En skattelov

RETs småskrift, Nr. 8.
(tillægsblad nr. 1 til RET nr. 6, 1905)
Eftertryk frit tilladt.

En skattelov og dens virkninger

Menneskealdre igennem har der fra Europa gået en daglig strøm af udvandrere over havet til Amerika – og Amerika betød i daglig tale og hos den menige mand de nordamerikanske fristater. Menneskestrømmen har skudt sig længere og længere mod vest, den ene republik har rejst sig bag den anden, og stadig øgedes stjernernes tal i det amerikanske banner. Men endnu ligger der milevide prærier og endeløse skove i de midterste og vestlige stater, endnu er der plads til tusinder af nybyggere.

Og dog begynder allerede nu kolonisterne igen at udvandre fra disse deres nye bopladser – ikke for at vende tilbage til det gamle land, det frister dem ikke, men for at gå over til endnu nyere lande, til det nye “Amerika”, der ligger nord for fristaterne og hører under den britiske krone. Det er det land, som i almindelighed benævnes Canada. 

Ikke uden en vis uro fortæller amerikanske blade om den udvandring, som her i de senere år er begyndt. Bevægelsen er endnu ganske ny, men den er i stærk stigning. Se her statistikkens tal. 

Fra de nordamerikanske fristater udvandrede til Canada:
i 1900:   5.791
i 1901:  18.000
i 1902:  37.000
i 1903:  44.000
og for 1904 ser det ud til, at tallet vil blive endnu meget højere.

    Det mærkeligste ved denne udvandring er, at emigranterne ikke spreder sig nogenlunde jævnt over det vidtstrakte og tyndt befolkede land, som ligger langs fristaternes nordgrænse. De går næsten alle til et enkelt lille canadisk distrikt, til staten Manitoba ved Winnipegsøen. 

Manitoba blev i 1870 optaget som selvstændig stat i den britiske konføderation. Landet er 4 gange så stort som Danmark, men havde, før den nye indvandring begyndte, kun 1/10 af vort lands indbyggerantal. Der er altså plads nok, men det kan ikke være denne omstændighed, som kalder udvandrerne særlig derhen; thi plads er der også i rigelig mængde både øst og vest for Manitoba. 

Det er heller ikke særlig gunstige naturforhold, der lokker. Jordbunden er vel omtrent som i de syd for liggende unionsstater, hvorfra udvandrerne navnlig kommer. Men klimaet er barskere og landet kan ikke på langt nær frembringe den mangfoldighed af produkter som Dakota, Iowa eller Nebraska – og der er ingen guldminer, ingen diamantlejer, ingen indfødt befolkning at udbytte. Manitoba er i det hele taget ikke noget land for eventyrere og lykkeriddere. Det er en befolkning af arbejdsomme agerdyrkere, som denne nye stat venter på – og ikke forgæves; thi de tusinder af indvandrere, som årligt drager ind over dens grænser, er alle sammen unge landmænd, og alle hører de til de driftigste og mest fremadstræbende blandt befolkningen i fristaternes Central-West. 

Manitoba er et smukt eksempel på, at en forstandig ordning af det menneskelige samfund kan mere end opveje naturens større rigdomme under andre forhold. Thi det, som gør denne stat så tiltrækkende frem for andre, er udelukkende noget, menneskene selv har skabt. Det er, kort og godt: Manitobas skattesystem. 

I Manitoba er jorden billig, som den vil være det overalt i tyndt befolkede egne. Men det særegne for denne stat er, at dens lovgivere har draget omsorg for, at den også bestandig vil vedblive at være det. 

Alt landets jord blev i 1892 sat i skat efter den værdi, den har, så længe den henligger som uopdyrket prærie. Indvandrerne kan få så meget og så lidt af den som de ønsker, imod at betale denne skat, som naturligvis varierer noget efter jordens forskellige bonitet og beliggenhed, men som foreløbig er temmelig lav. Denne jordafgift er alt, hvad nybyggeren har at betale. Thi af alle de forandringer og forbedringer, han selv foretager med jordlodden, af bygninger, hegn og haver, af redskaber, bohave og besætning betales ingen skat.*) 

*) Her tages alene hensyn til forholdene på landet. I byerne er skattevæsenet anderledes. 

Man ser let, hvad følgen bliver af denne beskatningsmåde. De virkelige nybyggere, som kan og vil opdyrke et stykke jord, har her adgang til at få det. Men de fristes ikke til at beslaglægge mere, end de kan dyrke; thi afgiften pr. td. land er lige stor, enten jorden bliver liggende som prærie eller den bringes under den højeste kultur. Storgodser opstår altså ikke let i Manitoba; enhver spekulation i jord er udelukket, og ejeren og brugeren af en jordlod vil altid være samme person. Det simple skattesystem vil af sig selv bevirke, at Manitobas jord bliver fordelt mellem en befolkning af små selvejere – eller om man vil – arve­fæstere under staten. 

