Retten til havet

Af Sophus Berthelsen
RETs småskrift, Nr.55.

Sådan gik det ikke – men næsten.
Det blev kvoterne, som blev privatiseret! / PMA
Se Eksempler, nr. 13, (når jeg får den udgivet)

Retten til havet
skulle man tro var åben og lige for alle. Ingen kan dér rejse sine grænsepæle og indhegne sit enemærke, skulle man mene. Og dog viser det sig, at menneskene ikke respekterer havets frihed, men de stærke og hensynsløse søger også her at tilegne sig rådigheden over større og mindre dele af det åbne hav – og derved herredømmet over dem, som gennem deres arbejde skulle leve af havet og dets rigdomme.

Mod den indskrænkning i brugen af havet, som består i forstandige regler for sejlads og fiskeri, kan der naturligvis ingen indvending gøres – når reglerne fastsættes i det almenes interesse og med lige retsvirkning overfor alle. Men allerede her har adskillige nationer strakt deres magtområde udover naturlige grænser ved at tillægge deres egne fiskere en særret til visse fiskerier på det åbne hav. Heraf er i tidernes løb opstået mange og langvarige stridigheder mellem landene, – således om robbefangsten ved Nordamerikas Stillehavskyst, om fiskeriet ved Island og Newfoundslandsbankerne, og senest om fiskeriet langs Sibiriens østkyst. Staterne er dog i de fleste tilfælde enedes om visse almindelige regler i denne henseende, så at den enkelte stat væsentlig kun forbeholder sine fiskere særret til havfiskeri indenfor en bestemt afstand fra kysten. Udenfor denne grænse er havfiskeriet endnu frit, og da gælder det af Henry George brugte billede, at den, der her fanger en fisk, ikke derfor tænker på at erhverve nogen fremtidig ret til havet. 

Men går vi nærmere til kysten, så begynder stridighederne om retten – blandt landsmænd indbyrdes! Den frie stræbsomme fisker møder her en ny rethaver – kystejeren, som i kraft af sit skøde på landjorden også påstår at have ret til en del af vandet udenfor. Nu skulle man dog mene, at de fisk, som svømmer udenfor hans strandbred lige så lidt var hans, som de guds frie fugle, der flyver over hans mark. Men det er virkelig for tiden anderledes det viser sig atter her, at ikke loven, men sædvanen er den sande retstiftende kraft, så længe den respekteres, altså til en ny og modsat sædvane afløser den. Strandkantens ejer har nemlig i tidens løb tillistet sig en magt (ret kan man næppe kalde den) til at forbyde andre at fiske i stranden et vist stykke udfor hans lod, når han der opsætter nogle pæle og indretninger (fiskegård, ålegård) selvom disse ikke er i landfast forbindelse med kysten, og altså kun kunne passes fra båd. Dette går øjensynlig ganske udover de til strandbredden hørende naturlige rettigheder. Ja, selv vore gamle love – der i mange retninger stod højt over nutidens – respekterede til en vis grad disse naturlige rettigheder. Således siger gamle danske lov af 1683, der på dette punkt gjaldt lige op til vore dage, herom følgende: “Enhver må nyde ålegårde ud for sin egen grund, undtagen i de fjorde, som kongen (c: staten) og den menige mand haver skade af”. (Den her fremhævede “undtagelse” om det offentliges og menigmands ret burde allerhelst knyttes til ethvert privilegium – som derved indskrænkedes til kun at gælde, hvor det ikke skadede andre, altså ophævedes som særret!) Men ved en lov og nogle domme af 1888 er denne ålegårdsret nu både udvidet og stadfæstet på en sådan måde, at den frie fiskeret til de gode “blankål” fra at være en allemandsret for enhver, nu er blevet en særret for visse kystejere – som uden noget arbejde kan tage afgift af fiskerne for fangsten af ålene, ganske som om hver af disse vare mærket fra Vorherre med kystejernes navn. Og de frie fiskere har ikke i tide været opmærksomme derpå eller de har ikke haft nogen tanke for deres almene ret. Også på dette område savner vi den folkeværge, som kunne være værn og støtte for alles ligeret overfor særrettighederne. 

