Robert G. Ingersoll
De store skeptikere
Oversat af Henrik Eismark
efter The Great Infidels, ca. 1888.
(udgivet som pdf dokument i 2001)
ISBN 978-87-91060-70-0
Indhold
Udgiverens Forord
Indledning
Oprindelsen til Gud og Himmelen, Djævelen og Helvede
Påkaldelse af kirkegården
Hellige bøger
Frygt
Dødsprøven
Julian
Bruno
Kirken på Voltaires tid
Voltaire
Diderot
David Hume
Spinoza
Vore skeptikere
Thomas Paine
Afslutning
Udgiverens Forord
Ingersoll var en af sin tids allerstørste foredragsholdere, der trak tusindvis af tilhørere, der var parat til at betale skyhøje billetpriser på op til $1.- I dag ville det svare til over 2000kr. De mange ivrige tilhørere skabte kaos ved indgangene, der måtte styres af politiet. Det foregik nærmest som for dagens rockstjerner. Publikum var dog blot i den mere modne alder.
Talerne var som regel provokerende, groteske og underholdende og meget ofte kritiske overfor religion, som Ingersoll betragtede som overtro. Ingersoll foreslog at erstatte overtroen med selvstændig tænkning, logik og naturlige forklaringer. Frem for at bruge sit liv, sin tid og sine kræfter på forberede sig på et liv efter dette på jorden, gik Ingersoll ind for at sørge for at glæde sin familie, være god mod andre, studere og lære, lytte til forskningen og anvende teknikkens fremskridt til at skabe et bedre liv.
Emnet for denne bog er de selvstændige tænkere, som kom i opposition til kirken, fordi de tvivlede på kirkens dogmer og foretrak mere naturlige forklaringer. Disse filosofiske helte, som Ingersoll beskriver, har bidraget til at befri den vestlige civilisation for kræfter, der kan betegnes som religiøst fundamentalistiske.
Henrik Eismark
Indledning
Jeg har sommetider tænkt, at det ikke var særligt karakterskabende at rokke børn i hykleriets vugge.
Jeg tror ikke, at mænd og kvinder har en tendens til at blive modige og prægtige, når man fortæller dem, at der er visse meninger om visse ting, som de aldrig må udtrykke; at de må gå gennem livet bag et skjold af forstillelse; at deres naboer vil synes bedre om dem, hvis de blot ville tie stille; og at der over alt er en Gud, som hader enhver, der ærligt udtrykker sin mening. Jeg for min del tror, at folk vil være mere ærlige i forretninger, i politik, større i kunst, i alt som er godt og smukt, hvis de lærer at sige deres ærlige mening fra vugge til grav.
Jeg tror heller ikke på, at det er farligt at tænke. Det er utroligt, at kun idioter er fuldstændigt sikre på at opnå frelse. Det er utroligt, at jo mere forstand, man har, jo mindre er chancen. Der kan ikke være nogen fare ved ærlige tanker, og hvis verden nogensinde skal komme videre, end den er i dag, må den ledes af mennesker, som udtrykker sin ærlige mening.
Vi har passeret midnat i den store kamp mellem kendsgerning og tro, mellem videnskab og overtro. Den ortodokse hjerne er brændemærket med intellektuelt mindreværd. Der er intet større end at afværge bagvaskelsens spedalskhed; en god og storsindet mands rygte. Intet kan være mere rimeligt end at være god ved vores velgører.
Den ene tidsalders skeptikere er blevet den næstes glorieprydede helgener. Det gamles nedbrydere er blevet det nys skabere. Det gamle svinder bort, og det nye bliver gammelt. Der er i den intellektuelle verden som i den materielle, hensygnen og vækst, og altid står ungdom og glæde ved den bisatte tidsalders grav.
Det intellektuelle fremskridt er skrevet med skeptikernes liv. De politiske rettigheder er blevet holdt tilbage af forrædere, forstandens frihed af kættere. At angribe kongen var forræderi, at betvivle præsten var blasfemi. Sværdet og korset var allierede. De forsvarede hinanden. Tronen og altret var tvillingegribbe fra samme æg.
Det var James I, der sagde: “Ingen biskop – ingen konge”. Han kunne have sagt: “Intet kors – ingen krone”.
Kongerne ejede folks legemer og præsten sjælene. Den ene levede af skatter, den anden af almisser. Den ene var en røver, den anden en tigger og hver var begge dele.
Disse røvere og tiggere styrede to verdener. Kongen skabte love, og præsten skabte læresætninger. Med bøjede rygge tog folket mod den enes byrder, og med åben undrende mund tog de imod den andens dogmer. Hvis nogen prøvede at frigøre sig, blev de knust af kongen, og hver en præst var en Herodes, som slagtede forstandens børn.
Kongen styrede med magt, præsten med frygt, og hver med begge dele. Kongen sagde til folket: “Gud gjorde jer til bønder, og han gjorde mig til konge. Han skabte laser og rønner til jer, kjoler og slotte til mig. Således er Guds retfærdighed”. Og præsten sagde: “Gud gjorde jer uvidende og gemene. Han gjorde mig hellig og klog. Hvis I ikke adlyder mig, vil Gud straffe jer her og pine jer siden. Således er Guds nåde”.
Skeptikere er intellektuelle opdagelsesrejsende. De besejler det ukendtes hav og finder nye øer og kontinenter bag tankens uendelige vidder.
En skeptiker er en, som har opdaget en ny kendsgerning, som har dannet sin egen opfattelse, og som på den åndelige stjernehimmel ikke har set nogen anden stjerne.
Han er en intellektuel kapitalist og tirrer det teologiske fattiglems misundelse og had.
Oprindelsen til Gud og Himmelen, Djævelen og Helvede
Ifølge gode ortodokse kristnes vurdering er jeg en forbryder, fordi jeg fra kærlige mødre, fædre, brødre, søstre, ægtemænd, hustruer og elskende prøver at fjerne den trøst, der naturligt kommer fra troen på en evighed i sorg og smerte.
Jeg vil iturive, knække og sprede den Gud for vinden, som præsterne rejste på fornøjelsernes uskyldige agre – en Gud lavet af pinde kaldet læresætninger og af gamle klæder kaldet myter. Jeg vil forsøge at fjerne kistens gru, vuggens forbandelse og slukke hævnens flammer, som næres af en uendelig djævel.
Er det nødvendigt for Himlen at låne sit lys fra Helvedes skær?
Evig straf er evig ondskab, evig uretfærdighed, udødelig grusomhed. At dyrke en evig dommer forhærder, fornedrer og tilsviner selv den mest gemene sjæl. Så længe der findes bare et trist og knust hjerte i universet, kan ingen god person være fuldkommen lykkelig.
Mod den kristne religions hjerteløshed skulle enhver stor og barmhjertig sjæl udsende en alvorsfuld protest. Helvedets Gud skulle afskyes, foragtes og spottes. En Gud, som truer med evig pinsel, skulle hades, ikke elskes, forbandes, ikke tilbedes. En himmel, som en sådan Gud råder over, må være værre end det dybeste helvede. Jeg vil ikke tage del i nogen himmel, hvor de frelste, de løskøbte og de forløste med glædesråb vil overdøve skrigene og jammeren i helvede – hvor lykke vil glemme elendighed, hvor de fortabtes tårer kun forøger latteren og fordobler den salige fryd.
Tanken om helvede opstod ud af uvidenhed, brutalitet, frygt, fejhed og hævngerrighed. Denne tanke vidner om, at vores fjerne forfædre var de laveste dyr. Kun fra jordhuller, jordhuler og klippehuler, kun fra munde fyldt med grusomme hugtænder, kun fra frygtsomme og hadefulde hjerter, kun fra liderlighedens og sultens bevidsthed, kun fra de laveste og mest foragtelige kunne det mest grusomme, hjerteløse og bestialske af alle dogmer komme.
Vores barbariske forfædre vidste kun lidt om naturen: de var for overvældede til at udforske. De kunne ikke frigøre sig fra den ide, at alt skete med reference til dem; at de forårsagede storme og jordskælv; at de fremkaldte orkan og hvirvelvind; at på grund af noget, de havde gjort eller undladt at gøre, sprang hævnens lyn fra den mørke himmel. De besluttede sig til, at to store og magtfulde væsener herskede over denne verden; at den ene var god og den anden ond; at begge to ønskede at herske over menneskets sjæl; at de var uforsonlige fjender, evige modstandere; at begge værdsatte rekrutter og hadede desertører; at begge forlangte at blive prist og tilbedt; at den ene lovede belønninger i denne verden og den anden i den næste.
Djævelen betalte kontant, Gud køber på kredit. Mennesket så grusomhed og barmhjertighed i naturen, fordi han forestillede sig, at fænomener blev fremkaldt for at straffe eller belønne. Når hans usle hytte blev splittet ad i stumper og stykker af vinden, tænkte han, at det var en straf. Når en by blev skyllet væk af en oversvømmelse, regnede han med, at indbyggernes forbrydelser var blevet hævnet. Når landet havde overflod og årstiderne var venlige, troede han, at han havde behaget himmelens despot.
Det må huskes, at det blev antaget, at den højeste Gud og den højeste Djævel herskede over både guder og djævle. Guden kunne give evigtvarende belønninger og kunne påføre uophørlige lidelser. Djævelen kunne hjælpe mennesket her; kunne give ham rigdom og en høj position, mod siden at eje hans sjæl. Hvert menneskes sjæl var et bytte, som disse gudevæsener kæmpede om. Naturligvis havde denne Gud og denne Djævel utallige ånder til rådighed, der kunne udføre deres ordrer. Guden boede i himlen og Djævelen i helvede. Begge var monarker og uophørligt jaloux på hinanden. Præsterne foregav at være denne Guds agenter og rekrutteringssergenter og være fuldt bemyndiget til at love og true i hans navn; de havde magt til at tilgive og forbande. Disse præster forsøgte at styre verden med magt og frygt. Da de regnede med, at de kunne skræmme mennesket til lydighed, overdrev de skærsildens pinsler og rædsler. Da de også regnede med, at mennesket til dels kunne påvirkes af håbet om belønninger, overdrev de glæderne i himmelen. Med andre ord, så lovede de evig glæde og truede med evig pinsel. De fleste af disse præster, børn af datidens uvidenhed, troede på det, de fortalte. De beviste, at Gud var god med sollys og høst, med godt helbred og glæde; at han var vred, med sygdom og død. Ifølge denne doktrin blev mennesket ledt på afveje af Djævelen, som kun glædede sig over ondskab. Det blev antaget, at Gud krævede tilbedelse; at han holdt af at blive smigret; at han fandt begejstring i offergaver, at intet gjorde ham gladere end at se uvidende tro på knæ; at han over alt andet hadede og afskyede vantro og kættere, og at han anså al efterforskning for oprør.
Nu og da skrev de, der troede på disse ideer, de som havde opnået stor berømmelse for lærdom og fromhed, bøger, og disse bøger blev efter en tid anset for hellige. De fleste af dem blev skrevet for at skræmme menneskeheden og var fyldt med trusler og forbandelser overfor de ikke-troende og løfter for de troende. Jo mere skræmmende forbandelserne var, jo mere ekstravagante løfterne var, des helligere blev bøgerne anset for. Alle guderne var grusomme og hævngerrige, ubarmhjertige og uforsonlige, og djævlene var i det store og hele lige sådan. Det blev også troet, at visse ting måtte blive accepteret som sandt, uanset om det var rimeligt eller ej; at det behagede Gud at besidde en bestemt tro, specielt hvis det tilfældigvis var samme tro som flertallet. Hver menighed følte det som en pligt at sørge for, at Guds fjender blev omvendt eller dræbt. At tillade en kætter at leve i fred og ro var at bede om Guds vrede. Ethvert offentligt onde – enhver ulykke, blev henført til noget, menigheden havde tilladt ske. Når epidemier brød ud, fremkaldt af uvidenhed og budt velkommen af skidt, blev kætteren hevet frem og ofret for at formilde Guds hævngerrighed. Ud fra den viden de havde, ud fra deres forudsætninger, ræsonnerede de udmærket. De sagde: hvis Gud vil påføre os så skrækkelige pinsler her bare for at lade nogle få kættere leve, hvad vil han så ikke gøre ved kætterne? Selvfølgelig ville kætterne straffes i evighed. De vidste, hvor grusom den barbariske konge var, når han havde forræderen i sin magt. De havde set enhver rædsel, som mennesket kunne påføre mennesket. Naturligvis kunne en Gud gøre mere end en konge. Han kunne straffe evigt. Den ild, han kunne nære, kunne aldrig kvæles. De pinsler, han ville påføre, ville blive evige. De troede at omfanget af straffen kun kunne udmåles gennem Guds magt.
Disse ideer var ikke kun udbredte i det, der kaldes de barbariske tider, men accepteres af den religiøse verden i dag. Ingen værre død end den frembragt af flammer kunne forestilles. Til de flammer tillagde de evigheden og helvede var opstået. De udnyttede ideen om personlige pinsler til det yderste.
Ved at sætte hensigt bag det mennesket kaldte godt, opstod Gud. Ved at sætte hensigt bag det mennesket kaldte ondt, opstod Djævelen. Udelad denne ‘hensigt’ og guder og djævle svinder bort.
