Thomas Paine: Sund fornuft
– opfordring til uafhængighed
oversat fra Common Sense (1776)
af Henrik Eismark
Af Thomas Paine – i dansk oversættelse – er udkommet:
– Ligeretten til jorden (Henry George Forlaget 1999)
– Sund fornuft (Henry George Forlaget 2000)
– Fornuftens tidsalder (Forlaget Fritanken 2001)
– Krise I-IV (Forlaget Fritanken 2007)
– Krise V-XIII (Forlaget Fritanken 2009)
Og som e-bøger:
– Antologi – essays (Forlaget Fritanken – pdf)
– Krise I-IV (Forlaget Fritanken – pdf)
– Krise V-XIII (Forlaget Fritanken – pdf)
– Fornuftens tidsalder (Forlaget Fritanken – pdf)
Prolog
Om oprindelsen til styret og dets organisering i almindelighed.
Med specielle bemærkninger til den engelske forfatning.
Om monarki og arvefølge
Tanker om de amerikanske sagers nuværende tilstand
Om Amerikas nuværende muligheder med nogle forskellige overvejelser
Oversætterens forord
Sund fornuft (Common Sense) er blevet kaldt det mest indflydelsesrige politiske skrift, som nogensinde er udgivet i Amerika. Det udkom i januar 1776, og blev i løbet af tre måneder udgivet i 120.000 eksemplarer. Ifølge Thomas Paine selv ‘fremkaldte det uafhængighedserklæringen den 4. juli samme år, hvilket var så hurtigt, det kunne gøres i dette udstrakte land’.
Der findes ikke mange tekster, om hvilke det kan siges, at de har påvirket historien. Dette skrift fik 13 kolonier, så forskellige de var, til samlet at gøre oprør mod det engelske herredømme og inspirerede til udfærdigelsen af Uafhængighedserklæringen.
Desuden kan dette skrift læses som et indlæg i demokratiets historie med slagkraftige argumenter i Paines altid levende og medrivende stil. Det vil måske kunne stimulere interessen for nogle af årtusindets klassikere og føre til, at mange flere af disse bliver oversat til dansk.
Thomas Paine (1737–1809) kom til Amerika i november 1774, 37 år gammel, og hans liv er en historie i sig selv.
Henrik Eismark, (2000)
Prolog
Måske er idéerne på de følgende sider endnu ikke tilstrækkeligt populære til at vinde bifald overalt. En fastgroet vane med at tro, der ikke kan være noget galt, giver et overfladisk indtryk af, at alt er i orden, og udløser først en heftig protest i forsvar af vanetænkning. Men tumulten svinder snart. Tiden konverterer flere end fornuften.
Da lang og voldelig magtmisbrug normalt er grund til at stille spørgsmål ved magtens berettigelse (og i sager som ingen ville have tænkt på, hvis ikke de ramte var blevet generet nok til at stille dette spørgsmål), og da kongen af England har tiltaget sig retten til at støtte parlamentet i det, han kalder deres ret, og da de gode folk i dette land er bitterligt undertrykt af denne kombination, har de uantastelig ret til at betvivle begges autoritet og samme ret til at afvise begges egenhændige tilegnelser.
På de følgende sider har forfatteren omhyggeligt undgået al personomtale. Ingen nævnt, ingen glemt. Den vise og den brave har ikke brug for en pamflets hoveren, og de, hvis opfattelser er uforstandige eller uvenlige, vil selv stoppe [med at læse o.a.], hvis for megen ulempe er forbundet med deres omvendelse.
Amerikas sag er i store træk hele menneskehedens sag. Mange emner vil berøres, som ikke er lokale men universelle, og igennem hvilke principperne for alle, der elsker menneskeheden, påvirkes, såfremt de lytter til deres følelser. At lægge et land øde med ild og sværd, at erklære krig mod alle menneskehedens naturlige rettigheder og udslette disses forsvarere fra jordens overflade, bevæger enhver, som naturen har givet følelser; uanset klasse, uanset partifarve er,*
… Forfatteren.
PS: Udgivelsen af dette nye oplag er udsat med det formål (hvis det havde været nødvendigt) at medtage forsøg på at gendrive uafhængighedsdoktrinen. Da dette ikke er sket, kan det nu antages at det heller ikke vil ske, da den tid, der er nødvendig for at udfærdige en sådan, for længst er overskredet.
Det er ikke nødvendigt for offentligheden at vide, hvem der er forfatter til foreliggende skrift, da det, det drejer sig om her, er selve hensigten, ikke personen. Det er dog måske ikke overflødigt at nævne, at han ikke er forbundet med noget parti, og at han ikke står under nogen indflydelse, hverken offentligt eller privat, bortset fra fornuft og principper.
Philadelphia, 14. februar, 1776.
*: Originalteksten stopper her.
**: Der kom imidlertid svar, heriblandt den 22. april ved John Adams: Thoughts on Government.
Om oprindelsen til styret og dets organisering i almindelighed.
Med specielle bemærkninger til den engelske forfatning.
Nogle skribenter identificerer samfundet så stærkt med statsmagten, at de skelner meget lidt eller slet ikke mellem de to; men de er ikke bare forskellige, de er også opstået på forskellig vis. Samfundet er udsprunget af vores behov, og statsmagten af vores ondskabsfuldhed. Den førstnævnte tjener vores lykke på en positiv måde ved at forene vores ønsker, den sidstnævnte negativt ved at tøjle vores laster. Den ene opmuntrer til samarbejde, den anden skaber forskelle. Den første er en beskytter, den anden en der straffer.
Samfundsdannelse på ethvert niveau er en velsignelse, men statsmagt er selv i sin bedste form et nødvendigt onde, i dets værste form ubærligt; for når vi lider eller udsættes for de samme elendigheder af et styre, som vi måske ville forvente i et land uden en central statsmagt, forøges vores lidelser, når vi tænker på, at vi selv har foranstaltet det, vi lider under! Statsmagten er, som vores tøj, tegn på den tabte uskyld; kongeslotte er bygget på ruinerne af paradisets lysthuse. Hvis samvittighedens impulser var klare, ensartede og uden videre adlydt, ville menneskeheden ikke behøve nogen anden lovgiver, men da det ikke er tilfældet, er det nødvendigt, at man giver afkald på en del af sin ejendom for at tilvejebringe de midler, som skal beskytte resten; og dette foranlediges man til at gøre med samme visdom, som i alle andre sager får os til at vælge det mindste af to onder. Da sikkerhed og tryghed er den egentlige årsag til centralisering af statsmagt og årsag til dets fald, følger det uafvigeligt at uanset form er dét at foretrække for alle andre, som med de færreste udgifter og største fordele bringer os denne sikkerhed. For at få en klar og rimelig ide om grunden til og enden på centraliseret statsmagt, så lad os antage, at et lille antal mennesker bosætter sig i en afsondret del af verden uden forbindelse til resten. De vil så repræsentere de første indbyggere i et land eller i en verden. I denne tilstand af naturlig frihed vil samfundsdannelse være deres første tanke. Tusinde grunde vil få dem til det: én mands kraft rækker ikke til hans behov, hans mentalitet er uegnet til konstant ensomhed, og han kan snart blive nødt til søge bistand og hjælp fra en anden, som har samme behov. Fire eller fem tilsammen kan bygge et tåleligt bosted midt i ødemarken, mens en enkelt kan arbejde det meste af livet uden at opnå noget. Når han har fældet tømmeret, vil han ikke kunne flytte det eller rejse det, når det var flyttet. I mellemtiden vil sulten trække ham væk fra arbejdet, og hvert nyt behov vil få ham til at lave noget andet. Sygdom, selv ulykker vil betyde døden, for selvom ingen af dem var dødelige, ville hver især forhindre ham i at arbejde og sætte ham i en tilstand, hvor han snarere kunne påregnes at sygne hen end at dø.
Sådan vil nødvendighed, som en tyngdekraft, samle vores nyankomne emigranter i et samfund, hvis afledte fordele ville overvinde og overflødiggøre de unødvendige forpligtelser overfor loven og regeringen, så længe de var fuldkomment retskafne overfor hinanden; men da ingenting undtagen himlen er uigennemtrængeligt for laster, vil det uvægerligt ske, at de, efterhånden som de overvinder de første emigrationsvanskeligheder, der bandt dem sammen i en fælles sag, vil begynde at tage løsere på deres pligter og afhængighed af hinanden. Denne forsømmelighed vil vise nødvendigheden af at etablere en form for styre, som kan afhjælpe manglen på moralske dyder.
Et passende træ vil være dem en offentlig bygning, under hvis grene hele kolonien kan samles for at diskutere offentlige sager. Det er højest sandsynligt, at de første love vil blive kaldt regulativer, og kun blive udøvet med den minimale straf af offentligt mishag. I dette første parlament vil enhver fra naturens ret have en plads.
Men som kolonien vokser, vil de offentlige sager ligeledes øges, og den afstand, som medlemmerne adskilles med, vil gøre det besværligt for dem alle at mødes ved enhver anledning, som dengang deres antal var lille, deres bosættelser nære, og de offentlige sager få og små. Dette vil vise det belejlige i, at de enes om at overlade den lovgivende del til at blive gennemført af nogle, som vælges blandt dem alle, og som burde have samme interesser, som dem der udpegede dem, og som vil agere på samme måde, som hele skaren ville, hvis de havde været tilstede. Hvis kolonien fortsætter med at vokse, vil det være nødvendigt at forøge antallet af repræsentanter, og for at alle parters interesser kan blive plejet bedst, vil det være bedst at dele dem alle ind i passende grupper, hvor hver gruppe sender sit forholdsvise antal, og for at de valgte aldrig skal udvikle interesser, som er forskellige fra deres vælgere, vil det være klogest, at der holdes valg ofte, således at de valgte kan vende tilbage og blandes med den almindelige befolkning i nogle måneder. Deres loyalitet overfor offentligheden sikres, når de med eftertænksomhed afholder sig fra at binde ris til egen bag. Da denne hyppige udskiftning vil medføre fælles interesserer med alle dele af samfundet, vil de gensidigt og naturligt støtte hinanden, og på dette (og ikke det meningsløse navn konge) hviler den centrale statsmagts styrke og tilfredsheden hos de regerede.
Her er oprindelsen til statsmagten, en tilstand nødvendiggjort af de moralske dyders manglende evne til at regere verden; og her er også givet grænserne for dette styre, nemlig frihed og sikkerhed. Uanset at vores øjne kan forblændes af, hvad vi ser og vores ører bedrages af, hvad vi hører; uanset hvordan fordomme kan forvanske vores hensigter og interesser formørke vor forståelse, vil naturens og fornuftens enkle røst fortælle os, hvad der er ret.
Jeg henter min opfattelse om regeringsformen fra et enkelt princip i naturen, som ingen behændighed kan omvende, nemlig at jo mere enkel en sag er, jo mindre risiko er der for, at den forvanskes, og jo lettere kan den bringes i orden, hvis det sker. Med dette maksime i tankerne, vil jeg give nogle få kommentarer til den meget opreklamerede forfatning i England. At den var agtværdig i de mørke og slavebundne tider, den blev udstedt i, er givet. Da verden gik af lave med tyranni, blev denne i det mindste på strålende vis reddet. Men at den ikke er perfekt, i risiko for at blive udsat for rystelser og ude af stand til at holde, hvad den ser ud til at love, er let at vise.
Absolut styre (grundet på den menneskelige naturs usselhed) har den fordel, at det er enkelt. Hvis folket lider, ved de, fra hvilken leder deres lidelser udspringer, de kender også løsningen derpå og forvirres ikke af en mængde årsager og kure. Men Englands forfatning er så overdreven indviklet, at nationen kan lide i årevis uden at finde ud af, hvor fejlen ligger, nogen vil sige ét sted, nogle pege på andre steder, og enhver politisk læge vil anbefale en ny kur.
Jeg ved, det er svært at overvinde lokale og langvarige fordomme, men hvis vi vil gøre os den ulejlighed at undersøge bestanddelene i Englands forfatning, vil vi finde, at de er baseret på resterne af to ældgamle tyrannier iblandet nye republikanske indslag:
- Resterne af monarkiets enevælde personificeret i kongen.
- Resterne af aristokratiets tyranni i form af overhuset.
- Det nye republikanske indslag, i form af underhuset, hvis dyder Englands frihed afhænger af.
De to første er ved at være arvebestemte ikke relateret til folket, hvorfor de, i en konstitutionel sammenhæng, ikke bidrager til nationens frihed. At påstå, at Englands forfatning er en konstruktion bestående af tre gensidigt kontrollerende magter er latterligt. Enten er ordene betydningsløse, eller også er de stærkt misvisende. At påstå at underhuset kontrollerer kongen forudsætter to ting:
- At man ikke kan stole på kongen uden at kontrollere ham, eller med andre ord, at tørsten efter absolut magt, er monarkiets indbyggede sygdom.
- At underhuset, ved at være udpeget til det formål, enten er klogere end kronen eller er mere pålidelig.
Men da den samme forfatning, som giver underhuset magten til at kontrollere kongen ved at kunne tilbageholde visse midler, derefter giver kongen magten til at kontrollere underhuset ved at give ham magten til at afvise de øvrige love, forudsættes det igen, at kongen er klogere end dem, som man allerede har antaget var klogere end han – en ren absurditet.
Der er noget ekstremt latterligt i monarkiets konstruktion. Først afskærer det en mand fra informationskanalerne, men det giver ham stadig magt til at handle i sager, hvor den højeste vurderingsevne er påkrævet. En konges stand udelukker ham fra verden, mens en konges opgaver kræver dyb indsigt heri, hvorfor de forskellige dele, ved på unaturlig vis at modsige og gensidigt ødelægge hinanden, viser at hele rollen er absurd og meningsløs.
