Thomas Paine, Krise I (1776)
Oversat efter Crisis I
af Henrik Eismark

Krise I
Dette er tider, der tester mænds sjælestyrke. Sommersoldaten og solskinspatrioten vil under denne krise vige fra tjenesten for deres land, men han, som udstår det nu, fortjener alles kærlighed og tak. Tyranni er, som helvede, ikke let at besejre, og dog kan vi trøste os med, at jo hårdere kampen er, jo mere ærefuld er triumfen. Hvad vi opnår for billigt, værdsætter vi for lidt, mens vi finder det dyrebart, som har været svært at anskaffe. Himmelen forstår at sætte en høj pris på sine varer, og det ville være mærkeligt, hvis en så himmelsk vare som frihed, ikke skulle bære en høj pris. England, som har en hær til at udøve sit tyranni, har erklæret at have ret til ikke bare at beskatte, men at ‘binde os i alle sager’, og hvis det at være bundet på denne måde ikke er slaveri, så findes der ikke noget som slaveri på denne jord. Selv udtrykket er blasfemisk, for en så ubegrænset magt kan kun tilhøre Gud.

Hvorvidt kontinentets uafhængighed blev udråbt for tidligt eller udsat for længe, vil jeg ikke diskutere nu. Min egen simple mening er, at var det sket otte måneder før, ville det have været meget bedre. Vi udnyttede ikke sidste vinter godt nok, og det kunne vi heller ikke, så længe vi var afhængige. Imidlertid var fejlen, hvis det var en sådan, helt vores egen;(*1) vi kan kun bebrejde os selv. Men ikke meget er tabt endnu. Hvad Howe har opnået i den sidste måned er at have ødelagt uden at erobre.

*1: Denne vinter er en evighed værd, hvis den bruges rigtigt, men hvis den misbruges eller overses vil hele kontinentet lide; og der er ikke den straf, som vi ikke fortjener, uanset hvem og hvor vi er, hvis vi spilder en årstid så kostelig og nyttig.

Jerseyernes kampånd ville for et år siden hurtigt have afvist ham, og tiden og en smule beslutsomhed vil hurtigt rette op på den sag.

Jeg er lige så lidt overtroisk som noget andet levende menneske, men min hemmelige overbevisning har altid været og vil altid være, at Gud den Almægtige ikke vil lade et folk, som gentagne gange har forsøgt så oprigtigt at undgå krigens ulykker på enhver tænkelig anstændig måde, blive knust af militæret eller blive efterladt for at omkomme hjælpeløst. Ej heller har jeg så meget vantro i mig, at jeg vil mene, han har opgivet at styre verden og overladt os i djævles varetægt; og derfor kan jeg ikke se, af hvilke grunde Englands konge kan bede himmelen om hjælp; en gemen morder, en landevejsrøver eller en indbrudstyv har en lige så god sag som han. Det er overraskende at se, hvor hastigt en panik sommetider kan brede sig i et land. Alle lande og tidsaldre har oplevet dem. England har rystet som et espeløv ved rygtet om den franske flådes fladbundede skibe; og i det fjortende [femtende] århundrede blev Englands hær drevet tilbage lamslået af skræk, efter at have raseret det franske kongedømme; og denne modige gerning blev udført af nogle få ødelagte styrker, samlet og ført af en kvinde, Jeanne D’Arc. Gid Himmelen ville inspirere en Jersey-pige til at opmuntre sine landsmænd og redde sine gode lidelsesfæller fra ødelæggelse og overfald! Dog har panik sine fordele i nogle tilfælde og fører lige så meget godt som skidt med sig. Den er altid kun kortvarig, man glemmer den hurtigt, og er stærkere bagefter. Men dens sære egenskab er at kunne vidne om oprigtighed og hykleri og bringe folk og ting frem i lyset, som ellers ville have været overset. Faktisk har den samme virkning på skjulte forrædere, som et spøgelse ville have på en hemmelig morder. Den filtrerer menneskets skjulte tanker fra og viser dem frem i al offentlighed for hele verden. Mangen en forklædt tory, som har vist sig på det seneste, vil angrende med forbandelser fejre den dag, Howe ankom på Delawarefloden. Idet jeg var hos tropperne ved Fort Lee og marcherede med dem til randen af Pennsylvania, er jeg velbekendt med mange omstændigheder, som de, der bor længere væk, kun ved lidt eller intet om.