Hvis intet menneske eksisterede, ville solen fortsætte med at skinne, og orkaner ville nu og da ødelægge verden; regnen ville falde i behagelige byger, og løfternes bue ville pryde skyen; violer ville sprede deres lilla blomster mod solen, og jordskælvet ville opsluge, fugle ville synge og margeritter blomstre og roser rødme, og vulkanerne ville fylde himlene med deres glødende skær; årstidernes skiften ville ikke ophøre, og stjernerne ville skinne lige så klart, som hvis verden havde været fyldt med kærlige hjerter og lykkelige hjem. Men i gamle dage troede folk noget andet. De troede, at de var af stor betydning. Barbarer er altid egoistiske. De tror, at stjernerne iagttager dem; at solen skinner for deres skyld; at regnen falder for dem, og at guderne og djævlene virkelig tænker på deres usle og uvidende sjæle. I de tider sloges folk for deres Gud, som de gjorde for deres konge. De dræbte begges fjender. For dette ville deres konge belønne dem her og deres Gud hinsides. For dem var loyalitet at udslette de illoyale. De anså ikke Gud for en ubestemmelig ‘ånd’ ej heller som en ‘væren’ uden legeme eller lemmer, men som et væsen, en person, et evigt menneske, en konge, universets monark, som havde prægtige dragter til de troende og flammende klæder til kætteren og den vantro.
Tro ikke, at denne doktrin alene tilhører kristendommen. Dette dogme var hjørnestenen i næsten alle religioner. På dette brændende fundament har næsten alle bygget. Over dybets pinsler rejste sig glædens glitrende kuppel. Denne verden blev anset for en prøve. Her eksperimenterede en Gud af uendelig visdom med mennesket. Mellem Den Eviges udstrakte poter fik musen, mennesket, lov til at lege. Her havde mennesket lejlighed til at høre præster og knæle i templer. Her kunne han læse og få oplæst de hellige bøger. Her fik han de frommes forbilleder og de helliges råd. Her kunne han bygge kirker og katedraler. Her kunne han brænde røgelse, faste, bære hårklæde, fornægte sig livets glæder, skrifte for præster, tælle perler, sprøjte vand på spædbørns hoveder, lukke sine øjne og tale til skyerne, og bagvaske og bagtale alle som havde modet til at foragte overtro og den venlighed at videregive deres oprigtige tanker. Efter døden kunne intet gøres for at stille ham bedre. Når han skulle stilles for Gud, var der intet andet at gøre end at forbande ham. Præster kunne måske omvende ham her, men Gud kunne intet gøre der – hvilket alt sammen viser, hvor meget mere præsten kan gøre for sjælen end dens skaber; hvor meget mere den gennemsnitlige kristnes eksempel er frem for alle engle, og hvor meget mere overlegen Jorden er i forhold til himmelen med henblik på sjælens moralske udvikling. I himmelen har Djævelen ikke lov til at træde ind. Der er alle rene og perfekte, og dog kan de ikke forbedre en sjæl.
Kun her, på denne jord, hvor Djævelen konstant er aktiv, kun hvor hans agenter angriber hver en sjæl, findes der det mindste håb for moralens forbedring.
Mærkeligt, at en verden forbandet af Gud, fyldt med fristelser og tæt befolket med djævle, skulle være det eneste sted, hvor håbet lever, det eneste sted hvor mennesket kan angre, det eneste sted hvor reformering er mulig! Mærkeligt, at himmelen, fyldt med engle og behersket af Gud, er det eneste sted, hvor reformation er fuldstændig umulig! Alligevel er dette læren for alle, der tror på den evige afstraffelse. Slaveejere skræmte slaver med truslen om helvede, og slaver fik en slags skjult hævn ved at hviske truslen tilbage. Den fattige har forbandet den rige og den rige den fattige. De fængslede forestillede sig et helvede for deres fangevogtere; de svage byggede dette sted for de stærke, de arrogante for deres rivaler, de besejrede for deres overmænd; præsten for tænkeren, religionen for fornuften, overtroen for videnskaben. Al den nederdrægtighed, al den hævngerrighed, al den selvtilstrækkelighed, al den grusomhed, alt det had, al den ondskab, som menneskets hjerte kan nære, voksede, blomstrede og bar frugt med dette ene ord – Helvede. For dette dogmes vækst var ondskaben jord, uvidenhed var regn, og frygt var lys. De kristne har anbragt en Gud af evigt had på universets trone. Jeg kan ikke tilbede et væsen, hvis hævngerrighed er grænseløs, hvis grusomhed er uden ende og hvis skadefryd forøges med de pinsler, han påfører.
Påkaldelse af kirkegården
Den, der angriber en skik eller en trosretning, vil blive konfronteret med en liste med navnene på døde, som praktiserede disse skikke eller havde denne tro. Han vil på en meget triumferende og spottende måde blive spurgt, om han ved mere end alle fortidens store berømmelser. Enhver forsvarer af en trosretning har i sin hjerne indgraveret navnene på alle de ‘store’ mænd, hvis handlinger eller ord kan radbrækkes som bevis for hans doktrin. Kirken er altid ivrig efter at få en eller anden konge eller præsident til at bevidne Kristus moralske karakter, Skrifternes ægthed og den jødiske guds retfærdighed. I de senere år er bekendelser fra gentlemen, som skal til at hænges, blevet anset for meget værdifulde og skafottet set som en vej til nåde.
Alle vore dages kirker søger de rige. De er ikke længere de fattiges ven og beskytter. Fattigdom føler sig ikke længere hjemme i Guds hus. I Den Allerhøjestes tempel er umoderne klæder ildeset. Nu udsmykker folk deres kroppe, før de skrifter til Gud om deres værdiløse sjæle. Nu blander lyden af sjælebod sig med silkens raslen og diamanter skinner på den angerfulde tåre. Vi bliver fortalt, at alle de rige, de begunstigede, folk af rang og stand, de fashionable, de respektable, alle er kirkegængere. Og dog taler alle disse mennesker begejstret om Kristus fattigdom, skryder med at han var født i en krybbe, at Helligånden forbigik alle kvinder af rang, titel og berømmelse og valgte en ukendt og fattig håndværkers kone til Guds Moder. De indrømmer, at alle de mænd i Jerusalem, som besad høje poster, alle mænd af velstand, indflydelse og magt, var Frelserens svorne fjende og foragtede hans foregivender. De indrømmer, at han kun havde indflydelse hos de fattige, og at han var så totalt ukendt, var kendt i så få kredse, at det var nødvendigt at bestikke en af hans disciple til at udpege ham for ordensmagten. De påstår, at han havde udført et stort antal mirakler, havde helbredt de syge og genoplivet de døde, at han havde præket for store masser, var kommet til Jerusalem i en slags triumftog, havde smidt pengeudlånerne ud af templet, havde skændtes med lægerne, og alligevel forblev han dybt ukendt på trods af alle disse ting.
Han og hans disciple kunne bestemt have været mødt med argumentet, at de ‘store’ døde var imod den ny tro. Apostlene, hævdes det, prædikede Kristus læresætninger i Rom og Athen, og folkene i disse byer kunne have brugt de argumenter mod kristendommen, som de kristne nu bruger selv. De kunne have spurgt apostlene, om de var klogere end alle de døde filosoffer, digtere, talere og statsmænd, om de vidste mere, sådan som de kom fra en svag og barbarisk nation, end de største mænd frembragt af den højeste civilisation i den kendte verden. Med hvilken foragt ville grækerne ikke lytte til en barbars kritik af Sokrates og Platon. Hvor ville en romer le over at høre en omstrejfende hebræer angribe en mytologi, som blev troet af Cato og Virgil.
Enhver ny religion må overvinde den slags kirkegårdsargumenter, den slags gravlogik. Gamle tanker søger ly bag en barrikade af lig og gravstene. De har gravskrifter som kampråb og bagtaler de levende i de dødes navn. Men i det øjeblik en ny religion slår igennem, bliver den en gammel religion og bruger de samme argumenter mod en ny tanke, som den engang så kækt gjorde selv. De argumenter, der bruges i dag mod det, de ynder at kalde vantro, ville have lukket munden på enhver religiøs reformator, fra Kristus til grundlæggeren af den seneste sekt. Den overordnede modstand mod det nye er, at det adskiller sig lidt fra det gamle, og det faktum, at det adskiller sig, fremsættes som et argument mod dets sandhedsværdi. Enhver må medgive, at han ikke er enig med alle de store mænd, levende som døde. Den gennemsnitlige katolik vil, såfremt han ikke er præst, indrømme at Sir Isaac Newton på nogle områder var hans overmand, at Demosthenes var bedre til at udtrykke sine ideer offentligt, og at han som billedhugger ligger langt under den ukendte person, hvis hænder og hoved frembragte Venus fra Milo, men han vil ikke ud fra disse argumenter ændre sit synspunkt i det vigtige spørgsmål om nadverens forvandlingslære.
De fleste protestanter vil muntert indrømme, at de er visse mænd, som har eksisteret og er bortgået den katolske kirke, underlegne i intelligens og ånd; at de i sager som begravelsesgudstjenester ikke kan påberåbe sig at være på højde med Bossuet; at deres breve ikke er så interessante og polerede som Pascals; at Torquemada overgik dem i organisationsevne, og at de ikke et øjeblik vil bestride Catherine de Medicis sejrspalmer. Og dog ville de, efter at have gjort disse indrømmelser, insistere på, at paven er en skamløs bedrager, og at den katolske kirke er en vampyr, fedet op af det bedste blod gennem tusind år.
Sandheden er, at næsten enhver sekt har sin berømthed at henvise til. Indenfor næsten enhver trosretning har der været mænd, hvis eneste svaghed var deres religiøsitet, og som på andre områder udmærkede sig. Hvis man kan kalde mænd store, fordi de var kejsere, konger, adelsmænd, statsmænd, millionærer, fordi de førte store hære og havde stor indflydelse på deres tid, så kan flere navne nævnes til støtte for og afstivning af den katolske kirke end nogen anden kristen sekt. Er protestantismen villig til at påkalde sig ‘de store mænds’ argument? Giv mig de tanker, de religioner, ikke de som er blevet fremført og troet af fortidens såkaldte store, men de som vil blive forsvaret og troet af fremtidens store ånder.
Det glæder mig at erklære, at Lord Bacon var en stor mand, men af den grund forkaster jeg ikke den koperniske astronomi og insisterer på, at Jorden er stationær. Samuel Johnson var en storartet skribent på latiniseret engelsk, men jeg er sikker på, at han aldrig så et virkeligt spøgelse. Matthew Hale [Lord Chief Baron of Charles II’s Court of Exchequer o.a.] var en rimeligt god dommer, men han tog fejl i at hekse fik børn til at kaste kroge op. John Wesley var en stor mand på en slags religiøs måde, men få mennesker i dette land sympatiserer med hans had til republikansk styre eller med hans foragt for de revolutionære fædre. Sir Isaac Newton var på videnskabsområdet sin tids kolos, men hans kommentarer til Åbenbaringens Bog ville ikke fremkalde jalousi, selv i en Spurgeons eller Talmages bryst. I mange spørgsmål var Napoleons synspunkter vældigt værdifulde, og dog ønskede han på sit dødsleje at se Roms hellige lys brænde. John Calvin er blevet kaldt rationel og argumenterede dygtigt ud fra sine forudsætninger, men afbrændingen af Servetus gjorde ikke mord til en dyd. Luther svækkede i nogen grad den katolske kirkes magt og var i den forstand en reformator, og Lord Brougham erklærede, at hans ‘Table Talk’ var så uanstændig, at ingen respektabel udgiver ville tilsmudse sit papir med en oversættelse. Han var en slags religiøs Rabelais, og dog kan man forsvare Luthers angreb på kirken uden at retfærdiggøre hans uanstændigheder. Selvom alle i den katolske kirke havde været gode mennesker, ville det ikke overbevise mig om, at Ignatius Loyola nogensinde mødte og talte med Jomfru Maria. Sagen er, at meget få mennesker har ret i alt. Store dyder kan aflede opmærksomheden fra fejl, men kan ikke retfærdiggøre dem. En sten omgivet af diamanter forbliver en gemen sten, og en diamant omgivet af sten er stadig en ædelsten. Ingen skulle forsøge at afvise et argument ved at komme med et navn på en eller anden mand, med mindre han er parat til at vedkende sig alle denne mands tanker og opfattelser. Det er bedre at komme med grunde og fakta end navne. Et argument skulle ikke hente sin styrke i en skribents navn. Fakta behøver ingen stamtavle, logik har intet familieskjold, og de levende burde ikke falde i svime over de dødes fejltagelser.
De største mænd, som verden har produceret, har kun vidst en smule. De besad nogle få fakta blandet med utallige fejl. På nogle områder overskyggede de deres samtidige, mens de på andre lå under menneskehedens gennemsnit. Daniel Webster havde stor respekt for Skrifterne, men meget lidt for sine kreditorers krav. De fleste mennesker er forunderligt inkonsistente. To forslag blev fremsat af den samme mand i den konføderale Kongres. Det ene var at hejse det sorte flag, og det andet var at undlade at sende post på søndage. George Whitefield forsvarede slavehandelen, fordi det bragte negrene tættere på evangeliet og gav dem den fordel at omgås med de standspersoner, som stjal dem. Og dog troede samme Whitefield på og underviste i prædestination.
Tykke bind kunne skrives om store mænds fjollerier og tåbeligheder. En hel afrundet mand, en mand af strålende fornuft, og ligefrem logik, er lige så sjælden som en stor maler, digter eller billedhugger. Hvis De fortæller en ven, at han ikke er maler, at han ikke har digtertalent, vil han sandsynligvis erkende sandheden af, hvad De siger, uden på mindste måde at være fornærmet. Men hvis De fortæller ham, at han ikke er logiker, at han kun har en svag forestilling om værdien af et faktum, at han ikke har noget virkeligt begreb om, hvad bevis er, at han aldrig har haft en original tanke i sit liv, vil han bryde venskabet.