Nogle skribenter har fortolket den engelske forfatning således; kongen, siger de, er ét, folket et andet; overhuset er kongens stedfortræder, underhuset folkets. Men alt dette bærer præg af en institution i splid med sig selv, og selvom det udtrykkes nydeligt, er det ved eftersyn intetsigende og tvetydigt. Og det vil altid være sådan, at når den nydeligste udtryksmåde, som ord kan forme, skal bruges til at beskrive noget, som enten ikke kan eksistere eller er for uforståeligt til at kunne rummes i en beskrivelse, vil det udelukkende være lyd, og selvom det kan fornøje øret, kan det ikke overbevise forstanden, for denne forklaring indebærer et tidligere spørgsmål, nemlig: Hvordan fik kongen den magt, som folk er bange for at forlade sig på og nødt til at kontrollere? Sådan en magt kan et klogt folk ikke have overdraget, heller ikke kan nogen magt, som har nødig at blive kontrolleret, nedstamme fra Gud, og dog erklærer forfatningen, at sådan en magt eksisterer.
Men bestemmelsen kan ikke leve op til målet. Midlerne rækker ikke til målet, og hele sagen er ‘a felo de se’ [en fejl i sig selv o.a.]; for da den større vægt altid vil opveje den mindre, og da alle hjul i en maskine sættes i gang af et enkelt, er det nok at vide hvilken magt i forfatningen, der bærer den største vægt, for den vil styre. Selvom de andre, eller dele af dem, vil modsætte sig, eller som det siges, kontrollere dens hastighed, vil deres forsøg, hvis de da ikke kan stoppe den, være uden resultat. Den første udfarende kraft vil til slut få sin vilje, og hvad den mangler i fart, gøres op med tid.
At kronen er den dominerende magt i den engelske forfatning behøver ikke at siges, og at den kan takke hele sin eksistens alene ud fra at kunne uddele rang og pensioner, er selvindlysende. Det følger, at selvom vi klogeligt har lukket og låst døren til det absolutte monarki, har vi samtidig været dumme nok til at sætte kronen i besiddelse af nøglen.
Englændernes fordomme til gunst for at lade sig styre af konger, højadel og underhus, stammer mindst ligeså meget fra national stolthed som fra fornuft. Enkeltpersoner er utvivlsomt mere sikre i England end i visse andre lande, men kongens vilje er lige så meget lov i Storbritannien som i Frankrig med den forskel, at i stedet for at udgå direkte fra hans mund, gives det til folket i den gloriøse form af en parlamentsbeslutning. For Charles I’s skæbne har kun gjort konger mere diskrete, ikke mere retfærdige.
Derfor, når al national stolthed og fordomsfuldhed for ceremoni og form lægges til side, er den enkle sandhed, at det helt og holdent er takket være folkets andel i forfatningen og ikke takket være styrets art, at kronen ikke er så undertrykkende i England som i Tyrkiet.
En undersøgelse af forfatningsfejl i den engelske styreform er på nuværende tidspunkt yderst påkrævet. For da vi aldrig er tilstrækkelig godt udrustet til at øve retfærdighed mod andre, sålænge vi selv er partiske, således er vi ej heller i stand til at øve retfærdighed mod os selv, sålænge vi er underlagt forstyrrende fordomme. Som en mand, der er i lag med en prostitueret, er uegnet til at vælge eller dømme en hustru, således vil en hang til en rådden forfatning forhindre os i at erkende en bedre.
Om monarki og arvefølge
Da mennesker ved skabelsen var ligemænd, kan denne lighed kun være blevet ophævet ved en efterfølgende ændring. Forskellen på rig og fattig kan tilskrives stor betydning, og dette uden at det er nødvendigt at anvende hårde, ildelydende ord som undertrykkelse og griskhed. Undertrykkelse er ofte følgen af, men sjældent årsagen til rigdom, og selvom griskhed vil redde en mand fra at blive en nødlidende stakkel, gør det ham som regel for frygtsom til at blive velhavende.
Men der er en anden og større forskel, der ikke kan tillægges nogen naturlig eller religiøs årsag, og det er inddelingen af mennesker i konger og undersåtter. Naturen har inddelt mennesker i mænd og kvinder, himlen i gode og onde; men det er værd at undersøge, hvordan en særlig menneskerace kom til verden så højt hævet over resten og så forskellig som en helt ny art, og ligeså hvorvidt de er til glæde eller ulykke for menneskeheden.
I verdens første dage var der ifølge skrifternes kronologi ingen konger; følgelig var der heller ikke nogen krige. Det er kongers ærekærhed, som bringer menneskeheden ud i kaos. Holland, som ikke har en konge, har haft mere fred i det sidste århundrede, end nogen af Europas monarkier. Fortiden viser de samme kendsgerninger, for de første patriarkers rolige og landlige liv har noget lykkeligt i sig, som forsvinder, når vi kommer til de jødiske kongers historie.
Kongedømmer blev først indført af hedninge, hvis skikke blev kopieret af Israels børn. Det var den mest succesrige opfindelse, djævelen nogensinde har sat i værk for at fremme afgudsdyrkelse. Hedningerne dyrkede deres afdøde konger, og den kristne verden har forbedret denne ide ved at gøre det samme for de levende konger. Hvor en hellig majestæts titel dog er pietetsløs, når den bruges på en orm, som pludselig kravler i støvet i al sin pragt!
Ligesom ophøjelsen af en enkelt mand så højt hævet over resten ikke kan retfærdiggøres på grund af de lige rettigheder fra naturens side, således kan det heller ikke forsvares med henvisning til skrifternes autoritet, for den Almægtiges vilje, som det skrives af Gideon og profeten Samuel, misbilliger udtrykkeligt kongers styre. Alle dele af skrifterne, som er imod kongedømmer, er meget bekvemt censureret i monarkierne, mens de utvivlsomt fortjener opmærksomhed fra de lande, som endnu ikke har valgt styreform. Så giv kejseren, hvad kejserens er, er skrifternes hofdoktrin, men dog er det ikke nogen fortale for monarki, for jøderne var på den tid uden konge og en form for vasalstat under Rom.
Omtrent tre tusind år gik, efter den mosaiske tidsregning, efter skabelsen, indtil jøderne som en national misforståelse forlangte en konge. Indtil da var deres styreform (undtagen i ekstraordinære tilfælde, hvor den Almægtige greb ind) en slags republik administreret af en dommer og de ældste i stammerne. Konger var der ingen af, og det blev anset for en synd at give noget andet væsen denne titel end Hærskarernes Herre. Hvis man virkelig tænker over hvilken afgudsdyrkelse, som tildeles kongelige personer, kan det ikke undre, at den Almægtige, evigt ærekære, misbilligede en styreform, som på så ugudelig vis trænger sig ind på himlens enemærker.
I skrifterne nævnes monarki som en af jødernes synder, som de bandlyses for. Historien om, hvordan dette gik til, er værd at lægge mærke til.
Da midianitterne undertrykte Israels børn, angreb Gideon dem med en mindre hær, og en guddommelig indgriben afgjorde sagen til hans fordel. Beruset af deres held, som jøderne tillagde Gideon, foreslog de ham at blive deres konge. De sagde til ham: Reger over os, du og din søn, og din søns søn. Her var fristelsen i sin yderste konsekvens, – ikke bare et kongedømme, men et arvefølge, men Gideon svarede gudfrygtigt: Jeg vil ikke regere over jer, ej heller skal min søn regere jer, Herren skal regere jer. Det kan ikke siges mere tydeligt. Gideon afslog ikke den ærefulde post, men afviste deres ret til at tilbyde den, ej heller takkede han dem, men på en positiv måde som en profet, anklagede han dem for ikke at have tillid til deres rette overhoved, Himlens konge.
Omkring 130 år efter dette begik de samme fejl. Den higen jøderne havde efter hedningernes afgudsdyrkelse overgår enhver forståelse; men det skete så, at de, efter at de havde opdaget, at Samuels to sønner, som var blevet betroet nogle verdslige gøremål, begik embedsmisbrug, kom klagende og højlydt ind til Samuel og sagde: Du er gammel nu, og dine sønner følger ikke i dit spor. Sæt dog en konge til at herske over os, ligesom hos alle de andre folk. Og her kan vi kun konstatere at deres motiver var ringe; nemlig, at de ville være som alle andre nationer, som hedningerne, hvor dog deres sande ære lå i at være så forskellige fra dem som muligt.
Men Samuel syntes ikke om, at de sagde: “Giv os en konge, der kan herske over os”, så han bad til Herren, og Herren svarede: “Alt, hvad folket forlanger af dig, skal du føje dem i. Det er jo ikke dig, de forkaster; men de forkaster mig som deres konge. Nu gør de mod dig, nøjagtig som de har gjort mod mig; fra den dag jeg førte dem op fra Ægypten til i dag, har de svigtet mig og dyrket andre guder. Føj dem kun, men advar dem først indtrængende om de rettigheder, den konge får, som skal regere over dem.” dvs. ikke nogen bestemt konge, men kongers almindelige adfærd på denne jord, som Israel var så ivrig efter at opleve. Uanset tidernes gang og skiften er den rolle stadig på mode. Samuel fortalte folket, som krævede en konge af ham, alt hvad Herren havde sagt; han sagde: “Den konge, der skal regere over jer har disse rettigheder: Jeres sønner vil han sætte til at gøre tjeneste ved sine vogne og heste og løbe foran sin vogn (denne beskrivelse er magen til dagens måde at imponere folk på) eller sætte dem til førere for afdelinger på tusind eller på halvtreds mand eller til at pløje sin jord eller høste sin afgrøde eller til at lave sine krigsvåben og udstyret til sine vogne. Jeres døtre vil han tage til at blande salve, lave mad og bage (dette viser kongens ekstravagance og luksuriøse liv og den undertrykkelse, han udsætter folket for). De bedste af jeres marker og vingårde og olivenlunde vil han tage fra jer og give til sine folk (hvorved vi ser, at bestikkelse, korruption og favorisering hører til kongernes normale laster). Jeres trælle og trælkvinder, de bedste af jeres okser og jeres æsler vil han tage og bruge til sit arbejde. Jeres småkvæg vil han tage tiende af, og I bliver trælle for ham. Til den tid skal I komme til at råbe på herren på grund af jeres konge, som I selv har valgt; men da vil Herren ikke svare jer. Dette gælder også for monarkiets senere fortsættelse; ej heller retfærdiggør eller udsletter nogle få efterfølgende konger af god karakter forgængerens synder. Davids lovtale handler ikke om ham i hans officielle embede af konge, men som et af Guds børn.
Men folket ville ikke høre på Samuel. “Nej,” sagde de, “Vi vil have en konge over os, så vi kan få det ligesom de andre folk. Vores konge skal herske over os og rykke ud i spidsen for os og føre vore krige.” Samuel forsøgte fortsat at tale dem til fornuft, men uden held. Han anklagede dem for at være utaknemmelige, men til ingen nytte. Og da han så, at de var fast besluttet i deres dårskab, sagde han: Jeg vil råbe til Herren, at han skal sende torden og regn; så vil I indse at I har gjort, hvad der er meget ondt i Herrens øjne, ved at kræve en konge. Så råbte Samuel til Herren, og samme dag sendte Herren torden og regn. Da blev hele folket grebet af frygt for Herren og for Samuel, og de sagde til Samuel: “Gå i forbøn for os, dine tjenere, hos Herren din Gud, så vi ikke dør; for til alle vore synder har vi føjet det onde at kræve en konge.”
Disse afsnit af Bibelen er direkte og sikre. De tillader ingen tvetydig tolkning. At Den Almægtige her har indgivet sin protest mod kongestyre er sandt, for ellers lyver Bibelen. Og der er grund til at tro, at der er lige så meget kongekneb som præstekneb i at skjule bibelens ord for offentligheden i de katolske lande. For monarki er i enhver form papisme.
Til monarkiets onde har vi lagt arvefølge, og som det første er nedværdigende og nedsættende overfor os, er det andet, som påberåbes som en ret, en fornærmelse og en uret mod eftertiden. For da alle er født lige, kan ingen ved fødsel have ret til for altid at sætte sin egen familie over alle andres. Selvom han kunne fortjene en vis hæder fra sine samtidige, kan hans efterfølgere sagtens gøre sig ufortjent til at arve disse hædersbevisninger. Et af de største naturlige beviser for tåbeligheden ved arvefølge er, at naturen misbilliger det, ellers ville hun ikke så ofte gøre grin med det ved at give menneskene æsel i stedet for løve.
For det andet, da ingen person til at begynde med kan have andre offentlige hædersbevisninger end de, som er tildelt ham, kan de, som tildeler dem, ikke have retten til at give dem væk på eftertidens vegne. Og selv om de kan sige “Vi vælger Dem som vores overhoved”, kan de ikke, uden en klar uret mod deres børn, sige “så Deres børn og Deres børnebørn skal regere over vores for altid.” En så uklog, uretfærdig og unaturlig pagt kunne (måske) underlægge efterkommerne et styre ved en bisse eller et fjols. De fleste vise mennesker har altid inderst inde betragtet arvefølge med foragt, og dog er det et af de onder, som, når det først er indført, ikke er let at slippe af med. Mange underkaster sig af frygt, andre på grund af overtro, og de stærkere deler byttet fra udplyndringen af resten med kongen.
