efter Fred. Verinder
af ???
Fra DEN LIGE VEJ
Nr. 4, lørdag den 17. dec. 1921

I.
Overfladiske midler imod et dybtgående onde.

Vi har altid nogen arbejdsløshed, somme tider mere, somme tider mindre. Det, vi nu oplever, er et akut udslag af en kronisk samfundssygdom. Sygdommen er ikke til ende, når dette akutte udslag er overstået; thi arbejdsløshedsspørgsmålet står i meget nær forbindelse med vore arbejdsvanskeligheder i det hele taget. – Henry George spurgte engang den amerikanske kirkekongres: “Er vor civilisation retfærdig imod arbejderne?” og han svarede selv nægtende på spørgsmålet. Afdøde Charles Booth kom ved undersøgelse af forholdene i et distrikt, hvor den sociale uretfærdighed bar og endnu bærer sørgeligt tydelige frugter, til følgende resultat: .det moderne industrisystem kan ikke arbejde, hvis der ikke er et overskud af ledig arbejdskraft, en arbejderreserve. Karl Marx har sagt det samme, om end meget mindre klart. Det, som han kalder kapitalistsystemet, kan kun bestå, når der er et tilstrækkeligt antal arbejdsløse, som står rede og kan holde lønnen nede. Men arbejderne bliver ringere ved at gå arbejdsløse, ja ved langvarig arbejdsløshed bliver mange af dem fuldstændig arbejdsuduelige og bliver en vanære og en byrde for samfundet. Spørgsmålet om hidføring af en civilisation, der er retfærdig imod arbejderne, er således i hovedsagen det samme som spørgsmålet om afskaffelse af arbejdsløsheden. Den bedste tid til overvejelse af dette spørgsmål er åbenbart den tid, da der ikke er nogen overdreven stor arbejdsløshed at plages med. Men ulykkeligvis er det netop også den tid, da de fleste mennesker slet ikke vil skænke dette spørgsmål en tanke. Først når store længder af arbejdsløse begynder at lade sig se og høre, og industriens afslapning truer landets velfærd og borgernes hygge, begynder folk, der da af frygten for optøjer er alt for opskræmte til al kunne tænke fornuftigt, at råbe på, at ‘noget må der gøres’ – og overlader til andre at gøre del. Der kommer da en oversvømmelse af ‘ideer’ vedrørende arbejdsløshedsspørgsmålet og dets løsning, og dets indre simpelhed skjules under en sky af virkningsløse forslag.  

En velmenende borgmester opretter et arbejdsløsheds-hjælpefond og – hvad alle indrømmer – gør dermed mere skade end gavn. Suppekøkkener sættes i virksomhed. En liberal minister (Roseberry) overgiver simpelt hen den arbejdsløse mængde til Frelsens Hær. Hans højre-eftermand (Balfour), som allerede havde gjort ende på skolerådene, fordi der var ‘alt for mange lokale myndigheder’, opfinder glat væk et nyt sæt lokale myndigheder, de såkaldte nødhjælps-komiteer, som skal finde eller opfinde arbejde til de arbejdsløse. En anden liberal minister (Asquith) opretter arbejderbørser, som ikke kan finde arbejde til de arbejdsløse, der jo netop er arbejdsløse, fordi der ikke er arbejde at finde. Lloyd George indfører et forsikringssystem fra Tyskland og supplerer det med et system af ren og skær almisseydelse; men slige forholdsregler kan lige så lidt forhindre arbejdsløsheden, som betaling af en brandforsikringspræmie kan hindre ildebrande. Nogle omgås med planer om en almindelig indskrænkning af arbejdstiden; men derved vil arbejdsløsheden kun ‘fortyndes’ og spredes ud over hele det industrielle område. ‘Hjælpe’-arbejder, der sommetider ikke er synderlig mere nyttige end det at grave huller og fylde dem igen, er intet mindre end spild af offentlige midler og er til ydmygelse for de ulykkelige, der skal udføre dem. At sende arbejdsløse fra vore byer bort til kolonierne, måske efter at have givet dem nogen uddannelse, ser mindre håbløst ud, men kan i bedste fald kun være en dyr hjælp til nogle få udvalgte. Nogle foreslår nu, at der skal ydes de arbejdsløse fuldt underhold af industrien selv eller – som arbejderpartiet foretrækker – af staten osv. osv. Det går med arbejdsløshedsspørgsmålet som med bolig­spørgsmålet: regeringerne og partierne er villige til at prøve alle mulige stykkevise, virkningsløse, kostbare lapperier. Det eneste, de synes fast besluttede på ikke at ville gøre, er at søge til ondets rod og tage fat der. 

