Thomas Paine: Udvalgte essays
Oversat af Henry Eismark
I årene 1999 – 2011
efter: Se ePub
**
Udgivet som ePub på Forlaget Fritanken
ISBN 978-87-91060-75-5

Indhold

Udgiverens Forord
Afrikansk slaveri i Amerika
Tidsskriftet i Amerika
Nyttige og underholdende spor
Tanker om ulykkelige ægteskaber
Reflektioner over titler
Til Amerikas indbyggere
Slavernes frigørelse
Jernbroen
En amerikansk borger til Europas borgere
Appel til Forsamlingen
Universets system
Fordele ved eksistensen af mange verdener
Observationer
Tilbedelse og kirkeklokker
Middel til at fremkalde mekanisk bevægelse
Om deisme
Frimurernes oprindelse
Årsagen til den gule feber
Trykkefrihed
Essay om drømme

Udgiverens Forord
Henrik Eismark påbegyndte sin ‘oversættervirksomhed’ i 1999, med oversættelse af Thomas Paines Ligeretten til jorden (Agrarian Justice). Han har i årene siden oversat Paines øvrige værker: Sund fornuft (Common Sense), Krise I – XIII (The American Crisis) og endelig Menneskets rettigheder (Rights of Man), som han netop nåede at afslutte inden sin alt for tidlige død i oktober 2011.
Thomas Paines essays i denne udgivelse har Henrik publiceret løbende på sin hjemmeside Fritanken.dk i vekslende layout og også samlet som e-bog. De genudgives her med tilføjelse af enkelte essays. Jeg har i fodnoter tilføjet teksternes originaltitel og udgivelsesår, og jeg har valgt en kronologisk rækkefølge. Ved min søgning efter disse originaltitler har jeg anvendt Thomas Paine National Historical Associations hjemmeside.
(http://tpnha.keybrick.net/Home/tabid/427/Default.aspx)
Det fremgår ikke, hvordan Henrik valgte sine tekster til oversættelse; han har valgt fra alle årene og fra forskellige emner.
Jeg har tilføjet årstal for Henriks oversættelse i følgende:
Thomas Paine’s filosofi (2011), Afrikansk slaveri i Amerika (1999), Tidsskriftet i Amerika (2001), Nyttige og underholdende spor (2001), Tanker om ulykkelige ægteskaber (2001), Reflektioner over titler (2001), Til Amerikas indbyggere (2000), Slavernes frigørelse (2010), Jernbroen (2002), En amerikansk borger til Europas borgere (2001), Appel til Forsamlingen (2001), Universets system (2011), Fordele ved eksistensen af mange verdener i hvert solsystem (2011) Observationer (2001), Tilbedelse og kirkeklokker (1999), Middel til at fremkalde mekanisk bevægelse (2001), Om deisme (2010), Frimurernes oprindelse (1999), Årsagen til den gule feber (2011), Trykkefrihed (2001), Essay om drømme (2007).
Henrik Eismark oversatte også tekster af Robert G. Ingersoll, (udgivet på Fritanken.dk og som e-bog) og fortællinger af Arthur Conan Doyle (udgivet både som paperback og som e-bøger).
Paine har skrevet mange flere tekster, som ikke er oversat til dansk. Her ligger en opgave for en anden amatøroversætter. Men takket være Henrik er Thomas Paine nu gjort tilgængelig for et ikke engelsktalende dansk publikum.
Per Møller Andersen,

Afrikansk slaveri i Amerika
Til Amerikanere: At nogle desperate kæltringe skulle være villige til at stjæle og slavebinde mennesker med vold og myrde for vindings skyld er mere begrædeligt end forunderligt. Men det er overraskende, at mange civiliserede, nej kristnede, skulle bifalde og fortsat deltage i denne grusomme praksis på trods af, at det så ofte er blevet påvist af en række eminente mænd og i adskillige nyere udgivelser at være mod naturens vilje, mod ethvert retsligt og menneskeligt princip og selv mod fornuftig praksis. Vores menneskehandlere (en unaturlig vare!) må indse slavehandelens ondskab, hvis de tænker logisk eller følger deres egne hjerters påbud; og sådanne som skyr og kvæler disse, ofrer med vilje deres samvittighed og karakter for den gyldne afgud.
Lederne af slavehandelen og andre bevidner, at mange af disse afrikanske nationer er frugtbare lande med flittige bønder, der levede fredeligt og med rigelighed, uvillige til at føre krig, før europæerne demoraliserede dem med alkohol og ved at sætte dem op mod hinanden ved hjælp af bestikkelse; og at disse uprovokerende mennesker gjordes til slaver ved at blive røvet, som undersåtter solgt af deres konger, som disse kan have ret til at gøre, eller ved at blive fanget af en stamme betalt til at føre krig mod andre for at tage fanger. Ved hjælp af sådanne ondskabsfulde og inhumane metoder siges englænderne at gøre op mod 100.000 til slaver om året; af dem vil omtrent 30.000 dø i det første år på grund af grusom behandling, foruden alle dem som er slået ihjel under de besynderlige måder, der er opfundet til at indfange dem på. Så meget uskyldigt blod har lederne og hjælperne af denne inhumane handel at forklare alle mennesker.
Mange var ikke krigsfanger befriet fra grusomme angribere, som nogen hævder; og de, som var fanger taget i krig, var blevet det på grund af englænderne selv, som startede krigen med netop dette formål; og hvis de blev befriet, som det påstås, ville de ikke skylde befrieren mere, end hvad denne gav for at befri dem. De tænker ikke videre end den ræson, der siger: Mennesker gøres i nogle tilfælde lovligt til slaver, og hvorfor ikke disse? Nogle mennesker slås lovligt ihjel, berøvet deres ejendom uden deres samtykke; kan ethvert menneske derfor behandles på samme måde uden dom for at have fortjent det? Denne logik gøres ikke bedre ved tilføjelserne at “De præsenteres for os som slaver, og vi køber dem uden videre spørgsmål, lader sælgerne om det. Den slags mænd kan lige så vel slå sig sammen med en bande røvere, købe deres fordækte varer og hjælpe dem med at sælge dem; uvidenhed er ikke et bedre argument i én sag end i en anden; de ved jo udmærket, hvordan de har skaffet dem. Men ingen kan med rette købe uden bevis for, at de ikke handler med menneskeranere; og som den sande ejer har ret til at gøre krav på de varer, som blev stjålet fra ham og solgt, således kan slaven, som er den rette ejer af sin frihed, med rette kræve den tilbage, uanset hvor tit han siden er blevet solgt.
Mest chokerende af alt er påstandene, at de Hellige Skrifter billiger denne onde praksis. Man ville have troet, at ingen andre end vantro kværulanter ville forsøge at få dem til at fremstå modsat af den naturlige indsigts enkle befalinger og af samvittigheden i en sag, der angår almindelig retfærdighed og menneskelighed. De Hellige Skrifter kan ikke mene så modsat som de meget ansete mænd, der blev nævnt før, som har vurderet anderledes: Mr. Baxter erklærede, at slavehandlerne skulle kaldes djævle frem for kristne, og at det er en stor forbrydelse at købe dem. Men nogle siger, at denne praksis var tilladt hos jøderne. Til det kan svares:
1. Eksemplet fra jøderne kan i mange henseender ikke efterlignes af os; de havde ikke kun ordre på at udslette adskillige andre nationer, men også, hvis de var nødt til at gå i krig med andre og vandt, ordre på at udslette alle mændene; det var dem tilladt at praktisere flerkoneri og skilsmisser og andre ting, som er aldeles ulovlige under vores oplyste himmel.
2. Påstanden er i vid udstrækning falsk; de havde ikke tilladelse til at fange og slavebinde folk, som aldrig havde gjort dem noget.
3. Sådanne argumenter klæder os ikke i åbenbaringernes lys efter reformationen.
Al skelnen mellem nationer, privilegier og klasser er ophørt; Kristne lærer at regne alle for sin næste og gøre godt mod andre og at elske sin næste som sig selv og gøre mod alle, som de ville gøre mod sig selv, og menneskeran hører til de uhyrlige forbrydelser. Er den barbariske slavebinding af fredelige naboer og en behandling af dem som vilde bæster i overensstemmelse med de guddommelige forskrifter! Er det at gøre mod dem, som vi ville have, de gjorde mod os? Hvis de kunne bortføre og slavebinde nogle tusinder af os, ville vi så finde det retfærdigt? Man kunne næsten ønske, at de for en gangs skyld kunne. Det ville måske virke mere overbevisende end fornuften eller biblen. De vil måske forgæves lede efter eksempler på den moderne slavehandel i oldtiden, idet alt for mange nationer gjorde deres krigsfanger til slaver. Men at tage til nationer, man ikke er i krig med, som på ingen måde har provokeret, og ej heller har til hensigt at erobre, kun for at fange fredelige folk til slaveri som vilde bæster, er topmålet af hån mod humanisme og retfærdighed, levnet af hedenske lande til at blive udført af påståede kristne. Hvor skamfulde er alle forsøg på at dække over og undskylde det. Da disse mennesker ikke er idømt frihedsberøvelse, har de stadig en naturlig fuldkommen ret til frihed; og regeringerne skulle, når slaverne ankommer, i al retfærdighed sætte dem fri og straffe dem, som holder dem i slaveri. Så uhyrligt at gøre dem til slaver og i det hele taget at holde slaver, når man ser bort fra den barbariske udnyttelse, de lider under og de mange grusomheder, som hører til denne praksis; som at sælge mænd adskilt fra deres koner, børn fra forældre og hinanden, og at overtræde hellige naturlige bånd; og muliggøre utroskab, incest og mange rystende følger, som alle de skyldige slaveejere må stå til ansvar for overfor Den Endelige Dommer.
Hvis det er uretfærdigt at holde forældrene i slaveri, er det så meget mere overfor børnene; hvis forældrene med rette var slaver, fødes deres børn dog frie; det er menneskets naturlige, fuldkomne ret; børn er kun en rimelig belønning for dem, som forsørger dem. Og da meget mindre normalt gives ud på dem end andre, har de i al retfærdighed ret til at blive proportionalt tidligere fri. Man kan bestemt med lige så stor ret og anstændighed tale for mord, røveri, utugt og grusomhed, som for denne praksis: de er ikke i mere modsætning til samvittighedens naturlige love og humanistiske opfattelse, de er alle indeholdt heri. Men hovedsigtet med dette skrift er ikke at fordømme det, som mange allerede har gjort udmærket; men at bønfalde amerikanere om at overveje:
1. Hvilken form for konsekvens eller anstændighed er det, at de klager så højlydt over forsøg på at lægge folk i slaveri, mens de holder så mange hundredetusinder i slaveri; og hvert år slavebinder tusinder mere, uden nogen som helst berettigelse og autoritet?
2. Hvor retfærdig, hvor passende i forhold til vores forbrydelse er den straf som Forsynet truer os med? Vi har gjort utallige til slaver og gydt meget uskyldigt blod undervejs og trues nu med det samme. Og mens andre grusomheder indrømmes og begrædes, hvorfor så ikke netop denne og i offentlighed – en synd som ingen anden synd har bragt så megen skyld på dette land.
3. Skulle alle ikke øjeblikkeligt afslutte og forsage slaveriet med sorg og afsky? Skulle ethvert samfund ikke vidne mod slaveriet og regne svorne tilhængere af det for dårlige mennesker, fjender mod deres land og udelukke dem fra omgang, som de ofte gør for langt mindre fejl?
4. Det store spørgsmål kan være: Hvad skal der ske med dem, som allerede er slaver? At frigive de gamle og syge ville være urimeligt og grusomt; de, som nød frugterne af deres bedre dages slid, skulle beholde dem og behandle dem humant. Hvad resten angår så lad kloge folk med hjælp fra lovgivere beslutte, hvad der kan lade sig gøre for slaveholdere og er bedst slaverne. Måske kunne nogen give dem jord til en rimelig leje, nogle kunne ansætte dem i deres samme arbejde, men dog til en rimelig betaling; så alle kan have ejendom og høste frugterne af sit eget arbejde og få interesse for fremstillingsvirksomhed; familien kan bo sammen og nyde den naturlige tilfredsstil­lelse af familierelationer og forpligtelser med borgerrettigheder og andre fordele som alle andre. Måske kunne de en gang danne nyttige skærmende pionérbosættelser. På den måde kunne de blive interesseret i samfundsudvikling og hjælpe med at promovere det frem for at være farlige, som de er nu, hvis en fjende skulle love dem bedre forhold.
5. Fortidens behandling af afrikanere må naturligvis fylde dem med afsky overfor kristne; få dem til at tro at vores religion ville gøre dem til mere umenneskelige vildmænd, hvis de antog den; derfor er udbyttet af denne handel opnået i modstrid med Frelserens sag og menneskehedens lykke: er vi derfor ikke forpligtet overfor Ham og dem til, så vidt muligt, at reparere disse skader og at foranstalte undervisning af afrikanerne ikke blot her, men også i deres egne lande? De oprindelige kristne sled for at sprede det guddommelige ord; og det er også vores pligt, så længe der findes hedenske nationer: men hvad er vores hovedforpligtelse overfor disse ramte folk!
Det er hvad retfærdighed og menneskelighed byder.
[Egentlig underskrevet: Justice and Humanity. (Retfærdighed og Menneskelighed) formentlig forfatterens valgte pseudonymer o.a.]

Tidsskriftet i Amerika
I et land, hvis overvejende karaktertræk er kærligheden til videnskaben, er det en kende mærkeligt, at kommunikationskanalerne stadig er så små og begrænsede.
De ugentlige aviser er i øjeblikket de eneste formidlere af offentlig information. Bekvemmelighed og nødvendighed gør, at lejligheden til at skaffe sig og videregive viden altid bør øges med befolkningens tilvækst. Amerika har nu overstået sin spæde alder; hendes styrke og handel skaffer menneskeheden store fremskridt, og videnskaben i alle sine afskygninger er ikke kun blomstret op, men har endog båret frugt. Hytterne, som de var i går, er nu vokset til landsbyer, og landsbyerne til byer, og mens antikken ærekært stoltserer på gaderne i andre nationer, som skeletter i laser og pjalter, kommer deres genier, som blev de syge eller væmmedes ved fantomerne, hertil for at blive helbredt.
Tingenes nuværende og forbedrede tilstand udgør den størst mulige opmuntring, som redaktøren og et nyt tidsskrift med rimelighed kan håbe på. Fiaskoen for tidligere kan man ikke drage en parallel af nu. Tidernes skiften gør det rigtigt at anvende nye midler. Under koloniseringens tidlige dage, da en hvisken omtrent var nok til at formidle alle vores sager, ville udgivelsen af selv en avis have været overilet. De tider er forbi, og befolkningen anerkender dem og har taget dem til sig. Men da de er næsten helt tilegnet nyheder og reklame, giver de kun lidt plads til muserne. De er gået langt uden om videnskabernes område og har efterladt et rigt og uudforsket område for nye eventyrere.
Det har altid været den lærdes og nysgerriges opfattelse, at et tidsskrift, når det blev lavet godt, er geniernes barnekammer og ved konstant at få tilføjet nyt materiale bliver en slags marked for viden og opfindelser. De muligheder, som de udgør for begavede mænds kommunikationsmuligheder, stimulerer opfindertrang og kappestrid. Et uanvendt geni bliver hurtigt sådan lidt mosbegroet, hvilket ikke bare er hæmmende for væksten, men også blokerer for den naturlige virkelyst. Som et misvedligeholdt hus forfalder det og dræber ofte indehaveren.
De britiske magasiner var i begyndelsen store kilder af opfindsomhed. De forhandler nu sladder og sludder. Fra elegance forfaldt de til simpelhed, fra simpelhed til dårskab og fra dårskab til vellystighed. Tidsskrifterne Gentleman’s, London, og Universal, bærer stadig et vist præg af deres oprindelighed, men Town & Country, Covent Garden og Westminster medfører blot tøjlesløshed og udsvævelser. De har ført til sædernes forfald og hjulpet Venus mod Muserne.
Amerika nyder stadig noget af sine oprindeligt importerede dyder. Degenerering er her næsten et ukendt ord. De, som er bekendt med Europa, vil være fristet til at tro, at selve den atlantiske luft ikke er sund for de udenlandske lasters helbred; hvis de overlever rejsen, dør de enten ved ankomsten eller hensygner under en uhelbredelig svindsot. Der er noget godt ved Amerikas klima, som fratager dem al deres kraft, både til at smitte og bryde ud. Men omend vi ikke tilskynder til at importere udenlandske laster, bør vi være ligeså omhyggelige med ikke at skabe nogle. En skabt last kan være værre end en importeret last. Den sidste ville være afhængig af yndest, mens den anden gennem sin fødselsret ville være en tyran. Med den ene ville vi være fjolser, med den anden slaver.
Der er intet, som øver så udbredt indflydelse på folkets opførsel og moral, som pressen, der, som en kilde, strømmer ud over hele landet bringende last og dyd. Og af alle publikationer er ingen mere beregnet på at forbedre eller smitte end et periodisk et. Alle andre har deres storhedstid og fald; men dette genoptager forfølgelsen af sit mål. Det har en ond tendens, det fornedrer via gentagelsens magt; hvis det er et godt et, opnår det gunst ved udbyttet ved at læse i det. Som en elsker, bejler det til sin elskede med uophørlig glød, og opgiver ikke forehavendet uden erobring.
Et tidsskrifts to bærepiller er nytte og underholdning. Det første er et sort hul og det andet et vedvarende forår. At antage, at kunst og videnskab er udtømte emner, er at gøre dem en slags bjørnetjeneste. Skabelsens guddommelige mekanisme modbeviser sådant dårskab, og afslører til sammenligning ufuldkommenhederne i vores mest raffinerede opfindelser. Jeg kan ikke forestille mig, at den slags forfængelighed skulle være særegen for vores tid. Jeg tvivler dog ikke på, at den fandtes før Syndfloden og selv i oldtidens vildeste stadier. Denne dårskab har vi arvet, ikke opfundet, og de opdagelser hver dag skaffer os har i høj grad bidraget til at befri os for den.
Fremskridt og verden vil ophøre sammen. Indtil den dag kommer, kan vi plyndre minen, men vi kan aldrig tømme den! At vi har opdaget alt har været hver tidsalders motto. Lad os tage vores ideer tilbage til antikkens tidsalder, og vi vil se, at de blev bragt til anvendelse lidt oftere den gang, og så vrangvillige var vores forfædre til at stige nede fra deres bjerg af perfektion, at når nogen ny opdagelse afveg fra den fælles opfattelse, blev den, der opdagede det, betragtet som værende i samarbejde med djævelen.
Det var ikke kun den tids uvidenhed, men dens forfængelighed, der gjorde det farligt at være opfindsom. Manden, der først gik i gang med at planlægge en beboelig hytte med et hul, som røgen kunne slippe ud og lyset ind gennem, blev måske kaldt en dygtig arkitekt, mens den, der først forbedrede det med en skorsten, var ikke mindre end et vidunder; men havde den samme mand været så uheldig at indrette hytten med glasvinduer, kunne han være blevet brændt som troldmand.
Vi ville more os kosteligt, hvis vi kunne se tilbage og iagttage en kreds oprindelige indianeres tirader om tidens sublime perfektion. Og dog er det ikke umuligt, at fremtiden vil overgå os lige så meget, som vi har overgået dem. Jeg ville gerne udrydde de sidste rester af denne ukloge forfængelighed. Den har en direkte tendens til at hæmme opfindertrangen og er især skadeligt for unge kolonier.
Et tidsskrift vil aldrig mangle stof i Amerika, hvis indbyggerne udnyttede sine evner. Forbedringerne inden for landbrug og fremstillingsvirksomhed i England skylder de tip, der er kommet ud i et af deres tidsskrifter, meget. Velhavere, hvis evner sætter dem i stand til at udføre eksperimenter, valgte ofte den form for kommunikation på grund af dens bekvemmelighed. Og hvorfor skulle den samme ånd ikke eksistere i Amerika? Jeg er ikke i tvivl om, at vi om kort tid vil se et amerikansk tidsskrift, der er fyldt af mere nyttigt stof, end jeg nogensinde har set i et engelsk.
Fordi vi ikke har vældig mange færdigheder, har vi et bredere interessefelt, og hvad der end bliver vores politiske status, vil vores lykke altid afhænge af os selv. Noget nyttigt vil altid komme ud af at beskæftige sig med opfindelser, selvom vi måske vil skabe et væsen, vi ikke forventede, ligesom heksen i Endor. Vi kan takke tilfældet mere end visdom for mange af vores fineste opfindelser. I søgningen efter en sten, fandt vi en diamant og vendte beriget tilbage med skatten. Den slags held i uheld er endnu mere tilskyndelse til at eksperimentere, og et tidsskrifts belejlige mulighed for at beskrive og formidle dem til offentligheden, forbedrer deres anvendelsesmuligheder. Hvor denne mulighed mangler, dør mange opfindelser, forløberne for forbedringer, på stedet, og som en anden forfatter så elegant udtrykte det ved en anden lejlighed: De spilder deres sødme på ørkenluften.
Hvad angår humor og underholdning, kan der ikke være nogen grund til at frygte et underskud. Vid er naturligt en frivillig morer, når det udøves, og er under anvendelse af den rette disciplin i stand til at udrette meget. Det er en fuldkommen mester i nærkamp, og selvom det angriber med mere diskretion end videnskaben, har det ofte slået et helt regiment med svært artilleri.
Selvom jeg har overskrevet alvorsfuldheden en del i denne beskrivelse af vid, er jeg uvillig til at forlade emnet uden at blive lidt mere alvorlig. Det er en evne, der ligesom lidenskaberne, har en vild naturlig tendens, der kræver styring. Overladt til sig selv, flyder det snart over sine bredder, blandes op med skidt og giver brønden et dårligt ry. Vi har mange værdifulde kilder af det i Amerika, hvis vandløb for tiden er renere end hovedparten af andre landes. I Frankrig og Italien er det vældig oppisket med skum. I England har det meget samme karakter, men en lidt brunere farve.
Europæisk vid er en af de værste varer, vi kan importere. Det bærer en berusende kraft i sig, som fordærver selve dydens kerne og misfarver alt, det kritiser eller forsvarer. Vi trættes snart af overdrivelsen og trækker os tilbage som stopmætte ædedolke med kvalme. Heldigvis er den uskyldige humors udfald stik modsat beregnet på at more og forsøde de ledige stunder! Vi nyder den harmløse luksus uden at blive overmætte og styrker humøret ved at lade det slappe af.
Pressen har ikke kun stor indflydelse på vores opførsel og moral, men bidrager i stort mål til vores fornøjelser; og et tidsskrift, når det er ordentligt gennemført, er glædeligvis nøje beregnet til det formål. Omfangsrige værker trækker veksler på tålmodigheden, men her lokkes vi af kortfattethed og variation.
Da jeg tidligere har haft stor fornøjelse af at studere den slags udgivelser, ønsker jeg det herværende held og lykke og tvivler ikke på at se en variation sat så godt sammen, at det udgør et hele, der passer til det publikum, det er beregnet for.
Jeg betragter et tidsskrift som en slags bikube, som både drager bisværmen og tilbyder plads til at holde deres sukkergodter. Dets opdeling i celler giver hver bi sin egen provins, og selvom de alle producerer honning, så har de måske forskellig smag indenfor blomster, og suger med større energi fra den ene end fra den anden. Ligeledes er vi ikke alle filosoffer, alle kunstnere, ej heller alle digtere.

Nyttige og underholdende spor

“The real value of a thing, Is as much money as ’twill bring”.
Tingenes virkelige værdi er den sum, de vil indbringe.