Og de frie fiskeres forsømmelse af at hævde deres og alles ret går ved lejlighed udover det hele samfund. Alt nu – efterhånden som ålegårdsrettighederne får fast fod i lov, dom, skøde, pantebrev, ved at blive genstand for handel, vandel, pantsætning og bortforpagtning – løfter der sig hist og her anonyme eller navnfæstede røster om, at samfundet egentlig burde afløse ålegårdsrettigheden – altså udbetale dennes ejere kapitalværdien af den ret, som naturen har skænket alle! Samfundet skulle altså tilbagekøbe sig sin egen førsteret ved en stedsevarende renteforpligtelse til dem, som har gjort fællesretten til deres private eneret! At de overhovedet tør – almindeligvis i god tro – rejse dette krav, er måske det bedste bevis på, hvor lavt den almene moral og samfundsfølelse er i kurs i vore dage. 

– Og nu er der i færd med at opstå en ny videregående art af særret, som rimeligvis vil søge at vokse sig stærk og stor ad den samme sædvanens veje som ålegårds­rettighederne. Nemlig bundgarnsretten, som den er blevet kaldt. Den skulle bestå i retten til – ganske uafhængig af kystrettigheder – ikke blot at sætte bundgarn på dertil egnede fiskepladser, thi det er endnu ingen særret, så længe den står åben for alle, – men at forbyde andre fremtidig at sætte bundgarn på de steder, hvor en fisker en gang har haft sine garn udsat, og mærket stedet som sit! Hidtil har næppe nogen fisker vovet at sætte slige forbud mod sine kalds­fæller ude på det åbne hav. Som de frie folk de er, har fiskerne fundet pladser alle sammen, og er der en gang imellem en fisker, som er kommet bagefter, og har funden sin gamle fiskeplads fra i fjor optaget af en anden – nuvel, så har han vel fået sig en gavnlig lære om at stå lidt før op næste gang. Sådan må alle gøre – og derved oprettes ligheden og friheden. 

Men nu er der begyndt, siges der, at gå monopolsyge, eneretslyster, i enkelte fiskere. Og det må indrømmes, det er naturligvis mageligere simpelthen at kunne afmærke sit fiskested forud en gang for alle, så at de andre har at blive derfra – medmindre de da vil give ‘ejeren’ (hvorfor ikke?) en passende afgift for benyttelsen af det ‘stykke fiskevand’. Og ifald den frie fiskerstand ikke selv har blik for denne fare, så er der næppe tvivl om, at så vil, ad sædvanens vej, de såkaldte bundgarnsrettigheder i tidens løb blive til ‘velerhvervede rettigheder’, og det frie havs fiskepladser blive afmærkede med bøjer og koste som private enemærker, med skøder og brugskontrakter og pantebreve, registrering og kreditforeninger – kort sagt, hele det apparat, som skal føre også havet lige over i de store monopolers magt! Mens de ‘jordløse’ fiskere udestænges!

Men heldigvis synes det, som om de frie fiskere er begyndt at få øjnene op for den fare for deres erhverv, som ligger i slig privat monopolisering af vandene. 

Efter hvad der meddeles os, er der blandt de organiserede fiskere rejst en bevægelse, som absolut kræver ophævelse af alle private monopoler på bundgarnspladser, i alt fald efter 3 års forløb. En sådan passende ventetid er da også den lempeligste overgangsform og kan træde i stedet for al såkaldte erstatning. En sådan er nemlig kun berettiget hvor bestemt påviselige bekostninger i god tro er foretagne af hensyn til slig rettighed. Og bundgarnsredskaber vil som regel være opslidt efter en sådan ventetids udløb. 