Det er ikke her min opgave at drøfte spørgsmålet om, hvorvidt alle eller nogle af de nævnte midler er midlertidig nødvendige eller nyttige under den nuværende vidt udbredte og akutte nødstilstand, der hidrører fra arbejdsløsheden. Det, som jeg ønsker at påpege, er, at disse midler ikke hjælper os det mindste, når det gælder om at finde en virkelig udvej fra arbejdsløsheden. De tager simpelt hen arbejdsløsheden for givet som et uundgåeligt samfundsonde, aldeles som et brandforsikringsselskab tager et vist (eller uvist) antal ildebrande for givet som en forudsætning. Og ligesom forsikringsselskabet hjælper os over vore tab og vanskeligheder, dersom ildebrands­tilfældet rammer os, således hjælper de nævnte midler den enkelte arbejdsløse over vanskelighederne, når ‘ulykken’ rammer ham. Ja, om mange af midlerne lader det sig end ikke sige, al de i det hele og i det lange løb kan udrette så meget. Thi når ‘nødhjælpsarbejder’ sættes i gang på skatteydernes bekostning, alene for at skaffe sysselsættelse til de arbejdsløse, vil de øgede byrder, der hovedsagelig falder på de arbejdende mennesker, tilmed i en tid, da de er under et særlig hårdt industrielt tryk, simpelthen sinke en tilbagevenden til normale tilstande. De arbejdsløses kvaler forlænges, uden at samfundet i mindste måde bliver bedre stillet derved, snarere dårligere. Arbejderpartiet indser dette klart og hævder, at når arbejde til de arbejdsløse igangsættes af det offentlige, må dette arbejde være ‘socialt-produktivt’. Partiet foreslår bl.a., at regeringen skal iværksætte bygning og istandsættelse af veje, plantning af skove, sikring af kyststrækninger, udbedring af vandløb og kanaler, storstilet bygning af boliger, skoler osv. Og for at gore det lettere for kommunerne at støtte sådanne hjælpeforetagender i den nuværende krisetid foreslås, både at der gives nemmere adgang til at stifte lån, og at der ydes direkte tilskud. Alt dette er imidlertid enstydigt med en umådelig udgift af offentlige midler på en tid, da arbejdsfliden allerede er lammet under de tunge skattebyrder. Men samtidig med, at arbejderpartiet fremsætter disse dyre forslag, har det så godt som intet at sige os om, hvor pengene skal komme fra. 

Desuden vil alle de foreslåede kostbare foretagender kræve store jordarealer for at kunne udføres, og vi ved jo alle, hvorledes det går med jordprisen, når de offentlige myndigheder melder sig som købere på jordmarkedet. Endelig vil alle de nævnte foretagender, hvis de ellers er fornuftigt planlagte og bliver retteligt udførte, have den samme virkning, som alle offentlige forbedringer har: de vil give jordværdien en ny opskruning til fordel for nogle, som ikke har fortjent det. Resultatet af det hele bliver da dette: de nævnte foretagender vil skaffe ‘socialt produktivt’ arbejde til nogle af de arbejdsløse, men kun ved at øge skattebyrderne på al industriel virksomhed og opskrue jordprisen til skade for arbejdet – og dette tilmed på en tid, da arbejdet allerede er under det hårdest mulige tryk. Det er lige så umuligt at løse arbejdsløshedsspørgsmålet på denne måde, som det var for irlænderen at gøre sin stige længere ved at save et stykke af den forneden og øge det til foroven. 

Vi må altså se andetsteds hen, hvis vi skal finde det, vi søger: et radikalt og varigt middel mod arbejdsløsheden. Ingen af de gamle partier, der hidtil har prøvet på at styre os, har noget middel at byde os, og lige så rådløst er det yngre arbejderparti, der så gerne vil til magten, skønt det jo er direkte og øjensynligt interesseret i spørgsmålet. 

II
Ondet selv og midlerne derimod.

 Hvad er det da nu for et spørgsmål, vi har at løse? 