I Philadelphia Library Companys eje findes et skab med fossiler med flere prøver på jord, ler, sand osv. med en lille notits om hver, og hvor de kom fra.
Jeg har altid betragtet den slags studiesamlinger som nyttige til mange formål, og i et nyt land er de det i særdeleshed. Som genstand for spekulationer tilbyder de underholdning for den nysgerrige, men som nytteobjekter fortjener de mere opmærksomhed; de samme materialer, som fornøjer fossiljægeren, beriger producenten og købmanden. Mens den ene videnskabeligt undersøger deres struktur og sammensætning, forvandler forretningslivet dem til guld. I besiddelse af kraften til at fornøje, giver de belønninger til begge parter; den ene nyder deres naturlige skønhed i skabet, den anden de fremstillede i pengeskrinet.
For det er gennem mesterens studier, at jordens skjulte sider kommer frem til dagens lys, og gennem hans opdagelse af deres egenskaber sættes pottemageren, glaspusteren og utallige andre kunstnere i stand til at udstyre os med deres produkter. Kunstnerne som sådan ville have haft meget lidt held med sig, hvis ikke de var blevet hjulpet på vej at den nysgerriges nyttige interesse. Jeg vil meget ugerne afslutte denne bemærkning uden at protestere mod den uvenlige, utaknemmelige og ukloge vane med at latterliggøre forfejlede eksperimenter, og informere disse ukloge eller overkloge pasquinadaer om, at halvdelen af de glæder, de nyder, udspringer fra et overmål af nysgerrighed.
Ville en mand foreslå at gennembore sin jord på samme måde, som en tømrer gennemborer et bræt, ville han sandsynligvis udløse en byge af vittigheder, og omend man ikke kunne gøre nar af ham for at bygge luftkasteller, så ville mange store latterudbrud dog fremkomme på hans bekostning, og en mineeksplosion i hans underjordiske ærinder ville skrålende blive spået.
Jeg kom til at tænke på de hjemlige tilstande i Amerika, fordi det uundgåeligt vil ske, at før vi når det fuldkomne stade i sager, som andre nationer har nået, vil mange håb briste, mange finurlige forsøg lykkes, og mange fornuftige vil løbe ud i sandet. Det mål af forbedringer som Amerika allerede har nået, er uden sammenligning og forbløffende, men er småting i forhold til hvad hun en dag vil kunne prale af, hvis himmelen står hende bi.
Vi har næsten en hel region, som stadig er uudforsket; jeg mener jordens indre regioner. Gennem industri og landbrug har vi skaffet en betragtelig viden om, hvad Amerika vil kunne producere, men meget lidt viden om hvad det indeholder. Jordens bug er kun blevet ringe udforsket. Vi lader til at stille os tilfreds med de dele, som er absolut nødvendige og ikke let kan importeres, såsom mursten, sten etc., men er gået meget lidt videre undtagen med jernvarer. Glas- og potteri­fremstilling er stadig meget ufuldkomment og vil fortsat være det, indtil en nysgerrig forsker finder det rigtige materiale.
Kobber-, bly- og tinmaterialer, både værdifulde i deres grundtilstand og som bestanddele af andre metaller (f.eks. messing- og tintøj) er i øjeblikket kun lidet kendt overalt på kontinentet i deres mineralske form: dog tvivler jeg ikke på, at mange meget værdifulde miner passeres i Amerikas vestlige dele. Nogle få fod overfladejord dækker måske over en skat, som kunne gøre et helt kongerige velhavende.
Værdien af jordens indre dele kan (som vi selv) ikke bedømmes, og slet ikke ud fra overfladen, ej heller ligger lagene med den uforanderlige orden som i regnbuens farver, og hvis de nogensinde har gjort det (hvad jeg ikke tror), har tiden og ulyksalige hændelser brækket deres sammenføjninger op; jordskælv, oversvømmelser og vulkaner har i den grad splittet dem og samlet dem igen, at de i deres nuværende tilstand ligner en verden i ruiner. Men det er smukke ruiner. Oldtidens huler og museer.
Selvom naturen er munter, høflig og generøs udenlands, er hun tvær, grov og nærig herhjemme. Gæst hende og hun vil tage imod dig med en gniers mistænksomhed og den samme modvillighed som en antikveret skønhed, der har trukket sig tilbage for at genopfriske sin ynde. Opvokset med ældgamle dyder har hun endnu ikke tillagt sig den europæiske vane med at modtage gæster i sit påklædningsværelse; hun lukker og låser sine private gemakker med ekstraordinær omhyggelighed, som om hun ikke blot ville sikre sine skatte, men skjule sin alder og gemme resterne af et ansigt, som var ungt og smukt i Adams tid.
Den, der vil se naturen upåklædt og nyde dens private dejligheder, må tage fat med en røvers beslutsomhed, hvis ikke ligefrem som voldtægtsmand. Hun giver ingen invitation til at følge med til hulen. Den eksterne jord praler ikke med sine indre lagre, men lader opdagelsen af det hele være op til heldet og foretagsomheden. I de gaver, som naturen hvert år kan repetere, er hun ædel og gavmild og forsørger hele verden med renterne fra sine formuer; men våger over kapitalen med en gniers omhyggelighed.
Hendes guld og smykker ligger skjult i jorden, i fuldkomment mørke huler; og bjerge af rigdom, bunke på bunke, hensmuldrer i kisterne, som rigdommene i en åndemagers celle. Det må være meget behageligt for en eventyrlysten spekulant at foretage ekskursioner ind i disse gotiske regioner; og under sine rejser kan han måske falde over et skab låst inde bag en klippehvælving, hvis skatte vil belønne hans slid og sætte ham i stand til stråle ved sin tilbagekomst, så prægtigt som naturen selv.
Ved at rette opmærksomheden en lille smule mod naturens orden og beskaffenhed, vil vi forstå, at selvom jordens overflade skaffer os livets nødvendigheder, er det dog fra minen, vi skaffer dens komfort. Vores huse ville reduceres til wigwams, møbleret i indiansk stil, og vi selv ville ligne denne, hvis ikke det var for jordens jernmalm. Landbrug og produktion ville hensygne af mangel på værktøj og redskaber, og handlen ville gå i stå af mangel på materialer. Markens vildt ville undslippe vores greb, og luftens fugle ville være uden for vores rækkevidde.
Vores domæne ville indskrænkes til en lille cirkel, og bevidstheden selv, der også forandres, ville indsnævres til et næsten dyrisk instinkt. Tag den lille ting som jern væk, og halvdelen af livets goder ville falde bort samtidig. Uanset hvor lidt vi end værdsætter denne almindelige jernmalm, ville tabet af den skære dybere end brugen af den; og når vi nu er ved at le over vores ulykker, er det let at bevise ved den slags undersøgelser, at en jernalder er bedre end en guldalder.
Da en så stor del af vores goder stammer fra minebrydning, vil det bestemt være bevis på vores dømmekraft at undersøge, hvad vores besiddelser består af. Hver mands faste ejendom strækker sig til jordens centrum. Hvorfor skulle han så sidde ned og være tilfreds med en del og foretrække at føre en overfladisk livsstil på sit gods frem for en solid? Nysgerrighed i sig selv, hvis tanken belejligt skulle dukke op, skulle motivere et aktivt sind til at forske (om end ikke helt i bund), så dog i en anseelig dybde.
Det passende og fornuftige i disse undersøgelser af det indre bevises for os igen og igen. Tilfældet afslører næsten hver dag nye hemmeligheder fra jorden. Hvor ofte har ikke plovskæret eller spaden afsløret en ny skat, som i evigheder, måske altid, har ligget lige under overfladen? Og selv om ikke alle stater har guld eller sølv, så kan de alligevel indeholde nogle værdifulde lag jord, som egner sig til produkter; og hvis de ikke har dette, er der en stor chance for, at de har kalk, mergel eller anden rig jord, der egner sig som gødning, og som kun behøver at blive skrabet af jordens overflade.
Jeg har erfaret, at noget jord i England er steget til fire gange sin tidligere værdi, efter der blev opdaget en kalk- og mergelgrube, da man gravede et hul til en pæl; og da man ville inddæmme en eng i Jersey, smed arbejderne sammen med jorden en fin blå indigolignende pulveragtig jord ud, som, når den blev blandet med olie, kunne bruges som maling. Jeg tror, åren nu er udtømt.
Meget naturligt malm, ler etc. fremtræder i så basal tilstand i sin naturlige form, at det ikke kan vække nysgerrigheden og slet ikke opmærksomheden. En sand viden om deres henholdsvise egenskaber kan kun erhverves gennem eksperimenter; landmanden vil se det som jord, der egner sig til gødning, mens filosoffen vil tænke på det som stof. Det bringer mig med usigelig glæde til at tænke på de utallige fordele, der er for samfundet ved institutioner som selskaber, der har til hensigt at formidle nyttig viden.
Det Amerikanske Filosofiske Selskab, er, som Det Kongelige Selskab i England, en skat vi burde sole os i på grund af sin offentlige støtte. Her opfyldes manglerne i enkeltpersoners viden fra et fælles lager. Selskaber er i stand til at sætte forskning, analyser og eksperimenter i gang uden at risikere private formuer. Enkeltpersoner er dog sjældent udstyret med de apparater, der skal til og stiller sig gerne tilfreds med et kvalificeret gæt.
Jeg formoder, at blev prøver fra forskellige dele af Amerika fremvist for Selskabet til eftersyn og undersøgelser, ville vi få en meget bedre viden om jordens indre, og både landbrug og produktion ville opleve et nyt forår.
Disse tips er ikke beregnet på at græde over spildt tid eller over forsømmelser i jagten på nyttig viden, men at tilvejebringe noget til fremtidige studier, så vi ikke tilsidesætter det, vi skal blive, mens vi beundrer os selv for det, vi har nået.
Om den aktuelle tilstand kan vi med rette sige, at ingen nation under himmelen nogensinde har kastet sig i kunstens og videnskabens labyrint med så megen iver og anseelse, og det ikke for at vinde viden men for de glædelige fordele, der flyder fra det. Verden har til dato ikke set sin lige, ej heller kan historien påvise en.

ATLANTICUS. Philadelphia, 10. feb. 1775.

Tanker om ulykkelige ægteskaber
Selv om alle indrømmer, at livets lykke eller sorg ikke afhænger af noget mere kritisk end ægteskabet, så lader meget få sig påvirke af denne universelle kendsgerning eller agerer med den forsigtighed, som faren tilskynder.
De, som kommer i ulykke på denne måde, er de unge, de forhastede og amourøse, hvis hjerte altid gløder af begær, hvis øjne altid spejder efter skønhed; disse falder i staver på det første sympatiske billede, som tilfældet lader falde på deres vej, og som, når flammen først er tændt, vil sætte evigheden på spil for at tilfredsstille den. Alligevel smager de knap den fristende frugt, ligesom deres forældre gjorde før dem, før deres øjne åbnes; dårskaben i deres utålmodighed bliver synlig; skam følger og derpå anger; men deres egen sorg vender sig hurtigt til vrede over den uskyldige grund til deres misfornøjelse. Derfor flyver bitre bebrejdelser og vrede anklager, som ender i gensidigt had og foragt. Kærlighed afskyr skænderier og fordufter snart, og lykken finder ikke indgangen, når kærligheden er forsvundet. Sådan ofrer de alle deres fremtidige dages ro for nogle få timers kæleri, som jeg ikke engang vil kalde hengivenhed; og de, som lige før så ud til kun at leve for hinanden, vil nu næsten kaste livet bort, for at separationen kan blive bestandig.
Men vent, siger det flegmatiske og mådeholdne menneske, alle er ikke af den overilede natur! Medgivet; der er personer i denne verden, som er unge uden at eje lidenskaber og ved godt helbred uden appetit: de udsøger sig en hustru, som tager de til markedet efter en hest og ægter formuer, ikke sjæle, for ikke at sige legemer. I det tilfælde oplever brudgommen ingen glæde udover at kunne tage medgiften i besiddelse, og bruden drømmer ikke om ret meget andet end nyt tøj, visitter og lykønskninger. Da deres forventninger til lykken således ikke er ret store, er deres skuffelse ikke så dyb; de anerkender blot hinandens eksistens, opfører sig anstændigt og er præcis lige så glade efter tyve års ægteskab som efter det første.
Men jeg ville ikke tilråde nogen at kalde denne ligeglade tilstand for lykke, fordi det ville vise både hans ukendskab til dens natur og hans manglede evne til at opleve den. Bare fraværet af smerte vil utvivlsomt medføre velvære, og uden velvære kan der ikke være lykke.
Velvære er imidlertid blot det medie, som lykken kommer til udtryk gennem og modtager kun, hvad det sidste egentlig videregiver; hvis de overilede, som uovervejet gifter sig, derfor omkommer i deres egne lidenskabers rasen, så døser disse deres dage væk i doven stilhed og drømmer snarere at de lever, end de faktisk oplever det gennem rækker af virkelige, mærkbare nydelser. Da ægteskabelig glæde hverken er resultatet af ligegyldighed eller ubefæstede lidenskaber, kan de, som bejler til alder, grimhed og alt som er afskyeligt for både krop og sjæl, slet ikke håbe på at finde det, selvom de er udstyret med alle de rigdomme, som griskhed kunne begære og Pluto kan tildele.
Pagter af denne art er rent ud prostitution, uanset hvor lovlige de er, og han eller hun, som modtager den gyldne parallel til ungdom og skønhed, så nederdrægtigt opnået, kan aldrig nyde, hvad der var betalt så dyrt. Den chokerende byrde ville gøre den overdådige banket flad og den storslåede seng forhadt; hvile ville være mishaget af den ene og appetit ville give den anden kvalme; forlegenhed ville ramme dem begge; selv taknemmelighed ville næsten ophøre, og høflighed ville vokse til en sådan byrde, at selv de bedst opdragede og velmenende mennesker i live ofte ville blive fristet til at kaste den væk.
Men sig vi ikke ville forbavses over, at de, som enten gifter sig for penge uden kærlighed eller kærlighed uden penge, ville blive ulykkelige. Jeg kan ikke undgå at forbløffes, hvis de, hvis formuer er omfattende, hvis ønsker er gensidige, som gensidigt længes efter, at det lykkelige øjeblik oprinder og som for et øjeblik begge virker lige henført, når det er sket, til sidst skulle blive lige så ulykkelige som de andre! Og hvor hyppig er ikke den sørgmodige omstændighed!
Når ekstasen svinder, følger kølighed, som ofte viger for ligegyldighed, og det derpå for forsømmelse. Sikre på hinanden ved det ægteskabelige bånd anstrenger de sig ikke længere for at være gensidigt hensynsfulde, ligeglade med om de er til mishag, og dog vrede når de bebrejdes; så lidt værdsætter de hinandens selskab, at hvem som helst er velkomne i stedet og morsommere. Da deres fællesskab således er brudt, søger de forskellige fornøjelser; de mødes kun for at skændes og skilles for at søge trøst i andet selskab. Herefter er forfaldet til ren aversion let; efter at have udlevet sig selv med hjertekval, jammer og påtagethed, synker de hen i fuldkommen ufølsomhed; når nye kærlighedsobjekter træder ind som afløsning på begge sider, viger gensidig utroskab for gensidig imødekommenhed, således at begge kan blive bedre til at bedrage den anden.
Jeg vil slutte med en af de amerikanske vildes opfattelser af dette emne, som efter at være blevet tilrådet af en af vores landsmænd til at blive gift efter kirkens ceremonier, som var en uendelig vis og god guds institutioner, skarpt svarede, at enten var de kristnes Gud ikke så god og klog, som det blev fortalt, eller også blandede han sig aldrig i sit folks ægteskaber, siden ikke et ud af hundrede var præget af hverken lykke eller sund fornuft. Derfor, fortsatte han, længes I efter at skilles så snart I mødes, og da dette ikke står i jeres magt, fordobler I hævngerrigt hinandens elendighed. Hvorimod i vores, som ikke har andre ceremonier end gensidig hengivenhed og ikke varer længere, end de bibringer gensidig glæde, er vi opmærksomme på at følge vores hjerter, som vi er bange for at miste, og da vi er fri til at skilles, har vi sjældent lyst til det. Men hvis nogle hos os viser sig at være så ondsindede at hade, hvor de kun burde elske, hæver vi straks dette bånd. Gud skabte os alle i par; enhver har sin mage et eller andet sted, og det er vores pligt at finde hinanden, siden det aldrig var tilsigtet at nogen skabning nogensinde skulle være ulykkelig.

Reflektioner over titler

Ask me what’s honor? I’ll the truth impart:
Know, honor then, is Honesty of Heart.
WHITEHEAD.

Når jeg tænker over de pompøse titler, der tildeles uværdige mænd, føler jeg en forargelse, der får mig til at hade denne absurditet. Menneskehedens Ærværdige røver eller menneskehedens Meget Ærede morder skaber et så kontrastrigt billede, at det snarere afbilleder et uhyre end et menneske. Det Gode raser oven denne misgerning, og almindelig fornuft kalder det tåbeligt. Hæderstitler og højtidelige navne har forskellig virkning på forskellige mennesker. Stjernernes glans og titlen My Lord benover den overtroiske almue og afholder dem fra at skelne til ejerens karakteregenskaber: Nej, mere end det, de forhekses faktisk til, i den store, at beundre de laster, som de oprigtigt ville fordømme i sig selv. Denne opofrelse af den sunde fornuft er det sikre tegn, der adskiller slaveri fra frihed; for når mennesker opgiver det privilegium, det er at tænke, forsvinder frihedens sidste skygge i horisonten.
Men den klarhovedede selvstændige gennemskuer en titels magi og vurderer manden, før han billiger ham. For ham tjener de værdiløses hæderstitler kun til at skrive deres herres laster i overskrifter, og deres stjerner skinner til intet andet formål end at læse dem ved. Indehaverne af ufortjente hæderstitler er selv opmærksomme på det; for når deres gentagne synder gør deres sikkerhed tvivlsom, frasiger de sig deres titel og udslukker sig selv som ildfluer, og bliver til simple insekter for at undgå opdagelse. Således forvandledes Jeffries til en fisker, og hans herre stak af som en bonde.
Beskedenhed forbyder mennesker, alene eller kollektivt, at tildele sig selv titler. Men da alle hædersbevisninger, selv kongers, oprinder fra offentligheden, kan offentligheden med rette kaldes kilden til virkelig hæder. Og det er med stor fornøjelse, jeg har hørt titlen Ærværdig blive brugt på en samling mænd, som ædelt tilsidesætter personlig bekvemmelighed og interesse for at tjene offentligheden, og med rette har fortjent at blive kaldt den Ærværdige Kontinentale Kongres.
VOX POPULI (Folkets Stemme).

