En brevveksling
fra tidsskriftet RET, nov.-dec. 1913

Til hr. Joseph Fels, Philadelphia.

Da jeg har læst meget om Dem og om Deres store barmhjertigheds- og godgørenhedsværk, tillader jeg mig at skrive til Dem og bede Dem om en gave til vor herværende kristelige, teologiske skole.

Det synes måske underligt, at jeg henvender mig til en mand, der ikke er af samme tro som vi, men jeg har af nogle af Deres taler set, at De ingen forskel gør på racer, trosbekendelser eller hudfarver, men betragter alle mennesker som Deres brødre, – at De tror på Guds faderlighed og menneskenes broderlighed. De lærer således det samme, som vor skole lærer, og vor skole gør, så godt som den med sine begrænsede midler kan, det samme arbejde, som De søger at gøre.

Vi trænger meget hårdt til penge. Mange unge mennesker, som gerne vil optages i vor skole, og som forbereder sig til at kunne prædike Kristi evangelium, står uden midler til at betale for deres ophold her og til at købe bøger for, og vore midler er så små, at vi ikke kan hjælpe dem. Mange af de unge, som i vor skole er uddannet til at prædike evangeliet, ville være skikkede til at bære ordet ud til hedningerne i fremmede lande og således være medvirkende til at sprede det mørke, som hersker iblandt millioner af vore brødre i andre lande.

Kan De ikke hjælpe os? Hvad der ville være småting for Dem, ville have meget at betyde for os, og det kunne måske blive et middel til at frelse mange sjæle.

Deres ærbødige
N. N – Skolens forstander.

***

Højærværdige hr. N. N.,
Forstander for … teologiske skole.

Idet jeg hermed svarer på Deres henvendelse til mig, må jeg først sige, at jeg ikke kan begribe, hvor De har læst om mit »barmhjertigheds- og godgørenhedsværk«. Jeg er ikke nogen filantrop, og jeg giver intet til velgørenhed.

Når De siger, at jeg ikke er af samme »tro« som De, så må jeg antage, at De mener: af samme religiøse bekendelse. Lad mig fremsætte min tro, så kan vi jo se, hvori vi afviger fra hinanden.

Jeg tror, at Gud er menneskenes fader, og som følge deraf, at menneskene er brødre; med menneskene mener jeg alle mennesker. – Jeg tænker, at vi for så vidt er enige.

Jeg tror, at Skaberen gav jorden frit til alle sine børn, og at de alle må have lige ret til at bruge den. Er De enig med mig i det?

Jeg tror, at det bud: »I dit ansigts sved skal du æde dit brød« nødvendigvis må indeholde dette: »du skal ikke æde dit brød i din broders ansigts sved.« Er vi enige?

Jeg tror, at alle de mennesker, som lever i lediggang af den rigdom, som andre har frembragt, øver vold imod den guddommelige lov, idet de jo æder brød i deres brødres ansigts sved. – Er De enig med mig i det?

Jeg tror, at intet menneske bør have magt til at tage noget af det, som han ikke selv har frembragt eller fortjent, medmindre det frivilligt gives ham af den, som har frembragt det. – Er vi enige?

Jeg tror, at broderskabet kræver, at der ydes fuldt vederlag for enhver tjeneste, som den ene broder modtager af den anden. – Er vi enige?

Jeg tror, det er gudsbespotteligt at påstå eller at insinuere, at Gud har fordømt nogle af sine børn til håbløs fattigdom og til de forbrydelser, den nød og elendighed, som følger af fattigdom, medens han har tildelt andre et liv i bekvemmelighed og luksus uden arbejde. – Er vi enige?

Jeg tror, at da arbejdsprodukter er nødvendige til livets ophold, og da arbejdet må i lag med jorden for at kunne producere, så må ethvert barn komme til verden med en guddommelig bemyndigelse til at bruge jorden uden noget andet guds barns samtykke. – Er vi enige?

Hvor mennesker samler sig i ordnet samfund, har jorden en vis værdi, særskilt fra de arbejdsskabte tings værdi. Efter som folkemængden og virksomheden tager til, øges også jordværdien, men ikke de arbejdsskabte tings værdi. Denne tilvækst i jordens værdi er skabt af samfundet i fællesskab. Og denne samfundsskabte værdi tilhører samfundet, ganske ligesom den rigdom, De har skabt, tilhører Dem. – Er De enig med mig i det?

Dette er min »bekendelse«, min tro, min religion. Lærer De dette, eller noget tilsvarende i Deres teologiske skole? Hvis ikke – hvorfor da ikke? Jeg har ret til at spørge Dem, siden De har bedt mig om penge. Dersom De er enig med mig i mine grundsætninger, men ikke lærer efter dem, sig mig da hvorfor? Og dersom jeg svæver i vildfarelse, sig mig da på hvilke punkter? Jeg bruger alle de penge, jeg har, til at udbrede min tro, min religion, så godt jeg kan. Jeg bruger dem, som jeg bedst forstår. Misbruger jeg mine penge? Hvis jeg gør – hvorfor da, og hvorledes? Er min lære vrang, eller står den i modstrid med den sande religion, da vil jeg gerne indse det. Jeg antager, at dersom De ikke lærte, hvad der fuldt ud var sandhed, så ville De også gerne indse det.

Har jeg ikke ret i dette?

