Husmandsbevægelsens mål

Af Sophus Berthelsen
Foredrag ved de samvirkende Lolland-Falsterske
husmandsforeningers sendemandsmøde i
Nykøbing F. den 21. juli, 1913
fra Særtryk af Husmanden

Husmandsangen

Når vinteren rinder i grøft og i grav
og rugens krøllede blade
sig ranker i solen, som svar på Deres brev af spejler sig i hav,
jeg griber med længsel, jeg ved knap deraf,
min hakke, min skovl og min spade.

Jeg hvæsser på stenen den rustede eg
og retter den bøjede plade,
da springer jeg uden for mur og for væg,
hvor marken har klumper og mo en har klæg
med min hakke, min skovl og min spade.

Jeg lytter til vårens syngende kor,
til lærken den jublende glade;
vi kender hinanden fra som’ren i fjor,
den kvidrer, jeg grøfter og graver min jord
med min hakke, min skovl og min spade-

Når solen går ned i et luende bål
bag hedens vidtstrakte flade,
jeg retter min ryg og jeg skimter et mål,
da blåner og blinker det blankslidte stål
i min hakke, min skovl og min spade.

Johan skjoldborg.

–––––

Den sang, hvormed dette møde åbnedes, Skjoldborgs vakre ‘Husmandssang’, er en hyldest til arbejdet, en lovprisning af den lykke, en arbejdets mand derude på marken må føle, når han ved forårstid, i pagt med naturen – den vækkende, livskabende sol og den kvidrende lærke – griber sit værktøj, for at begynde det samvirke med den moderlige jord, hvoraf årets rige høst skal fremgå som udbytte. 

Men arbejdet i sig selv er jo ikke og skal ikke være målet for frie mænd. Og hvis Skjoldborgs sang derfor kun havde forherliget arbejdsglæden, så var den ingen hel god og færdig sang for frie husmænd, – så manglede der et vers om, hvorfor arbejder vi derude på marken med hakke, skovl og spade, – hvad vinker os som løn, når arbejdet er til ende og vel udført? Men der er dog i sangens sidste vers en god digterisk antydning deraf, som jeg her vil drage frem. Det er, hvor Skjoldborg taler om arbejdsdagens slutning, når solen, den store velsigner, går ned og spejler sig i spadens stål, som dagens flittige arbejde sled skinnende blank. Da retter husmanden sin ryg og skimter et mål, siger digteren, og derved har han peget ud over arbejdet selv, vækket husmanden til efter endt dagsgerning at ranke ryggen og se sig ud efter målet for sit arbejde. Thi uden at ryggen rettes og målet skimtes og fattes og nås – uden dette er alt arbejde kun trællegerning. 

Hvad er da målet med husmandens arbejde? Det er, som ved alt arbejde, at få den retfærdige løn, som kun det fulde udbytte af gerningen er – fordi arbejdet er værd og værdig at få sin fulde løn. Og dette vil for hver husmand – som jo ikke har nogen arbejdsgiver over sig – sige, at han har ret til at erholde som sin part af høsten alle de værdier, som hans arbejde frembragte; og ingen anden, hverken stat eller kommune eller privatmand har ret til at tilegne sig nogen del af disse arbejdsskabte værdier – hvis der skal være den fulde velsignelse ved arbejdet med hakken, skovlen og den blankslidte spade, så at et lykkerigt hjem kan opbygges på arbejdets grundvold. 

Men her viser det sig, når husmanden retter sin ryg og tænker over, hvor det flittige dagsarbejdes løn vel bliver af for ham og hans, – at det kan den enkelte husmand slet ikke selv sikre for sig og sine; thi det afhænger af lovgivning og samfundsforhold, som han næppe kender fuldt ud, og ikke selv kan ændre. Han kan få lov til at pløje, harve, så og høste, men han kan ikke få lov til at beholde høsten på egen mark, han tvinges til at aflevere ofte den væsentlige del deraf til andre – i kraft af økonomiske love og prisforhold, som han ikke altid kan forstå og i hvert fald ikke kan få forandrede, så længe han står ene, og ikke kan se længere end til eget markskel. 