Til Amerikas indbyggere
Med al den glæde hvormed man udskifter dårligt selskab med godt, forlader jeg Sir William og vender tilbage til Dem. Det er nu næsten tre år siden, Amerikas våbenmagt slog Englands tyranni tilbage for første gang. En tid som har givet plads til en ny verden og rejst et monument over den gamle verdens dårskab.
Jeg kan ikke lade være med sommetider at blive overrasket over den rosende omtale, som jeg ser og hører om antikkens historie og begivenheder. Visdommen, de moderate regeringer og æresbegreberne i de græske og romerske stater vises ofte frem som eksempler til efterfølgelse. Menneskeheden har opnået meget lidt, hvis vi på nuværende tidspunkt skal gå to til tre tusinde år tilbage for at lære af forbilleder. Vi nedgør os selv unødigt ved at hæve dem så højt over os. Vi har ingen rimelig grund til dette, ej heller kan vi sige hvorfor vi skulle anse os selv for mindreværdige. Hvis fortidens tåger lettede og mennesker og begivenheder fremstod, som de virkelig var, er det mere end sandsynligt, at de ville beundre os end vi dem. Jeg tror, at Amerika har klaret et større spektrum og flere kombinationer af vanskeligheder end noget andet folk inden for samme tidsrum og har bragt verden mere værdifuld viden og sundere styreformer, end nogen anden tidsalder har præsteret. Havde det ikke været for Amerika, havde der ikke været noget tilbage i hele universet kaldet frihed. England har mistet sin i en lang kæde af korrekt tænkning ud fra forkerte principper, og det er nu fra Amerika, at England må lære at stå fast på at genskabe sig selv og opnå visdommen til at gennemføre det.
Grækerne og romerne havde en stærk frihedsfølelse uden at forstå princippet, for mens de var selv opsat på ikke at blive slaver, brugte de deres kræfter på at gøre resten af menneskeheden til slaver. Men denne nuværende distingverede æra skal ikke nedgøres for nogen menneskefjendsk last. Kort sagt, hvis princippet denne sag er baseret på, de universelle velsignelser som vil komme fra den, vanskelighederne der fulgte med, visdommen den er debatteret med, modet den er støttet med, størrelsen af den magt vi skulle stå imod, og den tilstand vi modstod den i, skal ses bredt over en kam, kan vi med rette kalde den for den mest retfærdige og storslåede revolution, som nogensinde har beæret menneskehedens historie.
En positiv selvopfattelse er overmåde nødvendigt i private forhold, men en absolut nødvendighed i det offentlige liv og af den yderste vigtighed i opbygningen af den nationale karakter. Jeg agter bestemt ikke at falde på maven for nogen græker eller romer, der har eksisteret. Vi har levet op til de modigste i farens stunder og udvist højere visdom end de vise har i dannelsen af en borgerregering. Lad os se på tingenes nuværende tilstand fra denne behagelige ophøjethed. Korruptionens ånd er vævet så uadskilleligt sammen med britisk politik, at deres ministerier antager, at hele menneskeheden ledes af de samme motiver. De kan ikke forstå, at folk gerne vil underkaste sig midlertidige ubekvemmeligheder ud fra deres tro på ret og privilegier. Deres forretningsplan er planlagt time for time og med en times perspektiv og hænger ikke sammen med andet end den korruption, som skaber den. De har aldrig haft, og har heller ikke i øjeblikket, nogen egentlig plan for Amerikas militære erobring. De ved ikke, hvordan det skal gøres, ej heller har de styrken til det, hvis de vidste hvordan. Sagen ligger ikke inden for menneskelig rækkevidde, for Amerika er for udstrakt til at blive fuldstændigt erobret eller passivt forsvaret. Men Amerika kan forsvares aktivt ved at besejre eller tilfangetage den hær, som invaderer landet. Det er den eneste form for forsvar, som kan gennemføres i et stort land. Der er noget ved en krig startet ved en invasion, som gør den anderledes end ved andre former for krig, for den invaderende kan ikke vide, om områderne, der erobres, vil være for eller imod ham, når han først kommer i besiddelse af dem. I vinteren 1776 marcherede general Howe sejrsbevidst gennem Jersey, men resultatet blev, at han blev besejret, og general Burgoyne led samme skæbne ved Saratoga af samme grund. Spanierne blev slået af algiererne for ca. to år siden på samme måde, dvs. deres første triumf blev en fælde, som de blev fuldstændig udslettet i. Enhver, som vil forsøge at sætte sig ind i begivenhederne og forholdene ved invasionskrig, vil finde ud af, at for at en invasionshær skal blive fuldstændig besejret, må den først begynde med at erobre.
Jeg tilstår at være en af dem, som tror, at tabet af Philadelphia vil bringe større fordele end ulemper for os. Sagen stillede sig således: fjenden forestillede sig, at Philadelphia var mere vigtig for os end den egentlig var; thi vi ved alle, at den for længst var ophørt med at være en havn: ikke en last med varer var blevet bragt ind i næsten 12 måneder, ej heller var der fabriksproduktion, selv ikke noget skibsbyggeri blev foretaget, og dog, da fjenden mente, at erobringen var mulig, og til denne tro lagde den absurde idé at hele Amerikas sjæl var centreret og kunne besejres der, følger det naturligt, at deres besiddelse af denne by, da den ikke lever op til formålet, vil ødelægge den plan, de så tåbeligt havde iværksat og enten tvinge dem til at lave en ny, som de i øjeblikket ikke har kræfter til, eller opgive forsøget.
Vi har aldrig haft så lille en hær at kæmpe mod og aldrig så god udsigt til endelig succes som nu. Det dræbende stød er allerede givet. Dagen er vores, hvis vi følger det op. Fjenden er i kraft af sin situation inden for rækkevidde og gennem sin mindskede styrke underlagt vores magt. Englands ministre kan skælde ud så meget, som de lyster, men vores opgave er at slå deres hære. De er velkomne til at kævles, men lad det ikke tage vores opmærksomhed væk fra den ene nødvendige ting. Her på dette sted skal vores egen opgave lykkes, vor lykke sikres. Hvad vi nu skal gøre er soleklart, og måden det skal gøres på så ligefremt som en streg. Det behøver ikke blive kommenteret endnu, men for at blive forstået fuldstændig rigtigt, vil jeg give et eksempel, som ikke kan misforstås.
Havde hærene under general Howe og Burgoyne været forenet og stillet op ved Germantown, og var den nordlige hær under general Gates blevet føjet til den under general Washington ved Whitemarsh, ville følgen have været et større slag; og hvis vi i det slag havde dræbt og tilfangetaget det samme antal officerer og mænd, dvs. mellem ni og ti tusind, med tilsvarende antal artilleri, våben, forsyninger etc., som var blevet taget nordpå, og nødet general Howe med resterne af hans hær, dvs. med det samme antal han nu råder over, til at søge ly i Philadelphia, ville vi bestemt have anset os for verdens største helte og skulle, så snart årstiden tillod, have samlet alle kontinentets styrker og belejret byen, for det kræver en meget større styrke at belejre en fjende i en by end at slå ham i felten. Situationen nu er præcis den samme, som den ville have været med de midler, jeg her har foreslået. Mellem ni og ti tusind er blevet dræbt eller taget til fange, alle deres forsyninger er i vores besiddelse og general Howe har som konsekvens af den sejr, søgt ly i Philadelphia. Han eller hans ubetydelige ven Galloway, kan komme med alle de forklaringer de vil, men ingen rimelig grund kan gives til at oprette vinterkvarter så tidligt som 19. oktober, undtagen deres forventning om et nederlag, hvis de fortsatte i felten, eller deres bevidsthed om at de ikke kunne stå slaget ud. Jeg kan ikke se nogen fordel for Amerika ved at jage dem fra stat til stat. Det er en triumf uden præmie, og slet ikke værd at tænke på for et folk som er fast besluttet på sejr. Ej heller kan nogen stat føle sig sikker så længe fjenden er i stand til at flytte sig fra den ene ende af kontinentet til den anden. Ligeledes kan Howe ikke opnå en sejr, hvor vi ikke har nogen hær til at kæmpe mod, så hvis han bliver ved med at hærge, er han blot ond og kujonagtig og reducerer England til en almindelig røver. Hvis han trækker sig tilbage fra Philadelphia, vil han blive foragtet; hvis han bliver, vil han blive lukket inde og sultet ud, og omegnen kan blive hans Saratoga, hvis han bevæger sig ud i den. Han kan vælge mellem onder og vi mellem muligheder. Hvis han forlægger tidligt, er det ikke kun et tegn men et bevis på, at han ikke forventer forstærkninger, og en udskydelse vil bevise, at han enten venter på en plan at følge eller styrke til at gennemføre den, eller begge; i så tilfælde vil vore tropper forstærkes mere end hans, derfor kan vi ikke begå fejl i nogle af tilfældene, hvis vi blot fortsætter.
Pennsylvanias specielle situation fortjener opmærksomhed fra alle andre stater. Dets militære styrke skal ikke måles på antallet af indbyggere. Her er mænd fra alle nationer, alle slags personer, alle professioner og interesser. Her er de mest vedholdende whigs, der overlever som gnister i havet, uudslukkede og ukølede på trods af skuffelserne og ubehagelighederne. Her er mænd, der mister alt med godt humør og opsamler fyrighed og mod fra flammerne fra deres egne gårde. Her er andre, der sniger omkring i skjul, og mange der tjener gode penge på tiderne, og andre som skifter til whigs eller toryer fra dag til dag som forholdene ændrer sig.
Det er kun ved mod og udholdenhed, at whiggerne i denne stat har bevaret fatningen så godt og udrettet det, de har. Vi behøver hjælp, og jo tidligere den kan ankomme, jo mere effekt vil den have. Den invaderede stat, uanset hvilken det kan være, vil altid føle en ekstra byrde på sine skuldre og have svært ved at udøve sin civile magt med tilstrækkelig autoritet, og denne vanskelighed vil stige og falde i forhold til, hvordan de andre stater støtter den fælles sag.
Fjenden vil højst sandsynligt manøvrere meget i starten af felttoget for at fange og aflede de mange staters opmærksomhed fra det nødvendige. Vi kan forvente at høre anskrig og falske udfald hist og pist, sydpå, østpå og nordpå, alt sammen for at forhindre os i at danne en stor og mægtig styrke. Jo svagere fjendens styrke er, jo flere underfundigheder af denne slags vil de udføre. Deres eksistens afhænger af det, for Amerikas styrker, når de er samlet, er tilstrækkelige til at opsluge den nuværende hær. Det er derfor vores opgave at gøre en ende på det så hurtigt som muligt ved at fokusere helt på dette vigtige punkt, for i det øjeblik hovedstyrken under General Howe er besejret, vil alle de mindre styrker rundt om på kontinentet, som skygger, følge ham i faldet. Den eneste måde at afslutte en krig på med mindst mulig blodsudgydelse, eller måske helt uden, er at samle en hær, imod hvilken fjenden ingen chance vil have. Ved ikke at gøre sådan forlænger vi krigen, og fordobler både dens ulyksaligheder og udgifter. Hvilket rigt og lykkeligt land ville Amerika være, hvis det med en rask bevægelse kunne uskadeliggøre Howe, som Burgoyne er blevet. Landets pengebeholdning ville vokse til millioner mere end dets nuværende. Alle ville være velhavende og enhver ville have mulighed for at leve lykkeligt. Og hvorfor ikke gøre disse ting? Hvad forhindrer det? Amerika er sin egen hersker og kan gøre, hvad det vil. Hvis vi ikke i dette øjeblik havde en eneste mand i felten, kunne vi ikke desto mindre stable en hær på benene på få uger, som var stor nok til at overmande alle de tropper, som Howe for øjeblikket befaler over. Energi og beslutsomhed kan udrette hvad som helst og alt. Vi begyndte krigen i denne ånd, hvorfor ikke afslutte den i samme ånd? Her, mine herrer, er fjenden. Her er hæren. Amerikas interesser, hele Amerikas lykke ligger på dette halvt ødelagte sted. Kom og hjælp os. Her er hæderen, kom og tag del i dem. Her er toryerne, kom og hjælp os med at smide dem ud. Her er whigger, som vil byde jer velkommen, og fjender som frygter jeres ankomst.
Den dårligste fremgangsmåde er at gøre tingene halvt. At spare på femøren og lade daleren rulle har ruineret tusindvis. Det nuværende forår vil, hvis det udnyttes rigtigt, fjerne vores problemer og spare os for millioner i udgifter. Vi har nu kun en hær at slås imod. Ingen lejlighed kan være bedre, ingen udsigt kan være lysere. Jeg vil afslutte dette skrift med nogle få omrids af en plan, som enten kan samle et par bataljoner sammen i hast, eller som kan samle yderligere tropper i et kortere tidsrum eller til et pludseligt behov.
Det, som er enhvers interesse, er enhvers pligt at støtte. Og enhver byrde som falder ligeligt på alles skuldre og som alle får samme glæde af, er i overensstemmelse med de mest fuldkomne tanker om frihed. Jeg ville gerne genoplive nogle af de retfærdige ambitioner, som Amerika i begyndelsen gik i felten for. Dengang var enhver ivrig efter at yde sit, og måske er den vigtigste årsag til, at vi i nogen grad er afveget fra den tilstand, at vi ikke satte ordentlig pris på den fra begyndelsen, men lod den fuse ud af sig selv, frem for at styre og bevare den ved en retfærdig fordeling af hvile og tjeneste.
Antag at en stat hvis effektive antal af indbyggere var 80.000, var forpligtet til at stille 3.200 mænd til kontinentets forsvar ved en given lejlighed.
1) Lad hele det effektive antal indbyggere blive delt i hundreder; hvis hver af de hundrede stillede 4 mand, vil alle de 3.200 være fundet.
2) Lad navnene på alle de hundrede blive skrevet ind i en bog, og lad 4 dollars blive indsamlet fra hver enkelt mand, med det mere, som enhver af de herrer, som har råd, behager at indskyde; denne gave skal på samme måde noteres i giverens navn.
3) Lad det beløb, der således samles, blive tilbudt som en gave, udover de tyve dollars hyre, til de fire, som kan tænke sig at melde sig frivilligt: hvis flere end fire melder sig, skal flertallet af bidragsyderne bestemme hvilke tages; hvis ingen melder sig, så skal der trækkes lod blandt de hundrede; de vil være berettiget til det omtalte beløb, og skal enten tage af sted eller skaffe andre som vil, i løbet af seks dage.
4) Da der altid, et sted hvor 100 mennesker bor, vil være nogen, som på grund af alder eller sygdom, er ude af stand til at yde tjeneste, og da sådanne personer ofte besidder de største ejendomme i alle lande, vil deres ydelse derfor bestå i at udstyre hver mand med et tæppe, der kan bruges til regimentsfrakke, jakke og bukser eller klæder, der gør det ud for disse, og en anden skal yde en kappe og to par sko; for uanset hvor lidt folk har, er det uden betydning i sager af denne natur; de, som altid bor i huse, kan finde mange måder at få varmen på, men det er en skam og en synd at lade en soldat i felten mangle et tæppe, så længe der er et tilbage i landet.
Skulle der ikke være brug for tøjet, kan ældre eller syge folk med midler i stedet give penge, som kan forhøje hyren. Selvom alder vil fritage en person for personlig tjeneste, vil den ikke fritage vedkommende fra at bidrage, for styrken samles for at forsvare alles ejendom og frihed. Der har aldrig været en plan, der ikke kunne rejses kritik af. Men dette er i sig selv ikke grund nok til at afvise den. Det eneste grundlag, man virkelig kan dømme på, er at erkende alle argumenterne imod, som med rimelighed kan bringes frem, og sammenligne dem med alle egenskaber, bekvemmeligheder og fordele, der taler for, og ved alt finder man det sande udbytte af enhver plan, princip eller problem.
De materielt set største fordele ved den plan, der er forslået her, er enkelhed, hastighed og lave omkostninger; dog får de mænd, der samles sådan, et endnu større udbytte, end der gives nogen steder, for udgifterne, ødselheden og den bestandige lediggang ved rekruttering spares eller undgås. Landet stifter ikke ny gæld eller renteudgifter herved; hele sagen afgøres straks og er fuldstændig afregnet. Det er en ordning som opfylder alle en skats formål, uden besværet og udgiften med at indsamle den. Tropperne er klar til at gå i kamp hurtigst muligt, da det er indbyggernes pligt over hele landet selv at rejse det rette antal mænd, frem for at overlade det til en rekrutteringssergent som – selv om han er nok så dygtig – ikke altid ved, hvor han skal henvende sig.
Jeg fremlægger ikke dette som en fuldt færdigudviklet plan, men dette skrifts begrænsede omfang tillader heller ikke yderligere bemærkninger om det. Jeg mener, det er en ide, som er i stand til at blive forbedret meget, og som sådan overlader jeg den til offentligheden.
COMMON SENSE.
LANCASTER, 21. marts 1778.

Slavernes frigørelse
1. Når vi tænker over vores afsky over for de forhold, som Storbritanniens hær og tyranni satte os i for at slå os; når vi kigger tilbage på mængden af farer, som vi har været udsat for, og hvor mirakuløst vores ønsker i mange tilfælde er blevet opfyldt og vores udfrielse opnået, da selv håb og menneskelig styrke ikke kunne stå mål med konflikten, fyldes vi uundgåeligt af en alvorlig og taknemmelig følelse over de mangfoldige velsignelser, som vi ufortjent modtog fra hænderne af det Væsen, som alle gode og perfekte gaver stammer fra.
Påvirket af disse tanker, finder vi, at det er vores pligt, og vi jubler over den mulighed, som er blevet givet os til at viderebringe denne frihed til andre og udfri dem fra trældom, som vi selv tyrannisk ville have været dømt til, og fra hvilket vi nu har enhver mulighed for at blive udfriet fra. Det er ikke op til os at spørge, hvorfor der under menneskets skabelse i adskillige hjørner af verden opstod forskellige karaktertræk og hudfarver. Det er tilstrækkeligt at vide, at det er Den Almægtige Skabers værk. Vi ser i distributionen af menneskeracerne, at de mest frodige og de mest golde dele af verden er befolket af mennesker med hudfarver forskellig fra vores egen; og forskellig fra hinanden; herfra kan vi med al rimelighed og religiøst slutte, at Han, som satte dem i de forskellige miljøer, har spredt sin omsorg og beskyttelse til alle ligeligt, og at det ikke tilkommer os at modarbejde hans barmhjertighed.
Vi anser det for en særlig velsignelse givet til os, at vi på denne dag er i stand til at lægge endnu et trin til den universelle civilisation ved i videst muligt omfang at fjerne de sorger, som nogle har oplevet i ufortjent fangenskab, og fra hvilket der, ifølge den tilegnede autoritet hos kongerne i Storbritannien, ikke var nogen lovhjemmel for at ophæve.
Gennem en lang række oplevelser, fravænnet disse snæversynede fordomme og den partiskhed vi har været udsat for, ser vi vores hjerter beriget med venlighed og velvilje overfor mennesker af alle slags og nationer; og vi føler os på dette tidspunkt specielt kaldet til, på grund af de velsignelser vi selv har fået, at manifestere oprigtigheden af vores profession og at give et substantielt bevis på vores taknemmelighed.
2. Og da forholdene for de personer, som hidtil er blevet betegnet som neger og mulatslaver, er blevet tilrettelagt sådan, at de ikke blot blev frataget deres almindelige velsignelser, som de fra naturens side havde ret til, men er kastet ud i de værste plager gennem unaturlig separering og salg af mand og kone individuelt og af deres børn, og er påført en skade, som vi kun kan forestille ved at sætte os i deres ulykkelige situation. Derfor, som retfærdighed over personer sat i disse ulykkelige omstændigheder, uden en fremtid som de kan se frem til med glæde og håb, ingen foranledning til at bidrage til samfundet som de ellers kunne, samt i lovprisning af vores egen lykkelige udfrielse fra den tilstand af betingelsesløs underkastelse, hvortil vi var dømt af det britiske tyranni
3 vedtages det, etc.

Jernbroen
Sir: Da jeg ved, at De interesserer Dem for tekniske fremskridt og er medlem af selskabet til disses fremme, er det mig en fornøjelse at sende en beretning om et lille eksperiment, jeg har foretaget på Messrs. Walkers jernstøberier her på stedet. De har allerede set modellen, jeg konstruerede, af en bro med en enkelt bue, udført i jern og rejst over floden Schuylkill ved Philadelphia, men da detaljerne kan have undsluppet Deres erindring, vil jeg begynde med at fastslå disse.
De store mængder af is og smeltet sne ved tøbruddet i den del af Amerika gør det uigennemførligt at opføre en bro på piller. Floden kan for nemheds skyld anslås til 400 fod, og modellen har derfor en spændvidde på 400 fods længde, højden på buens midte er omkring 20 fod til buens yderkant, og stigningsgraden mod toppen svarer til 1 fod pr 18 til 20.
Videnskabernes Akademi i Paris har vurderet konstruktionens principper og gennemførlighed. Originalen, underskrevet af Akademiet, er i min varetægt; i denne bifalder og støtter de helt og fuldt udformningen. De indleder deres tilkendegivelse med at sige:
Det er givet, at når et sådant projekt med at bygge en jernbue på 400 fods længde påtænkes, og vi overvejer virkningerne af en bue af et sådant omfang, ville det være mærkeligt, hvis der ikke blev rejst tvivl om resultatet på grund af de vanskeligheder, der viser sig. Men hvis de forskellige parters disposition og den måde, de vil koordinere dem på, således tilsammen udgør et fast og solidt hele, vil vi ikke længere nære den samme tvivl til planens gennemførlighed.
Akademiet fortsætter så med at uddybe grundlaget for sin vurdering og slutter af med at sige:
Vi konkluderer fra det, vi netop har beskrevet, at Mr. Paines plan til en jernbro er genialt udformet, at konstruktionen er enkel, solid og egnet til at give den nødvendige styrke til at modstå virkningen af dens byrder, og at den fortjener at blive prøvet. Kort sagt kan den tilvejebringe et nyt eksempel på anvendelsen af et metal, som hidtil ikke har været brugt på arbejder i stort omfang, selvom det ved mange lejligheder har været anvendt med den største fremgang.
Da det var min plan at tilbringe nogen tid i England, før jeg rejste tilbage til Amerika, anvendte jeg en lille del af den til at skrive et mindre essay, som jeg nu informerer Dem om.
Min hensigt, da jeg kom til jernstøberiet, var at rejse en bue på mindst 200 fods længde, men da det var sent på efteråret, var årstiden for fremskreden til at arbejde udendørs, og en bue af den størrelse er for stor til at lave indendørs, og da jeg var uvillig til at komme bagud, ændrede jeg min plan ved hjælp af lidt ‘sund fornuft’ og startede med en sådan bue, som kunne rummes i jernstøberiets bygninger.
Da en amerikansk bue uden videre tillader enhver form for kurve, foretrak jeg at lægge ud med en ophængt bue på 90 fods længde og 5 fods højde. Blev denne bue forlænget til en hel cirkelkreds, ville cirklens diameter være 410 fod.
Projiceret ned fra buens koordinater på væggen, hvor buen blev skitseret, tegnede jeg en tilsvarende bue på gulvet, hvorpå værket skulle monteres og samles, og der var noget så iøjnefaldende rigtigt lige fra starten, at det straks så ud til at blive vellykket.
De vil erindre, at modellen udgøres af fire parallelt bøjede dragere, og da antallet af dragere kan øges efter behag til hvilken som helst bredde, som en vej kan nødvendiggøre, og buerne til hvilket som helst antal en flod kan kræve, ville konstruktionen af en drager afgøre det hele, for hvis en drager virkede, ville resten af arbejdet uanset udstrækning være en gentagelse.
Hurtigere end jeg ventede, og før vinteren satte ind, havde jeg monteret og samlet buen eller rettere drageren, helt på gulvet; den blev så adskilt og gemt af vejen for vinteren i et hjørne af værkstedet, som i mellemtiden blev brugt af tømrere, hvor den optog et areal så lille, at den kunne skjules mellem spånerne; og selv om dens udstrækning er 90 fod, er dybden af buen på midten 2 fod og 9 tommer, og dybden ved enderne 6 fod, så det hele afmonteret kunne rummes i en almindelig godsvogn og sendes hvor som helst i England.
Jeg vendte tilbage til støberiet i april og begyndte at forberede opstillingen. Vi valgte en plads mellem en højovn og et værksted, som blev brugt som såkaldt vederlag. Afstanden mellem disse bygninger var omkring 4 fod længere end buens længde, som vi udfyldte med træklodser i hver ende. Jeg nævner det, fordi jeg får lejlighed til at vende tilbage til det senere.
Vi rejste hurtigt et centrum, vi kunne dreje buen om og begyndte opsætningen. Hver del passede med matematisk nøjagtighed. At rejse en bue af den slags adskiller sig fra at bygge en stenbue. Ved en stenbue begynder man ved bunden, ved buens ender og arbejder sig opad indtil man mødes ved kronen. Med denne begyndte vi ved kronen langs en linje vinkelret herpå, og arbejdede os nedad i hver retning. Det adskiller sig også på en anden måde.
En stenbue formes af buede dele, hver sten er buet og buerne er koncentriske. Virkningen af buen på centeret er også anderledes, for hvor stenbuer sommetider bryder sammen på midten under deres vægt, blev denne lettere på midten efterhånden som buen blev bredere, og i så høj grad, at før buen var helt færdig skilte den sig på midten med en hel knivsbredde fra en samling til en anden og er, antager jeg, den eneste bro på 90 fod, som har båret sig selv.
Jeg har allerede nævnt at mellemrummene mellem buens ender og vederlagene blev fyldt ud med træklodser, og de var temmelig fugtige, og selvom vi hamrede dem så hårdt sammen, vi kunne, kunne vi ikke samle dem så meget som udtørringen og buens vægt eller dragere ville kunne, især med vægt på; vi kunne nu kun iagttage, hvilken virkning træets eftergivenhed og sammenpresning ville have på vederlagene, der almindeligvis er fatalt for stenbuer.
Vi belastede drageren med seks ton råjern, startende ved midten og i begge retninger, som er to gange dragerens vægt, som jeg siden skal omtale nærmere.
Dette havde ikke den mindste synlige effekt på buens styrke, men det pressede træet sammen, så det i løbet af 3-4 dage sammen med træets udtørring eller indtørring gav sig over en kvart tomme i hver ende og følgelig blev korden eller spændet på buen forlænget med over en halv tomme. Da denne forlængelse er mere end det dobbelte af en stenbues sidste kilesten i samme dimensioner, ville en sådan ændring i samlingen have bragt stenbuen i fare, mens den på denne blot fremkaldte den ønskede matematiske virkning. Som bevis for dette satte jeg korden, som stadig hang på væggen, som buedannelsen stammede fra, til 90 fods længde og 5 fods højde som buens, og afmærkede kurven på væggen.
Jeg fjernede så kordens ender lidt mere end en kvart tomme på langs i hver ende. Korden skulle så vise præcis den samme hængekurve (bøjning/spænding), som drageren havde fået ved samme forlængelse for enderne; det vil sige kordens hævning skulle præcis svare til buens sammenpresning, som den gjorde gennem alle de tilsvarende koordinater. Korden var hævet lidt mere end to tommer i midten, uden at mindskes i nogen retning, og buen var sunket i samme omfang og samme grad.
Jeg tvivler meget på at en stenbro, hvis den kunne bygges så flad som denne, kunne modstå en sådan ændring; og omvendt har jeg ingen grund til at betvivle, at en bue af denne konstruktion og størrelse kan presses ned til halvdelen af sin højde eller så langt, som den tillader, i fuld sikkerhed. Jeg siger ‘så langt som den tillader’, fordi konstruktionen gør det overmåde sandsynligt, at der er et punkt, som den ikke vil overskride men spærre for sig selv i samlingerne, men dette kan først forklares efter inspektion af buerne.
Efter 4-5 dage havde buerne udvidet sig så meget, de kunne på træets bekostning, udover hvad træet selv siden ville svinde ind til i løbet af sommerens udtørring, og buens sænkning begyndte lige at blive synlig. Vægten hviler stadig på den, og jeg agter at lægge mere på, og der er ikke den mindste synlige virkning på buens perfekte kurve eller styrke. Med buens næsten fuldstændige belastning på træet og samlingerne og dagenes begyndende opvarmning og nætternes fortsatte kølighed, kunne jeg nu iagttage jernets sammentrækning og udvidelse.
Videnskabernes Akademi i Paris erklærer i deres rapport om denne bues principper og konstruktion, at disse effekter er fuldstændigt uden indflydelse på buen eller dens samlinger, og erfaringerne bekræfter sandheden i deres synspunkt. Det er sandsynligt, at Akademiet delvis har lagt den franske konges hofarkitekt M. Peronnets synspunkter til grund for det synspunkt.
Ifølge M. Personnets iagttagelser hæver og sænker alle buer sig i takt med vejret så meget, at det kan ses med det blotte øje, og at alle sten- og murstensbygninger gør det samme. Kort sagt, at stof aldrig er i hvile hvad dets dimensioner angår, medmindre atmosfæren er, men at buer, som toppen af huse, er udsat for vind og vejr og har plads til at hæve sig, og at deres vægt under alle ændringer i varme og kulde forbliver den samme; presset fra dem ændres meget lidt af den grund. Jeg hængte et termometer op ad buen, hvor det har hængt i adskillige dage, og ud fra hvad jeg kan se, svarer det til, eller overgår termometeret i præcision.
I løbet af 24 timer hæver og sænker den sig 2 3/10 tommer på midten, og forkortes i nøjagtig samme forhold i begge ender, og ikke så snart viser den hævning eller sænkning på et hårsbredde sig på midten, førend den proportionalt viser sig over hele spændets 90 fod. Jeg har fastgjort et indeks, som multiplicerer ti gange, og det kan ligeså let blive multipliceret hundrede gange: kunne jeg lave en linje med ild på begge sider af buen for at opvarme delene ens, som den naturlige luft gør, ville jeg prøve at varme den op til legemstemperatur.
Jeg vil ikke forsøge at beskrive konstruktionen; primært fordi De allerede har set modellen; sekundært fordi jeg ofte har lagt mærke til, at en ting kan være så enkel, at den ikke kan beskrives. Lige her og nu skal jeg kun sige, at jeg fik ideen til dens konstruktion fra en edderkops net, som den ligner en sektion af, og jeg antager selvfølgelig, at når naturen har sat et insekt i stand til at lave et net, har hun givet det den bedste måde at lave det på.
En anden ide, jeg har taget fra naturen, er at øge materialestyrken ved at lade den dække et større område end den i naturlig tilstand ville, som det ses i dyreknogler, fuglefjer, strå og rør etc., som hvis de var massive med den samme mængde stof, ville have samme vægt med meget mindre styrke.
Jeg har allerede nævnt, at mængden af jern i denne drager er tre ton; at en bue af tilstrækkelig længde til en bro skal sammensættes af så mange dragere som længden kræver; og at antallet af buer, såfremt flodens bredde kræver flere end en, kan forøges efter behov.
Da formålet med dette eksperiment var at fastslå: primært, gennemførligheden af konstruktionen, sekundært hvilken styrke en given mængde jern skulle have, når det således blev formet til en bue, anvendte jeg ikke mere end 3 ton, som er det mindste, der kunne bruges til eksperimentet. Den har allerede en belastning på 6 ton hvilende på sig konstant uden nogen effekt på hvælvingens styrke eller buens perfekthed. Hvor meget mere vægt den kan bære, kan ikke siges, men hvis disse data bruges, kan en bue, der kan bære en hvilken som helst belastning, nemt beregnes.
Floden Schuykill ved Philadelphia, som tidligere nævnt, kræver en enkelt bue på 400 fods længde. De store mængder is gør det umuligt, at bygge en bro på piller, og derfor har ingen bro været forsøgt. Men store scenerier fremkalder store ideer. Amerikas naturmæssige storhed udvider sindet, og det lærer af den storhed, det betragter. Selv krigen med al dens gru havde nogle fordele. Den påkaldte innovation og mindskede umulighedernes katalog. Ved dens afslutning vendte alle mænd hjem for at udbedre de skader, den havde forvoldt og aldrig tænke på krig mere.
Som en blandt tusinder, som havde båret sin del af denne mindeværdige Revolution, vendte jeg hjem sammen med dem for at nyde et stille liv, og for ikke at gå ledig gik jeg i gang med at konstruere en bro med en enkelt bue til denne flod. Vores elskede general var gået i gang med at gøre en anden flod, the Potomac, sejlbar. Mængden af jern, som jeg havde regnet med i planen til denne bue, var 522 ton fordelt på 13 dragere, til minde om de 13 forenede stater, hver drager på 40 ton; men selvom styrke er det første mål i den slags konstruktioner, skal jeg ud fra dette eksperiments fremgang i høj grad overveje at mindske den foreslåede mængde jern.
Videnskabernes Akademi siger i deres rapport om denne konstruktion ‘at der er en fordel i Mr. Paines bro, som er enestående og vigtig, og det er, at man før arbejdets udførelse på floden kan afgøre en bues succes uanset længden, og til en lille udgift af det hele kan bygge delvis på landjorden’.
Hvad dens udseende angår, skal jeg give et uddrag af et brev fra en herre i nabolaget, tidligere medlem af Parlamentet her i landet, som om buen sagde ‘Hvad angår elegance og skønhed overstiger den langt mine forventninger, og det er bestemt langt bedre, end noget jeg har set før.’ Jeg skal ligeledes nævne, at den er meget besøgt og vældig beundret af damerne, som, skønt de ikke er ret bekendte med de matematiske principper, bestemt har god smag.
Jeg skal afslutte mit brev med nogle få betragtninger, som hører selvfølgeligt og nødvendigt med til emnet. At i modsætning til den gængse opfattelse er det bedst bevarende sted, som jern kan placeres i, en atmosfære af vand, om det så er fordi miljøet er mindre salt eller surt end det, som stiger fra gadens skidt, og jordens gødning, vil jeg ikke gå i gang med at efterprøve; jeg refererer kun til fakta, som enhver kan iagttage på ringe og bolte på kajer og ved andre vandrige miljøer. Jeg har aldrig set en jernkæde fastgjort til en brøndspand tæret af rust; og jeg mener, det vil være umuligt at finde jern udsat for den fri luft i samme velbevarede stand, som den, der er udsat for vand.
En metode til at forlænge spændet og mindske højden på buer har altid været det afgørende i broarkitektur. Men den har andre fordele. Den sætter broer i stand til at blive et flytbart produkt, da de, som denne konstruktion, kan fremstilles og sendes hvor som helst i verden for at blive opført; og samtidig forøger det i væsentlig grad broens storslåethed, elegance og skønhed; den mindsker omkostningen betydeligt, og deres udseende vil ved overmaling altid se nyt ud; og udover, at de kan opføres på alle steder, hvor stenbroer kan opføres, kan de tillige opføres på visse steder, hvor stenbroer ikke kan opføres på grund af is, blød undergrund i flodlejer, lave bredder eller andre årsager.
Den sidste ikke ubetydelige fordel som jeg skal nævne er, at efter de er opført, kan de meget let fjernes igen uden skade på konstruktionens materialer og genopføres andetsteds.
Jeg forbliver Sir,
Deres meget forbundne og lydige, ydmyge tjener
THOMAS PAINE. (Rotherham, foråret 1789.)