Tusinder af mænd er de mest vidunderlige mekanikere, købmænd, i visse professioner, dygtige forretningsfolk, der er vel bekendt med de mennesker, de lever blandt og dog er tilfredse med uendeligt dumme religioner, med fuldstændig tåbelig politik, og de vil tro på, at underfulde ting er normale, sådanne ting, som intet omfang af bevis i dag kunne overbevise dem om, var sket for dem. En mand kan være en succesrig købmand, advokat, læge, mekaniker, statsmand eller teolog uden et gran af originalitet og næsten uden evne til at tænke logisk på noget område overhovedet. Nogle mænd udviser på nogle områder den mest fantastiske intellektuelle kapacitet, forbløffer menneskeheden med deres forståelse og energi, og er samtidig lallende og ævlende i religiøse emner som David ved Gaths låger.
Hellige bøger
Vi har omsider indset, at andre nationer har hellige bøger, som er meget ældre end vores egne, og at disse bøger og annaler underbygges af traditioner og monumenter, af mirakler og martyrer, kristus’er og apostle, såvel som opfyldte profetier. I alle disse forskellige nationer har disse bøger fra tid til anden været årsag til uenighed angående deres ægthed og hensigt, nøjagtig som det har været og stadig er hos os, og på baggrund af disse uenigheder dannedes sekter, som grundlagde trosretninger. Disse sekter fordømte hinanden og prædikede med sværdet og forsøgte at overbevise med bålet.
Vores teologer blev meget forbavsede over at finde de samme historier, love, traditioner og bud i andre bibler, der enten pryder eller pletter vores egen. Til at begynde med forklarede de dette ved at sige, at disse bøger mere eller mindre var kopier af de jødiske skrifter blandet med barbariske myter. De stødte og fornærmede i den grad sandsynlighedslæren ved at erklære, at al morallære i verden, alle love der påbød godt og forbød ondt, alle tanker, der respekterede begrebet om det unikke almægtige væsen, var et lån fra jøderne, som modtog dem direkte fra Gud.
Den kristne verden forsikrer varmt, men ikke altid oprigtigt, at Bibelen er kilden, oprindelsen og fundamentet til lov, frihed, kærlighed, barmhjertighed og retfærdighed; at den er verdens intellektuelle og moralske sol; at alene den kan bringe lykke her, og alene er i stand til at lede frem til glæde i det hinsides; at den er Den Almægtiges eneste åbenbarelse; at alle andre stammer fra uærlige og fejlslagne mennesker.
De siger dette på trods af det faktum, at den jødiske nation var den svageste og mest barbariske af fortidens, på trods af det faktum, at Egyptens og Indiens civilisationer var begyndt at svinde hen før den palæstinensiske begyndte. At forklare hele den hinduistiske morallære ved at påstå at den er blevet lånt fra de omflakkende ørkenvandrere, fra egypternes flygtede slaver, udnytter til fulde uvidenhedens, bigotteriets og servilitetens naivitet.
De mennesker, der hævder dette, er ikke højerestående end andre mennesker. De har kun de fakta, som alle har, og de må indrømme, at disse fakta ikke får alle til at konkludere det samme. De må indrømme, at mennesker, som er lige så oprigtige, lige så velinformeret som dem selv, afviser deres forudsætninger og konklusioner. De må indrømme, at hvis de var blevet født i et andet land, ville de have dyrket en anden religion og ville have set med ærefrygt og respekt på de bøger, som de nu betragter som usande og tåbelige.
De fleste mennesker er følgere og stoler dermed på andres dømmekraft. De forveksler højtidelighed med visdom og tager en alvorlig mine for titelbladet og forordet til en uhyre lærd bog. På samme måde er de lette at påvirke med besværgelser, mærkelige dragter og højtidelige ceremonier. Og når forældrenes opdragelse, naboernes skikke og den almindelige opfattelse bifalder og anerkender en tro eller en trosretning, uanset hvor absurd den er, er det svært for selv den stærkeste at holde sin sjæls fort.
I hvert land ville de samme argumenter blive brugt for at forsvare hver religion. De samme beviser taler for Koranens og Bibelens inspiration. Begge er begrundet med præcis det samme. Det er præcis lige så slemt at være kætter i Konstantinopel som i New York. At fornægte Kristus og Mohammed er lige blasfemisk. Det hele kommer an på, hvor De er, når De fornægter dem.
Ingen religion er nogen sinde uddød bærende så meget som et gran af sandhed. Fejltagelser bortsmuldrer med de templer, de blev undervist i, og mængder af overtro hviler med deres døde præster.
Og alligevel hævder de kristne, at religionerne fra alle de nationer, som har mistet værd og magt, var falske, naturligvis med den jødiske enkeltstående undtagelse, blot fordi de nationer, som udøvede dem, lod magtens sværd falde af hånde. Dette argument taget fra nationernes skæbne beviser ikke mere end et, som baserer sig på personhistorier.
For nationer såvel som for enkeltindivider er livets kamp bestandig, og loven om den bedst egnedes overlevelse gælder lige meget for begge. Det kan meget vel være, at vores civilisations klæde vil bryde smuldrende sammen som formløst støv i et meningsløst kaos, hvor forglemmelsen ruger og selv erindringen mister hukommelsen.
Måske vil en eller anden indespærret krafts blinde Samson udløses ved et uopmærksomt tilfælde og hærge og ødelægge verden i et sådant omfang, at mennesket under stresset og presset af nød og frygt, skrækslagent vil falde tilbage i vildskabens og barbariets nat. Den dag vil komme, hvor denne herlige og levende jord, blæst for liv, vil kredse tavst om en øde stjerne, og hvorpå lyset vil falde så nyttesløst som et kærlighedsblik på dødens kolde, patetiske ansigt.
Frygt
Der hersker en temmelig udbredt opfattelse af, at man på en eller anden måde kan bevise, at de teorier, der fremsættes eller forsvares af en mand, er rigtige eller ej ved at vise, hvilken slags menneske han var, hvilket slags liv han førte, og den måde han døde på. En mand nærer visse holdninger; han forfølges. Han nægter at ændre mening; han brændes og midt mellem flammerne udbryder han, at han dør uden at ændre mening. Hundreder siger så, at han har forseglet sit testamente med sit blod, og at hans doktriner må være sande.
Alle martyrer i verdens historie er ikke nok til at påvise en holdnings sandhed. Et martyrium vil i reglen vidne om en martyrs oprigtighed, – aldrig om hans tankers rigtighed. Sager er sande eller usande i sig selv. Sandhed kan ikke påvirkes af holdninger; den kan ikke ændres, bevidnes eller påvirkes af et martyrium. En fejltagelse kan ikke tros oprigtigt nok til at gøre den til sandhed. Ingen kristen vil indrømme, at et vist mål af heroisme udvist af en mormon er tilstrækkeligt til at bevise, at Joseph Smith var guddommeligt inspireret. Alt mod og kultur, al poesi og kunst i antikkens Grækenland kommer ikke bare i nærheden af at påvise sandheden i nogen myte.
Den døendes vidnesbyrd vedrørende en anden verden eller angående det overnaturlige kan ikke være bedre, mildt sagt, end den levendes; i kristendommens tidlige dage blev en afklaret og frygtløs død taget som et vidnesbyrd til fordel for kirken. På den tid lod hedningerne sig omvende til kristendommen, smed Jupiter væk og erstattede ham i stedet med den hebræiske gud. I dødstimen fortrød mange af disse omvendte uden tvivl deres beslutning og døde i deres forfædres tro. Men når som helst der var en, der døde med korset knuget til sig, blev det taget som bevis for evangeliets sandfærdighed. Efter en tid fortalte de kristne at en ikke-troende, en som talte eller skrev imod doktrinerne, ikke kunne møde døden i sjælefred, at den vantro i sine sidste øjeblikke ville bliver offer for angerens slange. I mere end et tusind år har de konstrueret ‘fakta’ til at støtte denne teori. Forbrydelser mod mennesker har været for intet at regne mod at benægte Bibelens ægthed, Kristus guddommelighed eller Guds eksistens.
Ifølge teologerne har Gud altid optrådt på denne måde. Så længe folk ikke gjorde andet end at sætte sine medmennesker i elendighed, så længe de kun slagtede og brændte de uskyldige og hjælpeløse, beholdt Gud den strengeste og mest hjerteløse neutralitet; men når en ærlig mand, en stor og barmhjertig sjæl udtrykte tvivl om sandheden i Skrifterne, eller bad til den forkerte gud, eller til den rigtige med det forkerte navn, da sprang den virkelige gud som en tiger på sit offer og flåede sjælen ud af hans bævrende kød. Der er intet nedskrevet tilfælde af, at en morders hævede hånd er blevet paralyseret – ingen sandfærdig beretning i hele verdenslitteraturen om, at de uskyldige blev beskyttet af Gud. Tusinder af forbrydelser begås hver dag – mænd ligger i dette øjeblik på lur efter deres menneskelige bytte – hustruer piskes og knuses, drives til vanvid og død – små børn tigger om nåde, løfter tårefyldte bedende øjne mod fædres og mødres brutale ansigter – yndige piger narres, bedrages og forarges, men Gud har ikke tid til at forhindre disse ting – ikke tid til at forsvare de gode og beskytte de rene. Han har for travlt med at tælle hår og følge spurve. Han lytter efter blasfemi, spejder efter personer, som ler af præster, kontrollerer dåbsregistre, overvåger skolelærere, som begynder at tvivle på Moses geologi og Joshuas astronomi. Han har ikke noget særligt mod tyveri, så længe der ikke bandes. Et stort antal mennesker er faldet død om, mens de tog Guds navn forfængeligt, men millioner af mænd, kvinder og børn er blevet ranet fra deres hjem og brugt som arbejdsdyr; men ingen, som har deltaget i denne ondskab, har nogensinde mærket Guds vrede hånd.
Alle slags forbrydere, med undtagelse af skeptikere, møder døden rimeligt fredfyldt. Som regel er der intet ved en sørøvers død, der kaster skam over hans profession. Morderen på skafottet, med en præst på hver side, tilskynder smilende massen til at møde ham i himlen. Den mand, som gjorde sit hjem til et helvede, møder døden uden bæven, forudsat at han aldrig har udtrykt tvivl om Kristus guddommelighed, eller Helligåndens evige ‘legemliggørelse’. Kongen, som har ført grusomme og unyttige krige, som har fyldt nationer med enker og faderløse børn, med lemlæstede og døde, og som fik ofret de bedste og de tapreste af sine undersåtter til Molokkens bæst, dør som en helgen.
Kejser Konstantin, som bragte Kristendommen til magten, myrdede sin kone Fausta og sin ældste søn Crispus samme år, han samlede Rådet i Nice for at afgøre, om Jesus Kristus var et menneske eller Guds Søn. Rådet besluttede, at Kristus havde væsensenhed med Faderen. Dette var i år 325. Vi kan således takke en hustrumorder for at have afgjort det drilske spørgsmål om Frelserens guddommelighed. Theodosius samlede et råd i Konstantinopel i år 381, og dette råd besluttede at Helligånden udgik fra Faderen. Theodosius d. yngre samlede et andet råd i Ephesus for at fastslå, hvem Jomfru Maria virkelig var, og det blev højtideligt besluttet i år 431, at hun var Guds moder. I 451 blev det besluttet af et råd i Chalcedon, indkaldt af kejser Marcian, at Kristus havde to sider – en menneskelig og en guddommelig. I 680 ved et andet stormøde, holdt i Konstantinopel, samlet på ordre af Pognatius, blev det også besluttet at Kristus havde to viljer, og i år 1274 blev det besluttet ved et råd i Lyon, at Helligånden udgik ikke bare fra Faderen, men også fra Sønnen. Havde det ikke været for disse råd, havde vi måske måttet undvære en Treenighed frem til i dag. Når vi tænker på den kendsgerning, at troen på Helligånden er en absolut nødvendighed for at opnå frelse, er det så ikke uheldigt for verden, at denne doktrin ikke blev fastslået før 1274? Tænk på de millioner, som blev smidt i helvede, mens disse ting blev diskuteret.
Dette er imidlertid en sidevej. Lad os vende tilbage til Konstantin. Denne kejser, besudlet af enhver forbrydelse, skal forestille at have døet som en kristen. Vi hører intet om djævle, der kaster onde blikke efter ham i døden skygge. Han ser ikke sin myrdede kones og søns skikkelser dækket med det blod, han udgød. Fra hans hvide og indskrumpede læber lyder intet angstskrig. Han dækker ikke sine blanke øjne med en tynd og skælvende hånd for at lukke helvedets syner ude. Hans kammer er fyldt med bruset fra vinger, vinger der venter på at bære hans sjæl til glædens vidunderlige egne.
Over kejser Konstantin har kirken ikke nedkastet nogen forbandelse. Den har accepteret historien om hans syn i himmelen, og hans hellige erindring er blevet vogtet af præster og paver. Alle anklagerne sover i fred, og asken af de, som brændte deres brødre i Kristus navn, hviler i indviet jord. Hele biblioteker kunne ikke indeholde navnene på de ondsindede, som har fyldt verden med vold og død i forsvar for bog og tro, og dog døde de alle den retskafnes død, og ingen præst eller degn beskriver pinen og frygten, angeren og rædslen, som deres skyldige sjæle blev fyldt med i deres livs sidste øjeblikke. Disse mænd har aldrig tvivlet – de accepterede troen – de var ikke skeptikere – de havde ikke fornægtet Kristus guddommelighed – de var døbte – de havde taget del i den sidste nadver – de havde respekteret præster – de medgav at Helligånden ‘havde fundet sted’ og disse ting lagde puder under deres døende hoveder og dækkede dem med fredens klæde.
