Henry Georges program

RETs småskrift, Nr. 1. 1904
I 1999 udgivet som:
Grundskyld – hvad det er, og hvorfor vi går ind for det.
I Oversættelse ved Steffen-Peter Gliese.

En sammentrængt fremstilling. 

Læren om jordværdiskatten tilsigter, at afskaffe alle skatter (j: afgifter til samfundet) på arbejdet og arbejdets frembringelser, det vil sige: afskaffelsen af alle skatter undtagen en, som hviler på jordens værdi uden hensyn til dens arbejdsskabte forbedringer. 

Da de fleste lande har nogen skat på jorden, kan jordværdiskatten indføres på den simple og lette måde, at alle andre skatter, en efter en, (de værste først) afskaffes og skatten på jordværdien samtidig forhøjes, indtil alle offentlige udgifter dækkes ved denne ene skat. Skatten kan indkræves af kommunerne og en vis del af denne tilstilles regeringen; eller også kan regeringen opkræve den og overlade kommunerne deres part. 

Jordværdiskatten er ikke en skat på arealet og vil derfor ikke falde på landbrug eller anden brug af jord og følgelig ej heller blive en skat på arbejde. 

Den er ikke en skat på al jord, men kun på værdifuld jord, og ikke i forhold til den brug, der gøres af jorden, men kun i forhold til dens værdi – altså vil den beregnes af den præmie, som brugeren af jord nu må betale til ejeren eller panthaveren, enten i købesum (prioritetsrente) eller i forpagtningsafgift, for tilladelse til at bruge værdifuld jord. Den vil således ikke blive en skat på brug eller forbedringer af jord, men på ejerretten eller prioritetsretten til samme og skatten tages af den del af udbyttet, som ellers går til ejeren eller prioritetshaveren i denne hans egenskab og ikke som dyrker. 

Ved påligningen af jordværdiskatten bliver alle værdier, frembragt ved arbejdet, ladet ude af betragtning; den eneste værdi, som der tages hensyn til, vil være den værdi, som knytter sig til jord på grund af dens godhed og beliggenhed. Landmanden vil således ikke have flere skatter at betale end spekulanten, som holder et lignende stykke jord ledigt, og den mand, som i en by lader opføre en værdifuld bygning, vil ikke blive beskattet højere end den, som lader en lignende grund stå tom. 

Jordværdiskatten vil, kort og godt, bringe folk til at bidrage til de offentlige udgifter, ikke i forhold til, hvad de frembringer eller samler, men i forhold til de naturbetingelser og samfundsgoder, som de sidder inde med. Den vil tvinge dem til at betale lige så meget for at beholde jord ubrugt, som for at drage den fulde nytte af den. 

Jordværdiskatten vil derfor:

  1. lette skattebyrden for agerbruget (thi jorden ude på landet har i virkeligheden forholdsvis ringe værdi, når man fradrager bygningernes og forbedringernes værdi), og lægge den over på stæder og byer, hvor blot og bar jord har en værdi, som går op til millioner kr. pr. td. land.
  2. afskaffe en mangfoldighed af skatter og skatteembedsmænd, gøre administration simplere og klarere for borgerne, og i høj grad formindske udgifterne til styrelsen. 
  3. afskaffe de misligheder, bedragerier og bestikkelser og den store ulighed, der er uadskillelig fra vor nuværende beskatningsmåde, som tillader de rige at undslippe, medens de fattige presses til det yderste. Thi jord kan ikke skjules eller skaffes til side, og dens værdi kan bestemmes med større lethed og sikkerhed end nogen anden. 
  4. skaffe os fuldstændig frihandel med hele verden og således gøre det muligt for vort folk ved fri udveksling at få del i de fordele, som naturen har skænket andre lande, eller som andre folks særlige dygtighed har skaffet dem. Den vil ødelægge ringe og monopoler og den fordærvelse, som er en følge af toldbeskyttelsen. Den vil afskaffe mulkter og bøder, som nu falder på enhver, som forbedrer en landejendom, bygger et hus, frembringer en maskine eller på anden måde forøger den almindelige velstand. Den vil give enhver frihed til at anvende arbejde eller kapital i produktion eller handel uden afgifter eller forhindringer og vil overlade til enhver det fulde udbytte af hans anstrengelser. 
  5. den vil på den anden side til offentlig brug tage den værdi, som tilføres jorden ved samfundets vækst og fremskridt, og den vil gøre besiddelsen af jord ufordelagtig for den blotte ejer, men fordelagtig for brugeren. Den vil således gøre det umuligt for spekulanter og lignende at besidde naturfordele, som er ubrugte eller kun halvt brugte, og vil åbne den uendelige arbejdsmark, som jorden tilbyder menneskene, den vil således løse arbejderspørgsmålet, afskaffe ufrivillig fattigdom, højne lønnen i alle beskæftigelser indtil arbejdets fulde udbytte, gøre “overproduktion” umulig før alle menneskelige fornødenheder er tilfredsstillede, gøre arbejdsbesparende opfindelser til en velsignelse for alle, give lejlighed til overordentlig produktion og en så retfærdig fordeling af velstanden, at derved sikres alle velvære, frihed og del i fordelene ved en fremadskridende civilisation.