Dette forudsætter, at den nuværende slægt af konger er af hæderlig oprindelse, men det er mere end sandsynligt, at vi, hvis vi fjerner fortidens mørke dækken og sporer kongeslægterne til deres oprindelse, vil se, at de første ikke er stort bedre end den førende bølle i en rastløs bande, hvis vilde fremfærd og udsøgte listighed vandt ham titlen af den fremmeste af røvere; og som hans magt steg og ugerninger voksede, fik han den fredelige og forsvarsløse til at købe sin sikkerhed med hyppige bidrag. De, der valgte ham, kunne dog ikke have haft til hensigt at give hans efterkommere arverettigheder, da en sådan fortløbende udelukkelse af sig selv var uforenelig med den frihed og den principielle ubegrænsethed, de levede deres liv med. Derfor kunne arvefølge i monarkiets tidlige dage ikke påberåbes, men blev tildelt som en midlertidig udnævnelse. Men da der ingen eller kun få arkiver fandtes på den tid, og folkloren er fyldt med fabler, var det meget let efter et par generationer at stampe en eller anden overtroisk historie op med en passende tidsramme for på muhamedansk vis at proppe arvefølgen ned i halsen på den almindelige mand. Måske truede sygdom og uro med at slå lederen ihjel, og udsigten til et valg af en ny (for valg blandt bøller kunne ikke ske i ro og orden) foranledigede mange til at foretrække arvefølge; og som det så mange gange er sket siden, er det, som blev indgået af belejlige årsager, siden krævet som en ret.
Siden erobringen [den normanniske] har England haft enkelte få gode monarker, men været knuget af et meget større antal dårlige, og dog kan ingen ved sine fulde fem påstå, at deres krav med henvisning til Wilhelm Erobreren er særlig agtværdigt. En fransk bastard, som invaderer med en bevæbnet bandithær, og som kårer sig selv til Englands konge mod de indfødtes vilje, er rent ud sagt en ussel, slyngelagtig original. Der er bestemt ikke nogen guddommelighed i det. Det er imidlertid unødvendigt at bruge megen tid på at udstille tåbeligheden i arvefølge; hvis der er nogle, der er så uforstandige, at de vil tro på det, så lad dem kritikløst tilbede fæet og løven, og leve med det. Jeg skal hverken efterligne deres ydmyghed eller forstyrre deres hengivenhed.
Alligevel vil jeg dog med glæde spørge, hvordan de tror, konger først blev til? Spørgsmålet har kun tre svar, nemlig enten ved lodtrækning, ved valg, eller ved egenmæssig tilegnelse. Hvis den første konge opstod ved lodtrækning, danner det præcedens for den næste, og det udelukker arvefølge. Saul blev konge ved lodtrækning, og dog fik hans efterfølger ikke embedet ved hjælp af arvefølge, og det ser heller ikke ud til nogensinde at have været hensigten. Hvis den første konge i et land blev valgt, danner det ligeledes præcedens for den næste, idet rettighederne for alle efterfølgende generationer fjernes ved de første vælgeres handling i deres valg, ikke bare af en konge, men af en konge for altid, hvilket ikke har nogen anden parallel i Bibelen end doktrinen om arvesynden, som antager at alle frie menneskers vilje gik tabt med Adam; og fra sådanne sammenligninger, og der kan ikke gøres andre, er der ingen ære i arvefølge. For ligesom alle syndede med Adam, underkastede alle sig de første vælgere; i det første tilfælde blev hele menneskeheden dermed underlagt Satan, og i det andet tilfælde underlagt et enevældigt herredømme; da vor uskyld tabtes i den første og vores selvstændighed i den sidste og da begge tilfælde afholder os fra at genopnå vores tidligere tilstand og rettigheder, følger det naturligt, at oprindelig synd og arvefølge er paralleller. Æreløs opstilling! Uværdig relation! Dog kan den mest snu sofist ikke finde på en mere retfærdig sammenligning.
Hvad angår den egenmægtige tilegnelse vil ingen være så stivsindede, at de vil forsvare den, og at Wilhelm Erobreren var en tronraner, kan ikke modsiges. Sandheden er, at det engelske monarkis fortid ikke kan tåle et gennemsyn.
Men det er ikke så meget absurditeten som ondskaben i arvefølge, der optager folk. Hvis det sikrede en slægt af gode og vise mennesker, ville det have den guddommelige autoritets segl, men da det også åbner mulighed for den ubesindige, den onde og den usømmelige, har den undertrykkelsens natur. Mænd, der anser sig selv for at være født til at regere og andre til at adlyde, bliver hurtigt uforskammede. Isoleret fra resten af folket bliver deres sind hurtigt forgiftet af vigtighed, og den verden de færdes i er materielt så forskellig fra verden som helhed, at de kun har ringe lejlighed til at forstå dens virkelige behov, og når de overgår til regenter er de ofte de mest uvidende og mest uegnede af alle i hele riget.
Et andet onde, som stammer fra arvefølge, er, at tronen kan besiddes af en umyndig på hvilken som helst alder, alt imens regeringsmagten, under dække af en konge, har enhver mulighed og grund til at svigte sit ansvar. Den samme nationale ulykke finder sted, når en gammel, udslidt, syg konge når det skrøbelige menneskes sidste stade. I begge disse tilfælde bliver offentligheden offer for enhver skurk, som med held kan udnytte dårskaben hos oldinge og spædbørn.
Det mest plausible argument, som er blevet fremsat til fordel for arvefølge er, at det forhindrer borgerkrig, og var det rigtigt, ville det være et vægtigt argument, men i virkeligheden er det den groveste usandhed i menneskehedens historie. Hele Englands historie fornægter dette faktum. 30 konger og 2 mindreårige har regeret dette urolige kongedømme siden erobringen, i hvilken tid (inklusive revolutionen), der har været ikke mindre end otte borgerkrige og nitten oprør. I stedet for at skabe fred skaber det ufred og ødelægger det grundlag, det giver sig ud for at stå på.
Striden mellem slægten York og Lancaster om kronen og tronfølgen fyldte Englands scene med blod i mange år. Tolv regulære slag, foruden sammenstød og belejringer, blev udkæmpet mellem Henry og Edward. To gange var Henry Edwards fange, og Edward blev siden Henrys fange. Og så omvekslende er krigslykken og landets vilje, når kun personspørgsmål er årsag til en strid, at Henry triumferende blev flyttet fra fængslet til slottet, og Edward nødsaget til at flygte fra sit slot til udlandet. Imidlertid er sådanne pludselige humørskift sjældent varige, og Henry blev stødt fra tronen, og Edward tilkaldt for at efterfølge ham. Parlamentet vælger altid den stærkeste part.
Striden startede i Henry d. 6’s regeringstid og endte ikke helt før Henry d. 7, som forenede slægterne. Dette omfattede en periode på 67 år, nemlig fra 1422 til 1489.
Kort sagt har monarki og arvestyre kun lagt verden (ikke kun dette og hint kongedømme) i ruiner. Det er en form for styre, som Guds ord advarer mod, og spildt blod vil hænge ved det.
Hvis vi ser på en konges opgaver, vil vi se, at i nogle lande har de ingen overhovedet; og at de, efter at have spildt deres liv uden at have haft fornøjelse af det selv, og uden at bruge det til nationens bedste, trækker sig tilbage fra scenen og overlader til deres efterfølger at følge samme tomme rutine. I absolutte monarkier ligger hele ansvaret for erhvervslivet og militæret på kongen; da Israels børn fremsatte bønnen om en konge, var det med ønsket “at han skulle dømme os, og gå ud og kæmpe vores krige”. Men i lande hvor han [kongen] hverken er dommer eller general, som i England, kan man undres over, hvad han egentlig burde tage sig til.
Jo nærmere et styre nærmer sig en republik, jo færre opgaver er der for en konge. Det er temmelig svært at finde en ordentlig betegnelse for styreformen i England. Sir William Meredith kalder det en republik, men i den nuværende form er den ikke betegnelsen værdig. Da kronen, ved den korruption den udøver ved at have alle embeder til sin disposition, har opslugt al magt og udsultet Underhuset (den republikanske del af styret) er Englands styre næsten lige så meget kongedømme som Frankrigs eller Spaniens. Folk benytter udtryk, de ikke forstår. For det er den republikanske del af Englands forfatning som englænderne soler sig i, nemlig friheden til at vælge et Underhus blandt deres egne, og det er let at indse, at når de republikanske dyder fejler, så følger slaveri. Hvorfor er vel Englands forfatning syg, om ikke fordi kronen har forgiftet republikken og taget magten over underhuset?
I England har en konge ikke meget andet at foretage sig end at føre krig og udstede titler, som med rene ord er at ruinere landet og skabe ufred. Sandelig en køn opgave at betale en mand 800.000£ om året for, og dertil forgudelse i tilgift! En ærlig mand er mere værd for samfundet og i Guds øjne, end alle kronede bøller, der nogensinde har levet.
Tanker om de amerikanske sagers nuværende tilstand
På de følgende sider giver jeg kun fakta, simple argumenter og sund fornuft, og jeg kræver ikke andet af læseren, end at han vil frigøre sig fra fordomme og forudindtagelse og lade sin fornuft og sine følelser tale for sig selv; at han vil antage, eller rettere ikke aflægge, menneskets sande natur, og skue meget længere frem end dagen i dag.
Flere bind er blevet skrevet om striden mellem England og Amerika. Folk på alle niveauer har deltaget i kontroversen ud fra varierende motiver og på forskellig vis, men alle har været virkningsløse, og tiden for debat er rindet ud. Våben som den sidste udvej afgør dysten; udfordringen var kongens valg og kontinentet har taget den op.
Det er blevet sagt om den afdøde Hr. Pelham (som, selvom han var en habil minister, ikke var uden fejl), at da han blev angrebet i Underhuset på det grundlag, at hans løsninger kun var af midlertidig karakter, svarede: “de vil vare min tid ud”. Skulle en så fatal og umandig holdning hvile over kolonierne i den nuværende konflikt, vil forfædrenes navne blive husket med afsky af de fremtidige generationer.
Solen har aldrig kastet sit lys på en mere værdig sag. Dette gælder hverken en by, et land, en provins, eller en konge, men et kontinent – mindst 1/8 af hele den beboelige klode. Det gælder ikke en dag, et år eller en epoke; fremtiden er bogstavelig talt inddraget i konflikten og vil blive mere eller mindre påvirket, selv til evig tid, af de videre begivenheder. Nu er det tid at forberede den kontinentale samling, troskab og ære. Den mindste ridse nu vil være som et navn skåret med en pennespids i en ung egs bark. Såret vil vokse sammen med træet, og eftertiden vil læse det i dets fuldvoksne bogstaver.
Ved at gribe til våben i stedet for argumenter er en ny æra i politik begyndt; en ny måde at tænke på er opstået. Alle planer, forslag etc. forud for 19. april, dvs. til påbegyndelsen af fjendtlighederne, er som sidste års almanak; selvom de var gode dengang, er de nu overflødige. Hvad der end blev argumenteret for af tilhængere fra hver side, sluttede de med det samme, nemlig fortsat union med Storbritannien. Den eneste forskel mellem parterne var den måde, det skulle udføres på; den ene tilbød magt, den anden venskab; men den første fejlede, og den anden har mistet sin indflydelse.
Der er sagt meget om fordelene ved forsoning, der som en behagelig drøm er svundet bort igen uden at ændre noget, og det er kun rimeligt, at vi undersøger det modsatte argument og nogle af de materielle krænkelser, som disse kolonier udsættes for, og altid vil blive udsat for, ved at være forbundet med og afhængig af Storbritannien; studere forbindelsen og afhængigheden ud fra naturprincipperne og ud fra almindelig sund fornuft for at se, hvad vi kan regne med, hvis vi skilles, og hvad vi kan forvente, hvis vi forbliver afhængige.
Jeg har hørt nogle forsikre, at siden Amerika har blomstret under den tidligere forbindelse med Storbritannien, er den samme forbindelse nødvendig for at sikre den fremtidige fremgang, og at den altid vil sikre denne virkning. Intet kan være mere fejlagtigt end den slags argumentation. Vi kan med samme ret fastslå, at siden et barn har haft godt af mælk, burde det aldrig få kød; eller at de første tyve år af vores liv skal være et forbillede for de næste tyve. Men selv dette er ikke sandt, for jeg mener, at Amerika stort set ville have blomstret lige så meget og måske mere, hvis ingen europæisk magt havde haft noget med det at gøre. De handelsvarer, som har gjort Amerika rigt, er livsnødvendigheder, og det vil der altid være et marked for, så længe æderi er Europas skik og brug.
Men England har beskyttet os, siger nogle. At England har lagt beslag på os og forsvaret kontinentet for vores skyld, såvel som for hendes egen, indrømmes, men England ville have forsvaret Tyrkiet ud fra samme motiv, nemlig handel og herredømme. Ak, desværre er vi ført på vildspor af gamle fordomme og har ofret meget på grund af overtro. Vi har pralet med Englands beskyttelse uden at tænke på, at hendes motiv var interesser, ikke omsorg; at hun ikke beskyttede os mod vores fjender for vores skyld, men fra hendes fjender for hendes egen skyld; fra dem, som ikke havde noget udestående med os, og som vil være vores fjende for altid af samme grund. Lad Storbritannien give afkald på dette kontinent, eller lad os kaste afhængigheden af os, og vi vil have fred med Frankrig og Spanien, selvom de var i krig med England. Hannovers lidelser under den sidste krig bør være en advarsel mod en forbindelse. Det har i den senere tid været påstået i parlamentet, at kolonierne ikke havde nogen anden relation til hinanden end deres fædreland, dvs. at Pennsylvania og New Jersey og så fremdeles er søsterkolonier på grund af England; det er sandelig en meget indviklet måde at godtgøre et slægtskab på, men det er den nærmeste og eneste rigtige måde at godtgøre et fjendskab, hvis jeg må kalde det sådan. Frankrig og Spanien har aldrig været og vil aldrig være Amerikas fjender, hvis vi ikke var engelske undersåtter.
