Thomas Paine
Fornuftens tidsalder – Anden del
Oversat fra engelsk af Jacob Holmblad i 1870
efter Age of Reason, Part Second
Udgivet 1795
Revideret oversættelse ved Per Møller Andersen
Baseret på Jacob Holmblads oversættelse
i 2. udgave 1888

Forfatterens forord.

I første del af »Fornuftens tidsalder« skrev jeg, at det længe havde været min hensigt at offentliggøre min religiøse tænkemåde, men at jeg havde udsat det til en senere periode af mit liv, da jeg havde besluttet, at det skulle være mit sidste arbejde. De begivenheder, der fandt sted i Frankrig 1793 fik mig dog til ikke at opsætte det længere. Man havde fjernet sig fra revolutionens retfærdige og humane grundsætninger. Den for samfundet til enhver tid farlige og for den Almægtige nedværdigende idé, at præsterne kunne give syndsforladelse, havde sløvet de humane følelser, og gjort menneskene skikkede til at begå en hvilken som helst forbrydelse. Kirkeforfølgernes ufordragelige ånd var blevet overført på politikken, de såkaldte revolutionstribunaler indtog inkvisitionens plads, og guillotinen overgik snart kirkens ild og risknippe. Jeg så mange af mine mest fortrolige venner blive myrdet, jeg så daglig andre blive fængslede, og meddelelser, jeg havde fået, gav grund til at tro, at samme skæbne ventede mig selv.
Under disse uheldige forhold begyndte jeg på første del af »Fornuftens tidsalder«. Jeg havde hverken Det gamle eller Det ny Testamente at henvise til, selvom jeg skrev mod begge og kunne heller ikke skaffe mig dem. Alligevel har jeg frembragt et arbejde, som ingen troende, skrivende i al magelighed med et helt bibliotek af kirkebøger for sig, kan gendrive.
I slutningen af december 1793 blev det besluttet, at fremmede skulle udelukkes fra konventet. Der fandtes kun to, Anacharis Cloots og jeg, og i Bourelou de Loire’s tale mærkede jeg, at det i særdeleshed var mig, der var udpeget. Da jeg heraf kunne slutte mig til, at jeg kun havde nogle få dages frihed tilbage, sluttede jeg mit arbejde så hurtigt som muligt, og det var kun seks timer efter at jeg havde sluttet det, omtrent kl. 3 om morgenen, at en vagt kom med en befaling, undertegnet af velfærds- og sikkerhedskomiteen, til at sætte mig i arrest og som fremmed føre mig til fængslet i Luxemborg. Undervejs fandt jeg på råd og besøgte Joel Barlon, i hvis hænder jeg gav manuskriptet, da jeg anså det i større sikkerhed hos ham end i fængslet hos mig selv, men da jeg ikke vidste, hvilken skæbne der i Frankrig kunne ramme forfatteren eller udgiveren, tilegnede jeg det De Forenede Staters medborgeres beskyttelse.
Retfærdigheden byder mig at omtale, at den vagt, som udførte befalingen, og den tolk, som sikkerheds komiteen havde sendt med for at undersøge mine papirer, ikke alene behandlede mig med høflighed, men endog med agtelse. Opsynsmanden i Luxemborg, Bennoit, en godhjertet mand, såvel som hans familie, viste mig al den velvilje, de formåede, medens han beklædte denne post. Han blev imidlertid afsat, arresteret og ført for tribunalet på grund af en ondskabsfuld anklage, men blev frifundet.
Efter at jeg havde været omtrent 3 uger i Luxemborg, begav de amerikanere, der dengang opholdt sig i Paris, en corps til konventet for at fordre mig udleveret som deres landsmand og ven, men fik til svar af præsidenten Vadier, der tillige som præsident i den almene sikkerhedskomite havde underskrevet min arrestordre, at jeg var født i England. Fra den tid hørte jeg ikke til noget uden for fængslets mure, før Robespierres fald den 27. juli 1794.
Omtrent 2 måneder før denne begivenhed blev jeg angrebet af en hidsig feber, som havde alle tegn på at blive dødelig, og jeg har endnu ikke forvundet virkningerne deraf. Jeg var glad ved tanken om at have skrevet første del af »Fornuftens tidsalder«, da jeg, såvel som mine omgivelser, kun havde ringe håb om, at jeg ville komme mig. Jeg ved derfor af erfaring, at mine grundsætninger har bestået samvittighedsprøven.
Jeg har grund til at antage, at jeg skylder denne sygdom livet, da jeg ikke er i stand til at tænke mig nogen anden. Blandt Robespierres papirer, der blev undersøgt og oplæst i konventet af en komite af deputerede, fandtes en seddel, på hvilken Robespierre med egen hånd havde skrevet: »Begæring om, at Thomas Paine, såvel i Amerikas som i Frankrigs interesse, må sættes under anklage«. Hvorfor anklagen ikke kom i stand ved jeg ikke, og den eneste årsag jeg kan tænke mig, må have været, at min sygdom gjorde det umuligt.
For så vidt muligt at gøre den uret, jeg havde lidt, god igen, indbød konventet mig til at vende tilbage for, som jeg antog, at give mig lejlighed til at vise, at en forurettelse ikke var i stand til at forandre mine grundsætninger eller min tænkemåde. Rigtige grundsætninger bør ikke opgives, fordi de bliver krænket. Efter at være blevet sat i frihed, har jeg set flere skrifter udgivet, dels i Amerika, dels i England, som svar på første del af »Fornuftens tidsalder«. Hvis disse forfattere mener, at de tjener dem til hæder, skal jeg ikke betage dem nydelsen. De må skrive så meget mod mig og mit arbejde, som de lyster, de gør mig en større tjeneste, end de aner, og jeg har ikke noget imod, at de bliver ved med at skrive.
Af denne anden del af »Fornuftens tidsalder« vil de imidlertid se, uden at den er skrevet som svar til dem, at de må begynde arbejdet på ny. De vil nu kunne se, at jeg har anskaffet mig en bibel, og jeg må tillige tilføje, at jeg har fundet den værre end jeg troede. Hvis jeg har begået nogen fejl i første del af »Fornuftens tidsalder«, da må det have været den, at have talt bedre om enkelte dele deraf, end de i virkeligheden fortjener.
Jeg mærker, at alle mine modstandere, for at slippe fra legen, tager deres tilflugt til det, de kalder den hellige skrifts bevis og bibelsprogenes vidnesbyrd. De er så lidt herrer over emnet, at de forveksler en strid om beviser med striden om selve læren. Jeg vil dog alligevel skaffe dem klarhed i tingene, så at de, såfremt de skulle have lyst til at skrive mere, kan vide, hvor de skal begynde.
Oktober 1795 Thomas Paine.

Fornuftens tidsalder, Anden Del.
I uddrag,

Det er så ofte blevet sagt om et eller andet, at det kan bevises ved biblen, men før man anser en ting som bevist ved biblen, må det først bevises, at den er sand; kan dens sanddruhed drages i tvivl, ophører dens autoritet, og den kan ikke bruges som bevis for noget.
Det har været alle kristne bibelfortolkeres, og alle kristne præsters og prædikanters praksis at lokke verden til at tro, at biblen var en samling af sandheder og Guds ord. De har tvistet og kævlet og lyst hverandre i ban for den personlige opfattelse af en eller anden del deraf. Nogle har sagt, at et sted deri betød det eller det, andre at det betød lige det modsatte, og atter andre igen, at det hverken betød det ene eller det andet, men noget fra begge opfattelser aldeles forskelligt. Og det har de kaldt at forstå biblen!
Tilfældigvis er alle de svar på »Fornuftens tidsalder«, jeg har set, skrevet af præster, og disse fromme mænd tvister, kævler og påstår ligesom deres forgængere, at de forstår biblen; hver især forstår den bedst, og de er kun enige om, at Thomas Paine ikke forstår den.
I stedet for at bortødsle tiden og ophidse sig selv med partistridigheder om bibelsprogenes forklaring, burde disse kloge mænd dog vide, og hvis de ikke ved det, er det en artighed af mig at gøre dem opmærksom derpå: at det første punkt, der skal afgøres er, om der gives et fyldestgørende bevis på, at biblen er Guds ord eller ej.
I biblen findes begivenheder omtalt, som siges at være udført efter Guds udtrykkelige befaling. Disse begivenheder støder såvel vor humanitet som vor moralske retfærdsfølelse, lige så meget som de begivenheder, der i Frankrig blev fremkaldt af Robespierre, Carnier eller Josef le Bon, eller af den engelske regering i Ostindien, eller af enhver anden morder i den nyere tid.
Når vi i de bøger, der tillægges Moses og Josva, læser, at israelitterne hemmeligt overfaldt hele nationer, som efter historiens eget udsagn ikke havde forurettet dem, at de nedlagde disse nationer med sværdet, at de hverken skånede oldinge eller børn, at de ihjelslog og vanærede mænd, kvinder og børn og ikke skånede en eneste, udtryk, som overalt i biblen findes anført med en vis fryd over denne grusomhed, er vi da sikre på, at disse begivenheder er fakta? Er vi sikre på at menneskets skaber har givet befaling dertil? Og er vi sikre på, at de bøger, der fortæller os det, er skrevet efter Hans opfordring?
Et sagns alder er ikke noget bevis for dets sanddruhed; tværtimod, jo ældre det er, desto mere sandsynligt er det, at det er opdigtet. Enhver nations oprindelse er begravet i fabelagtige traditioner, og der er ingen grund til at unddrage jøderne denne mistanke. Det er at påtage sig et temmeligt stort ansvar at beskylde den Almægtige for at have givet befaling til udøvelse af handlinger, som ifølge deres natur, og efter alle moralske begreber om retfærdighed, er lige så store forbrydelser som et mord; og tilmed at beskylde Ham for barnemord. Biblen siger os, at disse mord blev udført efter Guds udtrykkelige befaling. Det bliver altså nødvendigt at forkaste vor tro på Guds moralske retfærdighed for at tro, at biblen er sand, for hvordan kunne vel grædende eller leende børn have forbrudt sig? Og for at kunne læse biblen uden rædsel må vi slå en streg over alle menneskets bedre følelser. Jeg taler kun for mig selv, men hvis jeg ikke havde noget andet bevis for, at biblen er fabelagtig, end det offer, det ville koste mig at tro den er sand, ville dette alene være nok til at bestemme mit valg. Som et tillæg til det moralske bevis mod biblen, vil jeg i det følgende føje et andet bevis, som end ikke en præst kan modbevise, og herved vise, at biblen ikke er berettiget til at gøre den fordring, at man skal tro, at den er Guds ord.
Men før jeg begynder denne undersøgelse, vil jeg vise hvori biblen adskiller sig fra andre gamle skrifter med hensyn til det bevis, der fordres for at anse den for pålidelig. Det er så meget mere nødvendigt, som biblens forsvarere, i deres svar på første del af »Fornuftens tidsalder«, endog med en vis selvsikkerhed vover at sige, at biblens pålidelighed er lige så godt bekræftet som så mange andre bøgers, ligesom det, at vi tror på en enkelt, skulle medføre forpligtelse til at tro dem alle.
Jeg kender imidlertid kun en eneste bog, som kan gøre fordring på at indgyde tillid, og det er Euklids elementer i geometrien, og grunden er, at det er en bog, som indeholder beviset i sig selv, aldeles uafhængig af forfatter, tid, sted eller andre omstændigheder. De emner, der behandles i denne bog, er lige troværdige, hvem der så end har skrevet den, eller om den var anonym og forfatteren ubekendt; for den positive vished om, hvem forfatteren er, udgør ikke nogen del af beviset for indholdets sandhed.
Ganske anderledes forholder det sig med de bøger, hvortil Moses, Josva og Samuel nævnes som forfattere. Disse bøger vidner om ting, der strider mod naturen og derfor er vor tro afhængig af, om disse bøger er sandfærdige eller ej. For det første må det afgøres, om de er skrevet af Moses, Josva og Samuel, og for det andet hvilken tillid vi kan skænke deres meddelelser. Vi kan tro det første, nemlig at de virkelig er forfatterne, og dog ikke det, de vidner, på samme måde som vi tror en person, der fremfører et bevis, uden at vi tror selve beviset. Men hvis det nu viser sig, at de bøger, der siges at være skrevet af Moses, Josva og Samuel ikke er skrevet af dem, så kan vi heller ikke stole på deres vidnesbyrd eller disse bøgers pålidelighed. For et bevis kan ikke være noget opdigtet eller opfundet eller anonymt, i særdeleshed ikke med hensyn til ting, der ifølge deres natur er så utrolige som det at tale ansigt til ansigt med Gud, eller at solen og månen skulle stå stille på et menneskes befaling. Størstedelen af de andre gamle bøger er åndsfostre, som de, der tilskrives Homer, Platon, Aristoteles, Demosthenes, Cicero osv. Her er atter det væsentlige spørgsmål ikke, hvem der er forfatteren, da de som åndsprodukter vil have samme fortjeneste, selv om de var anonyme. Ingen tror at Homers historie er sand, det er kun poeten, man beundrer, og hans fortjeneste bliver lige stor, om end historien er en fabel. Men tvivler vi på samme måde om de ting, bibelforfatterne fortæller (fx. Moses), kan vi ikke fælde nogen anden dom over Moses, end at han var en bedrager. Hvad de gamle historieskrivere fra Herodot til Tacitus angår, tror vi dem kun, for så vidt det, de fortæller os, ligger inden for sandsynlighedens grænser; for troede vi alt, måtte vi også tro de to mirakler, som Tacitus fortæller, om hvorledes Vespasian helbredte en lam og en blind, på samme måde som historieskriverne fortæller at Jesus Kristus gjorde det. Vi kan lige så godt tro det mirakel, som fortælles af Josefus, at Det Paxuryliske Hav åbnede sig for at lade Alexander og hans hær passere, som det, der fortælles om Det Røde Hav i 2. Mosebog.
Disse mirakler er lige så godt beviste som dem, der findes i biblen, og dog tror vi dem ikke; følgelig fordres der et meget stærkere bevis for at tro ting, som i og for sig er utrolige, uanset om de findes i biblen eller andetsteds, end for at tro ting, som i og for sig er naturlige og sandsynlige. Af denne grund kan biblens forsvarere ikke gøre fordring på, at vi skal tro på biblen, fordi vi tror ting, der er berettede i andre gamle skrifter, da vi af disse ting kun tror, hvad der er sandsynligt og troværdigt, eller selvindlysende som Euklids elementer.
Jeg går nu over til en undersøgelse af biblens pålidelighed og begynder med det, man kalder De fem Mosebøger.(*)