Nu og da i denne verdens historie er der fremkommet en mand, der havde geni, fornuft, intellektuel ærlighed. Disse mænd fordømte deres dages overtro. De ynkede masserne. At se præster gnave i folks virkelighedsopfattelse fyldte dem med forargelse. Disse mænd var ærlige nok til at fortælle, hvad de tænkte. Derpå blev de fordømt, stillet for retten, dømt og henrettet. Nogle af dem undslap de rasende mennesker, som elskede deres fjender, og led en naturlig død i deres seng. Det gik ikke an for kirken at indrømme, at de døde fredeligt. Det ville vise, at tro egentlig ikke var nødvendigt i den sidste stund. Religion har fået meget af sin kraft gennem dødens terror.
Man må hellere leve god og dø ond. Man må hellere leve god og dø bandende end at leve slet og dø med en bøn på læben. Det ville ikke gå an, hvis almenheden indså, at en mand kunne fornægte Bibelen, nægte at se på korset, påstå at Kristus kun var et menneske, og så dø så fredsommeligt som Calvin gjorde, efter at han havde myrdet Servetus, eller som kong David gjorde efter at have tilrådet sin ene søn at dræbe den anden.
Dødsprøven
Kirken har gjort sig store anstrengelser for at vise, at alle skeptikerne (dem som de kristne ikke nåede at brænde) var uendeligt ulykkelige og fortvivlede i deres sidste stund. Det blev påstået, at ord ikke kunne beskrive de rædsler, som en døende skeptiker undergik. Enhver god kristen forventedes at tro på disse beretninger, og gjorde det som regel. De er blevet fortalt og genfortalt fra enhver prædikestol i hele verden. Protestantiske præster har gengivet de katolske præster opdigtninger, og katolikkerne har, i en slags teologisk solidaritet, beediget protestanternes usandheder. På dette punkt har de altid stået sammen og vil stå sammen, så længe den samme bagvaskelse kan bruges af begge.
Når talen falder på emnet dødsleje, bliver gejstligheden veltalende. Når de beskriver de døende ikke-troendes skælven og klynken, skinner deres øjne af begejstring.
Det er en fest. De er ikke længere mennesker men hyæner. De genåbner grave. De fortærer de dødes ry. Umættede beskriver de helvedes rædsler. De stirrer på de vantros sjæle, der vrider sig under den udødelige orms omklamringer. De ser dem i flammer, i oceaner af ild, i smertekramper, i fortvivlelsens dyb. De råber af glæde. De klapper. Det er en hekseafbrænding overvåget af Gud og hans engle.
De mænd, der beskrives således, var ikke ateister; de troede på Gud, på det særlige forsyn og på sjælens udødelighed. De troede på, at mennesket ville blive stillet til ansvar for sin levevis, på retfærdighed og på frihed, men de troede ikke på den samling røverhistorier, der kaldes Bibelen.
For at kunne vise, at en skeptiker ville dø overvældet af anger og frygt, har de normalt valgt følgende fem skeptikere siden Kristus: kejser Julian, Spinoza, Voltaire, Diderot, David Hume og Thomas Paine. Der er knapt en præst i De forenede Stater, som har forsøgt at ‘svare’ mig, der ikke har henvist til en eller flere af disse mænds død.
Forgæves er disse dødes bagtalere blev bedt om at bevise deres påstande. Forgæves er alle gejstlige bagvaskere blevet tilbudt en dusør for at komme med beviset.
Lad os en gang for alle slippe af med disse fromme bagvaskeres bagtalelser.
Julian
De siger, at Kejser Julian var en frafalden; at han engang var kristen; at han faldt i unåde, og at han i sidste øjeblik kastede noget af sit eget blod i vejret og til Jesus Kristus udbrød: “Galilæer, Du har sejret!”.
Det må huskes, at de kristne havde forfulgt og fængslet selvsamme Julian; at de havde sendt ham i eksil; at de havde truet ham med døden. Mange af hans slægtninge blev myrdet af de kristne. Han blev kejser, og de kristne planlagde en sammensværgelse mod hans liv. Deltagerne blev opdaget, og de blev benådet. Han gjorde, hvad han kunne for at undgå, at de kristne udslettede hinanden. Han foragtede pomp og pragt, og anførte sine tropper til fods og levede som de laveste soldater.
Ved sin tronbestigelse udgav han et edikt, der deklarerede universel religiøs tolerance. Han var på det tidspunkt en hedning. Det blev påstået af nogle, at han aldrig helt glemte sin kristne uddannelse. I det tror jeg, der ligger noget sandt, fordi han tilbagekaldte sit edikt om tolerance og var for en tid næsten lige så uretfærdig, som havde han været en helgen. Han var kejser i et år og syv måneder. I et slag med perserne blev han dødeligt såret, bragt tilbage til sit telt, og da han mærkede, at han kun havde få timer tilbage at leve i, tilbragte han sine sidste timer med at diskutere sjælens udødelighed med sine venner. Han gennemtænkte sin regeringstid og erklærede, at han var tilfreds med sine handlinger og ytrede hverken anger eller skyldfølelse over noget, han havde gjort. Hans sidste ord var: “Jeg hengiver mig villigt til himmelens evige befalinger overbevist om, at den, der klamrer sig til livet, når hans sidste time er kommet, er svagere og fejere end den, der styrter døden i møde, når det er hans pligt stadig at leve”.
Når vi husker, at en kristen kejser myrdede Julians fader og det meste af hans slægt, og at han kun lige undgik samme skæbne, kan vi dårligt bebrejde ham for at være en smule forudindtaget mod en kirke, hvis medlemmer var barske, uvidende og blodige – hvis præster var hyklere, og hvis biskopper var snigmordere. Hvis Julian havde sagt, han var kristen – uanset hvad han virkelig var, så ville han have tilfredsstillet kirken.
Fortællingen om, at den døende kejser erkendte, at han var besejret af galilæeren, stammede fra nogle af de såkaldte kirkefædre, sandsynligvis Gregor eller Theodoret. Det er de selvsamme niddinger, som sagde, at Julian ofrede en kvinde til månen og flåede hendes indvolde ud med sine egne hænder. Vi oplyses også af disse hyklere, at han begyndte at genopbygge Jerusalems Tempel, og at ild stod ud af jorden og fortærede de arbejdere, der var i færd med denne helligbrøde.
Jeg ville ikke have troet, at nogen intelligent person kunne findes i hele verden, som troede på denne barnlige fabel, og dog bevidner en prædikant Stuart Robinson (hvem det så end kan være) i januarnummeret i 1880 af The Princeton Review specifikt, at denne historie er sand. Han siger:” Gennem hele den kristne kirkes dannelsesepoke blev det prædikede evangelium ikke bare angrebet af jødernes ondsindede fanatisme og den romerske statsmagt, men også af filosoffernes intellektuelle våben, vid og poeter. Nu fordømte Celsus den nye religion som groft bedrageri. Nu beskrev Tacitus den som en anden fase af the odium generis humani. Nu forsøgte Julian at kaste spot på grundlæggerens profetiske status ved i praksis at forsøge at genopbygge Templet. Her i det Nådens år 1880 er en presbyteriansk prædikant, som virkelig tror, at Julian prøvede at genopbygge Templet, og at Gud forårsagede, at ild blev udspyet af jorden og fortærede de uskyldige arbejdere.
Alle disse historier beroede på samme grundlag – præsters løgnagtighed.
Julian ændrede imperiets religion og omdirigerede kirkens indtægter. Den, der kommer mellem en præst og hans gage vil opleve, at han har begået enhver forbrydelse. Uanset hvor ofte bagvaskelserne tilbagevises, vil de blive gentaget, indtil den sidste præst har forladt sit legeme og fundet sine vinger. Disse usandheder om Julian blev opfundet for omkring femten hundrede år siden, og de gentages i dag af lige så ærlige og lige så respektable mennesker, som fortalte dem første gang. Når kirken ikke kan argumentere mod en modstander, bliver hans karakter angrebet. Den griber til usandheder og på området bagvaskelse har den ikke haft nogen rival gennem femten hundrede år.
Det store imperium faldt smuldrende sammen. Verdens litteratur blev ødelagt af præster. Guderne og gudinderne blev drevet bort fra jorden og himlen. Malerierne blev revet itu og skamferet. Statuerne blev knust. Væggene blev ladt øde og nicherne tomme. Kunst, som Rachel, græd over sine børn og kunne ikke trøstes. Bækkene og skovene blev forladt af fantasiens børn, og hele jorden blev øde, fattig og ussel.
Kristen uvidenhed, kævleri og had, og blind overilet nidkærhed, havde ødelagt vor arts skatte. Kunst blev afskyet, viden blev foragtet, fornuft var en udstødt. Solen blev udvisket af den intellektuelle himmel, hver en stjerne udslukt og på jorden faldt den skygge, den midnat, der er kendt som ‘Den Mørke Middelalder’. Denne nat varede i tusind år.
Den Første Store Stjerne – Morgengryets Budbringer – var Bruno.
Bruno
Middelalderens nat varede tusinde år. Den første stjerne, som berigede det universelle mørkes horisont, var Giordano Bruno. Han var morgengryets budbringer. Han var født i 1550, uddannet som præst, blev dominikaner. Til sidst gjorde hans fornuft oprør mod nadverens forvandlingslære. Han kunne ikke tro, at Treenigheden kunne findes i et røgelseskar eller en slurk vin. Han kunne ikke tro, at et menneske kunne sluge universets Skaber ved at spise et stykke brød. Det fik ham til at studere den katolske kirke, og overalt fandt han tiltro til de samme selvmodsigelser og umuligheder, ikke baseret på fornuftens logik, men på tro. De, som elskede deres fjender, truede ham på livet. Han var nødsaget til at flygte fra sit fødeland og vagabonderede i næsten enhver europæisk nation. Han erklærede, at han bekæmpede, hvad præsterne foregav at tro på, ikke hvad de troede på. Han blev drevet ud af sit land på grund af sine astronomiske opfattelser. Han havde tabt tilliden til Bibelen som et videnskabeligt værk. Han var i fare, fordi han havde opdaget en sandhed. Han flygtede til England. Han gav nogle seminarer i Oxford. Han erfarede, at institutionen blev kontrolleret af præster. Han erfarede, at de underviste i uvæsentlige ting, kun det umulige og skadelige, han kaldte Oxford ‘Den virkelige lærdoms enke’. Der var i England på det tidspunkt to mennesker, der vidste mere end resten af verden. Shakespeare var i live dengang.
Bruno blev drevet ud af England. Han blev betragtet som en farlig mand, – han havde synspunkter, han efterspurgte årsager, han udtrykte tillid til fakta. Han flygtede til Frankrig. Han fik ikke lov til at forblive i landet. Han diskuterede ting – det var nok. Kirken sagde: “Tag videre.” Han tog til Tyskland. Han var ikke en troende – han var forsker. Tyskerne ønskede troende; de anså hele det kristne system for en bevist kendsgerning; de ønskede tilhængere; de ønskede mennesker, som var enige. Så han blev drevet ud af Tyskland. Han vendte omsider tilbage til sit fødeland. Han fandt sig uden venner, fordi han havde været oprigtig, ikke kun overfor sig selv, men over for hele menneskeslægten. Men verden var uærlig overfor ham, fordi han nægtede at korsfæste sin egen sjæls Kristus mellem de to tyve: hykleri og fanatisme. Han blev arresteret for at forelæse, at der findes andre verdener end denne; at mange af stjernerne er sole, hvorom andre verdener kredser; at naturen ikke udøste al sin energi på det sandskorn, der hedder Jorden. Han troede på en mangfoldighed af verdener, på disses rotation og den heliocentriske teori.
For disse forbrydelser og disse alene blev han fængslet i seks år. Han blev holdt i isolation. Han fik ikke lov til at have bøger, venner eller besøgende. Han blev nægtet pen og papir. I mørket, i ensomheden, havde han tid til at tænke over de store spørgsmål om oprindelse, om eksistens, om skæbne. Han afprøvede det, der kaldes Guds godhed. Han indså, at han ikke kunne regne med mennesket eller nogen gud. Til sidst krævede Inkvisitionen ham. Han blev stillet for retten, fordømt, udstødt af kirken og dømt til at blive brændt på bålet. Ifølge professor Draper troede han på, at verden var beåndet af en intelligent sjæl, årsagen til former, men ikke til materie; at den lever i alle ting selv sådanne, som ikke ser ud til at leve; at alt er parat til at blive organiseret; at materie er alle formers moder og derpå deres grav; at materie og tingenes sjæl tilsammen udgør Gud. Han var panteist, det vil sige ateist. Han var en naturelsker, en reaktion på kirkens askese. Han var træt af klosterets dysterhed. Han elskede markerne, skovene, bækkene. Han sagde til sin broderpræster: Kom ud af jeres celler, smid jeres bedekranse og kors væk. Pluk blomster, bland jer med jeres medmennesker, få koner og børn, spred glædens frø, smid jeres tros torne og nælder væk, nyd livets kontinuerlige mirakel.
