Dansk radikal jordpolitik

Af Sophus Berthelsen
Opskrift til en tale ved den første
internationale kongres af radikale politikere
– – dens udflugt til Egholm husmandsby  d. 3. juni 1925
Særtryk af Nordsjællands Venstreblad

Hvad vi her ser omkring os – i en spredt mængde af nye små husmandsbrug – betyder intet mindre end en epokegørende social nydannelse, hvortil De intet sidestykke vil finde noget sted i verden, – og vel at mærke: en første frugt af dansk radikal jordpolitik, som kan tjene hele verden til følgeværdigt eksempel. 

Tilsyneladende er der intet nyt at se ved disse småhuse med deres veldyrkede lodder. Ingen særlig ny byggemåde er anvendt. Ingen speciel fremgangsmåde ved jorddyrkningen (udover, hvad 120.000 andre danske husmænd* bruger), og ej heller frembyder selve udskiftningen af en stor herregårds jorder i mange småparceller noget særligt, som ikke også er set andet sted.

*) Rundt regnet findes i Danmark 2000 storlandbrug (herregårde), 80.000 mellemstore landbrug (gårdmænd) og 120.000 husmandsbrug. 

Allerede her bør dog vore udenlandske gæster gøres opmærksomme på, hvad det danske landbrug under frihandelens banner har konstateret, nemlig at småbruget (ned til så liden jordlod, som er tilstrækkelig til enkeltmandsdrift uden lejet arbejdskraft) er i stand til fuldt ud at konkurrere med storlandbruget, ja at overgå det, såvel i udbytte pr. hektar ved den intensive drift af jord. Husdyrhold og mejeribrug, som især ved den uhyre sociale fordel: at give landbrugeren (husmanden og gårdmanden) en større økonomisk tilfredsstillelse og selvstændighed og derved et sundere hjem-grundlag end nogen anden driftsform i landbrug eller værkflid er i stand til at yde sin dyrker. 

Men denne særlig danske ideelle landbrugsform: husmandsbruget har – takket være det radikale ministerium Zahles jordlove af 1919 fået en ny og ejendommelig virkeplads på de frigjorte len- og stamhusgodser, som, mod godtgørelse, måtte aflevere indtil en tredjedel af deres herregårdsjord for derved at give plads til oprettelse af antagelig op mod 3 a 4.000 nye husmandsbrug rundt om i landet. Den første storgård, som således afleverede jord til de nye husmænd, var netop Egholm, på hvis grund vi her står, og som for 4 år siden gav plads til de ca. 40 husmandssteder, som De her ser spredte udover markerne. De står for så vidt på et historisk sted, så vist som her er udgangspunktet for en bevægelse, der, om den ledes ret, vil kunne få mange store og lykkebringende socialøkonomiske følger endog langt udenfor Danmarks grænser – ved at løse ikke blot jordproblemet, men derigennem også selve det store arbejderløn – spørgsmål. 

Thi endog bortset fra den særlige oprindelse til denne husmandskoloni, som De her ser foran Dem, altså loven, der gav len- og stamhusjorden fri, også til husmandsbrug – så er en anden radikal jordlov af 1919, nemlig om “salg af offentlig jord”, af endnu større social rækkevidde, realiseret første gang her på Egholm. Og den fortjener en særlig omtale, fordi den udgør en virkelig nydannelse – der langtfra er så kendt, selv i Danmark, som den har krav på at blive. 

Denne lov har nemlig i princippet løst den store sociale verdensgåde, som allerede Aristoteles pegede på som det væsentligste politiske problem, nemlig: at drage den rette grænse mellem den enkeltes ret og samfundets ret! Herom har striden bestandig stået, ikke mindst hvor spørgsmålet var om retten til jorden, som dog er det store fundament for al økonomi, folkeøkonomi, finansøkonomi og politisk økonomi: skal jorden ejes og drives af enkeltmand, eller bør den overtages og drives af staten? Det første standpunkt begrundes ved, at kun i privat eje giver jorden sin dyrker den fulde interesse i driften i hans egen såvel som i samfundets interesse. Det sidste standpunkt er dette: at kun statseje skal kunne hindre’, at jorden ved enkeltmandsejet forvandler sig til et uhyre monopol overfor de besiddelsesløse, som derved tvinges til at betale for deres tilværelse gennem stigende jordafgift og husleje (jordrente) til de private jordherrer, hvilke derigennem bliver hele samfundets økonomiske overherrer, der behersker også politikken. 