(*)I den engelske original fylder undersøgelsen 135 sider; her meddeles kun spredte stykker, som angiver undersøgelsernes resultater. I den danske oversættelse fra 1888 henvises til sidenumre i den engelske original. Disse henvisninger er ikke medtaget.

Efter således ved grammatikkens hjælp at have bevist, at Moses ikke er forfatter til disse bøger, vil jeg efter nogle få bemærkninger om modsigelserne i 5. Mosebog, fortsætte med, ved de historiske og kronologiske vidnesbyrd, som indeholdes i disse bøger, at bevise, at han ikke er forfatter til dem, da han ikke kan være det, og at der følgelig ikke er nogen grund til at tro, at de umenneskelige og rædselsfulde blodbad på mænd, kvinder og børn, som omtales i disse bøger, skete på Guds befaling.
Det er enhver sand deists pligt at forsvare Guds moralske retfærdighed mod biblens falske beskyldninger.
Forfatteren af 5. Mosebog, hvem han så end er, for det er et pseudonymt arbejde, er uforståelig og selvmodsigende i den beretning, han giver om Moses.
Efter at have fortalt os, at Moses gik op til spidsen af bjerget Pisga (der findes ingen beretning om, at han nogensinde kom ned igen), fortæller han videre, at Moses døde der i de Moabiters land, hvor han begravede ham i en dal. Men da der ikke findes nogen, på hvem pronomenet han tyder hen, er det umuligt at vide, hvilken han det var, der begravede ham. Hvis forfatteren mente, at Han (Gud) begravede ham, hvorledes kunne da han (forfatteren) få det at vide? Og hvorfor skulle vi (læserne) tro det, da vi jo ikke kender forfatteren? For Moses kan da ikke selv have fortalt, hvorledes han blev begravet. Forfatteren siger tillige, at intet menneske indtil denne dag vidste, hvor Moses grav var, hvorledes kunne han da vide, at han var begravet i en dal i de Moabiters land? At forfatteren har levet langt senere end Moses, fremgår klart deraf, at han benytter udtrykket ‘indtil denne dag’, som betegner et langt tidsrum efter Moses død, og han kan følgelig ikke have været med til hans begravelse; og på den anden side er det umuligt, at Moses selv skulle have sagt, at intet menneske indtil denne dag vidste, hvor graven var. At gøre Moses til en talende er kun en forbedret udgave af børnenes legen skjul, i hvilken barnet gemmer sig og råber: ‘Ingen kan finde mig’, for der er heller ingen, der kan finde Moses.
Sammenligning mellem 2. Mos. 20,11 og 5. Mos. 5,15. Mange ting er angivet i denne bog (2. Mosebog), som ikke findes i nogle af de andre bøger fx. den umenneskelige og barbariske lov 21,18-21.
Præsterne har altid holdt meget af at prædike over 5. Mosebog, da den handler om tienden, og det er efter denne bog 25,4 at de har frasen: »Du skal ikke binde munden til på den okse, som tærsker« og fået den anvendt på tienden, og for at denne frase ikke skulle undgå opmærksomheden har de fået den ind i indholdsregistret over kapitlet, selvom det kun er et eneste vers på mindre end to linier. O præster! Præster! I sammenligner jer selv med en okse for tiendens skyld. Selvom det er umuligt for os at vide, hvem der er forfatter til 5. Mosebog, er det dog ikke vanskeligt at opdage, at det må have været en jødisk præst, og jeg skal senere vise, at han levede i det mindste 350 år senere end Moses.
Sammenligning mellem 1. Mosebog 14,14 og Dommernes Bog 18,27-29. Byen Dan fik først dette navn 331 år efter Moses død.
1. Mos. 36,31 viser, at denne bog ikke er skrevet af Moses (Jødernes første konge Saul levede 400 år efter Moses); sammenlign hermed 1. Krøn. 1,43ff.
Falder troen på at 1. Mosebog er skrevet af Moses bort, hvorpå den sælsomme tro grunder sig, at den skulle være Guds ord, bliver der ikke andet tilbage end en pseudonym bog, indeholdende historier, fabler og traditionelle eller opfundne urimeligheder eller åbenbare tendens løgne.
Moses var desuden, efter den måde hvorpå han fremstilles i biblen, en af de skrækkeligste karakterer, man vel kan tænke sig. Hvis disse beretninger er sande, var han den usling, som først begyndte at føre krig med religionen som bevæggrund eller påskud, og under denne maske begik de mest eksempelløse grusomheder, som nogen nation kan opvise i sin historie. Jeg vil kun anføre et eksempel, 4. Mos. 31,13-18. Hvis denne historie er sand, er det umuligt, blandt alle de mest afskyelige skurke fra alle tidsperioder, at finde nogen, som i højere grad end Moses har vanæret menneskenavnet. Her er givet befaling til at slagte mændene, mishandle mødrene og vanære døtrene.
Lad hvilken som helst kvinde, der er moder, sætte sig ind i disse mødres stilling, et barn myrdet, et andet bestemt til at vanæres og hun selv i bødlens hænder, lad en datter sætte sig ind i disse døtres stilling, bestemte til at være et vellystens bytte for deres mødres og brødres mordere, hvad ville de da tænke. Det er forgæves at forsøge på at bedrage naturen, den vil have sin fulde ret, og den religion, som overskærer de bånd, naturen har knyttet, er en falsk religion.
I almindelighed ved mennesker ikke, hvilken ugudelighed der findes i det såkaldte Guds ord; opdraget i vildfarelser, antager de for afgjort, at bibelen er sandfærdig og god, de tillader sig ikke at tvivle derpå, og det begreb, de har dannet sig om Guds godhed, overfører de på denne bog, som de tror er skrevet på Hans befaling. Du gode Gud! Den er noget helt andet, den er en bog fuld af løgn, ondskab og slethed; for kan der vel tænkes nogen større bespottelse end at beskylde den Almægtige for at have givet menneskene befaling til at være onde.
Se 2. Mos. 16,35. Hvorledes kunne Moses, som døde i ørkenen, vide, hvad Israels børn spiste, da de var ved grænsen af Kanaans land? Sammenlign hermed Jos. 5,12.
Se Jos. 24,31. Hvorledes kunne Josva efter sin død vide om Israel tjente herren?
Se Jos. 10,12-14. Et sådant fænomen kunne ikke indtræffe uden at blive kendt over hele verden. Den ene halvdel ville have undret sig over, at den ikke gik ned, og den anden halvdel over, at den ikke stod op, og traditionen ville have opbevaret hændelsen, hvorimod der ikke er en eneste nation, der ved noget om dette fænomen. Men af hvilken grund skulle månen stå stille; hvad nytte skulle vel månen gøre om dagen, da tilmed solen skinnede hele dagen?
Sammenlign Jos. 15,63 med Dom. 1,21 og 2. Sam. 5,6.
Efter at jeg således har bevist, at alle bøgerne i Det gamle Testamente fra 1. Mosebog til Dommernes Bog er upålidelige, kommer jeg til Ruths Bog, et dårligt fuskerarbejde, til hvilket man ikke kender forfatteren. Det handler om en landstrygerske, der gik i seng med sin fætter Boas. Det er virkelig noget net tøjeri at kalde Guds ord. Den er dog alligevel en af de bedste bøger i biblen, da man dog i det mindste i den er fri for rov og mord.
Jeg har nu gennemgået alle de bøger i biblen, som er forsynet med de formentlige forfatteres navne, og som den kirke, der kalder sig den kristne kirke, har prakket verden på, som skrevet af Moses, Josva, Samuel osv. og bevist, at det er bedrageri. Og alle I præster, som har skrevet mod første del af »Fornuftens tidsalder«, hvad siger I nu? Vil I endnu, med alle disse iøjnefaldende beviser imod jer, have den frækhed at bestige jeres prædikestole og vedblive at pånøde jeres forsamlinger disse bøger som inspirerede skribenters udgave af Guds ord.
Da det jo er klart bevist, at de personer, I udgiver for forfatterne, ikke er det, og I ikke ved, hvem forfatterne er, under hvilket påskud vil I da vedblive med jeres gudsbespottelige bedrageri? Hvad har I yderligere at anføre mod deistens rene og moralske religion, for dermed at støtte jeres på løgn, afguderi og opdigtede åbenbaringer grundede system?
De to Kongernes bøger er kun en historie om mord, forræderi og krig. Se 2. Kong. 10,6-7 og 15,16.
Hvor meget end disse historieskrivere (forfatterne til kongernes bøger) afviger fra hinanden med hensyn til de ting, de fortæller, stemmer de dog overens i med tavshed at forbigå profeterne, hvis skrifter udgør resten af Det gamle Testamente. Esaias, som levede under Hezekias, nævnes kun i Kongernes og Krønikernes bøger, når de fortæller noget om Hezekias regering, men med undtagelse af, at de nævnes løseligt i et par tilfælde, omtales ingen af de øvrige profeter, ja der hentydes ikke engang til, at de har været til, selvom de efter bibelkronologien har levet på den tid, disse bøger blev skrevet. Nogle af dem endog langt tidligere.
Hvis disse såkaldte profeter havde været mænd af stor betydning, som bibelfortolkerne, præsterne og kommentatorerne udgiver dem for at have været, hvorledes skal man da forstå, at ingen af disse historieskrivere har omtalt dem.
Jos. 5,13-15. Enten er denne historie afbrudt i midten, eller også har en eller anden jødisk spøgefugl fortalt den for at svække troen på Josvas foregivne sendelse fra Gud, og bibelfortolkerne, som ikke har anet uråd, har fortalt den som en meget alvorlig historie.
Esr. 2,64. En regnefejl på 12.544 sjæle.
Den næste bog er Esthers bog. Om madam Esther anså det for en ære at tilbyde sig som Ahasverus’ maitresse eller som dronning Vastis rivalinde, der havde vægret sig ved at komme og være gæk for en drukken konge (der fortælles, at de havde drukket 7 nætter og dage og var muntre) det får være Esthers og Mordekais sag, det vedkommer ikke os, i det mindste ikke mig. Denne historie har i øvrigt et stærkt udseende af at være en fabel og er tilmed anonym.
Jobs Bog hører ikke til biblen. Jeg har set begge de hebraiske kommentatorer Abenzras og Spinozas udtalelser om dette emne. Begge siger, at Jobs bog ikke i sig indeholder noget bevis for at være en hebraisk bog, at kompositionens ånd og det poetiske drama ikke er hebraiske, at den er blevet oversat på hebraisk fra et andet sprog, og at forfatteren var en hedning. Den karakter, som fremstilles under navn af Satan (hvilket er den første og eneste gang dette navn nævnes i Det gamle Testamente), stemmer ikke overens med de hebraiske ideer, lige så lidt som de to sammenkaldelser, guddommen angives at have foranstaltet af den, der i digtet kaldes Guds børn, eller det fortrolige forhold, hvori den formentlige Satan antages at stå til guddommen. Det må tillige bemærkes, at denne bog viser sig at være et produkt af videnskabelig dannelse, og altså ikke kan være af jødisk oprindelse, da jøderne var meget uvidende. Hentydningen til naturfilosofien findes ofte bestemt udtalt og ligner aldeles intet af det, der findes i de bøger, man ved er af hebraisk oprindelse. De astronomiske navne, Plejader, Orion, Arcturus er ikke hebraiske, men græske, og da der intet findes i biblen, som tyder på, at jøderne har kendt eller studeret astronomien, er disse navne ikke oversat i deres sprog, men optaget som de fandtes i digtet.
Davids salmer. Nogle er af moralsk beskaffenhed, andre hævnfulde, og indholdet af størstedelen hentyder til daværende lokale forhold hos jøderne, hvormed vi intet har at gøre her. Det er imidlertid en fejltagelse eller et bedrageri at kalde dem Davids Salmer. De er en samling ligesom de salmebøger, vi nu har, forfattet af forskellige salmedigtere til forskellige tider. Den 137. Salme må være skrevet 400 år efter den tid, David levede, da den er en mindesang om jødernes fangenskab i Babylon, som falder i den oven anførte tidsperiode.
Ordsprogsbogen er ligesom Salmerne en samling af forskellige forfattere, som ikke hørte til den jødiske nation, og desuden synes nogle af de ordsprog, der tilskrives Salomon, først at være blevet til 250 år efter hans død. Se 25,1. Ezekias levede 250 år efter Salomon.
Prædikenernes bog tilskrives ligeledes Salomon, og der er al grund til at antage, at det er rigtigt. Den er skrevet som en selvbetragtning af en udlevet vellystning, som Salomon var, der skuer tilbage på optrin, han ikke længere kan nyde glæde af og udråber: Alt er forfængelighed.
Højsangen er en blanding af kærlighed og naragtighed, sværmerne siger, den er guddommelig. Biblens kompilatorer har sat denne sang efter prædikenernes bog, og kronologerne har tidligere angivet, at den er skrevet år 1014 før Kristi fødsel; på denne tid var imidlertid Salomon 19 år og i færd med at indrette sig et serail af hustruer og friller. Bibelfabrikanterne og kronologerne burde have behandlet dette emne lidt bedre, og enten ikke angivet noget om tiden eller valgt en tid, der stemte bedre overens med denne sangers foregivne guddommelighed, da Salomon på den tid levede i tusinde udsvævelsers hvedebrødsdage.
Esaias er ikke forfatter til den bog, der bærer hans navn. Se 44,28 og 45,1. Esaias døde kort efter Kong Ezekias, der døde år 699 før Kristi fødsel, og Cyrus lod jøderne vende tilbage til Jerusalem år 536 før Kristi fødsel, således et mellemrum af 163 år.
Se Anden Krønikebog 28,5, hvoraf det synes at fremgå, at Esaias har profeteret falsk i 7,3-7.
Se Jeremias. Denne såkaldte profet levede på den tid, Nebukadnezar belejrede Jerusalem under Zedekias regering, den sidste konge i Juda og var stærkt mistænkt for at være spion for Nebukadnezar. Alt tyder på, at Jeremias har været en mand med et tvetydigt rygte; sit metafor om krukken og leret (18,4) stiller han spådommen sådan på skruer, at han altid har en udvej, såfremt begivenhederne skulle ske tværtimod hans forudsigelse. Sammenlign 37,13-15 og 38,4-6. 52,10-11 viser, at Jeremias har profeteret falsk i 34,4-5.
Om Jesus Kristus’ herkomst: Sammenlign Matt. 1. med Luk. 3. Hvem af dem har ret, Matthæus eller Lukas? Eller har ingen af dem ret? Matthæus og Lukas begynder Jesus Kristus’ historie med en usandhed med hensyn til, hvem han var og hvad han var, hvorledes skal vi da kunne tro de sælsomme historier, de senere fortæller os. Når vi ikke kan tro deres beretninger om hans naturlige genealogi, hvorledes skal vi da kunne tro dem, når de fortæller os, at han var Guds søn, avlet af en ånd, og at en engel i al hemmelighed havde forkyndt det for hans moder. Når de tager fejl i den ene genealogi, hvorfor skal vi tro, at den anden, de fortæller, er rigtig. Hvis hans naturlige genealogi er et hjernespind, som den temmelig sikkert er, hvorfor skal vi da ikke kunne antage, at hans himmelske genealogi også er det, og at hele historien er en fabel. Kan et alvorligt tænkende menneske lade sin tilkommende salighed være afhængig af troen på en ifølge sin natur urimelig historie, som sårer ethvert anstændighedsbegreb, og som fortælles af personer, der allerede er grebet i løgn? Er det ikke langt sikrere at blive stående ved deistens rene ublandede tro på én gud, end at hengive sig til et ocean af usandsynlige, uanstændige og selvmodsigende sagn?