På den sekstende dag i februar i det nådens år 1600 blev denne filosof, denne store og strålende mand brændt af “det triumferede vilddyr”, Den Romerske Kirke. Han blev tilbudt sin frihed, hvis han angrede. Der var ingen Gud, der ville blive stødt af hans anger, og dog afslog han dette tilbud, som en apostel for det han mente var sandt. Til de, som dømte ham sagde han: “Det er med større frygt I giver mig denne straf, end jeg modtager den med.” Denne mand, større end nogen naturalist på sin tid; større end nogen religions martyrer, døde gerne i forsvar for det, han mente var den hellige sandhed. Han var stor nok til at vide, at oprigtig religion ikke ville ødelægge livets glæde på jorden; stor nok til at vide, at forskning ikke er en forbrydelse – at det virkeligt nyttige ikke ligger gemt i troens mysterier. Han vidste, at de jødiske fortegnelser var de græske og romerske myter underlegne; at der ikke findes noget som ‘særligt forsyn’; at bønner er nytteløse; at frihed og nødvendighed er det samme, og at godt og ondt kun er relativt.
Han var den første sande martyr, hverken bange for helvedets fortabelse eller bestikkelig med himmelen. Han var den første i verden, der gik i døden for sandheden uden at forvente en belønning. Han ventede ikke at blive kronet med en glorie. Hans fantasi havde ikke befolket himmelen med engle, der afventede hans sjæl. Han var ikke blevet lovet evig lykke, hvis han stod fast, ej heller var han blevet truet med helvedes flammer, hvis han opgav og angrede. Han forventede som sin belønning ingenting i evighed. Døden var for ham en endelig afslutning, intet andet end søvn uden drømme, en nat uden stjerner, uden morgengry, intet andet end udslettelse, ren og skær og evig. Ingen krone, ingen sejrspalme, intet “Godt gjort, god og trofast tjener”, intet velkomstråb, intet smil fra Gud, intet kys fra Kristus, ingen luksusbolig i de skønne skyer, end ikke en grav på jorden, kun aske, spredt af vinden og præsten, blandet med jord og trådt under fode af mennesker og dyr.
Mordet på denne mand vil ikke blive helt og fuldstændigt hævnet før ethvert spor af præster og paver er fjernet fra Rom; før et monument på St. Peters uigenkendelige ruiner, Vatikanets støvede rester og det faldne kors over Bruno er rejst, denne tænker, filosof, menneskeelsker, ateist og martyr.
Kirken på Voltaires tid
Da Voltaire blev født, var det naturlige omtrent den eneste ting, som kirken ikke troede på. Munkene solgte indviet papir som små amuletter. De ville helbrede sygdomme. Hvis de blev lagt i vuggen, ville de forhindre, at barnet blev forhekset. På samme måde kunne de lægges ind i huse og stalde for at holde djævle væk eller blive begravet i marken for at undgå dårligt vejr, udsætte frost og sikre en god høst. De blev lavet efter en bestemt formel og afsluttet med en bøn, hvorefter de blev oversprøjtet med vievand. Kirken påstod, at deres folk var de eneste legitime læger. Præsterne helbredte i kirkens navn, i Guds navn, ved djævleuddrivelse, relikvier, vand, salt og olie. St. Valentin helbredte epilepsi, St. Gervasius var god mod gigt, St. Michael de Sanatis mod kræft, St. Judas mod hoste, St. Ovidius mod døvhed, St. Sebastian mod giftige bid, St. Apollonia mod tandpine, St. Clara for grå stær, St. Hubert for vandskræk. Djævle blev uddrevet med vokslys, med røgelse, med vievand og med fremsigelse af bønner. Kirken forbød så sent som i midten af det 12. århundrede gode katolikker at have noget som helst at gøre med læger.
Det blev troet, at djævle nede fra helvede fremkaldte orkaner, regnstorme og ildstorme; at atmosfæren var en slagmark mellem engle og djævle; at Lucifer var i stand til at ødelægge marker, vingårde og beboelser, og kirkens vigtigste opgave var at beskytte folk mod djævelen. Sådan opstod kirkeklokker. Disse klokker blev oversprøjtet med vievand, og deres klimren rensede luften for smådjævle og det onde. Klokkerne forhindrede også storme og tordenvejr. Kirken fordømte den gang insekter. Rotter blev udsat for rene forfølgelser i det 16. århundrede og fordømmelser blev udstedt. Ethvert kloster havde sin mestermagiker, som solgte magisk røgelse, helbredende salte, kerter, indviede palmeblade og relikvier.
Enhver videnskab blev betragtet som en paria, som en fjende. Ethvert faktum spottede kirken. Forskere var fjender i forklædning. Tænkere var forrædere, og kirken udøvede sin enorme magt i århundreder for at bremse menneskets intellektuelle fremgang. Der var ingen frihed, ingen uddannelse, ingen filosofi, ingen videnskab; kun godtroenhed, uvidenhed og overtro. Verden var virkelig i Satans og hans agenters magt. Med henblik på at øge sin magt udnyttede kirken ethvert middel for at overbevise folk om at hekse, djævle og det onde eksisterede. På den måde fik kirken alle sine fjender i sin magt. Kirken skulle bare anklage vedkommende for at være en troldmand, at have forbindelser med djævelen, og den uvidende pøbel var parat til at splitte hans legeme ad.
Denne skræmmende kurs blev fulgt i så udstrakt grad, og tendensen til tro på det overnaturlige var så stor, at djævledyrkelse var et fuldt etableret faktum. Den fattige hob, mishandlet af kirken, fyldt med frygt over Satans indflydelse, begyndte som en sidste udvej at dyrke Djævelen, da de mente at kirken ikke beskyttede dem. Djævelens magt var bevist af Bibelen. Historien om Job, fristelsen af Kristus i ørkenen, flytningen af Kristus til templets top og hundrede andre lignende sager, blev taget som bevis på hans eksistens; og når folk grinte af usynlige hekse flyvende i luften på indsmurte koste, blev de alle mindet om en lignende rejse da Djævelen bar Kristus til templets top.
Denne skræmmende doktrin skabte mistanke mellem alle venner. Det fik husbonden til at forsage hustruen, børnene forældrene, og forældrene børnene. Det ødelagde alle de kære relationer blandt menneskeheden. Den fjernede retfærdighed fra domstolene. Den udslettede religionens barmhjertighed. Den knækkede venskabets bånd. Den fyldte livets gyldne kop med gift. Den gjorde jorden til et helvede, befolket med uvidende, tyranniske og ondsindede dæmoner. Det var resultatet af nogle få århundreders kristendom. Det var resultatet af troen på det overnaturlige. Det var resultatet af at forkaste vores sansers beviser og forlade sig på drømme, syner og frygt. Det var resultatet af at ødelægge menneskets logiske fornuft, at forlade sig på det overnaturlige, at eksistere på Jorden for en anden verden i stedet for denne, at forlade sig på præster i stedet for sig selv. Protestanterne kappedes med katolikkerne.
Luther gik arm i arm med de præster, han havde forkastet, og fremmede denne tro på djævle og de onde. For katolikkerne var enhver protestant besat af djævelen. For protestanten var katolikken indbegrebet af den onde. Al orden, al årsag og virkning var blevet ukendt. Det naturlige ophørte med at eksistere. Den lærde og den uvidende stod på samme fod. Præsterne var blevet fanget i det net, der var blevet spredt ud for bønderne, og kristendommen var et galehus, med sindssyge præster som vogtere.
Voltaire
Da Voltaire blev født, styrede og ejede kirken Frankrig. Det var en tid med næsten universel korruption. Præsterne var for det meste skørlevnere. Dommerne var omtrent lige så grusomme, som de var korrupte. Det kongelige palads var næsten en pengemaskine. Adelen var hjerteløse, stolte, arrogante og yderst rå. Folket blev behandlet som arbejdsdyr. Det havde taget kirken cirka 1000 år at frembringe denne herlige tilstand.
Revolutionens frø blev ubevidst spredt af alle adelige og præster. De spirede i de hjælpeløses hjerte. De blev vandet med smertens tårer. Slagene begyndte at kræve renter. Der var en svag lyst til at se blod. Arbejdere, sortsvedne af solen, krumbøjede af slid, så på de nedladende kvinders hvide halse og drømte om at skære dem over.
På den tid blev vidner krydsforhørt med torturinstrumenter. Kirken var overtroens våbenkammer. Mirakler, relikvier, engle og djævle var lige så almindelige som pjalter. Voltaire lo af beviserne, angreb de påståede fakta, gjorde grin med Bibelen, og protesterede forarget over hele Europa mod tidens grusomhed, bigotteri og uretfærdighed.
Han troede på Gud og undskyldte på en eller anden åndfuld måde Gud for at tillade katolikkerne at eksistere. Han troede på, at menneskeheden engang troede på Gud og levede et dydigt liv. Det var naturligvis en fejltagelse. Han forstillede sig, at kirken havde ødelagt menneskeheden. Dette havde han ret i.
Det er muligt, at kirken engang stod for et vist fremskridt, men da den opnåede magt, blev den en forhindring. Voltaires system var selvmodsigende. Han beskrev et væsen af uophørlig godhed, som ikke kun knuste sine børn med plager og sult, men tillod dem at udslette hinanden. Selvom han afviste Bibelens Gud, anerkendte han en anden Gud, som mildt sagt tillod den uskyldige at blive brændt for at elske ham.
Voltaire hadede tyranni og elskede frihed. Hans argumenter for Guds eksistens var lige så grundløse, som hans tids agtværdige fædres forsøg på at bevise Kristus guddommelighed eller at Maria var Guds moder. Hans tids teologer bagtalte og frygtede ham. Han så på dem, som en edderkop på en flue. Han lagde net ud for dem. De blev fanget, og han slugte dem for at more og glæde almenheden. Han blev uddannet hos jesuitterne og opførte sig somme tider som en.
Det er på mode at sige, at han ikke var oprigtig. Det er fordi, han ikke var dum. I nærvær af absurditet lo han og blev kaldt uærbødig. Han mente, Gud ikke ville forbande en præst for evigt: det blev betragtet som blasfemi. Han forsøgte at forhindre, at kristne slog hinanden ihjel og gjorde hvad han kunne for at civilisere Kristus disciple. Havde han grundlagt en sekt, taget magten i et eller andet land og brændt nogle kættere langsomt på bålet, ville han have været blevet respekteret, beundret og elsket i den kristne verden. Havde han bare ladet som om, han troede på antikkens sagn, havde han mumlet latinske bønner, brugt bedekranse, gjort korsets tegn for sig, fortæret Guds legeme og tændt ild ved filosofiens fødder i Kristus navn, kunne han på nuværende tidspunkt have været i himlen og nydt synet af de fordømte.
I stedet for at gøre disse ting lukkede han med vilje øjnene for evangeliets lys, studerede Bibelen selv, talte for intellektuel frihed, frigjorde forstanden fra en arrogant religions fodlænker, hjalp de svage, protesterede mod tortur mod mennesker, appellerede til fornuften og forsøgte at etablere en universel tolerance, kom de fattige til undsætning og forsvarede de undertrykte.
Dette var hans forbrydelser. Sådan en mand ville Gud ikke tillade at dø i fred. Hvis det blev tilladt, at han døde med et smil på læben, ville andre måske følge hans eksempel, indtil der ingen var tilbage til at tænde auto da feens hellige bål. Det gik ikke an at en så stor, så succesrig fjende af kirken døde uden at vise angst, eller uden rystende anger med en forvrøvlet skrækkelig bøn fra sine blødende og frådende læber.
Han var en gammel mand på 84 år. Han havde levet et liv i luksus; han var en velstående mand, et åndsvæsen. Blandt verdens litterære mænd stod han forrest. Gud havde tilladt ham at se ud, som om han havde succes. Hans sidste år var fyldt med smigerens beruselse. Han var på sin tids top.
Præsterne blev nervøse. De begyndte at frygte, at Gud i al sin travlhed ville glemme at gøre et dårligt eksempel ud af Voltaire.
Mod slutningen af maj 1778 hviskedes der i Paris, at Voltaire var døende. På forventningens gærde samledes overtroens urene rovfugle, ventende utålmodigt på deres bytte.
To dage før hans død tog hans nevø hen for at besøge Saint Sulpice’s Curie og abbed Gautier og tog dem til sin onkels sygeværelse, og informerede Voltaire om, at det var kommet. ‘Åh, godt’ sagde Voltaire, ‘Giv dem mine hilsener og sig tak.’ Abbeden sagde nogle ord til ham og formanede ham til tålmodighed. Så trådte Saint Sulpices Curie frem, og spurgte, efter at have præsenteret sig med hævet stemme, om han anerkendte Herren Jesus Kristus guddommelighed. Den syge mand hænder strejfede Curiens hætte, skubbede ham væk, og råbte mens han hastigt vendte sig den anden vej: ‘Lad mig dø i fred’. Curien anså sin person for tilsmudset og sin hætte for vanæret af filosoffens berøring. Han fik sygeplejersken til at børste sig lidt af og gik sin vej med abbed Gautier.
Han udåndede, siger Wagniere, d. 30 maj 1778, cirka kvart over elleve om aftenen i fuldkommen stilhed. Ti minutter før sit sidste åndedrag, tog han sin tjener Morands hånd, som vågede over ham, trykkede den og sagde “Farvel min kære Morand, jeg er væk”. Dette var hans sidste ord.
