Lægen og husmanden

af Sophus Berthelsen
fra Særtryk af Husmanden, 1914

Under denne overskrift fremsætter hr. lærer Arved Larsen, i dag i Husmanden sine tanker om en ved Henry George-stævnet i Odense stedfunden diskussion – “sådan som jeg har forstået de ret fyldige referater,” føjer hr. Larsen til. Dette sidste er såre betænksomt. Thi dagbladenes referater har været alt andet end fyldige – endsige forstående. I RETs nu udkommende hefte vil hr. Larsen derimod kunne finde et fyldigt referat, særlig af, hvad der manglede i dagbladene, og han vil da erfare, hvor meget han har fejlet ved at bygge på disse referater alene.

Allerførst gør hr. Larsen uret mod hin diskussions indleder, hr. landbrugslærer Jakob E. Lange. Uenigheden mellem ham og mig strækker sig ikke så langt, som hr. Larsen tror. Jakob Lange vil ganske bestemt modsige hr. Larsen i dennes opfattelse af forholdet mellem husmanden og lægen – efter at jordrentebeskatningen er indført.

Under denne sidste forudsætning vil Lange ganske sikkert ikke på nogen måde forsvare indkomst- og formuebeskatning.

Spørgsmålet er alene, hvorledes det går  i overgangstiden, dvs. så længe grundskyldreformen endnu kun delvist er gennemført.

Og også her er hr. Larsen ganske vildfarende når han tror, at der er nogen uenighed mellem Lange og mig om indkomstbeskatningen.

Vi er nemlig begge enige om, at under denne overgangstid (som vi ønsker kortest muligt, men dog uden spring) vil vi være nødt til at bibeholde den nuværende indkomst- og formuebeskatning, i alt fald i nogen grad*).

*) Dette er også ganske overensstemmende med de danske husmænds Odense program af 1910.

Jeg er ganske klar over og udtalte i Odense, at visse former af formue- og indkomstskatter bliver blandt de sidste skatteformer, vi bortkaster, forinden vi helt nøjes med grundskyld.

Uenigheden ligger altså ikke her – hr. Larsen, eller hans blad, har ganske fejlet. Forskellen ligger derimod i, at medens hr. Lange vil forhøje den bestående indkomstbeskatning på forskellig vis, og derved anerkende dens urigtige princip og forlænge dettes liv, vil jeg og mine meningsfæller ikke være med dertil, men derimod skarpt faslholde den grænse mellem de arbejdsskabte og de samfundsskabte værdier, som Lange i nogen  grad vil udslette – dog selvfølgelig kun i overgangstiden.

Alt, hvad hr. Larsen således bygger op på håbet om at få hr. Lange til principiel meningsfælle, hviler således på en misforståelse. Og hr. Larsens tro, at jeg eller nogen anden med et spring vil gå fra vores nuværende skattesystem over til enesteskatten, er ligeledes ganske hen i vejret. Vi vil alle gå den jævne og rolige overgangsvej, og min tale ved mødet i Odense vil vise også hr. Larsen, hvorfor jeg betragter dette endog som ganske nødvendigt. Jeg henviser også de mere end 2000 af Husmandens holdere, som læser RET, til den deri givne fremstilling af sagen.

Men hr. Larsens artikel har givet mig en uventet fornøjelse: hans lidt hoverende fremdragelse af legenden om Husmanden og villaejereneller som han nu har forbedret det til: Husmanden og lægen. Larsen forstod ikke dr. Starckes svar til ham i  sin tid, og har ikke forstået det endnu, siger han. Det er da på tide, at læreren i Mosede kommer til den samme rette forståelse, som de fleste intelligente husmænd for længst er nået til. Og del er mig en fornøjelse at følge hans opfordring om en håndsrækning i så henseende. Der er intet som helst generende heri.

Først: Dr. Starckes svar, at alle skatter på lægerne vil blive overvæltet på brugerne – kan jeg (hvor normale forhold er tilstede) ganske tiltræde. Hr. Larsens mening, at lægerne skulle være for ‘studerede’ og ‘højlærde’ til sådant, er lidet vel betænkt. Så gør jo alle med fuld ret – også skolelærerne! Når disse i de senere år har fået deres lønninger skruet endog meget  stærkt op, var det jo netop fordi staten først gennem skatter på forbrug og løn (told- og indkomstskatter) havde drevet alle priser så højt op, at de gamle lønninger ikke var til at leve af. Altså væltede lærerne disse skattebyrder over på – ‘patienterne’ havde jeg nær sagt, jeg mener stat og kommune! Og når læger (såvel som sagførere, dyrlæger, boghandlere, håndværkere og andre næringsdrivende) mærker, at livsvilkårene på grund af skatter bliver hårdere, så forhøjer de ganske roligt vederlaget for deres arbejde, – netop som skolelærerne. Det er økonomiske naturlove, som her gør sig gældende, og hverken ondsind eller vilkårlighed.