Historien om englen, som forkyndte den af kirken såkaldte ubeplettede avling, fortælles ikke på samme måde hverken af Markus og Johannes eller af Matthæus og Lukas. De første siger, at englen viste sig for Josef, de sidste, at den viste sig for Maria, men hverken Josefs eller Marias udsagn er de pålideligste vidnesbyrd; andre og ikke de selv måtte have vidnet om sandheden heraf.
Historien om Herodes, der lod alle børn under 2 år dræbe, tilhører helt og holdent Matthæus, ingen af de andre omtaler den. Johannes var på den tid endnu ikke 2 år.
Ikke to af evangelisterne angiver de ord, der stod over Kristus’ kors, ens. Matt. 27,37: dette er Jesus, jødernes konge. Mark. 15,26: Jødernes konge. Luk. 23,38: Denne er jødernes konge. Joh. 19,19: Jesus fra Nazaret, jødernes konge.
Af disse omstændigheder, hvor ubetydelige de end er, kan vi drage den slutning, at disse skribenter, hvem de end har været, og hvornår de end har levet, ikke har været nærværende ved korsfæstelsen. Den eneste af de såkaldte apostle, der synes at have været i nærheden af stedet, var Petrus, og da han anklagedes for at være i ledtog med Jesus, siges der: »At han begyndte at forbande sig på og at sværge på, at han ikke kendte denne mand«, og dog opfordres vi nu til at tro samme Petrus, selvom deres egne beretninger har overbevist os om, at han har begået mened. Af hvilken grund og på hvilken autoritet skal vi gøre det?
De beretninger, vi har om de begivenheder, der fulgte efter korsfæstelsen, fortælles forskelligt i disse fire bøger.
Den bog, der tilskrives Matthæus siger 21,45: Men fra den sjette time blev et mørke over det ganske land indtil den niende time. 21,51: Og se forhænget i templet splittedes i to, fra det øverste indtil det nederste og jorden skjalv og klipperne revnede. 21,52: og gravene oplodes, og mange af de hensovede helliges legemer opstod. 21,53: og de gik ud af gravene efter hans opstandelse og kom ind i den hellige stad og åbenbaredes for mange.
Forfatteren til den bog, der tilskrives Markus, nævner ikke i sin beretning om de omstændigheder, der fandt sted efter korsfæstelsen, noget om jordskælv eller om at klipperne revnede, eller om gravens opladelse og de dødes opstandelse af gravene.
Forfatteren til Lukasevangeliet er lige så tavs om disse punkter.
Og hvad Johannes angår, fortæller han intet, hverken om mørket, forhængets splitning, jordskælvet, klipperne, gravene eller de døde mennesker, selvom han beskriver de nærmere omstændigheder ved korsfæstelsen.
Hvis det nu havde været sandt, at disse ting virkelig havde fundet sted, og forfatterne til disse bøger havde levet på den tid og havde været de personer, de siges at have været, nemlig de fire såkaldte evangelister, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, er det umuligt, at de som virkelige historieskrivere ikke skulle have optegnet disse tildragelser, hvilket de jo endog kunne gøre uden at tage inspirationen til hjælp. Disse tildragelser, forudsat at de virkelig har fundet sted, må have været altfor iøjnefaldende til ikke at blive bemærkede, og af altfor stor betydning til ikke at blive fortalte. Alle de foregivne apostle må have været vidende om jordskælvet, hvis det har fundet sted, for det var umuligt for dem at være udenfor dets område. Gravenes opladelse og de dødes opstandelse og spadseren om i byen er af endnu større betydning end jordskælvet. Et jordskælv er noget muligt og naturligt, og beviser intet, hvorimod gravenes opladelse er overnaturlig og ville ligefrem have styrket deres apostelembeder. Hvis det havde været sandt, ville det have udfyldt et helt kapitel i disse bøger, og være blevet et yndlingstema, som alle forfatterne ville besynge, men i stedet derfor detaljeres ofte små ubetydelige ting og samtaler som: han sagde dette og hun sagde dette, på en meget udtværet måde, medens man er gledet over det vigtigste af alt, såfremt det var sandt, med et eneste penselstrøg, og endda kun fortalt af en eneste forfatter.
Det er let nok at sige en løgn, men det er vanskeligere at forsvare den, når den først er sagt. Forfatteren til Matthæusevangeliet burde have sagt os, hvem de hellige var, der opstod og gik i byen, og hvad der senere blev af dem, samt hvem der så dem, for han er dog ikke uforskammet nok til at sige, at han selv så dem; om de var nøgne og helt og holdent i naturlig skikkelse, eller om de var påklædte, og hvor de fik klæder fra; om de gik til deres forrige boliger og gjorde fordring på deres hustruer, folk og ejendomme; hvorledes de blev modtaget, om de forblev på jorden og fortsatte deres tidligere bestilling at prædike eller arbejde, eller om de døde igen, eller gik levende til deres grave og begravede sig selv.
Det er i sandhed vidunderligt, at en hel armé af helgener skulle vende tilbage til livet, og ingen vide hvem de var, eller hvem der havde set dem, og at der ikke skulle fortælles et ord mere om denne ting, eller disse helgener ikke har noget at fortælle os.
Efter historien om korsfæstelsen følger historien om opstandelsen, og af begge historier fremgår det tydeligt, at ingen af forfatterne, hvem de end har været, har været tilstede ved nogen af disse to begivenheder. Matthæusevangeliet angiver, at da Kristus var lagt i graven, ansøgte jøderne Pilatus om tilladelse til at sætte vagt om graven for at forhindre disciplene i at stjæle legemet, og man sikrede sig yderligere ved at forsegle den sten, der lå over indgangen til graven. De andre bøger fortæller imidlertid intet om denne ansøgning, forsegling eller vagt, og ifølge deres beretninger fandtes der ikke engang en sådan. Matthæus leverer endvidere en fortsættelse heraf, som jeg skal nævne i det følgende, da den tjener til at åbenbare de bedragerier, der indeholdes i disse bøger.
Matthæus fortsætter i 28,1: Men efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalena og den anden Maria for at se graven.
Markus siger, at det var ved solnedgang, og Johannes, at det var mørkt. Lukas siger, at det var Maria Magdalena og Johanna og Maria, Jacobs moder og nogle andre kvinder, som kom til graven, og Johannes angiver, at Maria Magdalena kom alene.
Så godt stemmer deres første bevis overens. De synes alle at have kendt mest til Maria Magdalena. Hun var en kvinde med et talrigt bekendtskab, og det var ikke dårligt gættet, at hun muligvis er gået omkring på den tid.
I det andet vers fortæller Matthæus: Og se, der skete et stort jordskælv; for Herrens engel nedfor af himmelen, trådte til og væltede stenen fra indgangen og satte sig der.
De andre evangelister omtaler ikke dette jordskælv, eller at englen væltede stenen fra graven og satte sig på den, og efter deres beretninger sad der i det hele taget slet ikke nogen engel på stenen. Markus siger, at englen sad til højre inde i graven. Lukas siger, at der var to engle, og at de begge stod op, den ene ved hovedet, den anden ved fødderne. Matthæus siger, at englen, der sad på stenen uden for graven, sagde til de to Maria’er, at Kristus var opstanden, at kvinderne gik ind i graven, og at det var den engel, der sad inde i graven, der fortalte dem, hvad der var sket. Lukas siger, at det var to stående engle, der fortalte det til Maria Magdalena, og Johannes, at det var Jesus Kristus selv, der fortalte hende det, og at hun ikke gik ind i graven, men kun bukkede sig for at kigge derind. Det er dette bevis og disse bøger, man har pånødet verden som værende skrevet ifølge guddommelig inspiration og udgivet for at være Guds ord.
Matthæus fortæller endvidere noget, de andre bøger ikke omtaler. Og som jeg ovenfor har hentydet til. Se 28,11-15. Det 15. vers lyder således: »Men de tog pengene og gjorde som de havde lært, og rygtet om denne sag blev spredt blandt jøderne indtil denne dag«.
Udtrykket »indtil denne dag« beviser, at den bog, der tillægges Matthæus, ikke er skrevet af ham, men at den er lavet lang tid efter, at de begivenheder, der omtales heri, har fundet sted, da udtrykket antyder, at der er lang tid imellem begivenhederne og historien. Det er ligeledes værd at lægge mærke til det urimelige i selve historien, da det viser, at forfatteren må have været en overordentlig svag og dårligt begavet mand. Han fortæller en historie, der modsiger sig selv, når der bliver tale om, hvorvidt den er mulig eller ej. For selvom vagten, såfremt der var nogen, kunne overtales til at sige, at legemet blev taget bort, medens han sov, og angiver denne omstændighed som undskyldning for, at han ikke forhindrede det, kunne han af samme grund heller ikke vide, hvem der havde stjålet liget, eller på hvilken tid, tyveriet var begået, men alligevel lader han dem sige, at det var disciplene, der havde gjort det. Et sådant bevis kan være godt nok til testamentebevis, men er ufyldestgørende, når det skal afgøre historiens sandhed.
Jeg kommer nu til den del af disse bøger, der skal bevise Kristus’ foregivne åbenbaring efter den foregivne opstandelse. Matthæus fortæller, at englen, som sad på stenen ved gravens dør, sagde til de to Maria’er: 28,7: »Og se han går forud for eder til Galilæa, der skal I se ham. Se jeg har sagt eder det.«
I de to næste vers lader den samme forfatter Kristus selv sige de to kvinder det samme, englen kort i forvejen har sagt, og de gik straks for at fortælle det til disciplene og i v. 16 siges der: Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde bestilt dem.
Forfatteren til Johannesevangeliet fortæller os imidlertid en hel anden historie, han siger i 20,19: Men om aftenen på samme dag, som var den første i ugen, da dørene var lukkede, hvor disciplene var forsamlede af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med eder«.
Ifølge Matthæus gik de elleve til Galilæa for at mødes på et bjerg, hvorhen Kristus havde bestilt dem, medens Johannes fortæller, at de på samme tid var forsamlede på et andet sted, hvorhen Kristus ikke havde bestilt dem, men hvor de havde søgt tilflugt af frygt for jøderne.
Forfatteren til Lukasevangeliet modsiger i 24,13-33 Matthæus endnu stærkere, idet han udtrykkeligt siger, at mødet fandt sted i Jerusalem om aftenen på den dag Kristus var opstanden, og at de elleve var forsamlede der. Det er imidlertid umuligt, såfremt vi ikke vil tillægge de formentlige disciple privilegium på at lyve, at disse bøgers forfattere kunne have været blandt disse elleve disciple; for efter Matthæus’ udsagn gik de elleve til Galilæa for at møde Jesus samme dag, han var opstanden, og Lukas og Johannes måtte da have været to af disse elleve, men Lukas modsiger ham på det bestemteste, og Johannes bekræfter det, idet han erklærer at mødet fandt sted samme dag i Jerusalem.
Hvis på den anden side de elleve efter Lukas og Johannes beretninger, var forsamlede i et hus i Jerusalem, måtte Matthæus have været en af de elleve, men han påstår tværtimod, at mødet var i Galilæa, og følgelig ophæver de i disse bøger indeholdte beviser hinanden.
Forfatteren til Markusevangeliet fortæller intet om noget møde i Galilæa, men han siger i 16,12, at efter opstandelsen viste Kristus sig i en anden skikkelse for to af dem, da de gik ud til landsbyen, og at disse to fortalte det til de andre, der ikke ville tro dem. Lukas fortæller ligeledes en historie, hvori han holder Kristus beskæftiget hele den dag, da den foregivne opstandelse siges at have fundet sted, hvilket helt og holdent ophæver sandsynligheden af fortællingen om vandringen til Galilæa. Han fortæller, at to af dem samme dag gik til en by ved navn Emaus (13/4 mil fra Jerusalem), og at Kristus gik med dem uden at de kendte ham, og at han blev hos dem om aftenen, og spiste sammen med dem, hvorpå han forsvandt, og viste sig atter samme aften ved de elleves møde i Jerusalem. På en så selvmodsigende måde søger man at bevise Kristi åbenbaring. Det eneste punkt, hvori forfatterne stemmer overens, er den skumle hemmelighedsfuldhed, der ledsagede denne genoptræden, for hvad enten han kom sammen med dem på et bjerg i Galilæa eller i et lukket hus i Jerusalem, skete det dog i smug. Hvad skal vi da tilskrive grunden til denne hemmelighedsfuldhed? På den ene side strider den jo direkte mod det antagne eller foregivne formål, at overbevise verden om Kristi opstandelse, og på den anden side ville jo forfatterne ved at påstå, at hans genoptræden var offentlig, have blottet sig selv som bedragere, af hvilken grund de har været nødsaget til at gøre hans genoptræden til en privat sag.
Angående beretningen om, at Kristus er blevet set af 500 personer på een gang, da er det kun Paulus og ikke de 500, der fortæller os det. Det er altså kun en enkelt mands udsagn, oven i købet en mand, som efter samme beretning ikke troede et ord af det hele på den tid, man fortæller det er sket. Hans udsagn i 1 Kor. 15., såfremt man i øvrigt kan betragte ham som forfatter hertil, har meget tilfælles med den mand der kommer til en domstol for at sværge på, at det, han før havde sagt, var usandt.
Et menneske har ret til at forandre sin mening, men denne ret udstrækker sig ikke til beretningen om stedfundne begivenheder.
Jeg kommer nu til det sidste optrin, himmelfarten. Her kunne der naturligvis ikke være tale om frygt for jøderne eller noget andet; såfremt begivenheden var sand, ville den tværtimod bestyrke troen på det hele, og være et støttepunkt for disciplene i deres tilkommende sendelser. Nogle ord, sagt i al hemmelighed i en bjergkløft i Galilæa eller i et lukket hus i Jerusalem, kan ikke, selv om vi virkelig antager, at de har været udtalt, tjene som noget offentligt bevis; for at altså dette sidste optrin ikke skulle udsættes for at blive benægtet eller betvivlet, ville det have været nødvendigt, at det måtte have været ligeså offentligt og synligt som solen ved middagstid, eller i det mindste lige så offentligt som det fortælles, at korsfæstelsen var. Men for at komme til tingen: for det første fortæller hverken forfatteren til Matthæusevangeliet eller til Johannesevangeliet et eneste ord derom. Man må dog antage, at disse forfattere, som affektere at have været til på den tid og med en minutiøs nøjagtighed fortæller andre ting, ikke ville have forbigået denne historie med tavshed, såfremt den var sand.
Forfatteren til Markusevangeliet glider let hen over sagen som om han var træt af at digte, eller bluedes over historien. Det samme er tilfældet med forfatteren til Lukasevangeliet. Og disse to stemmer ikke engang overens angående det sted, hvorfra den sidste rejse siges at være sket. Markus siger, at Kristus viste sig for de elleve, da de sad til bords, idet han alluderer til de elleves møde i Jerusalem; derpå angiver han den samtale, han siger, der fandt sted ved mødet, og fortæller straks derefter, at Herren, efter at have talt med dem, blev optagen til himmelen og satte sig ved Guds højre hånd.
