store formål, at betrygge samlivet?

Disse undersøgelser må anstilles – lettere slipper man ikke før de moralske krav kan opnå anerkendelse hos selvstændigt tænkende mennesker.

Men har man vænnet sig til at bruge denne prøvesten, vil man også let finde, at talrige forskrifter, der længe har gået under navn af moralske: om højsindethed, uselviskhed, ædelmod, om at opofre sig, om kloge og beregnende handlinger osv., aldeles ikke kan begrundes på denne måde. Det er jo ikke, fordi mange af disse følelser og handlinger er ringere i værdi for menneskelivet, for det enkelte menneskeliv; tværtimod er de med rette genstand for en beundring og højagtelse, som ikke tilfalder det simpelthen retskafne. Men med hvilken beføjelse kan man vel kræve dem af os?

Kravet om retskaffenhed er det eneste, der består prøven fuldt ud. Her peges mod et formål – samlivets betryggelse som uomtvistelig ligger i alle menneskers interesse*3; og – som vi senere nærmere skal påvise – netop den retskafne vandel er den uundværlige betingelse for, at samlivsmaskineriet i det hele kan fungere, den er krumtappen i maskineriet.

Det retfærdige skal ske fyldest – hvis ikke al social samvirken skal rammes i sin inderste hjerterod – men det er også det eneste, der nødvendigvis udfordres. Og på grund af denne særstilling, den retskafne livsførelse indtager, som det eneste, folk fornuftigvis kan forlange af hverandre, hvis de skal virke sammen, er det, at vi gør den til ét med den moralske livsførelse.

At stille krav til sine medmennesker om at de skal være gavmilde, uegennyttige, opofrende og lignende, er let nok gjort og ofte nok gjort, men hvordan vil man begrunde dem? Og det er jo ganske øjensynligt, at netop på disse områder, hvor det er følelsen, man skal have i tale, kommer man ingen vegne med påbud. Der er ikke ringe fare ved at udviske grænserne mellem det, man skal, og det, der kunne være ønskeligt, den fare nemlig, at man ender med at tage sine private følelsesopbrusninger for noget større og vigtigere end simpel retskaffenhed. Under al denne svælgen i følelser bliver man tilbøjelig til at glemme det, der skulle være det første, de få simple krav, som dikteres af tænksom iagttagelse af de samlivsvilkår, ethvert menneske er undergivet. De moralske regler er altså samlivsregler. Regler for sådanne forhold, som kun vedrører ens egen person – hvad enten de gælder éns helbred, fremtidsudsigter eller personlige følelser og sympatier – har intet med moralen at gøre.

Det vil nu være vor opgave nærmere at godtgøre, at de moralske regler virkelig er, hvad de ovenfor har givet sig ud for at være, ufejlbarlige og uundværlige midler til at fremme formålet, samlivets uforstyrrede trivsel. Her er det ikke nok at holde sig til, at den eller den autoritet har sagt det allerede for så og så lang tid siden; her er private meninger ikke nok. Der må gøres klart rede for årsag og virkning, og dette kan kun ske ud fra et nøje kendskab til de forholds særegne natur, det drejer sig om. Det er det sociale maskineris naturlære, der må studeres*4.

*1 Frederik Henrik Jacobi, 1743-1818, tysk filosof. Især bekendt ved sin lære om, at Guds tilværelse ikke kan bevises, men kun fattes umiddelbart gennem troen.
*2 Fr. Nietzsche: Den muntre Videnskab. Fyldigt udvalg af N.'s skrifter foreligger oversat på dansk under titlen: Aforismer af Friederich Nietzsche. J. Gjellerup, Kbhvn. 1903.
*3 Selv den mest forslagne bedrager kan ikke undgå at nære interesse for det; thi hvis mistillid var enerådende i verden, hvordan skulle han da kunne indgyde den tillid, som han benytter sig af?
*4 De læsere, der måtte ønske en udførligere fremstilling, henvises til forfatterens skrift: Naturlig Ret, Kbhvn. 1907. Udgivet med understøttelse af Carlsbergfondet.

Køb bogen som ePub (Saxo.com — gratis)
eller
Bestil gratis pdf, hvis du vil læse mere…

PMA @ GRUNDSKYLD.DK