Skattelovenes store fejl

Af Sophus Berthelsen
RETs småskrift, Nr. 16 – 23
(tillægsblad til RET nr. 9, 1905)

Den 4. note henviser til Finanstidende af 1905. Dette må være tilføjet efter foredraget!

Folket ved endnu næppe, hvad det vil, men opstiller på egen hånd de kedelige spørgsmål, hvad ordene ‘rente’ og ‘skat’ egentlig betyder, og hvad man egentlig skal forstå ved ordet ‘frihed’. 

Charles Kingsley.

Når jeg her skal forklare skattelovenes principper og virkninger, er min forudsætning den, at forsamlingen ønsker en åben og redelig fremstilling, uden hensyn til, om det gavner eller passer de forskellige politiske partier eller personer. Der siges, at man gavner højre og socialdemokratiet og skader venstre ved at tale højt om skattelovenes mangler, eftersom venstre nu har ansvaret for dem. Selvom så var, måtte sandheden frem – den står højere end hensynet til noget parti. Men desuden – mon det ikke sømmer sig også for venstremænd at foretage eller kræve en redelig undersøgelse af denne sag, frem for at overlade det til de andre? Mon fejlen ikke netop er den, at så mange gode venstremænd og venstreblade alt for længe har tiet stille om denne sag? Vil venstre være det store brede folkeparti, der, uden frygt for yderlighederne til begge sider, går sin lige vej mod målet: folkets borgerlige, økonomiske og åndelige frigørelse, uden overgreb – da må det være stærkt nok til at tåle en åben, saglig prøvelse af dets gerninger til enhver tid. Så vist som ærlighed er den bedste politik. 

I al fald er det min overbevisning, at folket netop nu ønsker en sådan upartisk forklaring af de nye skattelove, og det er min redelige agt at foretage denne undersøgelse her for åbne døre og uden fjerneste partipolitiske hensyn. 

Det er ikke blot denne kreds og egn, som nu samler sig for at lægge råd op om situationen. Der går samme bølge af uvilje gennem hele folket, rettet imod disse nye skattelove. I by som på land mødes man fra alle partier i fælles følelse af at være kommet hen, hvor det ikke var meningen at komme. 

Men følelserne alene er farlige vejledere – på dette område især. Skattelovenes tusinder af enkeltheder er faldgruber for den enkeltes overblik og klarhed. Det gælder frem for alt – her mere end andetsteds – at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, og ikke hænge sig i, hvad der i virkeligheden kun er underordnede bagateller, så at man derover glemmer de store fejlgreb, den store uret, som ligger bag, og er årsag til alle de andre. Thi allerværst var det dog, om den ærede folkevilje, nu da den omsider er vågnet, og har rejst sig, skulle famle for meget og gribe forkert på dette vanskelige område, og kræve en ændring, som så viste sig at være et nyt fejlgreb. Thi hvor blev så troen på folkets evne til at styre sig selv? 

Herredømme vinder man – over fjender som over vanskeligheder – bedst ved at dele dem og så tage dem stykkevis. Enhver forhandling om skattelovene må deles i følgende hovedspørgsmål: 

  1. Hvori består skattelovenes store fejl? 
  2. Hvem har skylden derfor? Og 
  3. Hvorledes får vi fejlen rettet? 

Det første er rent sagligt, som interesserer mig som fagmand mest. De to andre, mere politiske spørgsmål, kræver hver for sig sit særlige foredrag, hvorfor jeg i dag kun antydningsvis kan komme ind derpå. 

 I. Skattelovenes store fejl

Formelle mangler.
Forinden der endnu var opkrævet den første krone efter de nye skattelove, havde disse vist en lang række formelle mangler, som vel ikke enkeltvis er afgørende, men som dog tilsammen er en farlig og stadig trussel mod folkets frihed og selvstyre, så at de ikke bør glemmes for selve skattens uretfærdighed. Jeg sigter her til:

  1. Lovenes uklarhed, som ikke tillader jævne folk, knap nok jurister, at udfinde, hvad ret er; det regner derfor om ørene med ministerielle cirkulærer og fortolkninger, skatteyderne stilles overfor en tvivlsom forhørsblankets spørgsmål, og vore gode sogneråd overbebyrdes med skemaer, blanketter, protokoller og skriverier i en uendelighed, som snart vil gøre, at den kommunale ledelse glider over til professionelle skrivere, bort fra den jævne befolknings hænder. 
  2. Ministerens enevælde, idet skattelovene næsten har afskaffet domstolene, som dog hidtil var værn for den enkeltes ret mod overgreb: de har givet ministeren en enevældig magt til at fortolke og forklare enhver regel så vidtstrakt, som aldrig nogensinde før i dansk lovgivning, uden videre adgang til appel. Demokratiets bestræbelse burde uophørlig være, at flytte en stedse større mængde af magt fra centralstaten over til det lokale selvstyre under borgernes kontrol; men her gør man omvendt: lægger helt nye magtmidler i hænderne på enkelte mænd, så at disse stillinger bliver endnu attråværdigere for magtstræbere – uden mindste vished for, at mændene til enhver tid er folkets. Og intet binder en senere reaktionær minister til at følge en frisindet forgængers givne regel. Dette vil vise sig særlig farligt i ministerens næsten ubegrænsede ret til at beskikke, 
  3. en ny hær af embedsmænd (der siges i alt 6.000), hvoraf de vigtigste uden at være folkevalgt eller beskikket af folkevalgte myndigheder, vilkårligt kan ansættes, lønnes og afskediges efter ministerens forgodtbefindende. De har at rette sig som lydige tjenere efter ministerens reglementer og ordrer (det er alt indskærpet), og de skal ordne skattelovenes enkeltheder og derved føre en virksom kontrol med borgernes økonomi såvel som med vore kommunale myndigheder, hvis frie ligningsret faktisk er særdeles indskrænket derved. Og vel er det første hold af disse mænd mulig nok overalt udmærkede, – men tænk, om vi fik et reaktionært styre, med et sådant bureaukratisk-russisk embedskorps over os a la Bobrikoff. For slet ikke at tale om bekostningen derved.
  4. Et hemmelighedskræmmeri, som er i høj grad stridende med folkeligt selvstyre, har skattelovene indført ved påligningen. Det eneste virksomme værn mod styrelsens overgreb er altid den fulde offentlighed af enhver af styrelsens handlinger. Hvad der end kan indvendes mod den gamle påligning, den skete dog i fuld åbenhed, fremlagt til kritik for alle, endog i blade, og bevidstheden om, at dette ville ske, var selvfølgelig den bedste garanti mod, at sognerådets frie skøn blev til vilkårlighed. Men nu er de hemmelige møder og aftaler sat i system, – ingen gensidig kontrol, ingen mulighed for virkelig sammenligning og prøvelse, ingen kritik tænkelig, men derimod en åben dør for kammeraderi, inkvisition, privat chikane, konkurrenters posekiggeri, klikevæsen og gul misundelse – det kan vi vente os i fremtiden i stigende grad, hvis disse skattelove skal vedblive.

Og hvis disse mangler og ulemper er en nødvendig følge af det nye skattesystem, så er de på forhånd en vægtig anklage mod selve dette system, som kræver sådanne brud på al folkelig selvstyre, – ja, som i sig selv er et stærkt tegn på opløsning indenfor folkesamfundets bærende kræfter: gensidig tillid og tro mellem mand og mand. 

Men hvad der dog især har fanget offentlighedens interesse i disse dage er jo selve påligningens udfald, og da foreløbig 

Kommuneskatten,
hvis resultater nu er blevet åbenbare, og som overalt har vakt den største uro for ikke at sige forfærdelse blandt skatteyderne. Ikke fra et eller to eller tre sogne, men så godt som fra samtlige kommuner på land og i by kommer det enstemmige råb: småfolks skatter forhøjes, medens de velhavendes skatter nedsættes! Dette lader sig ikke bortforklare som undtagelse – det er den store hovedregel! Og nu er der ganske vist enkelte, som har den dristighed at endevende resultatet og sige, at dette udfald viser, at de gamle skattelove var gale! Men så skal det straks siges herimod – at sammenlignet med den gamle påligning, så er den nye et bestemt tilbageskridt overfor småfolk og middelstandsfolk. De måtte hellere have beholdt den gamle – for dem er skattelovene en dyb skuffelse.

Men så siger de nye skatteloves forsvarere, at dette udfald er sognerådenes skyld, fordi de ikke har været flinke nok til at forstå at behandle loven! Og det er jo det nemmeste for rigsdagsmænd og redaktører, som forud garanterede os for skattelovenes godhed, om de nu kunne vælte ansvaret over på vore sogneråd, – og kunne få beboerne og sognerådene pudsede på hinanden, – så de virkelige skyldige glemtes. 

Jeg vil her meget bestemt advare mod, at vi giver sognerådene skylden! Vel er der nok et og andet fejlgreb hist og her, – men som regel gælder det ikke. Så var uroen ikke så almindelig over hele landet. Tværtimod kender jeg mere end et sogneråd, som af ærlig vilje har krænget og vendt denne dårlige skattelov, for dog at få et tåleligt resultat for småfolk ud deraf. Men det er ikke muligt, – skylden ligger hos loven. 

Og selvom et sogneråd hist og her misforstod loven – hvorfor lavedes den så så indviklet? Og selvom et sogneråds privilegerede flertal har gjort overgreb – hvorfor gav skatteloven dem den myndighed? 