Alle vegne, hvor der er mennesker, som er villige til at arbejde, og som er i stand til at arbejde, men som alligevel ikke arbejder, simpelt hen af den grund, at de intet arbejde kan finde – der har vi arbejdsløshedsspørgsmålet i sin sande skikkelse. Der er ikke arbejde nok til alle; det er sagen. Den eneste virkningsfulde kur imod denne tingenes tilstand er den, der består i at skaffe mindst lige så mange arbejder at udføre, som der er villige arbejdere til at udføre dem. Dette kan kun lade sig gøre på to måder: enten må de arbejdende menneskers tal formindskes eller må arbejdets mængde forøges. Det første af disse midler viste sig, i alt fald i nogen tid, virksomt i middelalderen, da den sorte død (1348-49) bortrev så mange af landarbejderne på en tid, da landbruget i England var langt den vigtigste af alle næringsveje. Ufrivillig arbejdsløshed hørte op, og høj løn for kort arbejdstid var daggrystegnet for den gode tid, der er blevet kaldt det engelske landbrugs guldalder. I vor egen tid har vi set den store krig drage nogle millioner mennesker, både mænd og kvinder, bort fra det socialt produktive arbejde og ind i krigsproduktionen, hvorved arbejdsløsheden i nogen tid aldeles hørte op. Der var flere arbejder at udføre, end der var arbejdere til at udføre dem, og vi ved alle, hvorledes arbejdslønnen gik op. 

Da ingen af os ønsker, at de hærgende engle, krig og pest, skal komme igen, er den eneste vej fra arbejdsløsheden, der står os åben, den at øge arbejdets mængde. Jeg er overbevist om, at læserne er enige med mig, når jeg siger, at vi naturligvis alle mener ‘socialt produktivt’ arbejde. I stedet for at sætte de arbejdsløse til at grave huller og fylde dem igen, vil vi have dem til at udføre virkelig nyttigt arbejde, så at både samfundet og de arbejdsløse selv vinder derved, får udbytte deraf. 

Vi kan kun finde nyttigt, udbytterigt arbejde til de arbejdsløse ved at gå til den kilde, hvorfra alle arbejdsemner flyder, naturens store forrådskammer og værksted: Jorden. 

III.
Tremagts-forbundet i produktionen.

1. En mængde arbejdere går direkte til jorden og får beskæftigelse. Landmanden og hans medhjælpere, handelsgartneren osv. producerer, dvs. fremdrager direkte af jorden føde til mennesker og dyr: korn, halm, græs, bælgfrugter, rodfrugter, grønsager, frugt; nogle opdrætter og holder husdyr, som giver kød, mælk, smør, ost, æg, huder, horn, uld, hår, børster, fjer osv. Grubearbejderen og stenbryderen går ligeledes direkte til jorden og fremdrager kul, jernmalm, tin, bly, kobber, zink, guld, sølv, granit, marmor, bygningssten, kalk, skifer, grus osv., osv. Skovhuggeren går ud på jorden og fælder træer. Fiskeren går ud på havet, på søen eller på floden – altså på jorden, økonomisk talt – og drager, bogstavelig talt, fisk frem til føde. 

Det er umuligt at nævne alle de mangfoldige gode og nyttige ting, som arbejderne ved disse primitive eller grundlæggende industrier fremdrager af naturens righoldige forrådskamre. Disse industrier er livsbetingende og fundamentale, thi uden den føde, som de tilvejebringer, kunne arbejderne ikke leve, og uden de råemner, som de fremdrager af jorden, kunne de sekundære eller omdannende industrier ikke gå deres gang. Det er fuldkommen klart, at dersom sysselsættelsen ved disse grund­læggende industrier skal tage til, så må vi enten have adgang til mere jord eller gøre fuldere brug af den jord, vi allerede har adgang til – eller begge dele. Nogen anden udvej er der ikke. 

2. De fødestoffer og de råemner, som fremdrages af jorden, er som regel ikke tillempede til umiddelbart brug. Kornet, som er et færdigt produkt fra landbruget, er et råemne for mølleren, der maler det til mel og klid. Melet er igen et råemne for bageren, der ved hjælp af brændsel og andre råemner omdanner det til brød. Som jernet er, når det kommer fra gruben, er det til liden eller ingen nytte; men ved hjælp af kul udrenses det fra slaggerne, smeltes og støbes eller smedes til en uendelig mængde nyttige ting, dampkedler, stålskinner, jernbjælker, ovne, pander, knive, som, urfjedre, synåle – ting, ved hvis fremstilling mangfoldige mennesker har haft nyttig beskæftigelse. Huden af dyrene garves til læder eller skind, og dette omdannes atter til fodtøj, handsker, seletøj, kufferter, drivremme, bogbind, urarmbånd osv., osv.  

