af Arge Krapper (1958)
Fra RETSDEMOKRATEN NR. 1
(Sådan taler en liberal/pma)

Retsforbundet er medforslagsstiller til det skrappeste restriktionskompleks, som nogensinde er forelagt Folketinget til behandling. 

En overflødig krigstidslov uden betydende afviklingsparagraffer. 

Så kom endelig efter årelang tøven regeringens socialdemokratiske forslag til en ny lejelov, og man forstår så udmærket, at det har varet så længe, inden det blev fremsat, thi det må have været et drøjt stykke arbejde at få de to liberale partier i regeringen til at tage medansvar for en så udpræget socialdemokratisk klasselov. Det kunne være interessant at få opklaret, hvilke tvangsmidler H. C. Hansen har måttet benytte for at få vore folk til at kapitulere. 

Ikke alene bevarer forslaget alle den gamle lovs restriktioner, men disse skærpes og nye føjes til nu mere end 13 år efter krigens ophør, hvor en sådan lovgivning for længst burde have overlevet sig selv. 

Det skal fortsat i 5 år være filantropi at udleje en lejlighed i den gamle boligmasse, thi de få procent, der tillægges ejendommene, er som en dråbe i havet, når man betænker, at alene håndværksudgifterne til reparationer er steget 500 %, siden restriktionerne blev indført for 19 år siden. 

En væsentlig skærpelse af restriktionerne er det, at det nu forbydes ejere og lejere at indgå på frivillige overenskomster om lejeforhøjelse. Det vil i praksis sige, at den hæderlige lejer, som vil betale for det, han får, bliver gjort til forbryder, mens det burde være omvendt. 

En anden væsentlig skærpelse af restriktionerne er det, at man fratager ejeren retten til at modsætte sig bytning af lejligheder. Det betyder, at han kan få sin ejendom beboet af uønskede personer, som han står magtesløs overfor. 

Bibeholdelsen af nævnenes politiske sammensætning er uheldig i hvert fald i København. Tænk blot på, at i et af nævnene er varetagelsen af ejernes interesser med borgerrepræsentationens velsignelse lagt i hænderne på – en kommunist! og i flertallet af de øvrige på en socialdemokrat, fordi disse har flertallet i borgerrepræsentationen. 

l en pjece, som jeg udarbejdede for en halv snes år siden, og som blev udgivet af Retsforbundet: Hvad Retsforbundet vil – i korte træk, skrev jeg: “I kraft af huslejemonopolet gør man bolignøden permanent og huslejen ulige – og i reglen urimelig høj for de unge, der skal sætte bo”. Disse ord har stadig gyldighed. De unge vil fortsat komme til at betale mindst 4 gange så meget i husleje for de nye lejligheder, som prisen er i de gamle. Med hvilken ret skal den ældre generation have privilegium på de billige lejligheder? Det hjælper kun lidt, at hr. Bundvad kan se, at dette er forkert, når han fremsætter et lovforslag, som gør denne skævhed permanent; og skævheden yderligere forstærkes derved, at lejerne i de gamle lejligheder gennem pristalsreguleringen får mere end dobbelt dækning for alle lejestigninger, medens lejerne i de nye næppe får dækning for halvdelen. Denne uretfærdighed kunne der bødes på ved at give alle ret til at fradrage boligafgiften i selvangivelsen. 

l forbindelse med lejeloven får vi en boligskat på 14 %. Det er en skæbnens ironi, at det er en retsstatsminister, som skal forelægge og forsvare denne skat, som vi hidtil har været modstandere af, og det er kompromitterende, at en del af skatten skal camoufleres som grundskyld. Men måske er det netop denne bestemmelse, som har fået vore folk til at sluge hele kamelen rå. 

Det må håbes, at i hvert fald nogle af Retsforbundets repræsentanter i Folketinget må få øjnene op, inden det er for sent, og blankt stemme imod disse skandaløse lovforslag uanset følgerne. Der vil nemlig ingen skade ske, dersom lejeloven bortfaldt fra 1. april næste år. Tværtimod. Det ville blot have til følge, at bolignøden med ét slag ville være forbi – her ligesom det skete i Belgien, da man ophævede restriktionerne dernede; thi bolignøden er kun noget, politikerne skaber. Vi har procentvis flere lejligheder til befolkningen, end vi havde i 1939, og dengang var der mange tusind ledige lejligheder. Det er ufatteligt, at vore egne politiske repræsentanter er så bange for at lade vore frihedsidéer bevise deres bærekraft i praksis. 

Det, der tiltrænges i dag, er ikke en skærpelse af restriktionerne men en afvikling. Når denne 5-årige lov udløber, vil de have varet i 25 år. Hvad om man benyttede disse forhåbentlig sidste 5 år til en gradvis ophævelse af såvel huslejestop som uopsigelighed. 

Sandheden er, at det vil blive meget få lejere, som ville blive opsagt, hvis man ophævede uopsigeligheden. Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får. I min ejendom med 23 lejemål ville der f. eks. kun blive opsagt en eneste, og han ønsker selv at bortbytte sin lejlighed, hvad han selvfølgelig har fået lov til, men der er ingen, som vil have ham – og de øvrige lejere ville blive henrykte, hvis de kunne slippe af med ham. Denne restriktion er nemlig i reglen kun til fordel for en enkelt ubehagelig lejer, oftest en kværulerende kommunist, som i kraft af restriktionen føler sig urørlig, hvad han i praksis også er, til gene for alle de ordentlige lejere. 

Karakteristisk for den overfladiskhed, hvormed vor folketingsgruppe har behandlet dette lovkompleks, er det, at skønt jeg er den eneste retsstatsmand, som har været ejerrepræsentant i et københavnsk huslejenævn har jeg ikke været indkaldt til et eneste møde med vore repræsentanter i udvalget, og forslaget bærer just ikke præg af, at man har haft overskud af sagkundskab. 

Ved den videre behandling af forslaget, som forhåbentlig vil undergå mange liberaliserende ændringer, inden det bliver til lov, må man i hvert fald bede vore folketingsmedlemmer holde sig for øje, at Retsforbundet alle dage har været modstander af restriktioner, og det kan derfor ikke være vor opgave krampagtigt at holde fast på dem. Lad os overlade det til de partier, som tror på velfærdsstatens velsignelser. 

Arge Krapper.