Nej, skylden er lovens alene! Ved først at gøre kommuneskattens grundlag afhængig af statsskatten, og dernæst begrænse sognerådets myndighed, har den hindret dets frie skøn. Det er loven og ministeren, som ved at foreskrive, hvorledes indkomsten skal måles og vejes, har ansvaret også for kommuneskattens påligning – hidtil selvstyrets frie ret. Deri havde Bojsen ret: Skal vi have en personlig skat, udmålt efter personens hele individuelle “bæreevne”, så må vi have en stedkendt myndighed med fuldstændig frie hænder – som hidtil på landet. – Men herimod havde landstinget ret: en så ubegrænset dispositionsret over den enkelte er utålelig; når vi fra en smule formueskat på landet nu går over til en indkomstskat på 8 millioner, så må der være en grænse. Hvilket viser, at fejlen ligger i selve det ubrugelige system: personlig skat! Ingen verdslig myndighed kan nemlig dømme om de enkeltes økonomi mere end om hjerter og nyrer. Ethvert forsøg på at trodse denne naturlov ved først at lave regler og paragrafer, og så skabe rækker af undtagelser og nedsættelser, med ministerresolutioner som sidste instans, må mislykkes; thi det er ikke lovgivning, men lovmageri, – ikke orden, men kaos, – ikke ret, men vilkårlighed. Derimod var den gamle formue- og lejlighedsskat på landet ad sædvanens vej blevet en tålelig fast formueskat. Som ikke forrykkedes stærkt fra år til år, og ubevidst lagdes efter en “stærkt stigende skala”, ja endog havde tilbøjelighed til at blive en fast grundskat, hvor det lod sig gøre. I kraft af uskrevne økonomiske tyngdelove. – men den ny kommunal-skattelov er i virkeligheden kun et tilhæng til loven om 

Stats-indkomst- og formueskatten
eller rettere indkomstskatten alene, thi den såkaldte formueskat er – trods dens langt større berettigelse – ikke fastholdt som sådan, men kun et tillæg til indkomstskatten. Her møder vi da skattelovenes store, nye princip: størrelsen af personens indkomst som skattemålestok! Er det rigtigt – så er denne skattelov god; er det slet, så har vi her det første store fejlgreb.

Var da ikke altid demokratiets program herhjemme og i udlandet dette: en indkomstskat? Jo – var! Men nu har man i udlandet prøvet det, og nu sukker demokratiet i Norge, Tyskland og England under indkomstskattens ulykker, skønt lovene der er langt bedre end vore, bedst i England, hvor op til 2.800 kr. årlig indkomst er skattefri. Dog selv der erkender demokratiet nu sit store fejlgreb, at tro på indkomstskattens retfærdighed, og søger at arbejde sig bort derfra. Men samtidig kaster vi herhjemme os ind deri – endog efter de sletteste norsk-prøjsiske regler. Det er dette elendige system, vi nu, gennem kommuneskatten, er begyndt at mærke den første lille svie af – ak kun en såre ringe forsmag på, hvad der venter os hvert år herefter.

Men er da ikke “indkomsten” den eneste rette skattemålestok? Nej, man forveksler her det faktum, at ingen mand kan udrede skat eller udgift af andet end sin indtægt, med det retlige spørgsmål, om samfundet,  skatte­krav med ham rettelig kan udmåles i forhold til indkomstens størrelse alene, stigende og faldende med denne. Der gives jo nemlig visse samfundsfordele, som ikke medfører øjeblikkelig og påviselig indkomst, men som desuagtet kan være milliongaver til enkeltmand! Og omvendt: samfundet har ikke altid lige stor ret til enhver krone af en mands indkomst! Er der ikke nogle indkomster, som efter deres udspring helt og holdent er mandens ejendom, og nogle, som helt og holdent er samfundets? I så fald har samfundet jo netop en forskellig grad af ret til de forskellige arter af indkomster. Retfærdighed består jo kun deri: at tildele enhver sit c: at udfinde, hvorfra enhver ting har sit udspring og ophav – som mønten, der bar kejserens billede – og så (igennem lovgivningen) overgive den til, eller sikre den for denne ejermand. Således også ved indkomster. Også her kræver retfærd, at vi undersøger og vejer disse efter deres udspring og kilde; og når vi finder, at nogle indkomster alene skyldes mandens eget arbejde, så er det uret at lade samfundet gennem skattelovene tage part i sådanne; medens den del af mandens indkomster, som kun skyldes samfundets tilskud (i direkte eller indirekte former, gaver, monopoler), netop derfor bør gennem skatter føres tilbage til det samfund, som skabte dem. Og det selvfølgelig ligefuldt, hvad enten disse samfundsgaver fremtræder som påviselig “indkomst” eller som “værdiforhøjelse” af skatteyderens ting – det er jo ikke om ord, vi strides, men om værdier. Dette er en simpel, klar og folkelig retsregel, som uvægerligt må fastholdes, når “retfærdighed” skal være den ledende grundsætning for os. 

Derfor ser også vi den engelske indkomstskat skelne (kun ikke rationelt nok) mellem indkomstkilderne – og beskatte dem forskelligt. Men den danske skattelov udmåler groft og dilettantmæssigt skatten efter indkomstens størrelse alene – og udvisker derfor hin socialt så betydningsfulde grænselinje mellem samfundsgave-indkomster og eget-arbejdes-indkomster, og derved mellem samfundets ret og den enkeltes ret. Men i det praktiske liv bliver følgen deraf, at indkomsterne af samfundsmonopolerne fritages (helt eller delvist) for skat, medens indkomsterne af personligt arbejde beskattes så meget stærkere. 

Dette sørgelige fejlgreb er det, som den nye påligning har åbenbaret, idet kun de små og synlige indkomster praktisk talt kan fremdrages til beskatning; og disse hidrører fra personligt arbejde og stræbsomhed, som helt ud er den enkeltes eje og uden skyldpligt til samfundet. Medens samtidig de store og usynlige samfundsgaver enten slet ikke kan fremdrages til beskatning ad den vej (fordi de ikke skatteteknisk fremtræder som “indkomster”) – eller skatten deraf af skatteyderen kan overvæltes gennem varepriser og honorarer på det store forbrugende folkelag, – eller skatten er så latterlig ringe. At den, selv med en nok så “stigende skala” bliver uden fjerneste indre sammenhæng med samfundets ret. Aldrig har derfor demokratiet narret sig selv så grundigt, som da det – uden ny og moderne prøvelse at en gammel skimlet programfloskel – gik over til en indkomstskat – især som den nye danske – vel nok den værste i sine udførelsesformer, der kendes i noget land. 

De små indkomster
Thi se, hvor fortræffeligt den nye lov kan lokke og blokke de små indtægter frem af deres skjul, for at staten kan tage part deraf. Småfolk har så lidt, at der er intet at skjule, det hele lægges ærligt frem. Hver udført kraftanstrengelse måles, en lykkelig hånd, en sparsommelig husholdning, en gennemført flid, en flink kone, tidligt arbejdende børn, – alt tæller med til det beløb, man skal dele med stat og kommune. Samfundets usynlige hånd er tilstede i al arbejdets frugt – for at tage sin part, men vel at mærke: ikke i forhold til samfundets indskud, men derimod stor af den flittige, driftige forretningsmand, – ringe af døgenigten. Det er i virkeligheden selve den socialistiske stats princip, der har holdt sit indtog gennem skattelovene; thi dette princip kræver, at den enkeltes personlighed opgår i staten, at hans skattepligt bedømmes efter det noget tvetydige udtryk “evne”, som faktisk opfattes som “betalingsevne” c: efter hvad han faktisk udretter, ikke efter hvad han skylder samfundet. Vi derimod kræver en bestemt grænse fastsat mellem stat og individ, mellem mandsret og landsret, så at hvad den enkelte udretter udover sin pligt til samfundet, det bliver hans helt og holdent. Men efter hint nye socialistiske skatteprincip har samfundet part i alt, hvad der rører sig og virker, individet har intet, han fuldt ud tør kalde sit. I stedet for en objektiv målestok for statens krav, så der bliver en fast grænse for den enkeltes ret og pligt, – så er der nu et subjektivt udmålt tryk, der elastisk omslutter mandens gerning fra dag til dag og gør ham ufri.

Derfor er der nu uro blandt småfolk, mindre måske for det par kroner, som de afkræves mere end ventet, end fordi de med rigtigt instinkt aner, at selve princippet er splittergalt, når de skal skatte i forhold til, som de selv, deres hustru og børn slider og slæber. Der bliver ligesom ingen rigtig velsignelse ved arbejdet længere, når andres part deri vokser i samme forhold, som jeg virker, og når så denne part tilmed anvendes til at formindske nogle bedrestilledes skattebyrde ––. Og dette folkeinstinkt er sundt og rigtigt, man behøver kun at følge det, så vil det føre til løsningen: den enkeltes arbejdes fritagelse for al skat! 

Thi tro ikke, at smerten er endt med det par procent, som begyndelsen nu er. Nej – den mindste del af uretten er den synlige, som sker ved, at der tages åbenbart af småfolks pung. Den største uret mod folket øves ved, at samfundet undlader at tage til folkets brug af de store indkomster den del, som rettelig tilhører samfundet, som dettes arbejdsløn. Først når folket bliver fuldt klar over dette, kan det undgå at blive narret i skattesagen. 

De store indkomster
Men så de store indkomster – hvordan går det med dem? Ja, en vis del af dem kan ganske vist ikke skjules og kommer derfor til at svare skat – særlig alle faste lønninger til embedsmænd, lærere såvel som læger, redaktører, direktører, sagførere, handlende, håndværkere og andre forretningsfolks åbenbare indkomster. Men er demokratiet nu vis på, at skatten bliver liggende der i længden? Hvor længe tror man, det vil vare, før procenterne bliver lagt på det forbrugende folk, i form af forhøjelser på lønninger, diæter, honorarer, salærer og varepriser? Den indbyrdes konkurrence hindrer ikke denne naturlige overvæltning – det fælles skattetryk fremmer snarere fagsammenslutninger til fælles hjælp.