Så er det, at han, når han får ryggen rettet og set sig om, går til skellet, spørger sin husmandsnabo, om han har det ligesådan, og så råber de i forening venner og meningsfæller i hele sognet, og snart i hele landet op, – og da har vi husmandsbevægelsen, dvs. bestræbelsen for i fællesskab at hjælpe hinanden frem, ikke blot til at få den størst mulige høst, men også til at få lov og pligt ordnet således, at den, der arbejder, kan få ikke blot moralens ret, thi den har han, men også lovens ret til at beholde de værdier, han selv frembringer. Det bliver da målet. 

Men under de overvejelser, som husmandsbevægelsens mænd må gøre sig i den anledning, opdager de på et forholdsvis tidligt trin, at hele denne lov-sag ikke kan løses som et særligt husmandsanliggende, som en standsinteresse, men må tages op som en folkesag for alle arbejdets mænd på land som i by; nemlig fordi arbejdet i alle dets former berøves sin rette løn ved det nuværende system af skattelove, som tvinger en part af lønnen ind i de offentlige kasser og en endnu større part ind i private lommer i udland og indland, samtidig med at hele folket berøves sin ret til de samfundsskabte værdier. 

Og da bliver målet at rejse en folkebevægelse, der kan afskaffe dette system af slette skattelove og indføre en ny lov, som sikrer den enkelte det fulde udbytte af sit arbejde og sin part i samfundsværdierne gennem en grundskyldlov, så at overgreb fra stat, kommune og private privilegerede hindres og ligeret for alle, også til jorden, bliver højeste lov i landet.:
Dette er Køgeresolutionens krav! 

   Om denne resolution, den danske husmandsbevægelses økonomiske program, behøver jeg ikke at tale nærmere her, hvor hver mand kender dens indhold og betydning. Kun ønsker jeg i forbigående og på given anledning at nævne, at når man fra anden side lader forbavset over, at husmændene ved dette program officielt har ‘givet afkald på’ al statsunderstøttelse til standen som sådan, så ligger heri ikke nogen grund til særlig forbavselse. 

Det er nemlig ikke fordi vore husmænd er ædlere end andre mennesker, at de har frabedt sig statsgaver, men fordi de har lært at regne ud, hvad sådanne statsgaver er værd for deres stand – nemlig mindre end intet! Kun for de få er privilegie-gaver noget værd – for en talrig samfundsklasse virker gaverne omvendt. Thi ‘statskassen’ fyldes ikke fra himmelens sluser eller af usynlige hænder. Hver krone deri er først hentet ud fra flittige mænds og kvinders arbejde, og blandt disse ganske særlig fra landets talrigeste klasse: husmandsfolket. Skulle dettes hundredtusinder virkelig have en ‘gave’ af statskassen, måtte hele gavens beløb med tillæg af ‘spillemandspenge’ først hentes ude fra gavemodtagernes egne lommer –nemlig gennem de hemmelige og åbenlyse sugerør, som hedder toldlove og skattelove, og som er statskassen, denne store pumpestations eneste, men ikke reneste, kilde til forsyning. 

Når derfor’ nylig en politiker herovre roste rigsdagen for alle de mange millioner kroner den årlig bevilger til ‘humane’ formål for folket, så er – med al respekt for denne ikke altid lige ægte ‘humanitet – sandheden dog at disse millioner alt forud var folkets egne penge, og kun en ringe del af, hvad folket måtte udrede gennem dårlige skattelove; uvilkårlig mindes man næsten hin berømte ‘ædle’ røver Rinaldo, der højlydt rostes, fordi han altid var så ‘human’ at betale sine ofre tilbage så meget, at de kunne mætte sig i nærmeste kro. 

Derfor er det kun et simpelt regnestykke, at den talrige husmandsstand aldeles ikke er tjent med at kræve ‘gaver’ af statskassen, når disses beløb og mere til først hemmeligt skal hentes ud af husmændenes egne lommer i form af prisforhøjelse og dyrtid på alt hvad de i deres hjem skal bruge. 