En amerikansk borger til Europas borgere
Idet jeg forstår, at man agter at udarbejde et forslag under det kommende møde i USAs Kongres om ‘at sende kommissærer til Europa for at aftale forberedelserne til en fredsordning med ministrene i alle neutrale magter’ henvender jeg mig til Dem om den sag og om flere sager forbundet med den.
For at kunne diskutere alle omstændighederne ved dette emne vil det være nødvendigt at se på Europas forhold forud for den franske revolution. Det vil deraf fremgå, at de magter, der i fællesskab kæmper mod Frankrig for at opnå et mål, vil skade sig selv, hvis målet ellers var muligt at nå. Det er ikke en ualmindelig fejl i krigenes og regeringernes historie, som Englands opførsel i krigen mod Amerika er et slående eksempel på. England startede denne krig med det erklærede mål at bringe Amerika under sit åg og efter at have formøblet op mod et hundrede millioner pund og så opgivet sagen, opdagede hun efter tre til fire år, at Englands velstand var forøget i stedet for at være formindsket på grund af Amerikas selvstændighed. Kort sagt bærer enhver omstændighed på en eller anden naturlig virkning, som intentioner og synspunkter ikke har indflydelse på; den politiske fejltagelse ligger i at fejlbedømme, hvad virkningen vil blive. England fejlbedømte det i den amerikanske krig, og de årsager, som jeg nu fremlægger, vil vise, at hun fejlbedømmer det i den nuværende krig. I diskussionen af dette emne, udelader jeg spørgsmålet om alt, der vedrører regeringsformer og -systemer; for da alle Europas regeringer er forskellige fra hinanden, er der ingen grund til, at Frankrigs regering ikke skulle adskille sig fra resten.
Om Europas forhold før den franske revolution
Klageskrigene, som hørtes i alle Europas lande, var, at slægten Bourbon blev for magtfuld; at det franske hofs intriger var en trussel mod freden i Europa. Østrig så med jalousi på Frankrigs forbindelse med Rusland; og Prøjsen blev selv jaloux på Frankrigs forbindelse med Østrig; England havde forgæves spildt millioner på at forhindre familiens pagt med Spanien; Rusland misbilligede alliancen mellem Frankrig og Tyrkiet; og Tyrkiet var forbeholden overfor Frankrigs tilbøjelighed til en alliance med Rusland. Sommetider foruroligede den firfoldige alliance nogle af magterne, og sommetider foruroligede et modsat system andre, og i alle tilfældene blev Huset Bourbon anklaget for intriger.
Medgivet at disse ting var sande, var det eneste, der kunne have dulmet alle disse magters forbehold med hensyn til Frankrigs indblanding, hendes totale neutralitet i Europa; men dette var umuligt at opnå, og hvis det blev opnået var det umuligt at sikre, fordi ånden i hendes regering var imod alle den slags restriktioner.
Nu er det sådan, at ved helt at ændre ånden i sin regering, som Frankrig har gjort, fremkommer denne neutralitet, som hverken krige kunne opnå eller traktater sikre, helt af sig selv og bliver grundlag for, at krigen slutter. Det er den ting, som mere end noget andet burde være alle de europæiske magters synspunkt; og der er intet, der så effektivt kan sikre denne neutralitet, som hvis ånden i den franske regering var forskellig fra resten af Europa.
Men hvis deres mål er at genetablere Huset Bourbon og monarkiet på en gang, vil de uvægerligt genetablere det med alle de onder, de har klaget over; og det første stridsspørgsmål vil være, hvis forbundsfælle det monarki vil blive.
Vil England indvilge i familiepagten stik imod hvad hun havde kæmpet og intrigeret mod siden den blev skabt? Vil Rusland gå med til at genetablere alliancen mellem Frankrig og Østrig, eller vil Østrig gå med til at genetablere den tidligere forbindelse mellem Frankrig og Prøjsen, skabt til at imødegå hende selv; eller vil Spanien eller Rusland, eller nogen af de maritime magter, gå med til at Frankrig og hendes flåde blev Englands forbundsfælle? Når alt kommer til alt, vil nogle af magterne indvilge i at styrke nogen anden i forhold til sig selv? Alle disse spørgsmål er imidlertid relateret til det oprindelige spørgsmål om genrejsningen af Huset Bourbon; og på den anden side forsvinder de alle ved Frankrigs neutralitet.
Hvis deres mål ikke er at genrejse Huset Bourbon, må det være det uigennemførlige projekt at dele landet. Huset Bourbon vil så være ude af billedet, eller rettere sagt, de vil stå værre; for da bevarelsen af Huset Bourbon var del af det første mål, er udryddelsen af dem del af det andet. Deres foregivne venner vil så blive interesseret i deres ødelæggelse, fordi det er fordelagtigt med hensyn til delingen, at ingen af de nominerede prætendenter skulle forblive i leve.
Men uanset hvordan delingsprojektet først kan blinde Konføderationens øjne, eller uanset hvordan den ene kan håbe på at udmanøvrere den anden i starten eller slutningen, er forlegenheden, der vil opstå uovervindelig. Men selvom målet var opnåeligt, ville det ikke være til så generel fordel for parterne som Frankrigs neutralitet, som intet koster dem, og som giver dem, hvad de ellers ville have gået i krig for.
Europas nuværende forhold og Konføderationen
Først og fremmest er Konføderationen ikke af den slags, som opstår naturligt gennem enighed og samtykke. Tilfældighedernes spil har fremtvunget den, en uhomogen masse, kun holdt sammen af øjeblikkets sammenfald; og i samme øjeblik sammenfaldet ophører, vil parterne vende tilbage til den gamle rivalisering.
Jeg vil nu, uden hensyntagen til delingsprojektets praktiske uigennemførlighed, udrede nogle af de dilemmaer, som konføderationens deltagere vil komme i, for det er stik imod de flestes interesse, at et sådant projekt skulle lykkes.
For at forstå denne del af sagen er det nødvendigt først at kaste et blik på Europakortet og lægge mærke til de forskellige Konføderationsdeltageres geografiske placering; for uanset hvor stærkt nuets politiske storm raser, er det de geopolitiske forhold, der stammer fra den geografiske placering, som er de mest pålidelige og i alle sager vil afgøre udfaldet.
Verden har længe moret sig med det, der kaldes magtbalancen. Men det er ikke kun hære, den balance afhænger af. Hære har kun en lille aktionsradius. Deres fremrykning er langsom og begrænset. Men når vi tager de maritime magter med i beregningen, udvides målestokken til hele verden. Den omfatter alle handelsinteresserne. De to store maritime magter er England og Frankrig. Knus en af dem og flådebalancen væltes. Hele verdenshandelen, der foregår over havet, lever på den andens nåde, og Europas havne kunne blive blokeret.
Disse to maritime nationers geografiske placering er det næste, der må overvejes. Begge besidder en hel side af kanalen fra strædet mellem Dover og Calais til udmundingen i Atlanterhavet. Handelen fra alle de nordlige stater fra Holland til Rusland må passere gennem strædet mellem Dover og Calais og langs kanalen for at nå Atlanten. Som sagen står, kan den systematiske politik for alle nationerne nord for strædet mellem Dover og Calais bestemmes ud fra deres geografiske placering; for det er nødvendigt for sikkerheden for deres handel, at begge sider af kanalen ikke tilhører enten England eller Frankrig. Så længe en nation besidder den ene side og den anden nation den anden side, kan de nordlige nationer ikke undgå at se, at de til enhver tid kan søge beskyttelse til den ene eller den anden side. Sommetider kan det være England og sommetider Frankrig.
Desuden, så længe den engelske flåde fortsætter i sin nuværende tilstand, er det nødvendigt, at en anden flåde er til for at holde den internationale magt i skak, som den førstnævnte ellers ville have over alle nationers handel. Frankrig er den eneste magt i Europa, som kan opretholde den balance. Nordens flåder er ikke tilstrækkeligt operative, selvom de var stærke nok. De er lukket inde af is seks måneder om året.
Spanien er for langt væk, og desuden er det kun på grund af hendes amerikanske miner, at hun opretholder sin flåde.
Når man betragter disse sager i forbindelse med projektet om delingen af Frankrig, vil det synes, at projektet bærer en ødelæggelse af flådemagtbalancen med sig, for det er kun ved at bevare Frankrig helt og udelt, at balancen kan opretholdes. Dette er et problem, som ved første øjekast virker fjernt og nærmest skjult. Men det har alle Europas flåde- og handelsnationers interesse i ligeså høj grad som nogen anden sag, de har haft. Kort sagt, det er med krig, som det er med jura. I jura tabes sagens oprindelige tvist af syne under argumenternes mangfoldighed, og i krig går de tabt under begivenhedernes udvikling. Nye elementer opstår, som får præcedens over alle tidligere, og alt antager et nyt aspekt. Det var tilfældet under den sidste store konføderation, i det der kaldes Arvefølgekrigen og vil sandsynligvis også være tilfældet i den næste.
Jeg har nu fremsat de tanker, som jeg havde om de mange elementer forbundet med konføderationen mod Frankrig, vævet sammen med de neutrale magters interesser. Skulle en konference finde sted mellem de neutrale magter, vil disse tanker i det mindste tjene til at generere andre. Hele sagen vil så undergå en mere grundig undersøgelse, end det ligger i min magt at gøre; og de onder, som venter på begge projekter, enten Husets Bourbons genrejsning eller forsøget på at dele Frankrig, vil kunne gennemdiskuteres stille og roligt.
Hvad England angår er det meget usædvanligt, at hun skulle indgå i en tidligere konføderation og en lang kostbar krig for at forhindre familiepagten og nu indgå i en ny konføderation for at bevare den. Og hvad angår de andre magter er det ligeså inkonsistent, at de skulle medvirke til et delingsprojekt, som, hvis det kunne gennemføres, øjeblikkeligt ville ødelægge Europas flådemagtbalance og sandsynligvis ville fremkalde en ny krig for at rette op på den førstes politiske fejltagelser.
En borger i Amerikas Forenede Stater.

Appel til Forsamlingen
Borgerrepræsentanter! Hvis jeg ikke udtrykker mig med den samme energi, som jeg tidligere gjorde, kan De tilskrive det den meget alvorlige sygdom, jeg fik i fængslet i Luxembourg. I flere dage var jeg nærmest bevidstløs; og selv om jeg er kommet mig meget, er det med uhyre besvær, at jeg finder kræfter til at skrive dette brev.
Men før jeg fortsætter, beder jeg Forsamlingen om at observere: at dette er den første linje, der er kommet fra mig, til Forsamlingen eller til nogen af komitéerne, siden min fængsling, som nærmer sig otte måneder. Åh venner; 8 måneders tabt frihed virker som en livstid for en mand, der, som jeg, har kæmpet uopholdeligt for frihed igennem 20 år.
Jeg skal nu informere Forsamlingen om grunden til, at jeg ikke har skrevet før. Det er et år siden, at jeg fik stærk mistanke om, at Robespierre var min indædte fjende; som han var fjende af ethvert ærefuldt og humanitært menneske. Skrivelsen, som blev sendt til Forsamlingen i tiden omkring sidste august fra Arras, Robespierres fødeby, har jeg altid fået at vide var denne hyklers værk sammen med de følgesvende, der stod parat.
Hensigten med denne skrivelse var at berede vejen for min ødelæggelse ved at få folket til at erklære (omend uden grund), at jeg havde mistet deres tillid; skrivelsen lykkedes dog ikke, da den omgående blev imødegået af en modskrivelse fra St. Omer, som skrev det stik modsatte. Men den sære magt, som Robespierre, gennem hykleri og de mest skruppelløse gemenheder, havde opnået, gjorde ethvert forsøg på at opnå retfærdighed ikke blot nyttesløst men også farligt; for det er tyranniets natur altid at ramme dybere, når noget forsøg på at afværge det første slag er gjort. I den situation, jeg sad i, hengav jeg mig tålmodigt til min hårde skæbne og ventede på bedre tider. Jeg håber, at de nu er kommet for nationen og for mig.
Borgere, da jeg forlod USA i året 1787, lovede jeg alle mine venner, at jeg ville vende tilbage året efter; men håbet om at se en vellykket revolution etableret i Frankrig, en revolution, som kunne tjene som model for resten af Europa, og mit inderlige og uselviske ønske om at yde enhver tjeneste i min magt til dets opfyldelse, lokkede mig til at udsætte min tilbagekomst til det land og mine venners selskab i mere end syv år.
Dette lange offer af personlig fred og ro specielt efter at have gennemgående anstrengelserne og farerne under den amerikanske revolution, som varede næsten otte år, fortjente en bedre skæbne end den lange fængsling, som jeg i stilhed har lidt. Men det er ikke nationen men en fraktion, som har ydet mig denne uretfærdighed. Sider og fraktioner i al deres forskellighed og antal, har jeg altid undgået. Mit hjerte lå hos hele Frankrig, og det middel, som jeg støttede mig til, var Forfatningen. Den plan, som jeg har foreslået Forsamlingen, som jeg var medlem af, er nu i hænderne på Barere, og den vil tale for sig selv.
Det er måske på sin plads, at jeg informerer Dem om grunden, der dækker over min fængsling. Det er, at jeg er ‘udlænding’; imidlertid blev denne fængslede ‘udlænding’ inviteret til Frankrig gennem National-forsamlingens dekret og det i hendes yderste nød under østrigernes og preussernes invasion. Jeg var tillige borger i Amerika, Frankrigs allierede og ikke undersåt i noget Europæisk land, og derfor ikke tiltænkt berørt af noget dekret om udlændinge.
Men enhver undskyldning kan bruges til at tjene misgerningernes formål, når man har magten. Jeg vil ikke misbruge Deres tid ved at komme med undskyldninger for den uhøflige måde, som jeg har udtrykt mig selv på. Jeg beder om, at den modtages med samme alvor, som afsendes fra mit hjerte, og jeg slutter med at ønske broderskab og velstand for Frankrig og enighed og lykke til hendes repræsentanter.
Borgere, jeg har nu beskrevet min situation, og jeg tvivler ikke på, at Deres retfærdighed vil give mig den frihed tilbage, som jeg er blevet frarøvet.
Thomas Paine, Luxembourg, Thermidor 19.
Den franske republiks andet år, en og udelelig.

Universets system
Den del af universet som kaldes solsystemet (altså det system af verdener, som vores Jord tilhører, og som Solen er centrum for) består foruden af Solen af seks selvstændige kloder eller planeter eller verdener. Dertil de sekundære legemer kaldet satellitter eller måner, af hvilke vores Jord har en, som opvarter hende i hendes årlige tur rundt om Solen, på samme måde som de andre satellitter eller måner opvarter deres planeter eller verdener, som de mange tilhører. Dette kan observeres ved hjælp af teleskopet.
Solen er det centrum, som disse seks verdener, eller planeter, kredser om i forskellige afstande i indbyrdes koncentriske cirkler. Hver verden holder sig i næsten samme bane rundt om Solen, og de snurrer samtidig rundt om sig selv i næsten lodret position. Samme måde som en top snurrer rundt om sig selv, når den snurrer på gulvet og hælder lidt til siden.
Det er denne hældning af Jorden, (23½°), som forårsager sommer og vinter og forskellige længder på dag og nat. Hvis Jorden drejede sig til en vinkelret position i forhold til sin rotation omkring Solen, som en top gør, når den står lodret på jorden, ville dage og nætter altid være lige lange, 12 timers dag og 12 timers nat. Årstiden ville så være den samme hele året.
Hver gang en planet (vores Jord f.eks.) drejer rundt om sig selv, skaber den det, vi kalder dag og nat. Hver gang den kredser en hel gang rundt om Solen, skaber den det, vi kalder et år. Derfor kredser vores verden 365 gange rundt om sig selv, når den når 1 gang rundt om Solen. De, som antog at Solen kredsede rundt om Jorden på 24 timer, begik den samme fejltagelse, som en kok ville gøre, der lader ilden rotere om kødet i stedet for at lade kødet rotere over ilden.
De navne som vores forfædre gav disse seks verdener, og som stadig kaldes det samme er Merkur, Venus, den verden vi kalder vores, Mars, Jupiter og Saturn. De virker større for det bare øje end stjernerne, idet de er mange millioner mil nærmere vores Jord, end nogle af stjernerne er. Planeten Venus er den, som kaldes aftenstjernen og sommertider morgenstjernen, da den stiger op eller går ned før Solen, som i begge tilfælde aldrig er mere end 3 timer.
Med Solen som centrum, som tidligere nævnt, er planeten eller kloden nærmest Solen Merkur. Hans afstand fra Solen er 34 mio. mil, og han kredser rundt om i en cirkel altid i den afstand fra Solen, som en top, der spinder rundt i en bane, som en hest der trækker et redskab. Den anden klode er Venus. Hendes afstand er 57 mio. mil fra Solen og kredser derfor i en meget større cirkel end Merkur. Den tredje klode er den, vi bor på, og som er 88 mio. mil fra Solen og derfor kredser i en større cirkel end Venus. Den fjerde klode er Mars. Han ligger 134 mio. mil fra Solen og bevæger sig derfor i en større cirkel end vores Jord. Den femte er Jupiter. Han ligger 557 mio. mil fra Solen og kredser derfor rundt i en cirkel, der omgiver alle de andre verdeners eller planeters cirkler eller baner.
Det rum i luften eller i rummet storhed, som vores solsystem optager for at de mange kloder kan udføre deres baner omkring Solen, svarer i en lige linje til den diameter, som Saturn bevæger sig rundt om Solen med. Dette er det dobbelte af afstanden til Solen, som er 1526 mio. mil. Den cirkulære udstrækning er næsten 5000 mio. og dens globiske areal er næsten 3500 mio. x 3500 mio. kvadratmil.
Men enormt som dette er, er det kun et system af verdener. Længere ude i en stor afstand ude i rummet, langt ud over vores beregningsmuligheder, findes de såkaldte fiksstjerner. De kaldes fiksstjerner, fordi de ikke har nogen cirkulær bevægelse, som de seks kloder eller planeter, som jeg netop har beskrevet, har. Disse fiksstjerner holder altid samme afstand til hinanden og er altid på samme sted, som Solen er i centeret af vores system. Sandsynligheden taler derfor for, at hver af disse fiksstjerner også er en Sol, som andre kloder eller planeter, skønt afstanden er for stor til, at vi kan iagttage det, kredser om, som vores planetsystem gør om vores centrale Sol.
Gennem denne enkle tankerække ser vi at rummets storhed er fyldt med planetsystemer, og at intet område er uudnyttet, ligesom ingen plet på vores klode ligger ubeboet hen.
Da jeg således på en enkel og letforståelig måde har forsøgt at give en forklaring på universets struktur, vil jeg vende tilbage til at forklare, hvad jeg hentydede til før, nemlig den store gavn, det er for mennesket, at Skaberen har skabt flere verdener magen til vores system, bestående af en central Sol og seks kloder foruden satellitter, frem for blot at skabe en enkelt verden af enorm udstrækning.

Fordele ved eksistensen af mange verdener  i hvert solsystem
Det er en tanke, jeg aldrig har sluppet, at al vores kendskab til videnskaberne stammer fra de kredsløb (fremstående for vores øjne og dermed for vores forståelse), som de mange planeter eller verdener, som vores system er sammensat af, udfører i deres bane rundt om Solen.
Var hele den masse som disse seks planeter udgør blevet til en enkelt stor globe, ville konsekvensen for os have været, at der enten ikke forekom nogle kredsløb eller ikke nok af dem til at give os de tanker og den viden, som videnskaben har frembragt. Det er fra disse videnskaber, at alle de mekaniske fag1, som bidrager så meget til vores jordiske lykke og komfort, stammer.
Siden Skaberen ikke gør noget uden grund, således må vi tro, at han organiserede universets struktur på den for mennesket mest fordelagtige måde. Som vi kan se og fra erfaring føle, er fordelene ved universets struktur, som det nu er skabt, og som vi ikke ville have haft, hvis der kun havde eksisteret en enkelt stor globe i vores system, opdager vi mindst en grund til, at en flerhed af verdener er blevet skabt, og den grund påkalder menneskets taknemmelighed såvel som hans beundring.
Men det er ikke alene os, indbyggerne på denne klode, som goderne ved en flerhed af verdener begrænses til. Indbyggerne på hver af de andre verdener, som vores system består af, nyder de samme tilbud om viden, som vi gør. De ser vores Jords kredsløb, som vi ser deres. Alle planeterne kredser i hinandens åsyn. Derfor er den samme basale videnskab tilbudt os alle.
Ej heller ender vores viden her. Systemet af verdener ved siden af os udviser i sine kredsløb de samme principper og videnskabsteoretiske skoler for indbyggerne i deres system, som vores system gør for os, og på samme måde gennem rummets uendelighed.
Vores viden, ikke kun om Skaberens almægtighed, men om hans visdom og godhed, forstørres i proportion med, at vi kender universets størrelse og struktur. Den enlige tanke om en enlig verden, flydende eller hvilende i rummets umådelige ocean, giver plads til den fornøjelige ide om et samfund af verdener, der så belejligt overdrager viden, bare ved sin bevægelse, til mennesket.
Vi ser vores egen Jord proppet til overflod, men vi glemmer at overveje, hvor meget af den overflod vi skylder universet for at afsløre videnskabernes store maskineri.