Dette store sociale verdens­tvivls-spørgsmål er principrigtig løst (om end kun i det små) ved hin jordlov og altså første gang praktiseret her på Egholm for 4 år siden. 

Problemet er nemlig løst derved, at hver enkelt husmand vel er blevet fuldstændig og fri ejer af sin jordlod med hus og driver den fuldstændig for egen regning, således at han får det fulde udbytte af sit arbejde – hvad enten dette er over eller under det normale – hvorved han og hans familie bliver mest muligt interesseret i den bedst mulige drift. (Og resultaterne deraf har allerede i de få år været ikke blot fuldt tilfredsstillende, men i ikke få tilfælde opsigtvækkende gunstige og lykkelige – for den enkelte som for hele samfundet, til trods for mange begyndervanskeligheder.) 

Men samtidig dermed er jordens almene værdi forblevet hos det fælles samfund derved, at husmanden til staten svarer i afgift den fulde jordrente af jordlodden, altså stigende eller muligt faldende, alt eftersom jordens almenværdi vokser eller synker med det omgivende samfunds vækst og udvikling. 

Medens husmandens arbejdsskabte værdier indvundet ved jordens dyrkning således forbliver ubeskåret af noget statsindgreb (bortset fra de slette skattelove, der endnu hviler på hans arbejdsfortjeneste, forbrug og omsætning, men som det er dansk radikal politiks opgave at fjerne hurtigst muligt), så er landbrugeren ved denne jordlov dog hindret i at tilegne sig nogen del af hans jords samfunds­skabte monopolværdi, som ellers – hvor det private selvejesystem hersker ubegrænset – altid tilegnes af den private besidder (for så i reglen atter af denne at overlades gennem pantsætning til den finansmagt, som ad denne vej behersker produktionen ikke mindst her i Danmark gennem vort ypperlige realkredit system). 

Men hvor hin danske jordlov af 1919 gennemføres, er denne sidste skæve udvikling standset. Det hele folk – og ikke nogen prlvatmand  – kan da gennem sin statskasse erholde den samfundsskabte merværdi, som ingen enkeltmand har skabt, men som med rette tilhører det hele folkefællesskab, der ved sin nærværelse, sin vækst, sin kultur, sin gode lovgivning, sin fællesflid og sin intelligens skabte denne jordværdi og bar den frem, – fra dag til dag, fra vår til høst, fra år til år, frem gennem slægterne! 

Det store problem er da – for at udtrykke det teoretisk – løst således: tingen selv, dens substans, er ved loven givet den enkelte i hånd til frit og fuldt selveje og på fuldt personligt ansvar. Men tingens almenværdi (grundværdi) er forbeholdt fællesskabet, folket, staten, fordi dette fællesskab frembragte den. Og deraf skal da tingens besidder svare den fulde rente som sin skyld (grundskyld) til dette samfund, som vederlag for den private ejendomsret til netop dette stykke af fædrelandets jord. Med andre ord: besiddelsen af jorden (det materielle) er gjort individuel, – men det immaterielle, jordværdien (grundværdien, ‘ground rent’) er sikret som social-økonomisk værdikilde for folket! 

Dette, tror jeg, er den endelige løsning af spørgsmålet om den private ejendomsret og dens rette grænser. Kun gennem privat ejendomsret kan jorden og dens kræfter udnyttes fuldt ud til gavn for det hele samfund, – men kun gennem samfundets ejendomsret til grundrenten kan folket sikres mod, at den private ejendomsret bliver en ret mod det hele folk. 

Gennemføres denne grundsætning i sin fulde udstrækning, så vil det hele lands fulde grundrente blive det hele folks fælles og eneste værdikilde og fuldt ud tilstrækkelig til at dække alle forstandige offentlige udgifter, så at stats og kommunes nuværende uhyrlige skrattebyrder på arbejde og forbrug og omsætning kan afskaffes. Derved vil alle toldskatters fjernelse fra landegrænserne skabe det økonomiske broderskab og interessefællesskab mellem alle lande og folk, den “økonomiske afrustning”, hvorpå alene den sande verdensfred kan bygges! 

Men endnu er dette store mål ikke nået, end ikke her i Danmark, verdens herligste og frieste land, – selvom radikal politik, når den ledes ret, peger på og virker mod også dette store fremtidsmål. 