Og endelig de store, usynlige indkomster. – Dem, der gennem ihændehaverpapirer og diskrete anbringelser i indland og udland kan gøres praktisk talt usynlige – hvorledes tror man, de kan rammes? Så godt som ikke! Først og fremmest er den på udenlandske hænder værende danske storkapital hel skattefri. Hundreder af millioner danske aktier, værdipapirer og obligationer i dansk ejendom (tilsammen 2 a 3.000 millioner kroner) vil i stigende grad unddrage sig dansk skattepligt – ved reelt eller nominelt at ligge for udenlandsk regning her og hist. 

Selv hvad der indestår åbent i dansk sparekasse eller bank, er – når de står på udenlandsk navn – favoriseret som skattefri frem for landets egne børns sparepenge –, det har ministeren nylig fortolket os som lovens mening! Og den pligt, som loven pålægger visse pengeinstitutter til at lægge alting frem, vil simpelthen ikke blive opfyldt, selvom det forlanges – eller den vil blive omgået. Med fuld ret, eftersom forretningslivet ikke lader sig binde af en slet lov – der er tusinde gode, hæderlige udveje for en smart forretningsmand, dem skal erfaringen nok lære ham at finde, selvom det ikke lykkes helt det første år. Pristrykket vil simpelthen lede kapitalstrømmen derhen, hvor skatten bedst undgås. 

Ja, så kostelig er denne skattekomedie, at indkomstskatteloven selv anviser en vej, hvor en næsten ubegrænset kapitalmængde kan finde plads på næsten skattefri grund! Loven bestemmer nemlig udtrykkeligt, at indkomstskat ikke skal svares af den formueforøgelse, som fremkommer ved al værdistigning uden arbejde! Men hvorledes kan mine værdier stige, uden at jeg arbejder? Jo, visse værdier stiger derved, at alle de andre udenom mig arbejder, mens jeg ligger stille med et af den øvrige borgerlige lovgivning skabt monopol, t.eks. toldbeskyttelse, skattefrihed på visse besiddelser o.s.fr. Hvis jeg således ejer en aktie på 100.000 kr. i et toldbeskyttet væveri, og forbrugernes begær efter vævede sager stiger, så stiger (foruden årsudbyttet, som også delvis kan forputtes og blive skattefrit) denne min aktie i værdi, f.eks. 15%., hvilket giver mig en ren arbejdsfri gevinst af 15.000 kroner i det ene år! Den værdistigning er da fuldstændig skattefri efter loven! 

Eller sæt det endnu grovere tilfælde, at jeg ejer et ledigt jordstykke på 1 td. land (14.000 kv. alen) op til København, af værdi 5 kr. Pr. kv. alen, og at dette stiger i et år til 6 kr. pr. kv. alen, så er jeg blevet 14.000 kr. rigere, uden at jeg har rørt en finger, blot derved, at stat og kommune har ofret penge på den kant, hvor min byggegrund ligger ledig, eller at befolkningens vækst og stigende jordforbrug banker jordprisen op, eller ad andre sådanne veje. Men disse 14.000 kroner er fuldstændig skattefri efter loven. 

Dette misfoster af et indkomst-skatte-system er ved et nyt cirkulære drevet ud i sin yderste konsekvens, idet skattedirektøren nu endogså skærper lovens undtagelsesregel, og derved direkte søger at dække hine “arbejdsfri” indtægter, endog hvor selve loven, med lidt god vilje, måtte have ramt dem. 

De “tilfældige” indkomster
Hint cirkulære har for de nævnte storindtægter opfundet den kostelige benævnelse “tilfældige” indtægter, og påstår, at de netop derfor (fordi de ikke skyldes mandens eget arbejde, men underforstået: andres eller samfundets arbejde) bør være fri for indkomstskat. Tydeligere kan det ikke siges, at myndighederne med bevidst tendens fortolker loven således, at mandens eget arbejde bør samfundet tage sin part af, men gaver, privilegier og monopoler fra samfundet, de bør være skattefri.*

*) Det pågældende cirkulære lyder for så vidt således:
“Når en mand ligger med (!) en grund, som han successivt sælger til bebyggelse, bliver der altså i alt fald først ved salget (!) at tage hensyn til hans fortjeneste på den pågældende grund. Men i øv-rigt må man være noget forsigtig med at antage, at der i slige tilfælde foreligger spekulationsøjemed (!). Overalt hvor avancen fremtræder som mere tilfældig (!), og hvor det ikke et klart, at den pågæl-dende har erhvervet tingen for at (!) sælge den, når en forventet prisstigning indtræder, bør avancen ikke inddrages under indkomsten, værdistigningen rammes jo gennem formueskatten og for faste ejendommes vedkommende tillige gennem ejendomsskylden”. (Dette er bevislig urigtigt. Se neden-for om ejendomsskylden, hvorefter formueskatten retter sig). “I tvivlstilfælde vil det formentlig være rettest ikke at statuere skattepligt, thi lovens tendens er dog, at der ikke skal anstilles minutiøse og nærgående undersøgelser angående mulige avancer af den art.”(!)

Lad os fastholde dette i al sin forargelige tydelighed:
En mand modtager, ved en slig jordprisstigning, uden eget arbejde, “tilfældigt”, c: ved samfundets gave til ham, i løbet af et år 14.000 kr. Hvorledes burde et retfærdigt samfund forholde sig i den anledning? Svar: Det burde sige: Vi har ikke hjemmel til at yde sådanne gaver, thi skabtes den værdi af folk og samfund som helhed, så bør den også tilfalde det hele folk og samfund; følgelig pålægger vi dette jordstykke en stedsevarende årlig afgift til samfundet af 4% = 560 kr., hvorved samfundets status er blevet netop de 14.000 kr. rigere til alles gavn. Samfundet tager derved kun, hvad det selv havde frembragt – og det havde handlet uret ved at tillade en enkelt at tilegne sig, hvad der var alles.

Men hvad gør skatteloven? Den afviser bestemt enhver tanke om at tage blot de 2% indkomstskat (altså 280 kr.) en gang for alle i selve året. Om “stedsevarende” er der ikke tale. Nej, loven henviser samfundet til rolig at vente, indtil manden engang sælger jordstykket, og atter, da kun, hvis han har “spekuleret” dermed – hvilket i tvivlstilfælde ikke skal antages, men når han eller arvinger en gang ad åre sælger jordstykket og ikke nægter, at det hele var spekulation, så kommer det stakkels samfund med sit skattekrav og beder ydmygt om en skærv, nemlig af sine ovennævnte 14.000 kr. En indkomstskat af 1,9% = 266 kr. En gang for alle = årlig 10 kr. 66 øre. 

Dette stolte resultat gælder endda kun, hvis genstanden er et synligt jordstykke, der ikke kan bortgemmes. Er det derimod et tilsvarende værdipapir, som er steget i pris, så er det praktisk muligt, uden at begå svig, ganske at unddrage denne prisstigning for skat – eftersom ingen skattelov kan ramme ihændehaverpapirers salg, der simpelthen sker ved overlevering. Og jeg skal gøre opmærksom på, at det er muligt at omgøre de fleste spekulationsarealers værdi til ihændehaverpapir, gennem “ejendoms-societeter” og kompagnier. En sådan trafik bruges i stor udstrækning i Amerika, og er vistnok påbegyndt herhjemme. Skatteloven vil direkte fremkalde den slags Trustdannelser i faste ejendomme – den samfundsfarligste af alle. Det vil derigennem bl.a. være muligt næsten ganske at inddrage sig indkomstskat af en af de mægtigste af alle indtægtskilder: jordværdistigningen! Den, der selv af de mest konservative af alle økonomer erkendes at være i fortrinlig grad egnet til skattefundament for et velordnet samfund! 

Så har hint nye cirkulære endda den dristighed som en slags undskyldning at henvise til, at deslige “tilfældig” indtægt jo dog rammes af formueskatten og ejendomsskylden! Ja, men hvorledes? Her var just en rationel formueskats opgave: at ramme den indkomstfri formue (som ikke kan rammes af indkomstskat). Men hør, hvorledes vor nye skattelov har løst denne opgave: den ovennævnte jordprisstigning af 14.000 kr. vil – når den en gang efter en 5- eller l0-årig periode inddrages under vurderingen, komme til at svare henholdsvis 8 Kr. 40 øre og 23 kr. 80 øre årlig ad hine tvende veje. 

Sammendrager vi altså resultatet af samtlige skattelove overfor dette typiske eksempel, viser sig følgende billede:
Ved samfundets fællesværk skabes der i et enkelt år på en enkelt ejendom en jordprisstigning af 14.000 kr., der tilfalder en bestemt (måske i udlandet levende) grundejer. Retfærdighed mod samfundets øvrige medlemmer krævede da, at samfundet tog som vederlag efter markedets pris og lighedens lov:
En bestandig årlig grundafgift deraf, stor….. 560 kr.

I stedet derfor får samfundet nu ifølge skattelovene tilbage for sit værk følgende årlig:
1) en udsigt til en gang ad åre, hvis manden er skikkelig, en rente af: 10 kr. 66 øre
2) i heldigste fald om 5 a 10 år en formueskat af (hvis ikke den sluges af gældsfradrag) årlig: 8 kr. 40 øre
3) samtidig en ejendomsskyld af årlig: 15 kr. 40 øre

I det allerhøjeste et årligt vederlag af: 34 kr. 46 øre
I stedet for det retfærdige: 560 kr.