Observationer
Amerikas Forenede Stater forhandler med Spanien angående den frie besejling af Mississippi og de territoriale afgrænsninger af denne store flod i overensstemmelse med fredstraktaten med England dateret 13. november 1782. Som den Franske Republiks strålende fremgang tvang England til at give os, hvad der retmæssigt tilkom os, således vil den fortsatte fremgang for Republikkens velstand tvinge Spanien til at indgå en traktat med os angående elementerne i kontroversen.
Siden det er sikkert, at alt, vi vil opnå af Spanien, vil skyldes sejrene over Frankrig, og da indbyggerne i de vestlige dele af USA (som omfatter eller udgør mere end halvdelen af USA), har besluttet at hævde sin ret til frit at besejle Mississippi, ville det da ikke være en klogere politik for den republikanske regering (som kun behøver at stille spørgsmålet, for at få det opfyldt) at påtage sig hele fortjenesten ved at gøre vores krav til Spanien til en af betingelserne til Frankrig for samtykke til at genoprette freden for kastillanerne?
De behøver kun erklære, at de ikke vil slutte fred, eller at de af al magt vil støtte deres forbundsfællers retmæssige krav overfor disse magter – over for England om at overdrage udposterne i vildmarken og de erstatninger, der skyldes deres hindring af vores handel, samt over for Spanien angående vores territoriale grænser og den frie besejling af Mississippi. Denne erklæring ville bestemt ikke forlænge krigen med så meget som en dag, ej heller koste Republikken en cent, mens det ville sikre en sejrrig succes for Frankrig og desuden medføre alle de gode virkninger nævnt foroven.
Det kan måske bemærkes, at forhandlingerne allerede er afsluttet med England, og måske på en måde som ikke vil blive billiget af Frankrig. Det får være (selvom betingelserne af dette arrangement ikke vil blive kendt); men hvad Spanien angår er forhandlingerne stadig i gang, og det er indlysende, at hvis Frankrig udsteder den nævnte erklæring angående denne magt (hvilken erklæring ville have været et synligt bevis på, hvad hun ville have gjort i det andet tilfælde, hvis omstændighederne havde krævet det), vil hun få samme anerkendelse, som hvis erklæringen havde gjaldt begge magter.
Faktisk kan dekretet eller resolutionen (og måske er det sidste at foretrække) udformes i ord, som vil fastslå, at i tilfælde af at arrangementet med England var utilfredsstillende, ville Frankrig ikke desto mindre håndhæve Amerikas krav overfor den magt. En lignende erklæring i tilfælde af at Hr. Jay skulle foretage sig noget dadelværdigt, og som endda kunne blive billiget i Amerika, ville bestemt hæve den franske republiks hæder til skyerne og fornedre hendes fjenders tilsvarende.
Det er helt sikkert, at Frankrig ikke kan tilgodese synspunkterne bedre hos Amerikas britiske fløj og på en meget mærkbar måde give den republikanske regering i dette land et skud for boven, end ved at anlægge en meget striks og undertrykkende politik overfor os. Alle ved, at de urimeligheder begået mod vores søtransport af kaperskibe og andre skibe tilhørende den franske republik, var årsag til fryd og jubel for denne fløj, selv når deres egen ejendom var offer for disse overgreb, mens Frankrigs venner var tvivlrådige og yderst forvirrede over det.
Det følger så, at en storsindet politik vil fremkalde den stik modsatte effekt – det vil give Frankrig den anerkendelse, hun fortjener; det vil knuse hendes fjenders håb, og udstyre menneskehedens og frihedens venner med midlerne til at modstå Englands rænker og befæste Unionen og bidrage til begge republikkers virkelige intresser. En så ypperlig og storsindet handlemåde ville ikke koste Frankrig noget og ville forstærke forbindelserne mellem de to republikker. Virkningen af en sådan begivenhed ville uigenkaldeligt lamme og udrydde alle britternes tilhængere i Amerika.
De nitten-tyvendedele af vor nation er gennem tilbøjelighed og taknemmelighed Frankrig forbundet, og det lille antal som nytteløst søger på alle måder at blæse de små klagemål op, som kan have eksisteret tidligere, vil se sig selv reduceret til tavshed eller være nødt til at lade deres taknemmelighed komme til udtryk sammen med vores. Resultaterne af disse begivenheder kan der ikke sås tvivl om, omend ikke påregnes: Alle Amerikas hjerter vil tilhøre Frankrig, og England vil blive skadet.
En Amerikaner, 1783

Tilbedelse og kirkeklokker
Borgerrepræsentant: Da alt i Deres rapport, som vedrører det, De kalder andagt, er forbundet med bøgerne kaldet Skrifterne, begynder jeg med et citat derfra. Det kan tjene til at give os en idé om disse bøgers besynderlige oprindelse og fremstilling. (Anden Krønikebog, kap. 34, vers 14, etc.):
Præsten Hilkija fandt bogen med Herrens lov, som var givet gennem Moses. Hilkija sagde til statsskriveren Shafan: »Jeg har fundet lovbogen i Herrens tempel!« Og Hilkija gav ham bogen. Shafan bragte bogen til kongen, Josija, og aflagde samtidig beretning … og Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog.
Dette påståede fund skete omtrent 1000 år efter, at Moses siges at have levet. Før dette påståede fund var der ikke lavet eller kendt noget som det, der kaldes Moseloven. Derfor er det ret åbenlyst, at bøgerne kaldet Mosebøgerne (og som udgør første del af det, der kaldes Skrifterne) er forfalskninger udtænkt mellem en præst og lovens arm, Hilkiah og Shaphan Skriveren, 1000 år efter det siges, at Moses døde. Så vidt den første del af bibelen. Alle andre dele er af lige så tvivlsom oprindelse. Vi bør derfor være meget forsigtige med at tillægge bøgerne som værende Hans ord, når der ikke er noget bevis derfor, og hvor der endog er overvældende beviser på det modsatte og dermed god grund til at mistænke for at være opdigtede.
De taler i Deres rapport hele tiden om noget kaldet tilbedelse, og De begrænser Dem til kun at tale om én slags, som om der kun var én, og denne ene var ubeklikkelig sand. Der er lige så mange måder at dyrke sin gud på, som der er sekter, og mellem al denne variation og mangfoldighed er der kun én læresætning, som alle religioner er enige om. Denne læresætning har universelt samtykke. Det er troen på én Gud, eller det som grækerne kaldte Theisme, og romerne Deisme. På denne ene læresætning er alle de gensidigt bekrigende trosretninger og ritualer, som findes eller har eksisteret op gennem tiderne, opstået. Men de mennesker, der er bedst inde i emnet teologi, forlader sig på denne universelle læresætning, og anser alle de forskellige overbygninger rejst herpå for at være yderst tvivlsomme, hvis da ikke helt opdigtede. Den erkendelsesmæssige del af religionen er en privatsag mellem mennesket og hans skaber, og ingen tredjepart har nogen ret til at blande sig deri. Den praktiske del består i at være god mod hinanden. Men da religion er blevet et fag, er den praktiske udførsel kommet til at bestå af ritualer udført af mennesker kaldet præster, og folket er blevet underholdt med rituelle forestillinger, processioner og klokker. Ved hjælp af disse ting er oprigtig tro blevet forladt; og sådanne foranstaltninger blevet udtænkt for at hive penge ud af lommen på selv de fattige i stedet for at bidrage til deres forsørgelse.
Ingen burde gøre et levebrød ud af religion. Det er uhæderligt. Religion er ikke en sag, som kan udføres via stedfortræder. Hver enkelt må udføre den på egne vegne, og det eneste en præst kan gøre er at tage fra ham, – han er kun interesseret i hans penge for siden at feste på byttet og le af hans godtroenhed. De eneste mennesker blandt de organiserede kristelige sekter, som tager sig af deres samfunds fattige, er kvækerne. Disse mennesker har ingen præster. De samles roligt på deres mødepladser og forstyrrer ikke deres omgivelse med optog og støjende klokker. Tro opstår ikke ved hjælp af optog og ballade. Oprigtig tro har ingen af delene. Hvor begge forekommer, kan der ikke være oprigtig tro.
Det vigtigste element at være opmærksom på i alle sager og især i sager af religiøs karakter er sandheden. Vi burde granske sandheden bag alt, vi lærer at tro på, og det er sikkert, at bøgerne kaldet Bibelen i denne henseende er kommet i forlegenhed. De er blevet holdt i live og i en slags agtelse blandt den almindelige befolkning ved hjælp af forlorenhed, undertrykkelse og forfølgelse. De har ingen eller kun lille værdi blandt den oplyste del af befolkningen, men de er blevet et middel, der belaster verden med et utal af præster, fedet op af folkets arbejde, og som har fortæret de ressourcer, som skulle have været brugt på enkerne og de fattige. Det er mangel på medfølelse at snakke om præster og klokker, når så mange børn sygner hen på hospitalerne og gamle og syge fattige på gaderne på grund af mangel på fornødenheder. Den overflod, som Frankrig producerer, er tilstrækkelig til ethvert behov, hvis den bruges rigtigt, men præster og klokker burde, som luksusvarer, være det sidste, man anskaffer. Vi taler om religion. Lad os tale om sandhed; for det, som ikke er sandt, er ikke værdigt at blive kaldt religion.
Vi ser forskellige dele af verden oversvømmet med forskellige bøger, som hver især, skønt de modsiger hinanden, af deres tilhængere bliver erklæret for at være af guddommelig oprindelse og bliver en lovbog for tro og udøvelse. I lande med despotiske regeringer, hvor studier altid er forbudt, er folket dømt til at tro, hvad de er blevet lært af deres præster. Dette var i mange århundreder tilfældet i Frankrig, men dette led i slaveriets kæde er lykkeligvis brudt af revolutionen, og for at det aldrig skal kunne nagles sammen igen, så lad os anvende en del af den frihed, vi nyder, til at opsøge sandheden. Lad os efterlade os et monument, hvor vi har gjort Skaberens hensigt og ære til genstand for vores opmærksomhed. Hvis vi i religiøse sager er blevet undertrykt af øvrighedens terror og præsternes kunstgreb, så lad os udøve retfærdighed mod vores Skaber ved at studere emnet. Hans navn er for helligt til at blive forbundet med noget, som er opdigtet, og det er vores pligt at undersøge, om vi tror, eller opfordrer folket til at tro, på opdigtede historier eller kendsgerninger. Det ville være et projekt, der var den situation, vi er i, værdig, at opfordre til en undersøgelse af denne natur. Vi har komiteer for forskellige formål, og bl.a. en komite for klokker. Vi har institutioner, akademier og selskaber for forskellige formål, men vi har ingen til at undersøge den historiske sandhed i sager af religiøs natur.
De viser os visse bøger, som de kalder De Hellige Skrifter, Guds Ord og andre lignende navne. Men vi bør vide, hvilket bevis der er for at tro på dem, på hvilket tidspunkt de opstod og på hvilken måde. Vi ved, at folk kunne lave bøger, og vi ved, at kunstgreb og overtro kunne give dem et navn – kalde dem hellige. Men vi bør passe på, at Skaberens navn ikke bliver misbrugt. Lad så alle beviser for de omtalte bøger blive genstand for en granskning. Hvis der er beviser, der styrker vores tro på dem, så lad os opmuntre udbredelsen af dem; men hvis ikke, så lad os være omhyggelige med ikke at fremkalde skuffelse og falskhed.
Jeg har allerede talt om kvækerne, at de ikke har nogen præster, ingen klokker, og at de er bemærkelsesværdige på grund af deres omsorg for de fattige i deres samfund. De er lige så bemærkelsesværdige i uddannelsen af deres børn. Jeg nedstammer fra en familie af den profession; min far var kvæker, og jeg antager, at jeg kan godtages som bevis for, hvad jeg påstår. De gode princippers frø og de litterære midler for fremskridt i denne verden lægges tidligt i livet. Frem for at forbruge nationens ressourcer på præster, hvis liv i bedste fald er et driverliv, lad os tænke på at sørge for uddannelse for dem, som ikke har midler til at klare det selv. En god skolelærer er mere værd end hundrede præster.
Hvis vi ser tilbage på forholdene i Frankrig under det gamle regime, kan vi ikke frikende præsterne for at ødelægge nationens moral. Deres foregivne cølibat fik dem til at føre skørlevned og ægteskabelig utroskab ind i tilværelsen for hver familie, som de kunne skaffe sig adgang til, og deres blasfemiske foregivelse af at kunne tilgive synder understøttede deres udnævnelse. Hvorfor er Frankrigs revolution blevet plettet med forbrydelser, når USAs revolution ikke er? Mennesker er fysisk ens i alle lande; det er uddannelsen, som adskiller dem. Væn et folk til at tro, at præster eller en anden samfundsklasse kan tilgive synder, og man vil have massevis af synder.
Jeg vil nu tale mere indgående om emnet for Deres rapport. De påberåber Dem et privilegium, som er uforeneligt med Forfatningen og med rettighederne. Forfatningen beskytter, som den bør, alle trosretninger på lige fod; den giver ikke særrettigheder til nogen af dem. Kirkerne er den fælles ejendom for hele folket; de er nationens goder og kan ikke forbeholdes enkelte, for retten til at give alles ejendom væk eksisterer ikke. Det ville være i overensstemmelse med almen ret, at kirkerne blev solgt, og pengene herfra blev investeret i en fond til uddannelse af de fattige forældres børn af alle trossamfund, og hvis der blev penge tilovers, så skulle midlerne bruges til forsørgelse af de fattige gamle. Så kan enhver trosretning rejse deres eget sted at holde gudstjeneste, hvis de har lyst, betale deres egne præster, hvis de vælger at have nogen, eller gennemføre deres gudstjenester uden præster, som kvækerne gør. Hvad klokker angår, så er de en offentlig pestilens. Hvis én trosretning skal have klokker, har andre ret til at bruge samme redskaber eller et andet larmende instrument; nogle kan jo vælge at mødes til lyden af kanonsalutter, en anden til lyden af trommer, en til en trompetfanfare, indtil alt bliver et stort kaos. Men hvis vi giver os til at tænke på den syges tilstand og de mange søvnløse dage og nætter, de gennemgår, vil vi opleve, hvor upassende det er at forøge deres utilpashed med støjen fra klokker eller noget andet redskab. Stille og hjemlig andagt hverken forarger eller generer nogen og Forfatningen har viselig skabt beskyttelse mod brug af udendørs aktiviteter. Klokker falder under denne beskrivelse, og i endnu højere grad offentlige optog. Gader og veje er til brug for folk, som hver især udfører deres ærinder, og ingen sekt har ret til at genere dem. Hvis nogle af dem havde, ville alle have samme ret, og hvis flere modsatrettede optog mødtes, ville der opstå tumult. De, som har udfærdiget Forfatningen, har viseligt tænkt på disse sager, og medens de var påpasselige med at sikre lige ret for alle, sikrede de også, at ingen kunne forarge eller genere hinanden.
Mænd, som efter en lang og omskiftelig tilværelse, har levet tilbagetrukket som De har, kan tro, at når de når magtens tinde, vil intet være lettere end at ordne verden på et øjeblik. De får optimistiske billeder af deres projekters succes, men de glemmer at tænke på de vanskeligheder, der møder dem, og de farer, som fødes med dem. Åh desværre! Intet er lettere end at bedrage sig selv. Tænkte alle som De eller sagde som De, ville Deres plan ikke behøve nogen fortaler, fordi den ville ikke have nogen modstander. Men der er millioner, som tænker anderledes end De, og som ikke agter at være ofre eller slaver på grund af fejl eller en plan. Det er Deres held at opnå magt på et tidspunkt, hvor velstandens solskin bryder igennem efter en lang stormfuld nat. Deres kollegers beslutsomhed, og dem som De har efterfulgt, Direktoratets uudslukkelige energi, og den uegennyttige tapperhed udvist af republikkens hære, har gjort vejen let for Dem. Hvis De ser tilbage på de vanskeligheder, der var, da Forfatningen begyndte, kan De ikke andet end fyldes med beundring over forskellen på dengang og nu. Dengang befandt Direktoratet sig i en situation som frihedens fortabte børn, og De i sikker tilbagetrukkethed. Direktoratet tog den ærefulde risikos post, og de har vundet hæder for deres land.
De taler om retfærdighed og godhed, men De starter det gale sted. Deres lands forsvarere og de fattiges beklagelige forhold, er noget der må komme før præster, klokker og festlige optog. De taler om fred, men den måde, De omtaler det på, sætter Direktoratet i forlegenhed og tjener til at forhindre den. Havde De været deltager i alle regeringens sager fra begyndelsen, ville De have været for velinformeret til at have foreslået projekter, som vil opmuntre fjenden. Da De fik del i regeringen, syntes De at alt pegede mod en heldig gennemførelse. En række sejre uden sidestykke i verden, og i hvilke De ikke havde nogen andel, skete før Deres ankomst. Alle fjender undtagen én blev nedkæmpet, og den ene (den hannoveranske regering i England), frataget hvert et håb og fallit på alle områder, søgte om fred. Under sådanne vilkår burde ingen nye sager, som muligvis kunne skabe uro og lovløshed internt i landet, rejses, og det projekt, som De foreslår, fører direkte mod dette.
Mens Frankrig var et monarki og styret af det, der kaldes konger og præster, kunne England altid besejre landet. Men efter at Frankrig blev en republik, underkaster Englands regering sig det. Så stor er forskellen mellem et styre af konger og præster, og det som er baseret på et system med repræsentation. Men kunne Englands regering finde en udvej, begrundet i Deres rapport, til at oversvømme Frankrig med en flodbølge af emigrerende præster, ville det også finde en måde at dominere på som før. Det ville retablere sine ødelagte finanser på Deres bekostning og klokkeringningen ville blive den gift, der medfører Deres fald. Hvis fred kun bestod i ophør af krig, ville det ikke være vanskeligt. Men betingelserne er endnu ikke aftalt, og disse betingelser vil være bedre eller værre, afhængig af om Frankrig og hendes fæller står sammen eller er splittede. At Englands regering lægger stor vægt på Deres rapport, og andres af samme opfattelse, er for forfatteren af dette brev, som kender den regering godt, hævet over enhver tvivl. De er kun lige tiltrådt på politikkens teaterscene, og De burde mistænke Dem selv for at tage fejl. Erfaringerne hos dem, som er gået forud for Dem, skulle tjene samme formål for Dem. Men hvis, som en følge af de midler De foreslår, De lader Direktoratet om at forhandle en fred, og tvinger dem til at acceptere betingelser, De siden ville misbillige, er det Dem selv, som må tage imod kritikken.
De afslutter Deres rapport med følgende opfordring til Deres kolleger:
“Lad os skynde os, Borgerrepræsentanter, at fæstne den enstemmige godkendelses segl på disse formynderiske love. Alle vores medborgere vil lære at påskønne politisk frihed under udøvelsen af religiøs frihed. De vil have knækket Deres fjendes stærkeste redskab. De vil have omgivet denne forsamling med den mest uigennemtrængelige beskyttelse – tillid, og folkets kærlighed. O, mine kolleger, hvor attraktiv er ikke den popularitet, som udspringer af gode love! Hvilken trøst det vil være for os siden hen, når vi er vendt tilbage til vores kaminer, at høre vores medborgere sige disse enkle sætninger: “Vær velsignet, fredens mænd! De har genoprettet vores templer, vores præster, friheden til at dyrke vores forfædres guder. De har genskabt harmoni i vores familier, moral i vores hjerter. De har fået os til at holde af lovgiverne og respektere alle dens love!”.
Er det muligt, Borgerrepræsentant, at De kan mene dette skrift alvorligt? Var præsternes liv under ’det gamle styre’ sådan, at det retfærdiggør alt det, De siger om dem? Var ikke hele Frankrig overbevist om deres umoralske adfærd? Blev de ikke anset for at være korrupte og ægteskabeligt utro? Var deres foregivne cølibat ikke andet end stadigt hor? Var deres blasfemiske foregivelse af at kunne tilgive synder ikke andet end skabt til at retfærdiggøre deres stillinger og deres egen beundring? Ønsker De at bringe alle de laster, som de har været bærere af, tilbage til Frankrig og oversvømme republikken med engelske pensionærer? Det er billigere at ødelægge end at erobre, og den engelske regering, ude af stand til at erobre, vil falde tilbage på ødelæggelsen. Arrogance og ondskabsfuldhed, om end de ser anderledes ud, er samme slags laster.
I stedet for at afslutte sådan som De har gjort, skulle De snarere have sagt:
“Oh, mine kolleger! Vi er kommet til en strålende tid – – en tid, som lover mere, end vi kunne have ventet, og alt det vi kunne have ønsket. Lad os straks tænke på den hæder og ære, som vi skylder vores tapre forsvarere. Lad os skynde os at opmuntre til landbrug og produktion, så handelen kan komme på fode igen og vores befolkning finde beskæftigelse. Lad os se på forholdene for de stakkels fattige og udslette fra vores land bebrejdelsen for at have glemt dem.
Lad os skabe midler til at bygge undervisningsinstitutioner, så vi kan fjerne den uvidenhed, som det gamle styre spredte i befolkningen. Lad os fremelske moralsk adfærd ubefængt med overtro. Lad os dyrke retfærdighed og velvillig indstilling, så vore forfædres Gud vil velsigne os. Det hjælpeløse barn og den gamle fattige skriger til os om at huske dem. Lad ikke afsky møde os i vore gader. Lad Frankrig være verden et strålende eksempel på total uddrivelse af uvidenhed og elendighed”.
“Lad disse, mine dygtige kolleger, være målet for vores omsorg, så vi, når vi vender tilbage til vores medborgere, hører dem sige Ærede Repræsentant! De har gjort det godt. De har ydet vores tapre forsvarere ære og retfærdighed. De har tilskyndet til landbrug, værdsat vores hensygnende fabrikanter, givet nyt liv til handelen og beskæftigelse til befolkningen.
De har reddet vores land fra anklagen om at glemme vores fattige – De har fjernet årsagen til børnenes skrig – De har tørret tåren væk fra den lidende moders øje – De har skabt trøst for den gamle og syge – De har trængt igennem den dystre grusomheds forhæng og har lyst den i band.
Velkommen blandt os, I brave og ædle repræsentanter, må jeres eksempel blive fulgt af Deres efterfølgere!”.
THOMAS PAINE. PARIS, 1797

Middel til at fremkalde mekanisk bevægelse
Da de mekaniske kræfters begrænsninger, kaldt således med rette, i deres natur er uforanderlige, kan ingen ændring eller forbedring udover anvendelsen af dem, gøres. For at opnå stadig større kraftmængder må vi kunne ty til naturkræfter, og for udnyttelsen kombinere dem med mekaniske kræfter. Af disse findes vind og vand, hvortil er kommet damp.
Sådan er det ikke med dampmaskinen. Den kan fyldes og virke alle steder, hvor en brønd kan graves og brændstof findes. Forsøg har været gjort på at anvende denne kraft til transportformål, så som mobile vogne på land og fartøjer på vandet. Det første, mener jeg, er upraktisk, fordi jeg antager, at vægten på apparatet nødvendigt til at producere dampen er større end den kraft, dampen kan frembringe med henblik på at flytte den vægt, og følgelig kan dampmaskinen ikke flytte sig selv.
Det, der er brug for til den slags formål, og hvis det kan udnyttes til dette, kan det udnyttes til andet, er noget, som besidder stor kraft i forhold til vægt og omfang, og vi finder denne egenskab hos krudt. Når jeg tænker på naturens visdom, slår det mig, at hun har udrustet stoffet med denne ekstraordinære egenskab til andre formål end ødelæggelse. Gift kan bruges til andet end at dræbe med.
Hvis den kraft, som et ounce krudt indeholder, kan udløses lidt ad gangen, som damp og vand kan, vil det være en yderst værdifuld naturkraft på grund af dets ringe vægt og omfang, men krudt reagerer ifølge sin natur ved en eksplosion. I de fleste maskiner bruges kraften til at fremkalde en roterende bevægelse af et hjul, og jeg mener, at krudt kan anvendes til det formål.
Men da et ounce krudt eller nogen anden antændt mængde ikke kan anvendes i små styrede mængder, så det virker med samme kraft i noget givet tidsrum, er løsningen i dette tilfælde, at dele krudtet op i et antal lige store dele og affyre dem med jævne mellemrum på hjulet, så det holdes i næsten kontinuerlig og ensartet bevægelse, som en knægts top der holdes oppe ved gentagne piskesmæld. Hvert enkelt slag rettet mod toppen sker med en eksplosions brathed, men fremstår, som ved kontinuerlig bevægelse, som en udladning af uafbrudt kraft.
Når strømmende vand rammer et skovlhjul, sætter vandet det i bevægelse og vedligeholder den. Sæt at vandet blev taget væk og erstattet med krudtladninger på omkredsen af hjulet, hvor vandet rammer, – ville det ikke fremkalde samme effekt?
Jeg nævner kun dette for al enkelheds skyld. Men hjulet, hvorpå krudtet skal virke, må udrustes til formålet. Spandene eller bladene, der placeres på vandhjulets omkreds, svarer til den fulde bredde af vandløbet; men delene på krudthjulet, som svarer til dem, skal være af jern og konkave som en skål og ikke større, end de kan fange hele eksplosionen. Bagsiden af dem bør være konvekse eller ovale, fordi de med den form yder mindre vindmodstand.
Løbene, som ladningerne skal affyres fra, skulle, mener jeg, forløbe tangentielt med de skålformede plader. Men hvis det skulle anses for bedre at affyre ladningen fra hjulets flade overflade, skal løbene sidde i en cirkel, som er noget mindre end hjulets omkreds. Et hjul, der sættes og holdes i bevægelse på denne måde, kan demonstreres ved at holde hjulets aksel i den ene hånd og skubbe på omkredsen med den anden.
Hvis det skulle findes mere hensigtsmæssigt at bruge hjulets faste yderkreds frem for skålene, skulle hjulet beklædes med jern, kanterne vendes opad og riller skulle skæres i midterdelen. Disse midler forhindrer, at eksplosionen forsvinder ud til siden, og rillerne vil være bedre end en jævn overflade.
At kraften af enhver given mængde krudt kan fordeles på denne måde til at virke i ethvert givet stykke tid, og at et hjul kan sættes i bevægelse og holdes sådan, er der efter min mening ingen tvivl om. Men om det i praksis kan betale sig, er et andet spørgsmål. Men eksperimentet, mener jeg, er værd at gøre og så meget mere, fordi det er et af den slags, som næsten helt kan afgøre et større, hvilket ikke er tilfældet for mange andre små eksperimenter. Jeg mener hjulet i stor skala skulle være 30 eller 40 fod i diameter, fordi eksplosionerne ville give for meget bevægelse til et lille og fordi, at jo større et hjul er, jo længere ville eksplosionen virke på det, og bevægelsen ville blive mindre ujævn.
Den maskine, som det kommer til at konkurrere med, er dampmaskinen. Først og fremmest er en dampmaskine meget dyr at bygge. Til dette behøves kun nogle få jernspande. Ved en dampmaskine er udgiften til brændsel stor, og dette skal sammenlignes med udgiften til krudt med den fordel, at renten på de penge, der skulle bruges på at bygge dampmaskinen, går til udgiften til krudt.
En dampmaskine kan gå i stykker, og af den grund har man ofte to, så når den ene er under reparation, kan den anden virke i stedet; ellers må arbejde ligge stille imens. Men den slags kan ikke ske med krudtmaskinen, fordi hvis en tønde sprænger, som er alt, hvad der kan ske, kan den umiddelbart erstattes af en anden; men hvis en kedel sprænges, må der skaffes en ny. Men jeg vil ikke tage Deres tid med beregninger af denne slags. Det første vi må vide er, om forsøget vil lykkes.
Hvis De i Deres otium skulle have lyst til at prøve forskellige mekaniske fornøjelser, vil jeg ønske at De ville afprøve virkningen af krudt på et hjul på to eller tre fods diameter; en pistol med det smalleste løb, der findes, omtrent så stort som en fjerpen, ville give det en betragtelig hastighed. Det første forsøg bliver at iagttage hvor langt det vil dreje på en impuls og dernæst på to. Hvis hjulet drejer vinkelret rundt om sin akse, og en snor fastgøres på akslen med en vægt for enden af snoren, som, når hjulet er i bevægelse, vil sno sig om akslen og trække vægten op, så vil vi kende den kraft, som akslen drejer rundt med.
Måske vil der være nogle vanskeligheder med at sætte et stort hjul i bevægelse til at starte med, fordi krudtet virker med et sæt. Ville krudt ikke i det tilfælde kunne blandes med det materiale, som bruges til at få raketter sendt i vejret, fordi det mindsker stødet og forlænger kraften. Men jeg forestiller mig, at efter hjulet er sat i bevægelse, vil der knapt nok være noget mærkbart stød fra krudtet.
Da det altid er bedst ikke at sige noget om nye planer til vi ved, hvordan de vil virke, vil jeg ikke fortælle noget om dette, indtil jeg har den glæde at se Dem, som jeg håber ikke vil vare længe, og som jeg spændt ser frem til.
T. P.