Men England er fædrelandet, siger nogle. Så meget desto mere skam få hendes fremfærd. Selv grobrianer fortærer ikke deres unger; ej heller fører de vilde fejder mod deres familier; hvorfor denne påstand, hvis den er sand, bringe skam over hende; men nu er det imidlertid ikke sandt, eller kun delvis sandt, og frasen fædreland eller moderland er på jesuitisk vis blevet taget i brug af kongen og hans snyltere med det nedrigt papistiske formål at drage unfair fordel af vores godtroenhed. Europa, og ikke England, er Amerikas fædreland. Denne nye verden har være asyl for de forfulgte elskere af borgerrettigheder og religionsfrihed fra alle dele af Europa. Hertil er de flygtet, ikke fra en moders ømme favn, men fra uhyrets grusomhed, og det er indtil videre stadig sådan mht. England, at det samme tyranni, som drev de første emigranter fra hus og hjem, den dag i dag forfølger efterkommerne.
I dette vidtstrakte hjørne af kloden glemmer vi de snævre rammer på 360 miles (Englands udstrækning) og baserer vores venskab på en bredere basis; vi påkalder venskab med enhver kristen europæer, og triumferer i storheden i disse følelser.
Det er rart at se den trinvise overvinding af lokale fordomme, efterhånden som vi udvider vores bekendtskab med verden. En person født i et bestemt sogn i England vil naturligvis føle sig tættere forbundet med andre i samme sogn (da de i mange tilfælde har samme interesser) og beære ham med titlen nabo; hvis han støder på ham nogle få miles hjemmefra, eller hvis han rejser ud af landet og støder på ham i et andet, tænker han ikke på de små forskelle som veje og byer, og kalder ham landsmand; men hvis de under deres udenlandske udflugter skulle mødes i Frankrig eller en anden del af Europa, ville deres nationale tilhørsforhold være engelsk. Og med anvendelse af bare en lille smule logik, ville alle europæere, der mødes i Amerika, eller et andet hjørne af kloden, være landsmænd; for England, Holland, Tyskland eller Sverige er i den store sammenhæng, hvad gader, byer og amter er i det små; afgrænsninger, der er for snævre for det europæiske sind. End ikke 1/3 af indbyggerne, selv i denne provins, er af engelsk afstamning. Derfor forkaster jeg atter påstanden om, at fædreland eller moderland brugt om England alene som urigtigt, selvisk, snæversynet og småtskåren.
Men selvom vi alle var af engelsk afstamning, hvad ville vel det betyde? Ingenting. Storbritannien, som nu er en åbenlys fjende, ophæver dermed alle andre navne og titler. At sige, at det er vores pligt at forsones, er i sandhed en farce. Englands første konge i den nuværende linje (Wilhelm Erobreren) var franskmand, og halvdelen af alle adelige stammer fra samme land, hvorfor efter samme argumentation, England burde regeres af Frankrig.
Meget er blevet sagt om Englands og koloniernes kombinerede styrke, at de sammen kan byde verden trods. Men dette er kun en antagelse; udfaldet af krig er uforudsigeligt; ej heller betyder udsagnene noget, for dette kontinent ville aldrig acceptere at blive drænet for indbyggere for at støtte britiske styrker i hverken Asien, Afrika eller Europa.
Bortset fra det, hvorfor skulle vi så byde verden trods? Vores fremtid ligger i handel, og udført vel vil det bringe os fred og venskab med hele Europa, fordi det er i hele Europas interesse at have Amerika som et fristed. Handel vil altid være en beskyttelse, og vores mangel på guld og sølv vil sikre os mod erobrere.
Jeg udfordrer de varmeste fortalere for forsoning til at påvise en eneste fordel, som dette kontinent kan høste ved at være forbundet med Storbritannien. Jeg svarer, at der ingen som helst fordel drages heraf. Vores korn vil opnå prisen i et hvilket som helst marked i Europa, og vores importerede varer skal betales, uanset hvor vi køber dem.
Men de gener og ulemper, vi lider ved en sådan forbindelse, er utallige; og vi er forpligtet til, overfor menneskeheden såvel som overfor os selv, at afvise denne alliance. Enhver underkastelse eller afhængighed af Storbritannien vil straks bringe Europas krig og skærmydsler til dette kontinent og sætte os op mod nationer, som ellers ville søge vores venskab, og med hvem vi intet udestående har. Da Europa er vort marked, burde vi ikke tage parti for nogen part. Det er i Amerikas sande interesse at undgå europæiske stridigheder, hvilket vi ikke kan gøre, sålænge vi på grund af afhængighed af Storbritannien kun vil være et vedhæng i britisk politik.
Europa er for tæt besat med kongedømmer til at have varig fred, og når en krig bryder ud mellem England og en fremmed magt, vil Amerikas handel gå til grunde på grund af forbindelsen til Storbritannien. Den næste krig får måske ikke samme udfald som den foregående, og skulle den ikke det, vil de nuværende fortalere for forsoning ønske adskillelse, for i den sag ville neutralitet være sikrere end krig. Alt hvad der er ret og naturligt taler for adskillelse. De dræbtes blod, naturens grådkvalte stemme skriger: Det er tid at skilles. Selv den store afstand, som Gud har lagt mellem England og Amerika, er et stærkt og naturligt bevis på, at den enes myndighed over den anden aldrig har været bestemt af Himlen. Tidspunktet, som kontinentet blev opdaget på, forstærker argumentet, og den måde, det blev befolket på, underbygger argumentet. Amerikas opdagelse gik forud for reformationen, som om den Almægtige nådigt havde til hensigt at skabe et hjemsted for de forfulgte for fremtiden, når hjemlandet hverken kunne tilbyde venskab eller tryghed.
Storbritanniens myndighed over dette kontinent er en styreform, som før eller siden må få en ende; og et seriøst menneske har ingen glæde af at se fremad med den smertefulde og sikre overbevisning, at det, han kalder ‘den nuværende forfatning’ kun er midlertidig. Som forældre kan vi ikke glædes, velvidende at denne regering ikke kan fortsætte og sikre det, vi vil efterlade eftertiden. Simpelt forklaret gældsætter vi den næste generation, hvor vi burde vi arbejde for dem, da vi ellers misbruger dem på ondskabsfuld og foragtelig måde. For rigtigt at klargøre vores ansvar, bør vi tage ansvaret for vores børn og gøre vores stilling klar for flere år ind i fremtiden; dette vil give et perspektiv, som vores nuværende frygt og fordomme skjuler for vores sind.
Selvom jeg omhyggeligt vil undgå at støde nogen, hælder jeg dog til den tro, at alle fortalere for forsoningens dogme dækkes af følgende beskrivelse. Interesserede mennesker, som man ikke kan stole på, svage mennesker, som ikke kan se, fordomsfulde mennesker, som ikke vil se, og en skare af moderate mennesker, som tænker pænere om den europæiske verden end den fortjener. Og denne sidste klasses fejlagtige overvejelser vil være årsag til flere ulykker for dette kontinent end alle de andre tilsammen.
Det er manges held at leve langt fra sorgens scene; ondet er ikke tæt nok på dem til, at de kan fornemme den usikkerhed som al amerikansk ejendom er underlagt. Men lad vores fantasi bringe os tilbage til Boston for en tid. Dette elendighedens sæde vil give os visdom og belære os om at forstøde en magt, som vi ikke kan stole på. Indbyggerne i denne ulykkelige by, som for blot nogle få måneder siden levede godt og i overflod, har nu ingen anden valgmulighed end at blive og sulte eller at fatte tiggerstaven. Bragt i fare under deres venners beskydning hvis de forbliver i byen, og udplyndret af soldaterne hvis de forlader den. I deres nuværende situation er de fanger uden udsigt til benådning, og under et storangreb til deres undsættelse vil de blive udsat for begge hæres rasen.
Mennesker med flegmatisk temperament, der bærer over med Englands aggression, er tilbøjelige til at sige: Kom lad os være venner igen på trods af alt. Men se på menneskehedens lidenskab og følelser. Føj forsoningens dogme til naturens prøvesten og fortæl mig så, om De herefter kan elske, ære og loyalt tjene den magt, som har bragt ild og sværd ind i Deres land? Hvis ikke, snyder De blot Dem selv, og ved Deres sendrægtighed ødelægger De velstanden. Deres fremtidige forbindelse med England, som De hverken kan elske eller ære, vil føles påtvunget og unaturlig og kun finde sted, fordi det er belejligt lige nu, og vil efter kort tid få et tilbagefald og blive endnu værre end før. Men hvis De siger, De stadig kan bære over med overtrædelserne, så spørger jeg: Er Deres hus blevet brændt af? Er Deres ejendom blevet ødelagt foran Dem? Er Deres kone og børn nægtet en seng at sove i og brød at spise? Har De mistet en af Deres forældre eller et barn ved deres hånd, og De selv overlevet, ruineret og i elendighed? Hvis ikke, så kan De ikke dømme dem, som har. Men hvis De har, og stadig kan give hånden til morderne, så er de uværdig til at kalde Dem ægtemand, fader, ven eller elsker, og uanset Deres plads i samfundet, er De inderst inde en kujon og spytslikker.
Dette er ikke for at oppiske eller overdrive disse sager, men for at prøve dem med de følelser og den hengivenhed, som naturen berettiger til, og foruden hvilke vi ikke ville være i stand til at udføre vores sociale forpligtelser eller mærke livets lyksalighed. Det er ikke min hensigt at udstille rædsler for at fremprovokere hævnakter, men at vække os fra en fatal og uværdig slumren, så vi beslutsomt kan forfølge et fastlagt mål. Det ligger ikke inden for Englands eller Frankrigs magt at erobre Amerika, hvis vi ikke lader os erobre ved at udvise sendrægtighed og frygt. Den nuværende vinter er en epoke værd, hvis den udnyttes rigtigt, men hvis den fortabes eller overses, vil hele kontinentet falde i ulykke; og der er ingen straf, som den mand ikke har fortjent, uanset hvem, hvor eller hvad han er, hvis han ofrer en tid, der er så værdifuld og nyttig.
Det strider mod fornuften, mod verdens almindelige orden, mod alle eksempler fra fortiden, at slutte, at dette kontinent fortsat kan være underlagt nogen ydre magt. De mest optimistiske i England tror heller ikke sådan. End ikke den ypperste hjerne kan finde en anden løsning end adskillelse, som kan love kontinentet bare ét års sikkerhed. Forsoning er en tåbelig drøm. Naturen har opgivet forbindelsen, og kunst kan ikke bringe den tilbage. For som Milton så viseligt har sagt: “Aldrig kan ægte forsoning gro, hvor hadets dødelige sår sidder dybt”.
Alle stilfærdige forsøg på at opnå fred er mislykkedes. Vores bønner er blevet afvist med foragt, og det har kun overbevist os om, at intet smigrer forfængeligheden, eller bekræfter vrangvilligheden hos konger mere end gentagne bønner, og intet har bidraget mere end netop dette til at gøre Europas konger enevældige. Se på Danmark og Sverige. Da intet andet end kamp vil række, så lad os dog for Guds skyld beslutte os for en endelig adskillelse og ikke overlade det til den næste generation at gøre oprør.
Det er meningsløst drømmeri at påstå, at de ikke vil forsøge dette igen; vi tænkte således ved ophævelsen af frimærkeloven, men et år eller to bragte os ud af vildfarelsen; ligesåvel må vi antage, at nationer, som en gang er blevet slået, ikke vil skabe ballade igen.
Hvad angår regeringsaffærer, står det ikke i Storbritanniens magt at øve retfærdighed mod dette kontinent. Vores erhvervsliv vil snart være for omfattende og for indviklet til at blive styret på nogen rimelig måde af en magt så fjernt fra os og så uvidende om vores forhold. Hvis de ikke kan erobre os, kan de heller ikke regere os. Altid at skulle løbe 5-6000 kilometer med en beretning eller begæring, derpå vente 3-4 måneder på et svar, som, når det er modtaget, kræver 5-6 måneder mere for at blive forklaret, vil i løbet af nogle få år blive anset for dårskab og barnligheder – der var en tid, da det var passende, og der er en tid passende til at afslutte det.
Små øer, der ikke er i stand til at forsvare sig selv, er rimelige mål for kongedømmer at annektere, men der er noget meget absurd i at forudsætte, at et kontinent for evigt skulle regeres af en ø. I intet tilfælde har naturen gjort en drabant større end dens hovedplanet, og da England og Amerika i forhold til hinanden bytter om på naturens orden, er det åbenlyst, at de tilhører hver deres system: England til Europa, Amerika til sig selv.
Jeg drives ikke af stolthed, partiskhed eller krænkelse til at gå ind for dogmet om adskillelse og selvstændighed; jeg er ganske klart, fuldstændig og samvittighedsfuldt overbevist om, at det er i dette kontinents sande interesse; at alt andet end dette vil være det rene lapperi og ikke kan lykkes på sigt, – at det er at overlade sværdet til vores børn og trække sig tilbage på et tidspunkt, hvor lidt mere, lidt længere, ville have givet dette kontinent verdens beundring.
Da Storbritannien ikke har vist den mindste tilbøjelighed til et kompromis, kan vi være sikre på, at ingen betingelser, som er acceptable for dette kontinent, kan opnås eller på nogen måde gøre det op for de omkostninger, vi allerede har haft i form af blod og penge.
