Severin Christensen

af Viggo Bredsdorff
fra Det Frie Blad, nr. 4. Jan. 1933

Den nittende marts 1867 tænker jeg mig, at en lykkelig moder bøjede sit hoved ned mod den lille dreng, som hun havde født til verden. Livets under var fuldbyrdet, og hun alene vidste og forstod taknemmelighedens smerterige dybder. – Og nu står vi i tusindvis stille og betagne og bøjer hovedet i tavs smerte. Dødens under er fuldbyrdet, og ingen af os forstår – mens vor taknemmelighed bliver en byrde, der tynger os mod jorden, fordi de baner, hvor den kunne have strømmet, men ikke altid fik lov at strømme, pludselig ikke er mere. 

I en sen nattetime, med det tunge budskab hvilende over sig, er det umuligt at give en udtømmende karakteristik af denne ejendommelige og originale filosof, af dette stilfærdige, musiske menneske, der var en livets troende og en trofast tjener for en hellig tanke, retfærdighedens sejr. 

Minder strømmer ind over mig, små ting vil huskes, situationer og ordskifter, i sig selv ikke så meget, således som det så ofte går, men mærkelig levende tegner de billedet af den gode læge. Var det ikke netop det, han både var, er og skal blive, den kloge, indsigtsfulde og ansvarsfulde læge, for hvem det er magtpåliggende at kende sygdommen og dens kilder til bunds, førend han skrider til operationen, fordi han ikke vil risikere at krænke livets hellighed ved mangelfuld viden.

I 1907 udkom hans første og også største videnskabelige arbejde, Naturlig ret på grundlag af ækvivalent kompensation – En moral- og retsfilosofisk undersøgelse. Selve titlen peger tilbage i tiden, til det 18. århundrede – ja længere, til Hugo Grotius, vor egen Holberg og mange andre – men selve arbejdet peger fremad. Med en udmærket klarhed og oversigt – lidt indsvøbt i filosofisk klædebon, fordi det nu en gang var filosofi, som har sine egne begreber med dækkende navne, men også fordi det i første omgang var den akademiske verden, han henvendte sig til, gennemdrøftede han tidernes opfattelse af retsbegrebet – ud fra den positive opfattelse, som ligger gemt i de fremmede ord: »ækvivalent kompensation«. Hvor magtpåliggende det var at få klaret disse spørgsmål om, hvorvidt retten var noget vilkårligt eller noget objektivt, hvorvidt der her virkelig var tale om et princip, der bundede dybt i hele den verden, vi er knyttede til, eller ret kun var et andet udtryk for magthaverens bud – hvor magtpåliggende denne afklaring var, indså kun få på dette tidspunkt. Verden var dybt inde i den udvikling, som styrede mod 1914 og den standende krise, men de fleste troede, at verden netop var i rig og frodig udvikling.

I 1911 kom den første udgave af Retsstaten – en fremstilling af det offentlige livs etik. Den indledes med følgende citat fra Carlyle: Latter-day Pamphlets:

»Af svinenes (de firføddedes) katekismus«:
§ 1. Så vidt en besindig gætning rækker, er universet et umådeligt svinetrug, der består af faste og flydende dele, men især da af svineføde, som man kan få fat på, og af svineføde, som man ikke kan få fat på, og af det sidste er der uendelig meget mere, i det mindste for de fleste svin.—
§ 9. »Hvad er retfærdighed?« Det er, at du har din del af det store svinetrug og ikke det mindste af min del.
§ 10. »Men hvad er så ‘min del’?« – Ja, der ligger i sandhed den store vanskelighed; over den har svinevidenskaben grundet i lange, lange år, og dog er den ikke kommet løsningen et eneste skridt nærmere. Min del – øf – min del er, når det kommer til stykket, alt, hvad jeg kan få fat på uden at blive hængt eller sat i tugthuset.«

Det er vel værd at lægge mærke til, at Severin Christensen sætter det bidske og hudflettende citat forud for hele sin store afhandling. Det fortæller noget om den indre, glødende harme over menneskenes svinagtighed, ligesom selve værket, det vældige arbejde siger os, at han ikke kunne tro, at denne svinagtighed var det endelige mål, den dybere mening med det offentlige livs udfoldelse. Lægen arbejder. 

Jeg tror ikke, denne første udgave af Retsstaten er meget læst – og i hvert fald slet ikke så meget, som den fortjener. Ikke mindst for dem, der tror, at »retsstat« det er system, skema og gold teori, må det være en forfriskende og herlig oplevelse at arbejde med denne mægtige, drøje, men værdifulde bog, fordi den til trods for sin saglighed, sin klarhed og renhed i problembehandlingen, hele tiden er klods inde på det virkelige liv, som jo desværre på alle områder yder en vrimmel af eksempler på overgreb, uafgjorte vederlag, statsovergreb i rettens navn, magtmisbrug i statens navn osv. Jeg tror ikke, jeg tager meget fejl, når jeg formoder, at den polemiske tone, der går gennem hele dette værk, for en stor del skyldes en dybt svidende indignation hos forfatteren over hele den albertiske skandale. Her så han i et gribende eksempel, hvad der kunne komme, og hvad der også kom ud af det, når staten fremturede i at være formynder i stedet for at være retshåndhæver.