De sædelige grundsætninger, hvorpå kravet om jordværdiskatten hviler, er følgende:

  • Enhver har ret til alt, hvad hans arbejde frembringer. Derfor bør ingen skat eller afgift til samfundet hvile på arbejdets produkter. 
  • Alle mennesker har lige ret til det, som gud har skabt, og til det, som er vundet ved den almindelige vækst og udvikling af samfundet, hvortil de hører. Derfor bør ingen have tilladelse til at bruge naturens råstoffer uden at betale medborgerne en rimelig afgift for de derved opnåede særlige fordele, og den værdi, som væksten og udviklingen af samfundet knytter til jord bør tages til samfundets brug.

(Efter The Standard) Henry George.

________

Henry George (1838 – 1897) udgav 1879 sit hovedværk Fremskridt og fattigdom, som nu er oversat på alle civiliserede sprog, og har vakt en enestående bevægelse, der breder sig fra land til land og vokser fra år til år, gennem tilslutning fra alle politiske partier. Hans opfattelse af naturlovene for samfundet, dettes nød, dennes årsag og hjælpemidlet derimod – som han nærmere udviklede i sine bøger: Beskyttelse eller frihandel, Samfundsspørgsmål, Arbejdets kår og flere – vandt hurtigt levende forståelse hos de jævne folkelag. Hans rige og klare fremstilling er båret af hjertelig sympati for de lidende og mandig hævdelse af folkets ret, hans praktiske og uangribelige påvisning af den rette reform, og hans lysende tro på rettens sejr har sikret ham en fremragende plads blandt tidens største ånder. Blandt dem, som ubetinget har sluttet sig til ham, er også Leo Tolstoy, der nylig har erklæret: Jeg anser Henry Georges reformplan for den retfærdigste, velsignelses rigeste og frem for alt den lettest gennemførlige, jeg kender! 

I de fleste lande er dannet foreninger til udbredelse af oplysning om hans tanker og den fredelige, men dybt indgribende reform af samfundet han foreslår gennem en simpel ændring i skattevæsenet. I Amerika og Canada er reformen delvis gennemført, særlig i kommunerne. I de australske kolonier er man nået endnu videre, idet såvel stat som kommune er i færd med at antage grundværdi-skattesystemet med voksende erkendelse af dets sociale betydning. I Tyskland har reformen talrige venner og 76 byer har optaget princippet i deres beskatning, medens selve regeringen har gennemført det fuldstændigt i en kolonistyrelse med det mest ubetingede held. Englands underhus har i marts 1904 vedtaget grundværdiskattens princip, og det engelske venstreparti har optaget det på sit program. 

Også i danske, svenske, norske og islandske tidsskrifter og dagblade drøftes nu denne samfundsreform under stigende tilslutning. I Danmark består siden 1902 en Henry George Forening (1904: 550 medl.), der udgiver talrige småskrifter og oversættelser af Georges værker. 

Medlemsbidrag er mindst 1 kr. årlig. Indmeldelse sker hos lærer Jakob E. Lange, Sejerskov pr. Hjallese. Månedsbladet RET er organ for den danske Henry George bevægelse, og foreningens medlemmer erholder det indtil videre gratis tilsendt. 

RETs småskrifter koster 2 øre pr. nr. (= 4 sider), 50 eks. 75 ø., 100 eks. 1 kr., 500 eks 4 kr., 1000 eks. 7 kr. (+ porto) og fås hos
Centraltrykkeriet, Gammeltorv 4, Slagelse.