Men forfatteren til Lukasevangeliet siger at himmelfarten skete fra Bethanien. »Men han førte dem ud indtil Bethanien og han opløftede sine hænder og velsignede dem, og det skete der han velsignede dem skiltes han fra dem og for op til himmelen«.
Hvad Moses angår, siger apostlen Judas i sit brevs 9 vers. »at overenglen Michael og djævelen stredes om hans legeme«. Når vi tror sådanne fabler eller en del deraf, nærer vi en uværdig tro om den Almægtige.
Jeg har nu fuldført undersøgelsen af de fire bøger, der tilskrives Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Når man betænker, at der kun var nogle få dage, sandsynligvis kun 3 á 4, mellem korsfæstelsen og himmelfarten, at endvidere, efter hvad der fortælles, alle begivenhederne skete i nærheden af Jerusalem, tror jeg ikke det er muligt i nogen historie at påvise så mange og så iøjnefaldende urimeligheder, modsigelser og usandheder som i disse bøger.
De er talrigere og mere slående end jeg havde ventet, da jeg begyndte denne undersøgelse, og overgår langt det begreb, jeg gjorde mig derom, da jeg skrev første del af »Fornuftens tidsalder«. Jeg havde hverken Det gamle Testamente eller Det ny Testamente at henvise til og kunne ikke få nogen af dem. Min egen stilling blev med hver dag mere prekær, og hvis jeg ønskede at efterlade noget om dette emne var jeg nødsaget til at gøre det hurtigt og kort. Mine citater var efter hukommelsen, men de var rigtige, og de sandheder, jeg har anført i dette arbejde, er resultaterne af den klareste og inderligste overbevisning om, at historien om at Jesus Kristus var Guds søn, og at han døde for at formilde Guds vrede og bringe frelse ved dette besynderlige middel, er fabelagtige opfindelser, vanærende for den Almægtiges magt og visdom. Jeg er endvidere overbevist om, at den eneste sande religion er deismen, hvorved jeg dengang mente, og endnu mener, troen på én Gud og en efterligning af hans moralske karakter eller udøvelsen af det, vi i daglig tale kalder moralske dyder, og det er i kraft af denne tro, at jeg nærer håb om en tilkommende salighed.
Men for at komme tilbage til sagen. Det er vel umuligt på grund af det lange mellemliggende tidsrum, faktisk at bevise, hvem forfatterne til disse 4 bøger var, hvilket er tilstrækkeligt til at betvivle sandheden af deres indhold (og når vi tvivler, da tror vi ikke), men det er ikke så vanskeligt, ved et negativt bevis at bevise, at de ikke er skrevet af de 4 personer, man antager. Modsigelserne i disse bøger beviser to ting: for det første, at forfatterne ikke kunne have været vidner til de ting, de fortæller, da de i så fald ikke ville have modsagt hverandre, og at disse bøger følgelig ikke er skrevet af de såkaldte apostle, som man antager har været vidner til begivenhederne.
For det andet, at forfatterne, hvem de end har været, ikke har handlet efter et forud aftalt bedrageri, men at hver forfatter har handlet for sig uden at kende de andre. Det samme bevis, der godtgør det ene, kan også anvendes på begge tilfælde, nemlig at bøgerne ikke er skrevet af de mænd, der kaldes apostle, og at de ikke er resultatet af et forud aftalt bedrageri. Om inspirationen kan her slet ikke være tale, vi kunne lige så godt forsøge på at bringe overensstemmelse tilveje mellem sandhed og usandhed som mellem inspiration og kontradiktion.
Når fire mænd er vidne til et optrin, vil de vist nok, når de afgiver en beretning herom, uden aftale, stemme overens med hensyn til tiden og stedet, hvorpå begivenhederne skete. At de alle kender begivenheden lige godt gør en aftale overflødig, den ene vil ikke sige at det var ved solopgang, og den anden at det var i mørkningen; den ene vil ikke sige at det skete på et bjerg på landet, og den anden i et hus i byen. Thi hvor det var og hvornår det skete, måtte de jo vide lige godt.
Og hvis på den anden side fire mænd aftaler en historie, vil de nok indrette det således, at de enkelte beretninger bliver overensstemmende og bestyrke hinanden; i stedet for selv at give anledning til mistanke.
En aftale erstatter i det ene tilfælde mangelen af fakta, ligesom kendskab til fakta ophæver nødvendigheden af en aftale. De samme modsigelser, der beviser, at der ikke har fundet nogen aftale sted, beviser tillige, at forfatterne ikke har haft noget kendskab til faktum, (eller rettere til det, de fortæller som et faktum) og viser netop derved deres histories falskhed. Disse bøger er altså hverken skrevet af apostlene selv eller af sammensvorne bedragere. Hvorledes er de da blevet til?
Jeg hører ikke til dem, der tror meget på forsætlig løgn. Kun i et tilfælde anerkender jeg en sådan, nemlig når mennesket vil gøre sig selv til profet, for at profetere er at lyve af profession. I alle andre tilfælde er det ikke så vanskeligt at påvise, hvorledes en enkelt forudsætning ved lettroenhedens hjælp kan udvikle sig og vokse til en løgn, som da til sidst bliver anset som et faktum; men når vi kan udlægge årsagen til en sådan omstændighed på en god måde, bør vi ikke foretrække at udlægge den på en slet.
Historien om at Jesus Kristus viste sig efter sin død, er kun historien om et syn, som en overspændt indbildningskraft har let ved at udmale sig og som lettroenheden villigt fæster lid til. Ikke lang tid før blev lignende historier fortalt om Julias Cæsar, og deslige historier har sædvanligvis deres udspring fra uskyldige personers voldsomme død eller henrettelse. Medlidenhed yder sin hjælp og udvider velvilligt den slags historier. Lidt efter lidt lægges der mere og mere til, og den vinder mere og mere fodfæste indtil den er blevet den rene sandhed. Lige med et lader man en ånd fremstå og lettroenheden skriver dens historie, og angiver årsdagen til dens fremtoning, den ene fortæller på en måde, den anden på en anden måde, indtil man har lige så mange historier om ånden og dens ejermand, som om Jesus Kristus hos de 4 evangelister.
Historien om Jesu Kristi åbenbaring er fortalt med denne vidunderlige blanding af det naturlige med det umulige, som adskiller de legendeagtige sagn fra virkelige begivenheder. Han fremstilles som gående hurtigt ud og ind ad lukkede døre, hvorpå han forsvinder og viser sig igen, på samme måde som man kan tænke sig et ulegemligt syn, derpå fortælles der, at han er sulten, sætter sig tilbords og spiser sin aftensmad. Men ligesom de, der fortæller denne slags historier, ikke tager alle tilfældigheder med i betragtning, således har også de, der fortæller os, at han opstod og lod sin kappe blive tilbage i graven, glemt at give ham andre klæder, hvori han siden kunne vise sig, og at fortælle os hvad han gjorde med dem, da han for til himmels, om han tog dem af eller om himmelfarten skete med klæderne på. I historien om Elias har de dog været så betænksomme at lade ham kaste kappen ned, men hvorledes det gik til, at den ikke blev antændt af ildvognen, har de glemt at fortælle os; men da fantasien kan erstatte, hvad der mangler, kan vi jo, såfremt vi vil, antage at den har været forfærdiget af salamanderuld.
De, der ikke kender stort til kirkehistorien, antager i almindelighed, at den bog, som kaldes Det ny Testamente har eksisteret lige fra Jesus Kristus’ tid, ligesom de antager, at de bøger, Moses angives som forfatter til, har eksisteret lige fra hans tid, men i virkeligheden forholder det sig anderledes, der fandtes ikke noget ny testamente før 300 år efter den tid, Kristus levede.
Når de bøger er kommet frem, som tillægges Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, er aldeles uvist. Der findes ikke spor af bevis for, hvem der har skrevet dem eller hvornår de er skrevet, og de kunne ligeså godt været opkaldt efter nogle af de andre apostle, som efter dem, hvis navne de nu bærer. Ingen kristen kirke er i besiddelse af originalerne, lige så lidt som de stentavler, som der foregives at være skrevet med Guds finger på bjerget Sinai og overleveret Moses, er i jødernes eje. Og om det end var tilfældet, var det dog umuligt at identificere håndskriften i noget af tilfældene. Da disse bøger blev skrevet, var bogtrykkerkunsten endnu ikke opfundet, hvorfor de kun kunne blive almindeligt kendte ved afskrivning, som ethvert menneske kunne lave om på og forandre efter behag og da udgive for en original. Kan vi antage det overensstemmende med den Almægtiges visdom at åbenbare sig og sin vilje på en af de andres vilje så afhængig måde, eller er der nogen anledning til at grunde sin tro på et så usikkert grundlag? Vi kunne ikke skabe, forandre eller engang eftergøre det simpleste græsstrå, Gud har skabt, men dog kunne vi lave eller forandre Guds ord lige så let som menneskets.
Omtrent 350 år efter den tid Kristus siges at have levet, var mange af denne slags skrifter spredt omkring i forskellige individers hænder, og da kirken var begyndt at danne et hierarki eller en kirkeregering med verdslig magt, begyndte den at samle sammen til den lovbog, vi nu kender under navn af Det ny Testamente. Som jeg har fortalt tidligere stemte de om, hvilke af de skrifter, de havde samlet, der skulle være Guds ord, og hvilke ikke. De jødiske rabbinere havde tidligere stemt om Det gamle Testamentes bøger.
Da kirken, ligesom senere alle statskirker, tilsigtede at opnå magt og indtægt ved som middel at anvende skræk, er det en logisk slutning, at de mest vidunderlige historier havde størst sandsynlighed for at blive optaget. Med hensyn til spørgsmålet om bøgernes troværdighed træder afstemningen i stedet.
Der opstod dog heftige stridigheder blandt de folk, som kaldte sig kristne, ikke alene om selve læren, men også om bøgernes troværdighed. I striden mellem St. Augustinus og Faust omtrent år 400, siger den sidste: »De såkaldte evangelier er skrevet af nogle ukendte mænd lang tid efter at apostlene levede. Da de frygtede, at verden ikke ville tro deres historier, hvorom de ikke personligt kunne være underrettede, offentliggjorde de dem under apostlenes navne, og disse bøger er så fulde af galskab og selvmodsigende historier, at der hverken er overensstemmelse eller sammenhold imellem dem«.
Og på et andet sted siger han, idet han henvender sig til forfatterne af de bøger, der kaldes Guds ord: »Det er således eder, som blandt vor Herres skrifter har indsmuglet mange ting, der ikke stemmer overens med Hans lære, selvom de bærer Hans navn. Det kan ikke forbavse os, da vi har mange beviser for, at Han ikke selv eller Hans apostle har skrevet disse ting, men at de for størstedelen grunder sig på sagn og usikre rygter, og sammenskrevne Gud må vide af hvilken halvjøde; selvom de kun stemmer dårligt overens har man ikke desto mindre offentliggjort dem under vor Herres apostles navne og således tillagt dem sine egne vildfarelser og løgne«.
Af disse uddrag kan læserne se, at Det ny Testamentes pålidelighed benægtedes, og at bøgerne betragtedes som sagn, traditioner og løgne, på samme tid som man ved lodtrækning havde besluttet, at de var Guds ord, men kirken undertrykte ved hjælp af risknippet indvendingerne og kvalte til sidst alle undersøgelser. Hvis vi vil tro det, fulgte nu mirakel på mirakel, og menneskene blev opdraget til at sige at de troede, enten de gjorde det eller ej.
Men den franske revolution, som atter bragte tænkningen frem, har lammet kirkens evne til at gøre mirakler, den har efter revolutionen ikke været i stand til, trods alle sine helgeners hjælp, at gøre et eneste mirakel, selvom den aldrig har trængt så meget dertil som netop nu, hvoraf vi, uden at tage divinationen til hjælp, kan slutte, at alle dens tidligere mirakler kun var bedragerier og løgne. Boulanger har i sin Pauli levnedsbeskrivelse, samlet adskilligt i kirkeskribenternes og kirkefædrenes skrifter, som viser de meninger, der herskede blandt de forskellige kristne sekter på den tid, man ved afstemning bestemte, at Det ny Testamente var Guds ord. Følgende uddrag er gjort af andet kapitel i dette arbejde:
Marchioniterne (en kristen sekt) påstod, at evangelierne var fulde af usandhed, Manichæerne, som i begyndelsen af kristendommen var en meget talrig sekt, erklærede hele Det ny Testamente for usandt og påviste andre herfra vidt forskellige skrifter, som de angav at være mere troværdige. Hverken chorinthierne eller marchhioniterne anerkendte Apostlenes Gerninger. Enerateterne og svenianerne anerkendte hverken Apostlenes Gerninger eller Pauli breve. I den tale, Chrysostomus holdt om apostlenes gerninger, siger han, at på hans tid, omtrent år 400, var der ingen, der kendte bogen eller dens forfatter. St. Sveneus, som levede før denne tid, fortæller at valentinerne tillige med flere andre kristne sekter anklagede biblen for at være fuld af fejl, vildfarelser og modsigelser. Ebinaterne og nazarenerne, som var de første kristne, forkastede alle Pauli epistler og anså ham selv for en bedrager. De fortæller blandt andet, at han oprindelig var hedning, at han kom til Jerusalem, hvor han boede nogen tid, og at han, da han fik lyst til at gifte sig med en ypperstepræsts datter, lod sig omskære. Da han imidlertid alligevel ikke kunne få hende, kom han i strid med jøderne og skrev mod omskærelsen, helligholdelsen af sabbatten og mod alle lovbudene.
Når vi betænker, at der ligger mere end 400 år mellem den tid, hvorpå Kristus siges at have levet og den tid, på hvilken Det ny Testamente udkom som en bog, kunne vi, selv uden noget historisk bevis, indse hvilken uvished, der herskede med hensyn til om disse bøger var ægte eller ej. At Homer er forfatter til Homers bog er langt bedre bekræftet, end at Det ny Testamente er ægte, selvom Homers bog er 1000 år ældre. Det må desuden have været en god poet, som har skrevet Homers bog, af hvilken grund kun få mennesker ville have kunnet skrive den, og hvis en mand havde været i stand dertil, ville han sikkert ikke have skjult sit eget navn. På samme måde var der kun få, der kunne skrive Euklids elementer, og kun en overordentlig stor matematiker kunne være forfatter til dette værk. Men hvad Det ny Testamentes bøger angår, navnlig de dele deraf, der handler om opstandelsen og himmelfarten, kunne enhver, der kunne fortælle et syn eller et spøgeri, være forfatter hertil, tilmed da historien er fortalt på den elendigste måde. Sandsynligheden for at Det ny Testamente er opdigtet er derfor millioner gange større end at Homers bog eller Euklids elementer er det. Blandt den mængde præster og biskopper, der nu findes, kan enhver skrive en prædiken eller oversætte en stump latin, især da det er oversat over tusinde gange, men der findes ikke een iblandt dem, der kan skrive poesi som Homer eller geometri som Euklid. På ganske få undtagelser nær er hovedsummen af præsternes lærdomme at ab siger ab, og deres kundskaber i videnskabelig retning strække sig næppe længere end til at 3 gange 1 er 3, og det ville virkelig også have været mere end nok for dem til at have skrevet Det ny Testamente, hvis de har levet på den tid.