Hvilket giver ungefær 6% retfærdighed og 94% legaliseret plyndring af det stakkels producerende samfund, som ved sit arbejde skabte alle de 14.000 kr., men som er så dumt at lade andre tage lønnen, fordi dette samfund endnu har så slette eller snarere uvidende vogtere af dets ret og løn. 

Og var så det valgte eksempel en undtagelse! Men tværtimod. Hele vort samfund er undergravet af sådanne grundspekulationer, som årlig tager millioner af samfundsarbejdsværdi fra folket. 

Men om en husmand ved eget hårdt arbejde og hustrus og børns hjælp, ved sparsomhed og nøjsomhed øger sin årsindtægt fra 1.000 kroner til 1.200 kr., så må han svare staten 2 kr. 60 øre af disse 200 kr. 

Eller om en gårdmands indtægt ved flid og dygtighed vokser fra 3.000 kr. til 4.000 kr. i et år, så må han af disse 1.000 kr. svare staten 30 kr., eller omtrent lige så meget som samtlige skatter af hin arbejdsfri samfundsgave af 14.000 kr.

Eller sæt – for fuld sammenlignings skyld – at andre 14.000 kr. skabes i det samme år af 140 husmænd á 100 kr. – ikke ved “tilfældighed”, men ved strengt arbejde – så må de 140 husmænd deraf aflevere til staten straks 185 kr., og hvert år samme beløb, så længe forholdene er uforandrede. 

– Måske man nu begynder at kunne indse, hvilket uhyre bedrag det er, når samfundet bygger sin skatte­teori på det ene ord: indkomst, og tror derigennem at kunne ramme de store. I stedet for at udfinde retfærdighedens love og søge – ikke at “ramme” nogen som helst – men ærligt at prøve, hvilke værdier samfundet som sådant (modsat de enkelte) frembringer, og så kræve, at disse værdier, som tilhører os alle i fællesskab, inddrages gennem beskatning til samfundets kasse, og ikke som nu, uden fuldt vederlag, foræres bort til enkelte privatmænd.

Men så ulykkelig er disse nye skattelove lavede, at dette end ikke tilnærmelsesvis kan nås gennem den 3. nye skat, 

Ejendomsskylden,
Om hvilke alt for mange fejlagtig tror, at den netop lægger beslag på en fast samfundsværdi, uafhængig af personen, eftersom den beregnes af “fast ejendoms” værdi. Men nej, skattelovenes ord og de ministerielle fortolkninger deraf har ganske gjort hint håb til skamme. Ikke blot er under “fast ejendom” inddraget (på grund af en juridisk begrebsforvirring) dens (af arbejde skabte) bygninger (som hidtil på landet var skattefri), men også de dyrkningsforbedringer og indretninger, som ikke er bestanddel af jorden, men år efter år må gentages og vedligeholdes ved brugerens arbejde. Også gennem denne lov er det da anvendelsen af og det udførte arbejde på jorden, mere end jorden selv, hvorefter skatten udmåles. Atter her råber loven til manden: vær flittig, og jeg straffer dig. Vær doven, og jeg nedsætter mit krav til dig! Et retfærdigt samfund burde her sige til manden: for det stykke af fædrelandets hellige jordbund, som du hegner ind, og jeg værner for dig alene, skal du forlods give folket tilbage en fast afgift, i forhold til stykkets godhed; hvad du derudover kan høste, det bliver din frie løn, stor eller liden, som dit arbejde var.” – Men nej – skattelovene siger nu omvendt: “Slid og slæb, byg op og pløj ned, læg sæd og tag høst, men samfundet lurer og tager part i forhold til din hånds kraft og din tankes skabende evne.”

Derfor vil ejendomsskylden – når vi får den at se nærmere – blive som en ny skat på fliden og fremskridtet, på husbygning og jorddyrkning, som en ny årlig told på de tusind hjem. Når lige god jord koster 1.000 kr. pr. td. land i husmands hånd mod 800 kr. i gårdmandsjord og 500 kr. under stordrift, så er det jo alene, fordi der på hus, tilbehør og dyrkning er lagt mere arbejde i første tilfælde end i sidste – jorden selv forudsættes ens. En skat, der følger hine priser (i stedet for den rene, lige høje jordpris) rammer derfor nedad tyngende på de små, stærkt fremdrevne ejendomme. Efter lovens beregningsmåde vil det endog faktisk blive således, at de store ejendomme kun skal svare skat af deres nettoudbytte (nemlig udgiften til arbejdskraft fradraget), medens de små ejendomme skal svare af deres hele bruttoudbytte (brugerens arbejdskraft medregnet). Også indenfor gårdmandsklassen vil af samme grund den dygtige, flittige foregangsmand komme til at betale skat for en doven “fars søn”, som kun kan ryge tobak og spille l’hombre. Ganske ligeså overfor større gårde, hvor den veldrevne, højt kultiverede mønstergård sættes op i skat til fordel for den forældede stordriftsgård, hvor den kostelige jord måske ynkelig vanskøttes. Endnu grellere viser uretfærdigheden sig i og ved de store byer, hvor værdifulde byggepladsers øde henliggen belønnes af skattelovene, medens samfundet straffer den mand, som lader bygge, og følgelig det vigtige byggehåndværk. Derved lægges atter tyngende skat på hus og hjem, og derved tvinges befolkningen sammen i trange rum og slette lejekaserner – hvis opførelse loven endog direkte begunstiger! 

Endnu har jeg kun omtalt ejendomsskylden til staten. Men senere hen kommer den kommunale ejendomsskyld. Denne bliver adskilligt værre end den statslige. Thi husk: procenten er for statsskatten fast, men for den kommunale ejendomsskyld er den ikke fast – den er i loven forudsat stigende fra år til år, efterhånden som de store ejendommes hartkornsskatter skal væltes over derpå. Og det drejer sig her om ikke mindre end 13 millioner kr. årlig hartkornsskat, som hidtil hvilede alene på jorden – ligelig efter dens bonitet – men som nu efterhånden skal væltes over på “jord med bygninger og forbedringer” c: med den tunge ende på det mindre landbrug, eller rettere det veldrevne landbrug, som for så vidt hidtil var skattefrit, og delvis på de jordløse huse, arbejderboliger, købmandssteder og villaer, stationsbyernes håndværkere og småkårsfolk. 

Denne skildring af ejendomsskylden forudsætter endda det gunstige tilfælde, at al “handelsværdi” medtages under vurderingen, som lovens hovedregel lyder. Men tendensen i ovennævnte nye cirkulære om indkomstskatten tyder bestemt på, at den egentlige spekulationsværdi netop ikke vil blive inddraget under beskatningen. Og da bliver følgerne for det arbejdende landbrug og håndværk kun så meget værre. Såvel formueskat som ejendomsskyld vil trods navnenes forskellighed faktisk komme til at virke som tillæg til indkomstskatten. I stedet for 3 forskellige skatter har vi nærmest fået én stor tyngende byrde på den indkomst, som skyldes mandens eget arbejde. 

Nedsættelses-narreværket
Det er på forhånd en slet lov, som først indfører en hovedregel og dernæst slår den ihjel gennem et system af undtagelser. Sligt er kun vidnesbyrd om, at hovedreglen er falsk og lovgiveren konfus.

Fordi hovedreglen: skat efter indkomst-størrelse er falsk i sin grund, derfor bliver lovens bestemmelser om undtagelser og nedsættelser, forhøjelser og stigende skala – kun humbug og blår i øjnene på den store mængde, som man derigennem søger at indbilde, at det ved nogen slags “humanitet” er muligt at gøre en uret til ret. Hvis samfundet har ret til part efter indkomstens størrelse, så er “skattefrit minimum” ligeså meningsløst som “stigende skala” –hvilken sidste da også i sin tid underkendtes af Amerikas højesteret, som stridende mod en fri forfatnings lighedsprincip. Derfor er det også praktisk umuligt at konstruere nogen som helst rationel skala – nedad eller opad. Selve princippet er bundfalsk, nemlig af den ovenfor nævnte grund, – at statens ret fornuftigvis aldrig kan eller bør udmåles i forhold til, hvorledes skatteyderen arbejder, men i forhold til, hvad staten yder ham af særfordele. 

Det går ligeså med de nedsættelser i ejendomsskyld, som loven derom har fastsat “til fordel for” visse ejendomme, særlig små landbrug, – og som ifølge ministerens forklaring skulle tjene til erstatning for, at ejendomsskylden rammer forholdsvis stærkt det mindre landbrug, eller rettere det veldrevne landbrug af alle størrelser, modsat det dårlige. 

Det skal nu vises, at disse nedsættelsesregler er en dårlig erstatning, og at det brede folkelag ikke bør lade sig narre af deslige falske humanitetsregler, men ville have langt større fordel af fuldt ud at kræve skatten ligelig gennemført for alle, når skattens grundregel blev lagt efter retfærdighed og ikke efter et kunstigt begreb om “ejendom”. 

