fra tidsskriftet Det Frie Blad, nr. 7, 1926

(De, som kan huske vor bevægelse fra 1910-11-12, vil også huske Joseph Fels, den rige onkel fra Amerika, der kom hertil, omgivet af eventyrets glans såvel som af millionernes. Han gav med fulde hænder af sine penge og sine kræfter, gav sig selv og all sit, indtil han døde, alt for tidligt, opslidt af det arbejde, han havde påtaget sig: at komme af med sine penge uden at gøre skade med dem. Nedenstående er et af de eventyr, han selv fortalte om: Hvorledes man bliver rig uden arbejde.) 

“En dag fik jeg besøg i mit hjem i Philadelphia af en agent, som fortalte, at han havde et stykke jord på ca. 11 tdr. land i West Philadelphia, som han ville sælge for 7.500 dollars og han ville gerne have, at jeg købte det. Det traf sig sådan, al jeg havde set jorden, og jeg sagde derfor, at sådan noget væmmeligt, rødt ler aldeles ikke fristede mig. Men agenten gjorde mig opmærksom på, at denne jord snart ville “komme ind”, dvs. at byen var i færd med at nå ud til den. Og så købte jeg den. 

Så på én gang fik jeg i sinde at tage mig for at blive en virkelig godgørende, veldædig mand, på bekostning af mine medmennesker. Jeg ville ind i den klasse, som man kalder filantroper, velgørere. Derfor sendte jeg bud efter sekretæren for en single tax (grundskylds) klub, som består af mænd og kvinder, der lader, som om de gør noget for at lette de fattiges tilværelse ved at opmuntre dem til at dyrke havesager på tomme byggegrunde, men som i virkeligheden har det for øje at henlede opmærksomheden på jordspørgsmålet og dets forbindelse med muligheden for at skaffe sig udkommet. 

Da jeg fortalte denne repræsentant for grundskyldsfolkene, at han måtte bruge mine 11 tdr. land ganske gratis, var han lige ved at falde ned af stolen, og han var ved at skynde sig bort for at forkynde det glade budskab. Men jeg standsede ham med et lille vink om, at der var en snor i mit tilbud, at der var noget, han måtte gøre til gengæld for at få jorden. Den stakkels fyr så straks så elendig ud, som om han havde mistet alle sine bedste venner. “Nå, alt hvad du har at gøre, er,” fortsatte jeg, “at gå til aviserne og give dem hver en spalte, som handler om, hvilken godgørende mand jeg er, få mit billede i aviserne og få dem til at fortælle lidt om, hvilken velgører for mit land jeg er.” Ikke andet – han strålede på ny. Det var nemt nok, og snart strålede mit ry blandt alle filantroper. (Dette hørte med til den lille spøg, som jeg havde i sinde at lade springe, når jeg var færdig til det.) 

Efter at 44 mænd var kommet i gang med at dyrke min jord, besluttede jeg at foretage mig endnu en velgerning. Jeg sendte derfor bud efter sekretæren for en forening af unge droner, der tog sig af arbejderkvinders ferier, og sagde til hende, at hendes forening måtte få lov til at bruge den store, gamle villa på min jord, uden at det skulle koste dem andet end istandsættelsen – men også på den betingelse, at de lod det gå videre til journalisterne, så jeg kunne få nok et stød i trompeten som en, der i sandhed var godgørende. All dette skete som tidligere – og selv kirkerne havde bud efter mig, for at jeg skulle optræde på prædikestolene og fortælle folk om, hvorledes det føles at være filantrop. Dette afslog jeg dog. Del var ikke den spøg, jeg var ude efter. 

Endnu dyrker mænd grøntsager på den jord gratis, og den gamle villa er fyldt med lykkelige, unge piger, der, om de ikke havde haft denne lejlighed, vilde være berøvet udsigten til hvile og rekreation. Og imidlertid priser folk mig for min ædle offervillighed. 

Nu kommer jeg til spøgen. Der blev tilbudt mig 10.000 dollars for den jord, dernæst 15.000. Så 20.000 og endelig 25.000 dollars. Men jeg har den endnu og vil vedblive at beholde den, indtil jeg kan tjene i det mindste 18.000 dollars på den, og dette vil jeg bruge til dannelse af et særligt fond med det formål at udbrede oplysningen om grundskyldslæren. 

Jorden “kom ind”, endda hurtigere, end jeg havde ventet. Grunden var den, at en ny sporvognslinje blev lagt lige forbi den og at næsten 3.000 nye hjem blev bygget i dens nabolag af driftige og flinke borgere. Denne ufortjente værdistigning tilhører – dersom ret og billighed skulle råde – slet ikke mig, men samfundet. Jeg har intet gjort for at skabe den værdi. Men udbyttet er mit i følge loven.