Vores pladsforhold var ekstremt trange, da stedet var et smalt stykke land mellem Northfloden og Hackensackfloden. Vore styrker var ikke noget at tale om, ikke engang en fjerdedel af dem som Howe kunne møde os med. Vi havde ingen hær parat til at afløse tropperne, hvis vi var stoppet op for at forsvare os. Vores ammunition, lette artilleri og det meste af vores forråd var kørt bort i forventning om, at Howe ville forsøge at bryde igennem Jerseyerne, hvorved Fort Lee ikke ville være til nogen nytte for os.

Det må være åbenlyst for enhver tænkende, hvad enten han er i hæren eller ej, at denne slags feltforter kun er for midlertidigt brug og kun er i brug så længe fjenden sender sine styrker mod det bestemte mål, som sådanne forter er bygget for at forsvare. Sådan var vores situation og tilstand ved Fort Lee om morgenen d. 20. november, da en officer bragte den oplysning, at fjenden var landet med 200 både ca. 7 miles oppe ad floden; General Green, som ledte tropperne, beordrede dem straks i kamp og sendte besked til General Washington ved byen Hackensack, som lå ca. 6 mil væk med færgen. Vores første mål var at sikre broen over Hackensackfloden – den var mellem fjenden og os, ca. 6 mil fra os og 3 mil fra dem.

General Washington kom efter tre kvarter og marcherede foran tropperne mod broen, som jeg regnede med, at vi måtte slås for, men de havde valgt ikke at komme i skærmydsler med os, og de fleste af vores tropper gik over broen, resten med færgen undtagen nogle få, som var gået over nær en mølle ved en smal bæk mellem færgen og broen, hvorfra de, gennem nogle våde engområder, kom til Hackensack og dér passerede floden.

Vi tog så megen bagage med, som vognene kunne rumme, men resten efterlod vi. Det enkle mål var at få tropperne af sted og videre, indtil de kunne blive støttet af Jersey- eller Pennsylvaniamilitsen, således at de kunne stille op til kamp. Vi forblev fire dage ved Newark, sammenlagde nogle af vores forposter med Jerseymilitsen og marcherede ud to gange for at møde fjenden, når vi fik af vide, at de var på vej, selvom vores antal var betydeligt underlegent i forhold til deres. Howe begik ifølge min ydmyge mening en stor fejl som general ved ikke at føre en styrke ind fra Staten Island gennem Amboy, hvorved han kunne have sat sig i besiddelse af alle vores forsyninger ved Brunswick og afbrudt vores march til Pennsylvania; men hvis vi tror, at helvedets magt er begrænset, må vi ligeledes tro, at deres udsendinge er under forsynets kontrol.

Jeg vil ikke nu forsøge at redegøre for alle detaljer ved vores tilbagetog til Delawarefloden; det må være tilstrækkeligt for nu at sige, at både officerer og mænd, på trods af store anstrengelser og udmattelse, ofte uden hvile, husly og proviant, de lange tilbagetogs uundgåelige konsekvenser, bar byrderne på mandig og feltmæssig vis. Alle deres ønsker drejede sig om en ting, at befolkningen ville hjælpe dem med at uddrive fjenden. Voltaire har bemærket, at Kong William kun viste sit sande jeg i vanskeligheder og i krig; det samme kan siges om General Washington, for den beskrivelse passer på ham. Der er en naturlig fasthed i nogles karakter, som ikke kan rykkes af bagateller, men som, når den er vækket, udviser stor styrke; og jeg finder, at det er en af vores velsignelser, som vi ikke umiddelbart ser, at Gud har velsignet ham [Washington] med et ubrydeligt helbred, og givet ham en forstand, som kan blomstre med omsorg.