Først skal nævnes den “fritagelse”, som loven tildeler alle lejligheder på land og i by, som kun svarer ringe privat lejeafgift – under påskud af at gavne disse små lejere. Dette sidste nås i det praktiske liv slet ikke. Hele fordelen vil normalt tilfalde husejerne, som da kan forhøje lejeafgiften med fritagelsens beløb. Reglen vil endog virke til at præmiere opførelsen af de såkaldte lejekaserner, med meget små lejligheder, hvilket er stik imod al sund byggemåde. Thi fritagelsen er ikke knyttet til et mindstemål af rum og lys i småfolks-lejlighederne, hvorved i al fald gode og sunde boligers indretning var blevet præmieret; men fritagelsen er tværtimod knyttet til en vis prishøjde hvorved byggemåden tvinges nedad, for at kunne rummes inden for prisgrænsen, og skattefritagelsen for ejendommen derved opnås! Mere bagvendt kunne fritagelsessystemet vanskelig indrettes! 

Hvad dernæst angår de mindre landbrug, da vil den for disse fastsatte “nedsættelser” – eftersom den ikke udmåles efter arbejdet på lodden, men er fast for alle ejendomme – på forhånd virke som en forhøjelse at’ jordprisen, og derved hindre eller dog vanskeliggøre oprettelse af nye husmandsbrug, ved at kræve højere købesum af køberne. Hvilket atter er ensbetydende med, at de vordende husmænd må båndlægge og pantsætte en så meget større del af deres fremtidige arbejdsudbytte, for at få lov til at slide i dansk jord. 

Men selv for de bestående småbrug er hin nedsættelse i ejendomsskylden en tvivlsom fordel – ved de indirekte virkninger, som dermed følger. I stedet derfor burde de mindre landbrugere kræve fritagelse for al skat og skyld på al bygning og jordforbedring, besætning og inventar, eftersom det er gennem disse faktorer, at det veldrevne landbrug adskiller sig fra det dårlige. Ved at kræve ejendomsskylden beregnet alene efter den nøgne jords værdi ville ganske vist – når den samme hovedsum for skatten skulle haves – procenten pr. 100 kr. jordværdi løftes – men dette ville netop være af uhyre vinding for det mindre landbrug – idet det samlede påligningsgrundlag for hele landet da ville blive forholdsvis langt gunstigere for de egentlige landdistrikter, især de bedst drevne. Thi medens ejendomsværdierne på landet væsentligst består af bygning, forbedring og daglig drift, hvorimod den nøgne jordværdi er forholdsvis ringe – så er i byerne og især København den nøgne jordværdi forholdsvis den betydeligste. Thi hvor meget er vel en jordlod på landet værd, når man tager bygning, besætning og jordforbedring og en passende løn for brugerens arbejde bort? Men i København er der jord, som uden bygning og arbejde er sine 700 kr. værd pr. kvadratalen – hvilket er 14.000 gange mere end gennemsnitlig på landet. 

Hin reform ville følgelig flytte en væsentlig del af skattebyrden bort fra landet over på byerne, eller rettere bort fra landbruget over på nyjorden – men derfor ikke på bybefolkningen (lejerne), eftersom grundskatter ikke kan overvæltes på lejerne. Særlig for den nuværende mindre jordbruger ville den nye grundværdi­skat mere end opvejes ved de lettelser i forbrugs- og arbejdsskatter, som derved opnåedes, og ved den langt større andel i byjordens kæmpemæssige grundværdi, som landbruget da ville erholde. 

Det vil således ses, at det brede folk er meget dårlig tjent med de nye skatteloves nedsættelsesregler – som ikke virker efter ordene, men tværtimod til fordyrelse af jord og bolig for de mange, trods alle falske “humanitets”-forsikringer. 

Derfor bør det brede, arbejdende folk bestemt bede sig fritaget for at behandles efter nedsættelsesregler og nådelove – som stakkels borgere af anden klasse. Thi slig nåde er kun skalkeskjul. Den dag, da folket i stedet derfor kræver fuld ligeret og pligt – da vil det finde, at det derved erholder langt større part som ret, end det derved påtager sig som pligt – endsige hvad det nu erholder som nåde. Gaver kan aldrig ydes de mange – thi hvem skulle betale dem? Kun ret kan løfte et folk! 

Men således er det ofte gået med falske stikord om “humanitet” osv. Mange brave demokrater lod sig også forlede til at tro på, at det var “skatteevnen”, der ramtes gennem de nye love. Men faktum er blevet lige omvendt, det er netop ikke “skatteevnen”, der er ramt. Thi skattebyrden måles ikke efter, hvad man kunne udrette, når man brugte sin evne, men efter, hvad man faktisk udretter, og dette er viljens kraft altså lige modsat “evnen”, hvilket ord i sig er en tvetydighed. 

Dette er da samtlige de nye skatters fælles store egenskab, deres åbent udtalte hensigt: at lægge skattebyrden over på det arbejdende element, – at tildele samfundet en stadig voksende ret til part i den enkeltes flid og stræbsomhed – at gøre det til mandens arbejde knyttede udbytte, også glæden og velsignelsen derved, stedse mindre, hjemmene stedse trangere, fremskridtet stedse vanskeligere for det ærligt stræbende danske folk. 

Det er i korte; men sande træk, princippet i, og virkningen af de nye skattelove, deres bevidst udtalte tendens, – hvorpå vi endnu kun har fået den første lille prøve, gennem den nye kommuneskat, men som hurtigere end nogen tænker vil vokse til en knugende tyngde. 

Thi skattelovenes fejl er desværre ikke udtømt dermed – et endnu ulyksaligere fejlgreb er begået ved 

Afskaffelsen af de gode gamle skatter
Samtidig med, at man har udleveret arbejdets ret og udbytte til fremtidig beskatning af stat og kommune, – så har man skammelig bortforæret den sidste rest af samfundets gamle grundskatter, statens og kommunens faste skatteformue, hele folkets nedarvede fællesejendom, – den har man kastet i grams, på trods af alt fornuftigt statsstyre, al fremsynet samfundsledelse, al offentlig moral.

Med et pennestrøg har de nye skattelove bortforæret ikke mindre end 250 ä 300 millioner kroner gammel fædrenearv fra folkets kasse ved ophævelsen af de ældgamle grundskatter og tiender, som fandtes på jorden, før denne slægt kom til, og som ifølge sin natur aldrig var og aldrig kunne blive nogen byrde på arbejdet – eftersom hver enkelt yder forud havde fået kontant vederlag derfor gennem tilsvarende afslag i sin købesum eller lejesum ved jordens overtagelse. 

Herom er aldrig udtalt tvivl. Man har bestandig undladt at omtale den sag, som den samfunds- og tiendegave den er – man har søgt at tie den ihjel i den offentlige diskussion – man har vrænget og hånet ad dem, der her hævdede folkets ret. Men aldrig har nogen modstander offentligt turdet benægte den sandhed, at de gamle grundskatter var hele folkets fællesejendom, eller som A. Pesckcke Koedt har udtrykt det: 

– “en dansk andelskapital, der med rette tilhører os alle, mænd og kvinder, unge og gamle, rige og fattige, uden rangs-, stands- eller personsforskel”, 

og han kalder derfor en sådan vederlagsfri bortforæring for 

– “en blodig uret mod det mindre bemidlede samfund, der hidtil har været medejer af den kapital på 275-300 millioner kroner”. 

Og for at der ikke skal være mindste tvivl om, hvad denne gode demokrat, frihandelens højt fortjente talsmand, den i udland og indland anerkendte nationaløkonom, A. P. Køedt, mener om denne sag, gentager han:
“Ved at ophæve de gamle grundskatter fratager man den mindre bemidlede befolkning en gennem flere slægtled nedarvet andelsret i en  indtægt. Ved at lade den deltage i dækningen af underskuddet pålægger man den samme befolkning til gengæld … en andelspligt i en udgift.”

“Man skulle tro, at der hørte megen veltalenhed, et nøje kendskab til uvidenhedens og et stort herredømme over løgnens elementer til at gøre fordelagtigheden af en sådan handel forståelig for vælgernes demokratiske flertal”,
udtaler han i Sorø Amtstidende forud for skattelovene – men desuagtet vedtog regering og rigsdag i foråret 1903 afskaffelsen af ældgamle grundskatter og tiender til et samlet kapitalbeløb af:

Gamle statsskatter – – – ca. 250 mio.
Ca. ¼ af tienden – – – ca. 38 mio.
I alt bortskænkedes altså ca. 288 mio.
der – efter stærkt afrundede gennemsnitstal – fordeltes omtrent således:

7.000 proprietærer fik 10.000 kr. hver, i alt 70 mio.
47.000 gårdejere fik 3.500 hver, i alt 165 mio.
21.000 boelsmænd fik 1-000 kr. Hver, i alt 21 mio.
68.000 husmænd fik 350 kr. Hver, i alt 24 mio.
70.000 småparceller fik 40 kr. hver i alt 3 mio.
213.000 landbrugere  får en gave af i alt 283 mio.
37,000 andre landboere, og 250,000 bybeboere
Udg. i alt 500-000 danske hjem á 5 personer = 2½  mio. indb. (???? checkes/PMA)

Fastholder man disse tal overfor Køedts sande sætning, vil man se, at hver af de 500,000 danske hjems lige andelsret i de ved skattelovene bortgivne ca. 280 mio. andrager omtrent 560 kr. 

Med andre ord: mellem 5 og 600 kr. er hvert eneste danske hjem blevet fattigere den dag, skattelovene vedtoges, og vort samlede folkesamfunds faste formue er blevet berøvet i alt 280 mio. Kr. 

Samtidig pålagde de nye skattelove det arbejdende danske landbrug, håndværk, værkflid og handel en ganske tilsvarende ny andelspligt i en udgift af mindst samme størrelse – nemlig i nye skatter på arbejdsindkomst, flidsformue, næringsbrug og handelserhverv! 