Og netop derfor rummer husmændenes ‘afkald’ på statsgaver i virkeligheden langt fra nogen opgivelse af nogen samfundsret, men tværtimod kun et krav om, at alle statsgaver (nemlig for tiden til de særlig derved begunstigede) skal ophøre, så at staten kan blive en retsstat i stedet for en forsørgelsesanstalt for nogle få begunstigede.*) 

*) Hvilket dog ikke udelukker, at statskassen på alles vegne kan støtte de foregangsmænd og forsøgsforetagender, som på landbrugets såvel som på alle andre erhvervs områder baner nye veje for produktionens udvikling og derved letter arbejdet for alle i lige grad.

Dette krav om lige ret for alle er derfor det sociale grundlag for husmændenes folkebevægelse. 

Men over denne sociale reformbevægelse bør husmændene alligevel aldrig glemme betydningen af hint første sikre grundlag for husmandsbevægelsen: arbejdet, den enkeltes dygtige arbejde på sin lod med mark og eng, ko og so, gødning og ukrudt, – med hakken, skovlen og spaden – frembringelsen af værdierne! 

Med rette har for nylig husmandsrejsernes fader, gamle forstander Anders Jørgensen i Høng, fortalt om, hvorledes han allerede for en menneskealder siden ville udstykke herregårdene til husmandsbrug, men måtte standse overfor den kendsgerning, at husmændene den gang dyrkede deres jord dårligere end herremændene, og derfor ikke kunne gøre sig økonomisk berettiget krav eller håb om herregårdsjorden. Først gjaldt det da om at få husmandsbruget dygtiggjort således, at det mindst kunne stå mål med herremandsbruget i udbytte. Og takket være ham og mange andre foregangsmænd, som gik i spidsen, men frem for alt de mange tusinder af enkelte husmænd, som rask fulgte efter foregangsmændene, er dette landøkonomiske mål nu nået for de mange, snart vel for de allerfleste husmænd, så at det har kunnet siges med rette, at dansk lord i dansk husmands hånd giver større udbytte for ham og for samfundet end nogen anden driftsform! Dette store mål er nu nået, beviset er ført for denne sætnings sandhed. Og først dermed er i virkeligheden grunden lagt for husmandsbevægelsens socialpolitiske berettigelse og krav. 

Skulle det nogensinde vise sig, at stordrift af dansk jord under naturlige forhold gav større udbytte i alle henseender (såvel arbejdsløn som jordrente) end smådriften, da ville husmandsbevægelsen have mistet sin store økonomiske tilværelsesgrund. 

Men der er ikke mindste årsag til at tro at dette vil ske, især ikke når køgeresolutionens retfærdskrav gennemføres som lov, og den enkelte husmand derved bedre end hidtil sikres det fulde udbytte og derved den fulde velsignelse af sit arbejde. Da er der næppe tvivl om, at vort hele landbrugsfolk, som det blev sagt for 15 år siden ved det store toldmøde i Slagelse, bliver et folk af velstillede husmænd! 

Og i denne forbindelse ønsker jeg at fremdrage, hvilken betydning ikke blot for husmandsstanden, men for hele folkets fremtid, ja for hele verdensudviklingen, det har og vil kunne få, om danske husmænd altid, også fremtidig, præsterer det levende bevis for, at enkeltmandsdrift af egen jord er det mest produktive, den mest udbyttegivende driftsform, og at jorden rummer uudtømmelige muligheder for den stærke og intensive drift som just er husmandsbrugets særkende, – netop hvad vor jyske landsmand Anton Sørensen, Haubro, direkte har forsikret os alle om er rigtigt. 

Denne lykkelige kendsgerning – at jorden med lethed kan føde mange flere end nu – som jo er velkendt af enhver oplyst husmand, er nemlig blevet bestridt og benægtet over hele verden, og har givet anledning til en materialistisk verdensanskuelse, som desværre ligger til grund for meget af det nys udløbne hundredårs kultur og tænkning. 