Målet, der kæmpes for, bør altid stå i proportion til udgiften. At fjerne ministeriet North, eller hele den afskyelige junta, er en sag, som er de millioner, vi har brugt, uværdig. Et midlertidigt handelsstop var en omkostning, som kunne svare til ophævelsen af alle de lovforslag, der var blevet klaget over, hvis de var blevet ophævet. Men hvis hele kontinentet er nødt til at gribe til våben, hvis alle mænd må gå i felten, er det knapt nok besværet værd at kæmpe imod noget så småt som et foragteligt ministerium. Dyrt, alt for dyrt, betaler vi for ophævelsen af lovene, hvis det er det eneste, vi kæmper for; for det er i det store og hele lige så tåbeligt at betale for en lov, som det er at betale for jord. Da jeg altid har anset dette kontinents uafhængighed som en begivenhed, som må komme før eller senere, kan denne begivenhed ikke være langt borte, når man ser på den seneste tids hurtige fremskridt. Derfor var det ved udbruddet af fjendtligheder ikke værd at kives om en sag, som tiden ville have løst til slut, med mindre vi ville vise, at vi mente det alvorligt; ellers er det kun som at miste en herregård i en retssag for at hindre adgang for en lejer, hvis kontrakt er ved at udløbe. Ingen var en varmere fortaler for forsoning end jeg indtil den fatale 19. april 1775 (Massakren ved Lexington), men i det øjeblik dagens begivenhed blev kendt, frasagde jeg mig den forhærdede, tvære Farao i England for altid; og foragtet være den slyngel, som, med den påtagne titel Landsfader, uden sorg kan høre om deres nedslagtning og sove godt med deres blod på sin kappe.
Men hvis nu alle sager blev bragt i orden, hvad ville der ske? Jeg svarer, kontinentets ødelæggelse. Og det af flere årsager.
1) Da regeringsmagten stadig vil ligge i hænderne på kongen, vil han kunne afvise lovforslag fra hele kontinentet. Og da han har vist sig som en så indgroet modstander af frihed, og vist en sådan tørst efter vilkårlig magt, er han så den rette eller ej til at sige til denne koloni: “I skal ikke udstede love, som ikke behager mig”? Og findes der indbyggere i Amerika så uvidende, at de ikke ved, at ifølge det, der kaldes den nuværende forfatning, kan kontinentet ikke udstede love, som kongen ikke tillader? Og er der folk så ukloge, at de ikke kan se (i betragtning af hvad der er sket), at han ikke vil udstede nogen love her, som ikke tjener hans eget formål? Vi kan i realiteten blive ligeså slavebundet af mangel på love i Amerika, som vi kan ved at underkaste os love udstedt i England. Efter at tingene er afgjort, kan der så være nogen tvivl om, at hele kronens magt vil blive brugt på at holde dette kontinent nede og så ydmyget som muligt? I stedet for fremskridt vil vi få tilbagegang, eller bestandig skændes eller blive til grin ved at blive ved med at udstede begæringer. – Vi er allerede større, end kongen ønsker vi skal være, og vil han herefter ikke anstrenge sig for at stille os mindre? For at komme til sagens kerne: er den magt som misunder vor rigdom den rette til at styre os? Den, som siger Nej til dette spørgsmål, er en fri og uafhængig mand, for uafhængighed betyder intet andet end, om vi skal udstede vores egne love, eller om kongen, den største fjende dette kontinent har eller kan have, skal sige til os: Der skal ikke være andre love end dem, som jeg kan lide.
Men kongen, vil De sige, har veto i England; folket dér kan ikke udstede love uden hans godkendelse. For god ordens skyld er der noget meget grinagtigt over, at en 21-årig (som det ofte er sket) skal sige til millioner af mennesker, ældre og klogere end han selv: Jeg forbyder jer at udstede den og den lov. Men på dette sted skal jeg afstå fra den form for argument, selvom jeg aldrig vil ophøre med at udstille dets absurditet, og kun svare, at siden England er kongens hjemsted og ikke Amerika, er det en helt anden sag. Kongens veto her er ti gange farligere og dødbringende, end det vil være i England, for dér vil han næppe afslå godkendelsen af en lov, som vil give England en så stærk forsvarsposition som mulig, og i Amerika vil han aldrig lade en sådan lov passere.
Amerika er kun af sekundær interesse i britisk politik, England ser til sit eget bedste først. Derfor fører hendes interesse for egne sager til undertrykkelse af vores i alle sager, som ikke er til hendes egen fordel eller på mindste måde besværer den. En køn situation vi snart ville være i under en sådan venstrehånds-regering i betragtning af, hvad der er sket! Mennesker forvandler sig ikke fra fjender til venner ved at skifte navn, og for at vise at forsoning på nuværende tidspunkt er en farlig tanke, forsikrer jeg, at det vil være kongens politik til den tid at ophæve lovene med det formål at genindsætte sig selv i provinsernes regering, for at han ved snuhed og list på lang sigt kan opnå, hvad han ikke kan med magt på kort sigt. Forsoning og ødelæggelse er tæt forbundet.
2) Da selv de bedste betingelser, som vi kunne forvente at opnå, kun kan være en foreløbig løsning, eller en slags overvåget selvstyre, som ikke kan vare længere end til kolonierne er vokset op, så vil den generelle situation indtil da være uorganiseret og lidet lovende. Emigranter med kapital vil ikke vælge at komme til et land, hvis styreform hænger i en tynd tråd, og som hver dag hviler på randen af kaos og uro; og et antal af de nuværende indbyggere ville benytte intermezzoet til at skaffe sig af med sine ejendele og forlade kontinentet.
Men det stærkeste argument er, at intet andet end selvstændighed, dvs. en form for kontinental regering, kan sikre kontinentets fred og beskytte det mod uønsket borgerkrig. Jeg frygter forsoningen med England nu, da det er mere end sandsynligt, at den vil blive fulgt af et oprør et eller andet sted, hvis konsekvenser kan være meget større end al Englands ondskab.
Tusinder er allerede blevet ruineret på grund af det britiske barbari (tusinde mere vil lide samme skæbne). Disse mennesker føler anderledes end vi, som ikke har lidt tab. Alt hvad de nu ejer er frihed; det de ejede før er blevet ofret til dette formål, og da de intet mere har at tabe, ringeagter de underkastelse. Desuden vil den almindelige opfattelse af et britisk styre være som en næsten voksen ynglings, de vil være ligeglade. Og en regering, som ikke kan bevare freden, er ingen regering, og i så fald betaler vi for ingenting, og fortæl mig venligst hvad det er, Storbritannien kan gøre, når al deres magt kun er papirmagt, hvis der skulle opstå tumulter dagen efter forsoningen?
Jeg har hørt nogle, hvoraf jeg anser mange for at tale uden at tænke, at de frygtede, at uafhængigheden ville medføre risiko for borgerkrig. Det er sjældent, at vores første indfald er fuldstændigt korrekt, og det er tilfældet her, for der er ti gange mere at frygte fra en lappet forbindelse end fra selvstændighed. Jeg taler de ramtes sag, og jeg påstår, at hvis jeg blev drevet fra hus og hjem, min ejendom ødelagt, og mit liv knust, kunne jeg, som et menneske der er sårbart for skader, aldrig finde velbehag i forsoningens dogme eller føle mig selv bundet af det. Kolonierne har vist så god opførsel og lydighed overfor det koloniale styre, som er nødvendigt for at stille enhver rimelig person tilfreds og lykkelig. Intet menneske kan angive den mindste grund for sin frygt, andet end sådanne som i sandhed er barnagtige og latterlige, og dette er, at den ene koloni vil stræbe efter at herske over den anden.
Hvor der ikke er forskelle, kan der heller ikke være hierarki; fuldstændig lighed byder ikke på nogen fristelser. Europas republikker holder alle (og vi kan sige altid) fred. Holland og Schweiz er ikke i krig, hverken udadtil eller indadtil. For kongedømmer gælder det, at de aldrig er i fred længe; kronen i sig selv er en fristelse for foretagsomme banditter hjemme; og den grad af stolthed og uforskammethed, som altid er tilstede i kongelig autoritet, svulmer til et brud med fremmede magter, hvor republikanske regeringer, da de er dannet på naturlige principper, i samme situationer ville forhandle fejltagelsen.
Hvis der er nogen virkelig grund til at frygte uafhængighed, er det fordi der ikke er lagt nogen plan. Folk kan ikke se nogen udvej; derfor, for at komme i gang med dette, tilbyder jeg følgende vejledning; mens jeg samtidig ydmygt forsikrer, at jeg ikke har nogen anden mening om det, end at det kan være midlerne til at opnå noget bedre. Hvis folks vildtvoksende tanker kunne forenes, ville de udgøre et formidabelt materiale for vise og dygtige mænd at udnytte til brugbare mål.
Lad repræsentanternes forsamlinger blive årlige, udelukkende med en præsident, deres repræsentation mere lige, deres opgaver udelukkende indenrigspolitiske og underlagt en kontinental kongres.
Lad hver koloni blive delt i seks, otte eller ti passende distrikter, hvor hvert distrikt sender et forholdsmæssigt antal delegerede til kongressen, således at hver koloni sender mindst 30. Det totale antal i kongressen vil være mindst 390. Hver kongres skal forsamles og vælge en præsident efter følgende metode. Når de delegerede mødes, vælger man en koloni ved lodtrækning blandt alle 13 kolonier, og derefter vælger hele kongressen en præsident fra denne koloni. Under næste kongres trækker man lod blandt 12 kolonier, men udelader den koloni, hvorfra præsidenten blev valgt ved den tidligere kongres, og således fortsættes til alle 13 kolonier har fået sin tur. For at ingen lov skal passere, som ikke er retfærdig, skal der mindst 60% af kongressen til for at udgøre et flertal. Han, som vil modsætte sig en regering skabt så lige som denne, ville slutte sig til Lucifer i hans inferno.
Men da der må være et bestemt punkt, hvorfra denne handling skal udgå, og da det virker mest naturligt og indlysende, at det skulle komme fra et midlertidigt organ mellem regeringen og de regerede, dvs. mellem Kongressen og folket, så lad en kontinental konference blive afholdt på den følgende måde og med følgende formål.
En komite bestående af 26 medlemmer af Kongressen, nemlig 2 fra hver koloni, 2 medlemmer for hver provinsforsamling eller provinsråd og 5 repræsentanter for folket i almindelighed, skal vælges i hovedstaden i hver provins for og på vegne af hele provinsen, af så mange kvalificerede vælgere som det anses for sandsynligt, der vil møde frem fra alle hjørner af provinsen til dette formål; eller hvis det er mere belejligt, skal repræsentanterne vælges i de 2-3 mest befolkede dele deraf. I denne konference, således sammensat, vil de to store principper for al forretning, viden og magt, blive forenet. Kongressens medlemmer, Forsamlingen eller Konventet vil, da de har erfaring i nationale anliggender, være egnede og nyttige rådgivere, og det hele vil have en sand retslig autoritet, da det er bemyndiget af folket.
Når medlemmerne mødes, så lad deres opgave være at skabe rammerne for Forfatningen eller De Forenede Koloniers grundlov, svarende til hvad der kaldes Magna Carta i England, som skal fastlægge antallet af medlemmer i Kongressen, hvordan de vælges, hvor længe de skal sidde og hvordan opgaverne og sagsområderne mellem dem skal fordeles; (altid med tanke på at vores styrke er kontinental ikke provinsiel). At sikre alle menneskers frihed og ejendom og fremfor alt, religionsfrihed efter samvittighedens stemme, samt andre sager, som det er nødvendigt, at grundloven skal indeholde. Umiddelbart derefter skal omtalte kongres opløses, og de organer, som skal oprettes i medfør af grundloven, vælges som lovgivere og styrende for dette kontinent indtil videre: Hvis fred og lykke Gud bevare, Amen.
Skulle en gruppe mennesker blive udvalgt til dette eller lignende formål, giver jeg dem følgende citat af den kloge kommentator af regeringssager Dragonetti: “Den politiske videnskab” siger han, “består i at fastlægge, hvor lykke og frihed mødes. De mennesker, som fandt en regeringsform, som indeholdt den største sum af individuel lykke for færrest nationale udgifter, vil gøre sig fortjent til generationers taknemmelighed.”– (Dragonetti: On virtue and rewards.)
Men hvor er Amerikas konge, spørger nogle. Min ven, det skal jeg fortælle dig. Han regerer foroven og forårsager ikke kaos for menneskeheden som den kongelige i Storbritannien. Men for at vi ikke skal savne verdslige hæderstegn, lad os da fastsætte en dag for at proklamere grundloven; lad den blive kundgjort, baseret på den guddommelige lov, Guds ord; lad os anbringe en krone på den, således at verden kan vide, at vi vil godkende monarkiet så langt, at i Amerika er loven konge. For som kongens ord er lov i absolutte styreformer, bør lovens ord være konge i frie lande, og der bør ikke være andre. Men for at der ikke skal ske misbrug senere, så lad kronen efter ceremonien blive knust og spredt blandt folket, som har ret til den.
Det er vores naturlige ret at have vores egen regering: og når man virkelig tænker over menneskets udsatte position, vil man blive overbevist om, at det er uendeligt meget klogere og sikrere, at danne sin egen forfatning på en velovervejet bevidst måde, mens vi har muligheden for det, end at overlade en sag, der i så høj grad har vores interesse, til historiens tilfælde. Hvis vi undlader dette nu, kan der komme en Massenello, som, ved at fastholde den folkelige uro, kan samle de desperate og utilfredse, tilrane sig regeringsmagten og skylle kontinentets frihed bort i en syndflod. Skulle Amerikas styre igen falde i hænderne på Storbritannien, ville sagens vakkelvorne tilstand være en fristelse for en desperat lykkeridder; og hvilken hjælp kan Storbritannien så give? Før hun kunne nå at høre nyheden, ville den fatale affære være overstået og vi selv lide som de stakkels briter under Erobrerens undertrykkelse. I, som modsætter jer selvstændighed nu, I ved ikke, hvad I gør; I åbner døren for en evindelig tyran ved at holde regeringsmagtens sæde ubesat. Der er tusinder og tifold tusinder, som ville finde det storartet at forvise den barbariske magt, som har opildnet indianerne og negrene mod os, fra kontinentet. Ondskaben har en dobbelt æg; den behandler os brutalt og dem svigagtigt.