Og når hr. Larsen så mener at have afpareret dette ved en flot henkastet bemærkning om, at hvis lægen i Tåstrup forhøjer honorarerne, – så går hr. Larsen til en anden læge i Tåstrup, så viser dette kun, hvor lidt hr. Larsen har gennemtænkt sagen.

Thi han vil naturligvis møde ganske den samme forhøjelse hos alle læger, både i og udenfor Tåstrup, eftersom skatteloven jo gælder alle læger, og de derfor alle har sat taksten op. Netop lægerne har et overordentlig godt kollegialt sammenhold. Hr. Larsen kommer således til at bøde f.eks. 2 kr. mere pr. konsultation, hvor han end henvender sig om hjælp til sin mavepine, hvis det er sådant han måtte lide af for tiden, hvad jeg dog ikke håber.

Men foruden dr. Starckes svar: overvæltningen, som i og for sig er godt nok, kunne der gives en endnu fyldigere forklaring af, hvorfor såvel husmanden som lægen skal svare samme grundskyld af samme samfundsskabte jordværdi, men derimod ingen af dem svare mindste indkomstskat, når først engang grundskyldsreformen er fuldt gennemført, hvad der jo her er forudsætningen.

Forklaringen er denne: de skal svare samme grundskyld for samme jordværdi af samme gode årsag, som de både nu og da svarer samme pris for samme frakke, samme vest, samme hus og samme  jernbanebillet, – kort sagt hvad som helst de to herrer vil købe, må de betale samme pris for – for samme vare. Men hvorfor skulle de så ikke betale samme pris for’ samme jord? Selvfølgelig skal de – til den tid ganske som de må i dag – svare samme jordpris for samme jord! Heri er hr. Larsen sikkert enig med mig.

Men hvad hr. Larsen muligvis glemmer at til den tid (når grundskyldreformen er gennemført) så er  grundskylden trådt i jordprisens sted. I stedet for at betale købesum for jord, vil man til den tid betale en årlig grundafgift, svarende til jordens pris Nu! Vil man have megen og god og velbeliggende jord, må man indgå på at svare en højere jordafgift (grundskyld), end hvis man vil nøjes med liden, mindre god og afsides beliggende jord. Enhver – både husmand og læge – har til den tid ganske som nu fuld frihed til at vælge sig jord til bopæl og erhvervsplads, hvor han finder vilkårene bedst, og han må da, som nu, betale derefter, efter værdien af de goder, han modtager, – kun at han til den tid (ganske som alle hans andre landsmænd) betaler sin jordrente til stat og kommune i stedet for nu til kreditforening eller andre rentetagere.

Men når hin tids husmand derefter hver termin vandrer op til kommunekassen med sin jordrente, – så må han virkelig ikke beklage sig, hvis han der møder doktoren og de begge skal betale samme jordrente af lige værdifuld jord. Thi så er han uretfærdig! Begge d’hr. har nøjagtig fået samme vederlag for deres penge – nemlig lige god jord! Og begge vidste, hvad de gik ind til, da erhvervede jorden – altså er ingen af dem narrede!

Hertil kommer så det fornøjelige, at i så tilfælde tages denne jordskyld ikke hos nogen af  de to herrers arbejdsudbytte, læg vel mærke dertil, gode hr. Larsen! Den formindsker ikke den del af deres indtægt, som tilkommer hver af dem, som løn for eget arbejde. Jordrenten tages derimod hos begge af den del af deres indkomst, som de, under de nuværende forhold., må af med i renter til kreditforening osv. som vederlag for at bo på den jordplet, de i frihed har valgt. Det er kun betalingsstedet, der forandres: samfundskontoret i stedet for monopolkontoret!

Altså er begge til den tid fuldstændig fri for skat, når dette ord tages i sædvanlig betydning af indgreb i personligt arbejdsudbytte. 

Herefter håber jeg, at hr. Arved Larsen i al fald nogenlunde har forstået forholdet mellem lægen og husmanden, og har indset, at det er fuld retfærdigt, at begge til den tid skal svare samme vederlag for de samme samfundsgoder. Det er i alt fald ligerettens lov, der her er fulgt, – og den har de danske husmænd (og sikkert også mange skolelærere) vedkendt sig som den Rette »lods« i alle samfundsspørgsmål.

Skulle der være andre sidespørgsmål (f.eks. om lægens løn og monopol osv.), skal jeg gerne komme ind derpå, om det ønskes. Men jeg har her holdt mig til, netop hvad der var spurgt om.

Høng, 8. November 1914.

S. Berthelsen.