Men vi er dog nået et stykke ad vejen derhen imod. Jordloven af 1919 er et første lille forsøg, som er gjort under særlige omstændigheder og forhold, hvilke ikke lader sig direkte overføre til andre egne og forhold, end ikke her i Danmark – (således end ikke, hvis staten lod forsøge jordindkøb i stor stil til direkte realisation af denne form for jordeje, som her er praktiseret på lensjorden). Men de nu gjorte forsøg, spredte ud over landet, om end som undtagelser, har allerede haft og vil yderligere få en uhyre betydning som eksempler og læresteder, hvorfra oplysning kan spredes om, at det er muligt og lykkebringende at drage den grænse mellem ejendomsret til jord og til jordværdi, mellem substans og værdi, mellem det materielle og det ideelle. Mellem enkeltmands ret og samfundets – netop som Aristoteles pegede på. 

Derved vil vindes ny og almindelig forståelse i vide kredse af dette dybtgående problem –og gøre det muligt at gennemføre selve grundskyldsreformen, den fulde inddragelse til samfundet af den samfundsskabte jordværdi – ikke blot ved nogle få tusinde husmandssteder – men for hele Danmark, for al jord i by og på mark i hele vort land, således som det alt er godt påbegyndt ved ministeriet Neergaards lov af 7. august 1922 om statsgrundskyld. 

Derfor er det, at denne plet, vi her står på, fortjener at blive historisk – som udgangspunktet for den store jordreform, som i sine konsekvenser vil skabe den rette grænse mellem de arbejdsskabte og de samfundsskabte værdier, mellem mand og folk! 

Men den danske radikale politiks tanke og program på dette område går endnu videre. 

Med inddragelsen til folkets kasse af den samfundsskabte jordværdi vil landets jord efterhånden berøves den private monopolværdi, som nu udnyttes i spekulationens tjeneste. Al unaturlig jordspekulation og prisstigning vil forsvinde, og jorden udbydes til faldende naturlige priser, som giver mulighed for, at dens dyrker eller bebygger vil kunne skabe sig et rigeligt udkomme ved eget arbejde på denne billiggjorte jord. 

Men eftersom der da vil åbne sig praktisk talt ubegrænsede muligheder for arbejder pyramidens underste lag* – landarbejderen og arbejdsmanden – for selvstændig sysselsættelse på egen jord under gode økonomiske vilkår, er dermed tillige løst “arbejdslønnens gåde”,  c: spørgsmålet om den rette arbejdsløn. Thi denne vil da i kraft af frie økonomiske naturlove blive fastsat netop til, hvad den enkelte ved eget arbejde kan frembringe på egen jord uden privat monopolafgift. Thi ingen arbejdsmand vil da arbejde for andre for mindre, end han kan erhverve ved sådant eget arbejde – og da arbejdsmandens løn er normgivende for alle andre højere stillede arbejderes løn, er dermed den naturlige og eneste rette regulator for arbejder spørgsmålet skabt – fæstnet ved borgerlig lov. 

*) Der er i Danmark god dyrkbar jord til 5 millioner menneskers gode underhold, når sagen gribes ret an.

Så langt rækker dansk radikal politiks tanke og formål – når den ledes ret! Og dette mødes ledere har handlet rigtigt i nu, forinden kongressens slutning, at vise dem dette og sige dem dette. 

Se altså, mine herrer, på ny ned på disse huse med haver og småmarker! Tilsyneladende er der ikke noget stort og nyt at lægge mærke til i det, man ser. Men allerede den store franske økonom Bastiat skrev jo sin bog om: Hvad man ser og hvad man ikke ser – og påviste, at i økonomien er det sidste stundom det vigtigste.

Det er det også her – det usynlige er her det særlige økonomiske bånd, som her ved den radikale jordlov af 1919 er skabt mellem hver af disse små husmænd og deres jord.  Jordbrugeren ejer jorden, men samfundet ejer jordværdien. Skellinjen mellem substans og værdi er fundet og lovfæstet.

Den danske radikale politik er stolt over at have fundet, påvist og gennemført denne grænselinje – mellem stof og ide, mellem ret og uret. Og den husmandsstand, der som kernen i dansk radikal jordpolitik har båret kravet derom frem, endog før det radikale parti blev endelig dannet i 1905 – kan derfor også med rette synge – som det sidste vers i en meget brugt husmandssang lyder: 

Fædreland, folkets hjem!
Kun på ret og frihed bygge
Vi vor fred og folkelykke,
Vise verden vejen frem!
Da skal dannebrog udfolde
Frit sin dug fra hus og havn.
Alle holde højt i ære Danmarks navn.