Selve grundtankerne i denne bog er jo nu kendte af mange herhjemme, ja så personligt tilegnede, at de er blevet ens personligheds dyreste eje, ja nær sagt rygraden i ens moralske personlighed – men alt, alt for mange er der, der lader hånt om disse retsmoralske principper, alt for mange er de, som har påtaget sig at styre land og rige, og som ikke har begreb om, at der kan skelnes hårfint mellem mit og dit, mellem den enkeltes og fællesskabets. Det er charlataneri og intet mindre end at tro sig værdig til at påtage sig ansvaret for medbestemmelse i rigsdag og samtidig erklære sig for ude af stand til at forstå disse elementære grundprincipper for retfærdigt styre. Lad så være, at bogen er for lærd – det er ingen undskyldning, thi i 1922 udkom en helt fra nyt af gennemarbejdet “populær« udgave af retsstaten – mens allerede i 1914 det lille hefte, Ret og uret (Samfundsøkonomiske småskrifter nr. 7-8) fremkom som en klar, præcis og kortfattet lærebog i retsmoral. 

Med dannelsen af Danmarks Retsforbund 1920 blev korrespondancen skabt mellem den ensomme forsker og folkets brede lag. Severin Christensen blev ikke i den forstand folkekær, som Starcke fx., ej heller udløste det nye politiske parti særlige aktive kræfter – nej, han vedblev, sin natur tro, at være den stille forsker, men selv i stadig udvikling gav han impulser til mange der kom i berøring med ham – og selv fik han impulser, åben og lydhør som han var. For dem der som jeg har arbejdet intenst sammen med ham, navnlig ved udarbejdelsen af Reststatens grundprincipper og med et overgangsforslag – men også nu de sidste år med udkastet til Danmarks riges grundlov, træder dette hans åbne sind frem som et kendemærke. Han havde evnen til at lytte til andre, så det blev let at tale med ham – han var så langt fra at pukke på nogen autoritet, at han åndelig talt straks satte sig på lærebænken, hvis han mærkede, at en anden havde nye erfaringer, ja blot han mærkede en fremmed tone – man kunne aldrig vide, om der ikke var noget at lære. Og at dyste med ham var en fryd, fordi der altid i enhver diskussion lå denne stærke vilje til at komme til bunds, helt ind til kernen – et udtryk for den gennemgribende redelighed, der har været den drivende kraft i al hans filosofiske virke.  

Men denne redelighed tvang ham også ind på andre filosofiske områder, der tvang ham til at tumle med de store problemer, som man aldrig vinder bugt med, før man havner i en eller anden tro. Hans livsfilosofiske bøger: Livsfilosofiske omrids, 1914, Indad, 1918 og Ett kungarike for en livsåskådning, 1926, er vanskeligere at gøre rede for, netop fordi han stedse holdt sig åben, ikke sluttede af i et system, men tumlede med, ja masede med problemerne og deres levende, sjælelige indhold. 

Her er netop en karakteristisk forskel på hans to former for forfatterskab: alt det, der angår selve retsfilosofien, er afklaret, fasttømret og kun genstand for en finere og finere uddybning – men alt det, der angår det liv, hvoraf dette retsgrundlag udsprang, er prøvende, vejende og vurderende, men aldrig massivt docerende.  

Severin Christensen var en troende mand – ikke i ordets almindelige tydning – en kristen mand – men i den betydning, som også Albert Schweitzer giver udtryk for i sine kulturfilosofiske værker – at det, vi her kan præcisere og fastslå som »rigtigt«, som »etisk«, er kun et hjælpemiddel til at finde ind på den absolut rigtige vej. 

Jeg vover her til slut at sende alle dette blads læsere den hilsen, som jeg modtog til nytår fra Severin Christensen, lidet anende, at det skulle blive den sidste hilsen – men betog den mig den gang, så jeg glædede mig til at uddybe den i samtale med ham, så virker den nu manende og ansporende: 

»Jeg har altid betragtet Dem som en af de meget få, der har forstået, at retsmoralen kun er et uundværligt redskab for noget absolut, kategorisk. Kort udtrykt vil jeg sige, at den er vor tids fordybelse i og udlægning af Jesu kærlighedslære… Bergson har med rette i sin sidste bog bekendt, at Jesus er den eneste, der har løftet sympatien ud over alle snævre gruppehensyn, ud til hele det levende liv. Vi retsmoralister har den opgave at påvise de elementære betingelser derfor, det er det, vi kan gøre i vor tid; vi kan derimod ikke forbedre Jesu lære. Men de såkaldte kristne vil jo ikke det… Ejendommeligt nok hviler altså den objektive retsmoral på et subjektivt grundlag. Ja, jeg for min del kan sige, at hvis jeg ikke havde en slags tro (i mine bedste øjeblikke i alt fald) ville retsmoralen for mig kun være et ret kedeligt stykke aritmetik.«

Vi, som sidder her spredt ud over landet, ramt i sjælen af dette ufattelige, at Severin Christensen ikke mere er blandt os, som vor mand, at han gik over grænsen ind i det land, hvor ingen viden rækker, hvor kun vor tro famler sig frem – vi er vist mange, som alligevel føler os rige midt i vor sorg, fordi vi har kendt denne mand, fordi netop han blev vor lærer. Og da skal vi ikke glemme, at hvad han gav os i sine bøger, det har lang gyldighed, og det kan lysne i mange sind, hvis vi formår at give dem forståelsen af retsmoralens gyldighed, således som vi fik den af ham, så overbevisende, at den trængte helt ned til de dybder, hvor det religiøse urinstinkt hviler, og blev en del af vor tro – et lys i det truende mørke.