af Sophus Berthelsen
fra tidsskriftet RET, juli, aug. sept. 1913

En åndfuld engelsk tænker er det vist, som har udtalt den dybsindige sandhed, at enhver ny og stor reformtanke altid må gennemløbe tre stadier i samtidens bevidsthed: først mødes reformen nemlig med udråbet:

1. Den er sindssvag, eller stridende mod skriftens ord eller mod lov og ret!
2. Når sagen derefter nogen tid er drøftet, glider samtiden over til det andet stadium og udråber: denne reform kan være meget god i teorien, men den er praktisk uigennemførlig!
3. Og når reformens mænd så omsider trods al modstand har tvunget den frem til prøve og anerkendelse, ja, så er samtiden omsider nået til det tredje og sidste stadium, hvor alle brave borgere udråber: den reform er jo slet ikke ny, – det er jo kun, hvad vi altid selv har sagt!

Skildringen af disse tre stadier stemmer godt med folke-psykologiske erfaringer. Netop således tager vel nok de fleste af os imod de store verdenstanker, som tvinger sig ind på os: først protesterer vi mod den forstyrrelse, som derved bringes ind i den sædvanemæssige tankegang, de hævdvundne begreber og de personlige interesser. Og når stortankens logik og klarhed ikke længere kan modsiges, håber vi dog endnu, konservative som vi alle er på tankelivets område, at ideen ikke lige straks skal blive til virkelighed. Indtil vi endelig ser, at nu glider alt i lave – hvorfor vi skynder os at forsikre, at vi virkelig også er med!

Således er det da også gået med den verdenstanke, som Henry George har, om ikke først forkyndt samtiden (thi den var langt ældre end han), så dog med størst klarhed, varme og trofasthed fremsat, nemlig den: at det er muligt for mennesker at skabe retfærd i det økonomiske liv, at derved vil al ikke-selvskabt fattigdom ophøre, og at dette kan nås gennem en jævn og borgerlig »skattereform«!

Og det kan have sin interesse kortelig at påvise denne reformtankes tornevej, der endnu ikke er helt forbi, selv om vi herhjemme for tiden omtrent befinder os på det andet stadium og i vide kredse nærmer os stærkt det tredje.

Det første stadium er nu forlængst tilbagelagt for de allerfleste tænkende menneskers vedkommende. Men vi husker tydeligt, hvorledes indvendingerne meldte sig ved Henry George reformens første fremtræden: »Retfærd! At påstå at kunne skabe noget så absolut i denne verden, hvor alt er relativt,« råbte især visse akademiske farisæere; thi de vidste ikke, at ligesom det er muligt at tegne en tålelig ret vinkel (nemlig ved at hindre, at lodlinien hælder til nogen af siderne), således er det muligt at skabe økonomisk retfærd, dvs. at give enhver sit uden særrettigheder til nogen af siderne; hvilket kan ske ved simpelthen at undersøge, hvilke ting og værdier enhver ifølge naturlig ret har krav på, nemlig: dem han selv har skabt. Og så indføre denne naturlige retsregel i den borgerlige lovgivning: sikre den enkeltes ret til sit arbejdes udbytte, og samfundsfællesskabet ret til de samfundsskabte værdier!

»Men at udrydde fattigdommen – det strider jo mod bibelen!« Således lød det fra visse skriftkloge, som mente, at fattigdom (dog sjældent for deres eget vedkommende) er en dyd – eller dog en nødvendighed for visse samfundsklassers moralske velbefindende. De ser ikke, at fattigdommen i det væsentlige (undtagelserne fraregnede) er et produkt af et slet samfundsstyre, og at den dag den borgerlige lovgivning sikrer enhver mulighed for fuldt arbejdsudbytte og lige andel i samfundsværdierne, vil årsagen til mere end 9 tiendedele af den nuværende fattigdom være fjernet, og ingen vil forstå, at den nogensinde har kunnet herske, som nu er tilfældet. Thi Grundtvigs ord om et land, »hvor få har for meget og færre for lidt,« er mere end en digterdrøm! Det er tværtimod den naturlige ordning i et velstyret samfund – se blot til biernes eller myrernes! Hvor meget mere da menneskenes, når de følge retfærds veje.