Således omdannes de råemner, der fremdrages af jorden, til ny ting og indgår i nye forbindelser ved de sekundære eller omdannende industrier. Mægtigt rager disse industrier op i dette lands økonomiske liv, og dog er de, økonomisk talt, kun andenhånds industrier. Selve deres eksistens er afhængig af jordens produkter, og deres trivsel betinges af, at der er billig og rundelig forsyning af disse jordprodukter. I en vis forstand er det fuldkommen sandt, at de mennesker, der arbejder direkte på og med jorden, er de andres arbejdsgivere. De, der frembringer fødestoffer, skaffer således arbejde til møllere, bagere, fiskesaltere, folk, som henkoger, nedlægger og pakker frugt og kød i glas og dåser, tækkere, lerbrændere, porcelænsmalere og mangfoldige andre. 

Vi kan end ikke ‘falde tilbage’ på gas eller elektricitet som industriel drivkraft; thi der skal kul til. Elektriciteten, som den nu frembringes, er så at sige et lige så ægte kulprodukt som gassen eller dampen. Hvis vi ikke har vidst det før, så har vi nu under den langvarige standsning af kulgrubearbejdet haft tid og årsag nok til at lære, i hvor høj grad det industrielle arbejde er afhængigt af minerallejernes produkter. Vi er hverandres lemmer, selv de mest respektable og dygtige iblandt os. Dersom arbejderne ved de primære virksomheder holdt op med at fremdrage råemner, f. ex. til bygningsarbejde, ville arkitekter og entreprenører så vel som savskærere, murere, gipsarbejdere, tømrere, tækkere, glarmestre og mange andre være arbejdsløse. Ingen håndværker har noget at arbejde med, så længe råemnerne fra jorden ikke er blevet ‘fremdraget’ til dem. Beskæftigelse ved de forskellige omdannende industrier betinges derfor lige så fuldt og næsten lige så direkte af adgang til jorden, som beskæftigelse ved landbrug eller grubedrift. 

Og dette er endda ikke alt. De industrielle virksomheder er også i højeste grad afhængige af direkte og umiddelbar adgang til jorden, idet de nemlig skal have plads til værksteder, varehuse, kontorer osv. Og endelig er deres produktion for en meget stor del grundet på landbrugs- og grubearbejdernes efterspørgsel efter maskiner og redskaber, klæder, bohave osv. 

3. Råemnerne så vel som de delvis eller helt færdiggjorte varer kan kun ved menneskelig hjælp flyttes fra sted til sted. Denne kendsgerning åbner udsyn til en ny art af nyttig og produktiv beskæftigelse. Korn i bondens lade eller kul ved grubens munding er endnu ikke noget færdigt produkt til mig til min frokost. Der er mange gennemgangsled og flytninger, inden det når dertil. Her har vi da den tredje store gruppe af virksomheder: omsætning og fordeling af de varer, som frembringes af de to førstnævnte industrigrupper. Ved transport, oplagring og handel går råemnerne fra den første producent gennem fabrikken eller værkstedet, hvor de omformes til den ønskede vare, ud til forbrugerne. Alle de mennesker, der har beskæftigelse med det tredje og sidste trin i produktionen, varernes transport og omsætning, er derfor lige så stærkt interesserede i spørgsmålet om adgangen til jorden som de andre. Vore sømænd, jernbanemænd, fragtmænd (hvad enten de benytter heste- eller motorkraft), færgemænd, havnearbejdere, pakkere, dragere, detailhandlere, butiksfolk osv., ville snart lære at forstå, hvor afhængige de er af jorden, dersom den en skønne dag nægtede at yde sine hjælpemidler, eller dersom jorddrotterne fuldt ud benyttede deres monopolmagt til at hindre adgangen til jorden. Alle kuldragere, de fleste jernbanefolk og mange sømænd må i den sidste tid have lært at forstå, at deres erhverv så at sige er et biprodukt af kulgrubeindustrien. Men nøjagtigt det samme gælder alle sortkjolede arbejdere: bankmænd, regnskabsførere, auktionsholdere, mæglere, agenter, handelsrejsende, købmænd, kontorfolk osv., osv., så længe de har med de materielle tings reelle værdier at gøre. 

Medens alle de ting, der skal transporteres eller omsættes, således direkte eller indirekte uddrages af jorden, er selve transportmaskineriet også i høj grad indrettet på forbrug af kul. Selvom vi elektrificerer vore jernveje, er elektriciteten at regne for en slags flydende kul. Ombytter vi dampmaskinen med petroleumsmotoren, skal vi også have petroleummen fra jorden. Og prøver vi på at undvige jorddrotten ved at skabe elektrisk strøm ved hjælp af vandkraft, finder vi, at alle flodbredder og de fleste af selve floderne med er ‘privat ejendom’. Desuden må de elektriske ledninger gå enten over jorden eller under jorden, og der må gives betaling derfor. Falder vi tilbage på hestekraften, må vi hente hestenes føde fra jorden. 