Fra denne død, så enkel og ren, så naturlig og fredfyldt; fra disse ord, så fuldstændig fri for floskler og svulstighed, stammer alle de frygtsomme billeder og alle de fortvivlede ytringer, som er blevet tegnet og gengivet. På denne baggrund og denne alene, denne store og vidunderlige mands død, var og bliver alle hans bagtalere, døde eller levende i sammenligning, kun støv og kryb.
Voltaire var sin tids intellektuelle autokrat. Fra sin trone ved foden af alperne hævede han sin bebrejdende finger mod enhver hykler i Europa. Han var sit århundredes pioner. Han var overtroens snigmorder. Han efterlod ikke en pil i latterlighedens pilekogger. Gennem troens og fabelens skygger, gennem myternes og miraklernes mørke, gennem kristendommens midnat, gennem bigotteriets skummelhed, forbi katedraler og fangekældre, forbi pinebænken og bålet, forbi altre og troner, bar han med ridderlige hænder fornuftens hellige fakkel.
Diderot
Tvivl er det første skridt på vej mod sandhed.
Diderot blev født 1713. Hans forældre kom fra ydmyge kår. Som Voltaire blev han uddannet af jesuitterne. Han havde noget af en vagabonds karakter i sig og var i flere år nærmest tigger i Paris. Han forsøgte at leve af at skrive. På den tid og i den generation måtte en mand uden en beskytter, som forsøgte sig som forfatter, næsten nødvendigvis tigge. Han sultede nær ihjel, gik ofte dagevis uden at spise. Men når han siden havde noget til sig selv, var han så gavmild som luften. Intet menneske var mere villigt til at give og intet menneske mere villigt til at modtage end Diderot.
Han skrev om alle mulige emner, så han kunne skaffe sig brød. Han skrev endda prædikener, og fortrød det hele sit liv. Han og D’Alembert var Encyklopædiens liv og sjæl. Med uendelig entusiasme hjalp han til med at samle hele verdens viden, så alle kunne bruge den. Han høstede tænkningens marker, skilte kornene fra stråene og avnerne og forsøgte at slippe af med overtroens frø og frugter. Hans motto var Skepsis er det først skridt på vej til filosofi. Han havde de samme laster, som de fleste kristne, var næsten lige så amoralsk som flertallet af præsterne. Laster havde han tilfælles med alle andre, hans dyder var hans egne. Alle, der kendte ham, sagde, at han have en kvindes medfølelse, prinsens generøsitet, eremittens selvfornægtelse, Cæsars mod og en digters entusiasme. Han angreb med hele sit intellekt datidens overtro. Han sagde, hvad han tænkte. Præsterne hadede ham. Han gik ind for universel uddannelse, kirken hadede det. Han ønskede, at lægge hele verdens viden indenfor de fattiges rækkevidde. Han ønskede at drive overtroens keruber fra indgangen til Edens Have, så Adams børn kunne vende tilbage igen og spise frugterne af kundskabens træ.
Han havde alle katolikker til fjende. Hans lille usle skrivebord blev ransaget af politiet, der ledte efter manuskripter, hvor der kunne findes noget, som ville retfærdiggøre fængslingen af en så farlig mand. Den, der i 1750 ønskede at øge menneskehedens viden, blev betragtet som offentlighedens fjende.
Frankrigs intellektuelle superstruktur hviler på Encyklopædien. Den viden, der blev givet til folket, var den impuls, den start, på omvæltningen, som efterlod kirken uden alter og kongen uden trone. Diderot tænkte selv og videregav modigt sine tanker til andre. Af denne grund blev han betragtet som en forbryder. Han forventede ikke sin belønning i en anden verden. Han gjorde ikke, som han gjorde, for at glædes en eller anden tænkt Gud. Han sled for menneskeheden. Han ønskede at lette byrderne for de, som kom efter ham. Hør disse ædle ord:
“Jo mere mennesket ser tilbage på fortiden og jo mere det begiver sig ud i fremtiden, jo større vil det blive, og alle disse filosoffer og præster og sandhedssigere, som er blevet ofre for nationernes dumhed, præsternes grusomheder, tyrannernes vrede, hvilken trøst er der tilbage for dem i døden? Dette: At fordomme vil falde og at eftertiden vil udgyde skændslens olie over sine fjender. Oh Eftertid! Den ulykkeliges og den undertryktes hellige og indviede sted; Du som er retfærdig, Du som er ubestikkelig, Du, som finder det gode menneske, som afslører hykleren, som omstyrter tyrannen, må den sikre tillid til Dig, den trøstende tillid til Dig, aldrig forlade mig.”
Eftertiden er for filosoffen, hvad den anden verden er for den troende.
Diderot indtog det standpunkt, at hvis ortodoks religion var sandfærdig, så var Kristus skyldig i selvmord. Da han havde magt til at forsvare sig, skulle han have brugt den. Naturligvis kunne kirken ikke tillade en mand, som havde bidraget til verdens intellektuelle rigdom, at dø i fred. I samme øjeblik Diderot var død, begyndte katolske præster at tegne og fortælle om hans sidste øjeblikkes rædsler. De beskrev ham som overvældet af anger, som gal af frygt; og disse usandheder er blevet gentaget af den protestantiske verden, og vil sandsynligvis blive gentaget af tusindvis af præster, efter vi er borte. Sandheden er, at han havde passeret sit halvfjerdsindstyvende år. Han havde levet i 71 år. Han havde talt med sin kone. Han satte sig i sin lænestol. Hans sind var fuldkomment roligt. Han var uden at vide det, gået ind i sin sidste dags tusmørke. Over horisonten stod Aftenstjernen og forkyndte om søvnen. Stilheden i rummet voksede, og gadens rumlen vuggede stilheden. Der var nogle få øjeblikkes fuldkommen ro. Konen sagde: “Han sover”. Hun nød hans ro og trak vejret stille, så han ikke ville blive forstyrret. Øjeblikkene gik, og stadig sov han. Kærligt, ømt, berørte hun ham endelig.
Ja, han sov. Han var blevet del af den evige stilhed.
David Hume
Den værste religion i verden var den skotske presbyterianisme, som den fremstod i begyndelsen af det attende århundrede. The Kirk [skotsk kirkesamfund grundlagt af Cox efter inspiration fra Calvin o.a.] havde alle Den Romerske Kirkes fejl uden nogen formildende omstændigheder. The Kirk hadede musik, malerier, skulpturer og arkitektur. Alt hvad der angik åndsvidenskaberne, med glædens smilehuller, blev afskyet og fordømt. Gud skulle frygtes – ikke elskes.
Livet var en lang kamp med Djævelen. Enhver lyst kom fra Satan. Lykke var en snare og menneskelig kærlighed var slemt, svagt og forfængeligt. Den skotske presbyterianske præst var så grusom, pedantisk og hjerteløs, som dem vi er bekendt med fra Inkvisitionen.
En sag vil sige det hele:
I starten af dette, det nittende århundrede, blev en dreng på sytten år, Thomas Aikenhead, sigtet og stillet for retten i Edinburgh for blasfemi. Han havde afvist Bibelens guddommelige oprindelse. Han havde ved flere lejligheder, når han frøs, for sjov ønsket sig i helvede for at få varmen.
Den stakkels, skræmte drenge trak det tilbage – tiggede om nåde; men han blev fundet skyldig, hængt og kastet i kulen ved foden af skafottet, og hans grædende moder bad forgæves om at hun måtte få hans kvæstede og blødende krop.
Denne sag multipliceret igen og igen viser Dem Skotlands situation, da David Hume blev født, den 26. april, 1711.
David Hume var en af de få skotter på sin tid, som ikke var ejet af kirken. Han besad det mandsmod, at undersøge historiske og religiøse spørgsmål selv, og modet til at videregive sine konklusioner til verden. Han alene kunne bestemme over sig selv. Han var filosof og levede et stille og fornøjeligt liv, uplettet af nogen uretfærdig handling, uden udskejelser af nogen art, og i et rimeligt omfang helliget til at gavne sine medmennesker. Efter at have undersøgt Bibelen blev han overbevist om, at den ikke var sandfærdig. For at undlade at tilbageholde sin sande mening, for at undlade at fortælle en bevidst løgn, pådrog han sig kirkens vrede.
Intellektuel ærlighed er synden mod Helligånden, og uanset om Gud vil tilgive denne synd eller ej, så har hans kirke ikke og vil aldrig.
Hume indtog det standpunkt, at et mirakel ikke kunne bruges som bevis, indtil den kendsgerning, at det var sket, var blevet bekræftet. Men hvordan kan et mirakel dokumenteres? Tag et hvilket som helst mirakel nedskrevet i Bibelen, hvordan kan det bekræftes nu? De kan sige: Fordi de som skrev beretningen vidnede om det. Hvem var de? Ingen ved det. Hvordan ville De bevise Lazarus genopstandelse? Eller enkens søns? Hvordan ville De dokumentere Kristi himmelfart i dag? På hvilken måde ville De bevise, at Jordanfloden skilte sig efter at være blevet strejfet af en profets kåbe? Hvordan er det muligt i dag at eftervise den kendsgerning, at ilden fra en ovn nægtede at brænde tre mænd? Hvor er vidnerne? Hvem i hele verden har den mindste viden om dette emne?
Han insisterede på, at grundlaget for alt godt var det nyttige; at menneskets lykke var et mål, der var værd at arbejde og leve for; at oprindelse og skæbne var lige ukendte; at den bedste tro var at leve en moderat tilværelse og at behandle sine medmennesker retfærdigt; at dogmet om guddommelighed var absurd, og at en ærlig mand intet havde at frygte. Naturligvis hadede The Kirk ham. Han lo af deres tro.
Velvære, respekt, succes og hæder blev Humes lod. Mens mange af Guds disciple blev ulykkens offer og bytte, gik det stadig fremad for ham. Misundelige kristne ventede på deres chance. De ventede så tålmodigt som muligt på, at dødens rædsler skulle ramme David Humes hjerte og sind. De vidste, at alle furierne ville være der, og at Gud ville få sin hævn.
Adam Smith, forfatter til “Wealth of Nations”, sagde om Hume ved enden af hans sygdom, at i nærvær af døden “var hans humør så højt, og hans konversation og glæde så normal, at mange ikke kunne tro, han var døende på trods af alle hans alvorlige symptomer. Nogle få dage før sin død sagde Hume:
“Jeg dør så hurtigt, som mine fjender – hvis jeg har nogle – kunne ønske, og så ubesværet og roligt som mine bedste venner kunne ønske.”
Oberst Edmondstoune skrev kort efter et brev til Hume, hvoraf følgende er et uddrag:
“Mit hjerte kan ikke rumme mere. Jeg kunne ikke se Dem denne morgen. Jeg mente, det var bedre for os begge. De kan ikke dø – De må leve i erindringen hos Deres venner og bekendte; og Deres arbejde vil gøre Dem udødelig. Jeg kan ikke begribe, at det var muligt for nogen ikke at kunne lide Dem eller hade Dem. Han må være værre end en vild, den som kunne være fjende til en mand med det bedste hoved og hjerte og de mest elskværdige manerer.”
Adam Smith gik tilfældigvis ind i hans værelse, mens han læste dette brev, som han straks viste ham. Smith sagde til Hume, at han forstod, hvor meget han svækkedes, og at hans fremtoning på mange områder var dårlig; og dog var hans munterhed så stor og hans livsglæde forekom så stærk, at han ikke kunne afholde sig fra at have visse forhåbninger.
Hume svarede: “Når jeg lægger mig om aftenen, føler jeg mig svagere end da jeg stod op om morgenen; og når jeg står op om morgenen, svagere end da jeg lagde mig om aftenen. Desuden føler jeg, at nogle af mine vitale dele er i en sådan tilstand, at jeg snart vil dø.”
“Nuvel,” sagde Smith, “Hvis det må være sådan, så har De i det mindste den tilfredsstillelse at efterlade alle Deres venner, og især medlemmerne af Deres brors familie, i stor velstand.”
Han svarede, at han oplevede sin situation sådan, at da han læste Lucians Dialogues for the Dead, kunne han ikke blandt alle de undskyldninger, som tilskrives Charon for ikke villigt at stige ombord i hans båd, kunne han ikke finde en, som passede på ham. Han havde intet hus at færdiggøre; han havde ingen datter at sørge for; han havde ingen fjender, som han ønskede at hævne sig på; “Og jeg kunne ikke rigtigt” sagde han, “finde på en undskyldning jeg kunne give Charon for at opnå en lille udsættelse. Jeg har gjort alt af betydning, som jeg havde sat mig for, og som jeg kunne, forventer ikke at kunne efterlade min familie og venner i en bedre situation end den, jeg nu sandsynligvis efterlader dem i; og jeg har derfor enhver grund til at dø tilfreds.!
“Ved nærmere eftertanke” sagde han, “tror jeg, at jeg vil sige til ham: “Gode Charon, jeg har redigeret mine værker til en ny udgave. Giv mig lidt tid så jeg kan se, hvordan offentligheden tager imod ændringerne”. “Men” ville Charon sige “når du har set virkningen af dette, vil du ønske at lave flere ændringer. Der vil ikke være nogen ende på disse undskyldninger, så, min oprigtige ven, vær venlig at stige om bord i båden”. “Men” ville jeg stadig sige, “vær lidt tålmodig, gode Charon, jeg har prøvet at åbne offentlighedens øjne; hvis jeg lever nogle få år længere, kan jeg få den tilfredsstillelse at se nogle af de fremherskende sæt af overtro gå til grunde” Og Charon ville så blive hidsig og råbe “Din dovne slyngel. Tror du virkelig, jeg vil give dig fri i så lang tid? Kom ombord i båden straks.”