Samtidig med at lejligheden til opdigtelser voksede, tiltog også motiverne hertil. Et menneske kunne ingen fordel have af at skrive i Homers eller Euklids navn; skrev han lige så godt som de, var han bedre tjent med at skrive i sit eget navn, skrev han dårligere, ville han dog ikke gøre nogen fremgang på denne måde. Men med hensyn til de bøger, der udgør Det ny Testamente, er der al anledning til at tro, at de er opdigtede. En beretning om en begivenhed to eller tre hundrede år efter den sagdes at have fundet sted, ville, selv om den var nok så godt udtænkt, ikke blive anset for ægte under den virkelige forfatters navn. Den eneste måde hvorpå man kunne vente at gøre nogen fremgang, var ved forfalskning; for det var nødvendigt for kirken at få en reklame for sin lære, om sandhed og talent kunne der ikke være tale. Men da det ikke er noget usædvanligt (som tidligere bemærket) at der fortælles historier om personer, som spøger efter døden, eller at ånden af en person, der har lidt en voldsom død, viser sig, og da tilmed folk på den tid troede på engles og djævles fremtræden og på de sidstes optagelse i det menneskelige legeme, hvorved det rystede som ved et anfald af koldfeber, og på deres uddrivelser som ved et brækmiddel (Markusevangeliet fortæller os således at Maria Magdalena opkastede eller blev forløst med 7 djævle), er det ikke så urimeligt at historier af denne slags, fortalt om Jesus Kristus, har ligget til grund for de 4 bøger, der tillægges Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Hver forfatter fortalte historien, som han havde hørt den, eller så omtrent, og opkaldte sin bog efter den helgen eller apostel, som traditionen havde udpeget som vidne.
Det er alene på denne måde, at modsigelserne i disse bøger lader sig forklare. Hvis det ikke er tilfældet er de ligefremme løgne, bedragerier eller opdigtelser, som lettroenheden har påtaget sig at forsvare.
Mærkværdigt nok er de, som anførte citater viser, skrevet af en slags halvjøder. De talrige henvisninger til mordprofessoren og bedrageren Moses og de såkaldte profeter bekræfter denne antagelse og på den anden side har kirken begunstiget dette bedrageri ved at antage, at Det gamle Testamente og det ny Testamente hentyder til hinanden. De kristne jøder og de kristne hedninger har fået profetierne og de ting, der profeteredes om, indbildningerne og de indbildte ting, tegnene og de betegnede ting, til at passe som gamle låse og dirke.
Den latterlige historie om Eva og slangen, endnu mere latterlig ved det fjendskab der er mellem mennesket og slangen (Da slangen ikke kan nå højere bider den altid mennesket i hælen, og som den virksomste måde til at undgå dens bid knuser mennesket altid dens hoved) er blevet gjort til en profeti, et sindbillede og et løfte til at begynde med. Esaias løgnagtige bedrageri mod Ahas, at en jomfru skulle undfange og føde en søn som et tegn på at han skulle sejre, har man forandret, da det tværtimod profetien, skete at led nederlag. Jonas og hvalfisken er ligeledes blevet tydet som tegn og sindbillede. Jonas er Jesus, og hvalfisken graven, for der siges, og de har ladet Kristus selv sige det i Matthæusevangeliet, 12,40: »Ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i hvalfiskens bug, således skal menneskenes søn være tre dage og tre nætter i jordens skød». Men efter deres egne beretninger hændte det underligt nok, at Kristus kun var en dag og to nætter i graven, omtrent 36 timer i stedet for 72, nemlig fredag nat, lørdag og lørdag nat, thi de siger jo selv at han opstod søndag morgen ved solopgang eller tidligere. Den historie er imidlertid dog på sin rette plads mellem de ortodokse ting, da den er ligeså god som historien i l. Mosebog om slangens bid og knusningen af dens hoved eller som historien hos Esaias om jomfruen og hendes søn. Så vidt den historiske del af Det ny Testamente.
Paulus epistler. De 14 epistler, der udgives for at være skrevet af Paulus, udfylder næsten hele den øvrige del af Det ny Testamente. Hvorvidt disse epistler er skrevet af den navngivne forfatter eller ej har mindre betydning, da forfatteren hvem han så end er, forsøger at give grunde for sin lære. Han påstår ikke at have været vidne til opstandelsen og himmelfarten, og fortæller, at han ikke selv troede derpå. Historien om at han blev ramt af lynilden, da han rejste til Damaskus, er ikke så vidunderlig eller usædvanlig; han slap derfra med livet, hvilket er mere end de fleste gør, der rammes af lynild, og at han mistede synet og ikke kunne spise eller drikke i tre dage er meget sædvanligt under sådanne omstændigheder. Hans ledsagere synes ikke at være kommet noget til, da de kunne lede ham resten af vejen, og de fortæller ikke noget om noget syn. Efter de beretninger, man har om Paulus, har han været af et meget heftigt og fanatisk temperament, han havde tidligere forfulgt ligeså ivrigt som han senere prædikede; det slag han fik forandrede hans handlemåde uden at forandre hans karakter, han var lige ivrig jøde og kristen. Sådanne mænd er aldrig gode moralske beviser for den lære, de forkynder. De går såvel i tale som i gerning til yderligheder. Den lære, han udgiver sig for at kunne bevise, er det samme legemes opstandelse, men dette er langt fra noget bevis for udødeligheden. Så forskellige kan menneskenes tanker og de slutninger, de uddrager af de samme præmisser, være, at denne lære om det samme legemes opstandelse så langt fra at overbevise mig om udødeligheden, tværtimod synes mig et bevis for det modsatte, for når jeg er død i et legeme, og opstår i det samme, må jeg heri se et bevis for, at jeg skal dø igen. En sådan opstandelse sikrer mig lige så lidt fra at dø igen, som et anfald af skindød, når det er forbi, sikrer mig for at det kan gentages.
For at tro på udødeligheden, må jeg derfor have et mere ophøjet bevis end det, der findes i den mørke lære om opstandelsen. Desuden både ønsker og venter jeg et bedre legeme og en mere passende levemåde end den nuværende.
I en eller anden retning er alle dyrene mere fuldkomne end vi. De vingede insekter, for ikke at tale om duer og ørne, kan på minutter gennemfare et langt større rum end mennesket i en time. Den mindste fisks bevægelighed i forhold til dens masse overgår så langt vores, uden dog at medføre nogen udmattelse. Endog den sendrægtige snegl kan stige op fra bunden af det dybeste fængsel, hvori mennesket ville omkomme af mangel på denne evne, og en edderkop kan spinde sig ned fra toppen af det højeste træ som om den gjorde der for sin fornøjelse. Menneskets personlige evner er så begrænsede, at der intet er, som får os til al ønske at Paulus mening er rigtig. Med tilsidesættelse af alle andre grunde, er selvbevidstheden den eneste grund for mig til at gøre mig en tanke om et tilkommende liv og fortsættelsen af denne selvbevidsthed er udødelighed. Selvbevidstheden er ikke nødvendigvis indskrænket til det samme legeme eller den samme materie. Under de forskellige livsstadier har vi ikke samme form eller samme materie, og dog er vi os bevidste at være den samme person. Tilmed er arme og ben, der næsten udgør den halve del af det menneskelige legeme, ikke nødvendige for selvbevidstheden. Selvom vi mister dem, beholder vi dog bevidstheden om tilværelsen, og denne kan ikke forsvinde om vi i stedet for arme og ben, blev forsynede med vinger eller andre redskaber. Vi ved kort sagt ikke hvor meget eller hvor lidt af vort legeme, der skaber selvbevidstheden. Hvem formår vel at sige, hvilken uendelig fin materie det er, der frembringer tanken i sjælen? Og dog er denne tanke, da den er skabt på samme måde som den tanke, jeg her nedskriver, i stand til at blive udødelig, og er det eneste af alle menneskets værker, der har denne egenskab. Billedstøtten af malm eller marmor vil forgå og kopier heraf er ikke det samme arbejde, lige så lidt som en kopi efter et maleri er maleriet selv. Men nedskriv en tanke – ja nedskriv den tusinde gange på hvilket som helst materiale, skær den i træ, eller hug den i marmor, tanken vil i enhver henseende være evig og identisk med den oprindelige tanke. Den har evnen i sig til at føre en usvækket tilværelse, uafhængig af materiens foranderlighed, og adskiller sig væsentlig fra og er af en ganske anden natur end alt andet, vi kender eller kan fatte.
Da således produktet er i besiddelse af udødelighedsevnen, er dette mere end et tegn på, at den magt, der frembragte det, hvilken er det samme som selvbevidstheden, ligeledes kan vare udødelig, lige så uafhængig af den materie, hvortil den først var knyttet, som tanken er uafhængig af den form, hvorunder den først viste sig. Det er ikke vanskeligere at tro det ene end det andet, og det ene ved vi er sandt. At selvbevidstheden er uafhængig af form og materie, har vi et bevis for i Skabelsen, såfremt vi er modtagelige for dette bevis. En stor del af dyreverdenen prædiker langt bedre om et liv efter dette end Paulus. Deres lille liv ligner en jord og en himmel, en nuværende og en tilkommende tilværelse, og indeslutter i sig, om man kan bruge det udtryk, en udødelighed en miniature.
Noget af det skønneste, skabelsen frembyder for vort øje er de vingede insekter, og de har ikke oprindelig været således. De erhverver sig denne skabning og uforlignelige pragt gennem en fremadskridende forvandling. Den sendrægtige og krybende larve forvandles efter få dages forløb til et uformeligt legeme, som befinder sig i en dødlignende tilstand, hvorefter det forvandles til et lille pragtfuldt insekt. Det ny væsen har aldeles ingen lighed med det tidligere, alting er forandret, alle dets evner er nye, og livet er blevet noget ganske andet for det. Vi kan ikke tænke os, at bevidstheden i denne tilstand ikke skulle være den samme som i den foregående, og har således heller ingen grund til at tro på nødvendigheden af at føre det samme legeme med os for at bevare selvbevidstheden.
I første del af »Fornuftens tidsalder« har jeg kaldt Skabelsen det eneste sande og det eneste virkelige Guds ord, og dette eksempel eller det stykke tekst af skabelsens bog viser os ikke alene, at sagen kan forholde sig således, men at det er så, og at troen på en tilkommende tilværelse er et begreb, der stemmer overens med fornuften, bevist ved virkelige synlige tildragelser i Skabelsen; for det er ikke vanskeligere at forstå, at vi skulle eksistere i en bedre tilstand, end det er at forstå, at en larve bliver til en sommerfugl, hvis vi ikke vidste, at det virkeligt forholder sig således.
Det tvetydige kaudervælsk, der tilskrives Paulus i 1 Kor. 15, som meddeler os nogle begravelsesceremonier hos forskellige kristne sekter, er lige så meningsløst som klokkeringningen ved begravelser. Det gør ikke vor forstand klarere, eller vor fantasi rigere, det overlader til læseren selv at finde noget deri, hvis han kan. Han siger:
»Alt kød er ikke det samme kød, men et er menneskenes kød, et andet kvægets, et andet fiskenes, et andet fuglenes«. Og hvad så? — ingenting! En kokkepige kunne sige akkurat det samme.
»Og der er himmelske legemer og jordiske legemer, men en er de himmelskes herlighed, en anden de jordiskes«. Og hvad så? — ingenting! Og hvori består da forskellen? Ja, det fortæller han ikke noget om.
»En er solens glans, en anden månens glans, en anden stjernernes; for en stjerne overgår en anden i klarhed«. Og hvad så? — ingenting! Han fortæller os kun, at stjernerne har forskellig klarhed i stedet for afstand, han kunne lige så godt have fortalt os, at månen ikke skinnede så klart som solen. Alt dette er ikke et hår bedre end besværgerens kaudervælsk, der opsamler talemåder, han ikke forstår, for dermed at bedrage lettroende mennesker, der kommer for at lade sig spå. Præster og spåkællinger er af samme surdej.
Paulus giver sig undertiden udseende af at være naturalist og for at bevise sit opstandelses system ved eksempler hentet fra plantelivet, siger han: »Du dåre! Det, som du sår, bliver ikke levendegjort, dersom det ikke dør«. Herpå kan man svare ham med hans egne ord: »Du dåre! Paulus, det, du sår, bliver ikke levendegjort, såfremt det ikke lader være at dø; thi det frø, som dør på marken, vokser ikke og kan ikke vokse«. Det er kun de levende frø, som frembringer den næste høst. Dette billede passer altså slet ikke. Det er en udvikling og ikke nogen opstandelse. Et dyrs overgang fra én tilværelsestilstand til en anden, som fra larve til sommerfugl, passer til tingen, men eksemplet om frøet gør det ikke, og viser, at Paulus har været det, han kaldte andre, en dåre.
Om de 14 epistler, der tillægges Paulus er skrevet af ham eller ej, er ligegyldigt, da de hverken beviser eller åbenbarer noget. Beviserne mangler og åbenbaringerne er indbildninger, så at det er ligegyldigt, hvem der har skrevet dem. Det samme gælder om hele resten af Det ny Testamente. Den såkaldte kristne kirkes teori grunder sig ikke på epistlerne, men på det såkaldte evangelium, der indeholdes i de fire bøger, der tillægges Matthæus, Markus, Lukas og Johannes og på de opdigtede profetier. Epistlerne er afhængige af evangelierne og må dele skæbne med dem; for hvis historien om Jesus Kristus er en fabel, må alle fornuftslutninger med den forudsætning som basis, at historien er sand, falde samtidig med selve historien.
Af historien ved vi, at en af denne kirkes hovedlærere Athanasius levede på den tid Det ny Testamente blev lavet;(*) af det urimelige kaudervælsk, han har efterladt sig under navn af trosbekendelse, kender vi også de mænds karakterer, der lavede Det ny Testamente, og fra samme kilde ved vi ligeledes, at man på den tid benægtede troværdigheden af de bøger, det var sammensat af. Det var efter afstemning af sådanne mænd som Athanasius, at det blev bestemt, at Det ny Testamente var Guds ord, og intet kan vel forekomme os mere besynderligt end at bestemme Guds ord ved afstemning. De, der bygger deres tro herpå, sætter mennesket i Guds sted, og har ingen sikker grundvold at bygge deres tilkommende salighed på. Lettroenhed er imidlertid ingen brøde, men den bliver det, når den modsætter sig at lade sig overbevise. Det er at kvæle samvittighedens bestræbelse for at overbevise om sandheden.