   Man kan indvende med hensyn til det, jeg lærer, at jeg blander politik og religion sammen. Men kan man med nogen virkning angribe mig på dette grundlag? Politik er efter sin sande mening regeringsvidenskab. Er regering nu noget, som slet ikke vedkommer religion eller retfærdighed? Hviler den retfærdige regering ikke på dette, at der gøres, hvad ret og rigtigt er?

Er min religion sand, hvorledes er det da muligt for Deres skole at undervise i kristendom uden at give sig af med regeringsvidenskaben? Eller er Deres skole så forskellig fra andre teologiske institutter, at den virkelig giver vejledning i de grundlæggende moralske principper, efter hvilke menneskene slutter sig sammen under et ordnet styre?

Nærer De tvivl om, at beskatning og retfærdighed står i forbindelse med hinanden? Dersom regeringen er noget, der består ifølge naturens orden, så har de guddommelige naturlove sikkert også sørget for, at der er naturlig næring og underhold til regeringen, alt som det er fornødent. Hvor i naturen finder vi en skabning, som er kommet til verden, uden at der er sørget for passende naturlig føde til den? Det er i vort beskatningssystem, at vi finder den alvorligste fornægtelse af Guds faderlighed og menneskenes broderlighed, for det første fordi vi til vort fælles behov tager det fra de enkelte, som ikke tilhører os alle i fællesskab, og for det andet fordi vi tillader enkelte mennesker at tage det til eget brug, som tilhører os alle i fællesskab. Vi har således under påskud af »det offentlige vel« indrettet et system, som tillader nogle mennesker at beskatte andre til privat fordel.

Er det ikke en krænkelse af den naturlige, den guddommelige lov? Må det ikke avle ulvegrådighed på den ene side og forsulten fattigdom på den anden? Må det ikke opelske millionærer ved den ene ende af samfundsstigen og vagabonder ved den anden? Hvorledes er det under sådanne vilkår muligt for menneskene at adlyde det ny bud: »I skal elske hverandre«? Hvad kunne vel bedre skille menneskene ad? Hvad kunne vel bedre dele dem i klasser til indbyrdes kamp?

De siger, at De trænger til penge for at kunne uddanne unge mennesker og gøre dem skikkede til at »bære ordet ud til hedningerne i fremmede lande og således være medvirkende til at sprede det mørke, som hersker iblandt millioner af brødre«. Men hvilket budskab, som skal kunne stå for en intelligent hednings krydsild af spørgsmål, vil Deres skole medgive disse unge mænd til deres brødre i mørket? Sæt f.eks. at Deres skole til et eller andet hedningeland udsendte en intelligent ung mand for at forkynde budskabet, og sæt så, at en oplyst mand i hans tilhørerkreds stiller ham følgende spørgsmål:

»De kommer fra Amerika, hvor Deres religion er blevet prædiket og lært i omtrent 400 år, hvor hver lille landsby har sin kirke, og hvor større byer har kirker i snesevis. Går alle mennesker der i disse kirker? Lever Deres landsmænd, eller dog en større del af dem, i overensstemmelse med det, som De prædiker for os? Er Deres love i overensstemmelse med den religion, som De forkynder os? Er Deres byer moralsk rene i forhold til det antal kirker, der er i dem?

»De har store og mægtige millionærer. Hvorledes er de kommet til deres penge? Har de større indflydelse i jeres kirker, på jeres rigsdag, ved jeres lovgivning og på jeres domstole, end de fattige har? Overholder de overfor dem, som de har i deres tjeneste, den moralske lov, at en arbejder er sin løn værd? Behandler de deres lejede arbejdere som brødre? Sætter de børn til at arbejde, børn, som burde lege eller gå i skole?

»I 400 år er Deres religion blevet prædiket og læst i Deres land. Er dér da nu færre eller måske slet ingen forbrydelser? Har De mindre brug for fængsler? Drives færre og færre af Deres folk til galehusene? Er der færre selvmord? Er der forholdsvis flere forbrydelser blandt jøder og vantro end blandt dem, som bekender sig til den kristne religion?«

Hvilke svar ville Deres missionær give på disse spørgsmål? Hvorledes ville De selv svare på dem?

Jeg angriber ikke kristendommen. De foregående spørgsmål har ikke til hensigt at kritisere den store række af moralske love, der ligger som grundlag for kristendommen, men at kritisere de mennesker, som prædiker, men ikke praktiserer disse love. – De kan anklage mig for vantro, men det er intet svar. Vil De kritisere mig, eller vil De fremføre nogen anklage imod mig, så svar først på mine spørgsmål. Svar mig ligefrem, og jeg skal også svare Dem ligefrem på, hvad De måtte ville spørge mig om.

Hvad jeg hævder er dette, at de morallove, som Jesus lærte, er selve retfærdighedens love, lovene for den rette livsførelse og den rette handlemåde, og at disse love er altomfattende og fuldkomment tilstrækkelige for vort samfundsliv.

Det skal glæde mig at yde bidrag til Deres teologiske skole eller til enhver anden, som virkelig når ned til disse sociale og moralske loves faste klippegrund, som godkender dem i hele deres fylde, og som oplærer sine studenter til at kundgøre og lære dem, uden hensyn til de folk, som sidder i kirkestolene, til deres klædedragt, deres konto i banken, deres sociale eller politiske stilling.

Deres meget forbundne
Joseph Fels