Til Grevinde de Boufflers skriver den døende mand med den fuldkomne sjælefred, der kommer fra et liv levet i oprigtighed og ømhed: “Jeg ser døden gradvist nærme sig uden frygt og ærgrelse. Jeg hilser Dem med stor omsorg og respekt for sidste gang”.
Den 25. august, 1776, gik filosoffen, historikeren, skeptikeren, den ærlige mand og sin arts velgører, stille og smertefrit bort, på værdig vis som et ædelt liv afføder.
Dr. Black skrev følgende beretning om hans død:
Mandag, 26. aug. 1776
Kære Sir: I går omkring kl. fire om eftermiddagen udåndede Mr. Hume. Hans nærtstående død blev indlysende aftenen mellem torsdag og fredag, da hans sygdom forværredes og hurtigt svækkede ham så meget, at han ikke længere kunne stige ud af sin seng. Han var til det sidste øjeblik ved fuld bevidsthed og uden megen smerte eller ubehag. Han udtrykte på intet tidspunkt nogen utålmodighed; men når han fik lejlighed til at tale med dem, som omgav ham, skete det altid med omsorg og ømhed. Da han blev meget svag, var det ham besværligt at tale, og han døde på så rolig vis, at det ikke kunne være bedre”
Dr. Cullen skriver til Dr. Hunter på den 17. september 1776, hvorfra følgende uddrag gives:
“De har bedt om en beretning om Mr. Humes sidste dage, og det giver jeg Dem med stor fornøjelse:
Det var i sandhed et eksempel på des grands hommes qui sont morts en plaisantant; [de store mænd som døde mens de spøgte o.a.], og for mig, som så ofte er blevet chokeret af overtroens rædsler, er tanken om en sådan død virkeligt behagelig. I gennem mange uger før sin død var han meget bevidst om sin trinvise forværring, og hans svar på forespørgsler til hans helbred var i adskillige tilfælde, at han forsvandt så hurtigt, som hans fjender kunne ønske og så ubesværet, som hans venner kunne ønske. Han tilbragte det meste tid i sin stue og modtog besøg fra sine venner og konserverede med dem med sit sædvanlige vid om litteratur, politik og hvad der nu var på tale. I samtale virkede han fuldkommen veltilpas og sprudlede til det sidste med de spøgefuldheder og pudsige og underholdende anekdoter, som altid har udmærket ham. Hans sanser og dømmekraft svigtede ham ikke i hans livs sidste timer. Han afslørede hele tiden en god fornemmelse for sine venners opmærksomhed og omsorg og udtrykte aldrig nogen irritation eller utålmodighed under de lange trykkende prøvelser.” (Her følger samtalen med Charon). “Der er et par småting, som måske nok kan virke trivielle, men for mig er intet, som vedrører så stor en mand, trivielt. Det er måske i småtingene, at vi bedst kan værdsætte filosoffens ro og frejdighed i en tid, hvor det meste af menneskeheden oplever uro og ofte gru. Jeg anser ofringen af hanen, som et mere sikkert bevis på Sokrates ro, end hans afhandling om udødelighed.”
De kristne tog det for givet, at denne afklarede og afbalancerede mand døde fuld af anger over at have udtrykt sine virkelige opfattelser og fortsætter med at beskrive, trin for trin og i detaljer, hans sidste øjeblikke. Tilbagestående gejstlige, ude af stand til at fatte hvad Hume havde skrevet, med bare en generel opfattelse af at han havde bespottet deres læresætninger, besvarede hans argumenter ved at bagvaske hans karakter. Kristne tog det for givet, at han døde rædselsslagen og forestillede sig de skrækkeligste scener.
Da kendsgerningen om hans død blev almindeligt kendt blandt intelligensen, fordoblede præsterne deres indsats for at holde de gamle bagvaskelser i live, og de fleste af dem er stadig i gang med det samme selv i vore dage. Da de fandt det umuligt at fortælle nok usandheder til at skjule sandheden, indrømmede nogle få af de mere intelligente præster, at Hume ikke bare døde uden at vise nogen udpræget frygt men havde gjort sig skyldig i en upassende munterhed. Den første anklage var, at han døde som en kujon; den næste at han var for ligeglad og gik gennem de ukendte rædslers mørke døre med et smil på læberne. David Humes døende smil forargede de, der troede på en kærlig Gud. De var chokerede over at se en mand, som afviste Bibelens mirakler, dø uden frygt; som havde brugt et helt liv på at undersøge, hvad mennesket mente; på at prøve at bevise at den rette vej var den bedste vej; at lykke er et virkeligt og vigtigt gode, og at dyd ikke er en rappenskralde med indsunkne kinder og hule øjne.
Kristne hadede at indrømme, at en filosof var gået afklaret bort uden assistance fra overtroen – en, som havde fortalt, at mennesket ikke kunne gøre Gud glad ved at gøre sig selv ulykkelig, og at et nyttigt liv i sidste ende var den bedst tænkelige religion. De forestillede sig, at døden ville fylde en sådan mand med anger og frygt. Han havde aldrig forfulgt sine medmennesker til Guds ære og må derfor dø i fortvivlelse. De tog fejl.
Han døde, som han havde levet. Som en fredsommelig flod med grønne og skyggefulde bredder, flød han uden en lyd ud i det rolige hav, hvor livet til sidst hviler.
Spinoza
En af de største tænkere var Benedict Spinoza, en jøde født i Amsterdam 1632. Han studerede medicin og bagefter teologi. Han prøvede at forstå, hvad han studerede. I teologi måtte han nødvendigvis dumpe. Teologi er ikke ment til at forstås, det skal kun tros. Det er en trossag ikke logisk fornuft. Spinoza stillede rabbinerne så mange spørgsmål og efterspurgte så stædigt om årsager, at han blev en meget besværlig student. Da rabbinerne fandt det umuligt at besvare hans spørgsmål, besluttede man at gøre spørgeren tavs. Han blev stillet for retten, fundet skyldig og udstødt af synagogen.
På grund af den forfærdelige jødiske religion blev han en paria i ethvert jødisk hjem. Hans far måtte ikke give ham husly. Hans mor måtte ikke give ham brød, kunne ikke tale med ham uden selv at blive en paria. Al Jehovas grusomhed, hele Det gamle Testamentes ondskab lå i denne udstødning. I synagogens mørke tændte rabbinerne deres fakler og slukkede dem i blod, mens de udtalte forbandelsen, bønfaldende Gud om at Benedict Spinozas sjæl på samme måde måtte udslukkes.
Spinoza var bare 24 år, da han fandt sig selv uden familie, uden venner, omgivet af lutter fjender. Han beklagede sig ikke. Han tjente sit brød med villige hænder og delte med glæde sine skorper med dem, som var endnu fattigere end han.
Han forsøgte at løse det eksistentielle problem. For ham var universet ét. Det Uendelige omfattede Helet. Helet var Gud. Ifølge hans opfattelse blev universet ikke til. Det er; fra evigheden kom det; i evighed vil det være. Han havde ret. Universet er alt der er, eller var, eller vil være. Det er både objekt og subjekt, den tænkte og det tænkte, skaber og det skabte, ødelægger og det ødelagte, bevareren og det bevarede, og bærer i sig selv alle årsager, alle former, bevægelser og virkninger. I dette er der håb. Dette er et fundament og en stjerne. Uendeligheden er Helet. Uden Helet kan Uendeligheden ikke findes. Jeg er noget. Uden mig, kan Uendeligheden ikke eksistere.
Spinoza var naturalist, det vil sige panteist. Hans standpunkt var, at det overnaturlige er, og altid vil være, en fuldstændig umulighed. Hans udsagn er lysbringere som stjerner, og ethvert af hans beviser er et Gibraltar, bag hvilket logik sidder og smiler af alle overtroens sofisterier. Spinoza har været hadet, fordi han ikke er blevet modbevist. Han var en sand republikaner. Han anså folket for den virkelige og eneste kilde til politisk magt. Han satte staten over kirken, folket over præsten. Han gik ind for absolut religionsfrihed, tænkefrihed og ytringsfrihed. I hvert af livets sager var han retfærdig, oprigtig, venlig, tålmodig, beskeden og kærlig. Han respekterede andres rettigheder og prøvede at udnytte sine egne, og forårsagede dog at blive genstand for den jødiske og kristne verdens had.
På hans tid var logik blasfemisk, og at tænke var en utilgivelig synd. Præsten hadede filosoffen, åbenbaring spottede logik, og tro var alle faktas svorne fjende. Spinoza var en filosof, en menneskeelsker. Han levede i sin egen verden. Han undgik mennesker. Hans liv var en intellektuel afsondrethed. Han var en mental eremit. Kun i sin egen forstand fandt han den frihed, han elskede. Alligevel hadede rabbinerne og præsterne, den uvidende fanatiker, den onde bigot, ham af hele deres hjerte fordi de følte, at denne stille, eftertænksomme, beskedne mand på en eller anden måde smedede våben, der skulle bruges mod kirken.
Han gjorde ikke gengæld. Han undskyldte deres handlinger. Deres uvidenhed, deres bagvaskelser, deres misledte og hævngerrige hensigt, skabte kun medlidenhed i hans bryst. Han skadede intet menneske. Han levede ikke af almisser. Han var fattig, og dog, med sin forstands rigdom, berigede han verden. Søndag d. 21. februar 1677 gik Spinoza, en af de største og mest skarpsindige metafysikere, et af de ædleste og reneste menneskelige væsener, stille bort, i en alder af 44 år; og uanset synagogens forbandelse, som havde hvilet over hans liv og hans elskede arbejde, efterlod døden ham med et fuldkomment fredfyldt smil på læben.
Vore skeptikere
I vores land har vi tre skeptikere: Paine, Franklin og Jefferson. Kolonierne var fyldt med overtro, puritanerne opfyldt af forfølgelsens ånd. Brutale, uvidende og ondsindede love var blevet vedtaget i alle kolonier med henblik på at dræbe den intellektuelle frihed. Åndelig frihed var fuldstændig ukendt. Tolerancelovene i Maryland tolererede kun kristne, ikke vantro, ikke søgere. Roger Williams barmhjertighed var ikke beregnet til de, som forkastede Bibelen eller betvivlede Kristus guddommelighed. Den var ikke baseret på menneskets rettigheder, men på rettigheder for de troende, som kun var uenige på uvæsentlige punkter.
I det øjeblik kolonierne forsagede kongen, begyndte de at tvivle på præstens magt. Da de ledte efter en undskyldning for at bekæmpe Georg III, underminerede de uforvarende kirken. De stod revolutionen igennem sammen. De fandt ud af, at alle trosretninger kæmpede lige godt. De opdagede også, at personer uden religion besad patriotisme og mod og var villige til at dø, for at en ny nation kunne fødes. Faktisk havde gejstligheden ikke noget særlig godt forhold til vores forfædre. Mange præster blev fængslet, fordi de ikke ville bede for Den Kontinentale Kongres. Efter at sejren havde hævet vores standarder, og det blev nødvendigt at lave en forfatning, at etablere en regering, så skeptikerne, mænd som Paine, som Jefferson og som Franklin, at kirken måtte udelades; at en regering, der fik sin retmæssige autoritet med de regeredes billigelse, ikke kunne indgå nogen kontrakt med en kirke, som foregav at få sin autoritet fra en Almægtig Gud.
Ved skeptikernes indsats blev Guds navn udeladt fra De Forenede Staters forfatning. De vidste, at hvis en almægtig skabning blev sat ind, ville der ikke være plads til folket. De vidste at hvis nogen trosretning blev gjort til statens elskerinde, ville denne elskerinde som alle andre, fordærve, svække og ødelægge. Washington ønskede en kirke oprettet ved lov i Virginia. Han blev bremset af Thomas Jefferson. Det var kun kort tid siden, at folk ved lov blev tvunget til at gå i kirke i de østlige stater, og skatter blev inddrevet for at finansiere kirkerne på samme måde som konstruktionen af veje og broer. Det store princip, som blev formuleret i forfatningen, har stille og roligt ophævet de fleste af disse love. I nærværet af dette store redskab blev staternes forfatninger små og tarvelige, og i løbet af få år vil enhver lov, som lægger sindet i lænker, undtagen i Delaware, blive opløst, og dette kan vores børn takke skeptikerne fra 1776 for.
Kirken har aldrig påstået, at Jefferson eller Franklin døde i frygt. Franklin skrev ingen bøger, der angreb jødernes fabler fra antikken. Han anså det for nytteløst at kaste tankens perler for uvidenhedens og frygtens svin. Jefferson var en statsmand. Han var et stort partis fader. Han gav udtryk for sine meninger i breve og til betroede venner. Han var en Virginiamand, forfatter til Uafhængigheds-erklæringen, grundlæggeren af et universitet, fader til et politisk parti, Præsident for De Forenede Stater, en statsmand og en filosof. Han var for magtfuld for den tids splittede kirker. Paine var en udlænding, en verdensborger. Han havde angrebet Washington og Bibelen. Han havde gjort dette åbent, og det han sagde, kunne ikke modsiges. Hans argumenter var så gode, at hans karakter måtte være slet.