Og endnu en gang: al transport- og omsætningsvirksomhed kræver direkte adgang til jorden, til jernveje, oplagspladser, kontorer, kanaler, havne, dokker, varehuse, butikker, garager, stalde osv. 

Endelig kræver alle industrier – de grundlæggende, de omdannende, de fordelende -adgang til jord til boplads for arbejderne. 

– Summen af det hele er altså denne: al vor føde, alle vore klæder, alle vore huse, alt vort bohave, alle vore redskaber og maskiner, alle vore fornødenheder og bekvemmeligheder og luksusting, kort sagt alt, hvad vi bruger herhjemme, og alt hvad vi udfører, får vi direkte eller indirekte fra jorden. “Jorden er moder, og arbejdskraften er fader til al rigdom”, siger sir William Petty. “Jorden er alle tings moder”, siges der i bibelen. – Hvor arbejdet virker direkte på og med jorden, har vi den egentlige grundindustri, og alle de mangfoldige virksomheder, der har med tilvirkning og omsætning af varer at gøre, afhænger af denne grundindustri og kan ikke eksistere uden den. Der er ledige hænder, ene og alene fordi der er ledig jord; det ene følger af det andet. Det gamle råb ‘Tilbage til jorden!’ var lige ved at føre menneskene til lægemidlet imod arbejdsløsheden; men dets talsmænd mente ikke jorden; de mente kun landbrugsjorden. Vel er det sandt – hvad arbejderpartiet også har indset –, at den fulde udnyttelse af landbrugsjorden øjeblikkelig ville give rigelig lejlighed til “sociait-produktivt” arbejde; og en stor og vel beskæftiget befolkning på landet ville ikke alene frembringe mere føde til industriarbejderne, men også danne et stadigt hjemmemarked for disses frembringelser, hvorved der ville skabes større beskæftigelse ved de omdannende og omsættende virksomheder. Men det civiliserede menneske trænger til andre ting end føde, og alle de materielle ting, det trænger til, fås lige så vel som føden fra jorden, dvs. naturligvis ikke landbrugsjorden alene. Hvis vi ikke skal leve nøgne på marken og æde vor føde under åben himmel, må vi have adgang til at bruge jorden. 

– En af grundene til, at jeg har lagt så megen vægt på den nylig stedfundne standsning i kulproduktionen, er den, at jeg gerne vil gøre det fuldkommen klart, at jorden, som vi grundskyldsmænd snakker så meget om, ikke alene består af kornmarker og kålhaver, hvor rigtige disse end måtte være. Vi kræver adgang til hele naturens forrådskammer. Opnår vi det, da kan vi tilfredsstille alle menneskelige fornødenheder og netop derigennem give enhver, der er villig til at arbejde, lejlighed til at tilfredsstille sine fornødenheder med frugterne af hans eget arbejde. Først da kan vi sige, som en teltmager i gamle dage sagde: “Den, som ikke vil arbejde, bør heller ikke have føde.” Hverken den forsætlige lediggænger eller den ufrivilligt arbejdsløse behøver da mere at vanære vor civilisation. Thi der er praktisk talt ingen grænse for den rigdom, vi kan fremdrage af naturens forrådskamre, når vi kun har adgang til dem. 

IV
Et eksempel

Jeg har allerede talt om, hvad vi kan lære af den midlertidige standsning i udnyttelsen af kullags jorderne. Jeg tager igen et tilfælde fra et område, der ligger uden for agerbruget. 

For omtrent 20 år siden var en stor mængde arbejdere i landsbyen Bethesda i en af Wales’s dale kommet til at stå uden arbejde. Årsagen var tilsyneladende en arbejdskonflikt. I virkeligheden var årsagen den, at afdøde lord Penrhyn havde nægtet en mængde arbejdere, både faglærte og ikke-faglærte, adgang til jord på tålelige vilkår. Det drejede sig om et skiferbrud, som han påstod var hans, men som disse mænd havde været vant til at arbejde i og tjene deres føde ved. Sagen vakte megen opsigt, både fordi den berørte å mange mennesker, og fordi lord Penrhyn var en fremstående personlighed. Men ikke mange var klar over, at beboerne i denne bjerglandsby – duelige og villige til at arbejde, som de var, og dog nu truede af sult, fordi de ingen arbejde havde kun udgjorde en ringe del af dem, der måtte lide for denne arbejdsstandsnings skyld. 