»Men det krænker ejendomsretten, ifølge grundloven, at indføre en jordskyldafgift« – råbte visse interesserede stok-jurister, som ikke havde læst deres grundlov og øvrige bøger helt ret. Thi da ville de have erfaret, at selv en så konservativ jurist som professor Henning Matzen forlængst har fastslået, at grundlovens »ejendomsret« ikke krænkes ved almindelige skattelove, særlig ej heller overfor fast ejendom, som netop kun kan ejes af private med respekt af stat og kommunes førsteret til deraf at tage afgift til almene behov – selvfølgelig efter gode og retfærdige regler, ligelig overfor alle, uden nogen slags »stigende skala«.

Grundskatterne er da også i alle lande blevet anerkendt som et såre gammelt og såre konservativt skattesystem i ordets bedste forstand, eftersom det ikke hviler på jordbrugerne, men godtgøres disse ved jordens overtagelse, så at jorden billiggøres og erhvervelsen lettes. Dette har erfarne statsmænd til alle tider erkendt, og det har været forbeholdt en forholdsvis sen periode – med Albertinismen som kulminationspunkt – at gå den modsatte vej: at afskaffe de lovligt overtagne byrder til gavn kun for jordspekulanter og kapitalmagter.

Således viser det sig, at ingen af det første stadiums udråb stikker synderlig dybt – de er alle ret overfladiske godtkøbs-indvendinger, som en jævn og sagkyndig undersøgelse hurtigt bringer til at forstumme. Ialtfald for dem, som ærligt vil søge sandheden.

Stille og roligt glider den slags indvendinger da også ud af samtidens bevidsthed: den offentlige diskussion. Ingen forstandig mand gentager dem længere. Og vi nærmer os det andet stadium.

Det andet stadium.
Det andet stadium er nået, når den offentlige drøftelse af en verdensreform har tvunget samtiden til at indrømme, at ideen er klar og rigtig og stemmende med alle de moralske retfærdslove, som enhver må anerkende og ikke tør modsige – i alt fald ikke højlydt.

Men så kommer de såkaldte »praktikere« – en altfor letkøbt titel for visse ærede samtidige, som mener, at deres verdenserfaring har lært dem, at man vel gerne kan indrømme deslige grundsætninger og principper – men at man aldrig bør følge dem, da det har vist sig ikke at være praktisk! – hvilket er udlagt: det betaler sig ikke! Og ulykkeligvis har den skælm Bjørnson en gang i en af sine bondenoveller ladet en selvglad gut fortælle en skrøne om teori og praksis – og derved givet alle såkaldte »praktikere« en billig vittighed til at dække over deres principløshed. Thi at forholdet mellem teori og praksis er som mellem plan og handling, hoved og hånd, det tænker de sjældent over, alle disse brave planløse »praktikere«.

Derfor råber de op om, at jordværdireformen vel er retfærdig, men »den kan ikke gennemføres i praksis«, i reglen uden nærmere at angive, om det er juridiske, skattetekniske eller finansielle, politiske eller storpolitiske forhold, som skulle hindre reformens virkeliggørelse.

Det kan da lønne sig at tage hver af disse muligheder op til prøvelse.

Juridiske hindringer kan det ikke være – thi der foreligger alt fra 1901 herhjemme færdige udarbejdede lovforslag om grundskyldreformen. Og i løbet af få måneder vil fra en af de nedsatte kommissioner fremkomme nye og gennemarbejdede lovforslag om fuld overgang til grundskyld i vore kommuner.

Skattetekniske indvendinger er ligeså uberettigede. Enhver skattetekniker er klar over, at jorden er langt lettere at vurdere end mennesker, så at hele skattevæsenet ville vinde i simpelhed og klarhed, om vi kunne nøjes med jordskatter. Nylig har prøvevurderingerne ført beviset for, at der ejheller er nogen praktisk vanskelighed ved at drage grænsen mellem samfundsskabt jordværdi, og de arbejdsskabte forbedringer, som ikke må beskattes. Et særligt vurderingssystem (W. A. Somers) har vist, hvor hurtigt og sikkert dette spørgsmål løses – netop i praksis.