(*) Ifølge kirkekronologien døde Athanasius år 371.

Vi bør aldrig lade os tvinge til at tro noget. Jeg slutter nu min undersøgelse af biblen.
Det bevis, jeg har produceret for at bevise, at den er opdigtet, har jeg uddraget af bogen selv, og det virker som et tveægget sværd på flere måder. Forkaster man beviset, benægter man samtidig bøgernes troværdighed, da beviset er taget ud af disse, og anerkender man beviset for at være rigtigt, gendriver man samtidig bøgernes troværdighed. De selvmodsigende umuligheder, der findes i biblen, bringer denne i samme situation som et menneske, der sværger for og imod samme ting.
Hvis bibelen falder, er jeg ikke skyld deri.
Jeg har kun uddraget et bevis af de mange forvirrede ting hvormed biblen er fyldt, og belyst det således, at det blev klart og let at forstå, og overlader nu læseren selv at dømme, ligesom jeg har gjort.

Tilbageblik.
I første del af »Fornuftens tidsalder« har jeg talt om de tre bedragerier: mysterie, mirakel og profeti, og da jeg ikke i noget af svarene på dette arbejde har set disse ting besvarede, vil jeg ikke bebyrde denne anden del med unødvendige tilføjelser.
Jeg har ligeledes i dette arbejde omtalt det, man kalder åbenbaring og dette ords fejlagtige anvendelse i biblen; for en åbenbaring kan ikke komme i betragtning ved fortællingen af begivenheder, hvori menneskene selv har deltaget, eller hvortil de har været vidner. En åbenbaring er unødvendig for at sige et menneske, der har set eller hørt noget, at han har set eller hørt det, for han må jo vide det, og kan godt uden nogen åbenbaring fortælle det eller nedskrive det. Det er uvidenhed eller bedrageri at anvende ordet åbenbaring på sådanne ting, men alligevel hører hele biblen ind under den bedrageriske rubrik: Åbenbaring.
For så vidt ordet åbenbaring indeholder begrebet om et forhold mellem Gud og menneskene, kan det alene bruges om en åbenbaring af Guds vilje, men selvom vi må antage, at den Almægtige er istand til at gøre en sådan meddelelse, da intet er umuligt for Ham, så bliver dog den åbenbarede ting kun en åbenbaring for den person, der direkte har modtaget den (om der overhovedet er blevet åbenbaret noget, er umuligt at bevise). Denne persons beretning til en anden, er ingen åbenbaring, og hvem der tror denne beretning sætter sin lid til det menneske, den kom fra, som kan være blevet bedraget, eller have drømt det, eller selv være en bedrager, der farer med løgn. Det er ikke muligt at afgøre, om det han siger er sandt eller ej, og er det end af nok så moralsk indhold, er det dog ikke noget tilstrækkeligt bevis for, at det er åbenbaret. I alle sådanne tilfælde vil det mest passende svar være: når det blev åbenbaret for mig, ville jeg tro det var en åbenbaring, men forinden hverken kan eller vil jeg tro det. Det er heller ikke passende at antage et menneskes ord at være Guds ord og sætte mennesket i Guds sted.
På denne måde har jeg omtalt Åbenbaringen i første del af »Fornuftens tidsalder«, og den forklaring, jeg har givet, kan måske afværge bedrageri blandt menneskene ved en fejlagtig anvendelse af dette ord, uden at jeg derfor har udelukket muligheden af, at den Almægtige kunne bruge dette meddelelsesmiddel, hvis han ville, da jo som tidligere sagt intet er umuligt for ham. Men min private mening er dog, at en åbenbaring i det hele taget er en umulighed, og jeg betvivler, ja, er fuldt og fast overbevist om, at den Almægtige aldrig har meddelt mennesket noget gennem tale, skrift, syner eller andre midler, som vore sanser kunne opfatte, men kun ved at give et billede af sig selv i Skabelsen, og ved hos os at nedlægge uvilje mod alt ondt og sympati for alt godt. Den mest afskyelige ondskab, de mest rædselsfulde grusomheder, og den største elendighed, der nogensinde har ramt menneskeslægten, har sit udspring i såkaldt åbenbaring eller åbenbaret religion. Det er den mest vanærende tro om guddommens karakter, den mest fordærvelige for moralen og den menneskelige lyksalighed, som nogensinde er forkyndt fra menneskeslægtens første eksistens. Det ville være langt bedre om vi antog, såfremt dette var muligt, at tusinder af djævle var strøede omkring og offentligt forkyndte læren om djævlene, hvis der findes sådanne, end at tillade sådanne bedragere og misfostre som Moses, Josva, Samuel eller bibelprofeterne at træde frem med det såkaldte Guds ord på læberne og vinde tiltro blandt os.
Hvorfra kommer vel alle de rædselsfulde mord på hele nationer af mænd, kvinder og børn, hvormed biblen er fyldt, og de blodige forfølgelser, marterhistorier og religionskrige, som efter den tid har lagt Europa i blod og aske; hvorfra skriver de sig, når det ikke skulle være fra den ugudelige ting, der kaldes åbenbaret religion, og fra den vidunderlige tro, at Gud skulle have talt med menneskene. De løgne, der findes i Det gamle Testamente er skyld i de første, og de, der findes i Det ny Testamente, skyld i de sidste. Nogle kristne påstår, at kristendommen ikke blev indført med sværdet, men hvilken periode taler de om? Det var umuligt for 12 mænd at begynde med sværdet, dertil havde de ikke magt nok, men ikke så snart var kristendommens tilhængere tilstrækkeligt mægtige, før de brugte sværdet, pælen og risknippet med; Muhammed kunne heller ikke optræde sådan, før han havde magt dertil. Lige som Petrus afhuggede ypperstepræstens drengs øre (såfremt i øvrigt historien er sand) kunne han have afhugget hans hoved og hans herres med, hvis han havde haft magt dertil. Desuden grunder kristendommen sig oprindeligt på Det gamle Testamente, og dette er helt og holdent blevet slået fast ved sværdet, som man har gjort den skændigste brug af, idet man ikke har brugt det som et overtalelsesmiddel men som et udryddelsesmiddel. Jøderne nedlod sig ikke til at gøre proselytter, de slagtede alle, der var imod dem. Det gamle Testamente er fader til Det ny Testamente, og begge tilsammen kaldes Guds ord. De kristne lærer begge testamenter, præsterne prædiker over begge og den såkaldte kristendom er sammensat af begge. Det er altså løgn, når der siges, at kristendommen ikke indførtes ved sværdet.
Den eneste sekt, der ikke har deltaget i forfølgelsen, er kvækerne, og det eneste, der kan anføres som grund hertil, er rimeligvis, at de snarere er deister end kristne. De tror ikke meget på Jesus Kristus og kalder biblen et dødt bogstav. De ville være kommet sandheden nærmere ved at benævne den med et værre navn. Det er ethvert menneskes pligt, som ærer og agter Skaberen, og som ønsker at formindske fortegnelsen over de kunstig frembragte elendigheder og bortfjerne årsagerne til, at menneskene har forfulgt hinanden, at bandlyse alt hvad der hører til åbenbaret religion, som et farligt kætteri og et ugudeligt bedrageri. Hvad har vi lært af den såkaldte åbenbarede religion? Intet, der er til nogen nytte for mennesket, og alt hvad der er i stand til at vanære dets Skaber.
Hvad lærer Det gamle Testamente os? Rov, grusomhed og mord. Hvad lærer Det ny Testamente os? At vi skal tro, at den Almægtige har bedrevet utugt med en trolovet kvinde, og at kalde overbevisningen om denne udsvævelse, tro. Hvad angår de moralske fragmenter, der findes spredte hist og her i biblen, har de intet at gøre med den såkaldte åbenbarede religion. De er ligefremme påmindelser af vor samvittighed og de bånd, der holder samfundet sammen, og foruden hvilke det ikke kunne bestå, og de er omtrent de samme i alle religioner og i alle samfund. Det ny Testamente lærer os ikke noget nyt i denne henseende, og når det gør forsøg på at levere noget overordentligt, opvækker det kun foragt og latter. Læren om ikke at hævne forurettelser er udtrykt langt bedre i Ordsprogsbogen, end i Det ny Testamente. Der siges i ordsprogsbogen 25,21: »Dersom din fjende hungrer, bespis ham med brød, og dersom han tørster giv ham vand at drikke«(*), men når det udtales som i Det ny Testamente: Slår nogen dig på den højre kind, så vend også den venstre til«, er det da ikke det samme som at ihjelslå det smukke, der ligger i tålmodigheden, og at sætte mennesket i klasse med hunden.