At disse skiferbrydere måtte gå ledige, voldte arbejdsløshed iblandt tjenestemændene ved den jernbane, der ikke havde stort andet at gøre end at transportere skifertavler fra Bethesda til Port Penrhyn, voldte arbejdsløshed blandt kontorfolkene, der skulle fakturere tavlerne; voldte arbejdsløshed blandt havnearbejderne, der skulle have indladet tavlerne; voldte arbejdsløshed iblandt søfolkene på de oplagte skibe, der skulle have fragtet tavlerne osv. Rundt omkring blev hist en og her en anden forretning uudført, fordi Penrhyn-tavlerne, som var blevet en efterspurgt vare, ikke kunne fås. Købmændene i Bethesda, som skulle leve af at forsyne skiferarbejderne med livsfornødenheder, blev mere eller mindre arbejdsløse, da deres kunder kun havde få eller ingen penge at købe for. Vareordrerne til grossisterne svandt ind. Grossisterne gjorde igen færre og mindre bestillinger hos fabrikanter og importører. Mange steder, tit langt borte fra Bethesda, blev folk ufrivilligt ‘lettet’ for arbejde. Bogholdere, lagerarbejdere, skomagere og vævere, her en i en virksomhed, hist en i en anden, fik deres løbepas, fordi det, som man plejer at sige, var ‘sløje tider’. Meget få af ofrene forstod, at de ‘sløje tider’ skyldtes dette, at et par tusind jordbrugere eller mere gik ledige i Bethesda. Og dog var disse jordbrugere netop deres egentlige arbejdsgivere. Det er ligefrem umuligt at efterspore alle følgerne af arbejdsstandsningen ved skiferbruddet. 

Lad os nu i tankerne samle alle dem, der her er kommet til at gå arbejdsledige, på eet sted. Vi får da en stor, typisk, ægte arbejdsløshedsdemonstration ud af det. Her er folk af alle håndteringer: skiferbrydere, kontorister, jernbanemænd, handelsfolk, dragere, sømænd, havnearbejdere, bygningsarbejdere osv., faglærte og ikke-faglærte mellem hverandre. Og naturligvis: “Noget må der gøres!” 

Lad os da prøve at anvende nogle af de midler, som Sidney Webb har foreslået til hjælp for de arbejdsløse! – Det ene efter det andet viser sig at være indviklet, kostbart, unødvendigt og virkningsløst – undtagen for så vidt som de hindrer arbejdsløshed iblandt bureaukraterne. Ingen af midlerne går til sagens rod. Thi alle disse mennesker er ude af arbejde simpelt hen af den grund, at et lille jordområde i Carnarvonshire ikke udnyttes, som det bør. 

Giv atter arbejdet adgang til denne ‘jord’, og straks vil alle de arbejdsløse sætte hverandre i arbejde. Skiferbryderne vil straks give jernbanemændene, havnearbejderne, sømændene, kontoristerne, bygningsarbejderne osv. noget at bestille. For den indtjente arbejdsløn købes der varer hos byens købmænd, som så sender nye ordrer til grosserere og fabrikanter, og der bliver ‘bedre tider’ over hele linjen. 

Vi har ikke nødig at gå længere end til denne Bethesdahistorie for at få et tydeligt vink om, hvilken vej vi skal gå. 

Medens arbejdskonflikten stod på, ansøgte lord Penrhyn om en stærk skattenedsættelse -og fik ansøgningen bevilget. Han angav naturligvis som grund for sin ansøgning, at hans indtægter af skiferbruddet var blevet mindre som en følge af konflikten. Den skattepligtige værdi var gået ned fra 24.800 pund sterling til 10.514 pund sterling (produktionen fra 96.000 tons til 40.700 tons). – Denne bevilling styrkede nådigherrens stilling, idet den formindskede hans udgifter, samtidig med at der væltedes en øget skattebyrde over på de andre skatteydere, af hvilke adskillige i forvejen var hårdt ramte af arbejdsstandsningen. Og naturligvis truedes kommunekassen samtidig af ny forpligtelser overfor dem, der kom til at lide nød.  

– Men sæt nu, at skattekomiteen havde haft myndighed og pligt til at nægte nådigherren disse skattelettelser og i stedet for afkræve ham grundskyld af skiferbruddets fulde grundværdi – bruddet betragtet som arbejdsgrundlag og som kilde til folkets forsyning med skifer. Grundskyldens tryk ville da snart have åbnet den adgang, som jorddrotten havde lukket for skiferarbejderne. Med andre ord: det arbejdsløshedsproblem, som havde sit udgangspunkt i Bethesda, ville være blevet løst ved grundskyldens indførelse. 