Thomas Paine
(Dette kapitel er sandsynligvis ikke skrevet færdigt af Ingersoll, da der er elementer i afslutningen, der virker mere som en disposition. /o.a)
Thomas Paine blev født i Thetford, England. Han nedstammede fra jævne folk. I en alder af 37 år forlod han England til fordel for Amerika. Han var den første til at forudse Den Nye Verdens skæbne. Han skrev pamfletten Common Sense [udk. 2000 på dansk som Sund fornuft på Henry George Forlaget /o.a.] og i løbet af få måneder erklærede den Kontinentale Kongres kolonierne for frie og uafhængige stater – en ny nation var født. Paine havde vækket selvstændighedens ånd, brugt al sin energi på at holde den levende. Han var hos hæren. Han delte dens nederlag og dens hæder. Da situationen blev kritisk, gav han dem The Crisis [Krise. Udkommet på Forlaget Fritanken/ o.a.]. Det var en skyhøj støttepille om dagen og en ildstøtte om natten, der ledte vejen frem mod frihed, hæder og til sejr.
Paines skriverier er et smykkeskrin med korte udsagn, der overbeviser selv den mest modvillige. Dag og nat sled han for Amerika, indtil der var en regering af folket og for folket. Ved revolutionens slutning stod ingen over Thomas Paine. Havde han været villig til at leve som en hykler, ville han være blevet respektabel, så kunne han til sidst dø omgivet af hyklere, og ved hans død ville der have været en fornem begravelse med kilometerlangt følge fyldt med hyklere og over hans hyklerstøv ville stå et hyklermonument beklædt med løgne.
Efter at have gjort så meget for menneskeheden i Amerika, tog han til Frankrig. Frøene sået af de store skeptikere bar frugt i Europa. Det attende århundrede kronede sine grå hår med fremskridtets krans. Ved sin ankomst til Frankrig blev han valgt til medlem af det franske konvent, faktisk blev han omtrent samtidig valgt af ikke mindre end fire valgkredse. Han var med i en komite, der lavede et udkast til den franske forfatning.
I forsamlingen, hvor næsten alle forlangte kongen henrettet, besad han modet til at stemme imod dødsstraffen. At stemme imod kongens henrettelse var at stemme imod sin egen overlevelse. Dette var den ypperste grad af principfasthed. For dette blev han arresteret, fængslet og dømt til døden. Under sin dødsstraf i den dystre fængselscelle skrev Thomas Paine til [George] Washington, og bad ham lægge et godt ord ind for forfatteren til Common Sense hos Robespierre. Washington svarede ikke. Han skrev igen. Washington, præsidenten, ænsede ikke Thomas Paine, tugthusfangen. Brevet blev smidt i forglemmelsens affaldskurv, og Thomas Paine forblev dødsdømt. Siden udtrykte han til fulde sin mening om Washington og jeg må sige, at jeg aldrig har kunnet formå mig selv til at bebrejde ham det.
Thomas Paine, som havde gjort så meget for politisk frihed, fæstnede sin opmærksomhed på tidens overtro. Han udgav Age of Reason [dansk nyudgivelse på Forlaget Fritanken som Fornuftens tidsalder o.a.] og fra den dag af og til i dag, er hans karakter blevet bagtalt af omtrent enhver præst i den kristne verden. Han er blevet vist frem som et skrækkeligt eksempel. Ethvert menneske, som har udtrykt en oprigtig tanke, er blevet advaret med henvisning til Thomas Paine. Alle hans ydelser var glemt. Ikke et venligt ord faldt fra nogen gejstlig. Hans principfasthed, hans kamp for menneskets rettigheder blev ikke længere husket. Paine havde ganske enkelt taget det standpunkt, at det var en selvmodsigelse at kalde noget, som var blevet videregivet til os på anden hånd, for en åbenbaring. Der kan ikke være nogen åbenbaring efter den første kommunikation. Alt derefter er rygtesmederi. Han påviste også, at alle profetierne i Det Gamle Testamente ikke havde noget som helst med Jesus Kristus at gøre og påstod, at Jesus Kristus var en almindelig mand. Med andre ord: Paine var en oplyst Unitar. Paine mente, at Det Gamle Testamente var for barbarisk til at stamme fra en uendeligt god Gud. Han angreb læresætningen om at frelse afhang af tro. Han insisterede på, at enhver har ret til at tænke.
Efter udgivelsen af disse synspunkter blev enhver usandhed, som ondskab kunne præge og skadefryd kunne videregive, spredt i verden. Ved hans tilbagekomst til Amerika efter at en anden skeptiker var blevet valgt til præsident, var det ikke sikkert for ham at vise sig på gaden. Han risikerede at blive overfaldet. Under selvsamme flag, som han havde hjulpet med at hæve mod himlen, blev hans rettigheder ikke respekteret. Under den forfatning, som han havde foreslået, var hans liv i fare. Han havde hjulpet med at give frihed til mere end tre millioner af sine medmennesker, og de var parate til at nægte ham det samme. Han var forladt, udstødt, undgået, bagtalt og forbandet. Han nød en spedalsks ensomhed; men han bevarede under det hele sin integritet. Han stod ved sin overbevisning. Ikke så meget som et øjeblik tøvede han eller tvivlede. Han døde næsten alene.
I samme øjeblik han døde, begyndte kristne at fabrikere skrækhistorier ved hans dødsleje. De beskrev værelset som fyldt med djævle raslende med lænker, og disse gamle løgne bevidnes hvert eneste år af nutidens respektable kristne. Sandheden er, at han døde, som han levede. Nogle præster var uhøflige nok til at besøge ham mod hans vilje. Flere af dem blev beordret ud af hans værelse. Et par katolske præster var blevet tilkaldt, for at de kunne glædes over en menneskevens dødssmerter. Da et par små luer af det udgående liv blev vækket af forargelse, rejste Thomas Paine sig fra sit leje og var så god at forbande dem begge. Hans læge, som virker til at have været et nævenyttigt fjols, hviskede i hans uvillige øre lige som dødens kolde hånd skulle lægge sig over patriotens hoved: “Tror De, eller ønsker De at tro, at Jesus Kristus er Guds Søn?”, og svaret var: “Jeg har intet ønske om at tro på den sag.” Dette var Thomas Paines sidst erindrede ord. Han døde så afklaret som nogen kristen, der er gået bort. Han døde med sine fulde sanser i behold og gentog på det alleryderste sit livs doktrin.
Enhver kristen, enhver filantropist, enhver tilhænger af menneskets frihed burde føle sig i gæld til Thomas Paine for hans strålende tjenester i den amerikanske revolutions mørkeste dage. Under Valley Forges sorte midnat var The Crisis den første stjerne, der glitrede på fortvivlelsens vide horisont. Ethvert godt menneske skulle med taknemmelighed huske ordene udtalt af Thomas Paine i Det franske Konvent imod henrettelsen af Louis [Kong Louis d. 16./ o.a.]. Han sagde: “Vi vil dræbe kongen, ikke manden. Vi vil udslette monarken, ikke mennesket”.
Thomas Paine var den menneskelige friheds forkæmper på begge verdenshalvdele; en af republikkens grundlæggere og fædre; en af sin tids største mænd. Aldrig talte han for én uretfærdig sag. Han afskyede slaveri. Han hadede tyranni i enhver form. Han var i ordets bredeste forstand en ven af alle racer. Hans hoved var så klart, som hans hjerte var godt, og han besad modet til at sige sin ærlige mening. Han var den første til at sige disse ord: “Amerikas forenede Stater”. Han fremsatte den nuværende føderale forfatning. Han tilvejebragte enhver tanke, som nu glitrer i Uafhængighedserklæringen.
Han troede på én Gud og ikke mere. Han troede selv det særlige forsyn, og han håbede på at opnå udødelighed.
Hvordan kan verden afsky en mand, der sagde: “Jeg tror på, at alle mennesker er lige, og at den religiøse pligt består i at øve retfærdighed, i kærlig barmhjertighed, og i at prøve at gøre vores medskabninger glade”.-
“Det er nødvendigt for menneskets lykke, at han er åndsmæssigt ærlig mod sig selv”.
“Guds ord er den skabelse, vi ser”.-
“Tro på en grusom Gud skaber grusomme mennesker”.-
“Min opfattelse er, at de, hvis liv er brugt på at gøre godt og i forsøg på at gøre deres meddødelige lykkelige, vil være lykkelige hinsides”.-
“En god lærer er mere nyttig end hundrede præster”.-
“Jeg tror på én Gud, og ikke mere, og jeg håber på et lykkeligt liv efter dette”.-
“Mennesker kan ikke eje mennesker” – og
“Nøglen til himlen holdes ikke af nogen sekt!”
Havde det ikke været for Thomas Paine, havde jeg ikke kunnet holde dette foredrag her i aften.
Det er stadig fashionabelt at bagtale denne mand, og dog har Channing, Theodox Parker, Longfellow, Emerson og faktisk alle liberale Unitarer og Universalister verden over, taget Thomas Paines holdninger til sig. Lad os sammenligne disse Skeptikere med deres tids Kristne: Sammenlign Julian med Constantine, – hustrumorderen og sønnemorderen, som indførte kristendommen med samme sværd, som han havde vædet i deres blod. Sammenlign ham med alle de kristne kejsere, med alle røverne og morderne og tyvene, fadermorderne, brodermorderne, og modermorderne, som nogensinde har båret kejserligt purpur på Tiberens bredder eller langs Bosporus kyster.
Lad os sammenligne Bruno med de kristne, som brændte ham; og vi vil sammenligne Spinoza, Voltaire, Diderot, Hume, Jefferson, Paine, med de mænd, om hvem det er blevet sagt, at de er Guds synlige udsendinge.
Lad det være husket, at paverne har begået enhver forbrydelse, som den menneskelige natur er i stand til, og at ikke én af dem holdt af intellektuel frihed – at ikke én af dem nogensinde har spredt ét glimt af lys.
Lad os sammenligne disse Skeptikere med grundlæggerne af kirkemenigheder; De vil se hvor snæversynet, hvor hyklerisk, hvor grusomme disse grundlæggere var, og hvor altfavnende, hvor storsindede, hvor ædle, disse skeptikere var.
Lad os være ærlige. Den menneskelige forstand store opgave er, at fastslå de fakta som omgiver os, tingenes historie.
Hvem har opnået mest i denne henseende – kirken eller de ikke-troende? Skriv på den ene side alt som kirken har opdaget – ethvert fænomen, som er blevet forklaret ved en troslære, ethvert naturfænomen, som kirken har opdaget, og skriv på den anden side Humboldts opdagelser, og Darwins iagttagelser og påvisninger!
Hvem har gjort Tyskland berømt – tyske præster eller tyske videnskabsfolk?
Goethe.
Kant: Denne udødelige mand sagde: “Den, som tror han kan glæde Gud på nogen måde udover at opfylde sine forpligtelser overfor sine medmennesker, er overtroisk”.
Og den største og modigste af tænkere, Ernst Haeckel.
Humboldt.
Italien: Mazzini. Garibaldi.
I Frankrig, hvem er og var frihedens venner? De katolske præster, eller Renan? Biskopperne, eller Gambetta? – Dupanloup, eller Victor Hugo?
Michelet – Taine – Auguste Comte.
England: – Lad os sammenligne Englands præster med John Stuart Mill, – Harriet Martineau, denne ‘frie landsstryger på universets fri fælled” – George Elliot – med Huxley og Tyndall, med Holyoake og Harrison – og over alt og alle, med Charles Darwin.
Afslutning
Lad os være ærlige. Har alle præsterne i Rom øget menneskets mentale rigdom ligeså meget som Bruno? Har alle præsterne i Frankrig gjort ligeså stort et arbejde for civilisationen som Diderot og Voltaire? Har alle præsterne i Skotland bidraget ligeså meget til den menneskelige viden som David Hume? Har alle gejstlige, munke, brødre, præster, biskopper, kardinaler og paver siden Pentecosts dage til det seneste valg, gjort lige så meget for menneskets frihed som Thomas Paine? Så meget for videnskaben som Charles Darwin
Hvordan ville verden have set ud, hvis Skeptikerne ikke havde været til? Skeptikerne har været de modige og eftertænksomme mænd; verdens blomsterstand: pionererne og budbringerne om den velsignede frihedens og kærlighedens dag; den uværdige fortids storsindede ånder; vores arts seere og profeter; de store riddersjæle, stolte sejrherrer på tankens slagmark, alle de kommende års kreditorer.
Hvorfor skulle det tages for givet, at mænd som viede deres liv til befrielsen af deres medmennesker, skulle hysse ad i deres dødsstund af samvittighedens slanger, mens mænd som forsvarede slaveri, praktiserede flerkoneri, retfærdiggjorde spædbørnsran fra mødrenes bryst, piskede den ubetalte arbejdskrafts nøgne ryg, antages at passere smilende fra Jorden til englenes favn? Hvorfor skulle vi tro, at de modige tænkere, forskerne, de ærlige mænd, skulle have forladt tidens smuldrende kyster i rysten og bæven, mens ophavsmændene til St. Bartholomew massakren, opfinderne og anvenderne af tommelskruerne, jernstøvlerne og pinebænken, brændejernene og ildtængerne, menneskerøverne, menneskepiskerne og slaveholderne; køberne af unge piger, mødre og babyer; grundlæggerne af Inkvisitionen; lænkernes fremstillere; fangekældrenes opførere; de levendes bagvaskere; de dødes spottere og selv Jesus Kristus mordere, alle døde i en aura af hellighed med hvide tilgivne hænder foldet på fredens bryst, mens fordommenes nedbrydere, menneskelighedens apostle, frihedens soldater, fodlænkernes brydere, skaberne af lys, døde omgivet af Guds bitre djævle?