Næppe nogensinde i noget land – udenfor revolutionstilfælde – kendes sidestykker til en sådan “skattepolitik”, så fordærvelig for det arbejdende folk – vedtaget af de folkevalgte tingmænd. Til trods for talrige åbne advarsler fra kyndige og ansete mænd som Koedt, prof. Pedersen og Octavius Hansen, der om tiendeloven harmfuldt udråbte i landstinget, at det var den mest uretfærdige lov, der nogensinde havde foreligget på landstingets bord. Og medens den “demokratiske” landbrugsminister, for at forsvare tiendeloven, måtte opfinde frasen om “trællemærket på jorden” (det, som altså nu flyttes fra jorden over på de arbejdende mænds skuldre), så blev det en brav højremand og godsejer baron Juel-Rysensteen, som kom til i landstinget at give tiendeloven det hårdeste og sandeste navn: Et rov fra de mindre samfundsklasser, som han, herremanden*,  skammede sig ved at modtage”.

*) Dette er ikke det eneste eksempel på, at den ved skattelovene utvivlsomt mest begunstigede stand, har haft repræsentanter, som åbent har taget afstand fra denne, fra et samfundssynspunkt for-kastelige tendens i skattelovene. Også J. B. S. Estrup udtalte således i sin tid i landstinget, at han, der både var tiendeyder og tiendeejer – ikke i nogen af disse egenskaber havde mindste krav på, at det øvrige samfund skulle yde ham nogen art af godtgørelse eller understøttelse til at bære de byr-der, som han lovlig havde overtaget med sine ejendomme, og hvortil der selvfølgelig var taget skyl-digt hensyn ved købesummens fastsættelse. Ligeledes protesterede Estrup i sin tid med samme føje mod hint, lykkeligvis ikke gennemførte forslag om, at staten skulle garantere kreditforeningsrenter-ne, for derved at skaffe grundejerne højere prioritetslån og –– højere ejendomspriser! Forslagets tendens var nøjagtig den samme som senere skattelovenes: at begunstige nogle få på samfundets bekostning, og Estrup fandt det rette ord, da han karakteriserede denne statens overtagelse af kredit-foreningsgælden som et forkasteligt forsøg på indførelse af en stats-socialisme, der kunne få de mest skæbnesvangre følger – overfor det internationale pengemarked. Også agrarpræsidenten, godsejer Westenholz til Mattrup, har, langt senere, protesteret offentligt mod statsbegunstigelser for kreditforeningslånene, idet han – som konsekvent frihandelsmand – med rette fandt, at dette var en “beskyttelse” ganske i lig med  “toldbeskyttelsen”, idet grundejerne dermed sattes i stand til, lige-som industrien, at kunne sælge sin vare “jorden” dyrere til brugerne – i egen interesse.

Skattelovenes videre følger
For adskillige af dem, der modtager en part af skattelovenes milliongave, er dennes sande karakter næppe fuld klar, måske vil de spørge: hvorledes kommer denne store gave hver af os til gode? Svaret er: gennem eders ejendommes værdistigning. Dagen efter, at skattelovenes virkninger er erkendt af ejendoms-markedet, kan den øjeblikkelige ejer påregne en købesum, der er forhøjet med skattegavens kapitalværdi. For hver 100 kr. nedsættelse i de faste skatter og byrder stiger hans ejendom med 2.500 kr.; de kan erholdes straks kontant på bordet, når nogle formaliteter er afgjort. Medens “landbruget” i næste slægtled er netop så meget hårdere belastet – med prioritetsbyrder og personlige skatter.

Man har privat sagt mig, at det var farligt at klarlægge dette, særlig for gårdmandsstanden, som måske ikke fuldt ud har indset denne virkning, men som ved denne oplysning vil i egen interesse fastholde skattelovene endnu stærkere. Jeg tror dog på sandhedens og rettens stærkere magt – end egennyttens. Jeg tror, at den danske gårdmandsstand, den af vore højskoler udgåede gårdmandsstand, roligt vil frasige sig sådanne fordele, som kun kan vindes på dens fattigere landsmænds, det brede folkelags bekostning. Jeg tror på, at netop dette skal vise sig at være højskolens opdragende indflydelse på den nu herskende gårdmandsstand, at den – når den bliver klar over disse skatteloves så lidet frisindede virkninger – vil vende sig med foragt bort fra den fordel, som derigennem er budt standen på folkets bekostning. Det vil for mig være prøvestenen på vor højskoles forædlende magt over sindet, om den har kunnet meddele sine lærlinge den dybe redelighedsfølelse, som gør en “mand” til en “gentleman”, en “dannemand” – nemlig den, der overfor alle sådanne gaver straks svarer: “Jeg afviser alle fordele, som ikke skyldes mit eget arbejde, men som kun ydes mig ved, at mine fattige brødre, mit land og folk, ja, min egen stands børn i næste slægtled gøres så meget fattigere.” og jeg har det levende håb, at dette svar vil blive den oplyste danske gårdmandsstands – derfor taler jeg frit ud om den milliongave, som hine skattelove har skænket. 

Skulle jeg tage fejl heri – ja så vil den herskende danske gårdmandsstands ansvar blive stort. Næppe noget herremandsvælde i middelalderen har da hærget det danske landbrugsfolk så blodigt som dette nutidsparti. Og jo klarere dette da erkendes, jo hurtigere vil tilbageslaget komme. 

Men for dem, som er under gavelinjen, alle de tusinder, som ikke har jord, eller kun så lidt, at gaven er mindre end byrden – fra alle dem på land og i by, som skal bære den nye byrde, og som har mistet deres andel i den bortforærede samfundsformue – fra dem kan jeg tænke mig spørgsmålet: “Hvorledes kan den store folkeformue, som vi småfolk næppe har vidst, at vi ejede eller havde andel i, hvorledes kan den mistes, uden at vi småfolk mærker det, og hvorledes vil vi få denne nedgang i vor samfundsandel at mærke i det daglige praktiske liv?” 

Svaret herpå er dette: Selvom I ikke har vidst, at I ejede del i samfundsformuen, så har den ligefuldt været tilstede, og hver dag dækket jer mod tilsvarende skatter og byrder. Vel var den kun ringe i forhold til, hvad den burde være – måske næppe en tiendedel af, hvad den kunne være under et forstandigt statsstyre; men dog har den skærmet, så langt den rakte. Når den nu fjernes, skal I nok få det at mærke på hundrede måder – ikke blot igennem højere direkte skatter, men gennem tungere indirekte skatter, og gennem en stedse dårligere forsyning med de samfundsfordele, som I har krav på. Men frem for alt gennem de slette sociale virkninger, som nu vil komme over landet, med højere jordpris, husleje, varepriser og rente og lavere arbejdsløn, – og som alle skyldes de slette skattelove, skønt kun de færreste kender sammenhængen mellem denne årsag og denne virkning.*

*)   Det er en almindelig udbredt vildfarelse, at staten, lovgivningsmagten, intet kan gøre til forhø-jelse af den almindelige arbejdsløn, “prisen på mennesker”, og det el’ ganske rigtigt, at staten (selv om den driver sine egne indretninger som mønsteranstalter, også i henseende til lønninger) hverken kan eller skal gribe direkte ind i de store lønkampe mellem arbejdere og arbejdsgivere, således som begge disse parter ønsker, hver for sig. Men gennem sin skattepolitik kan staten derimod ikke blot bidrage til arbejdslønnens midlertidige forhøjelse (ved toldens afskaffelse), men endog (ved grund-skatsystemets indførelse) fuldstændig beherske jordpris­markedet og derigennem arbejdsmarkedet, så at den almindelige arbejdsløn (også for arbejde på egen jord) løftes til sin naturlige højde = pro-duktets værdi (minus råstof)  – og alle dumme strejker og lønkampe blive overflødige  – Karl Marx’s socialisme også.  

Den smule kommunal skatteforhøjelse, som I nu råber højt om – den er derfor kun en lille forsmag på de økonomiske ulykker, som skattelovene direkte eller indirekte vil bringe. Der kommer bagefter en lang række – og ikke alle lige synlige. Men de usynlige samfundssygdomme er de farligste – de kommer snigende som tæring og kræft. 

Først har vi nu udskudt en frisindet toldreform for mange år – til trods for venstres bestemte program. Alle forbrugeres krav på lettelse i toldbyrden må nu opgives – for skattelovenes skyld. Toldbeskyttelsens byrde – 75.000 kr. daglig på os forbrugere – vil nu roligt vokse fra år til år – til livets fordyrelse for de tusind hjem. 

Også forhøjelse af jernbanetaksten og porto kan ventes af holdningsløse finansministre, som har brudt med sunde, økonomiske grundsætninger, og som trænger til penge. Tankeløse politikere vil søge at indbilde folk, at fragter og takster bæres af de rejsende, medens sandheden er, at de virker som forbrugsskatter på menigmand ved fordyrelse af hans livsfornødenheder. Vi slipper næppe heller for mere brændevinsskat, hvorpå man har råbt så længe, og som måske skal sælges for mere “tilskud til trængende kommuner”, for at disse endnu hurtigere kan skille sig af med deres egne gamle hartkornsskatter, når nu grundskatter og tiendegaverne er fordøjede. 

Dernæst kommer mangelen i de offentlige kasser, stat og kommunes, nu da den faste skatteformue er bortgivet. Det vil blive til permanent finansnød, og alle de voksende samfundskrav på reformer vil mødes med: ja, vi erkender pligten, men vi har ikke råd! Det skal nok erkendes i skole- og vejsager, syge-, fattig- og alderdomsvæsen og alle andre bevillinger, især dem, hvorpå det brede folkelag har krav. Jo, det skal nok føles, at vor samfundsformue er borte. Men hvad der vil stige er:
Statslån og kommunelån – thi hvem opponerer i den anledning? Ingen! Ak, hvor mange lægfolk aner, at hvert sådant lån (som regel) dækker over en ny beslaglæggelse af det arbejdende folks fremtidsret og arbejdsevne?