Det nytter ikke at sige, at den stivnakkede og rige lord Penrhyn ville have holdt stand også overfor en sådan beskatning. Hvis han havde prøvet på det, ville han simpelthen have mistet sine arbejdere. Thi grundskylden ville jo ikke alene falde på hans skiferbrud, men også på de uudnyttede skiferlejer i omegnen. Arbejderne ville da have haft en anden udvej end at arbejde for lord Penrhyn, og han ville da kun kunne få dem tilbage ved at byde dem en bedre løn, end de kunne tjene i de konkurrerende brud, der ville være blevet åbnet som en følge af grundskyldens indførelse. 

V.
Udenrigsk politik og britisk arbejdsløshed.

Men er det ikke krigen, der direkte og indirekte er skyld i den nuværende arbejdsløshed? 

“Inden krigen gentog ‘dårlige tider’ sig atter og atter med visse mellemrum”, siger arbejderpartiet. …. “Perioder med livlig virksomhed efterfulgtes af perioder med økonomisk stilstand og arbejdsløshed,” selv når der var, hvad man kalder fred og normal omsætning. Den nuværende arbejdsløshed kan derfor ikke helt skrives på krigens regning. Men krigen og de ‘freds’tilstande, der fulgte efter krigen, har utvivlsomt gjort sagen værre, og arbejderpartiet har ret, når det siger, at de har bidraget væsentligt til den nuværende ulykkelige tilstand. Jeg er vis på, at vi alle gerne vil stemme i med, når arbejderpartiet indstændigt kræver, at der sluttes virkelig fred i Europa, og vi ærer partiet for den iver og det mod, de både i parlamentet og ude landet, både i tide og utide, har lagt for dagen i denne sag. 

Men når alt kommer til alt, er den sidste krig så vel som alle tidligere krige (måske med undtagelse af religionskrigene) og de mellemfolkelige vanskeligheder, der har efterfulgt dem, ikke andet end hvad vore hjemlige industrielle kampe også er: faser af jordspørgsmålet, eller med andre ord: forsøg på tilegnelse af jordværdier. Den europæiske fred har aldrig været sikker, siden Tyskland i 1871 tilegnede sig Elsas-Lothringen; den har mange gange været truet af zarernes lyst til at tilegne sig Konstantinopel; Frederik den Stores forræderiske tilegnelse af Schlesien og Polens deling i det attende århundrede endnu bitre frugter i det tyvende; Øvre Schlesien, det nuværende stridens æble imellem Tyskland og Polen, er et sandt skatkammer af mineralrigdomme. Vi giver store pengesummer ud til militære eventyr i Mesopotamien, fordi landets jord yder olie, og Frankrig attrår Ruhr-området for dets kullejers skyld. Revolutionen i Rusland og – nærmere ved os – borgerkrigen i Irland har hver for sig deres historiske rod dybt nede i jordspørgsmålet. Der siges, at Lenin åbent har opgivet sit kommunistiske program for det russiske landbrugslands vedkommende og er ved at gå over til en politik, der har nogen lighed med en klodset bevægelse i retning af jordværdibeskatning. Vi selv kan indlade os på en sydafrikansk krig og samtidig hævde, at vi ikke stræber efter landvinding; men vi tilegner os alligevel Transvaal med dets guldlejer. De europæiske magter har erhvervet sig kolonier rundt omkring på jorden ved hjælp af indhegningslove, som de gjorde gældende overfor store jordområder og i mange tilfælde gennemførte med brutal magt. 

Ligesom Englands jord er forskellig i henseende til beliggenhed, vejrlig og ydedygtighed, således er også al anden jord forskellig rundt omkring i verden. Næsten ethvert land kan frembringe noget, som andre lande slet ikke kan frembringe, eller dog ikke kan frembringe nær så billigt eller nær så rigeligt. Vi bruger store mængder af te, kaffe, kakao, ris, tropiske odder, olieholdigt frø, frugter, bomuld osv., som på grund af vejrliget slet ikke kan frembringes her. Vi frembringer så godt som intet af den vin, silke, uld og tobak, vi bruger, og kun en ringe del af vort forbrug af korn, kod, huder, tommer, træmasse, guld, sølv osv. Hidtil har vi for en stor del levet af at omdanne råemner, som vi har fået fra andre lande, til brugsvarer, som vi udfører, ofte til selve de lande, vi har fået råemnerne fra. 

Dersom jeg opdrætter svin, og min nabo avler grønsager, er det en simpel ‘nabolig’ sag, at vi bytter med hinanden således, at han får noget af mit flæsk og jeg nogle af hans grønsager. Vi har begge fordel af denne nabolige ombytning, thi vi kan begge få både flæsk og grønsager til middag. Desuden kan gødningen fra mine svinestier bruges til at øge udbyttet af hans havebrug, medens affaldet fra hans kål og kartofler kan bruges til at fodre mine svin med. Det sande middel imod krigene og deres eftervirkninger er netop udviklingen og styrkelsen af det mellemfolkelige naboskab, den venskabelige og uhæmmede ombytning af frembringelser mellem folk og folk, kort sagt: den fuldkomne frihandel. 