At tale om venskab med dem, som vores logik forbyder os at have tillid til, og vores følelser fortæller os at afsky, er vanvid og dårskab. Hver dag slides en lille smule af slægtskabet mellem os væk, og kan der være nogen grund til at håbe, at efterhånden som dette slægtskab svinder, vil venskabet forbedres, eller at vi vil enes bedre, når vi har ti gange flere og større sager at skændes om end nogensinde før?
I som prædiker harmoni og forsoning, kan I give os fortiden tilbage? Kan I give uskylden tilbage til prostituerede? Ej heller kan I forsone Storbritannien og Amerika. Den sidste strofe er slået an, det engelske folk taler imod os. Der er sår, som naturen ikke kan hele. Den ville ophøre med at være natur, hvis den kunne. Lige så lidt kan elskeren tilgive den, som misbrugte hans elskede, som Amerika kan tilgive Storbritanniens mordere. Den Almægtige har indgivet os denne uudslukkelige sans for ret og retfærdighed. De er vogtere af vores hjerters billede af Ham. De adskiller os fra flokken af gemene dyr. Den sociale samhørighed ville opløses, og retfærdighed slukkes på jord eller kun friste en ringe eksistens, hvis vi ikke lod os påvirke af vores følelser. Røveren og morderen ville ofte slippe ustraffet, hvis ikke vores harme blev vakt og tvang os til at øve retfærdighed.
Oh, I som elsker menneskeheden! I som vover at trodse, ikke kun tyranni men tyrannen, stå frem! Hver en plet af den gamle verden er oversået med undertrykkelse. Friheden er blevet jaget kloden rundt. Asien og Afrika har for lang tid siden udstødt hende. Europa anser hende for en fremmed, og England har bedt hende rejse. Oh, tag imod den flygtede og skab med tiden et asyl for menneskeheden.
Om Amerikas nuværende muligheder med nogle forskellige overvejelser
Jeg har aldrig mødt nogen, hverken i England eller i Amerika, som ikke har vedgået, at en deling af de to lande ville ske før eller siden. Vi har ikke fejlet mere i noget end at forsøge at forklare kontinentets modenhed eller evne for selvstændighed.
Da alle er enige om målet, og kun er uenige angående tidspunktet, så lad os for at undgå fejltagelser tage bestik af situationen og hvis muligt prøve at finde det rette tidspunkt. Men vi behøver ikke anstrenge os, for undersøgelsen standser straks, da tiden er kommet. Tidens store sammentræf, en strålende forening af alt, viser dette.
Det er ikke i antal, men i enighed at vores styrke ligger. Dog er vores nuværende antal tilstrækkeligt til at modstå hele verdens påvirkning. Kontinentet har på nuværende tidspunkt den største hær på jorden og har nået en styrke, som ingen enkelt koloni kan opnå alene, men samlet i fællesskab har det kunnet lade sig gøre, og andet end dette vil have et skæbnesvangert udfald. Vores landstyrke er allerede tilstrækkelig, og hvad angår marinen, kan vi ikke være blinde for, at Storbritannien aldrig ville tillade, at et amerikansk orlogsfartøj blev bygget, sålænge kontinentet er i dets hænder. Derfor vil vi ikke være længere fremme med dette om 100 år, end vi er nu, men i virkeligheden vil vi være længere derfra, idet dette lands tømmer formindskes dag for dag, og det, som til sidst vil være tilbage, vil være langt borte og svært at få fat i.
Hvis kontinentet var overbefolket ville hendes lidelser under de nuværende omstændigheder være utålelige. Jo flere havnebyer vi havde, jo mere ville vi have at forsvare og tabe. Vores nuværende antal er så lykkeligt sat i forhold til vores behov at ingen mand behøver gå ledig. Nedgang i handelen kræver en flåde, og behovet for en hær skaber en ny industri.
Vi har ingen gæld, og hvad vi kan få ud af dette vil tjene som et strålende bevis på vores potentiale. Kan vi blot efterlade en organiseret styreform og en selvstændig forfatning, vil det til hvilken som helst pris være et godt køb. Men at bruge millioner på at få afvist nogle enkelte lovstykker og få afskediget det nuværende ministerium, er en uværdig udgang, og misbruger eftertiden på det grusomste, da det overlader dem at udføre det store arbejde og en gæld, som de ikke drager nogen fordel af. Sådanne tanker er en hædersmand uværdig og er billedet på en småtskåren og kræmmeragtig politiker.
Den gæld, vi samler, fortjener ikke vores opmærksomhed, hvis blot vores værk afsluttes. Intet land bør være gældfrit. Et lands gæld udgør det nationale sammenhold og samhørighed, og når den ikke trækker renter, er den overhovedet ikke en belastning. Storbritannien er belastet med en gæld på op imod 140 millioner pund, som der betales op imod 4 millioner i renter på. Som kompensation for den gæld, har hun en stor flåde. Amerika har ingen gæld og ingen flåde, og dog kunne vi for en 1/20 af Englands gæld få en stor flåde. Englands flåde er på nuværende tidspunkt ikke mere værd end 3,5 millioner pund.
Den første og anden udgave af denne pamflet blev udgivet uden de følgende beregninger, som nu vedlægges for at vise, at ovenstående estimat er korrekt. (Se Entick’s flådehistorie, Introduktion, side 56.) Prisen for at bygge et skib i hver klasse og udstyre det med master, ræer, sejl og rig sammen med 8 måneders lønninger, følger som udregnet af flådeminister Burchett:
Og fra dette er det let at opsummere værdien eller snarere omkostningen af hele den britiske flåde, som i året 1757, da den var på sit højeste, bestod af flg. skibe og kanoner:
Intet land i verden har så gode muligheder og så mange interne ressourcer til at bygge en flåde som Amerika. Tjære, tømmer, jern og hamp er nationale råvarer. Vi behøver ikke skaffe noget udefra. Derimod er hollænderne, som tjener godt på at leje sine orlogsfartøjer ud til Spanien og Portugal, nødt til at importere det meste af sine materialer. Vi burde se flådebygningen som en industri, da det er et naturligt produkt for dette land. Det er de bedste penge, vi kan give ud. En flåde er mere værd, end den har kostet, og er dét som handel og beskyttelse forenes i. Lad os bygge skibe, og hvis vi ikke selv vil have dem, kan vi sælge dem og derved erstatte vores papirvaluta med virkeligt guld og sølv.
Hvad angår bemanding af en flåde begår folk normalt store fejl. Det er ikke nødvendigt at mere end 1/4 er sømænd. Kaperskibet Terrible, med Kaptajn Death som fører, deltog i det største søslag i sidste krig, men hun havde kun 20 sømænd ombord selvom hendes besætning var på over 200. Nogle få gæve sømænd vil hurtigt kunne lære tilstrækkelig mange raske landkrabber de mest almindelige opgaver på et skib. Vi vil derfor aldrig være i bedre stand til at påbegynde en flåde end nu, mens vores tømmer står ubrugt, vores fiskeri er blokeret og vores sømænd og skibsbyggere er arbejdsløse. Orlogsfartøjer med 70 og 80 kanoner blev bygget for 40 år siden i New England, så hvorfor ikke i dag? Skibsbyggeri er Amerikas stolthed, og noget som hun vil overgå hele verden i engang. Østens store imperier er hovedsagelig landbaseret og følgelig udelukket fra at være rivaler. Afrika er på barbariets niveau, og ingen magt i Europa har samme størrelse og kyst eller samme adgang til råvarer. Hvor naturen har givet det ene, har hun tilbageholdt det andet. Kun Amerika har fået alt. Det store imperium Rusland har næsten ikke adgang til havet, og derfor er dets uendelige ressourcer af tømmer, tjære, jern og hamp kun handelsvarer.
Bør vi af sikkerhedshensyn undvære en flåde? Vi er ikke fattigfolk længere, som vi var for 60 år siden. Dengang kunne vi have efterladt vores ejendom på gaden, eller rettere på marken, og sovet sikkert uden lås og slå. Sagen er nu anderledes og vores forsvar burde forbedres parallelt med vores velstand. En gemen pirat kunne være sejlet op af floden Delaware for 12 måneder siden og have afkrævet Philadelphia hvilket som helst beløb, han havde lyst til, og det samme kunne være sket andre steder. Ja, en hvilken som helst kæltring kunne have plyndret hele kontinentet med en brig med 14 eller 16 kanoner og sluppet af sted med ½ million i kontanter. Dette er forhold som kræver vores opmærksomhed og påpeger nødvendigheden af en flådestyrke.
Nogle vil måske sige, at vi vil være beskyttet af England efter forsoningen. Kan vi være så ukloge at tro, at England vil udstationere en flåde i vores havne med det formål? Sund fornuft vil sige os, at den magt, som har forsøgt at underkue os, er af alle den mindst egnede til at forsvare os. Erobring kan finde sted under foregivelse af venskab, og vi selv vil efter lang og tapper modstand til sidst blive narret ind i slaveri. Og hvis Englands skibe ikke fik lov at lægge til i vores havne, hvordan skulle hun da beskytte os, spørger jeg. En flåde 4-5000 km væk er ikke til megen nytte og i akut nød til slet ingen. Hvis vi derfor skal beskyttes, hvorfor så ikke gøre det selv? Hvorfor gøre det for andre?
Den engelske skibsliste er lang og mægtig, men end ikke en tiendedel af dem er på et givet tidspunkt klar til tjeneste, et stort antal eksisterer slet ikke, men de er storsindet indført på listen, hvis bare en planke er tilbage, og ikke en ud af tyve, som er sejlklar, kan undværes noget sted. Fjernøsten, Vestindien, Middelhavet, Afrika og andre områder, som Storbritannien påberåber sig, lægger beslag på flåden. Ud fra en blanding af fordomsfuldhed og uopmærksomhed har vi fået et forkert indtryk af Englands flåde, og vi har talt, som om vi skulle møde den hele på engang og derfor antaget, at vi skulle have en flåde af samme størrelse, og da det ikke er muligt lige nu, er det blevet brugt af nogle forklædte tories til at råde os fra at gå i gang. Intet kan være fjernere fra sandheden end dette, for hvis Amerika havde bare 1/20 af Storbritanniens flådestyrke, ville det være mere end rigeligt, for da vi ikke har, eller påberåber os nogle oversøiske territorier, ville hele vores styrke blive anvendt på vores egen kyst, hvor vi i det lange løb ville være i overtal i forholdet 2:1 mod dem, som havde 4-5000 km at sejle, før de kunne angribe os og den samme afstand tilbage for at genforsyne og rekruttere. Selvom Storbritannien via sin flåde kan kontrollere vores handel med Europa, kan vi kontrollere hendes handel med Vestindien, som er helt i vores hånd, da det ligger lige ved siden af kontinentet.
Der er en metode, som kan benyttes til at holde en flådestyrke i fredstid, hvis vi ikke mener, at det er nødvendigt med en permanent flåde. Hvis præmier blev givet til handelsfolk til at udstyre deres skibe med 20, 30, 40 eller 50 kanoner (præmierne skulle stå i forhold til handelsfolkenes tabte lasteevne) ville 50 eller 60 af sådanne skibe, bemandet med nogle få konstante vagter, udgøre en tilstrækkelig flåde uden at bebyrde os med de tab, der så højlydt klages over i England over deres flåde, som i fredstid ligger og rådner op i havn. At forene nødvendigheden af handel og forsvar er en fornuftig politik, for når vores styrke og velstand går hånd i hånd, behøver vi ikke frygte nogen ydre fjende. Næsten enhver krigsvare har vi i overflod. Hamp gror omtrent til hele træer, så vi mangler ikke reb. Vores jern er bedre end alle andre landes. Vores håndvåben så gode som nogle andres. Kanoner kan vi støbe, som vi behager. Salpeter og krudt laver vi hver dag. Vores viden forbedres dag for dag. Beslutsomhed er indbygget i vores karakter, og mod har vi aldrig manglet. Derfor, hvad vil vi? Hvorfor tøver vi? Fra Storbritannien kan vi kun forvente ødelæggelse. Hvis hun igen får lov at regere Amerika, vil Kontinentet ikke være værd at leve i. Misundelse vil hele tiden stige, opstande foregå konstant og hvem vil gå foran og slå dem ned? Hvem vil risikere sit liv for at underlægge sine landsmænd en fremmed magt? Uenighederne mellem Pennsylvania og Connecticut, angående visse landområder, viser utilstrækkeligheden af britisk styre og beviser til fulde, at intet andet end en kontinental myndighed kan styre kontinentale sager.
En anden grund til, at det nuværende tidspunkt er bedre end alle andre er, at jo færre vi er, jo mere frit land er tilbage, som, i stedet for at blive kastet i grams til kongens værdiløse proselytter, kan anvendes, ikke blot til at fordrive den nuværende gæld, men også til løbende at betale for en regering. Ingen nation på jorden har sådan en fordel.