Men også prioritetsgælden vil stige voldsomt, efterhånden som grundskatterne fjernes og opspises af de nuværende ejere. Thi jorden bliver selvfølgelig ikke byrdefri, fordi folkets adelsmærke fjernes deraf – det erstattes straks af den internationale kapitalmagts endnu tungere brændemærke. Den kommende slægt vil da være forpligtet til at sende endnu flere millioner hvert år til udlandet af fædrelandets førstegrøde – uden at få vederlag tilbage. Alt nu er det omkring 40.000 kr., hvert landsogn årlig nu må udrede ad den vej, selv om ikke alle disse går til udlandet – endnu. Rente­udførslen tiltager dog stærkt. 

Samtidig vil jorden stige i pris for dem, som skal dyrke den – de vil få stadig mindre for deres arbejde. “Prisen på mennesket vil synke”. Endnu tættere vil “proletariatet” klynge sig sammen i lejekaserner på Københavns dyre jordgrunde, fordi skattelovene har gjort disse samme grunde endnu mere skattefri! 

Og mellemstanden, gårdejerne med, skal ikke tro, at de bliver begunstigede ved skattelovene i det lange løb. Skatteprocenten på personen vil vokse med kravene, lånene, gælden og fattigdommen. De kommende landmænd af alle grader vil fordømme disse skattelove, som gjorde selve landbrugets livsvilkår så meget slettere. 

Fra vore 1-2% i dag i kommuneskat vil den vokse til 6 – 8 – 10 måske 20 % af årets indkomst – hvis skattelovene ikke fuldstændig ændres; alt nu meldes fra et landsogn på Fyn, at indkomstskatten er oppe på 5%. En arbejdsmand med 5 børn og en vanfør kone, er sat til 17 kr. 25 øre i kommuneskat, uagtet de 65% nedslag var benyttet. 

Norges eksempel. 
Se til vort broderland Norge – det er netop gået den vej, som vi nu er begyndt på, – den samme fornægtelse af al sund, økonomisk politik, under venstres styre!

Alt i 1901 skrev venstrebladet Verdens gang derom omtrent således: “Fra de forskelligste kanter af’ landet lyder røster, som vidner om, at den økonomiske bæreevne er blevet anspændt til ydergrænsen, som det er betænkeligt at overskride … 

Skatteprocenten på landet er fra 1896 – 1900 steget til det dobbelte i 12 amter, og i et amt til det 3-dobbelte. 

I 1896 havde kun 4 herreder en skatteprocent af 13; men i 1900 var 47 herreder nået så højt … 

I byerne er billedet ikke lysere. I 13 byer er skatteprocenten 13, men der er byer med 15 og op til 20% af indkomsten.

Men endnu er regningen ikke færdig. Hvor man ikke har fået skatterne til at slå til, har man gjort gæld. Man har lånt over en lav sko. Fra 1874 til 1897 steg kommunernes gæld fra 20 millioner til 86 millioner kr. … 

Udlignet på hver indbygger er skatten steget fra 11 kr. pr. hoved til omtrent 40½  kr. pr. hoved. I Kristiania endog til 168 kr. pr. hoved. 

Indtægtsklasserne op til 700 kr. årlig indtægt udgør 87% af samtlige skatteydere, mcll udreder omkring 50% af skattebeløbet …” 

Således skrev man for 3 år siden. De følgende år har gjort ulykken endnu større.*  I 1903 sagde man mig deroppe, at fastlønnede folk måtte henlægge 1 a 1½  måneds løn til dækning af kommuneskatten. Varepriserne stiger – eller kvaliteterne forsimples, hvad der vil sige det samme. Arbejdslønnen falder, trods al kunstig stimulation gennem uproduktive jernbaneforetagender. Dybere og dybere sænkes folket i økonomisk ulykke, så at de unge mænd i skarevis drives ud af deres eget forarmede fædreland for at friste lykken hinsides Atlanten. I 1903 udvandrede 25.000 – mod 7.000 fra Danmark. En aftapning af folkets bedste blod – i stor stil – – – en moderne landsforvisning.

*) Finanstidende for 19. maj 1905 meddeler, at stigningen af skatten i Kristiania nu er nået til, at en forretningsmand, som i 1857 svarede 7,41% nu i 1904 svarede 22,25 % i samlet skat til stat og kommune.

Men sådanne kår får netop det land og folk, som tilsidesætter retfærdighedens grundsætninger i sin borgerlige lovgivning, og især i sin skattelovgivning, der er hovedgrundlaget under hele det øvrige samfundsliv. 

Thi der er ingen anden årsag til udvandring end den, at muligheden for at skabe eget frit hjem i fædrelandet bliver de unge for trang derved, at jordprisen er for høj, så arbejdslønnen bliver for lav. Og der er ingen anden grund til jordprisens stigning, end den, at samfundet forsømmer at inddrage jordprisstigningen, som samfundet selv daglig skaber, i sin egen kasse gennem grundværdiskatten til stat og kommune, og derved tillige – gennem denne foranstaltnings virkning til arbejdslønnens forhøjelse – lader alle i lige forhold få del i de goder, der tilhører samfundet som helhed. Men så længe et folk – som det brave norske – i blind uvidenhed om sin egen ret til egen odel, glemmer at løfte den kostelige guldskat, som her ligger og venter på det – så længe vil det af sin egen selvvalgte skæbne tvinges til at svinge skattesvøben over arbejdende norske mænd, så at dets unge, kraftige sønner fordrives fra den hjemlige arne, under suk og tårer fra de tusind hjem, som bløder derved. Hvad nytter så folkesangen: “Ja vi elsker dette landet –?” Som den grusomste hån lyder den op mod klipperne, når de grønne Wilson-dampere, uge efter uge fuldlastet med norsk ungdom, styrer ud af Kristiania fjorden – mod New York! Men klipperne svarer tilbage det samme —

Og sådanne kår – netop sådanne – venter der med usvigelig sikkerhed også vort folk under disse skattelove, som har bortkastet den sidste rest af folkets fælles jordformue: de gode gamle grundskatter – og lagt den tunge ende af byrden over på menneskers arbejde. 

Visselig havde Køedt ret, da han forud tilråbte rigsdagen: I begår en blodig uret mod de mindre bemidlede derved! 

Måske forstår man nu bedre den folkeulykke, som skattelovene er, den undergravning af hele vort økonomiske liv i stat og kommune, af dagligt forretningsliv, af varepris, dagløn, husleje og livsvilkår, som derved er skabt. Selvom vi endnu i år kun kan skimte begyndelsen. 

Måske forstår man da også, at den ulykke rådes der ikke bod på ved en smule ændring i den kommunale skats påligningsregler – således som mange mener. Thi ved at løfte skattefrihedsgrænsen noget, kunne man nok stille adskillige tilfreds, så at der kun blevet mindretal misfornøjede tilbage. Men derved fjernede man kun en ringe del af den synlige nye skattebyrde – men lod uberørt den langt større usynlige nedgang i det arbejdende folks livsvilkår, som de nye skattelove har medført og med nødvendighed vil medføre. Det går med disse som med de svømmende isbjerge – kun en tiendedel er synlig over havet, medens ni tiendedele er skjult under havet; selvom man kunne fjerne den synlige top, ville lidet været nået, resten ville kun hæve sig så meget mere. Kun en golfstrøm af retfærdig harme fra det oplyste danske folk, rettet mod hele dette plyndringssystem, hvorpå skattelovene hviler, kan drive dem ud af vort farvand, så at vort statsskib igen kan styre roligt efter sin kurs – mod folkeligt friheds og fremskridts forjættede land! 

Og den kurs, som det da gælder uvægerligt at fastholde for vor økonomiske som for vor øvrige borgerlige lovgivning, når vi vil undgå både socialismens klipper og individualismens fladvand – den kan sammenfattes i den simple regel: 

“Vi vil sætte en fast grænse mellem samfundets ret og den enkeltes ret, og ikke tillade, at nogen privatmand tilegner sig, hvad samfundet har skabt, så lidt som at samfundet griber, hvad den enkelte har skabt.” 

Deri er skattegådens løsning – for bestandig. Thi når den enkeltes pligt til at yde samfundet skat ikke længere stiger og falder med, hvad han udretter, frembringer eller forbruger, men alene retter sig efter, hvad samfundet yder ham af særfordele – så er personen i virkeligheden fuldstændig skattefri, eftersom “skat” da ikke er “byrde”, men omformet til frit “vederlag”. Samtidig er samfundet blevet frit og rigt, ved at befries for den pinlige pligt, at skulle tage part i sine børns arbejde, imod, i stedet derfor, at kunne erholde fuld dækning ad naturlig vej for, hvad samfundet selv skaber og frembringer hos de enkelte, der modtager disse goder forlods. 

Hvis retfærd er at give enhver sit, så er dette – og kun dette – retfærd. 

II. Hvem har skylden for skattelovenes fejl?


Til en redelig besvarelse heraf kræves et særskilt foredrag. Thi emnet er mere indviklet, end de fleste tror.