Det næste spørgsmål bliver, hvorledes retsforholdet overfor bundgarnspladser da skal ordnes. Men også på dette område kan Henry George række os kompasset. En fiskeplads kan kun være genstand for monopol, for så vidt den kan afmærkes,. Først derved får den særværdi, men i så fald kan alle de om jordstykker gældende retsregler overføres på fiskerpladserne. Den kan da beskrives og betegnes i et offentlig fiskeriregister samt – beskattes efter den særværdi, som adgangen til den repræsenterer på det almindelige marked. Her er den eneste rette løsning. Og i dette tilfælde viser beskatningens sociale betydning sig måske klarere end på landjorden. Aldeles bortset fra skattens finansielle betydning og anvendelse (fiskepladsskatten kunne man måske anvende til udgifter til gavn for fiskerfolket) så ville skatten på fiskepladserne stille alle lige overfor den særfordel, som de fra naturens hånd frembyder. Og kun dette er retfærd. 

Foruden de åbne fiskepladser kan der rimeligvis blive tale om fiskerettigheder til bestemte indvande og ‘låsede vande’. Og her kan det tænkes, at sagen bliver mere indviklet ved, at fiskeretten kun kan udøves gennem en række af foranstaltninger, henhørende til fredning, udklækning af fiskeæg, udplantning af større fisk osv. Dette forrykker dog ikke retsreglernes princip, men kun deres anvendelse. Et sådant særligt fiskevand må åbenbart opfattes som en enhed, hvor rettigheden kun kan udøves af og derfor også kun offentlig udbydes til en enkelt eller et andelsselskab – eventuelt under kontrol af det offentliges ret. 

Vi har netop et udmærket eksempel på et sådant retsforhold i – “østersregalet”. Den danske stat har fra gammel tid nøjagtig fulgt Henry Georges lære overfor – østersen! Det er en forudsætning for, at østersavlen kan drives, at de dertil egnede fiskebanker fredes og behandles på en bestemt måde og ikke prisgives rovdrift eller tilfældighed. Følgelig har samfundet alt i gammel tid erklæret disse østersbanker for ‘tabu’, c: offentlig ejendom, som ingen privatmand har ret til. Men med visse mellemrum udbyder staten sin fiskeret til den privatmand eller det selskab, som byder mest, og som samtidig underkaster sig de regler, som er nødvendige til bevaring af bestanden, – under behørig kontrol. Ved denne simple anvendelse af Henry Georges lov er det opnået, at østersavlen bringer det størst mulige udbytte, at alle er ligestillede overfor dette fiskeri, så at ingen private monopoler kan opstå, og at staten (vor fælleskasse) hvert år oppebærer en indtægt af dette monopol, en ægte grundværdiskat, af over 50.000 kr. foruden dækning af alle sine kontroludgifter. Intet kan hindre lovgivningsmagten i at skabe et lignende ‘regale’ ved at hævde kongens ret til ålene ved hjælp af en passende værdiskat på ålegårde. 

Tilsvarende regler må kunne finde anvendelse på alle fiskevande, som ikke ifølge deres natur er og bør være fuldstændigt frie. Det er jo muligt, at adskillige indvandes fiskedrift vil kræve en sammenslutning og andelsbevægelse blandt de fiskere, som hidtil har arbejdet hver for sig. Men dette samarbejde ville have sin løn i sig selv og antagelig give deltagerne den større sikkerhed for udbytte, som deres nuværende gerning så ofte mangler. 

Også vil retsforholdet måske på sine steder kunne ordnes efter samme princip som jagtrettens udøvelse på fælleder i visse egne, nemlig således, at adgang til det pågældende indvandsfiskeri står åben for enhver, som mod fastsat betaling løser et ‘fiskekort’ og underkaster sig de for fiskeriet fastsatte almindelige regler. Hvad der indkommer for fiskekortene tjener da til dækning af omkostningerne ved frednings-, klæknings- og tilsyns-foranstaltninger. Praktiske fiskere må her træde til og foreslå ordningens enkeltheder. Når blot grundsætningen om alles lige ret til naturens rigdomme uvægerlig fastholdes, kan der aldrig fejles. 

S. Berthelsen.