af Joseph Fels
Fra tidsskriftet RET, september 1912

Nogle velmenende personer holder »børnerednings-udstillinger« i mange amerikanske såvel som europæiske byer. De forsøger at lære mødrene den behandling, der er nødvendig for at formindske dødelighedsprocenten blandt småbørn. I en pjece, der er trykt til bedste for beboere af lejehuse, findes følgende oplysninger:

Moderen »bør ikke arbejde så hårdt som sædvanligt« i tiden før fødslen. »Barnet bør sove alene. Det er meget usundt for børn at sove i seng sammen med ældre«. Også følgende råd gives: »Barnet behøver frisk luft hele tiden«. »Lad ikke barnet komme i køkkenet«. »Rådspørg ikke naboer, når barnet er sygt. Lad en læge komme til stede«. »Det barn, der ernæres ved moders bryst, har 5 gange så stor livskraft som det flaske-opfødte« osv. osv.

Moderen rådes også til at være omhyggelig med husets tilstand. Pjecen spørger: »Er tapetet og kalken tør og ren?« »Er der rigelig sollys i værelset?« »Er der nogen dam med dårligt vand, affaldsdynge, mødding eller andet, der skaber dårlig luft, i nærheden af huset?«

Uden tvivl er det gode råd allesammen, men er det ikke en hån at yde dem til de mennesker, som disse børnerednings-udstillinger har til hensigt at nå? Hvad opnås der ved at fortælle moderen, at hun »bør ikke arbejde så hårdt som sædvanligt« og bør sørge for, »at barnet ikke kommer i køkkenet« – når samtidig økonomiske forhold tvinger størstedelen af mødrene til at gå på arbejde og til at udføre alt det slid og slæb, der må gøres i og ved et hus? Sålænge arbejderne får så lille en del af, hvad de frembringer, – hvis det da i det hele taget bliver dem tilladt at frembringe noget – til hvad nytte er det da at give dem råd angående den risiko, der er forbundet med at leve i huse med fugtige vægge eller med utilstrækkelig sollys og usunde omgivelser?

Jeg forskrækkede engang nogle gode mennesker ved at fortælle dem, at hvis ligene af alle de børn, der er døde på een dag på grund af uretfærdige økonomiske forhold, blev udstillede foran offentlige bygninger, hvor de forsætlig-blinde lovgivere kunne se dem, ville det betyde mere for redning af børn end al en menneskealders godgørenhed. De råd, som tilhængerne af børnerednings-udstillinger så frimodigt yder, beviser, at jeg havde ret. Men måske er det ikke alene lovgivere, der har en sådan anskuelsesundervisning behov. De godgørere, der ynder alle planer til børns frelse undtagen afskaffelse af årsagen til deres tidlige død, kunne måske også trænge til den.

Børneredningsproblemet er kun en part af fattigdomsspørgsmålet. At afskaffe fattigdommen synes næsten at være det sidste, godgørerne ønsker. Der er ingen anden fornuftig forklaring på deres blindhed. I hver by, hvor fattigdom tvinger befolkningen ind i overfyldte fattigkvarterer, ville den ledige jord, som nu holdes tilbage fra brug, være tilstrækkelig til at skaffe boliger til alle kasernebeboerne, uden at endda al plads ville blive optaget. I enhver by er der gamle, usunde bygninger, hvor ingen ville bo, hvis ikke lav løn og høj husleje tvang dem dertil. I enhver by er der også love i virksomhed, som straffer dem, der forbedrer, og opmuntrer dem, der hindrer forbedringer. Således går i enhver by og også i ethvert landdistrikt muligheder til spilde, medens mænd må presse hinanden for tilladelse til at udnytte de muligheder, der er åbne for dem, og kun de, der vil arbejde for den laveste løn, kan vente at opnå denne eftertragtede begunstigelse. Dog er godgørenhedsorganisationerne ligeså kløgtige som lovgiverne til at sno sig udenom det simple hjælpemiddel mod denne tilstand, nemlig fjernelsen af den bøde, vore skattelove lægger på værkflid og bødens overflyttelse på deres skuldre, som holder mulighederne borte fra udnyttelse.

Joseph Fels.