Kun så meget her, for at forebygge misforståelse, at svaret ikke er givet med at pålægge venstre eller ministeriet Deuntzer eller rigsdagen hele skylden. Såvel højre som socialdemokratiet* har medskyld – selvom nogle stemte imod, når grundene hertil ikke var de rette saglige. Og vi har jo den rigsdag, vi selv  har valgt, og måske den regering, vi fortjener. Folket selv må derfor gribe i sin egen barm og erkende sin uvidenhed om de rette mål og midler. Måske kan det derfor i nogen grad anklage den presse, der daglig optræder som folkets vejleder i offentlige spørgsmål, men som her har svigtet sin pligt. Eller måske man må gå lige til den officielle videnskab, der lønnes af stat og folk for at kaste lys over de økonomiske naturlove, som samfundet er underkastet, og som dets lovgivning må følge, om samfundets sundhed skal bevares. Thi denne officielle videnskab har så sandt ikke været nogen god lyskaster for det danske folk indtil denne dag – snarere har den, som så ofte før, været en lydig tjenerinde for de internationale magter, som altid var folkeslagenes økonomiske tyranner. 

*) Det er særdeles betegnende for socialdemokraternes misforståelser af selve skattespørgsmålets kerne, at de vel på rigsdagen protesterede mod skattelovene i almindelighed (og havde mange håns-ord, f.eks. “godsejersmørelse” osv. tilrede, men bekæmpede dem ud fra gale forudsætninger, og savnede ganske blik for den her påviste nødvendige følge af grundskatternes ophævelse, nemlig at deri ligger en øjeblikkelig gave af 25 gange skattens årlige beløb, – en gave som ingen som helst  indkomstskat (end ikke med nok så “stigende skala”) kunne erhverve tilbage. Hvis en grundejer får 1.000 kr. mindre grundskat, men samtidig f.eks. 1.200 kr. mere personlig skat, ville socialdemokra-terne være fuldt tilfredsstillede, og finde det var en udmærket demokratisk skattereform – fordi de kun ser på skattens størrelse (i overgangsåret) ikke dens art, hvorpå alt beror. Faktum er nemlig, at en slig ombytning som regel vil betyde en uhyre fordel for grundejeren, idet han straks kan realisere sin skattelettelse ved et salg eller prioritering, med en gevinst af 25.000 kr.; den øjeblikkelige skat-teforhøjelse af 1.200 kr. vil han dernæst efterhånden kunne komme af med, enten ved overvæltning på brugere og debitorer, eller ved en forandret anbringelse af sine kapitaler (thi sådanne må han have ved siden af sin grundejendom for at kunne komme op i højere skat). Thi disse kunne udmær-ket godt flyttes over på fuldstændig skattefri grund, hvor de hverken kunne rammes af indkomst-, formue- eller ejendomsskat.

Men om alt dette ved socialdemokratiet slet ikke besked, de kender ikke den store modsætning mellem grundværdi og alle andre værdier, mellem grundskat og alle andre skatter – alt sammen fordi Karl Marx  overhovedet ikke forstod skattespørgsmålets betydning, og i sin tid ikke opdagede hin forskel, men blandede alle værdier i en bøtte, enten det var arbejdsskabte, samfundsskabte eller naturskabte; hvorefter han opfandt en inddeling i brugsværdi, bytteværdi osv., der er uden fjerneste realitet for spørgsmålet om, hvem værdien moralsk tilhører. Og vore brave, rettroende socialdemo-krater er desværre ikke endnu nået ud over Karl Marx’ forældede standpunkt. Desværre trasker også en stor del af vore venstremænd ganske uselvstændig i de socialistiske fodspor!

  Ganske vist under et slet valgsystem, som ikke tillader folkets vilje at komme ret frem, men oftest prisgiver den til en klump af kulissepolitikere.

Mellem alle disse faktorer må vel nok ansvaret for de nye skatteloves dårligheder deles – i hvilket forhold skal jeg ikke her søge at udrede. “Mange om skylden og flere om skaden” er fremdeles en sandhed overfor alle folkelige ulykker. 

Men et ønsker jeg straks at fremhæve: Det er utilbørligt at forhindre en åben og saglig kritik af skattelovene – af personlige eller politiske hensyn til visse partier eller myndigheder. Den eneste vej til at ændre fejlene er åbent at tale derom, erkende dem og roligt lægge planen for, hvad der skal sættes i stedet. Det er en ganske falsk og forloren mandighed, den som en minister i Roskilde påkaldte, og som består deri, at man holder urokkeligt fast ved det vedtagne, blot fordi man selv nylig har vedtaget det, trods alle erkendte skavanker. Sligt er ikke mandighed, men stædighed. Den sande mandighed kræver lige modsat, at man ærligt indrømmer sine fejl, når de åbent konstateres, og redeligt erklærer sig villig til at ændre kursen, når man er løbet på grund. 

Det er menneskeligt at fejle, men det er uværdigt at fortsætte dermed, efter at fejlen er åbenbar – blot fordi man er ved magten. Det er farligt spil for en regering som for en regent, at støde alle selvstændige meningsfæller fra sig og kun stole på smigrerne og snobberne, ja brødrene og bengnaverne indenfor partiet. I længden er disse dog den dårligste garde.

III. Hvad skal vi kræve i stedet?

Også dette spørgsmål krævede sit særlige foredrag for fuldt ud at besvares. 

Mit svar herpå er dog givet med de antydninger, som min indledning gav: Vi må kræve en gennemført beskatning af grundværdierne i stedet for af  arbejdet! Ikke en beskatning af jorden, men af jordværdien! 

Men der vil yderligere kræves en påvisning af, hvorledes denne reform i alle enkeltheder vil virke – hvorledes den kan indføres jævnt og naturligt uden spring i udviklingen – hvorledes den ikke vil falde på landbruget, men på kapitalmagten, som for tiden ejer grundrenten – hvorledes den ej heller vil falde på bybeboerne, men på bygrundens værdi, der ligeledes er på den internationale kapitalmagts hænder – hvorledes den vil give stat og kommune rigelige midler i hænde til enhver samfundsnyttig gerning – hvorledes den vil fjerne alle privilegier og monopoler, alle told- og forbrugsskatter, alle bånd og lænker for økonomisk frihed – hvorledes den ad disse veje og ved at billiggøre jordprisen vil hæve daglønnen: “Prisen på mennesker”, og derved skabe lykkelige sociale tilstande, eller dog den økonomiske betingelse derfor. 

Men påvisningen heraf må for tidens skyld vente til næste gang – skønt alt er rede til besvarelsen af hvert enkelt punkt, og der alt foreligger en hel litteratur derom for den, der vil søge. 

Foreløbig skal her kun gengives en række offentlige udtalelser om denne skattereform af daværende folketingsmand, stifteren af venstre-reformpartiet, A. Pesckcke-Koedt i 1900 og 1901: 

Jeg skal endnu omtale en vigtig skattereform, for hvilken interessen efterhånden vokser ude i befolkningen. Det er værdibeskatning af grundejendom. Kravet om at se denne beskatning realiseret bliver fra år til år stærkere, og den tid vil sikkert komme, da vi bliver nødt til fra lovgivningsmagtens side at tage hensyn dertil. – – –

En værdibeskatning af grundejendom er den nøgle, der ret anvendt løser hele skattespørgsmålet på den naturligste og ligefremmeste måde. 

[I forbindelse med en indkomstkildebeskatning] åbner værdibeskatning af grundejendom os adgang til den billigste, den lettest forståelige, den pålideligste og den retfærdigste ordning af skattevæsenet, der her i landet er blevet drøftet i de sidste 100 år. 

Det produktivt arbejdende landbrug er derfor på den sikre side, når det tager værdibeskatningen af grundejendom til staten, frem for nogen anden beskatningsform, der måtte blive det tilbudt. 

Landbruget sikrer sig derved det fordelagtigste grundlag for nutid og fremtid. 

Købstæderne og de omkring jernbanestationerne på landet opvoksende nye byer kommer naturligvis til at betale stigende grundskatter, efterhånden som byerne udvides, og grundværdierne øges, men derved sker der byerne ingen uret. Der etableres kun en hidtil savnet lighed for loven.”

Samtidig kan det nævnes, at en sådan skattereform nu står på dagsordenen, ja delvis er gennemført i udlandet, særligt i Australien, Amerika, Canada og Tyskland. Englands underhus har vedtaget grundværdiskattens princip, og det engelske venstre har sat sagen på sit program. 

Af disse udtalelser og kendsgerninger vil foreløbig fremgå, at en sådan reform fortjener den alvorligste opmærksomhed af enhver frisindet mand. 

Men ligesom ingen forstandig læge foreskriver lægemidlet, forinden han har anstillet en nøjagtig og endelig undersøgelse over sygdommens art, sted og væsen – således bør vi være klar over, hvor de nye skatteloves virkelige fejl ligger, forinden vi begynder at tale om afløsningen. 

Derfor har jeg med rette stillet undersøgelsen af skattelovenes store fejlgreb i spidsen af min fremstilling. Og jeg har ret til at kræve, at modstanderne holder sig til dette emne, forinden der gås videre. Et skridt ad gangen, når marchen skal gå jævnt fremad. 

Men er vi først gennem rolig overvejelse nået til en bestemt mening om vore nye skatteloves fejl og mangler, – da lad os som voksne og myndige mænd frit og værdigt udtale denne vor mening højt og tydeligt for alverden – her som andetsteds – uden frygt for partier, rigsdagsmænd eller ministre, ja endog redaktører. 

Thi over hensynet til redaktører og politikere står hensynet til sandhed og ret. Og en ting er der, som er vigtigere end både ministre og partier, og det er det arbejdende landbrugs, ja hele det flittige danske folks ve og vel, de tusinde hjems lykke og velfærd.