Koloniernes spæde tilstand, som det kaldes, er et argument, der taler for selvstændigheden langt mere end det modsatte. Vi er tilstrækkeligt mange, og var vi endnu flere, ville vi være mindre forenede. Det er værd at lægge mærke til, at jo større en befolkning er, jo mindre er hærene. I militær størrelse overgår antikkens så langt den moderne tids, og årsagen er åbenlys, for da handel er følgen af befolkning, bliver folk for optaget heraf til at foretage sig andet. Handel nedtoner ildsjælen på både patriotismen og det militære forsvar. Historien fortæller os også, at de tapreste præstationer altid blev foretaget før nationens dannelse. Med stigningen i handel har England mistet sin gejst. Uanset sit indbyggertal fortsætter London med at modtage fornærmelser med en kujons tålmodighed. Jo mere folk har at tabe, jo mindre risikovillige er de. De rige er almindeligvis frygtens slaver og underkaster sig hoffets magt som en rystende hund.
De gode vaner sås i ungdommen, og det gælder både nationer og individer. Det kan være svært, hvis ikke umuligt, at samle Kontinentet under én regering om et halvt århundrede. Det store udbud af interesser, foranlediget af en stigning i handel og indbyggertal, ville skabe stor forvirring. Koloni ville stå mod koloni. Når de alle kan klare sig selv, vil de foragte hinandens hjælp: og mens de stolte og tåbelige solede sig i deres små særpræg, ville de kloge sørge over, at unionen ikke var blevet dannet tidligere. Derfor er det rigtige tidspunkt for selvstændighed nu. Nærhed som skabes i barndommen, og venskab som dannes i ulykke, er det mest vedvarende og faste. Vores nuværende union bærer begge disse karakteristika. Vi er unge og vi er i en krise, men vores overenskomst har overlevet vores vanskeligheder og danner en mindeværdig ramme for eftertiden at stråle i.
Det nuværende øjeblik er det særlige moment, som kun tilfalder en nation én gang, nemlig hvor den kan samles til en regering. De fleste nationer har ladet den lejlighed slippe fra sig, og derved været nødt til at tage imod love fra deres erobrere i stedet for at lave deres egne love. Først havde de en konge og derpå en eller anden form for regering, hvor en grundlov i stedet for burde være vedtaget først og derpå folk udpeget til at føre dem ud i livet. Lad os lære fra andre nationers fejl, lad os få visdom og udnytte den nuværende lejlighed til at starte regeringen fra den rigtige ende.
Da Wilhelm Erobreren underkastede sig England, gav han dem love ved sværdets æg, og indtil vi bliver enige om, at regeringsmagten i Amerika skal udstedes på et lovligt og autoriseret grundlag, kan vi risikere at få en lykkeridder, som vil behandle os på samme måde, og hvor vil vores frihed så være? Hvor vil vores ejendom være?
Hvad religion angår, så anser jeg det for regeringens ufravigelige pligt at beskytte alle samvittighedsfulde trossamfund, og jeg kan ikke se, at regeringen derudover skal beskæftige sig med den. Lad en mand bortkaste den sjælens snæverhed, den egoisme i sine principper, som gnierne i alle professioner har så svært ved at skille sig af med, og han vil umiddelbart blive befriet for sin frygt. Mistænksomhed er den ondskabsfuldes følgesvend og alle gode samfunds banemand. Hvad mig selv angår, så tror jeg fuldt og samvittighedsfuldt på, at det er den Almægtiges vilje, at der skal være en mangfoldighed af trosretninger blandt os: Det giver et større spillerum for vores kristne barmhjertighed. Var vi alle af samme tro, ville vores religiøse overbevisning mangle udfordringer, og på dette liberale grundlag ser jeg på de forskellige varianter som børn i samme familie, der kun adskiller sig ved navn.
Tidligt i dette værk fremlagde jeg nogle få tanker om berettigelsen af en kontinental grundlov (for jeg agter kun at tilbyde forslag, ikke planer), og på dette sted vil jeg tillade mig at gentage emnet ved at bemærke, at en grundlov skal forstås som en højtidelig bindende aftale, som alle går ind for, og som understøtter alle parters rettigheder, uanset trosretning, personlig frihed [der var på skrivende tidspunkt stadig slavehold i Amerika o.a.] eller velstand; en fast aftale og en korrekt afregning sikrer et langt venskab.
På en tidligere side nævnte jeg ligeledes nødvendigheden af en stor og ligelig repræsentation, og der er ingen politisk sag, som fortjener større opmærksomhed. Et lille antal vælgere eller et lille antal repræsentanter er lige farligt. Hvis antallet af repræsentanter ikke alene er lille men tillige ujævnt fordelt, forøges faren. Som eksempel på dette nævner jeg, at da en anmodning fra de, der ønskede sammenslutning, blev forelagt Pennsylvanias Forsamling, var der kun 28 medlemmer tilstede. Alle 8 medlemmer fra Bucks County stemte imod og havde 7 af Chesters medlemmer gjort det samme, ville hele provinsen være blevet styret af to grevskaber, og den fare foreligger altid. De uønskede bestræbelser, som dette hus gjorde for at opnå en uretmæssig kontrol over de delegerede fra hele provinsen, bør være en advarsel til alle om at være varsom med, hvilke hænder, de lægger deres skæbne i. Der var udarbejdet et sæt instruktioner til de delegerede, som ville have været en fornærmelse mod selv en skoleelev, og efter at være blevet godkendt af et mindretal, et lille mindretal udenfor forsamlingen, blev de forelagt Forsamlingen og vedtaget på vegne af hele kolonien. Havde hele kolonien vidst, med hvilken ond hensigt denne forsamling havde behandlet nødvendige offentlige tiltag, ville de ikke have tøvet et øjeblik med at erklære de delegerede for uværdige til denne tillid.
Mange beslutninger nødvendiggøres af en nødsituation, men hvis de fastholdes, kan de komme til at virke undertrykkende. Hast og ret er to forskellige ting. Da Amerikas knibe foranledigede rådslagning, var ingen metode så lige for og så passende som at udpege personer fra alle forsamlinger til dette formål, og den visdom, som de har udvist, har reddet dette land fra ødelæggelse. Da det er temmelig sandsynligt, at vi aldrig vil være uden en Kongres, må enhver vel erkende, at den måde der skal vælges medlemmer på, kræver nøje overvejelse. Og jeg spørger dem, som studerer menneskeheden, om ikke det at have både repræsentation og valg er for megen magt for den samme gruppe personer. Når vi planlægger for fremtiden, bør vi huske, at dyder ikke er arvelige.
Det er fra vores fjender, vi ofte samler glimrende maksimer, og vi forbløffes ofte over deres fejltagelser. Mr. Cornwall (Finansminister) behandlede New York forsamlingens anmodning med foragt fordi, som han sagde, at dette hus kun bestod af 26 medlemmer og dette bagatelagtige antal kunne ikke med rimelighed tale for alle. Vi takker ham for hans ufrivillige ærlighed.
Til afslutning: Hvor underligt det end må forekomme nogle, eller hvor uvilligt de vil tænke således, betyder ingenting, men mange stærke og slående grunde kan gives, der viser, at intet kan afgøre vores sager så hurtigt som en åben og beslutsom erklæring om selvstændighed. Nogle af disse er:
1) Det er sædvane, når lande er i krig, at andre som ikke er indblandet i slagsmålet, træder ind som formidlere og tilvejebringer betingelserne for fred; men så længe Amerika selv kalder sig undersåt til Storbritannien, kan ingen nation, uanset sin villighed, mægle, og derfor kan vi under vores nuværende forhold skændes til evig tid.
2) Det vil være urimeligt at tro, at Frankrig og Spanien vil hjælpe os, hvis formålet kun er at genopbygge forbindelsen og forholdet mellem Storbritannien og Amerika, for de samme lande ville lide under følgerne.
3) Så længe vi anser os selv for at tilhøre Storbritannien, vil vi i andre landes øjne kun anses for at være oprørere. Det foregående er farligt for deres fred, for mænd, som har grebet til våben under navn af undersåtter: det er et paradoks, som vi kan løse her og nu. Men at forene modstand og undertrykkelse kræver en ide, lidt for forædlet til at kunne forstås generelt.
4) Hvis der blev udfærdiget en erklæring, fremsendt til de fremmede stater, en erklæring, som viser de lidelser, vi har måttet udstå, som anfører de fredelige metoder, vi uden held har forsøgt for at afværge dem, og som samtidig erklærede, at da vi ikke længere kan leve lykkeligt og sikkert under det britiske hofs grove behandling, er vi blevet tvunget til at afbryde al forbindelse med landet, og hvis vi samtidig forsikrer alle regeringer om vores fredelige hensigter overfor dem, og vores ønske om at udvikle handel med dem, vil en sådan erklæring gøre mere godt for dette kontinent end et helt skib med anmodninger sendt til Storbritannien.
Med benævnelsen britiske undersåtter vil vi hverken blive modtaget eller hørt udenlands. Diplomatiets regler alle vegne vil forbyde dette og vil gøre det, indtil vi ved selvstændighed rangerer blandt andre nationer.
Disse forhandlinger vil ved første øjekast forekomme fremmedartede og svære, men som alle andre tiltag, som vi allerede har foretaget, vil de efter kort tid forekomme naturlige og gode. Indtil selvstændigheden er erklæret, vil kontinentet føle sig som en mand, der bliver ved med at udsætte ubehagelige ærinder, selvom han véd, det skal gøres, afskyer at gå i gang med det, ønskede at det var overstået og kontinuerligt plages af tanker om, at det nødvendigvis må gøres.
Appendiks
Siden udgivelsen af første udgave af denne pamflet, eller rettere samme dag, den udkom, dukkede kongens tale op i denne by. Selvom Profetens ånd havde styret denne udgivelse, kunne talen ikke være fremkommet på et mere afgørende øjeblik. Den enes genstridighed viser nødvendigheden af at følge den andens doktrin. Folk høster, hvad de sår. Talen banede vejen for uafhængighedens modige principper.
Ritualer og endog tavshed har en smertefuld tendens, uanset fra hvilket motiv de opstår, når de blot i mindste grad understøtter lav og ond adfærd. Hvis dette maksime skal stå til troende, følger deraf, at kongens tale, som en veludført slyngelstreg, fortjente og stadig fortjener både kongressens og folkets forbandelser. Da et lands husfred afhænger af de dyder, der med rette kan kaldes dets nationale karakter, er det ofte bedre at forbigå visse ting i tavshed end at finde nye metoder at vise ringeagt på og forhindre en smule nytænkning, som vil kunne vogte over vores fred og sikkerhed. Måske er det hovedsagelig mest derfor, at kongens tale først nu har mødt offentlig forbandelse. Talen, hvis den kan kaldes sådan, er intet andet end en bevidst og fræk omgåelse af sandheden, mod det fælles bedste og menneskehedens eksistens; det er en formalistisk og opblæst menneskeofring til tyranners ære. Denne almindelige nedslagtning af menneskeheden er et af kongernes privilegier og i særdeleshed en af kongedømmets konsekvenser, for da naturen ikke kender til konger, kender konger heller ikke til naturen, og selvom de er skabninger, som vi har skabt, kender de heller ikke os, og de er blevet guder for deres skabere. Talen har et fortrin, nemlig, at den ikke er beregnet på at snyde, og vi kan heller ikke lade os snyde af den, selv hvis vi ville. Brutalitet og tyranni står skrevet i ansigtet på den, den lader os ikke i tvivl. Hver linje overbeviser os allerede, mens vi læser den, at han, som jager bytte i skovene, den nøgne og uskolede indianer, er mindre barbar end Storbritanniens konge.
Sir John Dalrymple, som går for at være ophavsmand til et klynkende jesuitisk skrift, der vildledende kaldes “The address of the people of England to the inhabitants of America” (det engelske folks tale til Amerikas indbyggere) har, måske udfra en forfængelig forestilling om at folk her ville blive intimideret af en konges pomp og pragt, udstillet den nuværende konges sande karakter: “Men”, siger denne skribent, “hvis De hælder til at rose en administration, som vi ikke klager over” (Markis’en af Rockingham’s ved ophævelsen af frimærkeloven (the stamp Act) “så er det meget unfair af Dem at afskære dem fra den prins, ved hvis nik med hovedet de fik lov til at gøre hvadsomhelst.” Dette er i sandhed toryisme! Dette er umaskeret afgudsdyrkelse. Han, som kan sidde roligt og tage imod en sådan doktrin, kan ikke længere påberåbe sig at tænke logisk og burde ikke blot blive betragtet som en, der har opgivet sin værdighed som menneske, en fra menneskeheden frafalden, men som én, der er sunket lavere end et dyr, foragteligt krybende gennem verden som en orm.
Nu betyder det imidlertid meget lidt, hvad Englands konge siger eller gør, for han har på ondskabsfuld vis overtrådt enhver moralsk og menneskelig adfærd, trådt naturen og samvittigheden under fode og ved kontinuerlig forfatningsmæssig uforskammethed blevet universelt forhadt. Det er nu i Amerikas interesse at sørge for sig selv. Hun har allerede en stor og ung familie, som hun har mere pligt til at sørge for end at forære sine ejendele væk til en magt, som har udviklet sig til en skændsel mod mennesket og den kristne verden. I, hvis embede det er at vogte nationernes moral, uanset af hvilken sekt eller tro I er, og I, som mere direkte er den offentlige friheds vogtere, – I må i hemmelighed ønske en deling, hvis I ønsker at bevare vores oprindelige land ubesmittet med europæisk korruption.
Mens jeg vil overlade de moralske overvejelser til Dem selv, skal jeg hovedsagelig afgrænse mine bemærkninger til følgende hovedpunkter:
- At det er i Amerikas interesse at blive adskilt fra Storbritannien.