Vi kan udjævne den engelske jords naturlige uligheder, og vi kan udjævne de engelske borgeres ulige trang til at få adgang til jorden ved at inddrage jordværdi­skylden i stats- og kommunekasserne. Vi kan naturligvis ikke anvende den samme fremgang måde internationalt; men vi kan nærme os stærkt til det samme mål ved at indføre mellemfolkelig handelsfrihed. Ulykkeligvis er dette netop, hvad de europæiske folk synes mindst tilbøjelige til at gøre, og – hvad der er endnu mere ulykkeligt for os – vor egen regering er trods alle Lloyd Georges frihandelstaler i hans radikale dage, blandt de virksomste til at opføre høje havemure for at hindre den nation, der avler grønsager, i at ombytte sine frembringelser med den nation, der opdrætter svin. Dersom de sejrrige allierede i stedet for at opføre nye toldboder i de okkuperede tyske landsdele havde krævet nedlæggelse af alle toldboder overhovedet; dersom de havde givet sig til at handle frit med Rusland i stedet for at støtte zaristiske eventyrere i borgerkrigen, ville de have udrettet meget mere i retning af at trække tænderne ud på bolsjevismen og i retning af at hindre fremtidige krige og nutidig arbejdsløshed, end de gør ved at lægge en kolossal skattebyrde på Tyskland, ja endog meget mere, end de nu udretter ved at tvinge det til afrustning. Thi vi ville da have fået råemner, som vi så hårdt trænger til, og vi ville have fundet en fordelagtig afsætning for vore kul og vore fabriksvarer, som mange af vore naboer på fastlandet så forbitret hårdt har brug for. Og nationerne ville allerede have været godt i gang med at glemme det gensidige had over den fredelige udveksling af venlige tjenester og nyttige livsfornødenheder. De høje priser ville da hurtigere være gået nedad, og omsætningen ville nærme sig til det normale. 

Vi ville blive fri for den socialt uproduktive og i sandhed skadelige anvendelse af penge og arbejde, som vi nu ofrer på at hæmme handelen, og dette ville fremhjælpe en økonomisk genopbyggelse over hele linjen. 

Der er ingen fred i Europa. Og der kan ikke blive fred, så længe vi bliver ved at holde en økonomisk krig gående også efter at våbenkrigen (i det mindste nominelt) er endt. De ‘blokhuse’, der bemandes af toldbodsofficerer og bevæbnes med ødelæggende beskatningsvåben, fortsætter på en anden måde den blokade, som den britiske flåde iværksatte overfor Tyskland, og som de tyske ubåde iværksatte overfor England, og med nøjagtigt den samme slags økonomiske resultater. Under krigen så og følte vi alle sammen de grufulde virkninger af den fuldkomne ‘beskyttelse’, der ydedes mange industrier ved den absolutte udelukkelse af konkurrerende produkter. Og dog har vi lært så lidt af disse erfaringer, at vi ligefrem brygger ny planer om en delvis blokade overfor os selv og således bogstavelig talt nægter os selv adgang til andre landes jord og jordprodukter. 

For alt i verden, lad os dog kræve fri handel – sand og fuldkommen frihandel – som et middel imod arbejdsløsheden. Men, som jeg prøvede at påvise ved den internationale frihandelskongres i Antwerpen for 11 år siden: handel eller omsætning er kun et af trinene i frembringelsesforløbet, kun et af trinene i den virksomhed, der går ud på at fremdrage ting af jorden, og afskaffelsen af al skat på arbejdsfliden og dens frugter, hvad enten den har ‘beskyttelse’ eller ‘indkomst’ til formål, er en væsentlig del af den frigørelsespolitik, der sædvanlig går under navn af jordværdibeskatning (jordskyld). 

Vore amerikanske arbejdsfæller tog engang det valgsprog: 

Fri jord, fri handel, frie mennesker! 

De tidligere russiske revolutionære, som var alt for lede og kede af zarens diktatormagt til at ville have nogen anden diktatormagt, indskrev følgende rammende ord på deres bannere: 

Jord og frihed! 

Det er under bannere af den art, vi må gå ud til kamp for afskaffelse af arbejdsløsheden.

––––––––––––––––––––––––––

Se også Fred. Verinder: My Neighbour’s Landmark