Jeg vil afslutte dette skrift med nogle forskellige bemærkninger om vores tilstand og vil begynde med at stille følgende spørgsmål: Hvorfor har fjenden forladt New Englands provinser og valgt de sydligere som slagmark? Svaret er enkelt: New England er ikke inficeret med toryer, og det er vi. Jeg har stille forsøgt at advare mod disse mænd og bragt utallige eksempler, der viste den fare, de udgør, men det er nytteløst at ofre en verden for deres tåbelighed og nedrighed. Tiden er kommet, hvor enten de eller vi må ændre vores holdning eller en eller begge må falde. Og hvad er en tory? Du Gode Gud! Hvad er han? Jeg ville ikke være ræd for at gå med 100 whigger mod 1000 toryer, hvis de forsøgte at gribe til våben. Alle toryer er kujoner; for en servil, slavisk egoistisk frygt er toryismens fundament; og en mand underlagt denne, kan aldrig være modig, selvom han kan udvise grusomhed.

Men før der skabes en uovervindelig skillelinje mellem os, så lad os gennemtænke sagen sammen. Jeres opførsel er en indbydelse til fjenden, og dog er der ikke en ud af tusinde, som virkelig har lyst til at tilslutte sig ham. Howe tager lige så meget fejl af jer, som I skader den amerikanske sag. Han forventer, at I vil gribe til våben og melde jer under hans banner med musketten på nakken. Jeres meninger betyder intet for ham, medmindre I støtter ham personligt, for det er soldater og ikke toryer, han ønsker.

Jeg følte engang al den form for vrede, som man bør føle mod toryernes modbydelige holdninger: en velkendt person, som havde en kro ved Amboy, stod i døren med det kønneste barn set nogensinde, på otte eller ni år i hånden, og efter at have talt så frit, som han turde, sluttede med denne ufaderlige bemærkning: “Lad mig få fred i min tid.” Der er ikke en eneste person på dette kontinent, som ikke tror at en frigørelse på et eller andet tidspunkt må finde sted, og en storsindet fader skulle have sagt: “Hvis der skal være uro, så lad det være nu, så mit barn kan opleve fred” og denne ene overvejelse vel anvendt, er nok til at kalde hver til pligt. Intet sted på jorden kan blive så lykkeligt som Amerika. Dets placering er så fjernt fra resten af den mundhuggende verden og har intet andet at foretage sig end at handle med den. Et menneske kan godt holde følelser og principper adskilt, og jeg er så sikker på, som jeg er sikker på at Gud styrer verden, at Amerika aldrig vil blive lykkeligt, før det er fri for fremmed herredømme. Uendelige krige vil bryde ud, indtil den tid kommer, og kontinentet må til slut blive sejrherren, for selvom frihedens flamme sommetider ikke vil brænde, så vil kullet aldrig rinde ud.

Amerika ønskede ikke og ønsker heller ikke magt, men ønskede en rimelig anvendelse af denne magt. Visdom kommer ikke tilfældigt, og det er ikke noget under, hvis vi skulle fejle ved første forsøg. På grund af overdreven forsigtighed var vi uvillige til at stable en hær på benene og overlod vor skæbne til en velmenende milits midlertidige forsvar. En sommers erfaring har nu gjort os klogere, og dog var vi, mens disse tropper var samlet, i stand til at sætte en stopper for fjendens fremgang, og gud ske lov og tak, så samles de igen. Jeg har altid betragtet militsen som de bedste soldater i verden til pludselig kamp, men de vil ikke klare sig under længerevarende krigshandlinger.