(*)I den såkaldte Kristi Bjergprædiken i Matthæusevangeliet, hvori der blandt flere gode ting har indsneget sig en del hyklerisk moral, siges det udtrykkeligt, at læren om tålmod eller ikke at hævne forurettelser ikke udgjorde nogen del af jødernes lære, men da nu denne lære findes i Ordsprogsbogen, må den nødvendigvis hidrøre fra hedningerne, af hvem Kristus må have lært den. Disse mænd, som de jødiske og kristne afgudsdyrkere egentlig kaldte hedninger, havde et langt højere begreb om retfærdighed og moralitet end der findes udtalt i biblen. Solons svar på spørgsmålet: »Hvilken er den mest fuldkomne regering«, er endnu ikke blevet overtruffet, og indeholder et maksimum af moralitet. Han svarede: »Den regering, der betragter den mindste forurettelse mod et af dens ringeste individer, som en forurettelse mod sig selv«. Solon levede 1000 år før Kristi fødsel.

At elske sine fjender er en hyklerisk meningsløs moral.
Som moralist betragtet er mennesket forpligtet til ikke at hævne en forurettelse, og det kan lige så godt udvides til at gælde i politikken, hvor den ene hævner sig på den anden og kalder det retfærdighed; men at lade kærligheden stå i ligefrem forhold til forurettelsen, ville være det samme som at belønne forbrydelser. Ordet fjender er desuden et altfor ubestemt og almindeligt udtryk til at anvendes i en moralsk maxim, der altid bør være klar og bestemt. Der er dog stor forskel på den, der er min fjende på grund af afvigende religiøse eller politiske meninger og på den, der nærer forbryderiske hensigter imod mig. Men det er moralsk og fysisk umuligt at elske af denne grund.
Det er at krænke vor moralitet at pålægge os pligter, som for det første er umulige at udføre, og som, selv om de lod sig udføre, kun ville have ondt til følge eller som tidligere udtalt blive en belønning for forbrydelser. Den moralske leveregel ‘at gøre mod andre, hvad vi ville andre skulle gøre mod os’, indbefatter ikke den besynderlige lære at elske sine fjender; for intet menneske venter vel at blive elsket på grund af sin brøde eller sit fjendskab.
De, der prædiker læren om at elske vore fjender, er som oftest de ivrigste forfølgere, og de handler fuldstændig konsekvent, for da læren er skinhellig, er det naturligt, at skinhelligheden handler tværtimod det, den prædiker. Jeg for min part fornægter denne lære, og betragter den kun som en fremhyklet og usand moral, og dog findes der ingen, der kan sige, at jeg har forfulgt ham eller nogen eller noget som helst samfund, hverken under den amerikanske eller den franske revolution, eller at jeg nogensinde har gengældt ondt med ondt. Men det er ikke pålagt mennesket at gengælde en slet handling med en god eller gengælde ondt med godt, og gør vi det, da gør vi det frivilligt og ikke af pligt.
Det er tillige urimeligt at antage, at en sådan lære skulle være en del af en åbenbaret religion. Vi efterligner Skaberen i moralitet ved at have tålmodighed med hinanden, ligesom han har tålmodighed med os alle, men denne lære må ikke forstås, som om Hans kærlighed til os stod i ligefremt forhold til vor slethed og i omvendt forhold til vor godhed.
Når vi ret betragter vor jordiske tilværelse, vil vi indse, at en åbenbaret religion er unødvendig. Hvad behøver vi at vide? Prædiker ikke Skabelsen, den verden, vi hver dag har for øje, om tilværelsen af et almægtigt væsen, der styrer og regerer det hele? Og er det bevis, Skabelsen indgiver os gennem vore sanser, ikke langt fyldigere end noget, vi kan læse os til i en bog, som hvilken som helst bedrager kunne lave og kalde Guds ord?
Vor samvittighed lader os erkende, at der gives noget, der kaldes moralitet. Et almægtigt væsens tilværelse er tilstrækkeligt bevist, selvom vi ikke, da det i sig selv er umuligt, kan fatte dette væsens natur, eller hvorledes dets tilværelse er. Vi ved ligeledes, at den magt, der gav os tilværelsen, kan, hvis Han vil og når Han vil, kræve os til regnskab for den måde, hvorpå vi har benyttet tilværelsen, og selvom denne udtalelse vel ikke kan bevises, er det dog fornuftigst at tro, at Han vil, da vi jo ved, at Han kan. At dette er muligt, ja endog sandsynligt, er jo alt hvad vi behøver at vide. Uden at vi udsættes for at blive bedragere, kan vi af deismen lære alt hvad der er os nødvendigt og tjenligt. Skabelsen er deistens bibel. Han lærer heri beviset for Skaberens tilværelse og uforanderlige magt med hans egen håndskrift, og for ham er alle bibler kun digt. Da der er sandsynlighed for, at vi vil komme til at gøre regnskab for dette, vil vi ved eftertanken også komme til at tro det, selvom vor tro eller vor tvivl ikke forandrer tingen selv. Da vi er begavede med fri vilje, vil den, der lever som om der ingen gud var, handle som en dåre og ikke som en filosof.
Men troen på én gud er blevet så svækket ved påvirkningen af det kristne trossystems besynderlige fabel og de vilde eventyr, der findes i Det gamle Testamente og det mørke og det uanstændige vrøvl, der findes i Det ny Testamente, at mennesket går som i tåge. Da det ser alle disse ting i en forvirret blanding, forveksler det sandhed med fabel, og da det ikke kan tro alt, er det tilbøjeligt til at forkaste alt. Men troen på én gud adskiller sig fra alt dette og må ikke forveksles hermed. Begrebet treenighed har svækket troen på en eneste gud. En mangfoldiggørelse i troen virker på samme måde som en deling, i begge tilfælde svækkes troen i forhold til mangfoldiggørelsen eller delingen. Religionen bliver på denne måde en formalitet i stedet for noget reelt, en mening i stedet for en grundsætning, moralen må vige for at give plads for et fantasibegreb, som kaldes tro, der udspringer af en formentlig udsvævelse. Der prædikes om et menneske i stedet for om en gud, og en henrettelse bliver genstand for taknemmelighed, prædikanterne besudler sig selv med blodet som en hob mordere, og lader sig beundre for den glans, det giver dem, de prædiker en kedelig prædiken om det fortjenstfulde ved henrettelsen, priser Jesus Kristus, fordi han blev henrettet og fordømmer jøderne, fordi de gjorde det. Ved at høre dette vrøvl prædiket og varieret på alle mulige måder, forveksles skabelsens Gud med fantasiguden, og man lever som om der slet ingen gud var. Af alle hidtil opfundne religionssystemer, er der intet, der i højere grad har hånet den Almægtige, intet mere uopbyggeligt for mennesket eller stridende mod fornuften og mere selvmodsigende end den opfindelse, der kaldes kristendommen. Altfor urimeligt til at blive troet, altfor umuligt til at bevises, og altfor selvmodsigende til at blive fulgt sløver det mennesket, eller frembringer ateister og sværmere. Det skaffer despotismen magt og tilfredsstiller præsternes havesyge ved at skaffe dem rigdom, men med hensyn til menneskets almindelige bedste fører det til intet hverken her eller hisset.
Den rene og ublandede deisme er den eneste religion, der ikke er blevet opfundet, da den i sig selv indeholder beviset for en guddom. Den må have været den første, mennesket har bekendt sig til, og vil sandsynligvis også blive den sidste. Men den rene, uforfalskede deisme kan ikke anvendes i en despotisk regerings tjeneste. Religionen kan ikke behandles som et værktøj, uden at indblande menneskelige opfindelser og gøre vor egen magt til en del deraf, den kan ikke heller tjene som middel til at tilfredsstille præsternes gerrighed, men de må smugle dem selv og deres bestilling ind i systemet og ligesom regeringen blive en del heraf. Hvis mennesket var så stærk i troen på en gud, som det burde være, ville dets moralske liv blive ledet af denne tro, det ville frygte Gud og sig selv, og ikke gøre noget, der behøvedes at holdes skjult. For at denne tro kan virke med sin fulde kraft, er det nødvendigt at den hersker alene. Det er deismen. Men det er umuligt at denne tro kan forenes med sådanne forvildede begreber, der indeholdes i det kristne treenighedssystem, der fremstiller en del af Gud som et døende menneske og en anden del, kaldet den hellige ånd som en flyvende due.(*)