Det var især den engelske præst og nationaløkonom Malthus, der for noget over hundrede år siden mente at kunne fastslå som ‘videnskabelig sandhed’, at jordkloden ikke kunne føde menneskene og at Vorherre tillod folkeslagene at formeres stærkere end marken kunne give føde, så at det var nødvendigt, at der altid fandtes en forarmet underklasse, som måtte gå under i hunger, sygdom, nød og elendighed. Og denne ‘videnskab’ blev forkyndt i kirker og skoler, ved universiteter og på kongresser så længe, at ikke blot overklassen, men folket selv begyndte at tro på den; hvoraf fulgte, at den sætning, som digteren Carlyle kaldte ‘fandens evangelium’, nemlig: ‘alles kamp mod alle’ eller ‘kampen for tilværelsen’ blev udråbt som den højeste livslov – så at en mørk og bitter tvivlesyge udbredte sig over landene og folkene – og påvirkede sind og tanker, digtning og blade, politik og lovgivning gennem lange tider. 

Indtil den store folkelærer Henry George standsede den hele bevægelse ved forkyndelsen af lige den modsatte kendsgerning, nemlig, at der er både føde og plads nok for de voksende menneskeskarer. Blot lovene for samliv og samvirke lægges så retfærdigt, at hver kan få fri erhvervsmulighed og derved det fulde udbytte af sit arbejde. 

Henry George hentede forvisningen om sandheden heraf først fra sit eget barnehjertes tro på forsynets velfærdstanke med alle mennesker, fordi disse alle i lige grad var børn af den samme gudfader, med lige ret til hans gaver. Men han fandt også ude i livet vidnesbyrd nok om, at Malthus’ forfærdelige folkefordømmelse er usandhed men at ‘gensidig hjælp’ og ikke ‘alles kamp mod alle’ er højeste livslov for et menneskeligt velstyret samfund. 

Og siden Henry Georges dage har kendsgerningerne dag for dag og år efter år i stigende grad bekræftet rigtigheden af hvad han sagde. Den russiske tænker Krapotkin har samlet en virkningsfuld række af disse beviser for, hvor uudtømmelig jordens frugtbarhed er. Når menneskene selv vil samvirke i lighedens og retfærdighedens ånd for at frembringe livets fornødenheder. I stedet for Malthus’ fortvivlede sætning: ‘Jo flere vi bliver, jo værre det går!’ hævder nu alle frisindede mænd og kvinder Henry Georges lyse forjættelse: ‘Jo flere vi bliver, jo bedre det går – når vi kun bygger vor lovgivning på retfærd.’ Thi “her er sommersol nok og her er sædejord nok. Bare vi har retfærdssind nok” – ikke just som digteren siger: ‘kærlighed’ nok, thi dette kunne forstås som om der fra anden side behøvedes ofre og almisse i denne sag. Men sligt er unødvendigt – lige ret for alle er nok til at sikre denne socialpolitiske sejr for folket. 

Her er det da, at den danske husmandsstand, så længe den fremdeles kan stå på sin fulde produktive højde, træder ind med sit lysende eksempel og bevis for, at jordens kræfter er rige og stærke nok til at føde folket, – ikke blot som undtagelse og som enkeltmands-eksperiment, – men at en hel stor og voksende samfundsklasse kan – uden statsforsørgelse eller statsdrift – overtage jorden og fortsætte førelsen af dette bevis for alverden. Jeg holder det for en stor lykke for vort folk, at det er blevet den danske husmandsbevægelses lod at føre dette forjættende bevis. Og jeg synes, at den enkelte flittige og dygtige husmand, som går derhjemme i sin egen bedrift og får hver plet jord til at give større udbytte end ved nogen anden driftsform, kunne fortjene at vide, at han derved ikke alene gavner sig selv som sig hør og bør, men at han derved tillige er et led i en stor verdensbevægelse, som er i færd med at løfte de arbejdende folkeklasser i alle lande ud af deres nedværdigende og uretfærdige fattigdom. 

Er nemlig beviset én gang og uimodsigelig ført for, at jo stærkere menneskeslægten tiltager, jo mere jorden udstykkes til gavn for de tusinde selvstændige hjem, jo mere forøges også mængden af de frembragte værdier, – da er det malthusianske folke-fattigdoms-spøgelse én gang for alle manet i jorden, og banen er fri til reformer, som kan fremme folkets ret over fædrelandets jord og derved yde praktisk talt ubegrænsede økonomiske muligheder for det arbejdende folk. 