Howe vil sandsynligvis forsøge at angribe denne by; hvis det mislykkes for ham på denne side af Delawarefloden, så er han færdig. Hvis hans angreb lykkes, er vores sag ikke tabt. Han satser på sin side alt, mens vi kun satser en del; hvis vi antager at han vinder, så vil hære fra begge ender af landet møde op for at hjælpe deres nødstedte venner i de mellemste stater; for han kan ikke være overalt, det er umuligt. Jeg anser Howe for at være toryernes største fjende; han bringer krig til deres land, som de ville være sluppet for, hvis ikke det var på grund af ham og delvis dem selv. Hvis han nu bliver smidt ud, så ønsker jeg med al min kristne overbevisning, at navnene whig og tory aldrig mere vil blive brugt; men hvis toryerne skulle opmuntre ham eller hjælpe ham, hvis han kommer, så håber jeg inderligt, at næste års hær vil smide dem ud af landet, og at kongressen vil konfiskere deres ejendom, for at hjælpe de, som har lidt nød, mens de hjalp til. Et enkelt vellykket slag næste år vil afgøre det hele. Amerika kunne føre krig i to år ved at konfiskere de modstræbendes ejendom og drage fordel af deres udstødelse. Kald det ikke hævn men hellere mild forargelse fra et folk, som kun har alles bedste i sinde, der har satset alt på det, der virkede som et tvivlsomt foretagende. Men det er tåbeligt at argumentere mod beslutsom stædighed; veltalenhed kan nå øret, og sorgens tale kan kalde på medfølelsens tåre, men intet kan nå det hjerte, som forudindtagelse har forhærdet.

Jeg afviser denne type personer og henvender mig med en vens varme følelser til de, som ædelt har stået fast og stadig er fast besluttet på at holde ud: Jeg opfordrer ikke nogle få, men alle; ikke denne eller hin stat, men alle stater: Kom til hjælp; Hjælp med at skubbe læsset; det er bedre at have for meget kraft end for lidt, når så stort et mål er indsatsen. Lad den fremtidige verden vide at i vinterens mørke, da intet andet end håb og fromhed kunne overleve, mødte by og land frem, vækket af den fælles fare, for at afværge den. Fortæl ikke at tusinde er kommet; send jeres ti tusinder, overlad ikke dagens byrde til Forsynet, men “vis jeres tro gennem gerninger”, så Gud kan velsigne jer. Det betyder intet hvor I bor, eller hvilken plads i samfundet I indtager; det onde eller det velsignede vil nå jer alle. De fjerne og de nære, nabolaget og vildnisset, de rige og fattige, vil lide eller juble som én. Det hjerte, som intet føler nu, er dødt; hans børns blod vil forbande kujonen, som falder sammen på et tidspunkt, hvor kun lidt ville have kunnet redde alt og gjort dem lykkelige. Jeg elsker den, som kan smile i modgang, som kan finde styrke i kriser og kalde sit mod frem ved eftertanke. Små begavelser vil uvægerligt svinde bort; men den, hvis hjerte er trofast, og hvis samvittighed godkender hans opførsel, vil følge sine principper indtil døden. Min egen tankegang står for mig selv så lige og klar som en solstråle. Ikke alle verdens skatte, tror jeg, kunne have lokket mig til at gå ind for en angrebskrig, for det anser jeg for mord; men hvis en tyv bryder ind i mit hus, brænder og ødelægger min ejendom og dræber eller truer med at dræbe mig eller dem, der er i det, og med at ‘binde mig i et og alt’ som han behager, skal jeg så udstå det? Hvilken forskel gør det for mig, om den, der gør det, er en konge eller en jævn mand, min landsmand eller ej, om det gøres af en enkelt forbryder eller en hel hær af dem? Hvis vi tænker sagen helt igennem, vil vi finde, at der ikke er nogen forskel, ej heller kan nogen rimelig grund findes til, hvorfor vi skulle straffe i det ene tilfælde og tilgive i det andet. Lad dem bare kalde mig oprører, det rører mig ikke; men jeg ville lide helvedes kvaler, hvis jeg skulle prostituere min sjæl ved at sværge troskab til en mand af fordrukken, dum, stædig, værdiløs, brutal karakter. Det forekommer mig ligeledes afskyeligt at modtage nåde fra en skabning, som på den sidste dag vil trygle klipperne og bjergene om at skjule sig og skrækslagen flygte fra den forældreløse, enken og Amerikas dræbte.

