Fra RET, Januar 1911
Anders Sandøe Ørsted – og bolværksejerne.
Der kunne fremdrages mere end et vidnesbyrd om, at denne gamle konservative statsmand fra enevælden, trods al senere miskendelse fra såkaldt demokratisk side, stod som en trofast vogter i sin tid overfor private forsøg på at angribe samfundets ret.
Et sådant vidnesbyrd har dr. Phil. Villads Christensen fremdraget fornylig i »Politiken«. Det var 36 københavnske bolværksejere, som vilkårlig forhøjede bolværksafgiften for de ankomne skibe – til største skade såvel for skibsfart som for forbrugere. Ørsted fik da kongen til at udfærdige frd. 12. Februar 1834, hvorved der – simpelthen under påberåbelse af, hvad sagens natur tilsiger – fastsættes en passende lav bolværkstakst, så at al vilkårlighed undgås.
Men straks kommer bolværksejerne med et nødråb om »krænkelse af deres ejendomsret«, og går til stænderforsamlingen i Roskilde, der anråbes om at skaffe forordningen afskaffet. Hidtil havde de efter forgodtbefindende kunnet affordre skibene en så høj betaling »som de blot kunne formå disse til at erlægge«, men nu har taksterne gjort et åbenbart indgreb i deres ejendomsret, og »berøvet os, uden aller mindste godtgørelse en betydelig del af vore lovligt erhvervede ejendommes grundrente, og altså »grundværdi«. Men denne fratages dem nu »ved et magtbud, hvorved forårsages en voldsom omvæltning i vor formuesforfatning, hvorved vi, vore kreditorer, og dem, som har en lige interesse i vor forfatning, aldeles uden skyld og brøde for en del ruineres«. Derfor kræver de – skadesløsholdelse!
Men hvad blev svaret på disse klager, der lyder, som de kunne være skrevet i 1910? Der blev intetsomhelst hensyn taget til dem. I stænderforsamlingen stod atter gamle A. S. Ørsted som kongelig kommissarius, og han afviste klagen som ganske uberettiget, idet han hævdede, at hvis bolværksejerne vilkårlig kunne fastsætte betalingen, ville det være det samme som, at de helt kunne nægte bolværkernes benyttelse. Deres eneste naturlige krav er på vederlag for de bekostninger, vedligeholdelsen medfører, og det får de rundelig gennem den nye takst. Denne gør ikke bolværkene til byrde for ejerne, og at de bliver mindre indbringende end ejeren har tænkt sig, da han købte bolværket, berettiger ikke til klage, eftersom statens ret til at ansætte bolværkslejen må anses utvivlsom.
Således vovede den gamle enevælde-statsmand at tale om »velerhvervede rettigheder«! Således forsvarede han i 1835 samfundets ret overfor monopolisterne! Uden vaklen eller gåen på akkord.
Dr. V.C. slutter sin artikel således:
»Man indsætter nu overalt grundejere for bolværksejere, grundleje for bolværksleje, og betragtningerne på begge sider vil passe den dag i dag. Men vi har rigtignok endnu ikke fundet den »kongelige kommissarius«, der drister sig til i vore dage at træde således i skranken for folkets ret.«