Om deisme
Enhver, uanset hvilken religiøs overbevisning han måtte have, er først og fremmest deist. Deisme, af det latinske ord deus (gud), er troen på en gud, og denne tro er fundamental i ethvert dogme.
Det er på denne basis, anerkendt af hele menneskeheden, at deisten bygger sin religion. Når vi afviger fra dette fundament ved at blande den med elementer opfundet af mennesker, træder vi ind i en labyrint af usikkerhed og fabler og udsættes for alle mulige slags bedrageri af folk, der foregiver at have fået åbenbaringer.
Perseren fremlægger Zoroasters Zend-Avesta, Persiens lovgiver, og kalder den guddommelig lov. Brahminen fremlægger Shaster, åbenbaret, siger han, til Brahma af Gud, givet til ham fra en sky. Jøden fremlægger det, han kalder Moseloven, som blev givet, siger han, til Moses på Sinaibjerget. De kristne fremlægger en samling bøger og epistler, skrevet af ingen ved hvem, og kalder dem Det Nye Testamente. Muslimen fremlægger Koranen, givet, siger han, af Gud til Mohammed. Hver eneste kalder sig for en åbenbaret religion og Guds eneste sande ord, og dette udøver enhver tilhænger på grund af oplæringens tradition, og hver især mener, at de andre fører folk bag lyset.
Men når den guddommelige gave – fornuften, begynder at præge tankerne og får mennesket til at tænke efter, læser han og spekulerer over Gud og Hans værk og ikke bøgerne, der foregiver at være åbenbaringer. Skabelsen er den sande troendes bibel. Alt i dette store bind får ham til at se skaberens sublime tanker. De små og ubetydelige, ofte uanstændige fortællinger i Bibelen, virker ynkelige sammenlignet med Hans mægtige værk.
Deisten behøver ikke nogle af disse kneb og forestillinger kaldt mirakler for at bekræfte sin tro, for hvad kan være et større mirakel end selve skabelsen og Hans egen eksistens?
Der er en lykke i deisme, når den tolkes korrekt, som ikke findes i noget andet trossystem. Alle andre systemer har noget, som enten chokerer vores fornuft eller virker frastødende på den, og mennesket må kvæle sin fornuft for at få sig selv til at tro på det, hvis det overhovedet tænker.
Men deismen forener på lykkelig vis vores fornuft og tro. Universets storslåede struktur, og alt vi ser i skabelsens system, vidner meget bedre for os end bøger kan, om Guds eksistens og forkynder samtidig Hans karakter.
Det er ved at benytte vores fornuft, at vi bliver i stand til at tænke over Gud og al Hans værk og efterligne Ham i Hans veje. Når vi ser Hans omsorg og godhed udbredt til alle Hans skabninger, belærer det os om vores forpligtelser overfor hinanden, mens det fremkalder vores taknemmelighed for Ham. Det er ved at glemme Ham og al Hans værk og følge de foregivne åbenbaringers bøger, at mennesket er afveget fra dydens og lykkens rette vej og er blevet tvivlens offer og selvbedragets nar.
Når der ses bort fra den første forudsætning i den kristne tro, den at tro på Gud, er der ikke en sætning i den, som ikke fylder sindet med tvivl i samme øjeblik, man begynder at tænke. Nu burde ethvert dogme i en religion, som er nødvendig for menneskets lykke og frelse, være så indlysende for ens forstand, som den første er, for Gud har ikke givet os forstanden med henblik på at forvirre os, men for at vi skulle bruge den til vores egen lykke og Hans ære.
Sandheden i det første dogme bevises af Gud selv og er universelt, for skabelsen i sig selv er en demonstration af Guds eksistens. Men det andet dogme, det at Gud får en søn, er ikke bevist på samme måde og ejer ikke mere autoritet end en fortælling.
Visse bøger i det, der kaldes Det Nye Testamente, fortæller os, at Josef drømte, at en engel fortalte ham det; (Mathæus 1, 20): “Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden.”
Beviserne for dette dogme kan ikke sammenlignes med beviserne for det første dogme og kan derfor ikke tillægges samme troværdighed og burde ikke gøres til et dogme i en tro, idet beviset er fejlbehæftet, og det bevis, som findes, er tvivlsomt og mistænkeligt. Vi tror ikke på den første læresætning ud fra påstande i bøger, uanset om de kaldes Bibelen eller Koranen, ej heller på foranledning af et drømmesyn, men på foranledning af Guds egne synlige værker under skabelsen.
De nationer, som ikke har hørt om bøger som disse eller om folkeslag som jøder, kristne eller muslimer, tror på Guds eksistens så helt og fuldt som vi gør, fordi det er selvindlysende. Resultatet af arbejdet fra en mands hånd er bevis på Hans eksistens, så fuldt og helt, som Hans personlige fremtræden ville være.
Når vi ser et ur, har vi et ligeså afgørende bevis på eksistensen af en urmager, som hvis vi så ham, og på samme måde er skabelsen bevis for vores forstand og sanser på Skaberens eksistens. Men der er intet i Guds værk, som er bevis på, at han fik en søn, ej heller noget i skabelsens værk som støtter sådan en i dem, og derfor kan vi ikke tillade os at tro på det.
Hvor meget sandhed, der er i historien om, at Maria blev holdt af en romersk soldat og var gravid med ham, før hun blev gift med Josef, vil jeg lade jøderne og de kristne afgøre mellem sig. Historien lyder dog sandsynlig, for hendes mand Josef mistænkte hende og var jaloux og ville skaffe hende af vejen. “Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed” (Matt. 1, 19).
Jeg har allerede sagt, at “når vi afviger fra det første dogme (det om at tro på Gud), begiver vi os ind i en labyrint af usikkerhed,” og her er beviset for rimeligheden af den bemærkning, for det er umuligt for os at afgøre, hvem der var Jesus Kristi far.
Men indbildskhed kan antage hvad som helst, og derfor vurderes Josefs drøm at have samme sandhedsværdi som Guds eksistens, og for at hjælpe den på vej kaldes den en åbenbaring. Det er umuligt for menneskets forstand i et seriøst øjeblik, uanset hvor knudret den er blevet gennem uddannelse eller ødelagt af klerakiet, ikke at stoppe op og tvivle på sandhedsværdien af dette dogme og denne tro.
Men dette er ikke alt. Det andet kristne dogme, som bragte Marias søn til denne verden, (og denne Maria var ifølge de kronologiske tabeller en pige på bare 15 år, da denne søn blev født), dette dogme fortsætter med at berette om, hvorfor han blev skabt, nemlig, at når han var blevet voksen, skulle han slås ihjel for at bøde for den synd, som Adam bragte ind i denne verden ved at spise et æble eller en eller anden slags forbudt frugt.
Men selvom dette er romerkirkens tro, hvor protestanterne lånte den, er det en tro, som denne kirke har fremstillet selv, for det er ikke indeholdt i eller stammende fra bogen kaldet Det Nye Testamente.
De fire bøger kaldet Evangelierne af Matthæus, Marcus, Lucas og Johannes, som gengiver, eller foregiver at gengive Jesus Kristi fødsel, læresætninger, liv, prædikener og død, omtaler ikke det, der kaldes Syndefaldet; ej heller findes Adams navn i nogle af de bøger, hvad det bestemt ville, hvis nogle af forfatterne troede, at Jesus blev skabt og døde for at udfri menneskeheden fra den synd, som Adam bragte ind i verden. Jesus taler aldrig om Adam selv, eller Edens Have og heller ikke det, der kaldes Syndefaldet.
Men den romerske kirke, som etablerede sin nye religion og kaldte den Kristendom, opfandt troen, som den kaldte Apostlenes Gerninger, i hvilke Jesus kaldes Guds eneste søn, undfanget af Helligånden og født af Jomfru Maria; emner, som det er umuligt for noget menneske at vide noget om, og derfor ingen tro, men kun ord, som der ikke er noget belæg for udover den simple historie om Josefs drøm i Mathæus første kapitel, som enhver bedragerisk fremstiller eller tåbelig fanatiker kan lave.
Derpå gjorde den allegorierne i Mosebogen til fakta og allegoriens livstræ og Kundskabens Træ til virkelige træer stik imod de første kristnes tro, helt uden det mindste belæg i nogle af Det Nye Testamentes bøger, for i ingen af dem nævnes noget om et sted som Edens Have eller noget af det, der skulle have fundet sted der.
Men Romerkirken kunne ikke ophøje personen Jesus til verdens Frelser uden at gøre allegorierne i Mosebogen til fakta, selvom Det Nye Testamente, som førhen bemærket, ikke giver belæg for det. Med et blev det allegoriske Kundskabens Træ ifølge Kirken til et virkeligt træ, frugten til en virkelig frugt og indtagelsen af den for syndig.
Da klerakiet altid har været indsigtens fjende, fordi klerakiet holder sig selv oppe ved at holde folk hen i bedrag og uvidenhed, var det i overensstemmelse med politikken at gøre studier til en virkelig synd.
Da den romerske kirke havde gjort dette, frembringer den Marias søn Jesus, som havende lidt døden for at fritage menneskeheden fra en synd, som Adam siges at have bragt til denne verden ved at spise et æble fra Kundskabens Træ. Men da det er umuligt for forstanden at fæste lid til en sådan fortælling, idet den ikke kan se nogen logik i den, ej heller har nogle beviser for den, fortæller kirken os, at vi ikke skal tage hensyn til vores forstand, men må tage dem på ordet og det gennem tykt og tyndt, som om Gud havde givet mennesket forstanden som et stykke legetøj eller en rangle for at gøre grin med os.
Forstanden er klerakiets forbudte frugt og kan tjene til at forklare allegorien om Kundskabens Træ, for vi kan rimeligvis antage at allegorien havde en betydning og et formål, da den blev opfundet. Det var praksis i Østen at formidle sine meninger ved allegorier og forholde sig til dem, som var det fakta. Jesus fulgte samme metode, og dog var der aldrig nogen, der troede, at allegorien eller lignelsen om den rige mand og Lazarus, Den Fortabte Søn, De 10 Jomfruer, etc. var virkelige.
Hvorfor skulle da Kundskabens Træ, som er en langt mere romantisk idé end lignelserne i Det Nye Testamente, antages at være et virkeligt træ? Svaret til dette er, at kirken ikke kunne holde sammen på sit nyopfundne system kaldet kristendommen uden. At have Kristus til at dø på grund af et allegorisk træ ville have være en alt for skamløs fabel.
Men beretningen om Jesus i Det Nye Testamente, så visionær den end er, støtter ikke kirkens dogme: at han døde for at udfri verden. Ifølge den beretning blev han korsfæstet og begravet om fredagen og genopstod sund og rask søndag morgen, idet vi ikke har hørt, at han skulle være syg. Dette kan ikke kaldes at dø og er snarere at gøre grin med end at lide døden.
Der er tusinder af mænd og kvinder, som også ville foretrække den slags død, hvis de vidste, de kunne vende tilbage efter 36 timer ved godt helbred blot for eksperimentets skyld og for at vide, hvad der var på den anden side af graven. Hvorfor skulle da det, som blot ville være en munter rejse for os, blive pustet op som Hans fortjeneste og lidelse gennem ham? Hvis han var udødelig, ville han ikke kunne dø, for udødelige kan ikke dø, og som menneske kunne Hans død ikke være anderledes end alle andres.
Troen på Jesus Kristi genopstandelse er fuldt og helt Romerkirkens påfund, ikke læren i Det Nye Testamente. Hvad forfatterne af Det Nye Testamente forsøgte at bevise med historien om Jesus var, at den samme krop genopstod fra graven, som var farisæernes opfattelse i modsætning til saddukæerne (en jødisk sekt), som benægtede dette.
Paulus, som blev opdraget som farisæer, kæmper hårdt for det, for det var troen i hans egen Farisæiske Kirke: I Korinthernes Brev XV er fuldt påståede tilfælde og påstande om genopstandelsen af den samme krop, men der er ikke et ord i den om frelse. Dette kapitel danner grundlag for dele af begravelsesritualet i den episkopale kirke. Læren om frelse er præsteskabets fabel, opfundet da Det Nye Testamente blev sat sammen og det behagelige selvbedrag ved den passede med amoralske løgneres fordærvelse. Når mennesker lærer at skyde skylden for alle sine forbrydelser og laster på djævelens fristelser og tro, at Jesus ved sin død sletter alt og betaler deres vej til himmelen frit og kvit, så bliver de så ligeglade med moral, som en ødeland ville være med penge, hvis han fik at vide, at hans far havde lovet at betale al hans gæld.
Det er en lære, som ikke blot er farlig for moralen i denne verden, men for vores lykke i den næste verden, fordi den fremviser en billig, nem og doven måde at få adgang til himmelen på og har en tendens til, at mennesker klamrer sig til et selvbedrag og skader sig selv.
Men der er øjeblikke, hvor folk får seriøse tanker, og det er i sådanne øjeblikke, at de begynder at betvivle sandheden i den kristne religion og det med god grund, for den er for besynderlig og for fuld af gisning, selvmodsigelse, usandsynlighed og irrationalitet til at forliges med den eftertænksomme. Hans forstand gør oprør mod hans tro. Han indser, at ingen af dens dogmer er bevist eller kan bevises.
Han kan muligvis tro på, at en person, som kaldes Jesus, (for Kristus var ikke Hans navn), blev født og voksede op til en mand, for det er ikke andet end naturligt og sandsynligt. Men hvem kan bevise, at han var Guds søn, at han var undfanget af Helligånden? Dette kan der ikke skabes bevis for, og det, som ikke lader sig bevise men strider imod sandsynlighedens love og naturens orden, som Gud selv har skabt, er ikke noget, man kan tro på. Gud har ikke givet mennesket forstanden for at sætte ham i forlegenhed, men for at forhindre ham i at blive bedraget.
Han kan tro på, at Jesus blev korsfæstet, fordi mange andre blev korsfæstet, men hvem kan bevise, at han blev korsfæstet på grund af verdens synder? Dette dogme er der intet bevis for, ikke engang i Det Nye Testamente; og hvis der var, hvor er så beviset for at Det Nye Testamente, hvad angår usandsynlige og ubeviselige ting, kan antages at vise sandheden?
Når et dogme i en tro ikke kan bevises eller sandsynliggøres, er redningen at kalde det en åbenbaring; men det er kun at erstatte et problem med et andet, for det er ligeså umuligt at bevise, at noget er en åbenbaring, som at bevise at Maria blev gravid med Helligånden.
Her er det, at deistisk religion er kristendommen en overlegen religion. Den er fri for alle de opfundne og frustrerende dogmer, som chokerer vores forstand eller sårer vores menneskelighed, og som kristendommen vrimler med. Dens tro er ren og strålende enkel. Den tror på Gud, og der stopper den.
Den ærer forstanden som Guds bedste gave til mennesket og den særlige evne, som sætter ham i stand til at tænke over Skaberens magt, visdom og godhed, som udstillet i skabelsen; og hvilende på Hans beskyttelse både her og hinsides, undgår den alle anmassende trosretninger og forkaster, som et udtryk for menneskets fabelagtige opfindelser, alle bøger, som henholder sig til åbenbaringer.