Der er sager, som ikke kan overdrives med ord, og denne er en. Der er personer, som heller ikke ser det fulde omfang af det onde, som truer dem; de trøster sig selv med håbet om, at fjenden, hvis han sejrer, vil vise nåde. Det er dårskabens galskab at forvente nåde fra dem, som nægtede at øve retfærdighed; og selv nåde, når det drejer sig om erobring, er kun et krigskneb; rævens snuhed er ligeså morderisk som ulvens vold, og vi burde være lige meget på vagt overfor begge. Howes første mål er, dels gennem trusler og dels gennem løfter, at skræmme eller forføre folk til at nedlægge våbnene og bede om nåde. Ministeriet anbefalede samme plan til Gage, og det er hvad toryerne kalder at holde fred, “en fred som overgår alt, hvad vi kender” Ha! En fred som umiddelbart vil være forløber for en værre ødelæggelse, end nogen vi endnu har forestillet os. I, Pennsylvanias mænd! Tænk på disse ting! Hvis de fjerne amter nedlagde våbnene, ville de blive et let bytte for indianere, som alle er bevæbnet; og det vil nogle toryer måske ikke være kede af. Hvis vore egne distrikter nedlagde våbnene, ville de blive udsat for misbilligelse fra de fjerne, som så ville være i stand til straffe frafaldet, som de ville. Og hvis en eneste stat nedlagde våbnene, måtte denne stat beskyttes af hele Howes hær af briter og hessere mod restens vrede. Gensidig frygt er det vigtigste led i den gensidige kærligheds lænke, og ve den stat, som bryder denne pagt. Howe inviterer jer nådigt til barbarisk udslettelse, og de folk, som ikke indser det, må enten være slyngler eller fjolser. Jeg dvæler ikke ved flygtige forestillinger; jeg bringer logik til jeres ører og holder sandheden op for jer i et sprog så klart som A, B, C.

Jeg takker Gud for, at jeg ikke skræmmes. Jeg ser ingen reel grund til frygt. Jeg kender vores situation godt og kan se, hvordan vi kan klare os. Da vores hær var samlet, turde Howe ikke risikere en træfning, og det tjener ham ikke til ære, at han brød op fra White Plains og tarveligt afventede en lejlighed til at hærge de forsvarsløse Jerseyer. Men det gør os stor ære, at vi med en håndfuld mænd opretholdt et roligt tilbagetog på ca. 100 miles, reddede vores ammunition, alle vores feltkanoner, de fleste af vores forsyninger, og det med fire floder at krydse. Ingen kan kalde vores tilbagetog forhastet, for vi var næsten tre uger om det, så nationen havde tid til at komme til undsætning. To gange gjorde vi front mod fjenden og holdt ved til mørkets frembrud. Der var ikke tegn på frygt at se i vores lejr, og havde det ikke været for nogle kujonagtige og utilfredse indbyggere, der spredte falsk alarm i landet, ville jerseyerne aldrig være blevet hærget.

Endnu en gang er vi forenet og samler tropper; vores nye hær i begge landets ender mønstrer hastigt, og vi vil kunne begynde næste felttog med tres tusind mand, godt bevæbnet og klædt. Sådan er vores situation, og den, der er interesseret, ved det. Med standhaftighed og mod har vi en strålende fremtid; med frygtsomhed og underkastelse et trist udvalg af onder, et hærget land, en affolket by, bosættelser uden beskyttelse, og slaveri uden håb, vores hjem gjort til militærbarakker og bordeller for hessere, og en fremtidig race at forsørge, hvis fædre vi ikke kan stole på. Se på det billede og græd over det! Og hvis der stadig er en tankeløs stakkel tilbage, som ikke tror på det, så lad ham lide under det uden nåde.

COMMON SENSE.
23. december, 1776.