Men en enkeltskat på jordværdien vil ikke være tilstrækkelig – udtaler brave lovgivere med betænkelige miner. Og herom kan vanskeligt noget endeligt bevis føres lige straks. Dels fordi den nuværende grundværdi ikke kendes nøjagtigt, dels fordi denne rimeligvis vil forandre sig stærkt, når reformen indføres (vil falde på den dårlige jord og stige på den gode og velbeliggende), dels endelig fordi det offentlige behovs størrelse under de nye forhold ikke kendes, fordi mange af de nuværende »proletarudgifter« vil blive overflødige i et velhavende samfund. Hertil kommer, at der er de samfundslærere (som dr. Severin Christensen), der med ikke ringe føje påstår, at den samfundsskabte jordværdi skal slå til til samfundets offentlige behov under normale forhold, eftersom samfundet ikke har moralsk ret til at tilegne sig andre værdier end hvad det selv har skabt, og følgelig må sætte tæring efter næring.

Heldigt er det imidlertid, at det slet ikke haster med hele dette spørgsmåls besvarelse. Det er netop uden »praktisk« nødvendighed i øjeblikket. Vi kan roligt lade tiden selv føre beviset for grundværdiskattens (grundskyldens) tilstrækkelighed, idet vi indfører den jævnt og gradvis, og så ser, hvor langt den rækker – idet vi samtidig afskaffer de gamle og dårlige skatter, de dårligste først. Skulle det så vise sig, at grundskylden ikke strakte til – ja så måtte vi beholde nogle af de gamle dårlige skatter, som jo mange brave borgere holder på med en mere rørende end egentlig forståelig kærlighed. (Særlig er demokratiets langvarige forelskelse i formue- og indkomstskatten beundringsværdig. Men antagelig vil det nu lykkes det nye landsoverskatteråd ganske at få bugt med sværmeriet. Svøben er jo parat!)

Men så kommer de »politiske« hindringer for grundskyldreformen, dvs. troen på, at den politiske magt i virkeligheden for tiden er i hænderne på dem, der har interesse i at holde denne reform nede, og at den derfor faktisk vil blive holdt nede. Trods alle dens gode egenskaber og trods dens stigende folkeyndest! At indrømme dette er at påstå, at folket selv ikke for tiden er herre i sit eget hus, men hemmelig styres af skjulte kræfter imod folkets ønske og tarv – og noget kan der måske være i den tale. Hvad det da gælder om er dels at søge den politiske magt helt lagt i hænderne på det hele folk, til trods for alle særinteresser, og dels at gøre et oplysningsarbejde for at klarlægge, hvor folkets virkelige økonomiske interesser i denne sag ligger. Dette arbejde er i god gang og fortsættes dagligt ud over landet i skrift og tale.

At de professionelle grundspekulanter er modstandere af en grundskyld, som vil gøre dem overflødige, er ligeså rigtigt, som at de er mægtige indenfor alle partier – derunder også socialdemokratiet. Men den offentlige mening er nu helt klar over, at disse spekulanter i folkets nød er folkevelstandens værste fjender, og i den offentlige diskussion vover de sig ikke længere frem. I England blev det endog for nogen tid siden foreslået, at ingen grundspekulant burde kunne vælges til offentlige tillidshverv, fordi han altid ville have interesser imod samfundets andre medlemmer.

Langt værre ville det være, hvis grundskyldreformen var stridende mod landbrugets interesser – thi da var dens fremme i vort landbrugerland sikkert hindret. Fra reformens fjenders side har man da også gennem årene søgt at indbilde danske landmænd, at de burde bekæmpe denne reform i egen interesse. Først udråbte man, at Henry George ville »tage jorden fra bønderne« – uagtet det er socialisterne, som vil lade staten »overtage« jorden, medens Henry George tværtimod vil sikre landbruget mod at blive trængt bort af jorden af kapitalmagten og dens krav om voksende jordrente, – den, som landbruget aldrig selv får lov at beholde, men i stigende grad må aflevere til kapitalmagten i ind og udland. Ved at beskatte denne jordrente rammes derfor ikke landbruget, men kun landbrugets kreditorer. Landbruget selv bliver derimod gennem reformen befriet fra de nuværende stærkt voksende toldskatter og afgifter på arbejde og omsætning etc., hvilke netop skulle afløses ved grundskylden. Det er således let at bevise, at det arbejdende landbrugs skattebyrde ville sænkes betydelig ved den skatteomlægning, som Henry George foreslår. Danmarks talrigeste landbrugerstand, husmændene, har forlængst indset dette, og det samme gælder i stigende grad gårdmandsklassen, som netop i disse dage begynder at mærke velsignelsen ved den så højt priste indkomst- og formuebeskatning. Større og talrigere bliver hver dag de skarer, som indser, at med en jævn indført grundværdiskat, som man forud kunne beregne og tage hensyn til ved jordens køb, ville landbruget være meget bedre tjent end med de nuværende trykkende person- og forbrugsskatter, og at den jordpris-spekulation (for ikke at sige svindel), som nu finder sted, i virkeligheden undergraver det sunde landbrug gennem den uhyre gældsbyrde, som følger dermed og som truer med at sluge selv de bedste høstår, ligesom Faraos magre køer gjorde.