I de unionsstater, hvorfra udvandrerne drager bort, betales afgifterne til staten som en indkomstskat. Det vil altså sige, at en storkapitalist eller et spekulerende aktieselskab roligt kan opkøbe nogle kvadratmil jord og lade dem ligge urørte hen i forventning om at tjene på dem senere. Thi så længe de ingen ‘indkomst’ giver, svarer ejeren heller ingen afgifter af dem. Allerede derved modvirker dette system landets opdyrkning; thi de virkelige arbejdere kan ikke få adgang til jorden, uden først at tilfredsstille disse unyttige mellemmænd. Men selv efter at dette er sket, bliver systemet ved at virke som en bestandig hæmsko. Thi indkomstskatten betyder jo det, at jo mere en mand ved flid, sparsommelighed og dygtighed forbedrer sin jordlod desto stærkere bliver han beskattet. Men jo mere han ved dovenskab, ødselhed og uduelighed bringer bedriften i forfald, desto lempeligere tager det offentlige på ham. – I Manitoba er det ens for alle. Staten forsker ikke småligt efter, hvorledes bedriften går, og hvor meget man får ud af den; har man betalt sin faste afgift, er man færdig med statskassen, og kan beholde det øvrige selv. Men på den anden side kræver staten også i alle tilfælde sin afgift, og lader ikke den undskyldning gælde, at jorden ligger udyrket hen og intet udbytte giver. Den svarer dertil kort og godt: Så gå bort fra den og lad en anden komme til. (efter “Det nye Århundrede”). 

Efterskrift. De sidste efterretninger fra Canada bringer bud om, at også andre stater i dette fremtidsland vil følge Manitobas eksempel, og at grundværdibeskatningen ikke blot trænger frem på landet, men også er i færd med at erobre byerne. For nylig har denne sag vundet en stor sejr i Canadas næststørste by ‘Toronto, hovedstaden i staten Ontario, en by på over 200.000 indbyggere. Her som så mange andre steder havde der i de sidste år lydt stærke klager over ‘bolignød’;): Huslejen var blevet urimelig opskruet. Men den derværende forening til grundværdibeskatningens gennemførelse, Single tax Association, oplyste da, at den vidste et råd herimod: man burde lægge mere skat på grundene og mindre på bygningerne, og der begyndte nu en heftig agitation i byen for og imod dette program. 

Torontos kommunalforfatning er efter en for få år siden gennemført reform ordnet omtrent som Københavns: Styrelsen er parlamentarisk med to forsamlinger, en administrerende (magistraten) og en lovgivende (borgerrepræsentationen. Men desuden findes i Toronto en indretning, som ikke kendes i København, nemlig “Kommunalt referendum”. Dette består i, at enhver vigtigere sag kan af kommunalbestyrelsen forelægges vælgerne til umiddelbar afgørelse ved afstemning. 

Det var denne hurtige og direkte vej, som tilhængerne af grundværdibeskatningen valgte at gå. En adresse, som krævede sagen henvist til vælgernes afgørelse, blev, med det fornødne antal navne under, indgivet til kommunalbestyrelsen. For ikke at gå for voldsomt frem – thi farerne herved kender Henry Georges tilhængere lige så vel som andre mennesker – forlangte man ikke, at bygningerne straks skulde være helt skattefri, men stillede kun forslag om, at et beløb af 700 dollars (ca. 2.600 kr.) kunne fradrages den skattepligtige værdi af ethvert hus. 

Vejen var dog besværlig nok. Skattedirektøren, som var imod reformen, fremstillede dens virkninger i det mest afskrækkende lys, og hele magistraten fulgte ham. I borgerrepræsentationen gik det dog bedre, og med en meget kneben majoritet blev det vedtaget, at spørgsmålet skulde forelægges vælgerne.

Men da sagen først kom ud på torvet, fik den en ganske anden modtagelse end i fagmændenes og de styrendes kontorer. Afstemningen fandt sted den 2. januar 1905, og med 15.897 stemmer mod 8.219 blev skattereformen vedtaget. 

Her er altså en begyndelse gjort, og det første vanskelige skridt er taget. Sagens venner kan nu roligt lade udviklingen gå sin gang. Det skal nok vise sig, at der snart vil blive livligt på byggepladserne i Toronto, og at de opskruede huslejer vil falde. Og når først de gode virkninger af reformen får tid at vise sig, vil det ene skridt drage det næste efter sig, indtil grundværdibeskatningen er fuldstændig gennemført som eneste skat. 

_______

Nærmere oplysninger om Henry George, hans reformforslag, dets gennemførelse og virkninger, fås gennem månedsbladet RET, Tidsskrift for Mandsret og Landsret; uafhængigt organ for folkelig retslære og samfundsøkonomi. Organ for den danske Henry George bevægelse. 

Abonnement 1 kr. 20 øre årlig tegnes bos postvæsenet og bladets kontor i Slagelse. Prøvenumre sendes frit. Nye abonnenter erholder de udkomne numre og bilag samt forskellige småskrifter, så langt oplaget rækker. (RET nr. 1-4 kan ikke efterleveres). 

Af RETs småskrifter er hidtil udkommet:
Nr. 1. Henry Georges Program, 4 sider, 2 øre pr. nr.
Nr. 2. Leo Tolstoy om Henry George, 4 sider, 2 øre pr. nr.
Nr. 3-7. Samfundslivets forædling, 16 sider, 10 øre pr. stk.

100 stk. 1 kr., 500 stk. 4 kr., 1000 stk. 7 kr. (foruden porto.)