Frimurernes oprindelse
Det har altid været kendt, at Frimurerne har en hemmelighed, som de omhyggeligt beskytter, men ud fra hvad der læses i deres beretninger, er deres egentlige hemmelighed ikke anden end deres oprindelse, som kun få af dem kender, og de, som kender den, svøber den i mystik.
Frimurerordenen er delt i tre klasser eller grader: 1. Prøvegraden; 2. Arbejdergraden; 3. Mestergraden
Prøvemedlemmet kender stort set kun til brugen af Ordenens tegn og visse trin og udtryk, hvormed frimurere kan genkende hinanden uden at blive opdaget af udenforstående. Arbejderen er ikke meget bedre bekendt med frimureri end Prøvemedlemmet. Det er kun i Stormesterens loge, at den eksisterende viden om frimureriets oprindelse bevares og gemmes.
I 1730 udgav Samuel Pritchard, medlem af en konstitueret loge i England, en afhandling med titlen Masonry Dissected og svor en ed foran Londons overborgmester på, at det var en sand gengivelse: “Samuel Pritchard aflægger ed på, at kopien, som her er vedlagt, er en sand og ægte gengivelse i enhver henseende.” I sit værk har han leveret katekismen eller udspørgningen i spørgsmål og svar af Prøvegraden, Arbejdergraden og Stormestergraden. Der var ingen vanskeligheder med dette, da det kun er en formssag.
I sin introduktion fortæller han, at den oprindelige Frimurerorden grundlæggende var baseret på de frie kunster og videnskaber, mere præcist på geometri, for under bygningen af Babelstårnet blev byggekunstens kunst og mysterier for første gang kendt, og siden videreført af Euklid, en agtværdig og glimrende ægyptisk matematiker. Han videregav denne til Hiram, som ledte byggeriet af Salomons tempel i Jerusalem.
Bortset fra det absurde i at forbinde udviklingen af byggekunsten med byggeriet af Babelstårnet, hvor historien er, at sprogforvirringen forhindrede byggearbejderne i at forstå hinanden og derfor også i at videregive den viden, de havde, er der en skærende kontrast i kronologisk henseende i hans beretning. Salomons Tempel blev bygget og indviet 1004 år før den kristne æra. Euklid, som det kan ses i kronologiske tabeller, levede 277 år før denne tid. Det var derfor ikke muligt, at Euklid kunne videregive noget til Hiram, da Euklid ikke levede før 700 år efter Hiram’s tid.
I 1783 udgav Kaptajn George Smith, inspektør for The Royal Artillery Academy i Woolwich i England, og Provinsstormester i Frimurerordenen i Kent County, en afhandling med titlen Use and Abuse of Free-Masonry. (Brug og misbrug af frimureri).
I sit kapitel om det antikke frimureri sammenligner han det med Skabelsen, “Da”, siger han, “den enerådende arkitekt rejste den skønne globe på stenbyggerens principper og befalede hovedvidenskaben geometri at sammensætte den planetariske verden og styre hele det forbløffende system ved dets love i den rette ufejlbarlige proportion, kredsende rundt om den centrale sol.”
Men, fortsætter han, jeg har ikke ret til i offentlighed at fjerne dette dække og i åbenhed besynge dette hoved. Det er helligt og vil altid forblive sådan. De, som er beæret med denne tillid, vil ikke afsløre det, og de, som er uvidende, kan ikke afsløre det.” Med den sidste del af sætningen mener Smith de to mindre betydende klasser, Arbejderen og Prøvemedlemmet, for han fortsætter på næste side i sit værk: “Det er ikke alle, som lige initieret i Ordenen, kan betros alle de mysterier, som hører til. Det er ikke noget, som man kan tilegne sig som en selvfølge eller give til hvem som helst”.
Den lærde, men ulyksalige Doktor Dodd, Grand Chaplain of Masonry, kortlægger Frimureriet igennem forskellige stadier i sin tale ved indvielsen af Free-Mason’s Hall, London: Frimurere, siger han, er fra deres egne private og interne arkiver velbekendte med, at byggeriet af Salomons tempel er en vigtig æra, fra hvilken de har udviklet mange af deres kunsts mysterier. “Nu” (siger han), “skal det huskes, at denne store begivenhed fandt sted 1000 år før den kristne æra og altså 100 år før Homer, den første af de græske digtere, skrev og omkring fem århundreder før Pythagoras bragte sit strålende system af sand stenbygningslærdom fra østen for at oplyse den vestlige verden. Men vi daterer ikke vores kunst begyndelse til denne fjerne tid. For selv om den kan takke den kloge og store konge i Israel for nogle af dens mange mystiske former og hieroglyfceremonier, så er kunsten sammenfaldende med udviklingen af mennesket, som er motivet. “Vi sporer” fortsætter han, “dens fodspor til de mest fjerne og øde tidsaldre og lande i verden. Vi finder den blandt de første og mest berømte samfundsbyggere i Østen. Vi udtænker den regelret fra de første astronomer på Chaldeas sletter, til de vise og mystiske konger og præster i Egypten, de græske sagaer og filosofferne i Rom.” Fra disse beretninger og udtalelser fra frimurere i Ordenen af højeste rang, forstår vi at frimureri, uden at sige det offentligt, påberåber sig at modtage guddommelig instruktioner fra Skaberen på en måde, der adskiller sig fra og ikke er relateret til den bog, som kristne kalder Bibelen. Den naturlige følge af dette er, at Frimureri nedstammer fra meget gamle religioner fuldstændigt uafhængigt af og ikke relateret til Bibelen.
For straks at komme til sagens kerne er frimureri, som jeg skal vise ud fra skikke, ceremonier, tegn og kronologien, rester nedstammet fra de ældgamle druider som Magi’erne i Persien og præsterne i Heliopoli i Ægypten, som var solens præster. De dyrkede dette store lyshav, som den store synlige budbringer af en stor usynlig oprindelighed, som de omtalte som ‘Tiden uden Grænser’. Den kristne tro og frimureri har en og samme oprindelse: begge stammer de fra soldyrkelsen. Forskellen mellem deres oprindelse er, at kristendommen er en parodi på soldyrkelsen, hvor de sætter en mand, som de kalder Krist i solens sted og forguder ham på samme måde, som solen blev dyrket. Hos frimurerne er mange af druidernes originale ceremonier bevaret uden på nogen måde at være parodier. Hos dem er Solen stadig Solen og hans billede i form af Solen er det store symbol, der udsmykker frimurernes loger og dragter. Det er den centrale figur på deres skøder, og de bærer den også hvilende på deres bryst i logerne og i deres processioner. Det har skikkelsen af en mand, hvor hovedet er solen, som Kristus altid afbildes.
I hvilken tid i antikken eller i hvilket land denne religion først blev dannet fortaber sig i den ubeskrevne histories labyrinter. Det tilegnes gerne de gamle ægyptere, babylonere eller chaldeanere, senere reduceret til et system styret af solens synlige fremadskriden gennem dyrekredsens tolv tegn af Zoroaster, Persiens lovgiver, fra hvem Pythagoras bragte den til Grækenland. Det er til disse ting Dr. Dodd refererer i passagen, som tidligere citeret fra hans foredrag. Dyrkelsen af Solen, som den store synlige budbringer af en alværende oprindelig tilstedeværelse, ‘Tiden uden Grænser’, spredte sig over anseelige dele af Asien og Afrika, derfra til Grækenland og Rom, gennem det gamle Gallien og ind i Britannien og Irland. I sit kapitel om frimureri i Britannien siger Smith, at “desuagtet den uigennemskuelighed som indhyller frimureriet i det land, viser forskellige forhold at frimureri blev indført i Britannien omkring år 1030 før Krist.” Det kan ikke være Frimureri i sin nuværende form, som Smith hentyder til. Druiderne var vidt udbredt i den periode, han omtaler, og det er fra dem, at frimureriet nedstammer. Smith lader hønen komme før ægget. Det sker sommetider, at en person kommer med et udsagn såvel i skrift som i tale, som i virkeligheden afslører, hvad han agter at skjule, og det er tilfældet med Smith, for i det samme kapitel siger han: “Druiderne brugte det græske alfabet, hvis de endelig skrev noget ned, og jeg tør godt sige, at druidernes riter og ceremonier blandt hele menneskeheden er mest fuldstændigt overleveret i Frimurernes skikke og ceremonier. Mine brødre”, siger han, “kan muligvis spore dem med større nøjagtighed, end jeg har lov til at afsløre over for offentligheden”. Dette er en indrømmelse til offentligheden fra en Stormester uden at have ment det som sådan, at frimureriet er resterne af druidernes religion. Årsagerne til at frimurerne holder dette hemmeligt, skal jeg forklare undervejs i dette skrift.
Da Skaberens refleksioner og overvejelser er indeholdt i skabelsen, er Solen det synlige objekt for druidernes gudsdyrkelse, som den store synlige budbringer for dette væsen. Alle deres religiøse riter og ceremonier henføres til den trinvise fremskriden gennem dyrekredsens 12 tegn og dens indvirkning på denne verden. Frimurerne har adopteret den samme praksis. Taget på deres templer og loger er udstyret med en sol og gulvet viser jordens spraglede overflade enten i tæpperne eller i mosaikarbejder. Bygningen Free Masons Hall i Great Queen-street, Lincoln’s Inn Fields i London, er en vidunderlig bygning værd henimod 12,000£. Smith siger, når han omtaler denne bygning: “Taget på denne pragtfulde bygning er sandsynligvis det fineste stykke arkitektur i Europa. I midten på taget er anbragt den mest udsøgte sol i flammende guld omgivet af dyrekredsens respektive 12 figurer:
Stenbukken Vægten Tyren Skorpionen
Tvillingerne Skytten Krebsen Vædderen
Løven Vandmanden
Jomfruen Fisken
Efter at have givet denne beskrivelse siger han “Den symbolske betydning af solen er velkendt for den oplyste og nysgerrige frimurer, og som den rigtige sol er placeret i universets centrum, er den symboliserede sol centrum i det ægte frimureri”. “Vi ved alle”, fortsætter han, “at solen er lysets udspring, kilden til årstiderne, og årsagen til den vekslende dag og nat, ophavet bag vegetation og menneskets ven, således kender den videnskabelige frimurer grunden til, at solen er placeret i centrum af denne smukke bygning. For at værne sig mod den kristne kirkes forfølgelse, har frimurerne altid omtalt Solens væsen i mystiske termer i deres loger eller, som astronomen Lalande, som er frimurer, ikke udtalt sig om emnet. Det er deres hemmelighed, især i de katolske lande, da Solens væsen er det udtrykkelige bevis for at de nedstammer fra druiderne, og denne vise, elegante og filosofiske religion, var en tro i fuldstændig modsætning til den triste kristne tro.
Frimurernes loger, hvis de er opført til formålet, er konstrueret til at afspejle solens bevægelser. De er rettet øst-vest. Stormesterens plads er altid i øst. Under eksaminationen af lærlingen, spørger Mesteren blandt meget andet:
Q: Hvordan er logen placeret?
A: Øst og Vest.
Q: Hvorfor sådan?
A: Fordi alle kirker og domkirker er, eller burde være, sådan.
Dette svar, som mere er en læresætning, er ikke et svar på spørgsmålet. Det udvider blot spørgsmålet til, hvorfor det bør være således for alle. Men da den Indviede Lærling ikke er initieret i frimurernes druide-mysterier, bliver han ikke spurgt om noget, som kunne besvares derudfra.
Q: Hvor står din Mester?
A: I øst.
Q: Hvorfor det?
A: Som solen står op i øst (med sin højre hånd på venstre side af brystet som et tegn, og ‘the square’ om sin hals) for at åbne logen og sætte sine mænd i arbejde.
Q: Hvor står dine vogtere?
A: I vest.
Q: Hvad er deres opgave?
A: Som solen går ned i vest for at slutte dagen, således står vogterne der for at slutte logen (med deres højre hånd på deres venstre bryst som et tegn, og værktøjer rundt om halsen), betale brødrene deres løn og hjemsende dem fra arbejdet.”
Her nævnes solens navn, men det bør siges, at det her kun omhandler arbejdet eller arbejdsperioden og ikke nogen religiøs ceremoni eller handling hos druiderne, som det gjorde med hensyn til spørgsmålet om logerne i øst og vest. Jeg har allerede i kapitlerne om den kristne religions oprindelse noteret, at kirkens placering øst-vest stammer fra soldyrkelsen, som står op i øst og ikke har nogen som helst forbindelse til en person ved navn Jesus Krist. De kristne begraver aldrig deres døde på kirkens nordside; og en frimurerloge har eller burde altid have tre vinduer, som de kalder faste lys for at skelne dem fra solens bevægelige lys og månen.
Mesteren udspørger Lærlingen:
Q: Hvordan er de (faste lys) placeret?
A: Øst, vest og syd.
Q: Hvad bliver de brugt til?
A: At lyse for mændene på vej til og fra arbejde.
Q: Hvorfor er der ingen lys i nord?
A: Fordi solen ikke kaster nogle stråler derfra.
Dette og mange andre tilfælde viser, at kristendommen og frimureriet har én og samme oprindelse: den gamle soldyrkelse.
Frimurernes store helligdag er St. Johannes Dag. Men enhver oplyst frimurer ved, at afholdelsen af festivalen på denne dag, intet har at gøre med en person kaldet Johannes, og det kun er for at skjule den sande grund til at holde det på denne dag, at de kalder den ved dette navn. Da der var frimurere eller i det mindste druider mange århundreder før St. Johannes tid, hvis denne person overhovedet har eksisteret, må festligholdelsen af denne dag henføres til en årsag helt uden forbindelse med Johannes.
Sagen er, at dagen kaldet St. Johannes dag er den 24. juni og kaldes Midsommerdag (Sct. Hans). Der er solen nået til solhverv og bevæger sig i nogle dage i samme bane. Den astronomisk set længste dag falder, som den korteste, ikke på samme dag hvert år, så derfor har man valgt 24. juni som midsommerdag, og det er til ære for denne dag, hvor solen står højest på himlen, at frimurernes årlige festival, overtaget fra druiderne, fejres på Midsommerdag. Skikke overlever ofte kilden til deres oprindelse, og dette er tilfældet med hensyn til en skik, der stadig udførtes i Irland på et tidspunkt, hvor druiderne florerede i England. Om aftenen på St. Johannes dag, dvs. på midsommeraften, tænder irlænderne bål på toppen af bakkerne. Dette kan ikke have noget at gøre med St. Johannes, men det refererer symbolsk til solen, som på den tid er på klimakset af sin vandring, og i almindelig tale kan siges at være nået op på toppen af bakken.
Efter hvad Frimurerne og deres bøger fortæller om opførelsen af Salomons Tempel, er det ikke klogt at uddrage, at frimurerceremonier kan være udviklet fra dette byggeri, da soldyrkelsen var i brug mange århundreder før templet eksisterede og før israelitterne forlod Ægypten. Og vi erfarer fra de jødiske kongers historie, Kongernes Bog 2, xxii. xxiii, at soldyrkelsen blev udført af jøderne i templet.
Det er dog yderst tvivlsomt, om dette blev gjort på samme rene videnskabelige og religiøst etiske måde, som det blev gjort af druiderne, som jævnfør alle historiske kilder, var vise, lærde og højest retskafne. Jøderne derimod var ubekendt med astronomi og videnskab i almindelighed, og hvis en religion, som baserede sig på astronomi, faldt dem i hænde, ville den med stor sandsynlighed forfalde, da vi ikke i Bibelen eller andre steder kan se, at de udviklede eller forbedrede nogen af kunsterne eller videnskaberne. Selv mens templet blev bygget, vidste jøderne ikke hvordan tømmeret skulle tillaves og fæstnes for at starte og fortsætte byggeriet, og Solomon blev nødt til at sende bud til Hiram, Zidon’ konge efter arbejdere. “For De ved, at der ikke er nogen blandt os, som har færdighederne til at tilpasse tømmeret som zidonerne kan (siger Salomon til Hiram, i Kongerne Bog, v. 6.)” Dette tempel var nok snarere Hiram’s tempel end Salomon’s, og hvis frimurerne lærte andet fra at bygge det, end at vende tilbage til soldyrkelsen kan de takke Zidonerne og ikke jøderne.
Det siges i Kongernes Anden Bog, xxiii. 5, “Og [kong Josiah] slog alle de præster ned, som brændte røgelse for solen, månen, planeterne og for hele himmelens værtskab.
Og det fortælles i det 11. vers:
“Og han tog de heste, som Judæas konger havde givet til Solen ved indgangen til Herrens Hus, … og brændte Solens stridsvogne; vers 13, “og de høje steder, som fandtes før Jerusalem, som lå til højre for korruptions bjerg, som Solomon, konge af Israel, havde bygget til Ashtoreth, Zidonernes vedstyggelighed” (de selvsamme som byggede templet) “skændede kongen”.
Foruden dette minder Josefs beskrivelse af templets dekorationer i store træk om dem i frimurernes loger. Han fortæller, at udlægningen af de forskellige dele af jødernes tempel repræsenterede alnaturen, i særdeleshed de mest iøjnefaldende af den som solen, månen, planeterne, dyrekredsen, jorden, dens elementer, og dette verdenssystem kunne man genkende i utallige geniale symboler. Det er sandsynligvis disse, som Josiah i sin uvidenhed kalder Zidonernes vederstyggeligheder.
Alt hvad der kan sluttes fra dette tempel vedrørende frimureri peger imidlertid stadig hen imod soldyrkelsen, uanset hvor meget jøderne har forvansket og misforstået det, og følgelig til druidernes religion.
En anden omstændighed, som viser, at frimureriet nedstammer fra nogle ældgamle systemer forud for kristendommen, er tidsregningen som frimurerne bruger i logernes annaler. De bruger ikke den kristne tidsregning, og de benævner deres måneder ved tal som de gamle ægyptere gjorde, og som kvækerne gør i dag.
Jeg har et uddrag af en fransk loge fra den tid den afdøde Hertug af Orleans, siden Hertug af Chartres, var Stormester for Frimurerne i Frankrig. Den begynder således: “Le trentieme jour du sixieme mois de l’an de la V.L. cinq mille sept cent soixante treize;” betydende den 13. dag i den 6. måned i den Ærværdige Loges 5773. Fra hvad jeg ser i de engelske bøger om frimureri, bruger de engelske frimurere initialerne A.L og ikke A.D. Med A.L menes Lysets år, som kristne med A.D. mener Herrens År. Men A.L, ligesom V.L henviser til samme kronologiske tid, dvs. skabelsens formodede tidspunkt. I kapitler om den kristne religion har jeg vist, at kosmogenesen, dvs. beretningen om skabelsen som Skabelsens Bog, starter med, er taget og forvansket fra the Zend-Avesta af Zoroaster og blev omskrevet til en indledning til Bibelen efter at jøderne kom tilbage fra fangenskab i Babylon og at the Robbins of the Jews ikke anser deres beretning i Skabelsens Bog for at være sandhed men bare en fortælling. De 6000 år i Zend-Avesta, er lavet om til 6 dage i Skabelsens bog.
Det ser ud til, at Frimurerne har valgt den samme periode, og måske for at undgå mistænkeliggørelse og forfølgelse fra kirken, har antaget verdens tidsregning som deres egen. Franskmændenes V.L, og de engelske frimureres A.L svarer til A.M. Anno Mundi, eller verdens år.
Men selvom Frimurerne har hentet mange af deres ceremonier og hieroglyffer fra de gamle Ægyptere, er det sikket, at de ikke har overtaget deres tidsregning. Havde de gjort det, havde kirken med sikkerhed smidt dem på bålet, da ægypternes tidsregning, som kinesernes, starter flere tusind år før Bibelens.
Druidernes religion, som tidligere nævnt, var magen til de gamle ægypteres. Ægypternes præster underviste i videnskab og blev kaldt Heliopolis’ præster, dvs. Solens By. Druiderne i Europa, som var den samme slags mænd, har fået deres navne fra teutoniske eller germanske sprog, da oldtidens germanere kaldes teutonere. Ordet druide betyder en vismand. I Persien kaldtes de Magi, som er samme ting.
“Ægypten,” siger Smith, “hvorfra vi har mange af vores mysterier, har altid stået som noget særligt i historien og blev engang agtet over alt andet for dets antikke skatte, lærdom, rigdom og frugtbarhed. I deres system repræsenterede deres helteguder, teologisk set, Den Almægtige og den alværende natur, og i fysisk form de to store himmelske lys, solen og månen, som al natur er afhængig af.”
“De erfarne brødre i samfundet [siger Smith i en note til dette afsnit] er velinformeret om, hvilken betydning disse symboler har for Frimureriet, og hvorfor de bruges i alle Frimurernes loger.” Når vi taler om frimurernes tilbehør i logerne, af hvilket vi ser en del i de offentlige optog, er et hvidt læderforklæde, siger han. “Druiderne var klædt i hvidt under deres ofringer og højtidelige ærinder. Osiris, ægyptiske præster, bar snehvid bomuld. De græske og de fleste andre præster bar hvide dragter. Som frimurere følger vi principperne fra dem, der var de første dyrkere af den sande gud, imiterer deres klædedragt og antager renhedens ansigt.”
“Ægypterne,” fortsætter Smith, “udgjorde i de tidligste tider en stor andel af logerne, men tilbageholdt med utrolig nidkærhed deres hemmeligheder omkring konstruktion tilbage for alle udenforstående. Disse hemmeligheder var blevet videregivet ufuldstændigt til os gennem mundtlige fortællinger og burde ikke afsløres for arbejdere, håndværkere og lærlinge, før de ved klog opførsel og langvarige studier var blevet bedre bekendt med geometri og de frie kunster og derved kvalificerede sig som Mestre og Vogtere, hvilket sker sjældent eller aldrig for engelske frimurere.”
Jeg havde forventet at finde en masse information om frimureriets oprindelse i den franske encyklopædi, der havde astronomen Lalande, lederen af Frimurerordenen, som hovedredaktør på grund af hans store indsigt i astronomi. For hvilken forbindelse kan der ellers være mellem en institution, solen og de tolv dyretegn, hvis der ikke er noget i institutionen eller dens oprindelse, som refererer til astronomi? Alt der er blevet brugt som en hieroglyf har haft betydning til emnet og formålet for det, og vi kan ikke antage frimurere, blandt hvilke der er mange lærde og vise mænd, for at være så store idioter, at de bruger astronomiske tegn, uden at der er et astronomisk formål. Men mine forventninger til Lalande bragte en svær skuffelse. Han fortæller om frimureriet: “L’orgine de la maconnerie se Perd, comme tant d’autres, dans l’obscurite des temps;” Dvs. at oprindelsen til frimureriet, som så meget andet, fortaber sig i tidernes tåge. Da jeg faldt over dette udtryk, antog jeg Lalande for at være Frimurer, og da jeg forespurgte, indrømmede han. Med den udeladte forklaring slap han for at bringe sig i forlegenhed, da frimurerne har svoret at skjule deres oprindelse. Der er en Frimurerorden i Dublin, som har taget deres navn fra druiderne, og disse frimurere må formodes at have haft en grund til at tage dette navn.
Jeg vil nu berette om årsagen til frimurernes hemmelighedskræmmeri. Hemmelighedskræmmeriets årsag er frygt. Når en ny religion afløser en tidligere, bliver de nye lærere forfølgere af de gamle. Vi ser dette i alle tilfælde gennem historien. Da Hilkiah, præst og Skriveren Shaphan i Kong Josiah’s regeringstid fandt, eller lod som om at finde, Moseloven, tusinde år efter Moses (og det fremgår ikke af Kongernes Anden Bog xxii., xxiii., at en sådan lov var i funktion eller kendt før Josiah’s tid) slog han den lov fast som en national religion og henrettede alle Solens præster. Da kristendommen afløste jødedommen, blev jøder forfulgt i alle kristne lande. Da protestantismen afløste katolicismen i England, betød det døden for en katolsk præst at vise sig i England. Da dette har været tilfældet i alle sager, vi kender, har vi lov at antage, at det med dette spørgsmål vil være på samme måde, og at da kristendommen afløste druidernes tro i Italien, Gallien, Britannien og Irland, blev druiderne forfulgt. Det ville naturligvis og nødvendigvis tvinge dem, som hang fast ved deres oprindelige tro, til at mødes i hemmelighed og under udvisning af den allerstørste fortrolighed. Deres sikkerhed afhang af dette. En svigfuld broder kan udsætte mange for livsfare, og fra disse bevarede rester af druidernes tro dannedes denne institution. For at undgå at bruge navnet druider, tog de navnet frimurere og udøvede under dette navn deres riter og ceremonier som druider.

Årsagen til den gule feber –
og metoder til at forhindre den, hvor den endnu ikke optræder

Henvendelse til Sundhedsstyrelsen i New York, Amerika, 27. juni 1806.
Der er skrevet en hel del om den gule feber. Dels om dens årsager, – om den er hjemlig eller importeret, dels om hvordan den skal håndteres.
I dette essay vil jeg fastslå nogle fakta i begyndelsen for at nå til dens årsag, og i den henseende er nogle indledende betragtninger nødvendige.
Den gule feber starter altid i de laveste dele af en befolkningsrig handelsby nær vandet og fortsætter der uden at påvirke de højere liggende bydele. Den sfære eller cirkel, den eksisterer i, er lille og den raser stærkest, hvor store områder ny land er skabt ved at fylde floden ud for at bygge kajer. Forekomsten og hyppigheden af den gule feber disse steder, som er hvor skibene fra Vestindien ankommer, har forårsaget den opfattelse, at den gule feber blev importeret derfra. Men der er to aspekter i den sag.
Den ene er jordbundsforholdene ved kajerne, hvor den nye jord er lagt på den mudrede og beskidte flodbund; denne er forskellig fra tilstanden for den naturlige jord i de højere liggende bydele, og kan derfor udvikle en anden slags dunst eller damp. Den anden er ankomsten af skibe fra Vestindien.
I staten New Jersey er intet af dette forekommet. Ingen skibe ankommer der, og følgelig er der ikke blevet fyldt ud for at bygge kajer, og den gule feber er aldrig brudt ud i Jersey. Dette afgør imidlertid ikke årsagen til feberen, men det viser, at denne slags feber ikke er naturligt hjemmehørende i dette land i sin oprindelige tilstand. Jeg tror, at det samme var tilfældet i Vestindien før udfyldninger blev udført for at bygge kajer, som altid ændrer bundens naturlige forhold. Ingen forhistorier, som jeg kender til, nævner en sygdom som gul feber.
En person, angrebet af gul feber i en berørt bydel, der bringes til en sund bydel eller på landet blandt raske personer, videregiver ikke smitten til kvarteret eller de nærmeste omkring ham. Hvorfor skal vi så tro, at den kan bringes fra Vestindien, en afstand på mere end et tusinde mil, når vi kan se, at den ikke kan viderebringes fra den ene by til den anden eller fra en bydel til en anden herhjemme? Er den i luften?
Dette spørgsmål i sagen kræver en detaljeret undersøgelse. For det første er forskellen på luft og vind den samme som mellem strømmende og stillestående vand. Strømmende vand er i bevægelse og vinden er luft i bevægelse. I en svag brise bevæger hele luftmassen sig med en hastighed af 7 eller 8 mil i timen; i stærk vind med en hastighed af 70, 80 eller 100 mil i timen. Når vi ser skyggen af en sky glide hen over jordens overflade, ser vi den hastighed, som luften flytter sig med, og det skal være en veltravende hest, som kan følge med skyggen selv i en let brise. Følgelig vil en luftmasse, der befinder sig over den betændte bydel i løbet af en time, selv ved den moderate hastighed jeg nævner, flytte sig 7 eller 8 mil til læsiden. Denne vil erstattes af en ny luftmasse fra en sund bydel 7 eller 8 mil den modsatte vej fra og så fremdeles. Sygdommen kan derfor ikke ligge i luften i sin oprindelige tilstand og er aldrig stationær. Dette fører til en anden betragtning af sagen.
??En uren luft, der rejser sig fra noget i undergrunden på den måde, som gærende spiritus producerer nær sin overflade, en luft som er livsfarlig, vil blande sig med luften omkring den, og så snart luftmassen bevæger sig væk, vil den smitte enhver efterfølgende luftmasse, uanset hvor ren den måtte være, når den kommer til stedet.
Resultatet af denne fortolkning af sagen er, at den urene luft, eller gas, som skaber den gule feber, stammer fra jorden, det vil sige fra den nylagte jord eller underlaget lagt ovenpå flodens mudrede og beskidte bund. Denne urene luft gennemtrænger enhver frisk luft, som passerer stedet, på samme måde som luft varmes op, når den passerer ild eller bliver ildelugtende, når den nærmer sig eller passerer en bunke ødelagte grønsager eller et rådnende dyr.
Flodernes mudrede bund indeholder store mængder af urene og ofte eksplosionsfarlige gasser (brintgasser), som er bundet i mudderet, indtil det tilfældigvis frigives. Gassen produceres gennem opløsningen og nedbrydningen af ethvert brandbart materiale som falder i vandet og synker ned i mudderet, som den følgende begivenhed vil tjene til at forklare.
I efteråret samme år, som New York blev evakueret (1783), havde General Washington sit hovedkvarter hos Mrs. Berrian i Rocky Hill i Jersey, og jeg befandt mig der. Kongressen mødtes dengang i Prince Town. Vi var adskillige gange blevet fortalt, at floden eller åen, som løber neden for Rocky Hills, og som driver en mølle, kunne sættes i brand, for det var de ord, som de lokale brugte. Siden general Washington havde lyst til at afprøve eksperimentet, påtog general Lincoln, som også befandt sig der, sig at gøre forberedelserne til det den følgende aften d. 5. november. Dette skulle gennemføres, blev vi fortalt, ved at oprøre mudderet på bunden af floden og holde noget brændende, som papir eller strå, over det i en kort afstand fra vandets overflade.
Oberst Humphrey og Cobb var på det tidspunkt adjudanter for general Washington og de to herrer og jeg indgik en diskussion om årsagerne. Deres opfattelse var, at ved at rode op i bunden kom der en tjæreagtig substans op til overfladen og brød i brand, når lyset blev sat til det; jeg på den anden side antog, at der blev frigjort en mængde eksplosiv, som steg op gennem vandet og brød i brand over overfladen. Begge sider holdt fast i sin egen opfattelse, og næste aften skulle et eksperiment gennemføres.
En pram var blevet placeret i mølledammen og general Washington, general Lincoln, jeg selv og, mindes jeg, oberst Cobb (thi Humphrey var syg) og 3 eller 4 andre soldater med stænger, blev placeret på prammen. General Washington stillede sig selv i den ene ende af prammen og jeg i den anden. Vi havde begge en rulle papir, som vi satte ild i og holdt over vandet ca. 2-3 tommer fra overfladen, mens soldaterne begyndte at rode op i flodbunden med deres stænger.
Da general Washington sad i den ene ende af prammen og jeg i den anden, kunne jeg bedre se, hvad der skete med hans lys end mit eget, som jeg sad næsten vinkelret på. Når mudderet i bunden blev rodet op af stængerne, steg boblerne hastigt, og jeg så ilden fra general Washingtons lys sprede sig ned til overfladen af vandet på samme måde, som når et tændt lys holdes, så det rører røgen fra et lys, der lige er blevet slukket, og flammen så stiger op og tænder lyset. Det var eksperimentelt bevis på, at det, som kaldtes at sætte floden i brand, var at sætte ild i den brandbare luft, som steg fra mudderet.
Jeg nævnte dette eksperiment for Mr. Rittenhouse af Philadelphia næste gang, jeg var i byen, og vores mening om sagen var, at luften eller dampen, som stammer fra ethvert brandbart materiale (grønsager eller andet), som undergik en opløsning eller forrådnelse, enten på grund af ild eller vand i et lukket rum således at det ikke blæser væk, ville være brændbart og ville brænde, når det kom i kontakt med en flamme.
For at afgøre om det var tilfældet, fyldte vi kammeret på et geværløb op med 5 til 6 tommer savsmuld og den øverste del med tørt sand og stak det med ildrageren ind i smedens arne til det var rødglødende for at fortære savsmuldet, mens sandet forhindrede, at det brød i brand. Vi holdt et stearinlys hen til munden af geværløbet; da den første damp, som brød frem ville være fugtig, slukkede det lyset, men efter at have anvendt lyset 3-4 gange, begyndte luften, der kom ud, at antænde. Vi bandt så en blære hen over mundingen af geværløbet, som luften hurtigt fyldte ud, og så bandt vi en snor rundt om halsen på blæren over mundingen og tog blæren af.
Da vi ikke let kunne udføre eksperimenter på luften, mens den var inde i blæren, var den næste opgave at få den ned i et glas. Til det formål tog vi et glas til 3-4 ounce, fyldte det med vand, satte en prop løst i og lirkede blæren hen over glasset, mens vi tog proppen af ved hjælp af blæren, og vandet strømmede nu ned i blæren og luften op i glasset. Vi satte nu proppen i flasken og fjernede den fra blæren. Det var nu gode forhold at eksperimentere under.
Vi satte en tændstik ned i flasken og luften eller dampen og den flammede op på samme måde som en skorsten over en ild. Vi slukkede den to eller tre gange ved at proppe munden på flasken til og satte igen en tændstik til, så den igen og igen brød i brand, indtil dampen var brugt og flasken fyldt med atmosfærisk luft.
Disse to eksperimenter, det hvor et brandbart materiale (grene og blade fra træer) var blevet opløst i vand i mudderet, og det hvor forandringen var sket ved hjælp af ild uden at brænde, viser at en art luft, som er skadelig når den inhaleres, kan genereres fra genstande, som i sig selv er ufarlige.
Det er ved metoder magen til disse, at trækul, som skabes af ild uden at brænde, udsender en damp, som er livsfarlig. Jeg kommer nu til anvendelsen af disse tilfælde og logikken, der kan udtrækkes herfra, til at redegøre for oprindelsen til den gule feber.
For det første: Den gule feber er ikke en sygdom, som skabes naturligt af klimaet, for så ville den altid have været her i de varme måneder. Klimaet er det samme, som det har været i 50 og 100 år. Der fandtes ikke gul feber den gang, og det er kun de sidste 12 år, at en sådan sygdom har været set i Amerika.
For det andet: De lave områder på flodernes bredder i byerne, hvor den gule feber årligt opstår og eksisterer i cirka 3 måneder uden at spredes, var i deres oprindelige tilstand ikke årsag til denne sygdom, ellers ville indianerne have forladt dem, da de var områder, som indianerne besøgte oftest året rundt på grund af fiskeri. Resultatet af disse ting er, at den gule feber skabes af nogle nye omstændigheder, som er fremmede for landet i sin oprindelige tilstand og spørgsmålet er, hvilke nye omstændigheder det så er?
Det kan siges, at alt hvad de hvide mennesker har gjort siden sin bosættelse i dette land så som at bygge byer, rydde jord, udjævne bakker og fylde dale, er en ny omstændighed. Men den gule feber følger ikke med nogen af disse omstændigheder. Ingen forandring på tør land fremkalder den gule feber. Vi må derfor se på nogle andre nye omstændigheder, og vi kommer nu til de, som angår vådt og tørt, land og vand.
Flodbredderne ved New York og Philadelphia har på grund af den store stigning i handelen og ved konstruktion af kajer undergået store og hurtige forandringer af deres oprindelige tilstand på få år. Det er kun på de dele af kysterne, hvor forandringerne har fundet sted, at gul feber er opstået. Dele med få eller ingen forandringer, f.eks. East og North River som henligger i deres oprindelige tilstand eller næsten da, fremkalder ikke gul feber. Fakta afslører derfor årsagen.
Foruden flere nye gader skabt ved opfyldning af floden, er der anlagt op mod 80 nye kajer siden krigen og langt de fleste indenfor de sidste 10-12 år. Konsekvensen af dette har været, at store mængder skidt og brandbare materialer – deponeret på den mudrede flodbund nær bredden, som ikke havde nogen skadelig virkning i den friske luft og som overskylles to gange i døgnet af tidevandet, – er blevet dækket af flere meter ny jord og lukket inde, og tidevandet udelukket. Det er disse steder og kun disse, at den gule feber skabes.
Da jeg således gennem sagens omstændigheder har påvist, at årsagen til gul feber ligger i de steder, den forekommer eller snarere i den skadelige damp, der rejser sig herfra, går jeg over til at anvise en metode til at konstruere kajer, hvor der ikke er kajer endnu (som ved kysten på East River ved Corlders Hook og også ved North River), som ikke vil forårsage gul feber, og som også vil påvise en metode til at fjerne den de steder, der er inficeret med den.
I stedet for at opfylde floden og konstruere massive kajer af jord på breddens mudderbund, vil en bedre metode være at bygge kajer som buer lavet af sten. Tidevandet vil så flyde ind under buen, hvilket vil sige bredden, og den mudrede bund vil vaskes ren, som lå den i sin oprindelige tilstand uden kajer.
Når kajer bygges på langs af bredden, det vil sige uden at skære ind i landet, kan buer let bygges, fordi buer, der bygges i forlængelse, tjener som støtter for hinanden som stød, men når der skæres ind i bredden, kan der ikke være nogen støtter (stød). I det tilfælde kan kajer bygges af stensøjler eller træbjælker med en planke foroven. I begge tilfælde vil rummet neden under kunne rumme små både, som vil have læ mod storm og skader, og som altid kan komme ind og ud undtagen ved lavvande. Denne metode vil foruden at forhindre oprindelsen til gul feber, som jeg tror den vil, gøre kajerne mere produktive end den nuværende konstruktion på grund af den plads, der opstår i inde i kajen.
Jeg vedlægger ikke nogen beregning af udgiften til at konstruere kajer i buer eller piller, men generelt betragtet vil jeg tro, at de ikke er så dyre som den nuværende metode. En stor del af udgiften til at lave massive kajer af jord foranlediges af flytning af materialer, som vil blive drastisk reduceret ved den foreslåede metode og endnu mere, hvis buerne konstrueres af støbt jern. Jeg antager, at et ton støbejern vil kunne erstatte 20 tons sten.
Hvis udbrud af den gule feber kan forhindres steder, hvor der stadig skal bygges kajer, kan metoden, at konstruere kajer på en sådan måde, at tidevandet kan udvaske flodbredden og bunden nær bredden, som de udvaskes i deres naturlige tilstand, være vejen frem, og i det mindste i et eller andet omfang reducere det de steder, der er inficeret med det. Det vil sige at åbne kajerne to eller tre steder hver og lade tidevandet passere. De åbnede steder kan tildækkes med planker, så brugen af kajen ikke forhindres.
I behandlingen af dette emne har jeg betragtet det mere som naturfilosofi end som medicin. Derfor skriver jeg intet om behandling af sygdommen, efter den er brudt ud. Jeg overlader den del til dem, hvis fag det er at studere dette.
Thomas Paine, June 27, 1806, New York