Og da grundværdien er forholdsvis høj i byerne (op til 1000 kr. pr. kvadratalen i Københavns midte), men forholdsvis lav på landet, vil afgift af denne grundværdi jo netop flytte skattebyrden fra landjorden over på byjorden, og dette med fuld retfærdighed – eftersom den høje jordpris derinde er vidnesbyrd om de store værdier, som vi alle er med til at skabe, og derfor alle har andelsret i.

Og efterhånden som disse sandheder går op for vor gårdmandsstand vil denne bruge sin politiske magt til sammen med husmandsstanden at fremhjælpe den grundskyldreform, som vil sikre landets jord og jordværdi for landets børn, og efterhånden aflaste den for dens nuværende tunge gældsbyrde.

Men dermed nærmer vi os til det tredje stadium.

Det tredje stadium
Det tredje stadium indtræder, når grundskyldreformen hyldes og forstås af alle betydende mænd og kvinder indenfor det menige folk som den selvfølgelige løsning på det økonomiske samfundsspørgsmål; thi derved kommer enhver til at betale til det offentlige i forhold til de særfordele, han modtager fra det offentlige i stedet for efter det tvivlsomme og tvetydige begreb »efter evne«, der kan benyttes ved frivillige indsamlinger, men ikke egner sig til målestok for tvungne bidrag, hvad »skat« jo er.

Men endnu er dette tredje stadium ikke nået herhjemme. Endnu er der nogle forholdsvis små betænkeligheder og indvendinger, som gemmer sig rundt i krogene, og ikke gerne viser sig offentlig, men som netop derfor fortjener at drages frem i lyset.

Man ymter således om, at udlandet eller i alt fald dettes »pengemarked« skulle hindre os i gennemførelsen af en grundskat i Danmark, og henviser til Frankrigs tryk på vor vintold i 1908. Sandheden er dog lige omvendt, at Frankrig (og andre lande) nødigt ser, at vi forhøjer vor indførselstold, men derimod selvfølgelig intet har imod, at vi nedsætter vor told og erstatter den med en grundværdiskat på landets egen jord. På dette område er den danske rigsdag absolut suveræn, også efter international ret. Ja, selv om udlændinges herværende jord sattes højere i skat end indlændinges, ville dette have medhold i udenlandske retssædvaner.

Men så fabler man om, at udlandets »pengemarked« på nogle prioritetshaveres vegne skulle kunne hindre en dansk grundværdiskat! Selvfølgelig kan ingen dansk lov ændre forpligtelserne ifølge de udstedte forskrivninger. Men dette sker heller ikke. Grundskyldreformen vil endog forbedre debitorernes kår, så at de endnu lettere kan betale renterne til kreditorerne. Og skulle en indtrædende og meget sandsynlig pengerigelighed føre til en konvertering til en lavere rente, så er kreditorerne ifølge deres obligation pligtige til efter opsigelse at tåle indfrielse, og derefter nøjes med den lavere rente, som pengemarkedet da måtte byde. Der findes vel banker og børser, som er interesserede i monopolers og særrettigheders opretholdelse, men ifølge sit væsen vil forretningsverdenen dog være endnu mere interesseret i det store opsving, der vil komme som en hurtig og naturlig følge af de økonomiske privilegiers ophævelse og det frie næringslivs udfoldelse – således som erfaringen viser overalt, hvor grundskyldsystemet alt er indført helt eller delvist.

Skulle de bestående banker ikke være deres opgave voksen, vil der hurtigt rejse sig nye institutioner til at betjene det brede folk, som da rejser sig til fuld produktivitet og med fordoblet købeevne. Og det er ingenlunde udelukket, at stat og kommune her, ved at holde alle offentlige midler, derunder sparemidler, borte fra den almindelige bankspekulation, kunne yde forretningsverdenen en særdeles virksom støtte, uden selv at bringe noget offer eller løbe nogen risiko.