– – Det er da også derfor, at man så at sige fra hele verden i dette øjeblik ser hen til den danske husmandsbevægelse, med dens landbrugstekniske udvikling og dens Køgeresolution som økonomisk program, som det mest lovende tegn på en folkeøkonomisk fornyelse fra neden i vore dage. Nylig kom der bud fra en jordreform-kongres i Spanien, hvor spanske, engelske, tyske, franske og amerikanske reformvenner var samlede, og de ønskede meget at næste verdenskongres om jordspørgsmålet måtte blive holdt i Danmark på baggrund af vort lands husmandsbevægelse og med tilslutning fra denne ‘mærkelige’ underklasse, som her går i spidsen for en samtidig radikal og redelig folkeløftning. Nylig har de norske husmænd formet deres nye organisation i de danske husmænds forbillede, og fra Sveriges husmænd foreligger der opfordring til danske husmandsledere om at komme did og hjælpe dem. Og således lyder det fra mange lande til ære og glæde for hver brav dansker. 

Derfor har jeg ment det på sin plads al opridse denne udviklingslinje ved en lejlighed som denne, hvor en frugtbar landsdels husmænds-sendemænd er samlede for at drøfte husmandsbevægelsens mål og midler. 

Men jeg har tillige haft den særlige hensigt med dette foredrag, netop i denne kreds og netop nu, at imødegå en anskuelse, som mærkelig nok er fremkommet i den senere tid herhjemme, fra storindustriens ledende mænds side, og som, så underlig det kan lyde, går ud på at hævde Malthus’ lære i ny form, nemlig ved at påstå offentligt, at Danmarks landbrug ikke skulle kunne føde det danske folk i de kommende tider! 

Det var industriforeningens formand, hr. Alex. Foss, som i marts 1912 holdt el opsigtsvækkende foredrag i København der gik i den retning, idet han udtalte, at dansk industri og håndværk måtte overlage beskæftigelsen af 800.000 mennesker i de næste slægtled, fordi det danske landbrug skulle være ude af stand dertil! 

Denne mærkelige tale blev for øvrigt straks i april 1912 imødegået ved et udmærket foredrag af den nuværende landbrugsminister Kristian Pedersen, samt af en taler ved et husmandsmøde i Vestjylland (Borris), ligesom udstykningsforeningens formand, direktør Vilhelm Nielsen ved husmændenes sendemandsmøde i Odense oplyste, at der fremdeles er god plads i Danmark for alle danske jorddyrkere. 

Dermed mente jeg egentlig, at industrimændenes mærkelige tale var gået ud af den offentlige debat.

Men nu har for nylig en anden ledende industrimand, Hr. Direktør H. P. Prior, ved en jubilæumsfest i København, og i overværelse af konge og regering gentaget den samme anmassende påstand om industriens overlegenhed og det danske landbrugs manglende evne til at forsørge det danske folk.* Og med beklagelse har jeg set, at en tidligere minister, som står en stor folkehøjskole nær, kort derefter ved et stort møde i Jylland forkyndte den samme lære om landbrugets manglende forsørgelsesmuligheder. 

*) Ordene faldt ifølge officielt referat således: “En industriel udvikling [er] den uafviselige betingelse for, at vi [Danmark] kunne anbringe sit fødselsoverskud …”Hvor skulle de 1.156.000 mennesker have taget underholdet fra, om vi ikke havde haft en stærk industriel udvikling, eller hvorledes skal vi om 40 år have plads til endnu 1½  million mennesker på det samme areal.”

Så forekommer det mig, at tiden er inde nu til offentligt og alvorligt at protestere mod denne storindustriens anmasselse – thi bagved ligger naturligvis kravet om, at denne industri som følge deraf skulle dominere vor lovgivning fra et industriherre-standpunkt! Dette ville i al fald være en nærliggende politisk konsekvens, hvis hin påstand var rigtig – eller blot ikke behørig blev gendrevet. 