- Hvilken er den letteste og mest praktiske plan: forsoning eller uafhængighed? med nogle enkelte bemærkninger.
For at understøtte første punkt, kunne jeg, hvis jeg anså det for anstændigt, fremlægge opfattelserne hos nogle af de mest begavede og erfarne mænd på dette kontinent, hvis følelser på dette område endnu ikke er kendt. Det er i realiteten en selvindlysende situation: Thi ingen nation, som er underlagt en anden, begrænset i handel, forkrampet og bundet af lovmæssig magt, kan nogensinde opnå materiel velstand. Amerika ved endnu ikke, hvad velstand er, og selvom de fremskridt, der er gjort, ikke har sin lige i verdens historie, er det dog kun en barndom sammenlignet med, hvad hun ville være i stand til at opnå, hvis hun, som hun burde, kunne udstede sine egne love. England skjuler af stolthed hvad hun tragter efter, og som ikke ville gavne hende, hvis hun opnåede det; og Kontinentet er tøvende omkring en sag, som vil betyde hendes endelige ødelæggelse, hvis den blev negligeret. Det er handel og ikke Amerikas erobring, som vil gavne England, og således ville det stort set gå, hvis landene var ligeså uafhængige af hinanden som Frankrig og Spanien er, da de for mange varers vedkommende ikke kan finde bedre markeder. Men det er dette lands uafhængighed af Storbritannien eller af enhver anden, som nu er den vigtigste og eneste sag værd at strides om, og som, ligesom alle andre sandheder, der afsløres af nødvendigheden, vil fremstå klarere og stærkere for hver dag.
For det første fordi sådan vil det blive før eller siden.
For det andet fordi jo længere det udskydes, jo sværere vil det være at opnå.
Jeg har ofte moret mig selv, både i offentligt og privat selskab, med i stilhed at bemærke de vældige fejltagelser, de mennesker gør, der taler uden at tænke. Blandt de mange, jeg har hørt, er den følgende den mest almindelige, nemlig at hvis dette brud var sket om 40 eller 50 år i stedet for nu, ville Kontinentet have været bedre i stand til at undslippe afhængigheden. Dertil svarer jeg, at vores militære styrke nu stammer fra erfaringerne i den sidste krig, og at den om 40 eller 50 år vil være fuldstændig udslettet. Kontinentet vil ikke til den tid have en general eller bare en militærofficer tilbage, og vi, eller de, som vil efterfølge os, vil være ligeså uvidende om militære sager som de gamle indianere: dette sidste scenario vil, hvis vi studerer det grundigt, uimodsigeligt bevise, at det nuværende øjeblik er at foretrække frem for alle andre. Argumentet udruller sig som følger, at ved afslutningen af sidste krig havde vi erfaring, men manglede antal, og om 40 til 50 år har vi antallet men ingen erfaring. Derfor må det rette tidspunkt være et sted mellem disse to yderligheder, hvor der er tilstrækkeligt tilbage af det ene, og hvor der er opnået en passende forøgelse af det andet. Det tidspunkt er nu.
Læseren må undskylde dette sidespring, da det ikke rigtigt hører til under den overskrift, jeg startede ud med, og som jeg skal komme tilbage til med følgende udtalelse, nemlig:
Hvis vores forbindelse med Storbritannien igen skulle blive lappet sammen, og England igen skulle blive Amerikas styrende og enerådende overhoved (der som tingene står nu er at overse pointen fuldstændigt) vil vi afskære os fra de selvsamme midler, vi skulle betale den gæld med, vi har eller ville få. Værdien af de fjerne områder, som nogle af provinserne i skjul er blevet frarøvet ved den uretfærdige udvidelse af Canadas grænser, fastsat til kun 10£ pr 100 hektar, beløber sig til op imod 25 mio. i Pennsylvanias mønt; og jordrenten, med en penny sterling pr hektar, beløber sig til 2 mio. om året.
Det er fra salget af denne jord, at gælden kan fjernes uden omkostning for nogen, og jordrenten, som stammer herfra, vil altid formindskes og vil med tiden fuldstændig dække regeringens udgifter. Det betyder ikke noget, hvor længe gælden løber, sålænge indtægten fra salget, som Kongressen indtil videre vil bestyre på Kontinentets vegne, bruges til at betale gælden.
Jeg går nu videre til det andet punkt, nemlig, Hvilken er den nemmeste og mest praktiske plan, forsoning eller selvstændighed med nogle enkelte bemærkninger.
Den, som bruger naturen som guide, kan ikke let omvendes, og af den grund svarer jeg generelt, – at dette at selvstændighed er en enkelt simpel retning, som er indeholdt i os selv; og forsoning en sag, som er ekstremt indviklet og sammensat, og i hvilken et forræderisk lunefuldt hof er indblandet, giver det sikre svar.
Amerikas nuværende tilstand er i sandhed alarmerende for alle, som kan tænke. Uden lovgivning, uden regering og uden andre magtmidler udover hvad der er baseret på og givet af høflighed. Forenet i et hidtil uset følelsesfællesskab, som ikke desto mindre kan ændre sig, og som hver en skjult fjende forsøger at ødelægge. I øjeblikket har vi lovgivning uden love, visdom uden mål, en forfatning uden et navn, og hvad der er højest forbløffende, fuldkommen selvstændighed med ønske om afhængighed. Øjeblikket er uden fortilfælde, og spørgsmålet har aldrig været oppe før, så hvem kan forudsige udfaldet? Ingens ejendom er sikker under de nuværende kaotiske tilstande. Den store hob kan ikke selv tage stilling, og uden noget klart mål går de efter det første det bedste. Intet er ulovligt, sådan noget som forræderi findes ikke, derfor tror alle, at de kan gøre som de vil. Torierne havde ikke turdet mødes så åbenlyst fjendtligt, hvis de havde vidst, at de dermed lagde deres liv i hænderne på statens love. Der skal skelnes mellem engelske soldater sendt i krig, og amerikanske indbyggere, der griber til våben. De første er fanger, de sidste forrædere. Den ene bortøder sin frihed, den anden sin forstand.
Uanset vor visdom, så er der en synlig svaghed i den måde, vi er gået frem på, som har opmuntret til dissens. Det kontinentale bælte er snøret for løst, og hvis ikke der gøres noget i tide, vil det være for sent at gøre noget som helst, og vi vil nå en tilstand, hvor hverken forsoning eller uafhængighed vil være muligt. Kongens og hans værdiløse tilhængere er i gang med deres leg med at splitte kontinentet, og der er ikke mangel på trykkere blandt os, som vil få travlt med at sprede plausible falsknerier. Det kunstfærdige og hykleriske læserbrev, som forekom i to af New Yorks aviser for få måneder siden, viser at der er mennesker, som mangler både dømmekraft og ærlighed.
Det er let at springe i et hul eller gemme sig i et hjørne og tale om forsoning, men har disse mennesker virkelig overvejet, hvor svær denne opgave er, og hvor farligt det kan vise sig at blive, hvis Kontinentet bliver splittet i dette? Tager de forholdene i betragtning for folk i forskellige samfunds- og rangklasser, hvis situation og omstændigheder, der må tages hensyn til? Sætter de sig selv i stedet for alle de, der har mistet alt, de havde, og for den soldat som har efterladt alt for at forsvare sit land? Hvis deres dårlige dømmekraft får dem til at indrette sig efter deres eget forgodtbefindende uden hensyn til andre, vil de se, at de “gør regning uden vært”.
Sæt os, siger nogle, på samme fod som vi var i 1763, til hvilket jeg svarer, at forlangendet ikke er i Storbritanniens magt at opfylde, ejheller vil hun foreslå det, men hvis det var, og selv hvis det blev opfyldt, stiller jeg et rimeligt spørgsmål. Med hvilke midler skal man fastholde en så korrupt og utroværdig instans fast på sine løfter? Et nyt parlament, nej, selv det nuværende kunne herefter kalde sine løfter tilbage under foregivende af, at de var afgivet under pres, eller på forkerte forudsætninger. I det tilfælde, hvordan får vi så erstatning? Man kan ikke trække en stat i retten. Kanoner er kronens sagførere, og krigens sværd, ikke retfærdighedens, afgør retssagen. For at komme på samme niveau som i 1763 er det ikke tilstrækkeligt blot at genindsætte lovene, men også at vores situation, vores omstændigheder bliver de samme, vores afbrændte og ødelagte byer repareret eller genopbygget, vores private tab erstattet, vores offentlige gæld (som vi fik for at kunne forsvare os) strøget, ellers vil vi have tabt millioner i forhold til den misundelsesværdige periode. En sådan anmodning ville have vundet kontinentets hjerter og sjæle for mange år siden, men nu er det for sent, ‘Rubikon er passeret’.
Desuden forekommer det at gribe til våben for at modvirke økonomiske love, ligeså utiltalende og frastødende på de menneskelige følelser, som at bruge våbenmagt for at gennemtvinge lydighed mod Guds love. Målet helliger på ingen måde midlet, for folks liv er for kostbare at spilde på så små bagateller. Det er volden, som bruges og som truer vores person, ødelæggelsen af ejendom af en væbnet magt, invasionen af vores land med ild og sværd, som samvittigheden bydende kvalificerer til brug af våbenmagt. Det øjeblik, i hvilket sådan et forsvar blev nødvendigt, er al tilhørsforhold til Storbritannien ophørt. Amerikas uafhængighed skulle have været betragtet som startende fra, og erklæret fra, den første musket blev affyret mod os. Den fremgangsmåde er konsekvensens fremgangsmåde. Ikke drevet af en grille og heller ikke gennemført af vilje, men udviklet fra en kæde af begivenheder, som kolonierne ikke var ophavsmænd til.
Jeg skal slutte disse bemærkninger med følgende aktuelle og velmente råd: Vi burde tænke over, at der er 3 måder, som en uafhængighed herefter kan opnås på, og at en af dem på et eller andet tidspunkt vil blive Amerikas skæbne: 1) ved folkets retslige stemme i kongressen 2) ved militær magt 3) ved hjælp af pøbelen. Det er ikke altid sikkert, at vores soldater vil være borgere og som helhed være sammensat af fornuftige folk. Dyder er ikke arvelige, som jeg allerede har bemærket, og varer heller ikke evigt. Hvis uafhængighed bliver opnået ved hjælp af den første af disse midler, har vi enhver lejlighed og tilskyndelse til at skabe den ædleste og reneste forfatning på jordens overflade. Vi har magten til at begynde på en frisk ny verden. En lejlighed magen til denne har ikke eksisteret siden Noahs tid. En ny verdens fødsel er nær, og en helt ny race, måske så talrig som hele Europas befolkning, skal modtage deres frihed fra de kommende måneders begivenheder. Tanken er skrækkelig, – og hvor virker nogle få svage menneskers interesser bagatelagtige og latterlige, når de sættes op mod hele verdens gang.
Hvis vi tilsidesætter det nuværende gunstige og indbydende øjeblik, og uafhængighed senere blev opnået ved andre midler, må vi bebrejde os selv konsekvenserne heraf, eller rettere bebrejde dem, hvis snæversynede og fordomsfulde sjæle altid er imod forandringer uden hverken at undersøge eller overveje noget. Der gives grunde til at støtte uafhængighed, som folk hellere skulle tænke på selv end blive fortalt. Vi burde ikke på nuværende tidspunkt debattere, om vi skal være uafhængige eller ej, men ivrige efter at gennemføre det på et fast, trygt og ærefuldt grundlag, og rastløse over, at vi ikke er startet endnu. Hver eneste dag viser os nødvendigheden. Selv toryerne (hvis der stadig er sådanne væsener blandt os) skulle af alle være de mest ivrige fortalere, for som nedsættelsen af komiteer fra starten beskyttede dem fra offentlighedens raseri, således vil en vis og velbaseret styreform være det eneste middel, der kan sikre dem fremover. Hvis de således ikke har karakter nok til at være whigs, burde de være åndsnærværende nok til at ønske deres egen selvstændighed.
Kort sagt er uafhængighed det eneste bånd, der kan binde os og holde os sammen. Vi vil så se vores mål, og vores ører vil med lov og ret være lukket for en intrigant og grusom fjendes rænkespil. Så vil vi også være i stand til at klare Storbritannien, for der er grund til at slutte, at deres stolthed vil være mindre såret ved at forhandle fredsbetingelser med den amerikanske stat end med dem, som hun kalder ‘rebelske undersåtter’. Det er vores tøven, som opmuntrer Storbritannien til at tro på erobringen, og vores stædighed medfører blot en forlængelse af krigen. Siden vi nu har holdt vores handel tilbage for at rette op på vores ulykker, så lad os nu prøve alternativet, at vi uafhængigt råder bod på det skete og tilbyder at åbne handelen. Den handelsorienterede og fornuftige del af England vil stadig være med os, da fred med handel er at foretrække for krig uden handel. Hvis dette tilbud ikke accepteres, kan der appelleres til andre instanser. Med disse argumenter lader jeg sagen hvile. Da intet forsøg på at tilbagevise de doktriner, der er indeholdt i de tidligere udgaver af denne pamflet, endnu er fremsat, må det tjene som omvendt bevis på, at doktrinerne er sandfærdige eller at det antal, der er tilhængere af dem, er for stort at modsætte sig. Derfor, i stedet for at betragte hinanden med mistænksomhed og skeptisk nysgerrighed, lad os da alle give vores nabo hånden i hjerteligt venskab og forene os i at trække en streg, der som en forglemmelse skal begrave enhver tidligere uenighed. Lad navnene whigs og tories dø ud, og lad ingen andre navne blive brugt blandt os end gode borgere, en åben og fast ven, og en stærk tilhænger af menneskets rettigheder og de frie og uafhængige amerikanske stater.