Alle disse underhåndshentydninger til »udlandet« og »pengemarkedet« er derfor kun skræmmebilleder for børn og barnlige sjæle, som ikke kan overse sagens fulde konsekvens og derfor ofte tror på deslige mystifikationer, – ja stundom slår sig op ved fordægtige antydninger om bedreviden på dette område!

Så findes der også halve venner af reformen, som vel »sympatiserer« med den, men dog helst vil bagatellisere den eller udvande den, så den bliver uden saft og kraft. De foreslår (som Stuart Mill) kun at beskatte den såkaldte »fremtidige« grundværdi, – som forøvrigt slet ikke lader sig beskatte alene med nogen virkning. Og disse folk glemmer, at den »nuværende« private grundrente ligesom den »nuværende« toldbeskyttelse er en uret, som hver eneste dag gentages overfor det arbejdende og forbrugende folk, og tvinger dette ned til underløn, underforbrug og underernæring, og at der intet andet middel gives mod uretten end at fjerne dens årsag; det er ikke nok at hindre dens yderligere vækst. Og deres skånsomhed mod monopolisterne er ikke på rette sted. Folket har ret til at kræve fuld og hel fritagelse for den daglige udbytning, som lovgivningen for tiden tillader og begunstiger. Men hine moderate sjæle, som ikke tør tage skridtet fuldtud, selv om de indrømmer kravets berettigelse, minder i høj grad om hin brave mand (som Køedt fortæller om), der engang påhørte en strid om, hvorvidt 2 x 2 var 4 eller 2 x 2 var 5, og som da talte således: »De doktrinære standpunkters tid er forbi. Enhver sag kan ses fra to sider. Sandheden plejer at ligge i midten. Lad os derfor sige 4½«

Sådanne folk bør naturligvis ikke tages alvorligt – også fordi de i reglen straks er parate til at gå med strømmen, når de først ser, at 2 x 2 absolut kun kan være 4.

Og strømmen er begyndt at gå den rigtige vej!

Fra udlandet kommer uge efter uge efterretning om sejr på sejr og aldrig noget alvorligt nederlag for grundskyldreformen. Ikke blot det unge, højt kultiverede Australien og New Zealand har nu accepteret tanken og gennemført grundskylden – i nogle kommuner endog fuldtud og efter vedtagelse af grundejerne selv, der derovre har magten. Men dette gælder også en række storbyer og stæder i Canada og Forenede Stater, hvis nye præsident, Wilson, arbejder sammen med Henry Georges venner om den frihandelsreform, som indleder grundværdireformen. Og Englands regering står midt i denne reformbevægelse, parat til at gøre det næste skridt, når vurderingsresultaterne haves. I Tyskland, Frankrig og Spanien er reformbevægelsen stærk og kraftig – ja, selv det gamle Kina bygger sin nye tid op på grundskyldens sikre basis. Gode efterretninger haves også fra Norge og Sverige.

Og herhjemme i vort eget land er der indenfor alle lejre en voksende forståelse og tilslutning til denne reform. For 10 år siden lagde de organiserede husmænd grunden ved deres Køgeresolution, som medførte, at Det Radikale Venstres Odenseprogram måtte optage denne sag, der siden, om end i mindre klare udtryk er indføjet i Venstreprogrammet af sept. 1909. Siden har alle partier enedes om at bevilge den prøvevurdering, som i en nær fremtid afleverer sin 2. serie resultater, der er endnu bedre end 1. serie. En ret fremtrædende og ledende politiker har da også udtalt, at den reformsag kommer ingen statsmand eller regering udenom herefter!

Og dette er rigtigt! Kun på grundskyldreformen kan offentlig økonomi forsvarligt bygges, og social retfærd grundlægges. Denne sandhed er i fremmarch og kan ikke standses.

Snart vil vi derfor være nået til det tredje stadium, da alle godtfolk udbryder: »Herregud, grundværdiskat, det er jo noget, vi alle er enige om som ganske selvfølgeligt«!

Men jo hurtigere et folk når hen til dette stadium, jo bedre for folkets vel. Hver dag der går under det nuværende slette økonomiske system, nedtrykker tusinder af menneskers liv og velfærd og forstyrrer tusinder af hjems lykke og fred!

Lad os derfor alle hjælpe til at løfte den sag frem til snarlig virkeliggørelse!

S. Berthelsen