Ingen kan da være nærmere til al fremkomme med en sådan protest end den danske husmandsstand, som gennem sil eget dygtige arbejde, foruden gennem sine udstykningsforeninger og anden samvirksomhed har ført virkelighedens bevis for dansk jords praktisk talt ubegrænsede muligheder for at forsørge det danske folk og hele dettes naturlige tilvækst. Når man ved, at de 150.000 danske husmandshjem kun sidder inde med ca. 1/8 af landets hartkorn eller kun lidt mere end de ca. 1.000 større gårde over 20 td. hartkorn for tiden råder over, så forstår man, hvor rige udviklingsmuligheder for det mindre landbrug Danmark frembyder. Ganske særlig her på Lolland-Falster, hvor så mange store herregårdsmarker ligger side om side. Er husmændene på forhånd ganske sikre på, at jorden, når den udstykkedes til smålodder, kunne give brød, og rigeligt brød til mangfoldige flere mennesker end nu. En udregning viser, at samtlige danske husmænds hartkorn kunne finde plads på Lolland-Falster Møen og Langeland, medens samtlige 2.000 herregårde og proprietærgårde med deres knap 50.000 tdr. hartkorn kunne med lethed rummes på Fyn og de ca. 73.000 bøndergårde med ca. 275.000 tdr. hartkorn, kan svare omtrent til Sjælland og Jylland. Tænk så om hele dette landets øvrige 7/8 hartkorn kom under husmandshånd,* og tænk blot om al husmandsjord var dyrket således som de bedst drevne husmandslodder i øjeblikket! For ikke at tale om fremtidens endnu rigere udvikling af landbrug og havebrug! 

*) Senere har direktør H. Waage i en interessant afhandling påvist, hvor let der for de første 50 år kan skaffes tilstrækkelig plads til alle fornødne selvstændige landbrug. (se afhandling: Landboreformer af H. Waage)

Ad mange veje kan beviset da føres for, at den danske jord ikke mangler evne til at føde det danske folks hele tilvækst i kommende tider. 

Når landbrugsbefolkningen ikke hidtil er tiltaget så stærkt, som jordens muligheder giver plads til, er grunden jo alene den dårlige økonomiske lovgivning, som jeg før omtalte, og som fratager landbrugeren væsentlige dele af hans udbytte, dels gennem skatter på arbejde, forbrug og omsætning, toldbyrder til den toldbeskyttede storindustri, og dels gennem stærkt stigende rentebyrder til storkapitalen i ind- og udland, takket være jordmonopolernes pantsættelse gennem prioritetsgælden. Ved den deraf følgende kunstige jordprisstigning hindres folkets naturlige adgang til jorden. 

Og allermindst burde vor storindustri, som gennem toldbeskyttelsen nyder en understøttelse fra de øvrige erhverv af næppe under 25-30 millioner kr. årlig, eller ca. 75.000 kr. daglig, forsøge at træde op som den særlige forsørger af det øvrige folk! Sligt er næppe velegnet til at skabe stor respekt for den hele industribevægelse. 

Men nærmest til at protestere mod storindustriens anmasselse er de organiserede danske husmænd også derved, at det er dem, som gennem deres økonomiske program, Køgeresolutionen, tydelig har anvist vejen til en ændring i den nuværende dårlige lovgivning ved at foreslå alle skatter og toldbyrder på arbejde, forbrug og omsætning afløst af en grundskyld på de samfundsskabte værdier og derved en lettelse i adgangen til fædrelandets jord for titusinder af nye og velstillede hjem. 

Derfor slutter jeg med, efter en stedfunden forhandling med Deres bestyrelse, at opfordre sendemandsmødet til at benytte denne lejlighed til at drøfte vedtagelsen. Af en resolution, der ud over landet kunne forkynde den af danske husmandsbrug og danske  husmænds  organisationer  fastslåede  lykkelige kendsgerning,  

at Danmarks jord fuldt ud  er i  stand til at  føde det danske folk i en ubegrænset fremtid, når alle danske landbrugere sikres frugten af deres flittige arbejde, og alle danske jordværdier tilsikres del danske folk som helhed. 

Ved at udsende en sådan tilkendegivelse, hvortil andre husmænd over hele landet kan slutte sig, og som hele landet vil lytte til med opmærksomhed, giver de retfærdskravet fornyet styrke i vort folk, og derved medvirker de til at nå dette høje folkelige og nationale mål, som det er husmandsbevægelsens ære at have rejst i vort land og vor tid.