Trykkefrihed
Forfatteren til dette erindrer en bemærkning gjort til ham af Mr. Jefferson vedrørende engelske aviser, som i 1787, mens Mr. Jefferson var minister i Paris, var blandt de mest gemene og grove. Bemærkningen gælder med samme kraft de amerikanske føderale aviser. Bemærkningen var, at ‘pressens tøjlesløshed fremkalder den samme effekt, som pressens tilbageholdenhed ville, hvis tilbageholdenheden havde til hensigt at forhindre historier blive bragt, og pressens tøjlesløshed forhindrer også, at historier bliver troet, når de bringes.’
Vi har i denne stat et bevis på sandheden i den bemærkning. Antallet af føderalistiske aviser i byen og staten New York er mere end fem gange antallet af republikanske aviser, og dog går de fleste af valgene altid imod de føderalistiske aviser, hvilket tjener som tydeligt bevis på at disse avisers tøjlesløshed medførte, at de fuldkommen blev blottet for troværdighed.
Den, der har studeret nationers karakter, vil finde, at det almindeligvis er rigtigt, at en nations opførsel eller et partis, bedre kan bestemmes fra dens presses karakter end fra nogen anden omstændighed i offentligheden. Hvis dens presse er tøjlesløs, er dens opførsel ikke god. Ingen tror en gemen løgner eller en gemen bagvasker.
Intet er mere almindeligt blandt udgivere, specielt af aviser, end deres stadig råben om trykkefriheden, som om de som udgivere havde flere rettigheder end andre folk. Da begrebet trykkefrihed er adopteret af dette land uden at blive forstået, vil jeg fastslå oprindelsen til det og vise, hvad det betyder. Begrebet stammer fra England, og sagen var som følger:
Før det, der i England kaldes revolutionen, som var i 1688, kunne intet værk udgives i det land uden indhentet tilladelse fra en embedsmand udpeget af regeringen med den hensigt at gennemse værker beregnet på udgivelse. Det samme var tilfældet i Frankrig med undtagelse af, at der i Frankrig var fyrre, der kaldtes censorer, og der i England kun var én kaldet Imprimateur.
Ved revolutionen blev Imprimateur-embedet nedlagt og da værker så kunne udgives uden at regeringen tilladelse skulle indhentes først, var trykkefriheden som konsekvens af nedlæggelsen oprettet, og det var fra disse omstændigheder, at begrebet trykkefrihed oprandt. Trykken, som er øjets tunge, blev så netop menneskets tunge. En mand beder ikke om lov til at fremsætte noget, han agter at sige, men han stilles til regnskab bagefter for de uhyrligheder, han måtte ytre.
På samme måde bliver en mand gjort ansvarlig for at lade en udgiver publicere uhyrligheder, som havde han fremsat dem selv fra ord til andet. Mr. Jefferson har sagt i sin indsættelsestale, at en fejlopfattelse kunne tolereres, når fornuften var fri til at argumentere mod den. Det er en sund filosofi i tilfælde af fejl. Men der er forskel på fejl og tøjlesløshed.
Nogle sagførere har ofte under forsvaret af deres klienter (for størstedelen af sagførerne kæmper gerne på begge sider ligesom schweiziske soldater) udtrykt, hvordan de definerede trykkefrihed. Én sagde, det var dette, en anden sagde, det var hint og så videre alt efter den sag, de førte. Nu burde disse mænd imidlertid have vidst, at begrebet trykkefrihed stammede fra et faktum: nedlæggelse af Imprimateur-embedet, og at opfattelser ingen indflydelse har på sagen. Begrebet henviser til den kendsgerning, at man udgiver fri for tidligere bindinger og ikke til noget som helst om, hvad man udgiver, hvad enten det er godt eller skidt. Offentligheden som helhed, eller i tilfælde af en retssag, et nævningeting i et land, vil være dommere i den sag.
Thomas Paine
19. oktober, 1806.

Essay om drømme
Til alle Trosretningers Præster og Prædikanter
Det er hver mands pligt, så vidt hans evner rækker, at afsløre bedrag og fejl. Men naturen har ikke givet enhver talent for denne sag, og blandt de, som et sådant talent er givet, mangler der ofte lyst eller mod til at gøre det.
Verden, eller snarere den lille del af den, som kaldes kristen eller den vestlige civilisation, har i mere end 1000 år fundet fornøjelse i profetiske beretninger fra Det Gamle Testamente om opstandelsen af en person kaldet Jesus Kristus, og tusinder af prædikener har været fremført og tusinder af bind skrevet for at få folk til at tro på det.
I den følgende afhandling har jeg undersøgt alle de afsnit i Det Nye Testamente, der citerer Det Gamle Testamente og påståede profetier angående Jesus Kristus, og jeg fandt intet i retning af en profeti om sådan en person, og jeg benægter, at der skulle være nogen. Alle afsnit relaterer til omstændigheder, som den jødiske nation var i på det tidspunkt, de blev skrevet eller fortalt, og intet som skulle ske eller ikke skulle ske i verden adskilligt hundrede år senere; og jeg har vist, hvad de omstændigheder var, som afsnittene omhandler eller henviser til. Jeg har givet kapitel og versnummer for alt, jeg har sagt og er ikke gået uden for Det Nye og Gamle Testamentes bøger efter bevis for, at afsnittene ikke er profetier om en person kaldet Jesus Kristus.
Den ubegrundede tros antagelser forfalder ofte til at blive tradition og ender som hykleri. Når folk af traditionelle grunde, mode eller andre verdslige motiver, forsikrer eller foregiver at tro på noget, som de ikke tror på, og ej heller kan give nogen forklaring på årsagen til deres tro, så kaster de moralen over bord, og da de ikke længere er ærlige overfor sig selv, har de heller ingen moralske skrupler over at være uærlig overfor andre. Det er lasten hykleris indflydelse, at vi ser så mange kirke-og-møde professorer og påståede troende så fyldt med numre og bedrag i deres handlinger og så uhæmmede i udførslen af deres hverv, at de ikke kan stå mere til troende, end loven tvinger dem til. Etik tynger dem ikke og påvirker ikke deres handlinger.
En del af prædikanterne lover frelse, hvis blot folk tror. De fortæller deres menighed, at hvis de tror på Kristus, vil deres synder blive tilgivet. Dette er for det første en tilskyndelse til at synde på samme måde, som når en ødsel ung fyr hører, at hans far vil dække alle hans gældsposter; så samler han gæld hurtigere og bliver mere ødsel. Fader, siger han, betaler alt, og så fortsætter han: på præcis samme måde i det andet tilfælde, Kristus betaler alt, og synderen fortsætter.
For det andet er den doktrin, som disse mænd prædiker, ikke sand. Det nye Testamente forlader sig på sandheden om personen kaldet Jesus Kristus på det, der kaldes profetierne i Det gamle Testamente; og hvis der ikke findes sådan noget som profetier om en person af den art i Det gamle Testamente, så er Det Nye Testamente en forfalskning af rådene i Nice of Laodicea, og den tro, der er dannet derpå bedrag og falskneri.
En anden del af prædikanterne fortæller deres menigheder, at Gud forudbestemte og udvalgte et bestemt antal, der skulle opnå evig frelse, og et antal, der skulle få evig fortabelse. Hvis dette er sandt, er ‘Dommedag’ fortid: deres bønner er forgæves, og de burde hellere beskæftige sig med noget mere nyttigt.
Denne doktrin har som de forrige en direkte tendens til at demoralisere menneskeheden. Kan en slet mand omvendes ved at fortælle ham, at hvis han var en af dem, som var forudset til fortabelse, før han blev født, vil hans omvendelse ikke hjælpe ham? og hvis han var forudbestemt til at blive frelst, så vil han blive frelst hvad enten han tror eller ej? For dette er er doktrinens virkning. Den slags prædiken og den slags prædikanter skader den offentlige moral. De burde snarere stå ved ploven.
Som mit motiv i mine politiske værker har været at give mennesket en højere sans for sit eget værd og befri ham for slaveriet og de overtroiske absurditeter ved monarki og arvestyre, således har mine anstrengelser i religiøse sager været rettet mod at få mennesket til at bruge den sunde fornuft, som Gud har givet ham, at indprente ham den gudgivne morals store principper, retfærdighed, barmhjertighed, og en elskværdig opførsel overfor alle mennesker og dyr og indgyde ham tillid, fortrolighed og fortrøstningsfuldhed overfor sin skaber ubesmittet af fablerne i bøgerne, der foregiver at være ‘Guds ord’.
Da en hel del i forbindelse med drømme nævnes i Det nye Testamente, er det nødvendigt først at forklare drømmens natur og vise, hvordan hjernen producerer en drøm under søvnen. Når dette er forstået, vil vi være i bedre stand til at bedømme, hvorvidt der kan fæstes lid til dem; og dermed om de adskillige sager i Det Nye Testamente, der omhandler drømme, fortjener den værdi, som forfatterne til den bog (præster og kommentatorer) tilskriver dem.
For at forstå drømmens natur eller det, som fremkommer som egentlige syner under søvnen, er det først nødvendigt at forstå, hvordan den menneskelige forstand er bygget op.
Forstandens tre store egenskaber er fantasien, dømmekraften og hukommelsen. Alle forstandens handlinger falder under en af disse evner. I vågen tilstand som i dagtimerne er alle disse evner aktive; men det er sjældent tilfældet under søvn og aldrig fuldkomment. Det er grunden til, at vores drømme ikke er så almindelige og rationelle som vores vågne tanker.
Sædet for den samling af færdigheder eller evner, der udgør det, der kaldes forstanden, findes i hjernen. Der er ingen, og der kan ikke være nogen synlig anatomisk påvisning af dette, men personskader viser, at det er sådan. En skade på hjernen forårsaget af et brud på kraniet kan sommetider forandre en klog mand til en barnlig idiot – et væsen uden forstand. Men naturen har været så omhyggelig med menneskets allerhelligste, at denne skade forekommer sjældnest blandt alle de ydre ulykker, som mennesker kan komme ud for. Men vi ser det ofte ske ved langvarigt umådeholdent vanedrikkeri.
Om disse tre evner findes i særskilte dele af hjernen vides kun af den Almægtige Kraft som skabte og organiserede den. Vi kan se den ydre virkning af muskelbevægelse på alle kroppens dele, selvom dens premium mobile eller første årsag er mennesket ukendt. Vores ydre bevægelse er sommetider gjort bevidst, sommetider ikke. Hvis vi sidder ned og har til hensigt at rejse os, eller står op og har til hensigt at sætte os ned eller gå, vil lemmerne adlyde denne hensigt, hvis de hører, at ordren gives. Men vi gør tusind bevægelser hver dag, både i vågen og sovende tilstand, som ikke er sat i gang med vilje. Hvert lem bevæger sig, som om det havde sin egen vilje. Mennesket styrer det hele, når han ønsker det, men ellers styrer de forskellige dele sig selv som små forstæder uden at rådføre sig med borgmesteren. Alle disse bevægelser, hvad end der nu sætter dem i gang, er eksterne og synlige. Men med hensyn til hjernen, så kan ingen visuel observation gøres her. Det hele er et mysterium; alt er mørke i tankens skød.
Hvorvidt hjernen er en masse i bestandig hvile, hvorvidt den har en vibrerende, pulserende bevægelse, eller en hævende og sænkende bevægelse som en gærmasse; hvorvidt forskellige dele af hjernen bevæger sig forskelligt, afhængig af den evne der udnyttes, det være sig fantasien, dømmekraften eller hukommelsen, ved mennesket ikke noget om. Han kender ikke oprindelsen til sin egen indsigt. Hans egen hjerne skjuler den for ham.
Når man sammenligner synlige med usynlige ting, som metafysiske kan sammenlignes med fysiske ting, har virkemåden af disse særskilte evner en vis lighed med et ur. Hovedfjederen, som sætter alt i bevægelse, svarer til forestillingsevnen; pendulet, som korrigerer og regulerer denne bevægelse, svarer til dømmekraften; og viseren og urskiven, som hukommelsen, noterer operationen.
I forhold til hvordan disse forskellige egenskaber sover, døser eller er vågne under drømmens fremadskriden, vil drømmen i samme forhold være logisk eller forvirret, erindret eller glemt.
Hvis der er en egenskab i menneskets psyke, som aldrig sover, er det den omskiftelige ting, kaldet fantasien. Sagen stiller sig anderledes med dømmekraften og hukommelsen. Dømmekraftens stilfærdige og sobre tilstand giver den en hang til at hvile; og ligeså med hukommelsen, den opfanger i stilhed og er kun aktiv når den påkaldes.
At dømmekraften hurtigt døser hen, kan vi fornemme, når vi sommetider begynder at drømme, før vi sover helt. Nogle tilfældige tanker løber gennem hovedet, og vi starter med at huske, at vi har drømt, mens vi sov. Hvis et urs pendul ved et uheld bliver skævt, så det ikke længere kan styre og regulere fjederens elastiske kraft, bliver værket straks et rod, og fortsætter sådan så længe fjederen har kraft. Hvis dømmekraften sover mens fantasien er aktiv, vil drømmen ligeledes blive en kaotisk samling af tilfældige billeder og strejfende ideer; jo mere aktiv fantasien er, jo mere forrykt vil drømmen blive. De mest usammenhængende og de mest umulige ting vil forekomme normale fordi den evne, hvis opgave det er at holde rede, er fraværende. Skoleinspektøren er borte og drengene i vildt kaos.
Hvis hukommelsen sover, vil vi ikke have anden erindring om drømmen, end at vi har drømt, uden at vide hvad den handlede om. I det tilfælde er det snarere fornemmelsen end erindringen, der virker. Drømmen har givet os en fornemmelse af smerte eller problemer, og vi oplever det som en uro snarere end et billede.
Hvis hukommelsen døser, vil vi have en svag erindring om drømmen, og efter nogle få minutter kan det sommetider ske, at de vigtigste dele af drømmen vil forekomme os tydeligere. Grunden til dette er, at hukommelsen vil fortsætte med at døse eller sove efter vi selv er vågnet, og det så stærkt, at det kan ske, at vi ikke straks husker, hvor vi er, hvad vi har gjort eller skal gøre. Men når hukommelsen er helt vågen, bringer den erkendelsen om disse ting tilbage til os som en flod af lys og sommetider drømmen med.
Men det mest underlige element ved forstanden under søvn, er den egenskab, den har til at være formidler for hver person, karakter og genstand, den drømmer om. Den konverserer med flere, stiller spørgsmål, hører svar, giver og modtager information, og den spiller selv alle disse roller.
Uanset hvor varieret og excentrisk fantasien kan skabe billeder og idéer, så kan det ikke erstatte hukommelsen, hvad angår de ting som glemmes, når vi vågner. F.eks. hvis vi har glemt en persons navn og drømmer, vi møder denne og spørger om navnet, kan han ikke fortælle det; for det er os, der stiller det spørgsmål til os selv.
Men selv om fantasien ikke kan træde i stedet for den virkelige hukommelse, besidder den den forrykte egenskab at forfalske hukommelsen. Den drømmer om personer, som aldrig har eksisteret og taler til dem som gamle bekendtskaber. Den sætter begivenheder sammen, som aldrig foregik og genfortæller dem, som om de var sket. Den tager til steder, som aldrig har eksisteret og kender alle gader og huse, som om den havde været der før. De scener, som den skaber, er ofte som scener, man husker. Den vil sommetider opføre sig som en drøm i en drøm, og i den vildfarelse at den drømmer genfortælle en drøm, som den aldrig drømte, og fortælle den som om den kom fra hukommelsen. Det kan også bemærkes, at fantasien under en drøm ikke har nogen tidsopfattelse at stemme af med. Den regner kun i begivenheder; og hvis rækkefølgen af begivenheder i en drøm kræver et langt tidsrum, så vil det forekomme den drømmende, at en ligeså lang tid også er gået.
Da dette er sindets tilstand under en drøm, er det logisk at sige, at enhver er gal én gang i døgnet, for hvis han om dagen opførte sig, som han drømmer om natten, ville han blive spærret ind som tosse. I vågen tilstand udgør de tre aktive samarbejdende evner det rationelle menneske. I drømmetilstand er det anderledes, og derfor er det, der kaldes sindssyge, ikke andet end fraværet af disse evner og mangel på dømmekraft i vågen tilstand, som vi så ofte oplever under søvn; og idioti, som nogle personer er ramt af, er ophøret af alle disse evner, som vi kan fornemme, når vi kommer ud for at vågne før vores hukommelse.
Hvor absurd er det ikke at fæste lid til drømme ud fra dette synspunkt, og hvor meget mere absurd at gøre dem til grundlag for en religion; og dog er troen på, at Jesus er Guds søn, undfanget af Helligånden, en skabning aldrig hørt om før, grundlagt på den naragtige historie fra en gammel mands drøm. “Og Herrens engel viste sig for ham i en drøm, og sagde, Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden.” — Matt. 1. 20.
Efter dette har vi den barnlige sag med tre eller fire andre drømme: om Josef, der tager til Egypten, om hans hjemkomst, om dette og hint, og denne fortælling om drømme har ført Europa ind i en drømmetilstand i over 1000 år. Alle de bestræbelser som naturen, fornuften og samvittigheden har gjort for at vække menneskeheden fra denne tilstand, har præsteskabet og overtroen tilskrevet djævelen, og havde det ikke været for den amerikanske revolution, som ved at etablere den universelle rettighed til at følge sin samvittighed åbnede som de første adgangen til frie debatter, og havde det ikke været for den franske revolution som fulgte, ville denne drømmenes religion have fortsat med at blive prædiket, og det selv efter at man havde ophørt med at tro på den. De, som prædikede den, men ikke troede på den, mente stadig at bedraget var nødvendigt. De var ikke dristige nok til at være ærlige, ikke ærlige nok til at være dristige.
Jeg skal slutte dette skrift om drømme med de to første vers af Siraks Bog kapitel 34, et af de apokryfe skrifter:

v1 Den uforstandige nærer tomme og falske forhåbninger,
drømme giver tåben forfløjne ideer.
v2 Som den, der griber efter skygger og jager efter vind,
er den, der holder sig til drømme.