(*) I den bog, der kaldes Matthæusevangeliet siges i 3,16, at den hellige ånd for ned som en due. Der kunne ligeså godt været sagt som en gås. Det er lige meningsløst, hvilket dyr man tager, det ene ville være en lige så meningsløs løgn som det andet. I Apostlenes Gerninger 2,2-3 siges at den hellige ånd kom som et vældigt vejr og viste sig som lunger, der fordelte sig. Sådan noget elendigt tøjeri hører hjemme i sagn om troldpak og djævelskab og ikke i det, man vil kalde Guds ord.

Det har været den kristne kirkes og alle andre opfundne religionssystemers formål at lade mennesket leve i uvidenhed om dets skaber, ligesom det er regeringens formål at lade mennesket være uvidende om dets rettigheder. De første systemer er lige så falske som de sidste, og er beregnede på gensidigt at understøtte hinanden. Det teologiske studium er, således som det drives ved de kristne kirker, intet studium, det er ikke grundet på noget, det har ingen grundsætninger at gå ud fra, det kan ikke bevise sine påstande, det kan ikke fremvise bestemte data, det kan intet bevise, og der lader sig ikke udlede nogen slutning heraf.
Man kan ikke tilegne sig en videnskab uden at være i besiddelse af de grundsandheder, hvorpå den støtter sig, og da den kristne teologi ikke hviler på sådanne sandheder, er den ingen videnskab, og dens studium er intet.
I stedet for som nu at studere teologien efter biblen, om hvis udtydning man altid er uenig, og hvis troværdighed vi har belyst, er det nødvendigt at henvise til Skabelsens bibel. De grundsandheder, vi opdager deri er evige og af guddommelig oprindelse, de er fundamentet for al den videnskab, der findes i verden, og burde også være det for teologien.
Vi kan komme til kundskab om Gud alene gennem hans værk. Vi kan ikke danne os noget begreb om nogen egenskab, uden ved at følge den vej, grundsandheden anviser os. Vi vil have et fejlagtigt begreb om Hans magt, hvis vi ikke havde midler til at fatte dens uendelighed. Vi kan ikke danne os noget begreb om Hans visdom, hvis vi ikke kender de love, hvorefter og den måde hvorpå Han handler. Videnskabens grundsandheder leder os til kundskab herom: for den, der skabte mennesket, skabte også videnskaben, og ved at studere denne kan mennesket så at sige se Gud ansigt mod ansigt.
Såfremt et menneske kunne sættes på et sådant sted og begaves med en sådan synsevne, at det i et øjekast kunne overskue og opfatte hele verdensbygningen, mærke sig de forskellige planeters bevægelser, årsagen til deres foranderlige udseende, den uforanderlige lov hvorefter de gennemløber deres baner, ja måske endog den fjerneste komet, og komme til erkendelse af det bånd, der binder dem sammen og gør dem afhængige af hinanden indbyrdes, og lære at kende de love, Skaberen har fastsat, og hvorefter Han styrer og regerer det hele, da ville han langt bedre kunne fatte Guds magt, visdom og gavmildhed, end nogen teologi ville være istand til at lære ham. Han ville heri se kilden til al videnskabelig erkendelse, hans taknemmelighed ville vokse på grund af det, han havde set og overbevisningen om, at det var virkeligt. Hans religion ville stå i forhold til de fremskridt, han gjorde som menneske, og belære ham bedre om Gud og den taknemmelighed, han er Ham skyldig, end hvilken som helst teologisk prædiken, han nu hører, vil være i stand til at gøre. Ophøjede formål indgiver os ophøjede tanker, stor gavmildhed vækker stor taknemmelighed, men biblens krybende sagn og lære vækker kun foragt.
Selvom vi ikke, i det mindste ikke i dette liv, kan komme til at overvære en scene, som den af mig ovenfor beskrevne, kan vi dog bevise den ved den kundskab, vi har om de grundsandheder, hvorefter verden er indrettet.
Vi ved, at de største arbejder kan fremstilles i model; det er det samme med verdensbygningen. De samme grundsandheder, der anvendes for at udmåle en tomme, eller en tønde land, kan anvendes til udmåling af millioner.
En cirkel på en tommes diameter har samme geometriske egenskaber som den cirkel, der kan omslutte hele verdensbygningen. De samme egenskaber hos trekanten, der bevirker, at vi på papiret kan bestemme et skibs kurs, kan også anvendes på oceanet, og anvendt på himmellegemerne vil de sætte os i stand til at beregne formørkelser på sekunder, selvom disse kloder er millioner af mil fra os.
Denne videnskab er af guddommelig oprindelse, og den er meddelt os gennem skabelsens bibel og ikke gennem kirkens dumme bibel, der intet lærer os.(*) Al menneskets viden hidrører fra studiet af verdensbygningen, og uden denne ville vi hverken i udseende eller i tilværelse adskille os meget fra dyrene. Vore forfædres stadige og utrættelige iagttagelser af himmellegemernes omdrejninger og bevægelser har beriget os med disse kundskaber. Det er hverken Moses, profeterne eller Jesus Kristus og hans apostle, vi har at takke derfor.
Den Almægtige er Skabelsens store mekaniker, den første filosof og alle videnskabers oprindelige ophav. Lad os da lære at ære vor mester og ikke glemme vore forfædres arbejder.

(*) Bibelfabrikanterne har i 1. Mos. l. påtaget sig at give os en meddelelse om Skabelsen, og har dermed kun opnået at lægge deres uvidenhed for dagen. De omtaler 3 dage og 3 nætter, aftener og morgener, før der fandtes nogen sol, da det jo dog er dennes tilstedeværelse eller ikke, der er årsag til dag og nat, ligesom det, man kalder dens opståen og nedgåen, er årsag til morgen og aften. Det er desuden en barnagtig og ynkelig ide at foregive at den Almægtige skulle have sagt: »Bliv lys!«. Det er den samme imperative måde at tale på, som taskenspilleren anvender, når han siger til sine bægre eller kugler, »presto forsvind« og stammer sandsynligvis herfra, da Moses og hans stav er at sammenligne med en taskenspiller og hans pedel. Longimus kalder dette udtryk sublimt, og som følge heraf er taskenspilleren sublim, for måden at tale på er i grammatikalsk henseende den samme. Når forfattere og granskere taler om det sublime, ser de ikke hvor nær det grænser til det latterlige. Granskerens sublime, ligesom adskilligt af det, Edmund Burke kalder sublimt og skønt, er at sammenligne med en vejrmølle set i tåget vejr. Fantasien er i stand til at forvandle den til et flyvende bjerg eller en ærkeengel eller en flok vildgæs.

Hvis vi nu ikke havde noget kendskab til maskinvæsen og det var muligt, at et menneske kunne have et overblik, som det af mig ovenfor beskrevne, ville han snart af verdensbygningens sammensætning lære at konstruere noget af det, vi nu har, og med øvelse blive bedre. Og kunne en model af verdensbygningen vises frem for ham og sættes i bevægelse, ville han også kunne få ideen ad denne vej.
Et sådant øjemed og et sådant emne ville, samtidig med at berige ham med kundskaber nyttige for ham selv og hans medmennesker, være en langt bedre måde at meddele ham kundskab om og tro på Skaberen og den agtelse og taknemmelighed, han som menneske er Ham skyldig, end biblens dumme tekster, hvorefter der kun laves prædikener, hvor store gaver end prædikanterne er i besiddelse af.
Hvis mennesket vil prædike, lad det da prædike over noget, der er opbyggeligt, og over tekster, som er anerkendt for at være sande.
Skabelsens bibel er uudtømmelig på tekster. Enhver del af videnskaben, hvadenten den har hensyn til verdensbygningens geometri, det animalske eller vegetative liv, eller til den livløse materie, er en tekst, der både opvækker andagt, eftertanke og taknemmelighed og virker forædlende på mennesket. Der vil måske blive sagt, at hvis en sådan revolution fandt sted i religionssystemet, måtte jo enhver præst være filosof. Ganske vist – og ethvert andagtshus en skole for videnskaberne.
De mange forvildede og bespottelige begreber om den Almægtige er fremkommet ved, at man har kastet vrag på videnskabernes uforanderlige love og fornuftens rette brug, og adopteret en opdigtet ting, man har kaldt åbenbaret religion. Jøderne har gjort den Almægtige til menneskeslægtens morder for at skaffe plads for deres religion. De kristne har gjort ham til selvmorder og indstifter af en ny religion for at udrydde jødernes religion. Og for at finde på et påskud og et forsvar herfor, har de antaget Hans magt og visdom for at være ufuldkommen eller Hans vilje for foranderlig, hvilket er identisk med en ufuldkommenhed i omdømmet. Filosoffen ved, at Skaberens love er uforanderlige, både de, der har hensyn til de videnskabelige grundsandheder og til materiens egenskaber. Hvorfor skal vi da antage, at de er forandrede med hensyn til mennesket.
Hermed slutter jeg dette arbejde. Jeg har i det foregående bevist, at Det gamle Testamente og Det ny Testamente er bedragerier og opdigtelser, og hvis nogen kan, lad ham da gendrive, hvad jeg har anført til bevis herfor, og de tanker, jeg har udtalt i tilbageblikket, overlader jeg til opbevaring i læserens sjæl og er forvisset om, at når meningerne får lov til at udtales frit, det være sig i politiske eller religiøse sager, da vil sandheden trænge igennem til sidst, og blive eneherskende.

Thomas Paine
____________________